28. juli 2021

Portugal: Død kommunistisk terrorist dør hyldes i MSM – “… var med til at knuse knap 50 års diktatur”

Både Ekstra Bladets lange Ritzau-artikel og DR Nyheders opkog om Otelo Saraiva de Carvalho udelader væsentlige detaljer. Det er ikke småting der bortredigeres, for at gøre ham til symbol for demokratiet.

Efter et valg til en grundlovgivende forsamling i 1975 fik han ringe tilslutning, og året efter stod han bag et kommunistisk kupforsøg. Det slog fejl, og han blev fængslet. Ved de efterfølgende præsidentvalg i 1976 og 1980 stillede hanop for kommunistpartier, og fik henholdsvis 16 og 1 pct. af stemmerne. Herefter blev han leder af den kommunistiske terrorgruppe FP-25, der nåede at myrde 23, før den blev nedkæmpet.

Hverken Ekstra Bladet (Ritzau) eller DR Nyheder omtaler hans kupforsøg, bortredigerer den kommunistiske terror, og begge citerer lederen af de portugisiske socialister, for at han var symbol for ‘revolutionen, som afsluttede det længste diktatur i det 20. århundrede i Europa’. Historien skrives af vinderne.

Fra DR.dk – Otelo – manden bag Nellikerevolutionen i Portugal er død (ved Ida Meesenburg).

“Navnet Otelo Saraiva de Carvalho får måske ikke en klokke til at ringe, men det er navnet på en officer, der var med til at knuse knap 50 års diktatur i Portugal.

… Carvalho ledte den gruppe officerer, som i april 1974 gennemførte det kup, der blev startskuddet til demokrati og store sociale og økonomiske reformer. …

– Han blev med fuld ret et af symbolerne for revolutionen, som afsluttede det længste diktatur i det 20. århundrede i Europa, sagde den portugisiske premierminister, Antonio Costa, tidligere i dag.”

(Otelo Saraiva de Carvalho, leder den kommunistiske terrorgruppe FP-25; Collage: Twitter)

“Han blev i 1987 idømt 15 års fængsel for at være en del af den yderliggående venstreorienterede gruppe FP-25, der stod bag flere blodige attentater i 1980’erne. Han blev benådet i 1996.” (EB.dk, 25. juli 2021, udeladt af DR Nyheder)

(Foto: Twitter)



27. juli 2021

Norsk ekspert til Jyllands-Posten: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’

Jyllands-Postens hovedkvarter på Skanderborgvej i Viby, lidt syd for Århus, ligner en fæstning, fordi muslimer så sig vrede over karikaturtegninger af deres påståede profet. Det er værd at huske på, når avisens Simone Scheuer-Hansen holder mikrofonen for en norsk journalist, der der med udgangspunkt i tiåret for Utøya, hævder at højreradikalisering kan ‘tilskrives internettet’. Det er ikke muligt at tæske alle der kritiserer indvandringen mere, og derfor kæmper mediebranchen indædt for at lukke modstanden online. Da der ikke er noget håndfast, bliver det vurderinger ala ‘Vi kommer til at se’, og ‘det er muligt’. Alarmisme forankret i alt andet end emperi.

Et par dage efter Utøya blev jeg kontaktet af PET, der frygtede en dansk copycat, og ville høre min vurdering desangående. Jeg pointerede, at nationalkonservative i sagens natur ikke var revolutionære, det som Jyllands-Postenes ekspert bekvemt kalder ‘accelerationisme’. At frygte borgerkrig, er ikke det samme som at ønske det.

Bemærk hvordan samme journalist-ekspert går direkte fra Breivik til jødehad, antifeminisme og modstand mod ‘LGBT-rettigheder’ – alt koblet på vendingen: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’. Højrefløjen skal holde kæft, fordi der muligvis kommer højreradikale angreb, og enhver (hvid) mand potentielt kan være en mulig terrorist. Det lyder næsten som fascisme. Måske er antifascisme den nye fascisme.

Fra Jyllands-Posten – Højreekstremismen lever i bedste velgående 10 år efter Utøya (kræver login).

“Et årti efter terrorangrebet på Utøya og regeringskvarteret i Oslo fylder højreekstremisterne mere og mere i trusselsbilledet. Vi kommer til at se flere angreb, lyder vurderingen.

… trods de nationale løfter lever højreekstremismen stadig i bedste velgående – på nogle punkter endda bedre end før – og stadig flere køber ind på de samme tanker, som lå bag angrebet.

I dag vurderer den norske efterretningstjeneste, PST, at et angreb lige så godt kunne komme fra det yderste højre som fra islamister. Og at det er muligt, at højreekstremister vil begå terrorhandlinger i Norge allerede i år.

Ifølge Lasse Josephsen, journalist og ekspert i internetkultur og højreekstremisme, er der tale om et før og efter Breivik.

‘Det er gået fra at være grupperne, der udgør en trussel, til at enhver mand bag en skærm potentielt kan være en mulig terrorist. Og Breivik var manden, der startede det hele – du kan bare se, hvordan terrorister efterfølgende har udpeget ham som deres inspiration,’ siger han.

En stor del af skylden kan ifølge Lasse Josephsen tilskrives internettet.

(Collage: Jyllands-Posten, 22. juli 2021, Sektion 1, s. 14)

“Mens Breivik koncentrerede sig om den islamisering, der ifølge ham foregik i Europa, er listen over accelerationisternes fjender lang og tæller både muslimer, afrikanere, feminister og folk, der kæmper for LGBT-rettigheder. Størst af alle fjender er dog jøderne…” (Jyllands-Posten)



16. juli 2021

Norge efter Breivik: Socialister vil have ‘et opgør med højreekstreme holdninger’, højrefløjens ‘retorik’

‘Free speech is not an absolute human right’, forklarer den eks-kommunistiske socialdemokrat Helle Thorning-Schmidt, der uvist af hvilken årsag er blevet en del af Facebooks såkaldte ‘Oversight board’. Det ligger i venstrefløjens natur, at de ikke anerkender dissens. Censur er altid lige under overfladen.

Multikultur var ikk desto mindre en dårlig ide før Breivik, og det har massemord ikke ændret på. Journalist Åsne Seierstad i Weekendavisen, blandt andet om den norske debat post-Breivik – Ti år efter.

“Mange har talt om, at Norge må tage et opgør med højreekstreme holdninger. Men når AUFere har antydet, at der ikke er tale om løsrevne ideer på internettet, men om en retorik, der anvendes overalt på den parlamentariske højrefløj, og at denne højrefløj må tage et opgør, er de blevet mødt med tavshed eller kritiseret for at ville begrænse ytringsfriheden. Der har været et rum for den 22. juli, rosetog og fællesskab og et andet rum for politisk debat. De forskellige rum har været uden forbindelse med hinanden. Breivik har hverken fået plads i indvandrings- eller i racismedebatten.

Den tidligere næstformand i Sosialistisk Venstreparti Snorre Valen skriver i sin nye bog Utøyakortet, at højrefløjen har brokket sig over at få mundkurv på i årene efter 22. juli, hver gang AUF har bragt begrebet ‘ytringsansvar’ på bane. Redaktørkorpsets omsorg for konspirationssnak fra det yderste højre har været næsten grænseløs, mener han, mens AUF har fået besked på at tie stille.

Men lige før sommeren var det, som om der blev givet lidt mere los. Et skred blandt AUFere, som mente, at nu, nu er det nok! ‘Det var overlagt vold, og den var politisk motiveret,’ skriver AUFs tidligere generalsekretær Tonje Brenna i sin bog 22. juli og alle dagene etterpå.

I tiden lige før tiårsdagen for terroren er der blevet fremtvunget en offentlig samtale. ‘Dette er sidste chance. De næste kampe vil finde sted i skolerne og mellem historikerne,’ siger Viljar. ‘Det er, som om en byrde er fjernet fra mine skuldre,’ siger han. ‘Over at andre end AUF tager del i debatten.'”

(Arbeidernes Ungdomsfylking anno 1937 – Bemærk fanerne; Foto: Wiki)

“Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF) er en norsk politisk ungdomsorganisation, der er tilknyttet Det norske Arbeiderparti. … AUF blev dannet i sin nuværende form i 1927, da Venstrekommunistisk Ungdomsfylkning og Norges sosialistiske ungdomsforbund blev lagt sammen. … I årene etter 2011 har AUF vært en sentral stemme i diskusjonene om det politiske tankegodset bak terrorangrepet 22. juli og oppgjøret med høyreekstremisme i norsk offentlighet. AUF har også en lang tradisjon for å markere seg som en sentral aktør på antirasistisk side i norsk politikk.” (Wikipedia)



8. juli 2021

Lektor: Fransk madkultur promoverer ‘Whiteness as the dominant racial identity’, tegn på kolonialisme

Niels Lillelund omtaler i seneste JP-kommentar et fransk studie om ‘The Whiteness of French Food’, og den giver et godt indblik i det identitetspolitiske overdrev anno 2021. Herunder studiets abstrakt I sin helhed – The Whiteness of French Food. Law, Race, and Eating Culture in France.

“Food is fundamental to French identity. So too is the denial of structural racism and racial identity. Both tenets are central to the nation’s self-definition, making them all the more important to think about together. This article purports to identify and critique a form of French food Whiteness (blanchité alimentaire), that is, the use of food and eating practices to reify and reinforce Whiteness as the dominant racial identity. To do so, it develops four case studies of how law elevates a fiction of homogeneous French/White food as superior and normative at the expense of alternative ways of eating and their eaters—the law of geographical indications, school lunches, citizenship, and cultural heritage.”

(Mathilde Cohen, Théorie de la blanchité des aliments; Foto: Youtube)

Flere detaljer hos Why Evolution is true

“The law of geographical indications. This is the French use (and not exclusively French; Italians and other countries do it, too) of controlled appellations, so that a food or drink must be from a specified region of origin to be labeled as such. Champagne is the classic example, as it has to be made in the Champagne region of France. American bubbly or Spanish cava cannot be labeled ‘champagne.’ Likewise with Roquefort cheese, as I recall. This system designed to give the consumer some confidence in the quality of the product, but Cohen says these are signs of French colonialism and ‘the racialized project of ensuring that the White majority can maintain its foodways and agricultural wealth.’ Enough said.

The law of school lunches. France specifies a school lunch programs, with many lunches offered cheaply or free to poorer kids. The food is hot and designed to be nutritious. … What Cohen objects to is that the cuisine doesn’t cater to special diets, even though Cohen adds that many schools ‘quietly accommodate students with religious based dietary restrictions’. Students are also allowed to bring lunches from home. This is part of the French tradition of laïcité, or secularism, avoiding entanglement of religion and government.

Cohen says that this is imposing Christian whiteness on the school food

The law of citizenship. People applying for citizenship in France need not be white, as you’ll notice immediately when you see the high proportion of North Africans, Asians, and black Africans in the big cities. What exercises Cohen is that prospective citizens must show some evidence of assimilation, though of course not full assimilation. The implication is that assimilation requires adoption of French food, but this doesn’t appear to be the case. Cohen gives only one example, and that’s from 1919…

The law of cultural heritage. This rests solely on UNESCO’s having designated the ‘gastronomic meal of the French’ as an item on its list of ‘intangible cultural heritage’ items. This is defined ‘as a four-course repast beginning with apértif and ending with digestif, served with appropriate wines and tableware, and made up of carefully chosen components.’

Why is this racist and expressive of Whiteness? Cohen tells us:

The creation and defense of the idea of a gastronomic meal of the French involved erasing not only the diversity of eating practices of French citizens across races and ethnicities, but also among Whites, essentializing a supposed innate national (and racial) character. … In short, it is a White washed (and bourgeois) version of French foodways which is now consecrated by the World Intangible Heritage List.”

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Arkiveret under:


6. juli 2021

Set i Politiken: ‘Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed’

Jeg bloggede om venstreradikale Harald Toksværd sidste år. En ung forfatterspire, der som søn af skuespiller Andrea Vagn Jensen indirekte har levet af statens filmstøtte. Det gør ham dog ikke venligt stemt overfor nationalstaten, og det gør næsten ondt på ham, at danskerne i disse dage giver den som stolte nationalister. Rød-hvide farver i det offentlige rum redder ikke Danmark, men en følelse af nationalt sammenhold blandt unge danskere, er ikke desto mindre en start. ‘Vi er danskerne – Vi er danskerne!’, lød det taktfast på torvet i Middelfart, lørdag aften. Det kunne være meget værre.

Venstreloonistisk kommentar af Harald Toksværd i Politiken – Ung forfatter: Dannebrog er et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi.

Der lader til at florere en mere eller mindre alment accepteret tese om, at nationalismens spøgelse opløses, når der er landskamp. Det er det ene tidspunkt, hvor der ingen grænser eksisterer for, hvor brændende intenst man kan identificere sig med et æterisk nationalgespenst i stedet for sig selv som menneske i verden, for nu handler det sgu om vores drenge.

Det er dog ikke kun til EM, man skal møde den dagligdags, banale nationalisme. I Danmark er vi glade for vores magiske stykke farvet sejldug i en sådan grad, at end ikke hyperpatriotiske forbilleder som USA kan følge med. Vi plastrer det på fødselsdagskager, studenterfester, nytårsfejringer og juletræer. Det rød-hvide korsmotiv er ætset ind i vores kranier fra den dag, vi lærer at kende ét billede fra et andet.

Det er definitionen på Noam Chomskys konstruerede samtykke – ingen fejring, ingen mærkedag kan slippe fra at skulle legitimere nationalstaten med al den bagage, der dertil hører. Fra fødslen indskrives man ufrivilligt i det kunstige, reaktionære fællesskab, man så kan bruge resten af livet på at kæmpe sig fri af.

Og nu går diskussionen så igen på, om ikke danerfanen kan vristes ud af den spirende etnonationalismes (læs: nyfascismes) slimede kløer. Om ikke det kan blive et fælles pejlemærke i stedet for endnu en splittende faktor i vort håbløst polariserede samfund. Er der dog intet, vi kan være sammen om længere? Svaret er jo, måske. Det bliver bare aldrig Dannebrog.

et symbol kan aldrig endegyldigt renses, hverken fra dets kontekst eller historie. … Det repræsenterer stagnering og entropi, og for stadig flere den afsky og umenneskelighed, der altid vil være indlejret i nationalismens dna. Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed.

(Danmark-Tjekkiet på storskærm, Middelfart, 2. juli 2021)

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


1. juli 2021

Aserbajdsjan: Krigsmuseum udstiller ’soldaterhjelme fra dræbte armeniere’, homoseksuelle forfølges

I en tid hvor medierne foregiver, at der findes en fælles global humanistisk kultur, hvor høns græsser blandt sultne ræve, så er det nødvendigt med lidt virkelighed. Sportskommentator Jan Jensen tror også på den universalistiske illusion, men den slags ønsketænkning påvirker næppe Aserbajdsjans ubestridte leder. Fra EB.dk – Danmark spiller kvartfinale i gangsterens baggård.

“Baku i Aserbajdsjan, hvor Danmark spiller kvartfinale mod Tjekkiet lørdag, har andet end sport at byde på. For eksempel et makabert krigsmuseum, hvor temaet er landets årelange krig mod Armenien om enklaven Nagorno-Karabakh.

Mere end 5000 soldater er dræbt under kampene, og på museet er udstillet hundredvis af soldaterhjelme fra dræbte armeniere. Det glædede i den grad Aserbajdsjans præsident og diktator, 59-årige Ilham Aliyev, da han tidligere på året indviede stedet.

Det er sådan, gangstere og krigsherrer opfører sig. Og en gangster er lige præcis, hvad præsidenten er.

… Præcis som Qatar, Kina og Belarus bruger ægteparret Aliyev sporten til at hvidvaske et regime, hvor politiske modstandere, homoseksuelle, kritiske journalister og menneskerettighedsforkæmpere bliver forfulgt, fængslet, tortureret og i nogle tilfælde dræbt.”

(Præsident Ilham Aliyev fremviser hjelme fra dræbte armeniere; Foto: RT)

Oploadet Kl. 01:14 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Arkiveret under:


30. juni 2021

Michel Houellebecq: “… the inevitable consequence of what we call progress… is self-destruction.”

Han nævner humanisternes demografiske ‘regeneration’, ikke forskellig fra ‘befolkningsudskiftningen’ (‘Le Grand Replacement’), der afvises som værende en konspirationsteori, af forskere der ikke kan bruge en kugleramme. Illusionsløse Michel Houellebecq kommenterer hos Unherd – The narcissistic fall of France.

‘I look on every side and all I see is darkness.’

I use that quote from Pascal (Pensées, 229) because I am not setting out to assert positive truths nor to defend opinions. I see a situation which — as Pascal writes in his next sentence — ‘offers nothing but cause for doubt and anxiety’.

In asking me to give an opinion on the now celebrated ‘Letter of the Generals,’ UnHerd‘s Will Lloyd rightly notes: ‘What seems most extraordinary about the furore that followed is that so few people questioned the premise of the letter — that France is on the point of collapse.’

There is in France a vague and widespread ambiance of self-flagellation — something that hangs in the air like a gas. Anyone visiting France and watching television cannot help being struck by the obsession of its presenters, journalists, economists, sociologists and assorted specialists: they spend the greater part of their time on air comparing France to other European countries, invariably, with the goal of belittling France.

In general, it is sufficient to point to Germany; but sometimes Germany does not have such a good record so they refer to Scandinavia, the Netherlands and, more rarely, Britain. Whatever the subject may be, it is of course always possible to discover a country that is superior to us; but such an extreme delight in masochism is surprising.

This is just a detail. By far a more important subject, since it is not only a symptom of decline but decline itself — decline in its very essence — is of course demography.

… No, we are not really dealing with a ‘French suicide’ — to evoke the title of Eric Zemmour’s book — but a Western suicide or rather a suicide of modernity, since Asian countries are not spared. What is specifically, authentically French is the awareness of this suicide. But if we consent to set aside for a moment the particular case of France (and really it would be wise to do so), the conclusion becomes crystal clear: the inevitable consequence of what we call progress (at all levels, economic, political, scientific, technological) is self-destruction.

I should mention in passing the Leftist/progressivist/humanist opinion: we are not dealing with a suicide but with a regeneration. Ethnic composition is, admittedly, being modified, but in the essentials everything else remains unchanged: our republic (or rather in Europe, mostly our monarchy) our culture, our values, our ‘Rule of Law,’ all that stuff. I sometimes hear this opinion being defended (though more and more rarely).

The 45% of French people who believe, on the other hand, in impending civil war help to show (and it is almost sweet) that France remains a nation of braggarts.

It takes two to wage war. Are the French going to take up arms to defend their religion? They haven’t had any religion for quite some time; and in any case, their former religion is the sort where you offer your throat to the butcher’s blade.

Would it then be a war to defend their culture, their way of life, their system of values? What exactly are we talking about? And supposing it does exist, is it worth fighting for? Does our ‘civilisation’ really still have something to be proud of?

Europe seems to me to be at a crossroads. Reading Pascal helps me a lot: but, like him, I see ‘nothing but cause for doubt and anxiety’.

(Michel Houellebecq, forfatter; Foto: NY books)

Oploadet Kl. 00:55 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


10. juni 2021

US-woke: Nyt navn til ‘Bachman’s sparrow’, “.. Bachman’s theories supported efforts to justify slavery”

Sidste år fik Danmark besøg af en Kaffersejler, som Sverige i 2015 omdøbte til ‘Hvidgumpede sejler’. Negerfinken fik nyt navn ved samme lejlighed, men den har altid heddet Hvidbrystet skovastrild herhjemme.

Den autoritative feltbog inkluderer danske navne på en del arter der er opkaldt efter rejsende ornitologer, mest tyskere. De er alle hvide, i lighed med de ornitologer der har lagt navn til amerikanske arter, og skærer man bortforklaringerne fra, så er det vel det der er hovedproblemet. Navnene afspejler Aftenlandenes hvidhed.

Georg Wilhelm Steller, d. 1746 (Stellarsand mfl.); Peter Simon Pallas, d. 1811 (Pallas’ havørn mfl.); Heinrich von Kittlitz, d. 1874 (Kittlitz’ præstekrave); Eduard Rüppell, d. 1884 (Rüppels grib); Henry Baker Tristram, d. 1906 (Tristams sortstær); Theodor Johannes Krüper, d. 1921 (Krüpers spætmejse)

En historie fra NPR – Monuments And Teams Have Changed Names As America Reckons With Racism. Birds Are Next.

“‘There’s Wilson’s warbler, and Swainson’s warbler, and Kirtland’s warbler,’ lists Kenn Kaufman, author of several birding field guides.

‘You’ve got Nuttall’s woodpecker, and Cassin’s vireo, Cassin’s auklet, and then there’s Botteri’s sparrow, and Bachman’s sparrow,’ he says.

Kaufman, like many birders, hadn’t paid much attention to the people behind the bird names. That is, until last year when he learned more about that last guy on his list.

‘John Bachman was a Lutheran minister in South Carolina,’ Kaufman says.

‘He also fancied himself to be a scientist,’ says Kaufman, ‘and part of what he wrote about was suggesting that whites were just naturally superior to members of other races.’ He says Bachman’s theories supported efforts to justify slavery.

‘We call these bird names verbal statues,’ Rutter says, ‘because so many of them truly are honoring folks that were involved in colonial and Confederate times.’

… Webster points to last year when McCown’s longspur was renamed the thick-billed longspur, after it was noted that John McCown was a Confederate general. He says it reflects a new consideration for social justice concerns.

The name change movement is part of a growing awareness that bird-watching has a diversity problem.

(Pastor Henry Baker Tristam, der lagde navn til Tristams sortstær)

Oploadet Kl. 02:56 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:


9. juni 2021

Kristian Lindhardt, SJW, dokumentarist: Det er ikke censur af historien, at rive koloniale statuer ned…

Der findes masse af venstreorienterede identitetskrigere på Twitter, og en del af dem hør desværre karriere på statsmedier. Det være sig eksempelvis Kristian Lindhardt, der præsenterer sig som ‘Journalist. Documentarist. Intersectional environmentalist. Decolonize’. Vi er langt fra den konkrete virkelighed, og ideologisk kun nuancer fra den militante venstrefløj.

Jer der mener, at det er censur af historien at rive statuer af koloniale morderiske psykopater ned – skyller I ud i toilettet, når I har lagt en lort? Eller er det også censur af historien? … Fjerner i glasskårene, når I smadrer et glas? Eller lader I dem ligge, så andre kan skære sig på dem og ‘lære af historien’?” (Kristian Lindhardt, Twitter, 7. juni 2021)

(Kristian Lindhardt på Twitter, 7. juni 2021)

“Racisme er ikke politik. At være racist er ikke et politisk ståsted. Racisme er vold. Hverken mere eller mindre.” (Kristian Lindhardt rt, 24. maj 2021)

Oploadet Kl. 01:13 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:


8. juni 2021

Om forskere: De hævder at undertrykkelsen intet har med ‘Mellemøstens dominerende religion at gøre’

Jeg har tidligere blogget om et anti-Israelsk opråb fra 40+ aktivistiske mellemøstforskere. Den gode Klaus Wivel kommenterer i Weekendavisen – Enøjet (kræver login).

“Den danske mellemøstekspertise har længe været mangelfuld, for at sige det mildt. Ville man have svar på, hvorfor Mellemøsten på stort set alle parametre, også menneskerettighederne, halter efter resten af kloden, har man ikke fået megen hjælp. Svaret har i reglen lydt, at det i hvert fald ikke havde noget med Mellemøstens dominerende religion at gøre. Først og fremmest handlede det om eftervirkningerne af den vestlige kolonialisme og om, ja, Israel, måtte vi forstå. Undertrykkelsen af kvinder, homoseksuelle, religiøse, politiske og etniske mindretal havde de mellemøstlige regimer ikke rigtig selv ansvaret for.

Men det var Jørgen Bæk Simonsens budskab, at intet sted på kloden havde større interreligiøs harmoni end Syrien. Vi overdrev desuden truslen fra islamisterne i Mellemøsten, fortalte han. I dag har religiøse fanatikere spredt død og ødelæggelse over hele området, der er ingen jøder tilbage i Syrien eller i resten af den arabiske verden, og kristne har i årtier været på flugt.

Mellemøstforskning i Danmark har kort sagt længe været grotesk enøjet. Forskerne har været forelskede i deres eget fag, og kritik er ofte blevet affejet som islamofobisk. Desuden har de været påpasselige med at være alt for uvenlige over for arabiske regimer, hvis lande de gerne ville kunne bo og arbejde i. Derfor har underskriverne vel stadig ret i, at palæstinenserne i de besatte områder er undertrykte af Israel, ikke sandt? Absolut.

Men når danske mellemøstforskeres mest rene fordømmelser og krav om boykot retter sig mod den eneste jødiske og demokratiske nation i Mellemøsten, bør alle advarselslamper blinke.”

(RUC.dk, 21. maj 2021: Building Solidarity in Danish Academia | Roskilde University)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper