3. oktober 2009

“… det må aldrig gå af mode at bekæmpe religiøse mørkemænd og ideologiske totalitarister”

De er sjældent jeg bliver i godt humør af en god kronik, men Adam Holms forsvar for 2. Verdenskrig i Jyllandsposten sidste lørdag, var en sådan. Fra – Kan man fejre en krig?

“Med 70-året for krigsudbruddet som kulisse er det på sin plads ikke bare at lade al krigens gru og elendighed passere revy, men også det gode – beklager, men kan ikke finde et bedre ord – som verdenshistoriens drabeligste militære konflikt førte med sig. Nok er der fortsat ubesvarede spørgsmål, historiske stridspunkter og national forblindelse, der kalder på en afklaring, men det ændrer ikke ved, at krigen havde et formål, som er værd at agte den dag i dag. Og det er også tilfældet.

For en måneds tid siden var en stor del af den europæiske politiske elite samlet ved Westerplatte, en halvø ved Gdansk, for at mindes årsdagen (1. september) for krigen, der rev kontinenter over, splittede befolkninger, lagde tusindvis af byer i grus, efterlod landskaber arrede og forpinte, og kostede omkring 100 millioner mennesker livet verden over.

Det kræver en dyb indånding og et kig i historiebøgerne, inden man kalder denne kataklysme for velsignet. I det aktuelle jubilæum betonede Ruslands premierminister Vladimir Putin og den tyske forbundskansler Angela Merkel, repræsentanterne for krigens største vinder og taber, at det er godt og vigtigt, at europæerne ikke længere slagter hinanden, men i stedet, trods forskellig historieopfattelse, arbejder sammen. Sådan skal politikere sige ved festlige lejligheder. Det er helt efter bogen og for så vidt acceptabelt. Men, hvad man savnede at høre, var begrundelsen for krigens nødvendighed. Den er strengt taget ikke særlig kompliceret og kan koges ned til denne ene sætning: Bekæmpelse af fascismen…

Forhistorien til krigens udbrud er grim og æreløs…. Først med de sylespidse tænder på strubehovedet slog de liberale demokratier tilbage. »At long bloody last«, som man siger på engelsk. Og blodigt blev det som bekendt.

Med disse uhyrligheder for øje falder det ikke nemt bare at beskrive krigsindsatsen i svulstigt rosende toner. Men læren af den lange og pinagtige optakt til krigen var, at man ikke kan og bør gå rundt om den varme grød for længe, når den serveres af konfrontationslystne regimer. Det har både taleban og Saddam Hussein senere måttet sande…

Lad være at det lyder både højstemt, patetisk og pastoralt, men det må aldrig gå af mode at bekæmpe religiøse mørkemænd og ideologiske totalitarister, kort sagt tilhængere af lukkede, ufri samfund… De nazistiske krigsopviglere, der prædikede »Vesterlandets undergang«, blev mødt af folk, der i sidste ende havde tilstrækkelig, moral og mod til at tage kampen op. Men det holdt hårdt. Læren af krigen, fra dengang »farfar var ung«, må være, at der er mennesker, som, med ryggen mod muren og med alle gustne motiver frasigtet, reagerede og fremdeles reagerer, når antiuniversalisterne rasler med sablen og forlanger det umulige. Det kan stridskræfterne blandt islamisterne godt skrive sig bag øret.

Oploadet Kl. 14:30 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


25. august 2009

Kunsthistoriker Mikkel Bolt: Kunsten burde kæmpe for muslimernes kulturelle udtryk

Kunsthistoriker Mikkel Bolt Rasmussen var gæst i gårsdagens sene Deadline, og først nu forstår man hvorfor Modkraft er så glade for manden. Abstraktionsniveauet var helt i top, men DR2s Adam Holm var sin opgave voksen. Delvis transkription.

  • 24/8-09 Deadline, DR2 – Interview med kunsthistoriker Mikkel Bolt om hans bog ” Avantgardens Selvmord” (8,46 min).
  • Mikkel Bolt: Billedkunsten, selvfølgelig sammen med en række andre diskurser i samfundet, burde kunne agere systemkritisk, burde kunne provokere, og være med til at sætte nogle af de politiske udviklinger i perspektiv.

    Adam Holm, DR2: Men hvorfor skal samtidskunsten partout være politisk engagerende. Hvorfor kan den ikke få lov til at være kunst, sådan i en helt banal forstand. Glæde folk ved nogle streger på et lærred, og nogle skulpturer.

    Mikkel Bolt: Hvis det er sådan, at kunst blot bliver til det, jamen så er det spørgsmålet om, kunst er tro mod det kunst burde være i et borgerligt kapitalistisk samfund. Det der ligesom er avantgardens analyse, det jo netop, at kunsten har fået til funktion at skabe billeder af en anden verden…

    Adam Holm, DR2: Det er lige før, i mine ører, udover det lyder teoretisk, lyder det også ret leninistisk. I hvert fald revolutionært. Du taler om det i sådan normative vendinger, kunsten burde, kunsten skal, kunsten bør – siger hvem?

    Mikkel Bolt: … det er jo den opgave kunsten giver sig selv, når kunsten er avantgarde. Avantgarden er jo ligesom det sted, hvor denne selvkritiske gestus, når sin kulmination, og det der så er slående når man kigger ud over samtidskunsten, så er det hvor lidt selvkritisk den er. Hvor lidt den forholder sig kritisk til kunstinstitutionen, og hvor lidt den forsøger at adressere forskellige politiske problemstillinger.

    Adam Holm: … Lad os prøve at være konkrete. Vi har et samfund som er præget af finansiel krise, økonomisk afmatning, vi har soldater i krig, vi har en vedvarende diskussion om identitet, national tilhørsforhold – hvem hører til, hvem gør ikke. Hvordan ser du, at der skulle blæses liv i avantgardkunsten, at der skulle vækkes liv i de problemstillinger.

    Mikkel Bolt: Jamen, jeg synes da det vil være oplagt, hvis samfundskunsten begyndte at forholde sig til den politiske virkelighed, vi er konfronteret med. Der er ingen tvivl om, at der har fundet en udvikling sted, som på en eller anden måde har været med til at præge kunsten, i den forstand, at den bliver mere og mere tandløs. Den bliver på forskellig vis indrullet i forskellige økonomiske kredsløb, som gør at kunsten helt uundgåeligt bliver politisk uambitiøs.

    […]

    Mikkel Bolt: … det er meget meget svært at pege på nogle, der gør det aktuelt… Det der kendetegner dem (avantgarden, Kim), det er at de hele tiden prøver på at adressere forskellige kunstinstitutionelle forhold, men også knytter det til forskellige kommentarer af politiske forhold. Og det jeg synes der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsiorden, som der er er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er så noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer. Det er sådan noget som, den kulturkamp og normaliseringskampagne som regeringen støttet af Dansk Folkeparti har lanceret. Det er jo alt sammen eksempler på, hvad skal man sige – forsøg på at udgrænse eller ekskludere bestemte alternative livsstile og kulturelle udtryk. Det burde kunsten jo helt naturligt forholde sig til.

    Adam Holm: … nu springer jeg lige fra din bog til et interview der var med dig i Politiken i lørdags. Hvor jeg ser, at du er citeret for at kalde piratfesten i Hyskenstræde i maj, for en, jeg citerer lige ‘kreativ tilegnelse af det offentlige rum’. Og der må jeg lige spørge, hvordan kreativt, der blev jo smadret ruder, der blev skrevet graffitti, der blev tændt bål i gaderne. Hvori er det kreative frisind og det kunstneriske i det?

    Mikkel Bolt: Til det vil jeg sige, at Hyskenstræde måske ikke er så interessant som et kunstværk i den forstand, men det er en aktion, som var interessant i den forstand, at den jo netop var et forsøg på at italesætte den urbane homogeniseringsproces, der har fundet sted de sidste 30 år i København. Altså, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet ekskluderet fra det urbane rum, enten på grund af stigende huspriser, eller også fordi, at en særlig hvid middelklasse kulturstil, som vi begge to sikkert er eksponenter for, at den har massivt sat sig på det urbane rum… har jo massivt sat sig på København… Grunden til at jeg så peger på piratfesten i Hyskenstræde, det er så at, det er jo netop, at den på en eller anden måde, prøver på at tage kampen med nogle større politiske udviklinger, som jeg savner at samtidskunsten prøver på at adressere.

    Adam Holm: Det skal jeg bare spørge dig om afslutningsvis. Skal, som du ser det, nu er det normativt igen – avantgardkunsten for at lykkes, for nu at sige det på regulært dansk, slet og ret skide på lands lov og ret. Sætte sig udenfor.

    Mikkel Bolt: – Ja, det synes jeg.

    Oploadet Kl. 15:11 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    19. april 2009

    Adam Holms problematiske kronik & Jakob Illeborgs uproblematiske bog

    Katrine Winkel Holm i dagens Jyllandsposten.

    DR’s blinde øje
    For tiden kan man hver lørdag gense DR’s Krøniken.

    Endnu engang møde den hjerteløse, konservative patriark Kai Holger, der plager livet af sin familie – sådan er kapitalismen – og den politisk forvirrede, men ejegode kommunist Karen Jensen, altid klar til at trøste en skilsmisseramt kvinde – de mente det jo godt, kommunisterne. Med sine fasttømrede stereotyper leverer Krøniken en præcis kommentar til den aktuelle diskussion om politisk skævhed i DR’s dramaserier.

    Dramaserierne er kunst og har intet med politik at gøre, lyder modargumentet. Og kritiserer man DR’s journalister og kommentatorer for at hælde til venstre, får man tilsvarende at vide, at de hverken er venstreorienterede eller højreorienterede, nej, de er neutrale, blanke lærreder. Og er de det ikke, skal de se at blive det.

    Det var argumentationen bag den offentlige røffel, som blev deadlinevært Adam Holm til del, da han skrev en pro-israelsk kronik. Det var imod DRs etiske reglement, lød det fra hans chef, der var utilfreds med, at en DR-person bragte den slags synspunkter på bane. Fejlen var, hed det, at Adam Holm præsenterede sig som DR-ansat i kronikken.

    Var det virkelig bare det? Havde kronikken været i orden, hvis Adam Holm lige havde undladt at fortælle om sin tilknytning til DR. Det fik vi aldrig rigtigt svar på.

    Jeg kom til at tænke på DR-chefens kryptiske begrundelse, da jeg forleden læste Jakob Illeborgs bog ”Danmark set udefra”. Illeborg præsenterer sig omhyggeligt som »Radioavisens og TVAvisens mand i London«, og så går det ellers derudad med, lad os sige, ret subjektive vurderinger af den danske islamdebat, der mildt sagt ikke behager TVAvisens mand i London.

    Debatten lugter »af hengemt leverpostej og rødgrød med sur fløde«, danskerne er »islamofober«, vi lider af en problematisk »tørklædeangst« og »fremmedfjendskheden lurer i øjenkrogen« på Ralf Pittelkow og Karen Jespersen – kik nu godt efter, næste gang du ser et billede af dem. TVAvisens mand i London kan også oplyse, at ytringsfrihed slet ikke er truet i Danmark – husk det nu Kurt Westergaard – ligesom han ytrer sympati for den engelske ærkebiskop Rowan Williams opfordring til at oprette særlige shariadomstole. Ærkebiskoppens »forslag om bedre betingelser for medborgere af anden religiøs overbevisning (?) er svær at forestille sig i et samfund, der åndeligt er i defensiven« som det danske. Det danske samfund kommer altså først i offensiven, den dag vi får oprettet shariadomstole?

    Der er flere betragtninger i samme dur, men én ting mangler. Den offentlige DR-reprimande til manden, der præsenterer sig som DR-person forrest i bogen. Som altså gør lige præcis det, Adam Holm fik en røffel for at gøre. Er det fordi han bringer synspunkter på bane, som hans chefer er tilfredse med at TV-Avisens mand i London bringer frem? Smukke, progressive og langt fra islamofobe synspunkter, milevidt fra Holms mere dubiøse pro-israelske holdninger? Svaret blæser i vinden.

    Sagen afdækker to problemer i DR.

    For det første DRs strukturelle, politiske skævhed, der hænger sammen med, at journaliststanden generelt er mere venstreorienteret end resten af vælgerbefolkningen.

    For det andet, at den nuværende DR-ledelse tilsyneladende mangler vilje til at gøre noget aktivt for at rette op skævheden. Man prøver at lukke debatten ved at henvise til neutralitet og upartiskhed, men Illeborgs bog viser, hvor halvhjertet det håbløse krav om neutralitet administreres.

    DR’s ledelse må skifte kurs og begynde selv at tage bias-diskussionen alvorligt. Det er alvor, dette her. For det er DR’s troværdighed, der står på spil.

    Oploadet Kl. 16:18 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    

    7. april 2009

    Peter Schepelern: Ikke-venstreorienteret kunst er kristen, fascistisk, nazistisk, racistisk

    Debat om Søren Espersens kritik af DR Drama-serier i onsdagens sene Deadline. Adam Holm var vært, og nok den eneste der opdagede at ikke-venstreorienteret kunst i en ni minutter lang debat blev gjort synonym med kristendom, fascisme, nazisme og racisme. Jyllandspostens Jakob Levinsen, der formentligt var med for at afbalancere filmlektor Peter Schepelern, godtog helt ned i detaljen hans venstreorienterede definition af højreorienteret kunst.

  • 1/4-09 Deadline, DR2 – DRs drama er rød! Helt tilbage fra Matador, lyder det fra borgerlige kritikere.
  • Adam Holm, DR2: Schepelern, kan du iagttage en venstreorienteret tendens igennem de to dramaserier vi lige har talt om? (Krøniken og Livvagterne).

    Peter Schepelern, lektor: Jamen, det synes jeg da godt man kan. Og det, man kan ligesom vende det om. Vil det være muligt at lave en nationalistisk, tilbageskuende, reaktionær, lettere racistisk fremstilling af værdierne i det danske samfund. Jeg tror simpelthen der er noget med at kunstnere i meget bred almindelighed vil lade sig drage, og kunsten ligesom har en tendens til at søge hen og fortælle om noget, hvor vi har nogle optimistiske fremadvendte kræfter.

    Adam Holm, DR2: Ja, men undskyld – vil det så ikke være kunst, – det kan jeg næsten høre det ikke ville være i din definition, hvis man tog Søren Espersens antagelse om at man jo egentligt burde lave en serie med en ung mand, som bekender sig til det nationale, som bærer Dannebrog i reversen, som tør gå op imod den islamistiske fundamentalisme. Ville det ikke være kunst?

    Peter Schepelern: Det kan man selvfølgelig ikke sige det ikke ville være. Spørgsmålet er om der vil være en kunstner der siger – jeg har en ide, en fantastisk ide, hvis man ligesom ser på eksempler på sådan stærkt ideologisk kunst som bestemt ikke er venstreorienteret. Jamen hvis man kigger på nazistisk, fascistisk, andre totalitære stater eller for den sags skyld ligesom en film der er lavet til ligesom at fremstille et religiøst forhold, og en rigtigt kristen film, der nogle gange er lidt konstruerede, især i Amerika. Så er det ligesom noget man gyser og siger, der er selvfølgelig overhovedet ikke noget kunst i det…

    […]

    Adam Holm: Schepelern, tillad mig lige at vende tilbage til noget du sagde før. Kan man hovedsageligt kun bedrive kunst hvis man har et venstreorienteret humanistisk afsæt, altså hvis man..

    Peter Schepelern: – der er selvfølgelig, som Jakob også kan bekræfte – vi kan sige, der er Ezra Pound, der er Knut Hamsun, der er Céline, modbydelige folk som blev fascister og alt muligt ik’… (Kaj Munk) blev fascist, og blev så affascistoideret igen, men selvfølgelig er der – det er ekstreme kunstnere, selvfølfgelig er der, men et eller andet er der jo om, jeg tror det var Erik Knudsen som sagde… ‘højrefløjen har pengene – venstrefløjen har talentet’. Som tommelfingerregel er det ikke helt forkert.

    […]

    Adam Holm: – men hvorfor er der så, så mange venstreorienterede, der – undskyld sprogbruget – venstreorienterede kunstnere herhjemme, som tilsyneladende ligger og drikker af det samme mosevand. Altså hvorfor er der ikke flere borgerlige kunstnere på scenen?

    Peter Schepelern: Man kan sige, det er også en bedre ting at komme med, ud fra en forestilling, der sikkert er en illusion i mange tilfælde, at man er nybrydende, at man ser på nye store spændende forandringer af samfundet, eller komme og sige – ‘næj det var nu bedre i gamle dage’… Jeg vil lige sige, Riefenstahl, og man kan også sige Griffiths med den berygtede 1915-film Birth of a Nation, som er en skingrende racistisk film ik’ – vendt mod den sorte befolkning. Jamen det er undtagelser.

    Oploadet Kl. 16:32 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer
    

    22. januar 2009

    Adam Holm overtrådte DRs etiske regelsæt…

    I gårsdagens Politiken kunne man læse en demokrati-venlig kronik af Deadline-værten Adam Holm. Fra Den store humanistiske karakterbog

    “Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?

    Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs… Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.

    Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme? …

    Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen… et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.

    Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.

    Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.

    Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.

    Straffen for dette opråb om afbalancering kan man læse om på Berlingske.dk – Skideballe til DR2 vært for Israel-kronik.

    “Efter at have skrevet en kronik onsdag i Politiken om Israels seneste offensiv i Gaza, blev studieværten torsdag kaldt til samtale hos sin chef, Olav Skaaning Andersen, hvor han i direkte vendinger fik at vide at han havde overskredet DRs etiske regler…

    Olav Skaaning Andersen der både er chef for Deadline, Orientering og DR2 Udland svarer på spørgsmålet om, hvor Adam Holm har fejlet:

    – DRs etiske regelsæt siger, at man ikke kan udtale sig som DR-person uden forudgående aftale. Og det gør han ved at stå linet op som Adam Holm fra DR2. På den måde udtaler han sig på DRs vegne. Min vurdering af den sag har været, at han har bragt nogle synspunkter på bane, som jeg ikke var tilfreds med, at en studievært på Deadline bringer frem. Derfor har jeg haft en samtale med ham, og vi enige om, at det ikke sker igen… siger Olav Skaaning Andersen.”

    

    7. januar 2009

    Irving Jensen: Hamas “har ikke fået tilstrækkelig anerkendelse” for terror under våbenhvile

    Hans Ph.d-opgave inkluderede et feltstudie af Hamas, og herunder daglig træning i Hamas’ fodboldklub Nadi al jam´iyya a- islamiyya. Der blev knyttet nogle venskaber, og i dag er Michael Irving Jensen så ekspert i Hamas. To dage i træk på DR2. Både Adam Holm og Tine Götzche var sin opgave voksen.

  • 5/1-09 (22.30) Deadline, DR2 – Interview med Hamas-kenderen Michael Irving Jensen (6,51 min).
  • Adam Holm, DR2: Fortæl mig først. Hvis man lytter til den officielle israelske retorik, som den kommer fra regeringskontorene og nogle af de store israelske aviser, så er Hamas en morderisk bevægelse, som vil udrydde staten Israel og også helst jøderne som folk. Hvad siger du til den antagelse?

    Michael Irving Jensen, Center for Kulturel Udvikling: Ja, det er jo en antagelse som ikke har så megen hold i virkeligheden, men som er et godt retorisk greb… Hamas har… modnet sig, der har været en modningsproces, og forskere i dag taler om at der er et nyt Hamas, i forfold til det, som man kendte dengang i 80’erne og 90’erne.

    […]

    Adam Holm: … jeg har nogle engelske oversættelser, af nogle nyere citater fra fremtrædende Hamas-medlemmer, politikere, soldater eller folk der er i den militære brigade, og de… vidner om, at der ikke er plads til jøder i et fremtidigt Palæstina – jeg vil gå så langt som til at sige, at citaterne her… drypper af jødehad. De er fra 2008, så, så meget har de jo ikke rykket sig…

    Michael Irving Jensen: Hamas valgte i 2005 at opstille til det demokratiske valg… Hele tankegangen i Hamas, og det vil jeg faktisk sige, og som har været det over de seneste ti år, og som er blevet mere og mere klar efter det nye Hamas er kommet frem, altså det Hamas, som har valgt at indgå i den demokratiske proces i det palæstinensiske område. De har jo understreget gentagne gange, at de faktisk er villige til at indgå en langvarig våbenhvile medIsrael, som kan vare i både 10, 20, 30, 40 og 50 år. Men du har ret i, at Hamas er fanget i deres egen islamiske retorik, som du nævnte, så påberåber Hamas sig at Palæstina… at det er islamisk område indtil dommedag, og det er jo svært at se der kunne være plads til Israel i den sammenhæng. Men Hamas, netop fordi, som jeg siger, de er blevet modereret og mere pragmatiske, så har de fundet et smuthul ud af det her.

    Adam Holm: – Det er så våbenhvilen… men hvis man sidder i Israel… så sidder man ikke desto mindre som nabo til en politisk bevægelse, som tilsyneladende vokser, i hvert fald i anseelse i den arabiske verden, som siger – på lang sigt – der kan man ikke afgive en tomme land til ikke-muslimer.

    Michael Irving Jensen: – Grunden til at Hamas vokser lige nu, det skyldes jo blandt andet de israelske handlinger… Det som der pågår, det er jo altså en besættelse, og det som Hamas er et udtryk for, det er modstand mod den fortsatte besættelse… Det som de [Hamas] kan tilbyde Israel, det er ikke en egentlig fredsaftale som tilfældet ville være det med PLO, men en de facto-anerkendelse, som selvfølgelig adskiller sig fra en juridisk anerkendelse…

    Hamas er problematisk, fordi de ikke vil anerkende israels ret til at eksistere, men hvis man ønsker en fredelig udvikling… og gav de sekulære en positiv chance, og samtidig indgik en langvarig våbenhvile med Hamas, som kunne vare to eller tre årtier… så ville der i hvert fald være ro… Hamas der startede som meget radikal, har nu åbnet op for et gensidigt forhold, hvor de kan leve side om side med Israel, uden dog at direkte at anerkende, og altså kun implicit og de facto anerkende staten Israel.

  • 6/1-08 (19.28) – Gaza (interview med Michael Irving Jensen; cirka 5 min.)
  • Tine Götzche, DR2: … så skal jeg sige velkommen til dig Michael Irving, du har forsket i Hamas i årevis, siden 1991…

    Michael Irving Jensen: … det som Hamas havde håbet på, da de indgik våbenhvile, det var, at den der blokade ville lettes, og at på den måde, at der skulle ske forbedringer for den civile befolkning, så de på den måde kunne komme til at styre Gaza, som de fik mandat af befolkningen til i 2006, ved det demokratiske valg.

    Tine Götzche: Men selv da der var våbenhvile, der kom der jo stadig masser af raketter ind i Israel…

    Michael Irving Jensen: … det er relativt simple bomber… da våbenhvilen trådte i kraft den 19. juli, og frem faktisk til i begyndelsen af november, der var kun 65 raketter – det er selvfølgelig en krænkelse, men altså fra 2200 raketter i den første halvdel af året til 65, altså et markant fald. Hamas har forsøgt at få deres egne folk, og andre grupperinger som gør det her, til at stoppe med det… de har ikke fået tilstrækkelig anerkendelse for det.

    […]

    Tine Götzche: Men man kan vel godt forstå at israelerne ikke bare kan finde sig i, at raketterne fortsætter med at komme i hovedet på dem.

    Michael Irving Jensen: Det er klart, det er ikke særligt konstruktivt, men…

    Tine Götzche: Retorikken fra Hamas’ side er jo stadigvæk rimelig hård… Det lyder ikke som om de er interesseret i at der bliver fundet en løsning…

    Michael Irving Jensen: … uagtet denne sprogbrug så har den politiske ledelse i Hamas faktisk bevæget sig… de har tilkendegivet, at de er interesseret i, også at finde en våbenhvile…

    Tine Götzche: Så det er bare retorik – de vil i virkeligheden gerne Hamas, er det det du siger?

    Michael Irving Jensen: Der er selvfølgelig mange forskellige stemmer indenfor Hamas. Hamas er jo ikke en entydig bevægelse. Men de folk som vandt det politiske valg – den politiske moderate ledelse som sidder i Gaza… de har bevæget sig fra et standpunkt, hvor der kun var en vej i forhold til kamp mod Israel, og det var det som de kalder jihad. Altså en slags væbnet kamp. Til at de nu siger, vi er stadigvæk i en national befrielsesfase, men vi bruger alle midler – inklusiv væbnet kamp. Det vil sige, at alle optioner er åbne, inklusiv dialog, inklusiv samtale, og man har jo altså også accepteret at stille op til det palæstinensiske valg, som jo faktisk ligger inde under rammen af Oslo-processen, og dermed implicit accepteret hele den proces.

    Tine Götzche: – og implicit accepteret Israel. De vil godt gøre det – uden rigtigt at gøre det.

    Michael Irving Jensen: Hamas’ ledelse har sagt, i hvert fald, at de facto vil anerkendelse Israel, men juridisk vil de ikke anerkende, men en de facto, pragmatisk tilgang, ja, det kan vi godt acceptere det, fordi det jo er en realitet. Hamas’ ledelse ved det [Israel] er en realitet, og de ved at de ikke kan ændre på tingenes tilstand.

    Mere.

  • CKU – Projektleder- Images of the Middle East, Michael Irving Jensen.
  • Palæstina-Info – Redaktion og bidragydere (Michael Irving Jensen, redaktør).
  • 

    23. oktober 2008

    Forfatter Erling Jepsen: “… min mor gik da aldrig nogle vegne uden et tørklæde om hovedet.”

    Fra gårsdagens sene Deadline. Debat om filmatiseringen af Erling Jepsens Frygtelig Lykkelig, mellem forfatteren og instruktøren. Filmen handler om en politibetjent fra hovedstaden og hans møde med den sønderjyske kultur.

    Erling Jepsen, forfatter: … prøv nu at høre. Det er den danske riges grundlov der gælder herovre på Sjælland, men I skal ikke tro den gælder alle vegne, den gælder ikke i Sønderjylland. Der gælder den sønderjyske lov, og den hedder – her klarer vi problemerne selv.

    Adam Holm, DR2: – åbenbart fordi, vi har jo i de her år en diskussion om parallelsamfund for eksempel, som typisk inddrager visse dele af den muslimske befolkning hvor kritikere siger, at de lever efter deres egne normer og skikke på et retsligt grundlag.

    Erling Jepsen: Der er også noget muslimsk over Sønderjylland. Der er så mange geværer, man skyder op i luften til fødselsdage og bryllupper, og min mor gik da aldrig nogle vegne uden et tørklæde om hovedet. Der er missionshuse alle vegne… religionen betyder da meget mere dernede end herovre.

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
    

    2. august 2008

    Inge Eriksen, Niels Barfoed, Maren Uthaug, Tøger Seidenfaden

    EF-domstolens angreb på den danske udlændingepolitik har i et demokratisk perspektiv ført en masse godt med sig. Medieklippene herunder er dog undtaget. I kronologisk orden.

  • 29/7-08 Politiken – Som kinesisk vandtortur (interview: Inge Eriksen, forfatter; ikke online).
  • “Tonen i den danske udlændingedebat er blevet så intolerant…, mener hun: »Det gør direkte fysisk ondt på os sprogmennesker at høre på sådan en tone«…

    »Hvordan kan det være, at danskerne er blevet bange for verden?«.

    Det mener Per Øhrgaard, at han kan se på asylpolitikken og Dansk Folkepartis position, at danskerne er, og Inge Eriksen er helt på. Vi er blevet bange for verden, mener hun. Og dog: »Jo, altså, det er ubetvivleligt, at danskerne er blevet bange for verden. Men jeg ved ikke, hvem »vi« er, for jeg er altså ikke bange for verden«.

    Og så kommer Inge Eriksen i tanke om en erindring fra 90’erne og læner sig lidt tilbage i den udskårne:

    »Jeg kan huske engang i Beirut …«, begynder hun. »Det var lige efter borgerkrigen, og jeg skulle have en tilladelse for at rejse rundt, så jeg måtte hen til tobakshandleren for at få taget et pasfoto. Men da jeg kom nogle timer senere for at hente billedet, var det ikke mig, jeg så på billederne. Tobakshandleren sagde: Jo, det er dig, du er den eneste, der er blevet fotograferet i dag. Jeg kiggede igen på billedet og så den her drømmende, svømmende kvinde, som jeg aldeles ikke kunne genkende. Og så dæmrede det: Guuuud, det er en kvinde, der er forelsket. I Beirut«.
    Den betagelse er Inge Eriksen stadig ramt af. Men det er der mange andre, der ikke er, mener hun, og det gør hende »dybt fortvivlet«.

    … jeg skammer mig!«, kommer det med fonetiske udråbstegn fra den lille kvinde i stolen.
    I sine stille stunder kan Inge Eriksen finde på at åbne for uredigerede folketingsdebatter på tv, og især tonen fra Dansk Folkepartis fætre, Langballe og Krarup, kan gøre hende rasende…

    Men hvorfor skulle danskerne så være blevet bange for fremmede nu?

    »Det er kinesisk vandtortur. Hjernevasken. Det lille, daglige dryp«, siger hun med hørligt punktum for hver ytring.

    Men hvilke daglige dryp – og hvor kommer de fra?

    »Fra Dansk Folkeparti. Hver gang der er den mindste lejlighed til det, så prøver de at skubbe grænsen endnu længere ud for, hvad man kan sige af uforskammetheder. Partiet har kun én mærkesag, og det er at få alle udlændinge ud af Danmarket rigtig racistisk samfund med sammenknebne knæ og Dannebrog på flagstangen«.”

  • 30/7-08 (22.30) Deadline, DR2 – ‘Gudløs Ungdom’ fra 1937 er stadig uhyggelig aktuel.
  • Niels Barfoed, forfatter: “Det er jo klart, at der findes et mindretal, som – er det mindretal, skal vi sige, i propaganda-mæssig øjemed bliver forhånet i burka-annoncer fra Dansk Folkeparti, og så videre. Den stemning som sådan et mindretalsforfølgelse… “

    Adam Holm, DR2: … er netop kritikken af den burka-klædte, kritikken af den indelukkethed, som er i (afbrydes).

    Niels Barfoed: Jamen, det er jo ikke en kritik, det er jo ikke en kritik…

    Adam Holm: – det er vel en kritik som efterlyser…

    Niels Barfoed: – det er en mistænkeliggørelse!

    Adam Holm: – som bygger på oplysningens principper.

    Niels Barfoed: Åhh ja, enhver skal vi sige, så bliver enhver mistænkeliggørelse, enhver hetz, om man vil, så bliver det jo også et udtryk for en glad benyttelse af ens demokratiske rettigheder…

  • 1/8-08 Jyllandsposten (Viva, klumme) – Maren Uthaug: Man behøver altså ikke altid klø sig bag i (kræver login).
  • “»Jeg hader dig,« sagde min 5-årige datter til min venindes filippinske au-pair. Min forbløffelse var stor, især fordi au pairen bare havde sagt hej, hvad hedder du på sit nylærte dansk.

    Budskabet var lige så klart, da jeg senere spurgte min datter, hvorfor hun hadede hende: Fordi hun har sort hår og taler mærkeligt. Godt så. Al viften med rød fane og lange småstøvede monologer om, at alle mennesker er lige, har åbenbart været fuldstændig forgæves.

    I stedet er det lykkes mig at fremavle et lille usympatisk røvhul, der sandsynligvis kommer til at bruge sit liv på at råbe »sieg heil« til 24-årsreglen.

    Min fortvivlelse var stor, og jeg var nået helt ud i de pædagogiske afkroge, hvor man overvejer, om det mon er muligt at bestikke sit barn til at være et godt menneske.

    Da tændte jeg for radioen, og to kloge herrer og forfattere til bogen Det virkelige menneske kom mig til undsætning. De fortalte nemlig, at det ligger dybt forankret i den menneskelige natur at være skeptisk over for dem, der ikke er lige som os…

    Lettelsens suk!! Min datter er alligevel ikke Ku Klux Klan-aspirant. Hun er bare et helt naturligt menneske, hvis instinkt kræver, at hun for alt i verden skal holde sig til dem, der kan finde ud af sige hej på den fede måde og som også ved, hvornår vi sidst vandt Melodi Grandprix.

    Til min store forundring betyder det jo også, at Pia Kjærsgaard faktisk er et helt almindeligt retskaffent menneske. Hun er bare drevet af sine dyriske instinkter – lige som en kat, der slikker sig bag i.

    For ligesom evolutionen har lært katten, at dem med de reneste numser klarer sig bedst, har ur-mennesket Pia lært, at hvis hun skal overleve længst tid, skal hun skynde sig at lave en os og dem kategori – og at det ikke kan betale sig at bruge unødig tid på at forstå fremmede.

    Så er det nu, vi har chancen for at læne os tilbage og køre den fulde sviner af på hele den mørklødede version af homo sapiens. Eller vi kan gøre, som de to kloge herrer også foreslår, at være bevidste om spøgelserne i menneskeartens skab. Og vide at vi ikke behøver skide grønne grise over et tørklæde eller kioskmandens særegne måde at udtale skrabelod på…”

  • 2/8-08 Politiken (Tøgers blog) – Statsministerens regnestykke.
  • “Når det gælder djævlepagten med DF, har statsministerens mentale regnestykke hidtil set nogenlunde sådan ud:

    Dansk Folkeparti har sikret mig magten. Men heller ikke det politiske indhold behøver jeg skamme mig over:

    Når man tager i betragtning, at Dansk Folkeparti er imod både globalisering og liberale værdier, kan jeg som Venstreleder være stolt af, hvor globaliseringspositiv en politik, Danmark stadig står for. Ingen sætter spørgsmålstegn ved frihandel og tilpasning til international konkurrence, og de lukkede grænser og den mentale eksklusion gælder trods alt primært de mørklødede og muslimske.”

    

    31. januar 2008

    Vejen til Damaskus – status her på udgivelsesdagen

    Mediedækningen af Vejen til Damaskus har været omfattende, og jeg er blevet interviewet til adskillige medier. Igår blev jeg vækket af DR2’s Adam Holm, der ville briefe mig omkring min deltagelse i Deadline nu på lørdag (22.30-23.00). Nu hvor jeg var oppe gik jeg i bad, og med håret vådt talte jeg med en journalist fra Politiken. Jeg fik tøjet på og cyklede i Netto for at handle ind, da jeg stod og baksede med låsen ringede en journalist fra Jyllandsposten for at høre hvornår fotografen kunne komme og tage et foto til et interview de bringer i weekenden.

    Når jeg får tid opridser jeg diverse omtaler i en særskilt side, men dagen har dog bragt nyt.

    Berlingske Tidendes Michael Jalving anmelder bogen (kun online): Islam og fejhed.

    “Kapitlerne om de danske orientalister 1850-1950 er slet og ret folkeoplysning. Møller fokuserer på Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som alle bestred embeder ved Københavns Universitet og grundlagde den danske islamforskning. Deres værker havde international standard og blev oversat til flere europæiske sprog. Men omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.”

    Jyllandsposten lader historieprofessor Bent Jensen anmelde – Retten til at blive klogere (kræver login).

    “Alt dette minder i beklemmende grad om noget, som vi har oplevet tidligere. En gruppe af “kvasi-konverterede” universitetsansatte gør gældende, at islam kun må beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. For 30 år siden, da marxismen-leninismen hærgede på danske universiteter, hævdede andre universitetslærere, at denne ideologi og dens virkeliggjorte verden skulle beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. Det blev til selvcensur, ukritisk overtagelse af KGB-terminologi og orwellsk newspeak, hvor krig betød fred, og diktatur var demokrati. Dette farlige nonsens hørte op, da de marxistisk-leninistiske diktaturer brød sammen.

    Nu oplever vi samme degenerationsproces i forhold til en anden totalitær ideologi. Nogle vil gerne se kritikken af vrøvlet som højreorienterede mod venstreorienterede. Det er endnu mere vrøvl. Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig.”

    Politikens interview med undertegnede i dag blev som ventet et frontalangreb, ikke helt så underlødigt som i Informations bogdebat i lørdags, men tæt på. Journalist Kjeld Hybel (apropos) havde i det mindste læst og forstået bogen, men selvom jeg gentagne gange klart og tydeligt pointerede at bogen omhandlede Jørgen Bæk Simonsens metodiske skift væk fra filologien mod antropologien, så blev vinklen alt andet – Hellig krig i forskerverdenen. Fra underoverskriften.

    “Ny bog anklager fremtrædende islamforsker for at holde for meget af muslimer. Hans hensigt er at afkristne Danmark, lyder forfatterens bandbulle.”

    Første sætning er et klassisk associationstrick, ikke mindst fordi jeg netop i interviewet forklarede ham at man måtte skelne mellem islam som religiøs konstruktion og muslimer som individer – ikke kun, men også for muslimernes skyld. Problemet er ikke som det så følelsesmæssigt postuleres, at Bæk Simonsen “holder for meget af muslimer”, men at han gradvist siden 1988-1990 overtager muslimernes syn på deres religion. Kritik af islam er hermed identisk med hetz mod den enkelte muslim, og kritik af ideologien et udslag af manglende kærlighed til herboende muslimer.

    Anden sætning er ret beset uvæsentlig for bogen som helhed. I en note (#259) pointerer jeg at Bæk Simonsen qua en bestyrelsespost i en Nævnet for Etnisk Ligestilling, arbejdede som aktivist for en total adskillelse af kirke og stat. Det nævner jeg kort, fordi Bæk Simonsen samtidig har taget ikke-sekulære Minhaj ul-Quran i forsvar. En gruppe grundlagt af en islamist, der i Pakistan under militærdiktaturet i 1980’erne var ansvarlig for islamisering af det juridiske system. I bogen har jeg meget lidt om Bæk Simonsens forhold til Kristendommen som religion, men fremlægger enkelte eksempler på at han grundet sit ønske om et multikulturelt Danmark ønsker det kristen-kulturelle nedtonet. Måske er det titlerne Uriasposten og Vejen til Damaskus som narrer ham, eller også vil Politiken gerne se bogens kritik, ikke som videnskabelig kritik, men som et kristen korstog. Sandheden er at jeg slet ikke er kristen. Jeg meldte mig ud af Folkekirken som 18-årig, og betragter den dag i dag enhver form for religion som overtro – Vejen til Damaskus er da heller ikke på nogen måde et kristen stridsskrift. Islam har som en ikke-sekulariseret stærk monoteisme alle problemer trosbaserede forestillinger kan give et velfungerende demokrati, og hvis man som Jørgen Bæk Simonsen, Information og Politiken allerede i definitionen sidestiller kritik af ideologiske aspekter med hetz mod muslimerne, så er man ude på et skråplan, ikke mindst i videnskabelig henseende.

    Men ellers må man sige bogen er kommet godt af vejen. Officielt udkommer den først idag, men mig bekendt er der kun få eksemplarer tilbage af første oplag, og kun ved bestilling via boghandlerne. Pladserne til paneldebatten den 19. februar har været udsolgt længe, og adskillige er på venteliste.

    I bogens kapitel to refererer jeg fire forfatteres afklaring af centrale problematikker i religionsforskningen med udgangspunkt i begreberne ‘kulturchauvinisme’ og ‘kulturrelativisme’. Her citerer jeg blandt andet professor Jeppe Sinding Jensen, der i sin disputats taler om faren for at forskere i sit studie af religiøse fænomener ender med det antropologen Merryl Davies betegner som “pseudo-cognition or quasi-religious truth-claims”. Således forsvarer Jørgen Bæk Simonsens sig selv i dagens Politiken.

    “Jeg er gået fra at arbejde med teksterne fra den tidlige islamiske historie til at arbejde med levende muslimer i et moderne samfund under forandring. Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende. Min måde at gå til islam på tager udgangspunkt i, at islam kan forandres og er afhængig af tid og sted. Ligesom tolkningen af alle andre religioner eller politiske ideologier. Det, at muslimer er ankommet til et andet samfund og skal tolke sig selv i en anden sammenhæng, giver nogle andre svar.”

    

    23. januar 2008

    Søren R. Fauth og Nomos i Deadline

    Seneste nummer af Tidsskriftet Nomos er måske det bedste hidtil, men ingen havde vel af den grund forventet at DR2 ville skabe debat på kulturkonservative præmisser. Det var ikke desto mindre det der skete igår, hvor DR2’s Adam Holm først fremviser det aktuelle nummer, og herefter diskuterer “åndens og sprogets deroute i et ensrettet Europa” med forskningslektor Søren R. Fauth på baggrund af artiklen jeg her citererer.

    “Varmerekord, og i skrivende stund nedbørsrekord, i Europa og alligevel denne isnende kulde der blæser ind over Aftenlandet i disse år, denne frygtindgydende tomhed der fuger ind fra øst og vest, denne fuldkomne mangel på ånd og værdi der stikker bare en lille smule dybere end den nye Audi A8, eller et ‘Ulla og Søren-køkken fra Invita’ med kogeø i midten. Denne glubske leflen for den laveste fællesnævner, det opportune, det tilpassede, uegentlighedens MAN. Den åndelige udsultning af NÅ-generationen, som jeg desværre selv tilhører, må snart have nået et punkt hvor den mentale byld brister, eller skal der gå endnu flere årtier inden vi skraber bunden helt og dør af iltmangel på en varm vinterdag, siddende fastfrosset til en stol foran en eller anden ligegyldig skærm der stråler af kulde og fylder os med møg?

    […]

    Selv at vågne op en morgen og mærke at man er blevet en del af denne stupiditet, at man langsomt overgiver sig til det epidemiske sløvsind, er langt mere skræmmende end noget andet apokalyptisk scenarium jeg kan forestille mig. Den aftenlandske kulderekord er for længst sat, og meget tyder på at det bliver endnu koldere i Europa. Hvorfor denne allestedsnærværende smålighed? Hvorfor denne ensretning? Hvorfor dette aldeles unødvendige fedteri med ånden?” (s. 67f; Nomos 5:2 Om åndens og sprogets deroute i et ensrettet Europa, s. 67-75

  • Botho Strauss: Anschwellender Bocksgesang (Nomos 1:1 Tiltagende bukkesang).
  • EXPO 2007/4 – Islamofobiens nya ansikte (Nomos, en forening som “sprider islamofobi”).
  • 5/1-08 Nomosblog – Ulrik Høy om Nomos.
  • Oploadet Kl. 14:34 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper