27. november 2007

Ph.d. Gunna Funder Hansen i stort anlagt apologi for arabisk kultur

Det er ikke småting P1 byder sine lyttere, men søndagens udgave af Ud med sproget bliver svært at stikke. Først leveres en tung apologi for imamer der prædiker had, andengenerationsindvandrere der taler nedsættende og truende fængselsindsatte af arabisk oprindelse. Kulturen var en anden, og vi skulle bare ignorere/acceptere og forstå den slags. Slutteligt kan man så høre at det i den moderne virkelighed slet ikke giver mening at tale om kultur som sådan. Kun på P1 går det regnestykke op.

  • 25/11-07 Ud med sproget – Konflikter på arabisk og dansk.
  • P1-værten var Estrid Anker Olsen – det sproglige orakel ph.d. Gunna Funder Hansen, som indleder apologien med en indføring i begrebet ‘højkontekstsprog’.

    Estrid Anker Olsen, P1: Har du nogle eksempler på det?

    Gunna Funder Hansen, ph.d.: Altså, et eksempel på hvordan det bliver vanskeligt at forstå hinanden på grund af de her ting – det kunne være de her sager omkring terror som har været her i Danmark, for eksempel Said Mansour-sagen, hvor Said Mansour han blev anklaget blandt andet på baggrund af noget materiale han havde distribueret, hvor der står meget højrøstede ting omkring øhh at man skal bekæmpe zionisterne og de vantro og alle de her ting, og der bliver man jo nødt til at lægge meget vægt på hvad det er en for en kontekst det her materiale kommer i. For kommer det alene, så tror jeg ikke man skal lægge særligt meget vægt på det, på sådan nogle retoriske sådan meget voldsomme udfald der kommer i materialet. Fordi det er jo noget man kan høre hvorsomhelst til en fredagsbøn, ikke enhver fredagsbøn, men i hvert fald i nogle sammenhænge nogen steder i verdenen, hvor man ikke behøver at tage det særligt alvorligt… Her er det altså kontekstens grove karakter der berettiger til en dom.

    Estrid Anker Olsen: Men der er altså nogle sproglige områder omkring Middelhavet, hvor man bruger voldsommere sproglige metoder end vi er vant til.

    Gunna Funder Hansen: Ja, det er helt sikkert. Når man har i arabisk tradition har et sådan blomstrende og poetisk sprog, ihvert fald hvis man sådan kigger på, ja, politisk materiale for eksempel – have sådan et meget blomstrende sprog, og have den her meget poetiske karakter, også fordi man trækker nogle religiøse elementer ind, ganske ofte. Og det bliver så også tilsvarende ukonkret i forhold til hvad vi er vant til. Det er svært sådan at sætte fingeren på hvad det er de vil, hvor de vil hen med det nogle gange ik’. Men spørgsmålet er så igen, hvor bogstaveligt man egentligt skal tage de her ting der nu bliver sagt. Man kan sammenligne med for eksempel i 70’erne herhjemme, med det venstreorienterede miljøer, eller med punkmiljøerne i 80’erne, eller de autonome i dag – at de har også nogle af de her, sådan en retorik, der ligesom er et angreb på normerne med et uacceptabelt sprogbrug, for eksempel, hvis de autonome de råber – klyng pansersvinene op, eller – skyd fascisterne – eller et eller andet ik’, så kan de fleste af os godt fornemme at der er en retorik, som leger med krig eller oprør, men at der ikke nødvendigvis er reelle intentioner om vold. Men man bruger denne her sprogbrug, der bliver sat i spil, som en form for gruppemarkør, der markerer at vi har et fællesskab omkring denne her sag.

    Estrid Anker Olsen: Vi kender det måske også i mere almindelige sammenhænge, at man kan godt sige til en, at jeg river hovedet af dig, hvis du gør sådan og sådan, men der er jo ingen af os der forestiller os blodet skal flyde.

    Gunna Funder Hansen: – lige præcis. Altså velkendte trusselskatagorier, dem opfatter vi som mindre farlige, end nogen som vi ikke har hørt før ik’. Og det er klart, at de trusselskatagorier der findes i arabiske sprogområder, at når de bliver oversat til dansk, så kan vi opleve dem meget anderledes end den måde man normalt vil opfatte dem på, på arabisk.

    Estrid Anker Olsen: – de bliver pludselig meget mere konkrete.

    Gunna Funder Hansen: – lige præcis.

    Estrid Anker Olsen: Hvis vi prøver sammenligne med nogen – nu var du inde på de autonome for eksempel, men vi har jo også set i de her år – der hører vi meget om at der er grupper blandt de unge iøvrigt, som taler et meget grimt sprog for eksempel. Eller som bruger nogle ord som kan være meget voldsomme, og som for andre opfattes som meget meget grov måde at tiltale sine medmennesker på. Perkersprog er et af dem som bliver nemt, men der findes jo også andre unge som ikke høre til indvandrergruppen, som kan bruge grimt sprog.

    Gunna Funder Hansen: Ja.

    Estrid Anker Olsen: Er det nogle af de samme mekanismer vi ser der tror du, når man skælder hinanden ud for at være luder og hvad som helst.

    Gunna Funder Hansen: Det er det da helt sikkert…

    […]

    Estrid Anker Olsen: Når vi er over i det her med trusler og vredesudbrud med videre – bruges udtrykket også forskelligt i dele af kulturerne, og blandt andet er der forskel på den arabiske kultur og den danske kultur, når det drejer sig om sådan noget.

    Gunna Funder Hansen: Ja, det syntes jeg er ret tydeligt, at man i middelhavkulturene har en tilbøjelighed til sådan, at hvis vi siger på det, så siger vi at de hidser sig meget nemt op – der skal ikke så meget til. Øhmm, og det skyldtes jo ikke så meget at de her har lettere til vrede, eller noget i den retning, men det er mere et spørgsmål om at det i deres kultur, er mere tilladt at vise sin vrede mere kropsligt, og give udtryk for at man føler den her vrede, så ehm, de følelser der ligger bag sådan et vredesudbrud behøver ikke nødvendigvis at være i overensstemmelse med den måde man så opfatter det på når man står overfor det. Så det vil sige, det bliver – man prøver at kommunikere med sit vredesudbrud, er noget andet end det en fra, hvad skal man sige – vores kultur – vi vil opfatte det anderledes ik’. Der opstår så disse her overensstemmelser i kommunikationen.

    Estrid Anker Olsen: Du har blandt andet forsket indsatte i fængslerne, og deres problemer mellem de ansatte og de indsatte.

    Gunna Funder Hansen: – ja.

    Estrid Anker Olsen: – med at forstå hinanden, og hvilket niveau konflikterne egentligt har.

    Gunna Funder Hansen: Lige præcis. Det viser sig at de her ansatte i fængslerne føler at de indsatte med mellemøstlig baggrund hidser sig meget hurtigt op, og er svære at kontrollere, og derfor har de svært ved at fornemme trusselsniveauet. Hvornår begynder de her fanger at blive farlige, og det der så sker, er at de meget hurtigt skaber nogle konfliktsituationer, som egentligt kunne være helt unødvendige. Og det er jo også – og man kan se, hvordan det i den mellemøstlige kultur er forholdsvis tilladt at hidse sig op og blive vred, så har vi jo en meget klar, ja den måde vi bør udtrykke os på, når vi bliver vrede, det er at vi så vidt mulige skal være rolige og afbalancerede, og vi skal prøve at kontrollere os simpelthen – det er kontrollen der er i centrum. Vi skal helst udvise kontrol, og prøve at formulere vores vrede sprogligt. Så når vi står overfor nogen, der ikke gør på samme måde som os, så tolker vi det i høj grad som manglende kontrol… De er ikke så vrede som vi tror – de udtrykker det bare på en anden måde end vi er vant til.

    […]

    Estrid Anker Olsen: Nu har vi talt meget sådan dem og os, og gjort det meget generelt. Så enkelt er det vel ikke?

    Gunna Funder Hansen: Nej, man kan ihvert fald sige, at hvis vi sådan skal kigge mere overordnet og teoretisk på det, så kan vi hurtigt dekonstruere alt det jeg lige har sagt, fordi at hvis – man kan lave den her parallel til det der er sket indenfor kulturforskningen i løbet af de sidste par årtier, at man jo efterhånden har fået en erkendelse af, at det her globaliserede samfund gør det nærmest umuligt at katagorisere verden i kulturkatagorier, når mennesker og informationer de flyver og farer på tværs af grænserne, så bliver det meget vanskeligt at sige, at den her kultur er sådan og den her kultur er sådan, fordi det er et sammenblandet miskmask. Og efterhånden bliver vi nødt til at lægge denne her forestilling fra os, at vi bliver født ind i en kultur og bærer den med os hele livet. Fordi sådan fungerer tingene ikke mere, vi får indtryk fra mange forskellige kulturer efterhånden, så vi nærmest bliver nødt til at sammensætte vores egen individuelle kulturelle identitet. Og jeg tror det er noget af det samme vi bliver nødt til at forstå med sprogene, at det nytter ikke rigtigt noget at blive ved med at fastholde de her meget stramme sprogkatagorier… Vi må forstå, at det giver mindre og mindre mening at snakke om adskilte sprog. Grunden til at vi har for svært ved at forstå det rigtigt…

    I en tid hvor det tenderer racisme at råbe “This is Denmark” til en afrikansk superligaspiller, så er der af kulturelle årsager frit lejde til herboende arabere.

    Ligeså interessant er det, at forskeren også mener det er uproblematisk når venstreradikale opfordrer til vold og revolutioner, ud fra den betragtning, at det blot er en måde at afgrænse sit fællesskab på. Det samme ræsonnement kunne være brugt til at aflive multikulturen som ide, men nej – når autonome truede familiefædre i uniform, så var det blot harmløs retorik. P1-lyttere vi vide, at højrebloggere på samme kanal konsekvent benævnes ‘højreradikale’, blandt andet af internetforsker professor Niels Ole Finnemann. Da jeg sidste år bad ham forklare, hvorfor højrebloggerne som gruppe var radikale, svarede han blandt andet.

    “… I indtager… radikale standpunkter i kraft af den uforsonlighed og aggressivitet, hvormed I fører jeres synspunkter og skældsord frem, ofte i en uskøn blanding.” (Niels Ole Finneman, Uriasposten 27/3-06)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper