11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



16. januar 2010

Samba-socialistisk vinter (og DRs Cubaven Dines Boertmann)

Flere tusinde kommunister demonstrerede under COP15 i Københavns gader, hvad medierne helt ignorerede. Senere talte Hugo Chavez i Valby-hallen om de gode socialistiske idealer, med direkte henvisning til kommunistiske Cuba. Ritzaus Bureau kan i dag referere en El Pais-historie om den samba-socialistiske virkelighed. Her refereret fra Jyllandsposten – 26 psykisk syge er døde på sygehus i Cuba.

“De cubanske myndigheder har lovet en undersøgelse, der skal klargøre, hvordan det kunne gå til, at 26 patienter i løbet af den seneste uge er døde på et psykiatrisk hospital i landets hovedstad, Havana…

Dødsfaldene skyldes tilsyneladende, at hospitalet ikke har sørget for tæpper, det nødvendige tøj til kulden samt tilstrækkeligt med mad. Hospitalet er desuden i dårlig stand med mange knuste ruder.

DR bringer samme historie, men pynter historien lidt. Hvor telegrammet fortæller, at der ikke var “tilstrækkeligt med mad”, så udglatter DR Online med følgende – 26 patienter i Cuba.

“Ifølge det spanske dagblad El Pais har kulden taget livet af ældre og svagelig patienter, fordi hospitalsledelsen ikke i tide har sikret patienterne varmt tøj og måltider, der har kunnet stive svagelig patienters helbred af i den usædvanlige situation..

Sundhedsministeriet har nedsat en kommission, der skal undersøge sagen til bunds.

Imens er hospitalets op mod 2000 patienter blevet udstyret med varmt tøj, og kosten er blevet ændret, så den rummer flere kalorier og mere protein, siger kilder ved hospitalet.

Sidstnævnte artikel er skrevet af journalist Dines Boertmann, der foruden at være tillidsmand for DR-journalisterne, stadig er aktiv i den Fidel-tro Dansk-Cubansk Forening. Se evt. Cubavenner.dk.

Oploadet Kl. 16:12 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


17. september 2009

DR og Dines Boertmann: En historie fra de varme lande

DR´s nyhedsdækning er ofte en prøvelse, især når det er Dines Boertmann der leverer nyheden. Han kører sin egen form for venstredrejet historieskrivning, og er som altid leveringsdygtig. Fire historier fra Sydamerika:

  • 12/9-09 DR Online – Dødsofre på årsdag for kuppet i Chile.
  • Kuppet den 11. september 1973 styrtede den folkevalgte præsident, socialisten Salvador Allende, og indførte en brutalt militærdiktatur, der først ophørte i 1990.

    Dines Boertmann glemmer at fortælle, at Allende ikke var folkevalgt – han var valgt af parlamentet, fordi han med kun 36,6% af stemmerne ikke havde nok opbakning i befolkning til at få posten. Samme parlament bad i 1973 militæret afsætte Allende igen, fordi han blandt andet forbrød sig mod den chilenske grundlov. Den chilenske højesteret var heller ikke en stor fan af Allendes forhindring af politiets arbejde.

  • 12/9-09 DR Online – Castros gamle kampfælle er død (ikke en Boertmann-produktion)
  • Almeida var en af de stærkeste personligheder i den gruppe, der under Castros ledelse iværksatte den kommunistiske revolution i Cuba i 1950’erne. Han var ved Castros side under hele felttoget, der endte med magtovertagelsen i 1959… Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950’erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt.

    Almeida VAR et vigtigt symbol på et brud på fortiden, bare omvendt af hvad DR påstår: før det kommunistiske kup var Cubas leder en sort mand, den venstreorienterede diktator Fulgencio Batista (han var mulat, men i det racistiske Cuba var det lig sort). Det kunne den racistiske middel- og overklasse ikke rigtigt klare, så de finansierede Castros kup for at slippe af med ham. De fik da også hvad de ønskede: efter det kommunistiske kup har hvide kommunister haft monopol på præsidentposten, og i det kommunistiske ministerråd på 39 mand er der alt ialt to sorte, begge på ligegyldige poster. Deres andel af befolkningen ville berettige dem til mellem 4 og 24.

  • 12/9-09 DR online – USA øger pres på kupmagere i Honduras.
  • USA har frataget lederen af kupregimet i Honduras indrejsetilladelse til De Forenede Stater.

    Roberto Micheletti kom til magten ved et kup den 28. juni, og har siden afvist ethvert internationalt forsøg på at skabe en eller anden løsning i samarbejde med den afsatte præsident, Manuel Zelaya.

    At der er tale om et ikke-kup er før blevet behandlet på Uriasposten – Manuel Zelaya blev afsat pr automatik fordi han brød landets grundlov. Boertmann fortier her, at “ethvert internationalt forsøg på at skabe en eller anden løsning” bliver et brud på den honduranske grundlov, lige så snart det involverer en genindsættelse af eks-præsident Zelaya – og det har samtlige “løsninger” hidtil gjort.

    Eller – meget kort:

    1) Kommunistiske ledere er pr. definition folkevalgte. Skidt med om det passer.

    2) Kommunister kan ikke være racister. Punktum.

    3) Kommunistiske ledere må aldrig afsættes – og så er det ligegyldigt om de bryder samtlige deres lands love.

    Oploadet Kl. 17:25 af Henrik — Direkte link9 kommentarer
    

    6. juli 2009

    Information: “Dines Boertmann er ikke i tvivl om, at det politiske pres påvirker de ansatte.”

    Information fortsætter kampen for DR’s ‘uafhængighed’. Fra DR-ledelsen evner ikke at håndtere det politiske pres (1/7-09).

    “Claus Vittus bliver bakket op af DR Nyheders tillidsmand, Dines Boertmann.

    »Når chefer siger, at der ikke forekommer selvcensur, glemmer de, at vi også havde en stor diskussion om netop det for to år siden, hvor der blev skrevet en del i pressen om forskellige ministres og spindoktorers telefonopringninger til chefer og studieværter, når de var utilfredse med indslag. Det er ikke en diskussion, der kommer ud af intet,« siger han.

    Dines Boertmann er ikke i tvivl om, at det politiske pres påvirker de ansatte.

    »Ole Hyltofts klage får cheferne til at sige udmærkede ting om, at sagen behandles efter bogen, og at ingen skal føle sig presset til at udøve selvcensur. Men der kommer jo tydelige signaler fra medarbejdere om, at de oplever et sådant pres, og at de i konkrete situationer overvejer med sig selv, hvordan en given ting skal gribes an i lyset af et udefra kommende pres,« siger Dines Boertmann.

    Ifølge Claus Vittus er det især Dansk Folkeparti, som påvirker det journalistiske miljø på redaktionerne.”

    Med en politisk forhistorie i Danmarks Kommunistiske Ungdom og aktiviteter for Dansk-Cubansk Forening, er det klart han føler sig truet. Det hele gik sikkert nemmere, dengang han var udlandsdaktør for Land og Folk – avisen med undertitlen “Organ for Danmarks Kommunistiske Parti”. Senere endte han på Aktuelt, men den lukkede også, på grund af manglende opbakning til den sande kommunisme/socialisme. Nu er han tillidsmand hos DR, og problematiserer politisk pres fra dem der betaler hans løn. Hans klagesang er sød musik.

    

    11. januar 2009

    “… the videographer who filmed his brother’s “death” is the general manager of a company that hosts web sites for Hamas.”

    Flere indslag der kommer fra Gaza i de her dage mangler bare et indledende klaptræ, og man undrer sig over hvordan store internationale medier ukritisk formidler iscenesatte historier. Jeg har tidligere skrevet lidt om de norske kommunistlæger Erik Fosse og Mads Gilbert, der støtter Palæstina – fagligt som læger, og politisk som leverandører af Israel-bashing.

    Forleden var Mads Gilbert på CNN, der har fjernet indslaget fra nettet, som en reaktion på kritikken.

    Fra Confederate Yankee – Pro-Hamas Doctors Caught Faking A Civilian Death...

    The segment with Gilbert shows him and another doctor badly faking chest compressions and other life-saving measures on a live boy faking death in what can only be described as political theater. The video claims to be filmed by the brother of a Palestinian teen that claims the boy was one of two purposefully killed by a missile fired at them by an Israeli drone as they played…

    It has also been determined that the videographer who filmed his brother’s “death” is the general manager of a company that hosts web sites for Hamas.

    Dr. Gilbert was allowed into Gaza by the Israelis just 2 days ago to provide medical care. He was involved in faking war crimes less than 48 hours later.”

    Flere detaljer på lgf. Se også opfølgningerne, herunder oplysninger der indikerer at Mads Gilbert og freelance-fotografen (med den ‘døde’ bror) kendte hinanden på forhånd.

    Det var ikke småting Fosse og Gilbert postulede på DR i tirsdags. Mon noget af det var sandt.

    (6/1-09 18.30: Røde Kors: Humanitær katastrofe på vej i Gaza)

    (6/1-09 21.00: Interview med Erik Fosse, Kirurg)

    Opdate. Indslaget nåede også Channel Four.

  • 7/1-09 DR Online – Læger: Israel bruger nyt brutalt våben (af Dines Boertmann).
  • 11/1-09 Politiken – Norske læger kritiserer Israels våben (af Adam Hannestad).
  • Apropos.

  • Youtube – Pallywood – according to palestinian sources… (60 Minutes-indslag; 18 min).
  • 

    24. februar 2008

    DR Online om “500 papirløse indvandrere”

    ‘Intet menneske er illegalt’ lyder et kendt slagord på den yderste venstrefløj. Fra DR Online – Bølge af papirløse indvandrere i Middelhavet

    “Omkring 500 papirløse indvandrere er i går og i dag kommet til den isolerede italienske ø Lampedusa, midtvejs mellem Sicilien og den nordafrikanske kyst.”

    Andenrangsborgere, deportation, pre-integration og nu ‘papirløse indvandrere’. Ord flytter grænser – bogstaveligt talt.

    Artiklen er skrevet af DR Nyheders tillidsrepræsentant Poul Dines Boertmann. En venstreradikal der i 1980’erne agiterede fra DKP-avisen Land & Folk, på et tidspunkt sammen med DR’s nuværende ‘Programchef for etik og klagesager’ Jacob Mollerup.

  • 1981/2 CubaBladet (Dansk-Cubansk Venskabsforbund) – Paneldiskussion.
  • 28/2-06 Israel-Online – Dan Harder: DR-journalist sammenligner Israel med Apartheid-regimet.
  • 18/6-07 Israel-Online – DR-journalist fortsætter kampagne mod Israel.
  • 13/8-06 DR Online – En overlever fylder 80 (Castro-artikel af Dines Boertmann).
  • 21/3-07 Israel-Online – Dan Harder: Gensyn med anti-Israel-propagandist på dr.dk.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper