1. august 2011

Multikulturalisternes Skingre Misantropi

Jeg har de senere dage haft læserbreve i flere aviser, herunder Fyens Stiftstidende og Politiken. Det er ikke noget jeg har tænkt mig at gøre mere ud af, men forsøget på at kæde Breiviks massemord sammen bloggosfæren, har været udenfor kategori, sådan rent journalistisk.

(undertegnede i Politiken, 31. juli 2011: Anders Breivik – højrefløjens Andreas Baader)

Jeg er blevet citeret i flere medier de senere dage, og Uriasposten har været omtalt i de fleste, og selvom det er godt med taletid, så er det også nemt at følge Snaphanens ‘Vi tager Jer ikke seriøs, skriv hvad I vil’-strategi. Artiklernes overordnede vinkler har været negative, og det kan ikke undre, når nu ekspertkorpset, her mere end tyve år efter Murens fald, stadig hentes fra et segment, der betragter kulturkonservative som Blut-und-Boden nazister uden hagekors.

Kilderne har hovedsageligt været halv-militante venstreradikale organisationer som engelske Searchlight, svenske Expo danske Redox og norske Antirasistisk Senter. Men det har også været venstreradikale forskerspirer som René Karpantschof og Chris Holmsted Larsen.

Blandt eksperterne er der selvfølgelig også betonmarxistiske elementer. Det være sig den danske professor Niels Ole Finnemann og den norske journalist Helge Øgrim. Finnemann boede i sin studietid i et kollektiv med den tyske revolutionsideolog Rudi Dutschke – vi “passede sammen politisk”, som han selv udtrykte det for år tilbage. Helge Øgrim er tidligere leder Rød Ungdom i Norge, og blev senere aktiv i Arbeidernes Kommunistparti (marxist-leninistene).

Det er næsten en banal konstatering, men ud fra gængse journalistiske kriterier er de inhabile.

(Politiken, 31. juli 2011: Antimuslimer vinder frem på nettet )

Fra gårsdagens Politiken, der fortæller at mens nazismen er på retur på gadeplan, så trivedes de højreradikale på diverse blogs og hjemmesider – Antimuslimer vinder frem på nettet (ikke online).

“Dagen før massakren i Oslo skrev en bruger, som kalder sig Charles Nielsen, følgende i en kommentar på den antimuslimske blog Uriasposten: »Jeg gad godt vide, hvor mange der er klar til et opgør een gang for alle, Danmark skal jo befries, uanset hvad myndigheder, politi, og politikere, FN og EU siger. Her er det os danskere, der bestemmer. Så vi er nødt til at tage hånd om, at få Danmark befriet for alt dette ros, der er kommet myldrende som lemminger«.

Mange indlæg og kommentarer i den antimuslimske blogosfære i Skandinavien er velformulerede og saglige, men man skal ikke langt ned i kommentar-trådene for at finde en militant jargon vendt mod muslimer, politikere og presse. …

Over for Politiken henviser Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, netop til udfaldene på bevægelsens centrale danske blogs, Snaphanen og Uriasposten. Men mere censur vil ifølge redaktør af Uriasposten, historiker Kim Møller tværtimod skabe øget grobund for ekstremisme:

»Der skal være et frirum, hvor man kan skrive, at man ikke er vild med det multikulturelle samfund. At kunne tale frit er en renselsesproces og det bedste middel mod ekstremisme. Derfor får det ulykkelige, som skete i Norge, ikke os til at slette flere indlæg«. Kim Møller oplyser, at omtrent 80 procent af debattørerne optræder anonymt.

»Det er ikke et site for folk, som hader andre kulturer, og som vil slå folk ihjel. Det er for brave konservative, som går op i at værne om vestlig kultur på et demokratisk grundlag. Folk, som typisk mener, at islam, multikultur og de kulturmarxister, som fremmer masseindvandring, er vores største samfundsproblem«.

Det indlæg, jeg læste op for dig, kan læses som en opfordring til væbnet kamp?

»Der vil altid være ekstremister. Det kan man jo også se på avisernes hjemmesider. Jeg læser det ikke som en direkte opfordring til vold, men som en provokation. Jeg sætter grænsen ved direkte opfordringer til vold mod navngivne personer«.

Selv om nogle blot vil ryste på hovedet ad retorikken, skal den antiislamiske bevægelse i Skandinavien tages alvorligt. Det siger det svenske tidsskrift Expo… Alle de nævnte blogs har taget voldsom afstand fra Anders Breiviks terrorhandling. Og de har taget afstand fra hans idé om vold, som arbejdsmetode. Men med henvisning til flere svenske blogs tilføjer Expo:

»En nærmere granskning af den antimuslimske blogosfære viser, at der både i indlæg og kommentarer propaganderes for vold rettet mod muslimer, politiske modstandere og journalister«. …

I Danmark skriver en bruger på Snaphanen, som kalder sig »Li«… Også selve blogindlæggene på sitet er anonyme, og Snaphanen har meddelt Politiken, at man ikke ønsker at deltage i denne artikel. Til gengæld forklarer Snaphanen i et blogindlæg, at man »modtager besøg fra overraskende fine steder i svensk og dansk folkestyre og administration« : »Vi føler os ikke ramt. Der har næppe stået en injurie på denne blog i syv et halvt år, endsige ‘hadefulde ytringer’, og kommentarer, der går over grænsen, sletter vi, når vi ser dem. Det er ikke tit«.”

(Information, 1. august 2011: Blogosfære-afsmitning: Indvandringskritiske blogs leverer skyts…)

Fra dages Information, der fortæller, at Uriasposten har stor betydning, forstået således, at ekstremismen er blevet mainstream – Indvandringskritiske blogs leverer skyts til samfundsdebatten.

“Efter Anders Behring Breiviks massemord i Norge er indvandringskritiske danske blogs blevet anklaget for at anspore til had mod muslimer og det etablerede samfund. Men blogs som Uriasposten og Snaphanen er ikke isolerede medier, som kun taler til mennesker med ekstreme holdninger på den yderste højrefløj. Tværtimod sætter de et markant aftryk på den brede danske samfundsdebat.

Både mainstreammedier og folketingspolitikere henter oplysninger og inspiration på de indvandringskritiske blogs, og det skyldes ifølge professor i medievidenskab og leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet Niels Ole Finnemann flere faktorer.

»Yderfløjene vil altid spidsformulere nogle pointer og kan derfor få en vis betydning. Men særligt bloggerne på den yderste højrefløj har været dygtige til at bruge internettet. Samtidig er der ingen tvivl om, at de taler til en vis fremmedfrygt i befolkningen, og derfor er det naturligt, at de i høj grad kan komme igennem med deres budskab,« siger Niels Ole Finnemann…

Ifølge Uriaspostens indehaver, historikeren Kim Møller, er der på samme måde »masser af eksempler« på, at mainstreammedierne har brugt hans blogindlæg. Han nævner som et nyligt eksempel et blogindlæg, han skrev i februar om, at Odense Kommune planlagde at stille racercykler gratis til rådighed for unge indvandrerpiger fra Vollsmose, der ikke var vant til at cykle.

»For nyligt lukkede det røde flertal i Odense Kommune fire skoler, men der er tilsyneladende penge nok,« skrev Kim Møller, som havde fundet et notat fra kommunen, der viste, at de unge piger også ville få gratis »cykeltøj og -udstyr« samt træning to gange om ugen. … Fire dage efter Kim Møller beskrev cykelprojektet i Odense, kunne både B. T. og Berlingske Tidende genfortælle historien. Uden at nævne Uriasposten citerede aviserne fra det kommunale notat, som var blevet lagt frem på bloggen, og dén historie førte til en større politisk debat om projektet i Odense. …

Forsker i politisk ekstremisme på RUC Chris Holmsted Larsen fik for nylig selv at mærke, hvordan en historie kan sprede sig fra netop Uriasposten. Efter gruppen Danish Defence League havde lavet hærværk mod en moské i Nakskov, udtalte Chris Holmsted Larsen til TV 2-Øst, at han frygtede nye voldelige aktioner fra gruppen, fordi der ifølge forskeren stadig oftere bliver taget vold i brug på den yderste højrefløj.

Få dage efter bragte Uriasposten indlægget »Chris Holmsted Larsen, venstreekstrem ekstremismeforsker« og viste et foto af hans profilbillede på Facebook, hvor der i nederste højre hjørne var indsat et billede af Lenin med en rød sløjfe på. Et billede, som Chris Holmsted Larsen over for Information forklarer, at han satte på som en spøg over for sine venner i forbindelse med sin forskning i dansk kommunisme.

Næste dag tog projektleder ved den borgerlig-liberale tænketank Cepos Henrik Gade Jensen sagen op på sin blog på Jyllands-Postens hjemmeside. Under overskriften »Lenin lever« beskrev han et opslag, som Chris Holmsted Larsen havde skrevet i koldkrigsleksikonet Den kolde krig og Danmark, og nu var RUC-forskeren ligefrem blevet til erklæret leninist…

Efter Anders Behring Breiviks massemord i Norge udtalte Chris Holmsted Larsen sig til flere medier om sagen. Til Information sagde han, at de synspunkter, der kommer til udtryk på islamkritiske blogs som Uriasposten, ser ud til at have bidraget til at radikalisere Anders Behring Breivik, der blandt de hundreder af referencer i sit meget omtalte manifest netop henviser til Uriasposten. …

Selv mener Chris Holmsted Larsen, sagen er typisk for debatkulturen blandt bloggerne på den yderste højrefløj: »Selv om jeg har forsket i kommunisme, er jeg altså ikke kommunist. Men det er typisk, at de her mennesker går efter manden frem for at forholde sig til budskabet, og desværre ser det ud til, at der er en fødekæde, så de ekstreme udsagn ender i anerkendte medier og på den måde bliver legitimeret.« …

Ifølge Kim Møller fra Uriasposten er det væsentligt at vide, at en forsker som Chris Holmsted Larsen »tydeligvis er stærkt venstreorienteret«, og det er efter hans mening positivt, at historien om profilbilledet på Facebook finder vej til etablerede medier:

»Forskere skriver ud fra et udgangspunkt, og det, mener jeg, er vigtigt at få frem, når de udtaler sig som eksperter. Hvis jeg havde sat et billede af Hitler på Facebook, ville han have kaldt mig nazist, uanset at jeg er historiker og har læst en del om nazisme.«

Kim Møller mener, der stadig er en vis berøringsangst over for indvandringskritiske stemmer på højrefløjen. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at medierne sjældent refererer eksplicit til hans og andre højreorienterede blogs, når de låner fra dem.

Men det er ifølge Kim Møller positivt ved den danske debat i forhold til eksempelvis den svenske, at en blog som Uriasposten »ikke er fuldstændig stigmatiseret og isoleret«. »Det er der noget demokratisk sundt i«, siger han og fremhæver, at også »den yderste venstrefløj« har held til at præge medierne. Som et eksempel nævner han, at Aarhus Stiftstidende i 2009 blev kritiseret af Pressenævnet for at have bragt et foto af tre heilende højreradikale taget af researchkollektivet Redox…

Rune Engelbreth, der blogger for Politiken, er blandt de venstreorienterede, der netop forsøger at gøre sig gældende på internettet: »Der er ingen pendant på venstrefløjen til eksempelvis Uriasposten… Det er ikke altid lige elegant eller særligt præcist, men det er en meget bred vifte af stof om de samme emner, og det har da en kolossal effekt,« siger Rune Engelbreth, der ikke finder det retfærdigt at give en de indvandringskritiske danske blogs et medansvar for Breiviks gerninger:

»Det er dele af det højreradikale univers, hvor man dyrker en militær selviscenesættelse og et militant tankeunivers… men der er et meget stort spring fra en blog som Uriasposten til den militante selvforståelse og et endnu længere spring til en mand som Breivik, og selv om man kan snakke længe om, at Uriasposten er usaglig, selektiv og ekstremt proportionsforvrængende, så kunne Breivik have fundet disse informationer og holdninger mange steder.«”

(Professor emeritus Curt Sørensen kommenterer; 1. august 2011)

Breivik medtager i sit 1516 siders kompendium, en artikel af en norsk blogger, der i noterne henviser til Uriasposten, der citerer lidt fra en kronik trykt i Jyllands-Posten. Klart, jeg med denne blogpost har været med til at “radikalisere Anders Behring Breivik”. RUC-forsker, blah blah.

Ligesom flere medier behændigt lader enkelte kommentarer tegne Uriasposten, så kommer flere læserbrevskribenter mere ubevidst til at lade debatten tegne bloggen udadtil. I den henseende må det understreges, at ikke et eneste medie nogensinde har citeret undertegnede for hadefuld tale, endsige forsøgt at shame Uriasposten med baggrund i noget jeg har skrevet.

“… Der blev ikke slagtet en fedekalv for den hjemvendte synder: »Ærgerligt at hun ikke fik en ordentlig ‘ omgang’, så hun kunne blive helt klar over, at der skal vises ‘ respekt’ på mørke stier ved nattetide«, skrev en læser…” (Inger Holst i Weekendavisen, 29. juli 2011: I selskab med en massemorder)

“Selv de meget yderligtgående medlemmer af f.eks Hizb-ut-tahrir er oftest blidere i deres retorik end visse debattører fra Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og Uriasposten.” (Zenia Stampe, 30. juli 2011: Hvad kan vi lære af Utøya)

“…stod der bl. a. sådan her på den højreorienterede blog Uriasposten” (Lars Aslan Rasmussen i Politiken, 1. august 2011: Man skal ikke trække på skuldrene ad truslerne fra det yderste højre)



4. september 2009

“… en blanding af noget gammelt og foruroligende bekendt… en mulig protofascisme…”

Det er tyve år siden Muren faldt, og der går nok 10-15 år før de sidste gammelmarxister forsvinder fra debatten. Professor emeritus Curt Sørensen i dagens Information – Truslen fra højrepopulismen.

“DF har siden sin stiftelse for det første udfoldet en efter danske forhold ekstrem politisk retorik mod ‘de fremmede’. DF har her først og fremmest angrebet deres religion, men også hele deres civilisation og historie… Den politiske retorik har været grov og hadefuld, men den har virket.

Dertil kommer, at DF’s demokratiforståelse er problematisk. DF er ganske vist ikke, som det fremtræder i dagens Danmark, et fascistisk parti, som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til ‘det danske demokrati’, og det har ikke noget SA, som det sender ud i gaderne. Det behøver det heller ikke med den magtposition og den medieforkælelse, som partiet allerede har opnået…

DF-politikerne antaster pluralisme, ytringsfrihed (med mindre denne skal bruges til at praktisere hate speech), mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstaten, samt fri og uafhængig forskning og kulturliv, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret. Den mest fatale demokratibrist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det er ikke mindst her, man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft (folkefællesskab), renset for påståede unationale og racefremmede elementer var det centrale element i bevægelsernes ideologi og praksis…

Det traditionelle samfunds værdier er for længst blevet undergravet først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og kommercialisering af alle livsforhold.

Den begyndende opløsning af den sociale orden, den svækkede sammenholdskraft og den øgede ustabilitet skaber så endnu en gang i Europas udviklingshistorie en længsel efter orden, fællesskab og identitet, en identitet og en mening, der i en perverteret form tilbydes af den nye højrepopulisme som et ‘fællesskab’ og en ‘identitet’…

Men højrepopulismen har også kunnet mobilisere en social protest i kraft af den socialdemokratiske arbejderbevægelses svækkelse. Dennes mobiliseringskraft blev svækket af kapitalismens destruktion af bevægelsens klassiske værdier og kultur… Den sociale frustration søger i stedet i vid udstrækning over i den nye højrepopulisme. Lige så stille, lidt efter lidt, er højreradikalismen nemlig igen blevet legitim. Højreautoritære, fascistiske og nazistiske holdninger, opfattelser og bevægelser havde været utroligt stærke i mellemkrigsårenes Europa og videre frem til vendepunktet i Anden Verdenskrig, men led midlertidigt en tilbagegang efter krigen. I dag er det anderledes…

Hele denne udvikling er så farlig, fordi civilisationens fernis er så tynd. Urgamle instinkter for vold, aggression og tilintetgørelse vækkes let til live. Som den tidligere KZ-fange Primo Levi har udtrykt det: »Den opfattelse, at enhver fremmed er en fjende, ligger dybt begravet i alle som en latent infektion, og dens yderste konsekvens er koncentrationslejren

Den sociale orden er ved at gå i opløsning, demokratiet er i en proces af forvitring, og den nye højrepopulisme er måske slet ikke noget harmløst fænomen, men en blanding af noget gammelt og foruroligende bekendt og noget nyt og uheldssvangert, en mulig protofascisme, men model det 21. århundrede.”

Oploadet Kl. 17:43 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


27. marts 2008

Prof. emeritus Curt Sørensen: Danmark er med Dansk Folkeparti på vej mod et nyt holocaust

Kronik i lørdagens Politiken af professor emeritus Curt Sørensen, der ikke virker synderligt påvirket af virkeligheden – Det forgiftede samfund.

“I sin på én gang tankevækkende og forstemmende skildring af den selvoplevede udvikling i Weimarrepublikken, En Tyskers Historie, beretter den tyske journalist og historiker Sebastian Haffner om den ændring af holdninger og opfattelser, der beredte vejen for nazismens magtovertagelse og hvad senere fulgte.

Pludselig en dag var holdninger og opfattelser, som man hidtil havde betragtet som fuldstændig outrerede og marginale, blevet udbredt og accepteret selv i kredse, som ikke direkte identificerede sig med den fremstormende nazisme.

På tilsvarende måde kan vi i dag herhjemme konstatere, at holdninger, opfattelser og politisk sprogbrug, som for blot 10-15 år siden blev anset for at være horrible og helt ude i hampen, pludselig er blevet udbredt og accepteret…

Og ingen, slet ikke medierne, tør nævne hovedårsagen til forgiftningen af den offentlige debat, udbredelsen af autoritære, intolerante holdninger og opfattelser, den vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes tænkende og den lige så forudsigelige ekstremistiske modreaktion. Hovedårsagen er naturligvis Dansk Folkepartis fremtrædende position i dansk politik. Vi har herhjemme en regering, der har gjort sig afhængig af et højrepopulistisk parti, der uhæmmet i årevis har hetzet løs mod ’de andre’. Vi har efterhånden også fået radikaliserede grupper af islamister, der angriber demokratiet fra den anden side, og vi har, hvilket ofte er overset i den offentlige debat, en voksende gruppe af voldsparate højreekstremister og neonazister. Det højreekstremistiske er ved at blive det normale.

Og medierne forkæler i disse år højrepopulismen. Siden 2002 har medierne serviceret Dansk Folkeparti grænsende til det servile. Hvis Hitler havde fået en tilsvarende betjening af et lige så mægtigt og tjenstvilligt medieapparat, havde han ikke kun fået 37 procent af stemmerne ved et frit valg, men sikkert over halvdelen. Tyskerne havde i sin tid dog i det mindste den undskyldning, at de var i regulær økonomisk nød og i øvrigt, som allerede John Maynard Keynes påpegede, blevet ydmyget ved Versailles-traktaten. Det, vi er vidne til i dag i Danmark og en række andre lande i Europa, er det, man kunne kalde en ’velstandsfascisme’. Had og spot og spe over for de svage midt i et samfund af overflod, ledsaget af krav om national renselse.

Dansk Folkeparti er ikke et fascistisk parti, som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til det danske demokrati, og det har ikke noget SA, som det sender ud i gaderne… DF er ikke den klassiske fascisme, som havde en anden karakter og helt andre forudsætninger, men partiet og tilsvarende partier rundt omkring i Europa er det tætteste, vi er kommet det, der kunne blive en potentiel fascismemodel i det 21. århundrede. Og DF er allerede ved magten. Dette tager vi efterhånden som normalt, samtidig med at medierne slesker og fedter for heksemutter, som er på skærmen hver dag.

DF-politikerne er som besatte af tanken om den rene og enige danske nation, og de hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen. Og holdningen til og hetzen mod etniske mindretal leder tanken hen mod nazismens hetz mod jøderne i Weimarrepublikken…

Den mest fatale demokratibrist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det er her, man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft, renset for påståede unationale og racefremmede elementer, var det centrale element i bevægelsernes ideologi og praksis…

DF har herunder fået en indflydelse, som intet tilsvarende højrepopulistisk parti i Europa har opnået, måske bortset fra den, som Jörg Haiders FPÖ i Østrig havde i en periode og Gianfranco Finis Alleanza Nationale i Berlusconis regeringsperiode. I tre europæiske lande har højrepopulismen således fået en særlig fremskudt indflydelse. Men også i andre europæiske lande end de tre her angivne er tilsvarende eller endda mere højreradikale eller ligefrem neonazistiske bevægelser og grupper i fremgang.

Hvor længe kan det blive ved, uden at der sker et skred? Man leger med ilden i disse år, ikke kun her i landet…

Vi er endnu ikke kommet helt derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Men hvor galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter i Danmark og andre europæiske lande?

Der er i den internationale forskning på feltet to modstående teorier, der desværre fører til den samme dystre konklusion. Ifølge den ene teori er der en risiko for, at igangværende aggressive udladninger kan eskalere, fordi vi har at gøre med urgamle fænomener, som er dybt forankrede i vedvarende menneskelige behov og lidenskaber, og fordi civilisationens fernis er så forfærdende tynd. I krisetider kan disse voldsomme lidenskaber komme til fuldt udbrud i orgier af forfølgelser af anderledes værende og anderledes tænkende…

Ifølge den anden teori er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og statsbygningen.

Selv i demokratiske samfund kan der under givne omstændigheder ske en udskridning, idet demos bliver udvekslet med ethnos…

Faren i dag – her hos os – lurer ikke primært fra mellemøstlige diktaturstater, eller en anden religion, og da slet ikke fra totalitære politiske systemer, som nu er historie, men mere fra os selv…

Den generelle ’stemning’ i den samfundsmæssige debat og den sociologiske og politologiske forskning og litteratur efter murens fald har ellers i mange år (understøttet af en tydelig evolutionistisk historiefilosofi) været præget af vedvarende jubel og forestillingen om ’historiens afslutning’. Og specielt herhjemme har jubelen og praleriet været uden ende. Vi har ifølge de magthavende eliter, medierne og den nationale selvforståelse så at sige knækket civilisationens kode – samtidig med at intolerancen så i øvrigt er vokset ud over alle grænser. Demokratiet er sikret til evig tid, og vi er de mest demokratiske i hele verden, sådan er vist nok den almindelige holdning og opfattelse.

Men der er i tiden en anden røst, der er værd at lægge mærke til: Når man i Berlin træder ind i mindeparken og museet for ofrene for holocaust, ser man på væggen ved indgangen til de rædsler, man skal se, en tankevækkende advarsel fra en jødisk forfatter: »Dette er sket, derfor kan det ske igen«.

Curt Sørensen er forfatter til bestsellere såsom Marxismen og den sociale orden (1968), Marx’ klasseanalyse som en integreret og flerdimensional magtteori (2001), Myten om den “socialistiske Sovjetunion” og dens funktion i højrefløjens ideologiske univers (2002) og Marx og marxismen som stadig aktuel udfordring (2002).



30. maj 2007

En professor om almindelige menneskers ondskab og voldsparate højreekstremister

Klassisk shaming-artikel i dagens Politiken af professor Curt Sørensen. Her lidt fra Leg med ilden: Kursen sat mod nye voldsorgier , hvor han med referencer til forskningen forklarer hvorfor ytringsfriheden ikke må bruges forkert.

Statsadvokaten har med sin tilbagevisning af anmeldelsen mod en række DF-politikere for overtrædelse af racismeparagraffen reelt sat denne ud af kraft. Dermed har han sendt det signal, at politikere af den type har en privilegeret adgang til i et modbydeligt sprog at håne, nedgøre og forfølge anderledes værende og anderledes tænkende. Men dette er fortsat en farlig leg med ilden.

De øgede spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper, de aggressive udladninger mod ‘de andre’, den berygtede ‘tone i debatten’, har på ny rejst det klassiske og fundamentale spørgsmål om sammenhængskraften i den sociale orden. Vi er endnu ikke kommet helt derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Men hvor galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter?

I forskningen i disse fænomener er der to modstående sæt af teorier, opfattelser og forskningsresultater. Ifølge den ene gruppe er der tale om et urgammelt fænomen. Menneskenes historie har været præget af stadige krige, massemord, forfølgelser og grusomheder. Excesserne er forekommet med mange forskellige ideologiske begrundelser og retfærdiggørelser, under vidt forskellige navne og symboler og i vidt forskellige politiske systemer og sammenhænge. Det har været primitive behov og lidenskaber – så som åbenlys glæde ved at pine, ydmyge andre og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre – der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo. Religioner og ideologier har her blot leveret den ledsagende retfærdiggørelse. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse.

[…]

Den moderne forsknings to her angivne grupper af forskere er i øvrigt enige om én ting: Udøverne af forfølgelser, udrensninger og massemord kan være ganske almindelige mennesker. Folk, der i årevis har levet fredeligt sammen side om side, kan pludselig vende sig mod hinanden i et inferno af had og destruktion. Gerningsmændene er ikke bare notoriske sadister, men også, som dokumenteret af den amerikanske historiker Christopher Browning, »ordinary men«. Set i relation til vores situation i dag fører de to sæt af teorier og forskningsresultater desværre til samme dystre konklusion. Ifølge den første opfattelse er der en risiko for fremkomst af sådanne excesser også i moderne udviklede samfund… Ifølge den anden opfattelse er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og statsbygningen.

Vi har en regering, der har gjort sig afhængig af et højre-populistisk parti, der uhæmmet hetzer løs mod ‘de andre’, vi har radikaliserede grupper af islamister, og vi har (hvilket ofte overses) en hastigt voksende gruppe af voldsparate højreekstremister og neo-nazister. Hvor længe kan det blive ved, uden at der sker et skred? Man leger med ilden i disse år. Men statsadvokaten sover roligt. Han har jo bare forsvaret ‘ytringsfriheden’.

Når dissidenter bruger sin ytringsfrihed, så må den indskrænkes. Når dissidenterne af udseende ikke adskiller sig fra folk flest, så må vi huske på at “almindelige mennesker” har et ondt potentiale. Når nu “højreekstremister og neo-nazister” sjældent begår voldelige overfald… så viser det jo bare at de er “voldsparate”.

Man græmmes.



17. oktober 2006

Dansk Folkeparti er nazistiske & stalinistiske… og så er de grove mod politiske modstandere

Fra lørdagens Information. Et citat fra en kronik af professor Curt Sørensen, helt blottet for selvkritik – Hadets parti og samfundets krise.

“Den mest fatale brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. DF-politikerne hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen. Og holdningen til og hetzen mod etniske mindretal leder tanken hen mod nazismens hetz mod jøderne i Weimarrepublikken.”

Hvis man mener Dansk Folkeparti giver for grove karakteristikker af sine politiske modstandere, så må det da for pokker være muligt at påpege det uden henvisning til nazismen.

BTs Arne Ullum gjorde det samme i en leder onsdag i sidste uge – Diktatorisk Folkeparti.

“Man kan finde mange rationelle grunde til, at det er politisk klogt af Pia Kjærsgaard at slå hårdt til mod enhver kritik. Men politik handler ikke kun om kyniske analyser, men også om værdier. Hele logikken og retorikken i Dansk Folkeparti minder til forveksling om den demokratiske centralisme, som rådede i de stalinistiske kommunistiske partier. Alle, der ikke var 100% enig med ledelsen, var modstandere, som skulle elimineres.”

Det er rimeligt at påpege Dansk Folkeparti ekskluderer medlemmer i flæng, men Dansk Folkeparti er jo altså et parti med en politik man kan vælge eller fravælge. Den ‘demokratiske centralisme’ i østblokken var baseret på at staten og partiet var en side af samme sag. Forskellen er alt.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper