11. marts 2021

Lex migration: ‘Når de tabte kampen, mistede de også deres kultur, og deres samfund gik i opløsning’

Der er mange sandheder i artiklen herunder, der omtaler en bog fra en tid, hvor det var europæerne der smadrede multikulturen (den oprindelige betydning). Ligesom oprindelige folk blev udryddet af europæere med ‘Guns, Germs, and Steel’, så vil masseindvandringen også gøre danskerne til en ydmyget minoritet. Eventuelle diskussioner desangående må omhandle datoen, for kurset er sat er sat af nutidens Waldemar Dreyer’ere, folk som Eske Willerslev: “Hvis vi ikke blander os med fremmede, så uddør vi.”

‘Indianerne stoppede ikke indvandringen. I dag lever de i reservater’, lød et letforståelig budskab, da jeg var ung. Det holder stadig. Interessant artikel af Bo Bjørnvig i Weekendavisen – De hvide & de vilde (kræver login).

“På den yderste sydspids af det amerikanske kontinent levede i 1800-tallet et folk kaldet ildlænderne, omkring 10.000… I 1930 døde den sidste, der talte sproget.

Samme skæbne led de indfødte på Tasmanien, den store ø syd for Australien. Også dem drev fåreavlerne klapjagt på og udryddede. I New Zealand kæmpede godt 4.000 indfødte maorier i 1860erne intenst mod cirka 18.000 britiske soldater, en kamp, som briterne først vandt efter flere års offensiv. Nu er maorierne en minoritet.

Og i Argentina gennemførte regeringen i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet flere militære aktioner mod de indfødte, der ikke kunne lade europæernes kvæg være. Den indfødte kultur bukkede under. De indfødte i Australien udgjorde ingen militær trussel, de blev trængt væk og flyttet ud i reservater.

… Mange af de indfødte kulturer, som europæerne mødte, var meget krigeriske, det gjaldt aztekerne og inkaerne, masaierne og kafferne, afrikanske kongeriger som Dahomey og adskillige nomadefolk. … På den måde var europæernes krigeriske opførsel ikke disse naturfolk fremmed, og når de tabte kampen, mistede de også deres kultur, og deres samfund gik i opløsning, for de havde mistet deres krigerære.

Men da vi nærmede os 1900-tallet, begyndte nogle europæere at beklage udryddelsen af de mange indfødte kulturer. Forfatteren Waldemar Dreyer (1853-1924) – der var læge, populærvidenskabelig forfatter og direktør for Zoologisk Have – udgav i 1898 et stort værk om Naturfolkenes Liv, som han afsluttede med den triste erkendelse, at de ‘Vilde’ – som han altid sætter i anførselstegn – ikke var Guds bedste børn, det fremgår af bogens mange beretninger om nedslagtninger, kannibalisme og menneskeofringer.

Krig, skriver han, er en udbredt menneskelig beskæftigelse. Nogle folk er mere krigeriske end andre, mens enkelte ligefrem er fredelige, men stridigheder med naboer om jagtret og landområder truer hele tiden. Derfor var det i de fleste kulturer vigtigt at vinde hæder som kriger. Men, fremhæver han, den hvide mand er den værste…

(Waldemar Dreyer, Naturfolkenes Liv, 1898)

“Livet paa Jorden vilde ikke vinde i Værd eller Interesse for os, om alle dens Beboere trak i samme Uniform og levede væsentlig det samme Liv, blev dette end nok saa meget et ‘Kulturliv’.” (Waldemar Dreyer, 1898)



1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ’soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[…]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[…]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”



13. juni 2010

Bo Bjørnvig om skønlitterære forfatter, der “er idioter politisk set”

Bo Bjørnvig får ikke nævnt kommunisten Stieg Larsson, men der er masser af rødrabiate svenske forfattere af tage af. Kommentar i Weekendavisen – Gøg og Gokke: Macho -humanisme.

“På et vist tidspunkt fristes man som bogelsker til at opgive at bedømme forfattere politisk. For der er alt for mange gode af slagsen, som er idioter politisk set. Som Jan Guillou og Henning Mankell.

Mankell er glødende maoist og tilhænger af Mugabe, der har kørt Zimbabwe i sænk. I den netop viste tv-serie Talismanen har manuskriptforfatterne Guillou og Mankell skrevet sig selv ind i handlingen, hvor de optræder som sig selv, og i en længere værtshus-scene forklarer Mankell en ivrigt nikkende Guillou, hvilken prægtig fyr Mugabe er, og hvilken uretfærdig hetz han er udsat for fra den vestlige presses side.

I en af sine sidste romaner, Kineseren, begræder Mankell, at Kina har svigtet Maos idealer om solidaritet og andet godt og betrådt kapitalismens vej. Man skulle tro, at det trods alt ville falde anmelderne for brystet, men de tager det forbløffende roligt. Nok ud fra ovenstående idé om, at det ikke bør lægges gode forfattere til last, at de er politiske idioter.

Som Jyllands-Postens solskinsanmelder Lars Ole Sauerberg konkluderer i sin anmeldelse af Kineseren: »Mankell lægger gennem de personer, vi formodes at sympatisere med, ikke skjul på, at Den Kinesiske Folkerepublik styret af kommunistpartiet stadig bør følge den maoistiske linje … Det kan godt være, at der er lidt 1970’er-sværmer over Mankell, og at han undertiden prædiker politik lidt rigeligt. Men han kan skrive, så de fleste andre nordiske spændingsforfattere må føle sig hensat til amatørernes rækker, og han kan komponere en spændingshistorie, så 500 sider ikke føles at være en side for meget.«

Berlingskes Mette Strømfeldt er ikke så positiv, men også hun bruger den æstetiske målestok: »Det ender med at være så dræbende kedeligt, at man hverken orker at tage stilling til Mankells provokerende historie om en ny form for kolonialisme eller hans udlægning af Maos tanker.«



25. april 2010

Bo Bjørnvig: Jørgen Dragsdahl “gik russernes ærinde” og hans eftermæle kan ikke reddes

Injuriesagen mod historiker Bent Jensen anlagt af journalist Jørgen Dragsdahl bliver en større sag de kommende uger, hvor sagen endelig når sin afslutning. Godt oprids af Bo Bjørnvig i seneste udgave af Weekendavisen – Jensen contra Dragsdahl : Det kan kun gå galt (ikke online).

“En nærlæsning af Dragsdahl -afsnittet i bind 13 afslører, at det i forbavsende grad er et partsindlæg:

Kommissionens sprogbrug er afslørende i sig selv. Efter hver fremlæggelse af Dragsdahls ikke så fine meritter følger en undskyldende forklaring, og mens der tages forbehold over for troværdigheden hos de personer, der ikke kan lide Dragsdahl , gælder det ikke de folk, der er positive over for Dragsdahl: Vicepolitimester Mikael Lyngbo er helt fin, han kommer godt ud af det med Dragsdahl, mens en kriminalassistent, der går for hårdt til ham, undsiges. Som bevis citeres Dragsdahls egen nedrakning af assistenten!

Mærkeligt er det mildest talt også, at PET-kommissionen kun beskæftiger sig med, at Dragsdahl havde ét møde med en KGB-officer i Wien og ét i et S-tog. Når det af andre PET-dokumenter fremgår, at Dragsdahl mødte sin KGB-føringsofficer hele fire gange i Wien. Med rejsen fra og til USA betalt af KGB. Og havde flere møder med KGB-agenter rundt i Danmark, i Næstved, Holbæk og Roskilde. Det fremgår af det forsvarsskrift, som Bent Jensen har forfattet til retten…

Og det er afgørende for retssagens udfald, derfor skriver kommissionen: »Dertil kommer, at PET’s ansatte, som allerede anført, udlagde agentbegrebet forskelligt. Når en PET-medarbejder i dette eller andre tilfælde omtalte Dragsdahl som agent, var der typisk tale om en personlig vurdering, eller en henvisning til Dragsdahls status i Gordijevskij- materialet. Oplysningen kan således ikke siges at være et udtryk for PET-ledelsens strafferetlige opfattelse.«

Hermed har kommissionen så at sige dementeret alle PET-agenternes argumenter for at Dragen var agent. Abrakadabra! Men at kommissionen alligevel – for en sikkerheds skyld – har fravalgt en række belastende PET-dokumenter om Dragsdahl er der vist ingen tvivl om. PET-kommissionen har måske nogen ære af, hvad den ellers har lavet – selv om det tog tid – men den har ingen ære af sin måde at tackle Dragsdahl-sagen på.

Det samme kan siges om hovedpersonen Dragsdahl. Han var i midten af 1980erne den vigtigste rådgiver for det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget – der gennemførte fodnotepolitikken m.m. – og var desuden i nogle år medlem af SNU, et sikkerhedspolitisk udvalg, der skulle rådgive regeringen. Her fik han fortrolige oplysninger, bl.a. om NATO fra en officer, som siden blev forflyttet. At Dragsdahl var en lidt tvivlsom person at have siddende lige dér, fremgår af denne udtalelse fra ham i 1986, refereret af PET, hvor han forklarer, hvorfor KGB ikke behøvede at hverve ham: »Ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte. I forvejen kunne han jo følge dem et langt stykke.«

Når PET afsætter så mange kræfter på i flere år at aflytte og følge Dragsdahl – hans møder med KGB-folk etc. – er det selvfølgelig, fordi man anså ham for en alvorlig sikkerhedsrisiko. Når nu PET og PET-kommissionen siger, at man ikke havde nok på ham til en straffesag, så ændrer det ikke billedet af Dragsdahl som en mand, der gik russernes ærinde. En mand, der i den grad tog fejl. Så Dragsdahls eftermæle er svært at rense, også selv om han skulle vinde injurie-sagen.

(Jørgen Dragsdahl, 1969 – dansk repræsentant for Black Panther Party)

Mere.

  • PET Kommisionen – KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark (pdf 188 sider; foto: s. 143).
  • 22/4-10 Jyllandsposten – Sagen: Dragsdahl vs. Jensen.
  • Oploadet Kl. 00:12 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    4. september 2006

    Historiesyn… “en forbenet stalinist [der] fik lov til at optræde som demokratiets vogter”

    Fra seneste udgave af Weekendavisen. Bo Bjørnvig opsummerer og kommenterer en række bog-anmeldelser. Her lidt fra God er en pludselig død.

    “Danske frivillige tog til to fronter før Anden Verdenskrig: til Spanien for at bekæmpe Franco og til Finland for at bekæmpe Stalin. Begge ting lige hæderværdige – med den hage, at de Spaniens-frivillige kæmpede for Stalin, mens de finlandsfrivillige kæmpede imod Stalin. Mens de sidste har et lidt blakket ry, da de kom til at stå som forløbere for nazisternes kamp mod Rusland, så har de første altid stået i det smukkeste lys…

    […]

    Nye kilder – tyske, spanske og russiske – bekræfter, at det ikke blot var ubesindigt, hvad de frivillige kastede sig ud i, det var vanvid. For de blev ikke blot bekæmpet af Francos nationalister, men også af deres »egne«, kommunisterne. Det kommer frem i Antony Beevors meget roste bog Den spanske borgerkrig, at kommunisterne blev instrueret af Stalin og hans mange agenter til at føre en nådesløs krig mod de udenlands-frivillige for at sikre en kommunistisk magtovertagelse i Spanien. Denne interne strid sikrede Franco sejren. Med vor egen Steen Andersens ord: »De internationale styrker blev indsat som kanonføde på himmelfartskommandoer, og nogle enheder var ved fronten i op til 150 dage uden hvil… Henrettelser på stedet hørte til dagens orden og den stalinistiske paranoia førte til oprettelsen af en koncentrationslejr ved navn Camp Lukacs, som husede mere end 4.000 af de internationale frivillige… Rapporterne til NKVD og Komintern afslører, at kommunisterne nærmest var mere optaget af at føre deres egen udryddelseskrig mod ‘interne fjender’ end at tage kampen op mod Francos styrker. Kommunisternes heksejagt havde katastrofale følger for moralen i den internationale styrke, og mange forlod stærkt desillusionerede Spanien.« Ifølge Steen Andersen giver Beevors bog hermed myten om »idealisternes kamp mod ondskaben«… »et skud for boven.«

    […]

    Så svært er det åbenbart at opgive, hvad Steen Andersen kalder »det romantiske billede« af borgerkrigen. Så svært er det at acceptere, at Stalins kommunister var nogle slyngler af Guds nåde, som på ingen måde stod tilbage for nazisterne i fanatisme og grusomhed. George Orwell, der selv deltog som frivillig, beskrev forræderiet – men det var ikke nok til at punktere myten. Bent Blüdnikow (Berlingske Tidende) prøver at forklare: »Nazismens og fascismens ugerninger kastede en skygge ind over fortiden og vor bedømmelse af den. Alt, hvad der havde rørt ved nazismen og fascismen, blev brændemærket, og de, der havde kæmpet imod herunder kommunisterne, fik et mildere eftermæle eller blev ligefrem helte. Derfor blev Spaniens-frivillige helte, mens Finlands-frivillige ikke blev det. Derfor blev nazistiske sympatisører og deres medløb omhyggeligt nævnt i Den Store Danske Encyklopædi, mens kommunistiske medløbere slap meget lettere fra encyklopædiens vurdering. Derfor har forfattere, der har været i berøring med nazismen svære forklaringsproblemer, mens kommunistiske forfattere stadig kan være moralske fyrtårne.« Steen Andersen er inde på det samme: »På vore egne breddegrader kan man nævne, at nu afdøde Villy Fuglsang igen og igen fik spalteplads og taletid til at genfortælle myten (om idealisternes kamp mod ondskaben, B.B.). Det er i sandhed historiens ironi, at en forbenet stalinist fik lov til at optræde som demokratiets vogter.«

    Mindst en halv million døde i krigen, en halv million blev holdt i KZ-agtige lejre bagefter, hvor ca 70.000 døde. Hitler fik afprøvet sit krigsudstyr og Stalin fik alle europæiske venstreorienteredes sympati – hvilket kommunisterne har levet højt på siden. Indtil nu faktisk.”

    

    23. maj 2005

    Bo Bjørnvig og Lars Hedegaard om Richard Floridas seneste bog – de forkæledes oprør

    Weekendavisens Bo Bjørnvig kan ikke rigtigt forholde sig seriøst til Richard Floridas seneste bog, der tolkes som værende De forkæledes oprør. Hvorfor så ikke citere Lars hedegaards bidske kommentar:

    Satans mobilnummer

    »Så slap det ud. I en artikel i Politiken oplyses det, at den meget omtalte kreative klasse i Danmark tæller præcis 666 tusinde, hverken mere eller mindre. Der skal således ikke megen algebra til for at få den berettigede mistanke, at der er tale om en satanistisk sekt. Hvorfor ellers lige dét tal? 666, Satans mobilnummer overalt på kloden, og nu er det sluppet ud… Derefter udgiver han (Florida, B.B.) en bog mere om emnet, hvori han gentager sig selv samt skælder ud på Bush og Co. for at smadre den superklasse, som læserne ellers troede var kommet for at blive. Men nu flygter den fra Amerika til bl.a. Danmark pga. den bibelske administration i Washington. Set udefra burde det egentlig ikke komme bag på Florida. Bush er kristen for alvor, og sådanne alvorsmænd har forståeligt nok aldrig haft et særlig godt forhold til Satan og alt hans uvæsen. Bush og Co. har med andre ord gennemskuet den kreative satan til Florida, og førstnævnte vender som bekendt ikke den anden kind til. Udgangen på det hele bliver måske, at også Florida slutter sig til den caffe latte-drikkende sekt i Danmark – alt sammen pga. Politikens uforsigtighed.«

    Oploadet Kl. 20:01 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper