22. april 2020

Socialisten Marie Nielsen (Thing, 2020): “Jeg er international, dvs. jeg føler mig ikke speciel dansk…”

Christian Egander Skov anmelder Morten Things seneste bog, biografien ‘Marie Nielsen og revolutionen’. Selvom jeg har beskæftiget mig med den yderste venstrefløj i årtier, så irriterer det mig stadigt, at det er den yderste venstrefløj, som skriver historien. På Wikipedia beskrives Morten Thing om ‘kulturhistoriker’, men han var aktiv i Venstresocialisterne langt op i 1980’erne, og før det i utallige kommunistiske frontorganisationer, herunder Kampagnen mod Atomvåben og De Danske Vietnamkomiteer.

I en tid hvor en hel del borgerlige lyder som socialister, og de parlamentariske kommunister forfører med bragesnak om menneskerettigheder, international retsorden og økonomisk rimelighed, så er det værd at huske på det oprindelige udgangspunkt. Fra Kristeligt Dagblad – Anm: Et blik ind i den yderste venstrefløjs verden (kræver login).

“Det var den 12. september 1919. I Højesteret stod den 44-årige socialist Marie Nielsen. Hun var anklaget for at have opildnet til voldelig samfundsomstyrtning i forbindelse med grønttorvsspektaklerne året før, der i samtiden blev oplevet som et strejf af den revolutionsbølge, der sydpå, østpå og alle steder omstyrtede riger.

… Hun var én gang blevet dømt, men havde appelleret sagen, ville ikke give sig, men det var ikke, fordi hun her havde meget at sige til sit forsvar. Nej, tværtimod fik hendes forsvar næsten form af en tilståelse, da hun søgte at forvandle retten til en politisk platform: ‘At være socialist betyder at være samfundsomstyrter.

Enhver socialist eller socialdemokrat har det mål at omstyrte det nuværende kapitalistiske samfund og erstatte det med et socialistisk. Siger han andet, da er han ikke socialist.

Man siger, vi vil noget nyt. Nyt er det ikke, det er så gammelt som arbejderbevægelsen, men inden for det store socialdemokratiske parti har der udviklet sig stærke borgerlige tendenser, og man har der i stedet for kravet om en social revolution sat kravet om borgerlig revolution.

Jeg er international, dvs. jeg føler mig ikke speciel dansk, men føler mig knyttet til arbejderklassen i alle lande, fælles med dem i kampen om det samme socialistiske mål.

… Hun blev født i 1875 og gik allerede som ung ind i Socialdemokratiet, på hvis venstrefløj hun befandt sig. Det kom blandt andet til udtryk ved hendes modstand mod den parlamentariske, folkelige og sidenhen nationale linje, der førte partiet frem til en position, hvor man i 1935 næsten fik hver anden stemme. Men Marie Nielsen var ikke national. ‘Jeg ser ingen ulykke i, at Danmark går op i Tyskland,’ havde hun skrevet før Første Verdenskrig…”



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



26. januar 2014

Mikkel Bolt under debat om revolution: For Marx var det ‘afskaffelse af nationalstat og pengeøkonomi’

Mandag afholdt Enhedslisten i København et debatarrangement om revolution. Mikkel Bolts pointe virke lidt søgt, for de logiske konsekvenser af Enhedslistens politik vil på sigt smadre enhver form for nationalstat indefra. Referat i Information – ’Jo flere der melder sig ud af Enhedslisten, desto bedre’.

“I Enhedslistens mødelokale i Studiestræde havde debattens initiativtagere inviteret tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, Francesco Castellani, medlem af Enhedslisten, samt kunsthistoriker Mikkel Bolt til at diskutere revolutionsforestillinger anno 2014. …

Grundtonen var pessimistisk. Hverken Castellani eller Bolt anser det som sandsynligt, at den vestlige arbejderklasse begynder at opføre sig revolutionært. … ‘Vores pejlemærke er stadig revolutionen og afskaffelsen af udbytningen,’fastslår Castellani…

Bolt henviser til Marx og Engels’ oprindelige karakterisering af revolution som afskaffelsen af nationalstat og pengeøkonomi. I sine ti medbragte teser polemiserer han mod venstrefløjen, der har gjort modstand mod velfærdsafvikling til sit altoverskyggende mål.

‘Velfærdsydelser blev jo introduceret for at opretholde en industriel reservearmé og undgå social uro,’ påminder Bolt og beskriver den danske venstrefløjs forhold til velfærdsprivilegier som nærmest religiøst. …

‘Velfærdsstaten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Vi identificerer os med staten, og det er en stopklods for international solidaritet,’ siger Bolt og foreslår at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod intervention.

‘Vi skal stå fast på at bruge de begreber, som den revolutionære bevægelse har udviklet over flere hundrede år. Det kan ikke være rigtigt, at venstreorienterede skal begynde at tale et borgerligt sprog. Så kan vi ikke længere beskrive de historiske situationer, vi befinder os i,’ siger Castellani…

Herefter følger en forvirret debat præget af personlige kæpheste, irrelevante indlæg, konspiratoriske teorier om 9/11 og indlæg fra Kunstnere for fred. Det bidragede ikke med andet end at understrege aftenens indledende pointe om venstrefløjens desorientering.

… ‘Det kan godt være, at nogle gerne vil videre, men jeg ved ikke hvorhen. Som jeg ser det, har vi snarere et destruktivt arbejde foran os. Den hvide privilegerede arbejderklasse bør nedlægge sig selv.‘”



30. september 2012

Bombe mod Den Jødiske Forening i Malmø – Dr.phil. Morten Thing: “Årsagen kan være… nazismen”

Natten til fredag detonerede en mindre bombe foran Den Jødiske Forening på Kamrergatan i Malmø, og selvom alt tyder på det er en afledt effekt af islamiseringen, så forsøger flere medier at flytte fokus. Her lidt fra en Ritzau-artikel trykt i lørdagens udgave af Fyens Stiftstidende, hvor eks-revolutionære Morten Thing agerer ekspert – Antijødisk stemning i Malmø (ikke online). Simpel optælling: Islam: 0, Nazisme: 8, Dansk Folkeparti: 1.

“Jøder, der forlader byen, stenkast, kanonslag og senest en eksplosion for det jødiske menighedshus. Det lyder som noget, der sker langt fra vores hverdag – men skal faktisk ikke længere væk end til Malmø. Her oplever den jødiske befolkning stadig hadeforbrydelser på grund af dens historie.

– … Jøder har forladt Malmø, fordi de simpelthen ikke kunne holde ud at være jøde der, siger overrabiner Bent Lexner fra Mosaisk Trossamfund.

Årsagen kan være, at Sverige aldrig har haft et naturligt brud med nazismen, som man har i Danmark, mener dr.phil. Morten Thing, der forsker i jødisk historie på Roskilde Universitet.

– Nazisterne stod ikke over for et opgør efter Anden Verdenskrig, fordi Sverige ikke har været i krig som Danmark. Derfor har svensk nynazisme en ubrudt historie. Mange nazister… lang tradition for antisemitisme… var stærk allerede i 1800-tallet… stor modvilje mod jøderne fra de fastboende…

Forskellen på indvandrerdebatten i Sverige og Danmark spiller også en rolle.

– Det højreorienterede miljø i Sverige adskiller sig meget fra det danske. Dansk Folkeparti er pro-israelsk og har aldrig villet sige noget ufordelagtigt om jøderne, så de har været fredet her i landet. Sådan har det ikke været i Sverige, siger Thing.

Han tvivler på, at episoder som den i Malmø kunne ske i Danmark.

– Der har været tilfælde, men ikke i samme stil. Der er kun små nazistiske miljøer herhjemme, de udgør kun en lille kraft.

Men overrabbiner Lexner er uenig:

-Der er ikke nogen forskel. Det kunne ligeså godt være foregået i København. Vi lader bare som om, at det ikke sker, men vi har alt for mange episoder episoder, hvor jøder chikaneres i dagligdagen, også i København, fastslår han.”

(Judiska Församlingen i Malmø, 29. september 2012)

“De båda islamistiska bombmän som greps tidigt fredag morgon strax efter attentatet och som anhölls för brottet senare på dagen frisläpptes i största hemlighet fredag kväll. … Enligt obekräftade uppgifter firades frigivningen på den ökända islamistiska svartklubben Agadir på Västanforsgatan.” (Jihad i Malmö, 30. september 2012)

Opdate. Axpixlat har de sigtedes navne (/Snaphanen): Stefan Dzudovic (f. 1993) og Goce Gjoreski (f. 1994).



21. februar 2009

Brian Arly Jacobsen: Kritik af islam er forkert – kritik af muslimer minder om jødehad

Sidste år skrev Brian Arly Jacobsen provokerende i en kronik i Berlingske Tidende, at kristendommen var en trussel mod freden, hvad han uddybede med ordene: “Når kristne eller muslimer læser henholdsvis Bibelen eller Koranen i dag, læser de teksten på en ganske bestemt måde, en måde som hænger sammen med den samtid og virkelighed, de er en del af…”.

Det førte frem til helgardingen: “set fra mit perspektiv er der ingen som helst grund til at frygte en religion, en ideologi eller en tanke”. Med andre ord. Muslimers ekstremisme har intet med islam at gøre, og islam/islamisme er i definitionen ufarlig.

Når nu man ikke rimeligvis kan klandre religion eller ideologien, må det vel betyde, at kritikken istedet bør rettes mod muslimer – enkeltvis, eller som gruppe. Tja, det er tydeligvis ikke moralen i Brian Arly Jacobsens kommende phd-afhandling, omtalt i dagens Politiken – Muslimer i dag er som jøder før krigen.

“Politikernes måde at omtale vore dages muslimske indvandrere svarer fuldstændig til den måde, politikerne for 65-100 år siden omtalte de russiske jøder, der kom til Danmark på flugt fra jødeforfølgelserne.

Det påviser ph.d.-stipendiat Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet i en ny afhandling.

»… begge grupper har under de politiske debatter oplevet at blive rubriceret som den absolutte modpol til de særligt ‘danske værdier’. Enten som en trussel for den danske økonomi og arbejdskraft, eller som en kulturel og national trussel«, siger Brian Arly Jacobsen…

Forskeren har tegnet en profil af de danske folketingspolitikeres retorik over for henholdsvis jøderne og muslimerne – i to vidt forskellige perioder.

Det har han gjort ved at pløje sig igennem omtalen af jøder i Rigsdagstidende for årene 1903-1945 og omtalen af muslimer i Folketingstidende fra 1967 til 2005.

»Der er utroligt mange ligheder i den politiske retorik. I dag taler man om ‘dem’ og ‘os’, når man debatterer muslimer, og præcis det samme gjorde man dengang, når man drøftede de russiske jøders vilkår i Danmark«, siger Brian Arly Jacobsen…

Dengang som nu var der ifølge Brian Arly Jacobsen en direkte fødekæde mellem det politiske sprogbrug og de politiske handlinger.

»Den udbredte skepsis over for de nye samfundsgrupper resulterede i en lang række politiske initiativer, der marginaliserede jøderne i forhold til resten af befolkningen og begrænsede deres vilkår«.

»Det tog således 15 år for disse mennesker at blive danske statsborgere, og det var mere, end man krævede af for eksempel nordmænd eller svenskere. Og havde de modtaget fattighjælp, kunne de først blive statsborgere, når den var betalt tilbage igen«, siger Brian Arly Jacobsen…

»Alle slog sig ned i København, hvor de typisk bosatte sig i bestemte gader i Indre By, eksempelvis Pilestræde. Det vakte stor bekymring blandt politikerne, der frygtede at disse kvarterer ville blive en stat i staten. Det ligner jo vore dages virkelighed temmelig meget«, siger Brian Arly Jacobsen…

»Man havde som udgangspunkt en liberal tilgang til udlændingene. Men efterhånden som de blev flere og flere, blev de sat i scene som et problem«, siger Brian Arly Jacobsen.”

På Københavns Universitets hjemmeside, kan man se at afhandlingen Religion som fremmedhed i dansk politik, skal bedømmes af et udvalg bestående af Morten ‘Sharia minder om menneskerettighederne’ Warmind, Lene ‘muslimer dyrker islam som vi dyrker kristendom’ Kühle og eks-revolutionære Morten Thing. Game, set… and match.

Oploadet Kl. 12:36 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


12. august 2006

Morten Thing: Israel skaber problemer ved ikke at “vil slutte fred med sine naboer”

Ugen på spidsen med Claus Hagen Petersen på P1 havde igår eks-kommunisten Morten Thing i studiet til en samtale om den igangværende konflikt mellem Israel og Hizbollah. Thing er af jødisk afstamning, og efter lidt alibi-retorik i starten indledte han så små 30 minutters Israel-bashing. Han var som ung pro-Israel da socialistiske idealer herskede, men idag var landet ikke mere værd at støtte, idet Israel var blevet et gennem-militariseret samfund, og ikke mere havde fokus rettet på klasserettigheder og sociale vilkår.

Israel skulle derimod ‘investere i fred’ – en sentens kun overgået i idioti af følgende…

“… Israel kan ikke være sikker på at en kommende amerikansk præsident vil være så 100 pct. på deres side, som Bush er – Bushs far var det jo ikke, og Clinton var det heller ikke. Men fremfor alt kan de jo ikke regne med at USA vil være en stormagt de næste tyve år. Altså hvis der kommer nye stormagter på verdensscenen, for eksempel Kina, så er det ikke sikkert de vil synes, at det er en rigtig god ide, med et evigt problem i Mellemøsten skabt af, at Israel ikke vil slutte fred med sine naboer.”

Som modgift til ovenstående anbefales følgende kur: Historien i en nøddeskal (kræver flash).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper