19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



25. september 2019

Greta Thunberg: “We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money…”

Pæne borgerlige medier er så småt begyndt at forstå, at Greta Thunberg ikke er en ung klimaaktivist, men en marionetdukke for den yderste venstrefløj. I umiddelbar nærhed af hende ses ofte, hendes personlige assistent, 23-årige Luisa-Marie Neubauer, der foruden at være medlem af Bündnis 90/Die Grünen og Grüne Jugend, er aktiv i ‘One Foundation’, en organisation der blandt andet støttes af globalisten George Soros. Forbind selv punkterne.

Mandag talte hun til et klimatopmøde i FN, og har gav hun en opvisning i klima-alarmisme. Jeg er villig til at tro på, at hun tror det selv, men som en klog mand engang sagde, så tror jeg på, at der er en klimakatastrofe på vej, når dem der påstår at der er en klimakatastrofe på vej, begynder at opføre sig som om der er en klimakatastrofe på vej. Således faldt ordene…

“You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I’m one of the lucky ones. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you! …

For more than 30 years, the science has been crystal clear. How dare you continue to look away and come here saying that you’re doing enough, when the politics and solutions needed are still nowhere in sight. …

You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.” (NPR, 23. september 2019)

(Greta Thunberg taler til FN, 23. september 2019; Foto: SCMP.com)

“Børn inddrages nu i kampen for klimaet. I demonstrationer flokkes børn og ganske unge mennesker under bannere med simple slogans til kamp for miljøet. Vi har set den slags anvendelse af børn til politiske formål før. Under Den kolde Krig blev børn brugt for at argumentere for atomfrie zoner i Norden. Formålet var jo fred, hvem kan være imod det, men de atomvåbenfrie zoner var Moskvas ønske, mens deres egne raketter pegede mod os. … Præcis som nu var de opflammet af politisk idealisme og naivitet samt manglende viden om de reelle forhold.” (Udnyttelse af børn, Bent Blüdnikow, Berlingske, 2019)

(Luisa-Marie Neubauer og Greta Thunberg; Foto: Der Tagesspiegel)

Oploadet Kl. 01:56 af Kim Møller — Direkte link64 kommentarer


6. august 2019

Blüdnikow: ‘Ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi’

Groft sagt-klumme af Bent Blüdnikow.

Sjælden ærlighed

Det er lidt af en begivenhed, når man læser andet end frelste smånyheder på Politiken, for her trives våde drømme om en kulturradikal verdensorden. Men det sker, at et ærligt ord slipper gennem avisens strenge censur, som da Politikens journalist Hans Davidsen-Nielsen forleden skrev: ‘Med årene er jeg blevet tiltagende træt af at skrive om terrorens tragiske trivialitet. Det irriterer mig grænseløst at være nyttig idiot for mennesker, hvis stærkeste våben er evnen til at fastholde medieopmærksomheden og ad den vej sprede frygt.’

Jo, det er sandt nok, at medierne giver terroristerne stor opmærksomhed, men ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi. Og Hans Davidsen-Nielsen er slet ikke så uskyldig, som han foregiver. I 2004 udgav han bogen ‘Danskeren på Guantanamo – den personlige beretning’ om den danske terrorist Slimane Hadj Abderrahmane, der havde kæmpet med terrorister i Afghanistan. Bogen var en kvalmende ukritisk mikrofonholderbog om den danske terrorist.

Oploadet Kl. 13:07 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


22. januar 2019

Bent Blüdnikow: “Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister.”

Sejrherrerne skriver historien, og i Danmark har socialisterne konsolideret magten på alle niveauer. Bent Blüdnikow har skrevet en kommentar om Lousianas udstilling af Dea Trier Mørchs værker. Fuld tekst herunder.

Historiefup på kunstmuseet Louisiana (Oprindeligt trykt i Berlingske, 20. januar 2019)

Dea Trier Mørch var efter alt at dømme et varmt og sympatisk menneske. Hun var en fornem kunstner, når hun ikke blev grebet af propagandistisk iver. Hendes bedste værker fra de venstreorienterede årtier er ikonografiske.

Louisiana har viet hende en udstilling med nogle af hendes bedste værker, men udstillingen baserer sig på en historieløgn.

Hun kaldes i udstillingens tekster for en ‘feministisk pionér’, og teksten fortsætter ‘i sit grafiske værk viser Dea Trier Mørch sig som humanist og socialrealist med det menneskelige portræt i centrum….På afstand af hendes egen samtid er det værkets humanistiske karakter, troen på det enkelte menneskes værdi og berettigelse, der træder frem.’

Påstanden kan ikke være længere væk fra sandheden. Dea Trier Mørch var i 10 år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Da hun meldte sig ud, var det ikke, fordi hun forstod, at kommunismen havde myrdet millioner af mennesker, men med en dødssyg erklæring om, at: ‘Parolestilen fra slutningen af 60’erne op til midten af 70’erne er ikke længere brugbar…’ Hun fortsatte som hjemløs kommunist og forstod aldrig tragedien. Dertil kom, at hun som kommunist altid satte kollektivet over individet, som kommunismen nu engang foreskrev, og som det også viste sig i hendes romaner. Mennesket var ikke i centrum, tværtimod.

Hun gøres nu til humanist, og der er ikke på udstillingen ét ord om hendes kommunisme eller kollektivisme. Det er historiefordrejning. Det minder om en ny udstilling på Henry Heerup-museet i Rødøvre med titlen ‘Heerup og den kolde krig’. Her er ikke et ord om Heerups kommunistiske medløberi og hans støtte til de forslag om atomvåbenfrie zoner, som var et sovjetisk påfund. Her er han også bare humanist.

Fortiden spiller stadig en rolle for vor politik og samfund. I Sverige fryser de Sverigedemokraterne ud, fordi de er på højrefløjen, og det påstås, at de er nazister. Samtidig er den gamle venstrefascist og KGB-spion Jan Guillou en mediehelt i Sverige. Men hvad gør man ikke for at rense sig for det faktum, at Sverige arbejdede tæt sammen med nazisterne under krigen? Og Alternativets Uffe Elbæk klæber 1930ernes betegnelse fascisme på sine politiske modstandere; han der selv var på den yderste venstrefløj og var kommunist.

Fortiden bruges i den nutidige politiske kamp. Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister. Med sin udstilling om Dea Trier Mørch forvansker Louisiana fortiden og bliver bevidst eller ubevidst til bannerfører for nutidens fuphistorie.

(Foto: Louisiana.dk)



10. oktober 2018

Blüdnikow: Danske dagblade anmelder film om Gudrun Schyman, omtaler ikke kommunistisk fortid…

Når man følger medierne fra højrekanten, så virker en del af døgnets nyhedshistorier som en form for venstreorienteret magtdemonstration. Da Sverigedemokraterne i sommers, som en form for aggressivt forsvar, lancerede en dokumentarfilm om Socialdemokraternes racebiologiske fortid, skabte det ikke debat om Socialdemokraterne. Problemet var den underlødige video, og dokumentarens forventelige småfejl. Fokusflytteri.

Nu er der så kommet et hyldstportræt af feministen Gudrun Schyman, og ikke engang borgerlige danske medier gider fortælle, at hun er tidligere kommunist med alt hvad deraf følger. Bent Blüdnikow i Berlingske.

Skyggen af nazisme

Vi lever stadig i skyggen af naziperioden. Sverigedemokraterne har fået skudt i skoene, at de har nazistiske rødder, og enhver af partiets ytringer om indvandringen kædes sammen med nazisme.

Selvom massemordere som Stalin og Mao myrdede flere mennesker end nazisterne, kædes deres vestlige medløbere aldrig sammen med massemorderne. Portrætfilmen om den svenske politiker Gudrun Schyman er netop blevet anmeldt i danske dagblade. Hun var leder af det socialistiske Vänsterpartiet Kommunisterna og siden af Feministisk Initiativ. Hun havde en fortid som medlem af venstreradikale organisationer, der hyldede Mao, Lenin og den slags uhyrer. Men i ingen anmeldelser nævnes dette.

Har du blot en overfladisk berøring med noget til højre, vil nazi-koblingen altid ligge til journalisternes højrefod, men kommer du fra venstre, vil ingen forbinde dig med morderiske bevægelser. Så derfor, unge mennesker: Bliv medlem af den hjernedøde venstrefløj og bliv anset for et godt menneske.

(Eks-kommunisten Gudrun Schyman i GUDRUN – konsten att vara människa, 2018; Foto: Youtube)

“Hun begyndte sin politiske karriere i Marxist-Leninistiska Kampförbundet. I 1977 blev hun medlem af Vänsterpartiet Kommunisterna – VPK (der i 1990 smed ‘efternavnet’).” (Wiki)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



11. januar 2018

Danmark-hadende Lars von Trier får pris for ‘fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur’

Filminstruktør Lars von Trier har i årtier opført sig som et opmærksomhedssøgende barn, og for en hvid dansker er der ingen større forbrydelse end borderline-antisemitisme. Udenlandske medier kædede hans udtalelse sammen med den danske højredrejning, og glemt var tilsyneladende mandens årelange had til Danmark og danskerne. Det hele opsummeres fint i hans barnlige protest imod Haarders Kulturkanon, hvor han demonstrativt klippede korset ud af Dannebrog. Lidt i stil med venstreradikale kunstnere, der år forinden farvede Dannebrog Moskva-rød.

Fra B.dk – Lars von Trier får Sonningprisen på trods af anklager om antisemitiske udtalelser og krænkende adfærd.

“Filminstruktør Lars von Trier er årets modtager af Sonningprisen på en million kr. … Sonningprisen tildeles for et ‘fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur’.

Ud over sit kunstneriske virke har Lars von Trier vakt opsigt med provokerende udtalelser. I 2005 kaldte han den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, for ‘et røvhul’ ved en pressekonference i Cannes. I 2011 skabte det opsigt, at han udtalte sig forstående over for nazilederen Adolf Hitler:

‘Jeg forstår Hitler, men jeg tror, at han gjorde nogle ting, som var helt forkerte. Absolut. … jeg tror, at jeg forstår manden. Han er ikke, hvad vi kalder en god dreng, men jeg forstår meget om ham og sympatiserer en lille smule med ham’. …

Rektor for Københavns Universitet Henrik C. Wegener, der er formand for Sonning Komiteen, siger om disse sager:

‘Sonning Komiteens bestyrelse læner sig op ad en indstilling fra Akademirådet, og den indstilling forholder sig til Triers kunstneriske værk og bidrag til europæisk kultur og forholder sig ikke som sådan til personen og hans udtalelser. Vi har drøftet det samlede billede…’

‘I den helhedsvurdering, vi lavede, var Triers indsats til fulde nok til at give ham prisen. Vi forholdt os også til kunstneren, og vi fandt ham værdig. …'”

(Lars von Trier skænder Dannebrog, 2006; Collage: Uriasposten)

“… det danske svastika. Det burde samles ind og afbrændes.” (Lars von Trier om Dannebrog; TV2 Zulu, 24. marts 2001)



31. oktober 2017

USA: Hillary-fløj betalte for rapport, der ‘berettede om Trumps skandaler og samarbejde med russerne’

‘Leoparddrengen’, der har 21.000 følgere på Twitter, rettede søndag et angreb mod Berlingske, på grund af avisens bloggosfæriske ‘bataljon af hadspredende galninge’. Identiteten fik støtte fra Paula Larrain, tidligere vært på TV-avisen, der mente redaktør Tom Jensen burde ‘tage kritikken’ til efterretning. Hun var aktiv hos De Konservative for blot to valgperioder siden.

Jeg gætter på, at Larrain & Co. også er bekymret over Bent Blüdnikow-klummen ‘USA set med borgerlige briller’. Fra B.dk – Amerikanske journalister er i chok.

“I sidste uge kom en afsløring, der rystede journalisterne i den etablerede presse. Washington Post skrev tirsdag, at Hillary Clintons kampagnestab og Det demokratiske Partis organisation sammen havde betalt for den rapport om Donald Trump, der berettede om Trumps skandaler og samarbejde med russerne. Det var denne rapport, udarbejdet af den britiske fhv. efterretningsmand Christopher Steele, der berettede, at Trump havde været sammen med russiske ludere på et hotel og at de havde tisset i den seng, hvor præsident Obama og hans hustru tidligere havde sovet. Saftige sager hvoraf intet indtil nu er dokumenteret, men som blev gentaget og gentaget i amerikansk og europæisk presse.

Clinton-staben og Det demokratiske Partis organisation kanaliserede pengene hemmeligt gennem et advokatfirma ved navn Perkins Coie, som betalte et selskab ved navn Fusion GPS, der så igen havde fået fat i Cristopher Steele. Det vil sige, at Clinton-staben og demokraterne samlede smuds med baggrund i russiske kilder for at sværte en præsidentkandidat til. Clinton-folkene og demokraterne tav om deres aktive andel i kampagnen og løj systematisk over for journalisterne. Journalisterne var lette ofre, for de var så forhippede på at få noget skidt på Trump og hans stab, at de blindt troede på alle oplysninger. …

Sagen rejser spørgsmål om FBIs ageren generelt og endnu en sag ryster FBI, fordi det nu er kommet frem, at russerne betalte store beløb til Clinton-parrets fond i 2009-2010, samtidig med at russerne erhvervede rettigheder til forekomster af uran i USA. Det skete i den periode, hvor FBIs leder var Robert Mueller – ja, den samme Robert Mueller, som er sat til at undersøge om Trump-staben intrigerede med russerne. …

Wall Street Journals kommentator Kimberley A. Strassel skriver: ‘Hvis Steele-rapporten endte hos det demokratiske partis organisation og Clintons politiske medarbejdere, så kan du bande på, at den også havnede i Obamas Hvide Hus. Dette forklarer måske, hvorfor Obamas politiske aktører begyndte at aflytte Trump-staben. De ledte efter noget afslørende, noget der kunne diskvalificere Trumps kandidatur. …’

En af de interessante aspekter af de sensationelle nye afsløringer er, at journalisterne fra de etablerede medier, som har brugt store ressourcer for at finde noget snavs om Trump, nu er i chok.”



22. oktober 2017

Blüdnikow om DR-serie: “Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017.”

Det er altid godt med konkret kritik af DR-udsendelser, men det eneste der for alvor batter er nu engang fyrede journalister og arbejdsløse dramatikere. Sejrherrerne skriver historien, og SR-alliancen er altdominerende i DR Byen. Jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere vil det blive tydeliggjort.

Bent Blüdnikow anmelder DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig, 10. afsnit i serien. Fra B.dk – Usandheder og manipulation i DRs historieserie.

“I forrige afsnit af DRs danmarkshistorie var der fem klip med Politiken og ingen med Berlingske Tidende eller Nationaltidende. …

Dette sidste afsnit af danmarkshistorien er værre. Afsnittet starter i 1942 og omtaler den voksende modstand mod tyskerne. Man ser socialdemokraten Inger Merete Nordentoft blive arresteret af tyskerne og beskrevet som medlem af modstandsbevægelsen. Så toner amatørhistorikeren, forfatteren Pia Fris Laneth frem og siger:

‘Hun var en del af den kulturradikale bevægelse i 1930erne, hvor intellektuelle, socialdemokrater og kommunister så det som deres vigtigste opgave at bekæmpe fascismens menneskesyn og propaganda. De gik ind for lighed mellem kønnene og de gik ind for demokrati.’

Det er usandt. Mange kulturradikale i 1930erne var stærkt kommunistisk påvirket, og de og kommunisterne gik ikke ind for demokratiet.

Dernæst træder Politikens fhv. chefredaktør Bo Lidegaard frem og taler om Jens Otto Krag og dennes store sociale indignation. I afsnit otte var det arbejderlederen Louis Pio, der var helten. I forrige afsnit var det socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, som blev hyldet for at skaffe lighed og retfærdighed til landet.

Og i dette afsnit er det Jens Otto Krag, der fuldkommen fylder skærmen ud i bogstaveligste forstand. Han prises i scene efter scene for sin indsats for landet, og der er ikke et ord om, at han under besættelsen var en fortaler for et nært økonomisk samarbejde med Tyskland. Bo Lidegaard får ordet gentagne gange for at prise Jens Otto Krags indsats for at fremme et velfærdssamfund. Ikke en eneste borgerlig politiker nævnes.

Frihedskampen er sporadisk beskrevet og den repræsenteres af Inger Merete Nordentoft og bl.a. de kommunistiske arbejdere på arbejdspladsen B&W, hvis indsats for at skade tyskerne omtales. I en scene, der beskriver modstandsviljen, ser man en ung mand plante det kommunistiske flag med hammer og sejl.

Der er ikke en eneste borgerlig frihedskæmper eller organisation nævnt og heller ingen borgerlige politikere. Væk er præsten Kaj Munk, den konservative leder og modstandsmand Christmas Møller og de andre borgerlige, der kæmpede mod nazismen. Ikke en eneste er nævnt. …

Pludselig er vi ude af krigen og i 1945 og fortællingen vender tilbage til Inger Merete Nordentoft. Vi får at vide, at man både i kommunistiske kredse og udenfor havde ‘begejstring’ for Sovjetunionen for de ofre, landet havde ydet i kampen mod nazismen. Men der er ingen oplysning til unge mennesker om, den tragiske virkelighed, nemlig at Stalin først havde sluttet en pagt med Nazityskland og siden havde ofret millioner af landsmænd i håbløse angreb og deporteret andre millioner til Gulag.

Alt dette er mørkelagt, og det er sikkert, fordi det kunne skæmme heltebeskrivelsen af Inger Merete Nordentoft, der meldte sig ind i kommunistpartiet efter krigen. Det var der mange, der gjorde, men Nordentoft meldte sig først ud efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956, hvilket serien omhyggeligt beskriver med Nordentoft i nærbillede. Men serien spørger ikke, hvorfor hun ikke meldte sig ud før, for også tiden kort efter krigen var en terrortid, hvor Stalin sendte millioner til Gulag og lavede skueprocesser bl.a. mod jøder. Det var der klar dokumentation for, men Nordentoft tav og det samme gør DR nu.

Serien slutter med Den kolde Krigs afslutning, og man giver selvfølgelig æren for optøning og samarbejde til kommunisten Mikhail Gorbatjov og ikke til Ronald Reagan. Det er også her den eneste korte bemærkning om de borgerlige politikere finder sted, idet det nævnes, at den borgerlige regering i 1970erne skar økonomisk ned, hvilket ramte mange familier, men dog reddede økonomien.

DR har med dette afsnit lavet en politisk ensidig og useriøs udgave af danmarkshistorien. Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017. Borgerlige politikere med en historisk bevidsthed og kampmod burde protestere.”

(Collage: Wikipedia v/Jan Friberg, DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig)

Oploadet Kl. 11:13 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


8. august 2017

Bent Blüdnikow om Trump og journalisters ‘traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier.’

Bent Blüdnikow i Berlingske – Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed.

“I næsten samtlige borgerlige medier fra Wall Street Journal til National Review har kritikken af Trump været særdeles hård. … Men der har ikke fra borgerlig side manglet kritik af de etablerede medier som Washington Post, New York Times og bl.a. CNN. Fra at være medier, der ville gengive virkeligheden til den amerikanske befolkning, er disse medier blevet et oppositionsparti og har skrottet de journalistiske dyder. Alt kan nu bruges i kampen om at vælte Trump. Fra administrationens tidligere Obama-embedsmænd flyder en strøm af anonyme oplysninger til pressen, der holder gryden i kog. … For de borgerlige er der anledning til undren over, at de medier, der i otte år under præsident Obama var ganske kritikløse, nu bruger alle sager til at kaste mistanke over Trump-regeringen.

Blandt mange eksempler kan nævnes Trump besøg i Europa i juli og han tale i Polen om de vestlige værdier og nødvendigheden af at forsvare dem. Talen blev af borgerlige amerikanske medier modtaget som en næsten Reagansk tale og rost til skyerne. I de etablerede medier blev talen rakket ned og kaldt udtryk for hvid racisme. Hvad de fleste medier hæftede sig ved – ikke mindst i Europa – var, at den polske præsidentfrue ikke trykkede Trumps udstrakte hånd, men gik hen til Melania Trump. Da præsidentfruen senere forklarede, at hun blot havde fulgt etiketten ved at trykke kvindens hånd først, blev det ikke gengivet i medierne. Man ønskede den negative historie og fortalte ikke, at Trump havde givet en forrygende tale.

… Der sker nemlig positive ting under Trump-regeringens korte levetid. Aktierne slår den ene rekord efter den anden. Job-tallene er gode og stadig flere kommer i arbejde. Regeringen har gang i en deregulering af love og regler for bl.a. erhversvlivet, der er med til at øge optimismen. Og ikke mindst har Trump øget tilliden til amerikansk udenrigspolitik, fordi han har vist, som fvh. chefredaktør Anna Libak bemærkede i Berlingske, at USA nu igen er parat til at bruge magt. … kun lidt af dette får plads i de etablerede amerikanske medier og slet ikke i de europæiske, hvor de negative kulørte historier totalt dominerer.

Sådan har det været i årevis. Præsident Reagan var bare en dum skydegal cowboy og præsident George W. Bush var dum og reaktionær. Præsident Obama var derimod et geni, ifølge de samme euorpæiske medier, både i de borgerlige og i de røde.

Republikanske politikere er altid blevet behandlet dårligere end demokratiske. Det skyldes, at journalisterne altid refererer fra de røde medier og hentede og stadig henter deres historier fra venstreorienterede aviser som Guardian, New York Times og f.eks. det israelske Haaretz.

Det skyldtes sandsynligvis ikke manglende åndsevner til at orientere sig i andre medier eller en bevidst politisk slagside, men en traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier. Resultatet bliver en forvrænget virkelighed.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper