21. juni 2021

Tom Jensen vs Facebook: “… jeg udstyres med en straf for helt uproblematiske bidrag til debatten.”

Det er fint at Tom Jensen problematiserer Facebook-censuren, men det ville være rart, hvis udgangspunktet ikke var deling af en Robinson-kritisk Høi-artikel. Problemet er censuren, ikke den manglende præcision i håndhævelsen. Der findes ikke godartet censur, og da slet ikke, når man på få sekunder kan finde venstreradiale hadesider såsom ‘Piss Be Upon You Tommy Robinson’ og ‘Tommy Robinson Exposed’. Sidstnævnte med permalinket ‘/wherestommeh’ har hele 47.000 følgere, og koordinerer i praksis fysiske angreb på den censurerede.

Chefredaktør Tom Jensen kommenterer hos Berlingske – Facebook kan ikke længere løbe fra sin brug af magt i samfundsdebatten (kræver login).

“… Hvorfor denne indføring i mine personlige Facebook-trakasserier? Jo, fordi der hersker en principielt vigtig diskussion om, hvorvidt Facebook i højere grad burde reguleres som et traditionelt medie med ansvar for indholdet på platformen, sådan som man er begyndt med at gøre det i nogle lande. For eksempel i Tyskland. Eller om det i praksis risikerer at kortslutte store dele af den demokratiske debat, fordi techgiganterne af forsigtighedsgrunde så vil fjerne masser af indhold, der i realiteten er helt uproblematisk. …

Jeg har haft den klare holdning, at øget statslig regulering af indholdet på de sociale medier ville være en farlig vildvej, der i praksis kan komme til at begrænse mange borgeres adgang til at ytre sig frit på nettet.

Det mener jeg principielt stadig. Men techgiganterne udfordrer det princip ved faktisk allerede at frasortere så meget indhold og sanktionere så mange brugere – som for eksempel jeg selv – at man i praksis har indtaget den klassiske rolle som redaktør. Blot har man givetvis overdraget redaktørrollen til en uigennemskuelig algoritme, der lader Mai Manniches faktuelle vildledninger passere…,mens jeg udstyres med en straf for helt uproblematiske bidrag til debatten. Med andre ord har Facebook selv nedsat sig om en magtfaktor, der deler og hersker i samfundsdebatten, uden at man ved med hvilke motiver.

Reelt udgør man en slags kritisk infrastruktur i kommunikationssamfundet. Men vi kan ikke gennemskue, hvordan denne position bruges. Hvorfor må man eksempelvis ikke nævne navnet på en højrefløjsaktivist som Tommy Robinson? Hvorfor skal Donald Trump blokeres i endnu to år? Man kunne få en grusom mistanke, ikke sandt?

(‘Tommy Robinson Exposed’ på Facebook, 19. juni 2021)



28. januar 2021

SoMe-debat: ‘Bliver først klart, hvor uretfærdigt det er, når man selv mister muligheden for at ytre sig’

Blandt mine faste podcasts er Comedy-kontoret på Radio4, hvor Torben Sangild præsenterer amerikanske standup’ere. Han er politisk korrekt, og relativ woke, men ser man bort fra lejlighedsvis politisering, så kan det godt høres uden at påvirke blodtrykket. Forleden dag blev Sangild smidt af Facebook, skriver Journalisten, og beretter, at det skete dagen efter han skrev et kritisk ‘opslag om Qanon’. Sangild er forundret, og påpeger at Facebook ikke bare er en tilfældig platform, men er at betragte som ‘infrastruktur’. Efter lidt larm i medierne, reaktiverede Facebook hans profil.

Anders Kjærulff var vært for podcastet Aflyttet på Radio24syv, og fokuserer som Sangild også på Qanon. Han fik kniven på Twitter, men er også tilbage. Nu hvor censuren er dårlig til at ramme ‘højrefløjen’, så kommer der i det mindste lidt overordnet debat ud af det. Kjærulff trods alt set skriften på væggen. Her lidt fra et længere indlæg han skrev om sin historien – Radio24syv-vært lukket ned af Twitter.

“Det var den 14. december i det herrens, eller måske mere djævelens, år 2020, og det blev mit sidste tweet. Jeg mistede med et slag over 5.000 følgere, personlige meddelelser og et utal af kontakter.

Måske læste Twitters algoritmer nisse-tweetet som et antivaccinestatement fra en QAnon-tilhænger? Måske aktiverede det Twitters ‘fake-news’-filter, på trods af, at netop Laurie Garreth er bredt anerkendt som seriøs og troværdig videnskabsjournalist og forfatter? Jeg ved det ikke.

Men noget skete. Et eller andet sted baskede en krigerisk digital sommerfugl med jernvingen og fyrede en laserkanon af: Min twitterkonto @kjaerulv blev først ‘midlertidigt suspenderet’ og derefter låst

Derfor: Når en techgigant som Twitter pludselig slår ned på en, uden at fortælle hvorfor, kan man godt komme alvorligt i tvivl: Har jeg sagt noget udokumenteret? Fulgt de forkerte? Og værre endnu: Er der nogen, der er ude efter mig? Nogen, der kan tage en telefon eller sende en mail til rette vedkommende og få lukket kæften på mig? Og hvis de kan få mig til at tie stille – så kan de også slukke for dig og Mette Frederiksen. …

Man er i hænderne på maskiner, og de sorthvide beslutninger, de tager på baggrund af det, der programmeres ned i deres algoritmer – algoritmer, der tydeligvis ændres afhængig af de politiske vindes retning. Det er ikke nyt, men det bliver først klart, hvor uretfærdigt det er, når man selv falder i fangehullet og mister muligheden for at ytre sig.

(Dansk Folkeparti Ungdom fik slettet opdatering om migranter, 2021; Foto: Facebook)



22. december 2020

Sverige: Nationale socialister dyrker venstreradikal tænker: ‘högerextrem ekofascism i digitala miljöer’

For snart ti år siden nævnte jeg henkastet den finske Pentti Linkola. En radikal teoretiker, der ville løse problemet med overbefolkning ved massemord. I en bog fra 1979 betegnede han Rote Armé Fraktions Andreas Baader og Ulrike Meinhof, som værende vejvisere, ‘not Jesus of Nazareth or Albert Schweitzer’. I 2004 støttede han islamiske terrorister mord på 193 tilfældige i Madrid, da han så det som en nødvendig ‘disruption’. Efter Linkolas død tidligere på året, blev han hyldet af to politikere for sin tænkning, begge fra den finske miljøparti.

En ny svensk rapport udgivet af ‘Totalförsvarets forskningsinstitut’ beskriver ‘högerextrem ekofascism i digitala miljöer’, og her kan man læse at de her moderne højreekstremister har tre helte. Foruden omtalte Pentti Linkola (6 hits), er det Una-bomberen Ted Kaczynski (5 hits), samt den erklærede nationalsocialist Savitri Devi (3 hits). Øko-fascister er sjovt nok ikke fascistoide miljøaktivister, men højreradikale og nazister der bruger miljøet i deres propaganda. Der findes selvfølgelig konservative tradionalister i og omkring prepperne, men det er nu alligevel bizart, at nationale socialister der dyrker højrefløjens modsætning ender med at blive en historie om højreekstremisme på nettet. Forskere kan virkelig definere sig ud af alt. Fra rapportens indledning.

“Begreppet ekofascism har cirkulerat i internationell media de senaste åren… Vad som menas med begreppet är ofta oklart. Dels framgår det inte ur begreppet om det syftar på miljöaktivister som vill använda totalitära metoder för att rädda miljön eller om det syftar på fascister som även värnar om miljön. Oftast syftar dock begreppet på det sistnämnda, det vill säga att fascismen är den primära ideologin och milj öengagemanget vävs in i en fascistisk ideologi. Det finns det ingen sammanhållen ekofascistisk rörelse eller ideologi utan snarare spridda individer och grupper som kombinerar mer eller mindre våldsbejakande radikalnationalism med en miljöpolitisk retorik utan att nödvändigtvis beteckna sig själva som ekofascister.

Traditionellt har miljöfrågor i första hand kopplats till grupperingar och personer som uppfattas som politisk vänster.‘ Politiker och grupperingar som uppfattats som högerkonservativa eller reaktionära har snarare associerats med klimatförnekelse och ointresse för miljöfrågor. Under senare tid har dock grön retorik, till exempel inom delar av den så kallade alternativhögern, sammanvävts med kulturkonservativa och etnonationalistiska tankegångar. Alternativhögern har tidigare gjort sig känd för att vinna anhängare genom ett populariserat och samtidsanpassat uttryckssätt, samtidigt som de ohämmat hämtat inspiration från 1900-talets fascism och nationalsocialism.

Historiskt har extrema grupper ofta inkorporerat aktuella teman i sina ideologier för att vinna fler anhängare och sympatier, så i en tid av ökande klimatoro kan det vara ett opportunistiskt drag att inkorporera miljöengagemang i en radikalnationalistisk ideologi. Ett drag som ekofascimen delar med många av de nyare radikalnationalistiska rörelserna…” (s. 3)

(Pentti Linkola, finsk øko-fascist, ornitolog…)



29. november 2020

CFDP-rapport: 100+ ikke-voldelige mænd er imod BLM & MeToo, krænker minoriteter… ‘emotionally’

Jeg har tidligere blogget om Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik (CFDP), senest da han til DR Nyheder advarede mod ‘antifeminismen’: “…vi har det retoriske tilløb. Vi mangler bare det ene angreb.” Der er gode stillinger i at forske i postulerede ‘voldelige højreradikale’, og sammen med Cand.psych Stine Helding Rand har han netop udgivet et skattefinansieret rapport for Nordisk Ministerråd. En på alle måder overflødig udgivelse, hvis vage forbeholdne konklusioner, kun giver basis for det forventelige: Behov for yderligere forskning.

Titlen er ‘The angry internet – A threat to gender equality, democracy & well-being’, og formålet er at undersøge den danske og nordiske ‘manosfære’. Der er ikke et eneste dansk eksempel på vold med udspring i antifeminisme, men Breivik er stadig et selvstændigt argument. Der gennemgås kvindehadske miljøer på Twitter, Reddit og 4chan, og begreber såsom Incels (Involuntary celibates), MRAs (Men’s Rights Activists), MGTOWs (Men Going Their Own Way) og PUAs (Pick-Up Artists). Uha, der findes mænd der åbent modarbejder venstreradikale feministers agenda.

Symptomatisk for rapporten, så bruges der to helsider på at beskrive Gab, et mindre censoreret alternativ til Twitter (s. 73-74). Det erkendes, at ‘the lack of open discussion and equal exchange of ideas’ radikaliserer subkulturer, hvad udgør et demokratisk problem, men rapporten anbefaler naturligvis ikke mindre censur på sociale medier. Bemærk tvetydigheden…

“One threat of free speech-platforms like Gab is that if only one political ideology feels a need for free speech, those views will seldom be challenged and it therefore effectively becomes a digital echo chamber. This incentivises a strong us vs. them-narrative, as noted on both Gab, incels. co, 8chan etc. where users talk of ‘normies’, blue- pills, soyboys and more, as a political and societal opponent, though without engaging in discussions with them, as they are on separate platforms.” (s. 74)

Det ville være befriende, hvis rapporten så anbefalede mindre censur på sociale medier, men det er ingenlunde tilfældet. De mange tilknyttede konsulenter er en broget forsamling af ekspert og identitetspolitiske aktivister – i det omfang det overhovedet giver mening at skelne. Det være sig eksempelvis Zetland-skribenten Frederik Kulager, der festede på skrift, da Youtube begyndte at shadowbanne Rasmus Paludan. Listen inkluderer derudover feministen Emma Holten, aktivisten Natasha Al-Hariri og mere ukendte Michael Bang Petersen, Lasse Lindekilde, Lumi Zuleta, Lene Stavngaard, Helena G. Hansen, Rasmus Munksgaard og Esther Chemnitz.

Der er ingen klare definitioner, og alt er således problematisk per definition, men alligevel konkludereres det at de anslåede 100 til 850 nordiske debattører i ‘The Manosphere’ ikke er farlige: “In the data gathered for this report, however, no indications of intentions to act upon misogynistic opinions have been noted.” (s. 30)

Det understreges i slutningen af rapporten, at der i øvrigt heller ikke er mange danskere i de her ikke-voldelige subkulturer, som de statsansatte feminister målretter sit virke imod.

“A quick look on the Nordic search key reveals that the Danish search key is more developed than the Swedish and Norwegian search keys… However, as visible in Table 3, Denmark does not come out as the dominant of the Nordic languages on any of the platforms, even though the Danish part of the search key is more elaborate. On 4chan it even appears that Danish is the second rarest language. (s. 101)

Det skrives ikke ordret, men kan man læse lidt mellem linjerne, så handler det ikke for frygten for vold. Det handler om frygten for ideologisk modstand, camoufleret bag plusord. Den yderste venstrefløj vil gøre dissens illegitim, og da selverklærede demokratiforkæmpere ikke åbent kan bifalde censur, så er der nødt til at være et farligt voldspotentiale et eller andet sted derude. De kommende år vil de formentligt tale om ‘mørketal’.

Frygten er dog også, at tilfældige debattører risikerer at blive ‘desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric’, og det er naturligvis også hæmmende for minoriteters ytringsfrihed, at de møder modstand på sociale medier: “… poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.”

Minoriteters følelser trumfer højrefløjens ytringsfrihed. Racisme er ikke en ytring, men en handling, kan man læse i diverse AFA-skrifter. Her er den akademiske udgave. Jeg har ikke læst rapporten slavisk, og det kommer jeg heller ikke til. Livet er ganske enkelt for kort til den slags.

(Center for Digital Pædagogik, 2020; Mere: The Angry Internet / Dansk resume)

Udpluk

“In this report it is concluded that specific Nordic misogyny is present on all three platforms though the amount varies from platform to platform – from 0.4% on Twitter, over 1.6% on Reddit, to 5.0% on 4chan1. Based on these numbers, it was estimated that a total of up to 850 active Nordic users had posted misogynistic and antifeminist content on the three select forums during the last year. … While the estimated amount of up to 850 Nordic aggressively misogynistic users can seem trivial in a political perspective, it does not take into it does not take into account how many passive consumers of the 850’s rhetoric there is. These passive consumers are at risk of being desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric used by the 850. Through qualitative interviews and field observations the analysis identified spillover effects of misogynistic content, in the form of phrases, neologisms, ideologies, and worldviews, migrating into ‘mainstream social media’. This spillover effect risks establishing a discourse of acceptance toward misogynistic rhetoric, which in turn could deter women (especially young) to refrain from participating in the public online debate.

One important point established in interviews with participants on aggressively misogynistic forums, and through observations on the same forums, was that many of the users had originally sought emotional and social support from the forums. Later these supportive structures had given way to narratives thought to be less ‘un-manly’, dealing less with vulnerability and unhappiness, and more with vengeance, assertiveness and ideas of (taking) power (back). Some of these forums were formulated in perspective of a ‘men vs. women’ idea, and as such had a (male) user base already feeling alienated from the usual intergender socializing. The users often describe themselves as ‘losers’ or (socially) unattractive, but seem to lack pro-social and pro-male communities, outside of these.

In order to deal with the issues of misogyny the following main recommendations are put forth:

– Forming partnerships with the most troubled forums to educate current moderators, or by installing volunteers, to help establish and reaffirm the support systems that these online communities are for many of their users. By mitigating the echochamber effect that these forums can often hold, and by trying to build bridges to the society that the users feel have shunned them, the brunt of the harmful ‘us-and-them’ rhetoric and mindset could be avoided.

– Building literacy and developing a more equal perspective on the possibilities and capabilities of each gender. Such engagement should target both children, youth, adults, and professionals, through a greater focus on gender, gender identity, and gender development. Furthermore, this can lead to changing and expanding gender norms and ideals to become more inclusive and to create room for diversity and standing up against traditional and stereotypical gender roles.

Requiring identity authentication in order to create accounts on social media platforms would diminish the amount of fake accounts considerably. …” (s. 2)

—–

“One often cited solution to any such problems of hate speech or gender- or minority targeted aggressive rhetoric is to close down the platforms. De-platforming the ideas, and hoping that they dissipate. Even if the notion of de-platforming carried any anti-radicalizing merit, it would largely negate the problem initiating the complex situation to begin with…

De-platforming can be viewed as a tool to close down particularly problematic networks, but should not be done without any secondary action, to ‘catch’ the users before they simply migrate from the now closed down forum, to the next – often to an encrypted or more elusive forum. Likewise, banning certain users will either motivate them to move on to other platforms or create new accounts. In the best of worlds, this will solve the democratic problem of these users preventing minorities and women from participating in the democratic processes of discussions online, but will not solve the problem of the wellbeing of the men themselves. Therefore, different strategies should be employed.

Having a place to talk about one’s problems is often a good thing, seeing as this can offer relief, and thereby limiting the probability of the individual needing a physical (or verbal) outlet. On the other hand, the culture on these platforms can also further fuel already budding thoughts, cementing them as peer-qualified political and social opinions. In essence, there is a fine line between having a place to vent, seek boundaries, and develop one’s identity, and fostering societally undesirable beliefs and attitudes. The former is a positive, while the latter poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.

… tackling this issue requires interventions on multiple fronts. Creating a change in culture requires early intervention, but such changes take a long time to take effect. Therefore, more immediate action is required as well. Early intervention could be in the form of educating child caregivers to be less gender stereotypical in their daily interactions and verbal exchanges with the children. Instead of lauding girls for their princess-like appearances and niceness, whilst at the same time complimenting the boys on being tough, fun or assertive, a more gender-neutral approach should be considered.

These small day-to-day interactions are part of a bigger picture, forming the way children see themselves and others in terms of gender, what is expected of each gender, and what each gender is and is not capable of. … The authors of this report see it as evident, when observing in maledominated online communities, that men more easily identify with aggressive emotions and strategies than ‘weak’ and emotional ones. This trait can lead to the problems being re-framed as political and gender-oppressing of men, and a call-to-arms to fight back against perceived evil oppressors, instead of daring to talk about the negative feelings that led the men there in the first place.” (s. 24)

—–

“The Men’s Rights Activists is a reactionary movement, meaning, it has emerged as a reaction to another social movement gaining support and momentum – in this case a reaction to feminism and multiculturalism (e.g. MeToo and Black Lives Matter). MRA’s can, in some instances, divert from past egalitarian movements such as the aforementioned BLM and MeToo, as it is focusing rather on removing rights from others, than gaining some for its own. Many key objectives for MRA’s are to roll back or halt the changes other movements are making.

They are trying to attain this goal by focusing on key feminist issues, such as equal pay, sexual assault, abuse against women, and the representation of women in popular and entertainment media, from a conservative ‘men suffer more than women, and women are actually just trying to blame men for their problems’ point of view. Most rape stories are perceived as false, and campaigns like #metoo are seen as ‘witch hunts’ designed to demonize men. By combating the feminist goals, under guise of them attacking women, they aim to reframe an anti women’s-rights-movement as a Men’s Rights Movement.

Most MRA movements see rights and power as a zero sum-game. Here the notion of women and minorities gaining the same liberties and societal influence as them is a threat to what they have always had. What the others gain, are feared to be lost on their own account. Therefore the feminist movement gaining traction throughout the last decade, becomes extremely threatening to the ipso facto sovereignty of the white man. Furthermore, the MeToo-movement, aiming at protecting women from men, is seen as an attack on the rightful rule over the sexual landscape, and therefore also an attack on said sovereignty.

Thus, Men’s Rights Activists are not only interested in protecting the rights of men, but also in cutting short the rights of women. Interestingly, MRAs and feminists focus on a lot of the same issues; e.g. oppressing gender-based stereotypes, violence and aggression in men, the overlooking and ignoring of assault against men, the skewed division of parental leave and child care, and the lack of openness towards men showing emotions among other issues. However, where feminists see this as being the fault of the patriarchal society and gender-based norms, MRAs see feminism as the root cause. (s. 48)



20. november 2020

Rapport associerer antifeminisme med nazisme: “… er imod opløsningen af de traditionelle kønsroller”

En af de store forskelle på de to politiske fløje, er venstrefløjens evindelige forsøg på at gøre egne holdninger apolitiske. Der findes stort set ikke en NGO, der ikke er tætpakket med venstreradikale, og Cybernauterne er ingen undtagelse. Deres ekspertpanel består foruden Maia Kahlke Lorentzen, der citeres i artiklen herunder, af folk som Freja Wedenborg (tidl. DKP/ml, Kommunistisk Parti), Aslak Ransby (tidl. SUF), Kevin Shakir (tidl. ansat af Enhedslisten). Maia Kahlke Lorentzen mener ikke der bør være en øvre grænse for indvandring, og demonstrerede så sent som sidste år med Antifascistisk Aktion. Begrebet ‘kønschauvinistiske fællesskaber’, der spiller en central rolle i rapporten, er taget fra idehistoriker Mikkel Thorup (tidl. Rød Ungdom).

Vi er med andre ord langt til venstre for virkeligheden, og det kan derfor ikke overraske at rapporten problematiserer enhver form for antifeminisme, der anskues som en radikaliserende glidebane mod vold. Et 33 siders associationstrick, der skal gøde jorden for venstrefløjens kønspolitiske agenda. Problemet er alt fra Lars Andersen, Jordan B. Peterson over Generation Identitær og Stram Kurs til konspiratoriske JKF21 og nationalsocialistiske Nordfront. Anarkokapitalister og antikapitalister er højreradikale, og meget meget farlige. De podcaster, og debatterer helt frit. Venstrefløjen hader den slags.

Rapporten fik rosende omtale i Politiken, og det er helt efter bogen. Langt værre er det, at rapporten er medfinansieret af Partnerskabet @lliancen, der inkluderer PET. Politiet skulle garantere den frie debat, ikke bistå den yderste venstrefløj i klapjagten på enhver form for dissens. Fra Politiken.dk – ‘Kvinder er notorisk utro’: Nynazister, scorekunstnere og muskuløse fanatikere lokker unge mænd med had mod kvinder.

“Én ting kan ekstreme grupper i internettets politiske undergrund enes om: Ligestillingen er gået for vidt. Ifølge en ny dansk undersøgelse benytter en broget flok af nynazister, scorekunstnere og fitnessfanatikere kønspolitiske udfald til at flytte brugere fra mainstreamplatforme til deres egne ekkokamre.

… én ting er de åbenbart enige om: Ligestillingen er gået for vidt. Mænd bliver undertrykt. Og tiden er inde til at vinde det tabte terræn tilbage. …

Ihvert fald viser en rapport udført af kooperativet Cybernauterne og organisationen DareGender, at antifeminisme, chauvinisme og agitation for traditionelle kønsroller går igen i en række ellers højst forskellige såkaldte ‘meningsfællesskaber’ på nettet.

… I rapporten, der har titlen ‘ Under indflydelse – Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet’, udpeger forfatterne seks meningsfællesskaber, som – ud over deres individuelle hovedbudskaber – alle er imod opløsningen af de traditionelle kønsroller. Nogle taler for at begrænse andres demokratiske rettigheder. Andre er angiveligt parate til at bruge vold.

… Rapporten bygger også på interviews med fem mænd, der har været en del af de ekstreme meningsfællesskaber. En af mændene forklarer, at hans søgen efter en video med evolutionsteoretikeren og ateisten Richard Dawkins bragte ham videre til mere og mere ekstremt indhold. Og han endte hos den amerikanske højreaktivist Gavin McInnes, der har grundlagt den voldelige, nyfascistiske gruppe Proud Boys.

… Rapporten fra Cybernauterne er især rettet mod folk, der arbejder med børn og unge, men også tænkt som en hjælp for forældre, som gerne vil forstå, hvordan de digitale platforme fungerer, forklarer Maia Kahlke Lorentzen.”

(Cybernauterne, 2020: Under indflydelse. Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber…, 33 sider)

“Den danske transkvinde May Lifschitz er model for undertøjsfirmaet Victoria’s Secret, og ungdomsmagasinet Teen Vogue har overskrifter som ‘4 Things You Should Stop Saying to Nonbinary People’ i artikler, der handler om, at køn er flydende. For nogle er dette en mulighed for frigørelse. For andre er det et tegn på, at ligestillingen har taget overhånd og at tingene er på vej i den gale retning. … Denne rapport kortlægger meningsfællesskaber, der betoner køn og maskulinitet i modstand mod ligestilling og feminisme i en dansk sammenhæng. Den belyser, hvordan deres forestillinger og fortællinger om køn skaber fjendebilleder, der i sidste ende kan lede til had, chikane og vold. (s. 4f)

“Idéhistoriker Mikkel Thorup bruger samlebetegnelsen kønschauvinistiske fællesskaber om de grupperinger, fra anti-feminister til højreradikale, der dyrker en ide om, at mandlig dominans er naturlig. De meningsfællesskaber, som vi har fundet frem til, har forskellige ideologiske udgangspunkter, men har det til fælles at de taler imod feminisme og ligestilling, eller imod politiske bevægelser der arbejder for ligestilling og ligebehandling på tværs af køn, seksualitet og etnicitet.” (s. 6)

“Etnonationalistiske meningsfællesskaber dyrker en stærk tilknytning til deres etniske og nationale identitet, i samklang med islamofobi og kritik af indvandring, der opfattes som en trussel imod medlemmernes identitet og kultur. … Deltagere fra forskellige grupper har udøvet digital chikane eller intimidering af politiske modstandere, for eksempel ved at oversvømme dem med ubehagelige beskeder, offentliggøre deres adresser eller skrive profiler på dem på blogs og hjemmesider.” (s. 10)

Meningsfællesskaberne dyrker også en fortælling om, at ytringsfriheden er under pres fra en elite, der ikke ønsker at deres politiske modstandere skal få lov at tale. Denne fortælling forstærkes og føles bekræftet, når sociale medier fjerner indhold eller hele kanaler fra folk man er ideologisk beslægtet med, hvis det har overtrådt platformenes retningslinjer. Et eksempel er Tommy Robinson fra den højreekstreme gruppe English Defence League, der i 2019 blev fjernet eller skjult på både Facebook, YouTube og Tiktok på grund af hans brud på deres retningslinjer om racisme og hadtale. Dette var et stort emne både i Danmark og internationalt, på tværs af de forskellige meningsfællesskaber, hvor man dyrker en opfattelse af, at ytringsfriheden er absolut, og derfor bør inkludere retten til at komme med racistiske, hadefulde eller voldsparate udtalelser.” (s. 16)

“Den Nordiske Modstandsbevægelses sympatisører dukker lejlighedsvis op i kommentarerne hos Stram Kurs, Lars Andersen, Podcasten Ytringspligt og Generation Identitær.” (s. 22)

“Groft, grænseoverskridende indhold er populært på nettet. At være hård og konfronterende og nedladende overfor andre, for eksempel nogen, der har dummet sig i offentligheden, er en indholdsform, som man også ser på mainstream YouTube, og som med succes er blevet overtaget af de politiske influencere. Som en interviewperson beskriver sit første møde med indhold fra Jordan Peterson…” (s. 26)

“Det er en hel genre i sig selv at lave såkaldte ‘takedowns’ eller ‘owns’ (slang for at vinde over en mod- stander). Indhold, der latterliggør eller kritiserer progressive bevægelser, er effektivt til at fange opmærk- somhed på digitale platforme. Der findes utallige videoer på YouTube med titler som ‘feminist gets owned’, der kan benyttes til at underkende pers- pektiver, latterliggøre andres meninger og bekræfte bestemte ståsteder.” (s. 26f)

“Forskning i ekstremisme peger på, at nogle miljøer tilbyder en form for remaskulinisering, altså en måde igen at føle sig sikker i sin maskulinitet på, der indebærer en aggressiv adfærd, at bære skydevåben, udøve vold eller deltage i krigshandlinger. … Ideer om den hypermaskuline mand og modstand mod ligestilling vækker genklang — også i Danmark. Man behøver ikke at være socialt udsat i traditionel forstand for at finde meningsfællesskabernes kønsforståelser attraktiv, og det er derfor nødvendigt at øge indsigten i nye potentielle risikogrupper, der ellers kan opfattes som ressourcestærke og velfungerende.” (s. 31)

Trygfonden. Projektet er støttet af @lliancen, som er et partnerskab mellem PET, Medierådet for Børn og Unge, Børns Vilkår, Dansk Ungdoms Fællesråd, Skolelederforeningen, Efterskoleforeningen, Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet (STUK) og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme (NCFE). Partnerskabets formål er at udvikle, støtte og drive initiativer og projekter, der kan bidrage til at styrke børn og unges modstandsdygtighed over for radikalisering. DareGender og Cybernauterne er ansvarlige for det redaktionelle indhold i denne rapport. Indholdet er derfor ikke et udtryk for Partnerskabet @lliancens holdninger og synspunkter.” (s. 32)

(Cybernaut Maia Kahlke Lorentzen: for masseindvanding, imod ytringsfrihed til højreorienterede)



5. november 2020

MSM: Manden der gjorde Trump til ‘budbringer af hvidt overherredømme’ – “En kronraget californier…”

For et par år siden bragte (venstreorienterede) VOX en længere artikel om Trump-rådgiver Stephen Miller, der under et tv-interview – ifølge Twitterland, så ud til at have tilført sin vigende hårpragt et skud ’spray-on hair’. Det var et pinligt forsøg på at dække over det faktum, at han næsten var skaldet, lød det.

Politikens korrespondent i Latinamerika har læst en skinger portrætbog om Miller, og namedropper onde konservative/nazister, der vil stoppe indvandringen, ikke godtager Black Lives Matters dagsorden, og ligefrem vil skabe lov og orden. De har radikaliseret Trump med Miller som bindingsled. Millers mentor er David Horowitz, han er private venner med Steve Bannon, og har talt med Richard Spencer, der angiveligt engang har heilet.

Fra Politiken – Taleskriveren fra Det Hvide Hus: En kronraget californier er manden bag Trumps had.

Hvordan blev ejendomsspekulanten og realitystjernen Donald Trump en budbringer af racisme og hvidt overherredømme? Svaret er: hans 35-årige rådgiver Stephen Miller. En ny bog dokumenterer, hvordan Stephen Miller selv blev radikaliseret i 1990’ernes Los Angeles og fandt vej ind i Trumps indercirkel, godt hjulpet på vej af højreekstreme tænkere.

… Stephen Miller derimod sagde ikke et ord. Han lod hånden glide hen over sin kronragede isse, nikkede til et par fans, og skred så direkte mod elevatoren i sit jakkesæt og forsvandt. 35-årige Stephen Miller lever fint i grænselandet lige der, hvor magten er inden for rækkevidde, men den relative anonymitet samtidig begynder. Der har han befundet sig i de seneste godt 4 år. …

‘Miller tager ikke rampelyset, og det fungerer godt for Trumps ego. Til gengæld er Millers magt kolossal. Trump føler, at han skylder Miller meget af æren for sin valgsejr i 2016, og han er på godt og ondt dybt afhængig af ham – så meget, at det måske vil koste ham chancen for at vinde dette valg’, siger journalisten og forfatteren Jean Guerrero. …

‘Miller forstår, hvad der skal til for at skabe de provokationer, som fyrer op under Trumps tilhængere. Han ved, hvordan man dyrker hadet, for han har lært det fra barnsben i Californien. Og hans historie viser, at Trumps succes ikke bare kommer fra Trump selv. Den udspringer af en politisk udvikling og en radikaliseringsproces, for Miller er blevet radikaliseret igennem årtier, ligesom USA er blevet det’. ….

Netop Millers evne til at piske følelser op skulle senere, i Trumps regeringstid, få stribevis af kommentarer og memes på internettet til at sidestille ham med Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels. Sammenligningen er grov – også fordi Miller har jødisk baggrund…

På Duke University dyrkede Stephen Miller et image som konservativ intellektuel. … Da nogle mandlige atleter fra universitetet blev anklaget for at have voldtaget en sort kvindelig stripper, som de havde bestilt til at underholde ved en fest, tog Miller dem i forsvar. Det lignede en tabersag for ham – indtil politiets dna-analyser viste, at der ikke var tegn på, at de anklagede mænd havde voldtaget kvinden.

… Steve Bannon, der havde tæt kontakt til Trump og senere blev den øverste chef for hans valgkampagne, anbefalede Trump at hyre Stephen Miller til at udvikle sin politik. Det samme gjorde senator Jeff Sessions, der uden videre sammenlignede sin unge medarbejder med den kontroversielle republikanske toprådgiver Karl Rove, som var chefstrateg for præsident George W. Bush.

… som Jean Guerrero udtrykker det: ‘For Miller er det et ideologisk spørgsmål om at holde bestemte grupper ude af vores land, fordi han fra en tidlig alder er blevet indoktrineret til at mene, at de ikke er vores land’.”

(Collage: Jean Guerrero, Hatemonger, 2020)

“Bogen prøver at svare på et af de vigtigste spørgsmål, som Trumps første præsidentperiode efterlader: Hvordan blev Donald J. Trump – en ejendomsspekulant og realitystjerne fra den liberale metropol New York – synonym med racisme, fordomsfuldhed og flirten med ideer om hvidt overherredømme, som ingen præsident i nyere tid har været blot i nærheden af? Kort sagt: Hvor kom hadet fra? Svaret er, dokumenterer bogen, langt hen ad vejen Stephen Miller. Samt de ultrakonservative kredse i Californien, der radikaliserede Miller som helt ung. Ganske som Miller har radikaliseret Trump og hans politiske projekt.”



30. oktober 2020

DR: Bevidst begrebsforvirring – ‘De nye nazister’, ‘kernen af et højreekstremt miljø’, ‘højreorienterede’

Jeg ser stort set aldrig ‘Danmarks Radio’, men en bekendt tippede mig om dokumentarserien ‘Kriminelt’, der kan streames på DR.dk. Første sæsons otte afsnit er helt efter bogen. Om pædofili, voldtægt, stalking, pyromani, bandekriminelitet og en udsendelse om nazistiske NMR (Den Nordiske Modstandsbevægelse, Nordfront). Heller ikke denne gang noget om autonome optøjer, Antifascistisk Aktion, Redox-overvågning etc.

Udendelsen om ‘De nye nazister’ er et nærmere studie værd, selvom der ikke kommer noget nyt fra det sædvanlige ekspertpanel anført af ‘forsker i ekstremisme’ Chris Holmsted Larsen. Udsendelsen handler som sagt om organiserede nazister, og en de frafaldne kilder fortæller åbent at han var ‘nazist’, og det udpensles at de var ‘fascineret af hagekors, Hitlers tredje rige, og forestillingen om den ariske races overlegenhed’. Aldrig drejede sig om kampen mod demokratiet. Slutmål: ‘revolutionen’.

Selvom der fokuseres på hærværket mod jødiske grave i Randers, så var P1-journalist Tom Carstensens interviews med ledende skikkelser i organisationen ikke inkluderet. Han fortalte, at de ikke vil kaldes nazister, da de var helt grundlæggende var nationale ’socialister’, der ikke så sig som højreorienterede, men ‘venstreorienterede’.

Få sekunder efter titlen ‘De nye nazister’ toner frem på skærmen, lyder speaken: “Vi skal nu med to meget unge mænd ind i kernen af et højreekstremt miljø”, og herfra går det stok over sten med ‘højreekstreme’, ‘højreekstreme miljøer’, ‘et højreekstremt miljø’, ‘højreekstreme grupper’, ‘højreekstremister’, ‘højreekstremistiske organisationer’ mv. Holdningsmassagen klimakser da vært Trine Maria Ilsøe interviewer politiefterforsker Bent Isager, og her pointerer, med henvisning til NMR, at det ikke er ulovligt at være ‘islamist, eller højreorienteret’. Fra heilende nynazister til ‘højreorienterede’.

Det er smart at bruge nazisme synonymt med højreekstremisme, men hvis organisationen man portrætterer ikke er ekstremt højreorienteret endsige højreorienteret overhovedet, så er det bevidst manipulation. Politisk motiveret? Ja, det må det være. Det er en længere proces at lave 29 minutters tv-dokumentar, og man må gå ud fra, at de har tænkt over begreberne. Lenin-Chris udfyldte fint sin rolle.

(DR, Kriminelt, Sæson 1 Episode 2: De nye nazister)

“To unge mænd er høje af lykke efter være blevet indlemmet i en nynazistisk organisation, der bruger vold rundt om i Norden. To andre fra samme organisation er fængslet for hærværk mod den jødiske kirkegård i Randers.” (DR.dk)



29. august 2020

Undertegnede i Information: “Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark”

Jeg ignorerede journalisten lidt, da jeg blev kontaktet, men Katrine Winkel Holm og Kasper Støvring har tidligere medvirket i serien, så det blev et ja. Informations ‘Fascistometer’-test er baseret på Adornos definion, men som blogger er det trods alt rart med jævne mellemrum at blive citeret for noget jeg rent faktisk har sagt.

Jeg præsenteres som højreradikal blogger, men også som en mand der blot er ‘lidt til højre’ for den etablerede højrefløj, som fokuserer på multikulturelle samfunds skyggesider. Sandheden er lidt højreradikal, må man forstå. Jeg scorer 13,6 procent over gennemsnittet, og mine mest fascistiske træk er ifølge testen ‘Destruktiv kynisme’: En ‘generel fjendtlighed over for ting, der ikke er i tråd med ens personlige værdier, og ringeagt for menneskelivet’.

Det lever jeg fint med. Ideologi er en måde at forstå verden på, men jeg har et liv der skal leves, og vil ikke smadre et velfungerende homogent demokrati, blot for at undgå en fascist-etikette. Og da slet ikke når den kommer fra en af Frankfurterskolens revolutionære teoretikere, der vil gøre vold mod alt jeg har kært.

(Dagbladet Information, 29. august 2020, 2. Sektion, s. 25)

Fra weekendudgaven af Dagbladet Information – Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950′ ernes Danmark (kræver login).

“Er det sandt, at en stank af 1930′ erne har bredt sig på den moderne højrefløj? Kim Møller driver den højreradikale blog Uriasposten og bliver stemplet som nazist en gang i timen. Vi har bedt ham tage Theodor Adornos fascisttest fra 1947 for at se, om der er noget om snakken. …

I Adornos F-skalatest, der måler autoritære og facistiske personlighedstræk, scorer han 13,6 procent over gennemsnittet, og han havde da også skammet sig, hvis han scorede lavere i sådan et ‘kulturmarxistisk projekt’.

[…]

– Før indikerede du, at det hele var et spørgsmål om kultur, men det er også genetik?

‘Tjo, der er en forbindelse. Hvis to danskere får et barn, opdrager de også deres barn dansk. De, der ikke er danske, kan ikke opdrage nogen ind i danskhed. Der er brug for en dominerende kultur, nogle kan integreres ind i. ‘Det er måske også lidt racistisk at sige, men den vestlige kultur er langt overlegen den mellemøstlige.’

– Ja, det er det. Hvad synes du om testen?

‘At tage en test for at diskutere graden af egen fascisme er da lidt latterligt. Nu er jeg gået med til det denne gang. Men normalt hjælper jeg ikke folk, der vil kalde mig noget grimt. Fascisme er et skældsord, og nu er jeg så 13,6 procent fascist.’

– 13,6 procent mere fascistisk end gennemsnittet.

‘Ja, det vil jeg da næsten håbe, for gennemsnittet er til at lukke op og skide i.’

– Det forstår jeg ikke?

‘Hvis jeg nu havde været mindre fascist end gennemsnittet i en kulturmarxistisk test, havde jeg været en del af problemet. Klar til at nedlægge Danmark.’

– Hvad tænker du, at testen forstår ved fascisme?

‘Det ligger mellem linjerne, at Adorno har det, som Søren Krarup kaldte en negativ fascination af nazisme, hvor man leder efter den alle steder. Det er udbredt i dag. Meget af det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark.‘”



22. august 2020

Bwalya: Afdøde lynches igen, ‘We’ve seen this before’ – “… gratis for hvide mænd at voldtage kvinder”

Seneste udgave af P1 debat havde overskriften ‘Racisme eller folkedomstol?’, og selvom Bwalya Sørensen er en gave for højrefløjen, så er 45 minutters idioti alligevel hård kost. Før Bwalya måtte jeg høre på Enhedslistens Rosa Lund, og hun holdt sig heller ikke tilbage. Det omtalte drab på Bornholm trækker tråde ‘til et racistisk motiveret politimord i USA’, lød det igen. Intet indikerer at Floyd blev udsat for racisme, og næsten tragikomisk var det, da hun efterfølgende postulerede, at der årligt var 3-5000 tilfælde af ‘racistisk-motiveret vold’ herhjemme.

Selvom Rosa Lund lyder som en intellektuel stenkaster, så taler hun i det mindste med en vis form for logik. Sådan er det ikke med Bwalya Sørensen, der tidligere på ugen rablede ud i Berlingske, og her torsdag middag næsten overgik sig selv. Det meste lød usammenhængende, men argumentet var noget med, at det var racistisk fordi offeret var sort. Og at det iøvrigt mindede lidt om plottet i Mississipi Burning, da alle rottede sig sammen om at lynche den sorte ingeniør posthumt. Citater fra den vanvittige afrikaner.

Hvide mænd kan gratis voldtage kvinder, hvorimod sorte lynches for samme under rettergang. Faktisk, så forsøgte medierne at ignorere det racistiske drab, og den slags er set tidligere…

“Det er ikke kun strukturel racisme, men en lynchning. En lodret lynchning. … Hvad er det der er realiteten. Det er simpelthen… Det er simpelthen gratis for hvide mænd at voldtage kvinder her i Danmark. / “Der blev faldt dom. På et døgn. Og det er derfor jeg nævner… På 24 timer, uden efterforskning, blev den afdøde ingeniør dømt for voldtægt. Og konklusionen var, at så er det ikke racisme. … på et døgn.” / Medierne i starten, forsøgte bare at begrave den her sag… Vi undrer os, at der er ikke er noget kritisk journalistik…” / “For sorte mennesker, det her det ligner en meget meget dårlig B-film, som afspilles for øjnene af os. Som er blevet gjort mange mange gange om de her lynchninger. Hvor alle myndigheder, om all white jury, alle sammen står sammen og dømmer en mand, og så er han hængt inden 24 timer. We’ve seen this before. … Det er en lynchning. Der er ingen der taler ingeniørens sag.”

(Collage: Ku Klux Klan, Bornholm-Chapter)

Bwalya i Berlingske.

“… ‘Jeg fastholder, at det er en hadforbrydelse og et racistisk drab,’ siger hun.

Hun peger på, at Phillip Johansen netop var uddannet ingeniør, og at lynchninger af sorte i USA historisk ofte har haft afsæt i sorte mænds succes eller forhold til kvinder. …

‘De kaldte ham neger hver dag. Der har aldrig været et tilfælde, der har været så klokkeklar en hadforbrydelse. Det er simpelthen flovt. Selv når I får det klasket helt op i ansigtet, er I i total benægtelse. …,’ siger Bwalya Sørensen.

Både de sigtedes og Phillip Johansens omgangskreds har klart afvist et racistisk motiv, da særligt den ældste bror og afdøde var bedste venner. De fortæller også, at Phillip Johansen selv var ophavsmand til det racistisk ladede tilnavn, han ofte blev omtalt med. Men Bwalya Sørensen mener, at det er en ren overlevelsesmekanisme.

Aviserne har travlt med at sige, at de var venner, men read between the lines. Med al respekt, han har en ingeniørhjerne og er venner med en, der skovler lort fra grise. There is an intelligence difference. … Jeg undrer mig over, at I hvide mennesker taler sammen i jeres ekkokammer uden at spørge en black person. Han var strandet på den ø. Man må få det til at fungere. Han var klog. Han havde strategier. Det er overlevelse. …,’ siger Bwalya Sørensen.”



11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper