5. marts 2009

Margrethe Auken, Erik Fosse – og lidt perspektiv

Jeg er holdt op med at høre Orientering på P1, men af og til strejfer jeg en genudsendelse og bliver hængende. I tirsdags kom jeg for skade at overhøre et indslag, der intet havde at gøre med journalistik. Orienterings Hanne Foighel berettede om en konference i Egypten der havde til formål at skaffe økonomisk støtte til palæstinenserne, og gav så SF’s Margrethe Auken en ekspertrolle om forholdene i Gaza.

  • 3/3-09 Orientering, P1 – Penge på vej til genopbygning af Gaza (Hanne Foighel).
  • Hun gengav næsten ordret en pressemeddelse hun offentliggjorde i sidste uge, og den eneste markante forskel, jeg lige kan se, er at hun i pressemeddelsen medtog følgende sentens:“Der er intet der støtter Israels påstande om at militæret gik målrettet efter Hamas’ affyringsramper”. I indslaget er ikke et eneste ord om Israels motiver, heller ikke fra journalist Hanne Foighel, der præsentererer Margrethe Auken som neutral observatør. Hun er alt andet, og det kan ingen være i tvivl om, heller ikke venstreorienterede P1-redaktører.

  • 22/2-09 SF – Margrete Auken med delegation til Gaza (om rejsen).
  • 26/2-09 SF – Auken i Gaza: Israel gik bevidst efter fabrikker og skoler (pressemeddelse).
  • Hanne Foighel, P1: … op til konferencen i Egypten igår, har en lang række internationale diplomater og politikere besøgt Gaza, for ved selvsyn at danne sig et indtryk af krigens ødelæggelser… Den danske EU-parlamentariker Margrethe Auken deltager ikke i donorkonferencen, men hun var også – sammen med en gruppe EU-parlamentarikere på factfinding-rejse i Gaza i sidste uge. Her er nogle af hendes indtryk.

    Margrethe Auken, SF: Jeg havde i forvejen hørt, at Israel var gået meget meget målrettet efter skoler, hospitaler og fabrikker – altså hele civilstrukturen, og det var jo sådan forbløffende – hvorfor det? Er det ikke bare, er det bare for at terrorisere civilbefolkningen, det er det tit i en krig. Men alligevel var der noget i det her, som var så ejendommeligt, og der kommer vi så ind på en meget stor cementfabrik. Ja, altså sådan en fabrik der pakker cement, den eneste i hele Palæstina-området, som iøvrigt også leverer til Israel – en stor dyr fabrik, der er bygget for palæstinensernes egne penge i ’91, tror jeg det er. Og der kunne man simpelthen se, at der havde israelerne kørt ind med kampvogn – går vi ud fra – på området, så er de stået ud af kampvognen, dvs. de har ikke været bange for at få raketter i knolden. For så står man altså ikke ud af en kampvogn, og så går de hen, og har anbragt miner under de store bærende konstruktioner, i denne her fabrik. Det er så solidt bygget, at det var ikke faldet sammen, men faldet så meget sammen, at det var fuldstændigt ødelagt. Så noget gør man jo kun, hvis det er det man vil – man vil ødelægge denne her store fabrik. Jeg tænkte, hvad sø… hvad er det de vil. Hvorfor skal folk smadres på den her måde, og så så jeg kort efter det der hedder Den Amerikanske Skole, som har fået sig en ordentlig gang raketter i knolden. En kæmpestor skole med 230 elever, som er blevet bombet. Og altså, åbentlyst bombet målrettet. Og så står jeg og snakker med nogle af de palæstinensere som er ansvarlige for den skole, og så går det op for mig hvad der er sker. At det billede af, de veluddannede, civilserede, driftige palæstinensere, det skal væk. En palæstinenser – i hvert fald en i Gaza, er en der er maskeret i hvert fald op til næsen, med grønne tørklæder omkring, maskingevær over skulderen, tom i knolden og kun ude på terror. Det er selvfølgeligt frygteligt for palæstinenserne, men det er også forfærdeligt for israelerne, for så bliver de jo fastholdt i billedet af, at de ikke kan leve sammen med palæstinenserne – og det bliver de jo nødt til, hvis de skal have en chance for at leve hernede de næste 20, 30, 100 år.

    […]

    Hanne Foighel: … det er Margrethe Aukens vurdering, at EU og resten af verden, istedet for at give pengene til palæstinenserne nu, burde lægge vægt på at tvinge Israel til at åbne grænserne til Gaza fuldstændigt og med det samme, som hun siger.

    Margrethe Auken fremfører blot palæstinensernes argumentation, og røber med sine eksempler hvor upålidelig hun er som observatør.

    Uden cement er det svært for Hamas at bygge tunneler, våbenbunkere og lignende, og der er således ikke noget odiøst i at Israel bomber fabrikken. Før krigen eksalerede sidste år, tillod Israel palæstinenserne at tage cement over grænsen til civilt brug – det stoppede: Hamas Uses ‘Humanitarian Cement’ to Prepare for War (29/10-08).

    Israel har til gengæld ingen umiddelbar interesse i at bombe Den Amerikanske Skole, som palæstinensiske islamister flere gange selv har angrebet (se evt. Youtube), men når skolen blev brugt som base for angreb mod Israel, så skal den naturligvis tages ud af spillet (Ynet, 1/3-09). Det er krig – ikke et teselskab i Boston.

    Erik Fosse, igen igen.

    Den venstreradikale norske læge Erik Fosse vader i hæder, og er sågar nomineret til den norske pendant til Cavlingprisen. Han var onsdag i Danmark, og kørte rutinen.

  • 4/3-09 Orientering, P1 – Lægers roller i krigszoner (Birgitte Vestermark, Erik Fosse).
  • (Deadline, 4/3-09 22.30 – Erik Fosse taler, Nynne Bjerre Christensen lytter)

    ‘Disproportional’.

    (Stealth Conflicts: Death toll comparisons)

    

    18. november 2008

    “Det er det rene demagogi, at sige vi har ret til at tegne hvem som helst og hvad som helst.”

    Orientering bragte sidste tirsdag et indslag om en forening af nyhedstegnere, kaldet Cartooning for Peace. Der er nu engang ikke noget heroisk over at tegne en hvid due, en olivengren, bashe Israel og Bush, promovere dialog og verdensborgerskab – og så ellers holde sig langt fra islams bagsider. Hyklerisk er ordet.

    Orienterings Hanne Foighel er sideløbende korrespondent for Politiken.

  • 11/11-08 Orientering, P1 – Muhammedkrisen var tegnernes 11. september.
  • Hanne Foighel, P1: Jean Plantureux mener ikke der kan komme noget godt ud af at provokere de muslimske befolkningsgrupper i Europa… Sagen er, forklarer han, at der er forskel på hvad en muslimsk tegner kan tillade sig, og en ikke-muslimsk kan tillade sig… Han fortæller om en kvindelig tyrkisk tegner, som er medlem af Cartooning for Peace. Hun kan tegne ting om muslimer, om de langskæggede og tørklæderne i sin tyrkiske avis, som vi aldrig ville kunne afsted med i Frankrig, og han nævner også en ældre tyrkisk tegner turhan selçuk, der sidste år tegnede en gris med et slør. Noget der aldrig mere vil kunne forekomme i et ikke-muslimsk europæisk land. Der blev en masse polemik om det i Tyrkiet, men Turhan er stadig i live. Havde jeg tegnet det samme i Frankrig, så ville jeg ikke være i live, siger Plantu… Ingen kan idag tegne som de gjorde inden Muhammedkrisen, inden internettet, vi må tage hensyn til den tid vi lever i, siger han… Verden er i krig, og de fleste chefredaktører er blevet bange for at være kontroversielle. Bare der er et slør på en tegning, beder de om et foto i stedet, siger Plantu. Det betyder på den anden side ikke, at tegnerne ikke kan være kritiske, understreger han…

    Jeg begyndte at tegne i 1972, og lige siden har jeg fastholdt at jeg udøver selvcensur. For jeg ved at jeg ikke kan tegne alt hvad der falder mig ind. Jeg kan tegne en masse ting der vil skabe skandale, men vi udøver alle selvcensur i vores journalistiske arbejde… Det er det rene demagogi, at sige vi har ret til at tegne hvem som helst og hvad som helst. Der er grænser for hvad man kan tegne, og det har der altid været.

    Den schweiziske Chapatte føler sig ikke fristet til at tegne profeten Muhammed, når han ved at mange føler det er forbudt at afbilde profeten. Spurgt om han vil tegne jesus, tøver han ikke et sekund. Selvfølgelig vil han det… ‘Yes, because this is my culture’… Vi i Vesten har sloges for vores ret til at kritisere religionen, og nu skal tegnerne i den arabiske verden fortælle os hvordan vi kan hjælpe dem, til at udvide deres egen frihed. Det er dem der står i frontlinien og skal udvide deres friheder og tale om religion i den muslimske verden. Det er deres opgave…

    Det er som stædige børn, at blive ved med at offentliggøre tegningerne…

    “Havde jeg tegnet det samme i Frankrig, så ville jeg ikke være i live”
    (Plantu, initiativtager Cartooning for Peace)

    

    11. december 2007

    Hørt på P1: “… måske vil de jødiske indbyggere med tiden føle sig bedre tilpas, hvis de flytter et andet sted hen.”

    I sidste måned kunne man i en udgave af Søndagsorientering høre lektor Michael Irving Jensen fortælle, at Annapolis-konferencen kun ville gøre situationen værre, hvis ikke Israel trak sig tilbage fra alle besatte områder og Vesten samtidig begyndte at yde økonomisk støtte til Hamas.

  • 18/11-07 Søndagsorientering – Mellemøsten: Dødelig uenighed blandt palæstinensere.
  • En anden måde at fjerne mellemøstens eneste velfungerende demokrati på, fortalte Hanne Foighel om i et langt indslag i Orientering sidste tirsdag, hvor hun interviewede mellemøstforskeren Ghada Karmi.

  • 4/12-07 Orientering – Hjørnet: Palæstinensere ønsker énstatsløsning i Mellemøsten.
  • Gahda Karmi gik ind for en-statsløsningen – hun var en stor humanist, og de “grådige” jøder skulle ikke tvangsflyttes. Afsluttende sentens…

    Gahda Karmi: “En-statsløsningen anerkender at der er folk der bor i landet, uanset hvordan de er kommet der. De er der, og derfor handler det om hvordan man kan løse det her retfærdigt, siger Gahda Karmi, og efter hendes mening er der ikke anden mulighed, end at dele – hun mener at alt det tomme land, alt det der til dagligt defineres som statsland, skal tilbydes de hjemvendende flygtninge. På den måde vil man få et blandet samfund, og i teorien i hver fald – et samfund hvor alle føler sig lige. Hun fastholder at der ikke i bogstaveligste forstand kan blive tale om at skrue tiden tilbage til tiden før 1948, og i hendes vision for en-statsløsningen skal man ikke til at fjerne de israelske byer – i hvert fald ikke lige med det samme… Det betyder ikke at man skal skrue tiden tilbage og sige – det her var engang mit hus eller min landsby. Det er noget der måske med tiden, og måske siger Ghada Karmi, måske vil de jødiske indbyggere med tiden føle sig bedre tilpas, hvis de flytter et andet sted hen.”

    Oploadet Kl. 04:39 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    

    20. juli 2006

    Mere om Israel vs Hizbollah inkl. lidt om mediedækningen

    Godt læserbrev i dagens Jyllandsposten af Niels Dujardin. Et citat fra Støt Israel nu.

    “Og jeg finder det umiddelbart indlysende, at israelerne, der siden 1948 har kæmpet for deres jord, i den grad har ret til det frimærke, de bebor. Israel er den vestlige civilisations og humanitets yderste forpost mod totalitarisme, fanatisme og barbari.

    Tjek også Mogens Rukovs kronik i samme avis om Islamismens front mod Europa.

    Hober af anti-israelske demonstrationer finder sted i de kommende dage, så lad mig her reklamere for en pro-Israel demonstration imorgen fredag Kl. 17.00-18.00 på Christiansborg Slotsplads under et slogan som nok virker vildt provokerende på vor modpart: “Sikre grænser for alle” [via email fra supportIsrael.dk].

    Men ellers fortsætter medierne med at tæppebombe danskerne med tudehistorier, og proportionerne forsvinder helt. Hizbollah som optræder på både EU og USA’ terrorliste kaldes stort set aldrig for det de er, og der er ved at danne sig konsensus om betegnelsen ‘milits’. 18.30-TVavisen på DR blev her til aften indledt med…

     “En halv million libanesere er nu på flugt fra bomberne – Hizbollah leder hjælpearbejdet

     – og fortsætter udviklingen et par dage så kan man forvente Enhedslisten og Gitte seeberg vil stille forslag om økonomisk støtte til Hizbollahs sociale arbejde. Intet kan overraske.

    Det er nu kommet frem – også i de danske medier, at Hizbollahs angreb på Israel var planlagt på forhånd, men det fylder intet i det samlede mediebillede, så lad mig her citere lidt fra en sjældent god artikel i MetroXpress.

    “Israel invaderede i går Syd-Libanon i det væbnede opgør, Hizbolah har planlagt nøje.

    Man skylder ikke bare raketter fra Libanon imod den israelske havneby Haifa uden nøje planlægning. Eller sender et missil mod et israelsk flådefartøj. Eller dræber otte soldater og bortfører to. Den iransk-syrisk støttede Hizbollah-milits har med andre ord brugt lang tid på at forberede det væbnede opgør med Israel, lyder vurderingen i dag.

    […]

    Wallid Jumblatt, den libanesiske druserleder, kalder konflikten ‘en iransk-syrisk kamp mod Israel’. Farid al-Khazen, kristen libanesisk parlamentariker og professor, mener, at flertallet af libaneserne er trætte af Hizbollah. ‘De vil ikke have, at deres land skal være skueplads for flere krige, udkæmpet af stedfortrædere.’

    Sjovt nok er meget af det faktuelle sakset fra en artikel i Independent af anti-amerikanismens ypperstepræst Robert Fisk, der i sagens natur er på Hizbollahs side.

    Jeg hørte lidt P1 Morgen idag, og efter et ultrakort indslag om en israelsk fredsaktivist som bifaldte nedkæmpelsen af Hizbollah, med ord som….

    “… jeg foretrækker fred og sikkerhed, men hvis man man ikke kan få fred, så er man tilfreds med sikkerhed”

    – var der analyse af Hanne Foighel, som kunne fortælle at Israel kun ville få en fredelig nabo såfremt der blev skabt et kompromis der tilgodeså iranske interesser i forhold til Hizbollah. Hun brugte andre ord, men hensigten var klar..

    DR Online offentliggjorde idag deres anden billedserie om konflikten – Børn på flugt, i ly og i krig, og helt uhørt er hele  tre af de tolv i serien faktisk israelske ofre. Herfra viser jeg her det ene – de lidende libanesere har vi alle set ti gange nu.

    Billedteksten lyder i sin helhed.

    “En såret, israelsk pige græder på vej til hospitalet, efter at et libanesisk raketangreb ramte den israelske by Nahariya.”

    – og sådan kan man i det små iagttage hvorledes medierne flytter sit fokus fra Hizbollahs terror, og præsenterer konflikten som en krig mellem to suveræne nationalstater – naturligvis med Israel som den angribende part.

    Før konflikten eskalerede forsøgte Hizbollah sig med et absurd forslag om fangebytte, en sag Observant-Henrik har gransket lidt i det. En af de fængslede terrorister, Hizbollah krævede løsladt var en mand ved navn Samir Kundar. Her lidt om historien citeret fra Henriks email [mere her].

    En nat i april 1979 stormede Kuntar og hans kumpaner den boligblok i Nahariya i Israel hvor Smadar [Haran Kaiser] levede, og begyndte at gå fra lejlighed til lejlighed og myrde de uskyldige familier der boede der. Smadar, hendes 2-årige datter Yael og en nabo gemte sig i en krybekælder, mens hendes mand Daniel tog deres 4-årige datter Einat og prøvede at bringe hende i sikkerhed udenfor – forgæves. Daniel og Einat blev fanget af Samir Kuntar og holdt hen, mens deres hjem blev endevendt for at finde andre beboere. Smadar gjorde alt for at Yael ikke skulle skrige, og holdt en hånd over hendes mund. 

    Efter et stykke tid blev Kuntar og hans kumpaner trætte af at lede, og løb ned på den strand, hvor de var kommet i land. De tvang Einat til at se på mens de dræbte hendes far. Derefter knuste de den 4-årige piges hovede mod en sten med en riffelkolbe. Da Smadar og naboen kunne komme ud af krybekælderen – flere timer efter de havde søgt tilflugt der – var også 2-årige Yael død, af kvælning. For at hun ikke skulle skrige og afsløre dem havde Yael holdt en hånd over hendes mund, og hun havde ikke kunnet få luft.”

    Det blev en rodet postering. Bær over med mig.

    PS: Har du endnu ikke læst Vasko Kohlmeyers Why the Left hates Israel, så smut en tur ind på Jewish Press.

    Oploadet Kl. 20:05 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    5. januar 2006

    Ariel Sharon er døende – enkelte palæstinensere har iført sig sørgebind

    Israels premierminister Ariel Sharon er i respirator, og i dagens Orientering brugte Herbert Pundik mange ord på at forklare hvorfor Sharons eventuelle død ikke ville få konsekvenser for fredsprocessen. Så var der radioavisen (18.00), og her fortalte Hanne Foighel om de dårlige konsekvenser det kunne få for freden, og berettede i længder om hvorledes det palæstinensiske folk sørgede med israelerne. Enkelte har allerede iført sig sørgebind kan jeg tilføje.

    Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    15. december 2005

    Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

    Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    

    5. marts 2005

    Syrisk besættelse af Libanon ifl. P1 & Gade Jensen – Wøhlers Olsen definerer sin tro

    Henrik Gade Jensen i gårsdagens Berlingske Tidende, om den demokratiske dominoeffekt i Mellemøsten. Her blot en smagsprøve Demokratiet marcherer:

    ‘Muligheden for, at friheden overlever i vort land, afhænger i stigende grad af, hvor stor succes friheden har i andre lande … Alle, der lever under tyranni og i håbløshed, bør vide, at USA ikke vil ignorere undertrykkelse eller undskylde dem, der undertrykker. Når I rejser jer for frihed, vil vi stå ved jeres side’. Sådan sagde George W. Bush i sin indsættelsestale 21. januar i år, og klarere kan et lys ikke tændes blandt mennesker i ufrihed. Når mennesker i Libanon hører det budskab, vækkes modet til at gå på gaden. Og friheden marcherer ikke kun ude i den store verden. I vore egne hoveder i Danmark må vi pludselig tale anderledes om verden. Nu tales der pludselig om de syriske ‘besættelsesstyrker’ i Libanon. Hidtil betegnede medierne de titusinder syriske soldater som fredsskabende tropper eller sikkerhedsstyrker, der var sat ind for at stabilisere regionen. Sådan lød remsen fra danske journalister og eksperter i årtier.

    For siden 1982 var det i mediebilledet kun Israel, der besatte Libanon. Reportager fra Beirut var i mange år præget af fjendtlighed over for de kristne, forståelse for palæstinensernes militser og nærmest hadefulde over for USA og Israel. Det er grundigt dokumenteret i Flemming Kofoed-Svendsens bog: »Sandheden det første offer. Om Danmarks Radio og Libanonkrigen« fra 1984.

    Politikens Hanne Foighel, som P1 Morgen i tirsdags bragte et interview med – forklarede helt i tråd med ovennævnte læserbrev situationen således: “… der hersker en meget underlig symbiose mellem Libanon og Syrien.”

    Nu er det jo ikke sådan at ordet ‘besættelse’ ikke bruges flittigt af P1s eksperter, det er så blot helt andre lande og ikke-lande der tales om. Hør eksempelvis følgende to programmer:

    31/7-04 SynsfeltetSyrien i fokus. Med Ole Wøhlers Olsen, dansk ambassadør i Syrien, Libanon og Jordan og Jørgen Bæk Simonsen, leder af det danske institut i Damaskus. Iøvrigt redigeret af vor alle sammens Birgitte Rahbek Pedersen.

    5/10-04 Samfundstanker Ole Wøhlers Olsen (om demokrati og islam).

    Ole Wøhlers Olsen konverterede til islam for 35 år siden, og ser intet problem mellem islam og demokrati. Fine ord, men hvad er det så en form for islam han bekender sig til. Adspurgt: “Tror du på at de love og bestemmelser, og iøvrigt alt hvad der ellers står i Koranen er Guds ord?”, svarer han:

    Wohlers Olsen: Nej. Jeg tror meget er kommet ind undervejs også, indenfor sharia-lovgivningen – at det hele ikke er kommet via Muhammeds åbenbaringer. Det sker jo tit med religiøse tekster, at de ændrer sig efterhånden de blive reproduceret, og man lægger nye og andre ting ind undervejs. På sharia-lovgivningens vedkommende, så skal man tage højde for at det var en lovgivning, som måske var meget passende for et nomadesamfund for 1500 år siden, men i et moderne samfund er der selvsagt en lang række ting som der ikke er taget højde for i sharia-lovgivningen. Øhm, det kan være noget så basalt som færdselsreglerne…”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper