7. januar 2020

Krigsflag vajrer over moské i Iran “Hertillands er moskéen en slags foreningshus”, skrev Politiken…

TV2 News sendte mandag eftermiddag live fra Iran, hvor millioner var på gaden for at demonstrere imod USA, der fredag likviderede terror-generalen Qasem Soleimani, leder af Quds-styrken – en enhed under Irans Revolutionsgarde. Han har mere eller mindre officielt stået bag terrororganisationen Hezbollah, og flere holder ham ansvarlig for massakre mod oppotionelle stemmer, herunder massakre på demonstranter sidste år.

“On 23 December, Reuters reported that about 1,500 people were killed during the protests, based on tolls provided to Reuters by three Iranian interior ministry officials. … According to the witnesses, the Iranian government brought in tanks to the streets of southern city of Mahshahr and security forces and IRGC used heavy machine guns against unarmed people leading to the death of 40-100 people.” (Wikipedia, 2019–20 Iranian protests)

På TV kunne man man se utallige gule Hezbollah-flag, og nævnes må et rødt krigsflag over kuplen på Jamkaran Moskéen i Qom. Kuplen ligner til forveksling den på Vibevej-moskéen, og demonstranterne ligner til forveksling de shia-muslimer der en gang om året går i optog på Nørrebrogade.

“For the first time in the history of Iran, a red flag was raised over the Holy Dome of Jamkarān Mosque symbolising a severe battle to come. The disturbing war flag reads the words: ‘Those who want to avenge the blood of Hussein.’ (Daily Express, 6. januar 2019)

(Det røde krigsflag over Jamkaran Moskéen i Qom, 4. januar 2020)

‘Storværk om Danmarks 170 moskéer imponerer: Hertillands er moskéen en slags foreningshus‘ (Mikael Rothstein anmelder bog af Lene Kühle og Malik Larsen for Politiken, 5. januar 2020)

Oploadet Kl. 04:08 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


7. september 2017

Mikael Rothsteins voksne søn antaster Vermund: “Skrid væk fra Nørrebro. Der er ikke plads til dig her”

Torsdag den 24. august var Pernille Vermund og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, taget til Nørrebro for at optage billeder til en kommende reklamefilm. Da taler med flere indvandrere ved Den Sorte Plads, men bliver så opdaget af en fyr, der sidder på en nærliggende øko-café. Først pifter han, dernæst løber han over til forsamlingen, og konfronterer Pernille Vermund, blandt andet med ordene: “Skrid væk fra Nørrebro. Der er ikke plads til dig her”.

Der opstår en truende stemning, og manden opildner en gruppe unge indvandrere, der afslutningsvis spytter og sparker til Nye Borgerliges bil. Videoen kan ses online, og flere i optog i øvrigt konfrontationen med mobiltelefoner. En klassisk Nørrebro-seance, hvor der er plads til alle, hvis blot de mener det samme som lokale venstreradikale.

Den aggressive venstreorienterede mand er identisk med Anton Rothstein-Christensen, søn af religionshistorikeren Mikael Rothstein, og bror til P1-værten Emil Rothstein-Christensen. Han er tidligere punker, og var en af de mange autonome der gik på gaden i forbindelse med Ungdomshusets rydning for mere end ti år siden.

Herunder lidt fra en solid gennemgang af forløbet hos Berlingske, der inkluderer et interview med Anton Rothstein-Christensen – Det skete der, da Pernille Vermund tog til Nørrebro og endte i et ophedet skænderi.

“Er det ikke problematisk, at man – uanset politisk ståsted – ikke kan tage til Nørrebro uden, at der kommer en situation ud af det?

Jeg kan godt se, hvad du mener. Men jeg synes også, at når man er politiker og en offentlig person, skal man regne med, at man kan blive konfronteret med sin politik. Det er del af det at være politiker. Det har altid ligget i mig, at det er en borgers ret at kunne tage diskussioner med politikere. Jeg siger ikke, at man skal chikanere politikere, men deres arbejde fordrer, at de er klar til at diskutere deres politik.’

Og du vil ikke kalde det chikane, men mere en diskussion?

‘Det var ikke chikane. Hvis jeg havde taget batterierne ud af deres diktafoner, havde det måske været chikane. Det her var en ikke-fysisk, verbal diskussion. Det tætteste vi kommer på chikane i denne sag, var et drilsk pift.'”

(Mette Thiesen og Pernille Vermund opdager at noget er under opsejling)

(Eks-punkeren Anton Rothstein-Christensen, der kom løbende fra lokal øko-café)

“Alt var fred og fordragelighed… indtil den her mand – jeg vil tro han er venstreorienteret – han lød sådan, kommer løbende henimod os, og råber af os. Det sætter jo ligesom stemningen. Jeg prøver så, at sige ‘ro på’, og med hånden sådan, tag det nu stille og roligt, lad os snakke sammen. Det er jo et voksent menneske, og vi lever jo i et demokratisk land. Men derfra røg stemningen…” (Pernille Vermund i Radio24syv, 28. august 2017)

“Nå, okay. Gode gamle Anton Christensen sagde rent faktisk noget lidt grimt til Pernille Vermund. Jeg ville sgu også føle mig truet hvis jeg fik at vide at der ikke var plads til mig. Men hvis det er dén udtalelse, som jeg i øvrigt havde glemt alt om, der får hende til at konkludere at Nørrebro er tabt, er jeg ikke sikker på hvor god hendes dømmekraft er.” (Anton Rothstein på Facebook, 30. august 2017)

“Det var religionshistorikeren Mikael Rothstein, der onsdag aften diskuterede konflikten om Ungdomshuset med demokratiforskeren Henrik Stampe Lund… Rothstein var til stede som såvel antropologisk fagmand som far til 17-årige Anton, der i tre år har brugt Ungdomshuset.” (Dagbladet Information, 9. marts 2007)



23. januar 2017

Professor: Trump minder om en sekt-leder, en ’sexualforbryder’, der bruger ‘fascistoide metoder’

Gårsdagens udgave af Knud Romers RomerRiget på Radio24syv, havde ‘religiøse sekter’ som emne, og selvom Michael Rothstein var en del af panelet, så gav jeg det en chance. De talte om Moon-bevægelsen, Scientology, Charles Manson og hjernevask i al almindelighed. Pludselig rabler en af paneldeltagerne helt ud. Udelukkelsesmetoden giver navnet Olav Hammer, der underviser i historie på SDU. En professoral udgave af den Trump-hadende kvinde i grønt herunder.

Olav Hammer, professor: Så må jeg tilføje, at det gælder jo også helt store bevægelser. Altså for at tage noget helt aktuelt. Hvordan kan millioner af mennesker stemme på en mand der er en, altså en sexuelforbryder, der er en notorisk løgner, der er narcissist, og der bruger fascistoide metoder på sine møder, hvor han får folk samstemmigt til at råbe at de skal bure deres modstander inde, og at han er den eneste der kan redde det store land.

(Foto: ITV news)



12. februar 2013

“Det er jo ikke os danskere, der har begivet sig ind i islam-land, det er muslimerne, der er kommet til os.”

Jeg har gennem årene hørt velmenende multikulturalister bruge ‘gæste-analogien’ et par gange. Sognepræst Richardt Riis piller den slagkraftigt fra hinanden, og udpensler samtidig Mikael Rothsteins hensigt – Hvis land og hvis kultur?

“Igår (den 11. februar 2013) diskuterede man ytringsfrihed i den sene Deadline (se eventuelt her: http://www.dr.dk/DR2/deadline2230/seudsendelser.htm#/70252 ). Det var religionshistoriker ved Københavns Universitet Mikael Rothstein og komiker Lasse Rimmer, der deltog. Debatten var foranlediget af attentatet på Lars Hedegaard…

Det han (Mikael Rothstein, Kim) var ude på at få med ind i debatten… var, sagde han, at gøre opmærksom på, hvor hårdt ord kan ramme andre. Og så fortalte han om sine egne oplevelser engang i Amazonas; her havde han sagt ét eller andet, som i den grad havde ophidset den amazon-indianer, han var ved at udspørge, at han og hans ledsager måtte skynde sig at tage benene på nakken. Ledsageren havde siden sagt til ham, at det ville have været en mindre fornærmelse mod indianeren, hvis han havde stukket ham en knytnæve i ansigtet.

Sådan, lød argumentet, måtte han som religionshistoriker gøre os danskere klart, at vi med vore hårde ord kan gøre langt mere skade, end vi forestiller os. Og så kommer vi til det tredie spørgsmål, det, som slet ikke blev taget op i debatten, nemlig det spørgsmål, der er anbragt i overskriften: ”Hvis land og hvis kultur?”

Allerede i grundskolen lærte vi, at der er forskel på den måde, de forskellige folkeslag hilser på hinanden på. Vi morede os lidt, da vi hørte, at maorierne gnider deres næser mod hinanden i stedet for at give hånd og sige goddag, og jeg mener også, at vi afprøvede denne hilseform, dog uden den store succes; vore næser var vist lidt for lange til, at det føltes naturligt. Men vi var da hele tiden klar over, at en sådan oplysning blev givet for at hjælpe os, hvis vi engang skulle komme til at stå midt iblandt en flok maorier og skulle sige ”goddag”. Vi gik alle ud fra, at ankom der en maori til vore breddegrader, så var det ikke hans hilseform, men vores, der ”gjaldt”.

Derfor er jo Rothsteins eksempel fra Amazon-landet helt ved siden af. Det er sandt, at når han kommer til deres land, så må han stikke fingeren i jorden for at finde ud af, hvilke regler for god opførsel der gælder dèr. Det er klogt, for så undgår han at rammes af indianernes vrede. Og det er hensynsfuldt, for så falder han bedre ind i deres kultur, så udfylder han sin gæsterolle på bedre måde.

Men det er jo ikke os danskere, der har begivet sig ind i islam-land, det er muslimerne, der er kommet til os. Bevares, vi kan da som gode værter godt bevæge os i retning mod dem, endda bevæge os ret langt for at være venlig og imødekommende overfor dem. Men vi forventer jo da, hvor imødekommende vi end anstrenger os for at være, at de fremmede prøver at sætte sig ind i vores kultur og ikke søger at få os ind under deres regler. Vi forventer, at de prøver at forstå os og vore omgangsformer, for vi går da ud fra, at det er disse omgangsformer og disse regler, der også fremover skal gælde her i landet.

[…]

Helt anderledes reagerer multikulturalisterne, når det gælder debatten om islam, om indvandring og om det kultursammenstød, der finder sted. Her er der ingen af dem, der vil fastholde danskernes ret til at debattere så frit, som vi nu har for skik her i landet. Nej, uha da da, her må vi virkelig tage hensyn, her må vi virkelig passe på ikke at sige noget, der kan støde de fremmede. Og vi, der ikke rigtig forstår at indordne os under disse nye tilstande, vi må dertil finde os i, at Mikael Rothstein med sit eksempel fra Amazon-landet gør det utvetydigt klart, at det er os, der nu er de fremmede i landet og tænkes at tage hensyn til dem, der er tilrejsende, og hvis kultur skal gælde i landet fremover. I hvert fald, hvis debatkultur skal gælde fremover, ikke hvis klædedragtskultur skal gælde.

Hvornår lærer vi at glæde os over vor danske kultur, både over debatkulturen og påklædningskulturen? Hvornår lærer de mange multikulturalister iblandt os at overføre deres glæde over dansk kultur og fastholden ved samme fra pigernes sommertøj til debattens måske hårde, men aldrig voldelige tone?”

Oploadet Kl. 23:19 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


13. februar 2011

Venstreintellektuelle: Problematisk at DR skal formidle en kristendomsbaseret danskhed

Når det røde status quo anfægtes, er det udtryk for ‘politisering’. Personligt havde jeg foretrukket privatisering. Fra Information – Danmarks Radio er nu officielt kristen.

“I den foregående aftale fra 2007 var DR blot forpligtet til at formidle »den danske kulturarv«, men i den nye kontrakt, som stationen i forrige uge indgik med Kulturministeriet og forligspartierne bag Medieaftalen, indskærpes det nu, at DR skal lægge særlig vægt på formidlingen af »den kristne kultur-arv«…

Det nye krav møder stærk kritik fra en række meningsdannere, der advarer politikerne mod at føre korstog med Danmarks Radio som spydspids.

»Det er en måde at tage os allesammen som gidsler i et nationalistisk kristent projekt,« siger lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet Mikael Rothstein.

»DR skal være vores allesammens, og hvis man lægger sig på en bestemt ideologisk og værdimæssig linje, så risikerer vi, at DR ikke længere virker samlende, men ekskluderende…« siger han…

»Samlet set sender det et signal om, at folk der ikke er kristne, heller ikke hører til i Danmark, og det er et ærgerligt signal at sende. Jeg troede endelig, vi var kommet i gang med at snakke om, hvor vigtigt det er, at vi formulerer det fælles samfund som et sekulært samfund, der ikke privilegerer én bestemt religion eller ét bestemt parti, men tværtimod har til opgave at beskytte alles tanke- og talefrihed.« …

Professor og dr. phil. Frederik Stjernfelt undrer sig også over betoningen af det særligt kristne i public service-aftalen…

»En bekendelse til oplysningstraditionen ville omfatte, at man var forpligtet til at orientere om alle de forskellige verdensreligioner, og det er for mig public service. Problemet med den nuværende formulering er, at den lægger hovedvægten på danskhed med kristendommen som den eneste internationale undtagelse. Og det er en mærkelig skævvridning,« siger Stjernfelt…”

Oploadet Kl. 19:44 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer


9. april 2008

Ida Auken: Fitna giver et “misvisende af islam” – Rothstein: Ida har ret, “islam er ingenting”

Underholdende debat om Geert Wilders Fitna på Ida Aukens blog. Hun mener ikke debatten på nogen måde omhandler ytringsfriheden, og kritiserer filmen for at fremstillle et “misvisende billede af islam”. Synspunktet møder en del kritik, dog ikke fra religionshistoriker Mikael Rothstein.

“Frank Jensen gør opmærksom på, at klippene i Fitna er taget fra virkeligheden. Javist, det er da trivielt. Og hvad har det med sagen at gøre? Naturligvis finder der utålelige islamister, og naturligvis er hårdkogt religion en fjende vi må værne os imod. Når man kan have noget imod filmen er det ikke fordi den dokumenterer dét, men fordi det slet ikke er dens ærinde. Hvem har brug for at overbevise nogen om, at terrorisme er en dårlig ide, og at højreradikal religion er noget skidt? Ingen. Men Wilders – som Dansk Folkeparti og andre ekstreme organisationer – har en udtalt interesse i at lyve og manipulere om muslimer som sådan. Og det er just dét, der er filmens hensigt. Hele iscenesættelsen, hele filmens kontekst har ét formål: At miskreditere enhver muslim som terrorist.

Tricket er velkendt: Man hævder, at islam har en særlig ond essens, og at alle muslimer derfor må have andel i denne ondsakb. perspektivet er idiotisk! islam er ingenting og kan ingenting. Det der findes er muslimer – uden dem ingen islam – men da de producerer vidt forskellige former for religion, er islam tusindvis af forskellige ting. Det er trivielt og simpelt, men på den sorte højrefløj ignorerer man elementære fakta. Kun på den måde kan man opretholde sin propaganda som gøre os alle sammen så stor skade.

Derfor har Ida Auken ret i hvad hun skriver.”

Oploadet Kl. 12:08 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:


3. januar 2008

Mest citerede religionsforskere i 2007: Mikael Rothstein og Jørgen Bæk Simonsen

Fra Kristeligt Dagblad, sidste torsdag – Rothstein blev den mest citerede religionsforsker.

Kristeligt Dagblads undersøgelse af, hvem der markerede sig mest i de landsdækkende betalingsavisers religionsdebat, kårer religionshistoriker Mikael Rothstein som vinder blandt religionsforskerne og placerer ham på en 17. plads med hele ni pladser ned til nærmeste kollega, historiker med speciale i islam Jørgen Bæk Simonsen, der er listens nummer 26.

Mikael Rothstein har foretaget et gevaldigt hop fra sidste års liste, hvor han havde 77 citater eller omtaler. I år er tallet 145. En forklaring er, at Rothstein trådte offentligt frem og kritiserede rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej i København. Derudover blev han genstand for en del opmærksomhed i Jyllands-Posten, der hævdede, at der var medarbejderkonflikter og klager over Rothstein på Københavns Universitet.

Aviserne har altså for en stor del valgt at fokusere på Rothsteins person frem for hans sagkundskab. Mikael Rothstein selv er ikke i tvivl om, hvad der er årsagen til hans topplacering.

– Jeg er ingen faglig robot. Jeg udtrykker min egen holdning til tingene. Det giver gode historier, fordi det er let at sætte mig over for dem, der mener det modsatte. Det er altså ikke kun min faglighed, det handler om. Det er nok så meget mediernes behov for klar tale og klare holdninger, siger han.”

Oploadet Kl. 14:50 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


8. juli 2007

Lektor Jens Forman om islam/islamisme-debatten

Lektor Jens Forman i gårsdagens Politiken. Her i fuld længde.

Shariatradition: Islam er en styrende ideologi
Religionshistorikerne Rothstein, Jensen og Simonsen har (Pol. 4.7.) et følelsesladet indlæg, hvor de ønsker at lægge klart afstand til Søren Espersen, der i en Kronik har hævdet, at der kun er gradforskelle på islamisme og islam. Jeg ville ikke formulere mig som Espersen, men de videnskabelige religionshistorikere er lige så politiserende ved at gøre nutidig islam til en rent personlig fortolkning, som – i hvert fald i Danmark – ikke kan samles i få grundlæggende holdninger. Men de tre videnskabsmænd nævner ikke, at der i hele den muslimske verden uden for Danmark er en udbredt konsensus om, at islam og dermed Koranen skal være styrende ideologi for samfundet.

Det vil sige – for blot at nævne nogle enkelte eksempler (og udelade alle detaljer) – at manden overalt har ret til fire koner, at sønner arver det dobbelte af døtre, at manden har revselsesret over for sin kone, at han let kan skilles (konen kun vanskeligt), at homoseksualitet og utroskab straffes, og at det er strafbart at forlade islam og f.eks. blive kristen. Disse bestemmelser gælder overalt i de 57 muslimske lande, også i moderate lande som Egypten og Jordan og Indonesien. Og der er ingen udsigt til, at det bliver ændret.

Hvis befolkningen får indflydelse ved demokratiske valg, viser det sig, at flertallet fravælger den moderate udgave af et islamisk samfund og i stedet vælger en radikal udgave (jf. Iran, Pakistan, Indonesien, Malaysia, Palæstina, Algeriet, Egypten). Det vil sige, at flertallet ikke blot ønsker, at privatretten skal styres efter shariatraditionen, men at strafferetten ikke kun skal inspireres af traditionen som i modernismen, men direkte indføres med de kendte lemlæstende straffe. Desuden ønsker man – hvad der også mangler i de moderate lande – et religiøst politi til at kontrollere privatsfæren (påklædning, alkoholforbud, bønnetider osv).

Kort sagt: De tre forskere kan muligvis finde belæg for, at de 200.000 muslimer i Danmark kan opdeles i 50 forskellige grupperinger, hvoraf nogle få er yderliggående, nogle er integrationssøgende, nogle satser på et personligt fromhedsliv, nogle er etniske, nogle er ekskluderende, nogle er inkluderende, nogle er sekularister osv.

Men det gælder altså ikke de 1,2 mia. muslimer på verdensplan. Her står valget i praksis udelukkende mellem ’slapper’- og ’strammer’-partier – med en klar tendens mod strammerlinjen. Og selv om muslimerne ifølge de tre forfattere er rendyrkede individualister, så er der i den muslimske verden, mig bekendt, ingen succesrige sekulære partier.

Oploadet Kl. 12:47 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


28. maj 2007

Kai Sørlander: Mikael Rothstein har kørt sin egen videnskabelighed af sporet

Sappho har netop lagt sjette nummer online, og det er artige sager. Start med den kulturpessimistiske sociolog Gunnar Heinsohn, der taler om Tabernes kontinent. Fortsæt herefter med Kai Sørlanders hudfletning af Mikael Rothsteins videnskabelighed. Fra Når videnskab bliver fordom.

“De hentes ind som eksperter, der kan give os andre et nyttigt perspektiv på vor nye politiske situation. Det er således, vi er blevet fortrolige med navne som Michael Rothstein, Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen. Men hvis sådanne forskere udtaler sig, fordi deres videnskabelige område – enten det så er religion i almindelighed eller islam i særdeleshed – er vigtigt i dagens politiske situation, så må det også være vigtigt at undersøge, om selve grundlaget for, hvad de siger, er korrekt. Eftersom de bringes ind i debatten, fordi de forudsættes at have en vis viden, som skal hjælpe den almindelige uvidende borger til større klarhed, så må det være væsentligt, om deres bidrag står på sikker videnskabelig grund, eller om de tværtimod bygger på uholdbare – videnskabeligt uholdbare – forudsætninger. Hvorledes udtaler disse religionsforskere sig faktisk? Og svarer deres udtalelser til, hvorledes de rationelt bør udtale sig?

Således kunne man begynde et større studium, hvis alle religionsforskere skulle med, men lad mig nøjes med en enkelt, blot for at illustrere alvoren. Og denne ene kan så ligeså godt være Michael Rothstein, som det kan være en anden…

Grundlæggende mener Rothstein, at religioner ikke er noget i sig selv, men kun er, hvad de religiøse mennesker gør dem til. Der er ikke grund til at studere de religiøse tekster – fx Det Nye Testamente eller Koranen – som sådan, for de er i realiteten kun, hvad menneskene vælger at gøre med dem. Og i praksis læser alle religiøse mennesker deres tekster, som de ønsker, at de skal være. Det er det tolkende menneske, ikke teksten, der har magten; og derfor skal religionsvidenskaben kun studere, hvad menneskene gør med teksterne, og ikke hvad teksterne gør med menneskene. Det er denne absolutte individuelle fortolkningssuverænitet, som er Rothsteins grundlæggende præmis…

Når man har dette udgangspunkt, så følger visse konsekvenser, som Michael Rothstein også selv drager. For det første følger, at religioner ikke kan fejlfortolkes, og at de derfor heller ikke kan misbruges… For de er altid kun, hvad de bliver gjort til af den enkelte. For det andet følger, at alle religioner i princippet er ens. Der er ikke nogen kerne, som adskiller den ene religion fra den anden; men enhver religion er kun, hvad den bliver gjort til af den suveræne fortolker. For det tredje følger, at det ikke giver mening at sætte religioner op i kontrast til hinanden og at kritisere dem selektivt… Alle religioner må i princippet kritiseres helt parallelt. Det er derfor også forkert at påstå, at det danske samfunds friheds- og lighedsidealer har nogen speciel sammenhæng med kristendommen. Disse idealer er tværtimod ”skabt i kamp mod religion, ikke i kraft af religion”… Dette er for Rothstein ikke en påstand, som begrundes på historiske studier af Danmarks historie. Det er derimod en logisk konsekvens af den forudsætning, som Rothstein bygger hele sin religionsvidenskab på. Og på samme måde må han helt abstrakt slutte, at religioner – som f.eks. kristendommen og islam – ikke i sig selv kan være forskellige med hensyn til, hvor let eller svært de lader sig forene med en sekulær demokratisk samfundsform. For Rothstein må alle religioner i princippet have lige let ved at forenes med en sådan orden. Det følger simpelt hen af hans principielle forudsætning: at der ingen indre forskel er mellem de forskellige religioner.

Det er vigtigt at forstå, at Rothstein på dette punkt blot følger sin forudsætning om, at en religion kun er, hvad den enkelte vælger at gøre den til, til sin logiske konsekvens. I den sammenhæng er et historisk studium af den politiske udvikling i henholdsvis den kristne og den islamiske verden irrelevant. Følgelig afhænger hans ekspertise kun af, om hans principielle forudsætning er korrekt. Er det rigtigt, at en religion ikke er noget i sig selv, men alene er, hvad den enkelte suverænt tolker den til at være?

Holder vi det spørgsmål fast, så kan vi hurtigt indse, at der er en logisk fejl i selve Rothsteins grundpræmis. En tolkning, som ikke er begrænset af sit objekt, men som per definition er rigtig, er simpelt hen ikke en tolkning. Konsekvensen af Rothsteins udgangspunkt er i realiteten, at enhver er sin egen religionsstifter. Og det er absurd. Realiteten er, at de fleste mere eller mindre alvorligt bekender sig til en religion; ikke, at de samtidig stifter den. Så de kan ikke tolke den vilkårligt. De er fanget af noget, som er uafhængigt af deres tolkning, og som de skal forholde sig til…

Derfor må religionsbegrebet afgrænses på en anden måde. Og som mit udgangspunkt vil jeg hævde, at en religion er en mere eller mindre omfattende verdensanskuelse, som bygger på en tro, der ikke kan begrundes rationelt…

Denne definition omfatter alle de store gamle religioner – altså også kristendommen og islam. Alle involverer de visse trosartikler, som ikke kan begrundes rationelt, men som fordrer at blive accepteret i tro. Kristendommen indebærer troen på Jesus som Guds søn eller inkarnation og på hans liv og forkyndelse som gengivet i Det Nye Testamente. Islam indebærer troen på Muhammed som den sidste og vigtigste profet og på Koranen som Allahs ord. Disse religioner ligner hinanden deri, at de kræver en tro, som ikke kan begrundes rationelt. Men de er forskellige, når det kommer til, hvad de kræver, at man således skal tro. Det er ikke rigtigt, at fordi trosartiklerne ikke kan begrundes rationelt, så kan de tolkes vilkårligt. De har en mening, som ligger i det sprog, hvori de er formidlet, og som man ikke vilkårligt kan lave om på. De ting, som man skal tro i kristendommen, er nogle helt andre end dem, som man skal tro i islam. Ja, de modsiger hinanden. Hvis man tror på Jesu forkyndelse som afgørende, så bliver Muhammeds falsk – og omvendt. Hvis man tror på Bjergprædikenens guddommelighed, så bliver sharia-loven degraderet – og omvendt. Disse modsætninger ligger indbygget i de helt elementære trosartikler, som er grundlæggende for henholdsvis kristendom og islam.

Rothstein har altså ikke ret i, at alle religioner kan tolkes vilkårligt. Men det var fra den forudsætning, at han sluttede, at en sekulær demokratisk samfundsorden står over for ganske de samme problemer, ligegyldig hvilken religion den skal forenes med. Så den konklusion er altså også forkert. Den rigtige konklusion må være, at man skal ind og se på de reelt eksisterende religioners grundlæggende trosartikler for at kunne afgøre, hvor let eller svært de forskellige religioner lader sig forene med principperne for en sekulær demokratisk samfundsorden.

Hvis vi foretager en sådan undersøgelse af henholdsvis kristendommen og islam, hvilket resultat når vi så til? Den demokratiske samfundsorden bygger som minimum på de følgende to principper. For det første princippet om politisk ligeværdighed for alle borgere uanset religion. Og for det andet princippet om, at lovene er menneskeskabte, og altså ikke er bestemt religiøst. Hele meningen med den demokratiske lovgivningsproces forudsætter gyldigheden af disse principper. Så spørgsmålet er: Hvorledes forholder disse principper sig til henholdsvis kristendommens og islams centrale trosartikler?…

Ser vi på Jesu liv og forkyndelse, som det gengives i Det Nye Testamente, så ser vi, at han selv gav afkald på jordisk magt, og at han forkyndte nogle bud – ”vend den anden kind til” – som umuligt kan gøres til politiske love. For så vidt er kristendommens grundlag foreneligt med kravene til en sekulær demokratisk orden. Ser vi derimod på Muhammeds liv og forkyndelse, så ser vi et helt andet billede. For det første var Muhammed ikke kun religiøs leder, men også samtidig politisk, militær og juridisk leder. For ham var der ingen forskel mellem jordisk og religiøs magt. For det andet forkyndte Muhammed nogle rent konkrete forskrifter for lovgivningen i samfundet. For ham skulle lovgivningen være religiøst bestemt. Og blandt de love, som han foreskrev, var også love, som gjorde forskel mellem troende og vantro og mellem mænd og kvinder, og som derfor bryder med kravet om politisk ligeværdighed. Så islams elementære trosartikler går direkte på tværs af de principielle forudsætninger for en sekulær demokratisk orden.

Alt andet lige må det derfor være lettere at forene kristendommens centrale trosindhold med principperne for en sekulær demokratisk orden end at gøre det samme for islams vedkommende. Og det må derfor også være naturligt at anse kristendommen for at være en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det var den europæiske kultur, som udviklede relativt velfungerende, sekulære demokratiske samfund. Ligesom islam må anses som en naturlig del af forklaringen på, hvorfor den islamiske verden har haft så svært ved at gå samme vej. Som følge af deres indhold har de to religioner haft en modsat indflydelse på den politiske udvikling; og resultatet ses i den verden, hvori vi lever – i forskellen mellem Vesten og den islamiske verden…

Det er den naturlige erkendelse af vor historiske situation, således som den følger af en fordomsfri afdækning af de involverede faktorer. Men den fordomsfrihed har Rothstein afskåret sig fra med sin falske tro på, at religioner er uden indhold og kan tolkes og omformes efter forgodtbefindende. Med den tro har Rothstein kørt sin egen videnskabelighed af sporet. For det første i forhold til historien. Han mistolker baggrunden for vor nuværende situation, når han ikke forstår, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på, at landene i vor del af verden har udviklet sig til relativt velfungerende demokratier. For det andet i forhold til fremtiden…

Det kan undre, at Rothstein overhovedet kan få sig selv til at tro på sit standpunkt, så irrationelt som det er. Findes der en forklaring? Måske er det relevant, at han har sin baggrund i en protestantisk kristen kultur. For i en vis forstand strammer han blot den protestantiske skrue en ekstra gang. Så langt, at den går over gevind. Protestantismen er jo netop karakteriseret ved, at den gør den enkeltes tro til et personligt anliggende. Og på det punkt går Rothstein blot et skridt videre. For ham er religionen som sådan ikke andet end, hvad den enkelte gør den til. Men det er at give den enkelte en suverænitet, som er fuldstændig i strid med al rationel erkendelse. Socialpsykologisk kan det måske betragtes som en slags protestantisk kristendom, der er gået amok. I hvert fald er det mere rationelt at betragte Rothsteins bidrag under den synsvinkel, end at betragte det som religionsvidenskabelig ekspertise.

Oploadet Kl. 17:35 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


12. marts 2007

Lektor Carsten Breensgaard om den universitære virkelighed ala Mikael Rothstein

Fra lørdagens Jyllandsposten. Lektor Carsten Breensgaard i kronik – Mikael Rothstein eller forskningsfrihed.

“Den allestedsnærværende Mikael Rothstein har i martsnummeret af Dansk Magisterforenings medlemsblad fået optaget en støtteerklæring for en anden allestedsnærværende religionshistoriker, lektor Tim Jensen, Odense. I spidsen for den betydningsfulde forening af danske religionshistorikere med det nydanske navn The Danish Association for the History of Religions (DAHR) har Rothstein udsendt en bandbulle mod Jyllands-Posten. Angiveligt med det formål at værne ånds-, forsknings- og ytringsfriheden, som Jyllands-Posten hævdes at ville knægte.

[…]

For at forstå Mikael Rothsteins helt særlige sprogbrug må man nok kende hans særlige personlighedstype. Rothsteins personlighedstype er velbeskrevet såvel i psykologien som i religionsvidenskaben: Frelsertypen! Rothsteins dybeste eksistentielle drivkraft er, at han hele tiden føler sig udvalgt til at frelse nogen eller noget. Med henblik på denne frelsergerning kreerer han mytomant en virkelighed, der består af skurke og ofre. Ofre, som Rothstein i sin egen virkelighed skal frelse fra de fæle skurke. I hans eget hoved er der utvivlsomt mening i galskaben, men meningen er, hvad man lidt skånsomt kunne kalde alternativ. Som Tim Jensen repræsenterer en alternativ omgang med sandheden, repræsenterer Mikael Rothstein intet mindre end en alternativ virkelighedsforståelse. Hvad der er op og ned for den almindelige jævne fornuft, er omvendt for Rothstein og den forening, i hvis navn han nu belærer offentligheden. Ligesom de unge på Nørrebro forleden havde hustaget fuldt af nedstyrtningsklare toiletkummer og hænderne fulde af brosten samtidig med at munden løb over med følelsesfulde forsikringer om egen ikke-voldelighed og fredskærlighed, således har Mikael Rothstein og hans The Danish Association en alternativ virkelighed, som ikke har meget at gøre med den virkelige virkelighed.

Som ansat ved et religionshistorisk institut i en menneskealder fandt jeg det på et tidspunkt fagligt naturligt at melde mig ind i omtalte DAHR. For så vidt bryder jeg mig slet ikke om at være medlem af foreninger, men på kollegers opfordring besluttede jeg at gøre en undtagelse. Og så deltog jeg i The Danish Associations årsmøde det år. Og næste dag meldte jeg mig ud igen, fordi den mig dér forelagte virkelighed var mig for alternativ.

Hovedparten af mødet gik nemlig ikke med faglighed, men med at bedrive politik. Og det en politik, der tog udgangspunkt i en virkelighed, som jeg af personlig erfaring vidste var temmelig uvirkelig.

[…]

Desuden svarer min erfaring med Mikael Rothsteins handlinger ikke helt til pålydende af hans mange og ofte gentagne proklamationer. Rothsteins frihedsomsorg er nemlig alternativ på en særdeles selektiv måde. I Muhammed-krisen var det muslimernes og Politikens frihed, der lå ham så stærkt på sinde, at han fandt det rimeligt at tilsidesætte såvel statsministerens som Jyllands-Postens frihed. For slet ikke at nævne den unævnelige kvindes frihed.

Jeg tror ikke, det vil være forkert at sige, at Rothstein har retorik fælles med en del muslimer. Og med Nørrebros autonome: Den tvetungede tale. Den manglende sammenhæng mellem ord og gerninger.

Jeg var i en årrække ansat ved samme institut som Mikael Rothstein og har derfor påhørt mange glødende – som sagt rødglødende – taler om den frie forskning. Men jeg har også været vidne, ja, vel nærmest kronvidne til hans endeløse forsøg på faglig beklikkelse og mistænkeliggørelse af universitetspersoner, som Rothstein mente at være forpligtet på at frelse verden for. Nemlig især for sådanne, der på et tidspunkt har haft et eller andet positivt forhold til teologiske fakulteter eller til Folkekirken.

Mikael Rothsteins – og med ham Tim Jensens – grundlæggende opfattelse er, at personer med nævnte teologiske eller kirkelige pletter i deres fortid simpelthen har diskvalificeret sig som forskere. Hvorfor de ikke bør have nogen som helst forbindelse til de rene (!) religionsvidenskabelige institutter. Enhver forbindelse vil nemlig besmitte renheden, i hvert fald Rothsteins. Dette syn på, hvad kvalificeret forskning er, svarer ganske vist ikke til det virkelige liv, hvor det uden vanskelighed kan dokumenteres, at disse institutters urene forskere i den sidste menneskealder har præsteret hovedparten af fagområdets anerkendte forskning. Men dette faktum har ikke kunne trænge gennem Rothsteins og Jensens alternative virkelighedsopfattelse. Senest i Muhammed-krisen har offentligheden fået tudet ørene fulde af den rothstein-jensenske selvpral, som kun vennerne – og Politiken – tager for gode varer. Sandheden er, at deres indsats primært ligger i den genre, som i hvert fald ikke tidligere var universiteternes normale: den politisk-journalistiske.

[…]

Disse monomane synspunkter blev selvfølgelig også i rigt mål doceret i Rothsteins undervisning. Til stor gene for såvel en del kolleger som censorer. Rothstein leverede i årevis alternativ virkelighed til sådanne studenter, der af teologisk uddannede lærere og censorer havde fået skuffende evalueringer. Således kunne den rothsteinske retorik spores i en del undervisnings- og eksamensklager.

[…]

Og således opildnet kan det naturligvis ikke undre, at Rothstein følte sig udstyret med carte blanche til at fortsætte sin frelsergerning. Hvad han åbenbart også havde. Når nogle af Rothsteins klike af beundrende studiner fyldte klagesystemet med grundløse og våsede klager, som ganske vist straks blev afvist i de fagkompetente organer, så sendte Rothstein dem omgående videre op i systemet udstyret med stærkt anbefalende støtteskrivelser. Således fik man den rothsteinske retorik i ikke mindre end to eksemplarer, hvad der for de kulturradikale var ensbetydende med den skinbarlige sandhed.

Helt omvendt gik det selvfølgelig, da en student, der havde været vidne til Rothsteins frelsende hetz, prøvede at råbe selveste rektor op. Det var der skam ingen, der tog alvorligt. Rektor lagde sagen ad acta uden at interessere sig for hverken Forvaltningsloven eller ordene på universitetets fornemste talerstol: Ånd og Sandhed.

Hvis jeg var chefredaktør for Jyllands-Posten ville jeg ikke have store forhåbninger til, at klagen over Tim Jensens bevilgen sig selv frihed fra normal forpligtelse på sandhed, bliver taget alvorligt.

Den Mikael Rothstein, der i årevis har chikaneret og beklikket folk med en anden opfattelse end sin egen, har for længst erobret alle plusordene. Det er The Danish Association for the History of Religions med Mikael Rothstein i spidsen, der har sat den universitære virkelighed. En virkelighed uden forbindelse mellem ord og handling.”

Oploadet Kl. 17:32 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper