Jeg overså den i første omgang. Kasper Støvring i Weekendavisen (15/2-08) – Undladelsessynd: Hva mæ kulturen? (ikke online)-

“Tillid eller social kapital er et af de områder inden for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der har fået stor bevågenhed i de seneste år. Tillid er nemlig et helt afgørende socialt lim. Men forskningen har især været fokuseret på enten staten, særlig velfærdsstaten, eller markedet som skaber af denne tillid. Kulturen har været blændet ude. De forskere, der har fokuseret på markedet, kan ikke se kulturen, fordi de er orienteret mod individet: ud fra en rationel egeninteresse vil individer finde sammen på markedet. Og de forskere, der fokuserer på staten, har også vanskeligt ved at tage kulturen i betragtning. For de er orienteret mod institutionerne: ved at holde korruption nede og fordele goderne ligeligt skabes et sundt tillidssamfund.

Disse forskere siger alle noget mere eller mindre vigtigt om tillid, når de betoner de markedsøkonomiske, retlige og fordelingspolitiske aspekter. Men tilbage står altså et forsømt område, der handler om de kulturelle betingelser for tillid. Og kultur er i denne betydning en social orden, der bygger på fælles uformelle normer.

Tidligere har sociologer kendt til den kulturelt baserede tillid under navne som Gemeinschaft og Community. Det er derfor påfaldende, at det kulturelle perspektiv mangler i den aktuelle forskning. Det gælder også i kredse, der forsker i tillid herhjemme. F.eks. hos de to politologer Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen, der forrige år udgav den i øvrigt oplysende bog Social kapital.

Hvorfor denne undladelsessynd? For det første kan man sige, at netop kultur er et særdeles uhåndgribeligt begreb inden for forskningen i tillid. Det skyldes, at vi har at gøre med et kompleks af ubevidste antagelser, uskrevne regler, spontant frembragte moralske værdier, underforstået kommunikation som ironi og satire, uoverlagte handlinger og uformuleret viden, der alt sammen har karakter af en art sedimentær dannelse. Vi har kort sagt at gøre med uformelle normer, der er vanskelige at bringe på begreb. Men der er også en anden grund, som har at gøre med ønsketænkning eller med visse ideologiske blokeringer. Kulturforskning kan nemlig være et særdeles ømtåleligt politisk område. En aktuel sag viser det. Den amerikanske sociolog Robert D. Putnam, der er en af de mest estimerede forskere i tillid, har taget det vanskelige skridt og indkorporeret kulturbegrebet i sin seneste forskning (publiceret i Scandinavian Political Studies bind 30, nr. 2, 2007). For nylig kom det frem, at Harvard-professoren længe tilbageholdt resultaterne af denne omfattende undersøgelse, han havde lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte.

De viste, at i multikulturelle områder i byer som Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i de progressive forskningsmiljøer på universiteterne (også i USA), hvor man officielt hylder plusordene om mangfoldighed og kulturel sameksistens.

Putnam offentliggjorde derfor først resultaterne, da han havde fundet den korrekte morale: den nationale identitet måtte simpelthen rekonstrueres til et nyt, mere tolerant »vi«. Men ok, det er sådan noget, humanistiske forskere siger for at sukre den bitre pille, så den lettere kan glide ned i akademierne. Her har forfægtelsen af national homogenitet nemlig været bandlyst; erfaringerne fra den ekstreme nationalisme i mellemkrigstiden og kolonialismens epoke skræmmer. Og kultur bærer ligeledes negative konnotationer, for så vidt som det opfattes som noget rigidt, der virker ekskluderende. Til Putnams opdagelse, at multikulturalisme hæmmer tillid, er det fristende at svare med de gamle ord: at forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst. Eller mere drilsk: »Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler,« med politologen Mads Qvortrups ord.

Problemet er selvfølgelig, at vi får sværere ved at løse de konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation, der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi af politiske grunde ikke får den viden, som forskningen når frem til.

Udeladelsen af kulturen og den afgørende diskussion om multikulturalisme i offentligt betalt forskning er en blunder af de helt store…

[…]

Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også bedre i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe, og dem, der ønsker at snyde og snylte på fællesskabet. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.

Af samme grund er normer for gensidighed meget svære at skabe på tværs af kulturer. Et blik på det danske samfund synes at bekræfte, at tillid vanskeligt kan opstå mellem etniske og religiøse grupper. Muhammedkrisens efterdønninger har i hvert fald afsløret en dyb mistillid mellem danskere og de muslimske grupper, der ikke er loyale over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale religiøse menighed. Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at tillid kan forudsætte etnisk forbundethed, altså at man tilhører samme slægt (i den forstand integreres udlændinge først, når de bliver medlemmer af danske familier). Det har i hvert fald været betingelsen for freden og tolerancen i de etnisk og religiøst – og det vil sige kulturelt – homogene lande i Skandinavien.

Til trods for de gryende erkendelser inden for tillidsforskningen er det normale og politisk korrekte stadig at opfatte tillid som noget, der ikke har med kultur at gøre. På den måde kan man hævde, at integrationen blot er slået fejl på grund af dårlig uddannelse, ulighed, diskrimination samt manglende incitamenter til at indtræde på arbejdsmarkedet som følge af velfærdsydelserne.”

Sjælden artikel i gårsdagens Politiken af Mads Qvortrup, der introducerer Robert D. Putnams forskning. Her lidt fra Skilleveje. Multikulturalismens umulighed?

“Nu er Putnam så gået et skridt videre. Han har undersøgt, hvad der sker med den sociale kapital, når et samfund bliver multikulturelt. Svaret er mildt sagt negativt. Titlen på Putnams essay er ‘E Pluribus Unum’. Det er USA’s motto, og oversat fra latin betyder det noget i retning af ‘enighed i forskellighed’. Men det er ikke tilfældet i dag. I sin artikel viser Putnam, at øget indvandring fører til lavere ’social kapital’. De forskellige etniske grupper formår ikke at slå bro mellem hinanden. Der er et fravær af det fænomen, Putnam kalder brobygning.

Selv om Putnam mener, at indvandring på lang sigt kan have positive konsekvenser, viser hans statistikker, at et multikulturelt samfund på kort sigt har negative konsekvenser. Tilliden mellem borgerne svækkes, kriminaliteten vokser og en lang række ’sociale patologier’ opstår.

Putnam ventede længe med at offentliggøre denne forskning. Han er ikke højreorienteret i traditionel forstand, og han kender konsekvenserne af at sige ubekvemme sandheder. Man kan være enig eller uenig med ham. Men hans sociologiske forskning er velunderbygget og baseret på objektive resultater. Putnam har ikke en skjult politisk dagsorden. Det er ej heller populært at skrive det, men Putnams forskning underbygger den opfattelse, at det multikulturelle samfund har negative konsekvenser.

Formuleret lidt mere provokerende kan man sige, at den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler om det multikulturelle samfund. ‘Don’t kill the messenger’ lyder et engelsk mundheld. Og selv om der næppe er nogen, der pønser på at slå Putnam ihjel, bliver han næppe populær på at offentliggøre netop dette forskningsresultat.”

Harvardprofessor Robert D. Putnam gæstede for et par måneder siden Sverige, og talte her med Kay Glans, chefredaktør for tidsskriftet AXISS. Læs interviewet Socialt kapital behövs för Europas nya nationella identiteter – som blandt andet omtaler de problemer multikulturen medfører i form af lavere national sammenhængskraft.

P1-magasinet Agenda havde i denne uge også valgt at sætte fokus på Robert D. Putnams forskning i social capital, og minsanten om det ikke lykkedes Birgitte Rabbek og de omhyggeligt udvalgte eksperter fra Ålborg Universitet helt at ignorere problemstillingen i forhold til det multikulturelle samfund. Faktisk noget af en præstation – ikke mindst når der indledes med to brede – omend letforståelige definitioner af begrebet:

“Tillid, normer og netværk som kan forbedre samfundets effektivitet, ved at lette muligheden for koordinerede handlinger” [Robert D. Putnam]

“Tillid, normer og netværk er træk ved det sociale liv, som gør deltagerne istand til at handle mellem mennesker effektivt når de forfølger fælles mål. Det vil sige at tillid, normer og netværk er det kit som binder samfundet sammen” [Lars Hulgård, RUC]

Udvejen blev at tale om alt andet – og det hele lukkede sig omkring det synspunkt at Putnam og de ‘neo-liberale’ misbrugte social kapital politisk.

Programomtalen:

“Der er vækst i forskningen i social kapital. Hvor der i årene 1990-94 blev publiceret under 10 artikler om året med social kapital i titlen, så steg det i 1995 til 20, i 2000 til 140 og til over 200 i 2001.

Politikere i begge ender af det politiske spektrum har taget begrebet til sig, og Verdensbanken har inddraget social kapital som et evalueringskriterium i fremtidige forskningsprojekter. I Norden betragtes emnet som særligt relevant inden for forskning i frivillige organisationer, velfærd og demokrati.

‘Social Kapital’ er det kit der binder samfundet sammen gennem gensidig tillid og netværk. Professor Jens Tonboe og lektor Lars Torpe fortæller om forholdet mellem social kapital og velfærd og om den ulige fordeling af også denne kapital.“

Såvel Jens Tonboe og Lars Torpe forsker på Ålborg Universitet, og har udgivet flere publikationer for AMID (Akademiet for Immigrationsstudier) – sidstnævnte har sågar udgivet flere artikler og bøger med apologeten Peter Gundelach.

Der danner sig et mønster. Forskere såsom Robert D. Putnam og Samuel P. Huntington får præsenteret deres arbejde af deres politiske modpoler. Omvendt bliver Richard Floridas tanker præsenteret af forskere der i høj grad er enig i dennes konklusioner – herunder Florida-disciplen Mark Lorenzen.