4. februar 2013

Jødiske Anne Boukris: Jødehad er en afledt effekt af monokulturelle danskeres frygt for det anderledes

Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[…]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper