26. marts 2009

Søren Espersen vs Politikens abonniner

Søren Espersen har skabt stor debat med en kronik i søndagens Politiken, der med baggrund i DR Dramas seneste produktioner gav et bud på persongalleriet i den kommende DR satsning Borgen – De røde lejesvende manipulerer (21/3-09)

1. Hun er den purunge, nyvalgte muslimske politiker, som bærer hijab-tørklæde, er menneskekærlig og god og kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at dømme hende på hendes tørklæde: »Jeg er jo bare en dansker, som har valgt at bære tørklæde«, siger hun… Hun kæmper mod fordomme – og viser sig i løbet af serien som en både brav og retsindig pige. Den del af ansigtet, man kan se, er i øvrigt kønt.

2. Han er den idealistiske journalist og er personligt led og ked af at arbejde i det ormebefængte miljø på Borgen. Han har valgt journalistikken for at kæmpe for det gode i mennesker og for at gøre verden et bedre sted at leve. CO2 har hans store interesse, og han kan næsten ikke holde det ud med al den forurening – og den måde, vi behandler muslimerne på. Han er regeringens største skræk, og de er bange for, at han vil afsløre hele deres komplot.

3. Hun er en rigtig led, beregnende og kold heks, populistisk og kynisk. Hun er partileder, og hun finder hele tiden måder til at gøre livet for indvandrere så uudholdeligt som muligt… Hun er nepotistisk og korrupt – og lader sig, mens hun slikker sig om munden, bestikke af kapitalistiske producenter af nye kampfly.

(fra Livvagterne, afsnit 3 – se evt. her)

4. Han er den ubestikkelige partiformand, som er ved at slide sig selv op i kampen for en ny regering, et bedre miljø, kærlig tolerance over for fremmede og en verden uden kampfly. Kun to ting elsker han højere: Sine to, halvstore børn fra sit kuldsejlede ægteskab – Laurits og Julie. Han kan næsten ikke holde ud at svigte, når der er arrangementer på deres skole, men bliver ofte nødt til det. Han prøver så at forklare dem, hvor vigtigt miljøet er. Og det forstår Laurits og Julie…

5. Hun er minister-spindoktor – og en rigtig giftig én af slagsen. Hun er fuldstændig ligeglad med andres følelser og bruger i en lukket kreds tit og gerne udtryk som ’perler’ og det, der er værre. Hun er liberal/konservativ og har en kæmpevilla oppe i Hellerup. Hun bruger al sin tid på at grave snavs op om den menneskekærlige journalist, så hun kan bringe ham i miskredit over for hans redaktør, som hun i øvrigt boller med.

6. Han er en desillusioneret, veteran – borgerlig MF’er – men med hjertet på det rette sted, som kender spillet og er derfor nøglen til, hvordan den onde regering endelig kan bringes til fald. På sine gamle dage er han blevet led og ked af at have været med til al den ondskab mod socialisterne, og nu angrer han – og er blevet ’deep-throat’ for den menneskekærlige journalist. Det er især tanken om de indespærrede asylbørn i Center Sandholm, der har ændret ham for altid.

7. Hun er ansat i Center Sandholm, og kan næsten ikke holde til at være der mere – så forfærdeligt synes, hun det er for flygtningebørnene. En dag, den ubestikkelige partiformand med det kuldsejlede ægteskab er på udvalgstur i Centeret, mødes deres øjne i indbyrdes forståelse, medfølelse og kærlighed. De elsker børnene deroppe, og begynder snart også at elske hinanden. Sammen indleder de nu kampen mod uretfærdigheden og den lede partileder.

[…]

a) Den kyniske MF’er – medlem af regeringspartiet, som kun har ladet sig vælge for at berige sig,

b) Den perverse liderbuk – ligeledes fra regeringspartiet, som seksuelt udnytter sin sekretær,

c) Den unge, idealistiske socialist, som hele tiden bliver grinet ud, når han samler ind til Læger uden Grænser,

d) Den torterede, tidligere Guantánamo-fange, som nu bruger al sin tid på at skabe dialog mellem kristne, jøder og muslimer, og

e) Den sorte præst, som tordner mod islam – og i øvrigt slår sine børnebørn.

Personligt mener jeg ikke politikere bør prædike for de allerede omvendte, og egentligt ville jeg slet ikke have blogget kronikken. Jeg ombestemte mig, da Politiken dagen efter leverede følgende kritik af Espersens påstand – DR: Vores dramaserier er ikke røde (23/3-09).

“DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen… finder angrebet på en af DR’s dygtigste medarbejdere, Ingolf Gabold, meget overraskende, og… understreger, at Ingolf Gabold ikke er journalist, men kunstnerisk chef for en kulturel institution. En position, der gør, at han forholder sig til samfundet gennem kunstens briller.

»Kunsten er nogle gange venlig og andre gange uvenlig eller karikerende. Men kunstens opgave er aldrig bare at sige det, folk gerne vil have. Gabolds opgave er at finde de værker, der kan spejle den danske befolkning på en sådan måde, at den kan finde sig selv og sine omgivelser. Og det synes jeg, han gør rigtig, rigtig godt«.

[…]

… DR’s programdirektør, Mette Bock, siger, at hun aldrig tidligere har oplevet en politiker foretage så voldsomt et personangreb på en ansat i DR…

»Alle mennesker har et samfunds- og menneskesyn. Men Ingolf Gabold og hans kolleger går jo professionelt til værks, og dermed lægger de dette til side, når de udfører deres hverv…«.

[…]

Heller ikke professor i medievidenskab på Københavns Universitet Stig Hjarvard kan få øje på, at ’Livvagterne’ skulle gå de venstreorienteredes ærinde.

»Det er jo en tv-serie, der gør efterretningstjenesten til helte. Og det er ligesom ikke den typiske tematik i mere venstreorienterede kredse«, siger han.

[…]

Professor i medievidenskab Stig Hjarvard undrer sig over, at Søren Espersen bruger udtrykket »de røde lejesvende« om DR Drama, da de påståede røde lejesvende i sin tid viste sig slet ikke at være røde… Debatten.”

Nu skulle man ikke tro kritikken kunne blive løsere funderet i virkeligheden, men så læser man Ingolf Gabolds forsvar i et Ritzau-telegram – DR-næstformand er enig i DR-kritik (24/3-09).

“Desuden undrede Ole Hyltoft sig såre over, at ‘overskurken’ i Livvagternes to sidste afsnit havde en frisure, der var den hollandske politiker Geert Wilders (der står bag den stærkt islam-kritiske film ‘Fitna’, red.) op ad dage.

»For mig er Wilders en frihedshelt og har intet med skurkeri at gøre, siger Ole Hyltoft, der dog tilføjer, at dramachef Ingolf Gabold har garanteret ham, at skurkens hårs lighed med den hollandske politikers karakteristiske gule manke, var en tilfældighed.

(skurken i Livvagternes afsnit 9, hollandske Wim Cremer – og hollandske Geert Wilders)

Mere.

  • 24/3-09 Politiken – Læserne: Under lavmålet, Espersen.
  • “Idet han har valgt den ironiske form, fremgår det nemlig tydeligt, at hans værdier er de stik modsatte af dem, han i sin fiktive seriebeskrivelse tillægger Gabold. Læst på den måde viser hans indlæg klart, at han ikke kan lide muslimer…” (Siggi Kaldan, mag. art og psykologilærer)

    Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    11. december 2007

    ‘Alsidighed og mangfoldighed’, ’saglighed og upartiskhed’ – hermed sikret

    DR’s øverste ledelse pr. 15. januar 2008.

    Kenneth Plummer, generaldirektør (se foto).
    Mette Bock, direktør for programproduktionen (Oprindeligt SF’er, senere næstformand i DRV, søster til Anders Samuelsen, NA).
    Lars Grarup, mediedirektør (tidl. venstreradikal).
    David Hellemann, økonomidirektør (politisk holdning ukendt).

    “Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.” (Radio- og Fjernsynsloven, Kap. 3. Public Service, § 10)

  • 15/8-07 Journalisten – Mette Bock fortæller om Den Hemmelige Krig (stod for ‘uvildigheden’).
  • 11/12- 07 DR Presse – Mette Bock ny direktør for programproduktionen i DR.
  • Oploadet Kl. 18:41 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    25. august 2007

    Katrine Winkel Holm om propaganda-dokumentarisme: Fra Riefenstahl til Guldbrandsen

    Fra tirsdagens Berlingske Tidende. Et interessant læserbrev af Katrine Winkel Holm, medlem af DR’s bestyrelse.

    Guldbrandsen-filmen er ikke ”i orden”
    Den meget omtalte undersøgelse af ”Den hemmelige krig”, der kom i sidste uge, har ikke påtaget sig at tage stilling til, om Christoffer Guldbrandsens har ret i de anklager, hans film er bygget op om. Denne store mangel gør naturligvis undersøgelsen temmelig uinteressant. Men der er én væsentlig ting, som rapporten fremhæver: Danmarks Radio mangler klare retningslinjer for film af Guldbrandsens art, der også skal vurderes ud fra ”kunstneriske kvalitetskriterier”, som det hedder.

    ”Den hemmelige krig” er altså ligeså meget kunst som journalistik og så er filmens voldsomme brug af dramatiske virkemidler pludselig i orden. For det er jo kunst og ingen blev jo forargede, da Lars von Trier med samme virkemidler fremstillede Rigshospitalet i et dybt skummelt lys i tv-filmen ”Riget”. Tværtimod var vi alle sammen begejstrede og med god grund. Ingen fandt på, at anstille undersøgelser af arbejdsklimaet på Rigshospitalet på grund af filmens diverse vanvittige læger. Det var jo fiktion.

    Men ”Den hemmelige krig” mundede ud i et ikke-fiktivt krav om rigsretssag mod statsministeren. Og hvad værre var: I den efterfølgende diskussion blev det DR’s officielle linje at bakke op om kritikken af forsvaret og regeringen og stå fuldstændig last og brast med Guldbrandsen. Al kritik af filmen blev ignoreret eller mistænkeliggjort. F.eks. lød det fra mediedirektør Lars Grarup i vinters, at det ikke var Guldbrandsens film, der skulle undersøges, men regeringen selv. Og da Mette Bock-rapporten kom i sidste uge, blev linjen fulgt op: Rapporten blev bastant udlagt som en frifindelse af Guldbrandsenfilmen og Lars Grarup fandt anledning til at gentage sit angreb på regeringen, nu for ”spin”.

    Det er klart for alle, at DR bliver nødt til at udarbejde klarere retningslinjer for dokumentarfilm. Men hvis Guldbrandsen-filmen vurderes til at være journalistisk ”i orden”, så er jeg ret bekymret for, hvad det er for retningslinjer, der udarbejdes. Det må betyde, at det er i orden at manipulere med tidsforskydninger. At lave revolverjournalistisk, der får interviewofrene til at fremstå som utroværdige, selv om de ikke er det. At fremsætte udokumenterede påstande som om de var fakta. Og så i det hele taget tage alle filmiske virkemidler i brug for at forføre seerne til at tro det, man vil have dem til at tro. Hvis det er kriterierne, må Reni Riefenstahls film ”Triumf des Willens” fra 30’erne stå som indbegrebet af god dokumentarfilm. En flot film uden tvivl, men vel ikke ligefrem en troværdig fremstilling af nazisternes partikonvent i 1935.

    DR må med andre ord sikre sig, at der er vandtætte skotter mellem fakta og fiktion, mellem dokumentar og kunst. En DR-dokumentarfilm bør altid vægte det saglige over det æstetiske. Også selv om det gør filmen mindre fængende. Og det er lige meget, om man udnævner udsendelsen til at være en dokumentarfilm eller et dokumentarprogram. De etiske retningslinjer for genren må derfor indebære en klar afstandtagen til de virkemidler og metoder, Guldbrandsen benyttede sig af af ”kunstneriske” grunde.

    ”Den hemmelige krig” er ikke i orden som forbillede for fremtidige DR-dokumentarfilm.

    Oploadet Kl. 12:38 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    16. august 2007

    Journalister frikender kollega – mere om Den Hemmelige Krig

    Når jeg hører ordet ‘uvildig’ tænder jeg computeren, men jeg dog skrevet rigeligt om Guldbrandsens pseudo-dokumentariske Afghanistan-film, og skal jeg finde anvendelse af den netop offentliggjorte rapport, så skal den tilsættes fint sand og placeres i bunden af fugleburet.

    Frifindelsen af Christoffer Guldbrandsen (og hermed DR) krævede i journalistisk henseende store ofre. Væsentlige dele af filmens pointer, der efterfølgende er overlegent gendrevet af bl.a. Nyhedsavisen måtte slet og ret ignoreres, ligesom filmens politiske potentiale kun kunne genstartes, ved at lade store dele af rapporten omhandle “Spinnet omkring ‘Den Hemmelige Krig'”. Bedre kunne Mogens Lykketoft og Frank Aaen ikke have håbet på, og Guldbrandsen er naturligvis tilfreds.

    Nyhedsavisens David Trads opsummerer fint problemet til 180 Grader.

    “Det, som der er dybt problematisk med denne undersøgelse er, at den ikke kan se skoven for bare træer. Filmen rejser en anklage mod de danske soldater og den danske regering, som går på, at de danske soldater rutinemæssigt udleverede fanger og rutinemæssigt udsatte dem for tortur. Disse to ting dokumenteres ikke i den her film…

    Det hele afhænger selvfølgelig af hvilke kilder man vælger at tro på, og en rapport som denne kan derfor ikke være apolitisk, hvad gør det nødvendigt at se nærmere på ‘uvildighedens forvaltere’.

    Mette Bock, formand for udvalget – medlem af Det Radikale Venstre
    Erik Albæk, som mener medierne er borgerlige og DR neutrale
    Mark Ørsten, som tidligere med stor kreativitet har frikendt DR i rapport
    Søren Steen Jespersen, Bastard film, der filmede rydningen af Jagtvej 67 indefra
    Michael Kristiansen, Foghs tidligere spindoktor

    Tre-fire som formentligt er blandt Foghs politiske modstandere gennemgår kritikken – Michael Kristiansen kan så rode med den integrerede motivanalyse af hans tidligere arbejdsgiver.

    Den 32 sider lange rapport kan downloades her (doc).

    Opdate 17/8-07. Rapporten blev diskuteret i P1 debat igår, hvor Venstres Jens Hald Madsen gjorde en god figur mod SF’s tågehorn Villy Søvndal. Hald Madsen påtalte blandt andet rapportens mærkelige disposition. Man hævder at en dokumentarfilm godt må være ‘kunstnerisk’ mere end journalistisk, og laver så en analyse af det journalistiske, uden at se nærmere på hvorvidt dokumentarens oplysninger var korrekte eller ikke (se citat). Ud fra det præmis analyseres så samtidig regeringens kritik af filmen – absurd. Villy Søvndal drog på baggrund af rapporten vidtgående konklusioner omkring filmens sandhedsværdi, men det var at forvente – rapportens præmisser er tydeligvis skræddersyet til politisk brug.

    “Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at de oplysninger og de indicier, en dokumentarfilm bringer, først og fremmest har til formål at bringe et sagsforløb til offentlighedens kendskab. Det må derefter vurderes i offentligheden, politisk og/eller juridisk, om dokumentationen har en sådan karakter, at den kan føre til kritik, og om den eventuelt skal have konsekvenser for de implicerede.

    Af samme grund er formålet her alene at vurdere, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type – ikke om filmen har ret i sine påstande eller ej. (s.8)

    Yderligere info.

  • 15/8-07 DR Online – “Den Hemmelige Krig” var redelig nok..
  • 15/8-07 TV2 Online – “Den Hemmelige Krig” blåstemples.
  • 14/8-07 Nyhedsavisen – Den Hemmelige Krig renset for kritik.
  • 15/8-07 Nyhedsavisen – Simon Andersen: Overfladisk Guldbrandsen-analyse (grundig debunking).
  • Uriasposten, kategori: Den Hemmelige Krig (adskillige posteringer).
  • Oploadet Kl. 10:58 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper