15. oktober 2015

Botho Strauss: “Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et, der.. forynges med fremmede folkeslag.”

“Coastere fyldt med mennesker vil strande på vores kyster… Alle midler vil blive brugt.”, skrev Ole Hasselbalch i Berlingske Tidende tilbage i 1988, men her 27 år senere er man stadig en ‘kontroversiel’ person, hvis man sætter ord på den virkelighed enhver kan iagttage. Troels Heeger om Botho Strauss i onsdagens Berlingske – Kontroversiel forfatter: ‘Tyskerne er et uddøende folk’.

“Når millioner af fordrevne asylansøgere og flygtninge i disse år forlader Mellemøsten for at søge til Tyskland, ankommer de til en nation af åndelige nikkedukker, der for længst har glemt, hvad det vil sige at være tysk. Sådan lyder den ubarmhjertige diagnose af forbundskansler Angela Merkels Tyskland og flygtningekrisen anno 2015 fra en af landets mest forkætrede intellektuelle skikkelser, den 70-årige forfatter Botho Strauss. …

Som en af meget få tyske forfattere med et højreradikalt ry kan Strauss på grund af sin status som prisbelønnet dramatiker og romanforfatter få ørenlyd i de tyske kultursektioner. Denne gang ser det imidlertid ud til, at Strauss for alvor har skrevet sig ud i kulden. I det seneste essay anklager han Tyskland for kulturløshed og for at tilsidesætte landets store kulturelle tradition til fordel for et multietnisk samfund. Det er en samfundsudvikling, som får den kontroversielle forfatter til at se den tyske nation i undergangens lys.

‘Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et, der af overvejende økonomisk-demografiske grunde opblandes, forynges med fremmede folkeslag’, skriver Strauss i en længere tekst med den ildevarslende overskrift ‘Den sidste tysker’, der for nylig blev offentliggjort i det tyske magasin Der Spiegel.

Netop når det gælder ankomsten af fremmede fra en anden kulturkreds, kan tyskerne – måske for sent – blive bevidste om traditionens værdi. ‘Hvad tradition er, vil vi få at lære i en lektion, måske den vigtigste som islams følgere vil tildele os,’ tilføjer han…

‘Tysk politik,’ beklager han i Spiegel, ‘er reduceret til en lalleglad parade af meningstilkendegivelser, som under dække af mangfoldighed og frisind i praksis ensretter og afretter ethvert afvigende synspunkt.’

‘Vi frarøves suveræniteten til at være imod’, tordner han. ‘Imod en stadigt mere herskesyg politisk-moralsk konformitet. Parlamentariske partier synes i dag udelukkende at bekende kulør, når det gælder homoseksuelle ægteskaber’, skriver Strauss…

Mest nådesløs er Botho Strauss, når han skyder med skarpt efter den særlige tyske ‘velkomstkultur’… Strauss ser kun hykleriet, angsten og selvbedraget bag den tyske hjælpsomhed. ‘Den varme modtagelse og velkomst er så forceret, at selv den mest enfoldige må kunne genkende en ombenævnelse, en eufemisering af frygt, en slags magisk forsøg på at afværge det ulykkebringende,’ skriver han.

Når tyskerne frygtsomt omfavner det fremmedartede, er det måske alligevel bedst, hvis de bliver en minoritet i deres eget land, fortsætter han. ‘Ofte er det først et intolerant fremmedherredømme, der bringer et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkeligt brug for identitet,’ lyder det i ‘Den sidste tysker’.

(Berlingske, 14. oktober 2015; Mere: Der Spiegel)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper