16. februar 2009
Natten til søndag forrige uge angreb venstreradikale nogle højreradikale foran en 7-Eleven midt i Århus m. Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard vinkler helt i Lisbeth Knudsens ånd, og DR Online kan nøjes med at citere. Det er næsten skønlitterært, ikke mindst brugen af PET-rapporten.
“Natten til søndag tørnede medlemmer af de højreradikale bevægelser Vederfølner og White Pride sammen med personer fra den antiracistiske bevægelse. Det skete under et tilsyneladende tilfældigt møde i en 7-Eleven forretning i det indre Århus…
Gennem det seneste år har de ekstremistiske grupper i byen bekriget hinanden i en grad, som bekymrer myndighederne.
Flere personer er blevet overfaldet, Enhedslistens kontor er blevet raseret, og i et par tilfælde har højreekstremister angrebet tilfældige indvandrere på gaden.
Politiet har oprettet en særlig Task Force til at bekæmpe den politiske vold, og den målrettede indsats førte i 2008 til 43 sigtelser – 80 procent af dem mod personer fra det højreradikale miljø…
Ifølge sociolog Rene Karpantschof, der som forsker i politiske kulturer ved Københavns Universitet har fulgt de ekstremistiske miljøer tæt, er myndighedernes bekymring velbegrundet.
Dels forsøger grupperne at undertrykke hinandens holdninger med vold, hvilket i sig selv er et demokratisk problem:
– Dels opererer de i et konfliktfelt, som samfundsmæssigt set er meget betændt. Man kan forestille sig, at et racistisk mord under tilstande som under tegningekrisen kan få en symbolværdi, der måske endog kan føre til social uro. Så der er i høj grad tale om en farlig konflikt, fastslår Rene Karpantschof.”
Samme historie i en mere faktabaseret udlægning.
“Det gik voldsomt for sig, da to medlemmer af den nationalistiske forening Vederfølner lørdag nat var i byen i Århus sammen med tre kammerater. De fem havde været i byen og ville på vejen hjem handle lidt ind i 7-Eleven på Immervad overfor Magasin. Her blev de efter eget udsagn spottet af omkring 25 autonome, som råbte “dø nazi-svin” og lignende efter de fem kammerater.
En håndfuld af de autonome fulgte efter dem ind i butikken, fortsatte med at provokere og smadrede en ølflaske i baghovedet på en af de fem kammerater, en 35-årig mand, der ikke selv er medlem af Vederfølner…
Ifølge formanden for Vederfølner fortsætter de autonome med at slå og sparke den 35-årige mand på kroppen og i hovedet, efter han er gået i gulvet som følge af flaskeoverfaldet, og der opstår et større slagsmål inde i butikken mellem de fem kammerater og den mindre gruppe af autonome.
En af de fem med tilknytning til Vederfølner holder butiksdøren for at undgå, at den større gruppe af autonome kommer ind og deltager i slagsmålet i butikken. De autonome smadrer flere butiksvinduer udefra for at komme ind i butikken, inden politiet ankommer og ifølge Vederfølners formand Lars Grønbæk Larsen anholder seks af de autonome.
To af dem fem kammerater, der blev overfaldet, tager på skadestuen, hvor der også er nogle af de autonome, som er kommet til skade. De ringer ifølge Lars Grønbæk Larsen til et autonomt tæskehold. Tæskeholdet ankommer til skadestuen kort efter, men de to kammerater har advaret politiet, der ankommer samtidig og afværger yderligere slagsmål…
Den 35-årige mand, som fik en flaske i hovedet inde i 7-Eleven, har fået hjernerystelse og en fire centimeter flænge i baghovedet, mens et medlem af Vederfølner fik flækket et øjenbryn efter at være blevet ramt i hovedet af en dåse.
“De autonome brugte også jernbeslag, og én af vores blev ramt af en halvpalle, så det var meget heldigt, det ikke gik værre…” siger Lars Grønbæk Larsen, formand for Vederfølner.”
Apropos.
“Der har i de senere år været stadig flere episoder med konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø. I de fleste tilfælde har der været tale om aktioner, herunder af voldelig karakter, fra det venstreekstremistiske miljø rettet mod de arrangementer (demonstrationer, møder mv.), som personer og grupperinger fra det højreekstremistiske miljø har afholdt.“ (s. 51; Årsberetningen 2006-2007; 86 s., pdf).
