10. maj 2021

“‘… Man rykker et skridt til højre hver gang.’ Og det kan ikke engang Danmarks Radio… forhindre.”

Trods daglige stikprøver med samtaleradio, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst hørte et debatprogram, som ikke var et angreb fra venstre flanke. I dag var det en debat om hvorvidt Prins Christian kan være folkelig, når nu han går på Herlufsholm Kostskole. De to gennemsnitlige danskere var (meget sigende) en førtidspensionist og en arbejdsløs socialpædagog. Sidstnævnte lød mere fornuftigt end socialpædagogen jeg hørte i samme program i sidste uge, men hun var også alvorligt ramt af oikofobi. Syrerne skulle ikke hjem, alle havde ret til at blive her, og hvorfor skulle de øvrigt tage dansk kultur til sig. Danmark er jo bare en tilfældigt jordareal.

MSM holder sig altid på sikker afstand af danskernes konkrete virkelighed. Skøn kommentar af tidligere DR-journalist Jannich Kofoed på Trykkefrihed.dk – I corona-dybet med Danmarks Radio.

Ude i DR-byen kan ingen høre dig skrige. Og de er også ligeglade … Under coronaens kvælende kedsommelige greb er Danmarks Radio blomstret – eller sådan opfatter journalisterne derude det formentlig selv. Idé-udviklingen på DR-byens redaktionsmøder må foregå i en eksalteret stemning: her kan man konfrontere en ansigtsløs fjende uden at vide en skid.

… Jeg kan ikke skråsikkert afvise, at journalisternes kampagne virker. Jeg begyndte selv at blive blød, når jeg hørte en syrisk pige tale sin sag på et glimrende dansk. Jeg ville da gerne lade hende blive, hvis jeg til gengæld kunne få smidt en halv snes utaknemlige, voldelige stammekrigere ud af Danmark. Men det er der jo ikke vilje til, ikke førend Socialdemokratiet får nok, og Danmark skyller konventionerne ud i lokummet, og det har stadig lange udsigter, så vi må desværre gøre vores hjerter hårde. …

Og det blev lidt nemmere for mig sidste weekend. Her på Nørrebrogade skulle vi se ‘Deadwood’ med Robert på 14, så han gik ned for at hente lidt fredagsslik. Han kom dog hurtigt op igen, rystet, fattet, men med tårer i øjnene, for foran Seven-Eleven blev han antastet af seks-syv jævnaldrende fra en fremmed stamme, som passede ham op, slog ham i maven, tog kvælergreb på ham og tvang ham til at sige ‘Jeg er et pikfjæs!’ mens de med en mobiltelefon optog ydmygelsen. Han er før blevet holdt op med kniv og kropsvisiteret på en legeplads, og han ta’r den slags pænt, men vi måtte love ikke at kontakte politiet denne gang.

Men som hans storebror sagde: ‘Hold kæft, hvor jeg hader dem. Man rykker et skridt til højre hver gang.’ Og det kan ikke engang Danmarks Radio i ly af coronaen forhindre. Heldigvis.

(Bland selv-halalslik på Nørrebrogade, 2021)

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


21. december 2013

Jannich Kofoed: DR ville ikke bruge Bent Jensen som ekspert – “Den mand er jo antikommunist!”

God kommentar af Jannich Kofoed i Berlingske – Oprejsning til en anti-kommunist.

“Selv om professor Bent Jensens værk om Den Kolde Krig ikke når juletræerne, så glæder jeg mig i denne tid, fordi vrang omsider er vendt til ret, efter at Jørgen Dragsdahls retssag imod ham faldt til jorden. … Retssagen var ikke et personligt opgør mellem to forfængelige mænd, men et principielt opgør om, hvordan danskernes opførsel i efterkrigstiden skal dømmes; de, der åbent valgte side, og de, der i dag bortforklarer det tunge ansvar, de pådrog sig ved at hævde, at de anbragte sig i midten – mellem den frie og den lænkede verden.

I min tid i den Moskva-dirigerede kommunistiske bevægelse i Danmark var Bent Jensen en farlig modstander; den slags folk hæftede vi skældsordet anti-kommunist på, og det havde en langt mere modtagelig grobund, end man skulle tro: flere år efter at jeg gradvis havde erkendt karakteren af den landsskadelige bevægelse, jeg havde været en aktiv del af, slog det overraskende tilbage imod mig, en dag i 1996 på Danmarks Radio, hvor jeg arbejdede som journalist. Jeg foreslog – og ikke engang for at prøve grænser af – at Bent Jensen blev inviteret til at medvirke i et program, hvor hans viden virkelig var relevant. En kvindelig kollega stirrede bestyrtet på mig og snerrede: ‘Den mand er jo antikommunist!’

At den Sovjet-dirigerede fredsbevægelse havde held til at gøre sine modstandere suspekte ved blot at kalde dem for anti-kommunister, fortæller, at ikke alt, hvad Kreml rørte ved, slog fejl. Selv om det var nemt at iagttage ægte kommunistisk magt få kilometer fra vore egne grænser, så lykkedes det op gennem 70’erne at give folk dårlig samvittighed, hvis de kaldte kommunismen for den ene af to slags pest, der havde ramt Europa. DDR – vort ukendte naboland, Sorgmunter socialisme og den slags, var dumme bøger skrevet af dumme mennesker, som inviterede Den røde Armé til at voldtage Vesten. …

Arkiverne siger det klart: målt i mængden af blod og bundløs sorg fremstår venstrefløjens forsøg på at sidestille de socialistiske diktaturer med den frie verden i dag, i lyset af, hvad vi nu ved, som intellektuelt uhæderligt, ja, rentud løgnagtigt.

Jørgen Dragsdahl spillede en stor rolle i meningsdannelsen fra slutningen af 1960erne, nærmest som en slags nedrustnings- og fredsekspert. Som medarbejder på Information påvirkede han en ung generation med antiamerikanisme og en tilsvarende fordrejet forståelse for Sovjetunionens hensigter. …

Informations, venstrefløjens og Jørgen Dragsdahls største svigt var vel, at de anstrengte sig for at dele sol og vind lige… Fordi regimerne i Moskva og Peking smykkede sig med socialistiske og anti-imperialistiske floskler og symboler, blev de behandlet nænsomt, som ‘kammerater, der fejler’; deres bureaukratiske socialisme var ikke perfekt, og deres mangel på revolutionær elan svækkede kampen mod det virkelige monster, USA-imperialismen.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper