7. december 2016

Den lange march gennem institutionerne: Faktalink udgives af DBC med Bo Weimann som IT-direktør

I går bloggede jeg Pernille Vermunds indlæg om ‘Faktalink’, der bruger Redox til kilde om For frihed, og i øvrigt intet har om ‘venstreekstremisme’. Faktalink er en akkumuleret samling artikler om samfundsrelevante emner, og omtaler sig selv som værende “et arbejdsredskab for folkeskolens ældste klasser, gymnasielever, lærere og bibliotekarer samt studerende, journalister og researchere”.

Det første der springer i øjnene, er det faktum at sidens to artikler om ‘højreekstremisme’ er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl. Kendt venstreorienteret, der ikke forsøger at sløre sin kærlighed til mellemøstlig kultur, og blandt andet er tilknyttet ‘Forening for Moske og Islamisk Center’ og ‘Center for Integration’.

Faktalink udgives af Dansk BiblioteksCenter, der er et offentligt ejet aktieselskab. Der er lig i lasten, som man kan læse hos Computerworld – Blekingegadebandens ’stemme’ er IT-direktør (17. marts 2009).

“Stemmen i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er Bo Weymann. Nu kan ComON afsløre, at Bo Weymann er IT-direktør i Dansk Bibliotekscenter, der blandt andre er ejet af stat og kommuner. Bo Weymann var med i Blekingegadebandens inderkreds og blev idømt syv års fængsel for sine kriminelle handlinger.

Mogens Brabrand Jensen, der er direktør i Dansk BiblioteksCenter har ingen betænkeligheder ved at have Bo Weymann ansat. …

‘Ingen ansatte har taget afstand fra, at Bo er ansat. De har været lige så intereserede i sagen som alle andre. De har været nysgerrige omkring, om han var stemmen. Men ingen har taget moralsk afstand fra hans handlinger,’ siger Mogens Brabrand Jensen til ComON. …

Bo Weymann ønsker ikke selv at deltage i denne artikel, men bekræfter via sin sekretær, at den nye stavemåde af efternavnet, er det oprindelige slægtsnavn.”

(t/h: Rudi Dutschke, 1968, en af flere der satte ord på den lange march gennem institutionerne)

Meget få faggrupper er så røde som bibliotekarerne, og formanden for Danmarks Biblioteksskole var i 2007 den senere professor Lars Qvortrup, der indledte sin karriere med et bevidsthedssociologisk kampskrift, der problematiserede Danmarks Radio fra et revolutionært klassekamp-perspektiv.

Den lange march gennem institutionerne har gjort venstrefløjen glade for statslige medier.



23. august 2007

Munkemarxisterne før og nu

Tegning af Paul Nowak, set hos Snaphanen.



8. august 2007

Lars Qvortrup: Danmarks Radio og arbejderkampen (1977)

Danmarks Radio virkede nu som tidligere alt for borgerlig for revolutionære kommunister, og derfor var DR som institution i 1970erne mål for universitetsmarxisternes vrede. De fik som bekendt magten, og har siden kæmpet for at bevare DR’s ‘uafhængighed’.

Året er 1977. Lars Qvortrup, der efter et professorat ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier (Syddansk Universitet), i dag er rektor for Biblioteksskolen, udgav kampskriftet Danmarks Radio og Arbejdskampen – som en nummer i skriftserien Bidrag (Bevidsthedssociologisk Tidsskrift).

I indledningen forklares, at DR’s dækning af benzinchaufførernes strejkekamp i november 1976 undertrykte “den danske lønarbejderes kamp mod den kapitalistiske krises virkninger” – DR forsinkede revolutionen så at sige, og denne – ‘borgerlige presses hetz’, gav ham motivation til at forny debatten om venstrefløjens mediestrategi. Bogen blev på 170 sider.

Herunder en række citater fra første halvdel – det hele kører i samme rille.

“Bogen henvender sig til tre grupper. Den henvender sig til grupper på venstrefløjen, som forsøger at etablere en socialistisk mediepolitik. Den henvenser sig til de socialistiske medarbejdere i DR, som under meget vanskelige betingelser forsøger at yde deres bidrag til kampen for socialismen. Og den henvender sig først og fremmest til de grupper af socialistiske arbejdere, som under indtryk af den voksende krise for kapitalismen kvalitativt og kvantitativt har udvidet den anti-kapitalistiske kamp, og som herunder konkret har erfaret, at også de “neutrale” institutioner radio og tv er vægtige modstandere.

Bogens hovedsigte er at nedbryde nogle illusioner om kampen om eller mod DR. Det fremgår meget tydeligt af analysen af behandlingen af benzinkonflikten, at nyhedsdækningen bevæger sig indenfor temmelig vide rammer: fra den “korrekte” behandling i begyndelsen af konflikten til højrefløjshetz, manipulationer og løgnagtigheder. Men det fremgår også, at hele dette spektrum hviler på ét gennemgående standpunkt: totalkapitalens standpunkt. Selv den mest “neutrale” nyhedsudsendelse er således, set fra et arbejderklasse-standpunkt, manipulatorisk.(s. 3; I. Indledning)

“… bogen har også forsøgt at drage politiske konsekvenser af analysen. Her har den forsøgt at blive ved med at være konkret… Det konkrete udtrykker sig både i praktiske anvisninger på hvordan man som part i en social konflikt forholder sig til DR…” (s. 3; I. Indledning)

“Analysen af strejkekampen og DR omfatter følgende punkter: For det første gennemgås benzinkonflikten og DR’s behandling af den: Vi vil se at DR vurderer begivenheder ud far den industrielle kapitalists standpunkt og ikke ud fra et arbejderstandpunkt; konsekvensen heraf er, at udgangspunktet ikke er at samfundet er et klassesamfund og at samfundsmæssige konflikter har deres rod heri; tværtimod er DR’s udgangspunkt, at producenterne – kapital-ejere, funktionærer, arbejdere – er en gruppe ligestillede mennesker, som har en fælles opgave i at producere varer… For det andet vurderer analysen, hvilke indvirkninger på en strejkekamp, denne form for reportage har; og vi vil se, at når det drejer sig om strejker som benzinchaufførernes – som ikke er kampvante – har DR’s virkelighedsfordrejning stor effekt: DR bliver en vigtig faktor i kampen mod arbejderklassens interesser.

Analysens tredje punkt tager udgangspunkt i spørgsmålet, hvordan man imødegår det ideologiske pres, som bla. DR skaber: Gøres det i et forsøg på at oplyse DR’s medarbejdere om deres reelle fuktion [funktion] og i radiorådetsarbejdets bestræbelser på at fastholde DR på dens “neutrale og alsidige spor”. Eller er det mere relevant at skabe alternative kommunikationskanaler og arbejde på at nedbryde DR’s troværdighed? Før vi besvarer disse spørgsmål må vi forklare, hvorfor DR fungerer som den gør. Er årsagen korrupte journalister, dvs. medarbejdere der mod betaling eller udfra borgerlig politisk overbevisning laver manipulerede udsendelser; er årsagen evt. det borgerlige pres som radiorådet udsætter medarbejderne for? eller må årsagen snarere placeres i DR’s kapitalistiske “natur” – dvs. i at DR er en statsradiofoni som af selve den grund må tjene totalkapitalens interesser…” (s. 4f; I. Indledning)

“Analysen når frem til, at det er den anden forklaringstype, der er den korrekte. Derfor vil den sidste del af bogen her koncentrere sig om at gengive erfaringer far de sidste års arbejderkampe; erfaringer om hvordan man kan etablere en modoffentlighed, og erfaringer om hvordan man – hvilket kan lyde paradoksalt – kan dreje den ideologiske hetz fra de borgerlige aviser og DR fra at virke nedbrydende på strejkekampen til at virke stimulerende på kampen; stimulerende for dem, der strejker, men også stimulerende for dem, som strejken “går ud over”. De københavnske pædagogmedhjælperes aktion i begyndelsen af 1977 er et godt eksempel på dette.” (s. 5; I. Indledning)

“Med afsluttende melder problemet sig: Den “korrekte” strategi er den strategi, som opbygger alternative offentlighedsformer og som nedbryder DR’s troværdighed; men klassekampen i Danmark er ikke så udviklet, at denne strategi i sin fulde konsekvens er mulig for øjeblikket. Det ville være katastrofalt at trække sig ud af kampen om DR, thi alternativerne er ikke opbygget, og DR’s troværdighed er (endnu) ikke nedbrudt. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan de to strategier kan bringes til at supplere hinanden; thi problemet med kampen i radiorådet og indsatsen for at lave de udsendelser, som i størst mulig udstrækning opfylder venstrefløjens behov er, at man dermed nemt kan komme til at styrke DR’s anseelse: DR kan åbenbart gøres bedre; DR er åbenbart værd at slås for. Der vil blive givet nogle forsøgsvise svar på disse spørgsmål og der vil først og fremmest blive lagt op til en intensiveret og præciseret diskussion af disse problemer.” (s. 5; I. Indledning)

“Går vi nærmere på den pågældende udsendelse, vil også denne antagelse blive dementeret. Når DR endelig sender for alle, så er funktionen ikkke at “oplyse og forklare”, men at tilsløre virkeligheden og ved hjælp af fordrejelser og udenomssnak at berolige og passificere lytterne.” (s. 9; II. Danmarks Radios verdensbillede, 2. DR’s verdensbillede og ideologiske funktion, 2.b. DR fungerer illusionsskabende og beroligende. Analyse på baggrund af et interview med en lektor i udenrigshandel om handelsbalancen)

“At gøre videnskaben værdifri og netop at gøre den borgerlige videnskab til den neutrale videnskab er i virkeligheden en bekræftelse på analysen ovenfor, hvor vi konstaterede at “vi alle sammen er ens”, tilhører “en stor familie” og har interesser som er identiske med totalkapitalistens, ifølge DR.” (s. 12; 2.e. DR påstår, at borgerlig videnskab er lig med neutral videnskab)

“At den borgerlige presse valgte åbenlyst at deltage i kampen på kapitalistklassens side kunne man have forventet. Til gengæld ville strejken vel få en fair behandling i DR, som jo er den danske befolknings neutrale og upartiske statslige nyhedsmedium? Nej! I DR blev strejken behandlet på samme facon og lige så ensidigt som i den borgerlige presse. De første par dage blev strejken nok gengivet som en lønkamp: Man oplyste om baggrunden i lønforhold og om forbindelserne til augustforliget. Men i begyndelsen af ugen, dvs. fra mandag d. 22/11 sket der en ændring: Fra nu af blev strejken analyseret som en kamp mellem chaufførerne og den danske befolkning, i hvilken chaufførerne var ballademagere…” (s. 19; III. Chaufførstrejken, 1. Aktionens forløb, 1.c. Presset fra Danmarks Radio)

“Den borgerlige presse kæmpede på kapitalens side. DR kæmpede på kapitalens side. Til gengæld ville chaufførerne vel få støtte fra arbejderregeringen? Thi sådan kalder man jo en regering som den socialdemokratiske mindretalsregering, som sad i november 1976. Nej! Også den socialdemokratiske regering kastede sig ind i kampen på kapitalens side.” (s. 20; 1.d Presset fra den socialdemokratiske regering)

“Den borgerlige presse kæmpede på kapitalens side. DR kæmpede på kapitalens side. Socialdemokratiet kæmpede på kapitalens side. Men stadig væk havde benzinchaufførerne én magtfuld støtte, nemlig fagbevægelsen… Tilsyneladende var fagbevægelsens kamp således dikteret af benzinchaufførernes konkrete interesser; fagbevægelsen skulle altså være et decentralt system i hvilket toppens handlinger er dikteret af de kæmpende arbejdsgruppers ønsker! Sådan forholder det sig ikke, som bekendt, og sådan ville det ikke kunne forholde sig med en fagbevægelse i dagens Danmark. En fagforening er en salgsforening for varen arbejdskraft, hvilket for det første betyder, at fagforeningen aldrig vil kunne overskride det kapitalistiske system; tvært imod er kapitalismen fagforeningens forudsætning

Vi kan altså resumere: Fagbevægelsen vil aldrig kunne gå med i antikapitalistiske aktioner; fagbevægelsen vil ikke kunne radikaliseres til at blive en revolutionær organisation. (s. 22f; 1.e. Presset fra fagbevægelsen)

“Overholder disse stærkt ensidige udsendelser Publiceringsreglerne? Publiceringsreglerne blev skrevet i 1964 og på Radiorådets vegne underskrevet af den daværende formand for Radiorådet Peder Nørgaard; de fungerer som præcisering af Radioloven for “Danmarks Radio’s nyhedstjeneste incl. Aktuelt Kvarter og TV-aktuelt”, som det hed dengang, og de gælder fortsat.

I disse regler understreges radios og fjernsyns forpligtelse ‘til at udbrede korrekt, objektivt, nøgternt og alsidig nyhedsstof.’ Begrundelsen er, at ‘Danmarks Radio er en offentlig institution, der ikke som sådan kan tage stilling til kontroversielle spørgsmål’, hvorfor ‘forsøg fra udenforståendes side på at påvirke nyhedsformidlingen skal afvises.’… Thi ‘en neutral vurdering af det sande og de væsentlige [spørgsmål at stille] er det mål, der bør stræbes efter.’

Er disse krav i Publiceringsreglerne blevet overholdt? Det afhænger selvfølgelig fuldstændig af, hvordan dette neutralitetspunkt defineres. Men det er ikke noget, et frit stillet Radioråd kan komme og definere; thi Publiceringsreglerne er ikke et tomt kar, som man kan fylde et hvilket som helst indhold i; faktisk har Publiceringsreglerne på forhånd defineret sit eget neutralitetspunkt.

For det første bygger Publiceringsreglerne, i og med at de overhovedet opererer med begrebet ‘Neutralitet’, på den forestilling, at der er en fælles interesse for alle borgere i Danmark og at de har en fælles synsvinkel på og dermed en fælles opfattelse af samfundet; Publiceringsreglerne forudsætter altså, at der ikke eksisterer antagonistiske klassemodsætninger med deraf følgende uforenelige interesser og uforenelige opfattelsesbetingende synsvinkler.

Ligeledes forudsætter de, at mennesket i sin måde at tænke og handle på er et psykologisk, og ikke et samfundsmæssig væsen. Det fremgår feks. af den ovenfor citerede bemærkning om, at ‘udenforstående’ ikke må påvirke nyhedsformidlingen, thi deraf følger, at holdning og neutralitetsopfattelse er fænomener der påvirkes gennem magt og overtalelse, dvs. gennem individuel påvirkning, og ikke af det klassemæssige tilhørsforhold: Holdning er altså et individual-psykologisk fænomen, ikke et samfundsmæssig fænomen.

Endelig implicerer de, at DR’s aktualitetsafdeling er en neutral instans, som i sin udbredelse af ‘korrekt, objektivt, nøgternt og alsidigt nyhedsstof’ kan og skal ramme det nævnte fællesstandpunkt.

Nu er pointen imidlertid, at det neutralitetsstandpunkt, som vi udvandt af Publiceringsreglerne, i princippet svarer til det tendensiøse standpunkt, som udsendelsen fredag aften fremlagde. Sagen er derfor, at netop når radioavisen opfylder Publiceringsreglernes krav er den tendensiøs, samtidig med at den fremtræder neutral og kan påberåbe sig neutralitet. Heraf Publiceringsreglernes ‘tendensiøse neutralitet’. (s. 69f)

“Konfliktens kerne var altså ifølge DR ikke den samfundsmæssige modsætning mellem lønarbejde og kapital. Og når et sådant økonomisk forhold på forhånd er blevet udelukket som grundlag ford en sociale konflikt, så må konflikten forekomme meningsløs: Den kan kun begrundes psykologisk, dvs. med henvisning til mentale tilbøjeligheder hos chaufførerne.” (s. 75; 5.b. Konfliktens årsag)

“Jeg mener, at Ernest Møller i overensstemmelse med opfattelsen af chaufførerne som uromagere stiller sig på den fornuftige, men forulempede forbrugeres side, når han spørger: ‘Nu har jeres medlemmer vedtaget med meget stor flertal at fortsætte konflikten. Har i gjort jer de samfundsmæssige konsekvenser helt klart? Bemærk dette uskyldige ‘helt’, som før i tiden brugtes af voksne overfor tankeløse børn.” (s. 80)

“Interviewet – hvis man kan kalde det sådan – består af to elementer: For det første en bebrejdelse: ‘det I har lagt op til har muligvis ført til et valg.’ Og for det andet en latterliggørelse: ‘tror du jeres problemer bliver lettere løst ad den anden vej`’ Peter Olesen underforstår, at selvfølgelig gør de ikke det, hvilket fremgå af at han gentager spørgsmålet efter at blokadevagten har frasagt sig en sådan naiv tro. Denne kombination af bebrejdelse og latterliggørelse minder om den autoritære børneopdragelse: ‘Se nu har du smidt mælken på gulvet! Tror du far giver dig en sodavand af den grund?’.” (s. 87)

“Sandheden kommer først fredag morgen. I Radioavisen kl 6 meddeles det i anden forbindelse at ‘… der slap et par tankbiler ind på benzinøen’. Og det rigtige tal var netop: 2 tankbiler. Noget eksplicit dementi af de vildledende oplysninger torsdag eftermiddag og aften kommer der imidlertid ikke.

– Nu kunne man jo spidsfindigt hævde, at det ikke er blevet sagt, at der slap mere end netop to tankbiler igenem blokaden. De udtryk der blev brugt var jo nemlig: ‘tankvogne’, ‘der køres ud og ind’, ‘flere tanke’, og ‘den ene tankvogn efter den anden’. Imidlertid giver samtlige formuleringer det indtryk, at der er tale om et antal, der er større end to, hvorfor de er vildledende. Og hvis man ville hævde, at man med disse udtryk mente ‘to stk’, så er konsekvensen, at der er tale om et så raffineret sprogbrug, at den implicerer en bevidst manipulation. Noget sådant er næppe tilfældet og jeg vælger at fastholde den opfattelse, at det er engagementet mod chaufførerne, der er løbet af med medarbejdernes pålidelighed.” (s. 89)

“Vi har påvist, at behandlingen af benzinkonflikten skete i overensstemmelse med et verdensbillede, som ikke på nogen måde på forhånd kan kaldes ‘neutralt’, selvom det umiddelbart fremtræder således.

Denne skjulte tendens manifesterer sig også i de ‘neutrale’ baggrundsorienteringer. Dette sker ikke så meget på den måde, at disse orienteringer er bevidst i strid med sandheden eller ensidige; tendensen sniger sig oftere ind i de mindre sproglige enheder på en måde, som bevirker uskyldig, men som er med til at cementere det overordnede fordrejede billede af arbejdskampen.” (s. 89)

  • 25/2-07 Uriasposten – Frands Mortensen: Ikke et ord om ytringsfrihed (1978).
  • Oploadet Kl. 00:23 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    

    4. juni 2007

    Muren er faldet… sådan da

    Bibliotekarforbundets pendant til Cavlingprisen kaldes Døssingprisen, opkaldt efter Thomas Døssing, der var biblioteksdirektør fra 1920 til 1943. Blandt modtagerne de senere år har været Georg Metz, Preben Wilhjelm, Erik Clausen, Morten Kjærum og Jørgen Poulsen.

    På baggrund af en 2004-udgivelse af Jørgen Laustsen, omtalte Bent Blüdnikow historien om Thomas Døssing i Berlingske Tidende i marts 2004 – Er gesandt Døssing stueren?

    “Som dansk gesandt i Moskva optrådte den tidligere biblioteksdirektør Thomas Døssing illoyalt over for Danmark og gik Stalins ærinde. Det er konklusionen i historikeren Jørgen Laustsen forskning i bogen »Den illoyale gensandt«, der udkommer i april. Over for Berlingske Tidende har Jørgen Laustsen tidligere udtrykt sin forundring over, at Bibliotekarforbundet giver en pris hvert år i folkeoplysningens og demokratiets navn, der anvender Døssings navn uagtet, at Døssing lovpiste Stalin og den totalitære Sovjetstat til skyerne og var illoyal over for den danske stat.

    Til det siger medlem af hovedbestyrelsen i Bibliotekarforbundet Pernille Drost: »Jeg mener, at det er ny-McCarthyisme af værste skuffe, hvis vi begynder at ændre navnet på prisen, bare fordi en historiker som Jørgen Laustsen, der er elev af professor Bent Jensen, mener, at Thomas Døssing begik nogle fejl.«

    […]

    I sin bog dokumenterer Jørgen Laustsen, at Døssing udviste grov illoyalitet over for både Frihedsrådet under krigen, befrielsesregeringen efter krigen og endelig regeringen Knud Kristensen fra 1945 til 1947. Således sendte Døssing indberetninger hjem, der var direkte falske. Formålet var bl.a. at tjene kommunismens interesser. Det var Døssing håb, at der ved krigens afslutning kunne dannes en kommunistisk domineret regering i Danmark og da ikke skete, forsøgte han at få Sojvetunionens regering til at føre en hård linie over for den danske regering.

    Pernille Drost er siden blevet formand for Bibliotekarforbundet, og hun står ikke alene med sin kritik af kritikken. i Samme artikel citeres medlem af pris-komiteen Ågot Berger for følgende ‘argument’ imod en eventuel navneændring.

    “»Jeg ville opleve det som et knæfald for den borgerlige kulturkamp, som finder sted i øjeblikket«.”

    Politiseringen af Bibliotekarforbundet kunne næppe være tydeligere. Ågot Berger er så sandelig også rødere end de fleste. Her titlerne på en række kommentarer hun gennem tiderne har skrevet i Socialistisk Arbejderavis: Venstre stormer frem i meningsmålingerne: Grådighedens og egoismens politik, Bush’s sande ansigt, Marxisme i hverdagen…, Socialisme sådan!: Verdensrevolutionen, Bekæmp racismen – bliv aktiv socialist, Kapitalismen skaber racisme og meget meget mere i samme stil.

    Såvidt Agot Berger, På Bibliotekarforbundets hjemmeside kan man finde en hel del materiale om Thomas Døssing, herunder reklame for 1983-antologien Det kompromisløse frisind – Et skrift om Thomas Døssing, med forord af professor Mogens Fog med den skønne titel: “En kamp i frihedens og anstændighedens navn”.

    Apropos. Den nyudnævnte rektor for Danmarks Biblioteksskole hedder iøvrigt Lars Qvortrup. En mand der tidligt i sin akademiske karriere skrev værker om mediernes dækning af det han kaldte “den danske lønarbejderes kamp mod den kapitalistiske krises virkninger” (Danmarks Radio og Arbejderkampen, 1976, s. 1).

    Oploadet Kl. 09:58 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper