22. august 2021

Om Journalistforbundets MeToo-guide: “… man kan lade være med at tage debattører på hver sin fløj”

Den yderste venstrefløj har altid kæmpet imod dissidens, og det ser ud til at de har fundet en strategi der virker. Med plusord er det muligt at presse politiske modstandere væk fra spalterne, og det undrer ikke at Dansk Journalistforbund er med på ideen. Morten Okkels kommenterer en ny journalistisk MeToo-guide på Kontrast.dk – Kønspolitik forklæder sig som journalistiske dyder.

“Jeg havde ellers lovet mig selv, at der skulle gå længere tid, inden jeg igen skulle kæmpe mod vrøvlet om, at det er en journalistisk dyd at arbejde for identitetspolitiske mærkesager. Men det nyeste indslag af denne type er desværre blåstemplet af Dansk Journalistforbund og skal derfor ikke siddes overhørig.

Det drejer sig om forbundets nye guide til journalistisk dækning af #MeToo og sexisme og dens dækning i fagbladet Journalisten, der har interviewet en af forfatterne, Lotte Rosdahl. Den erklærede målsætning er at sikre en ‘nuanceret’ og ‘kvalificeret’ debat. ‘Vi skal informere,’ lyder det noble budskab om guiden. Sådan en guide kan ingen være imod, vel? …

Som så ofte, når ingen kan være uenig i de fluffy officielle formål, lurer en kerne af identitetspolitik lige under overfladen. En ‘nuanceret’ og ‘kvalificeret’ debat betyder naturligvis en debat, hvor modparter af tidens kønsaktivisme ikke bliver profileret. Vil de ikke holde kæft, kan man i det mindste holde dem ude af spalterne. Fagbladets journalist har forstået budskabet, som hun demonstrerer i rubrikken: ‘Stop sensationsvinkler med Brian Mørk’.

Det havde været prisværdigt ærligt, hvis Rosdahl var lige så direkte, men det går indlysende ikke. …

‘Det handler om at gå ned ad konflikttrappen ved at give mindre plads til ekstremerne, der ikke kan forsones,’ siger Lotte Rosdahl til Journalisten og foreslår, at ‘man kan lade være med at tage debattører på hver sin fløj’.

Nu lyder det mere tilforladeligt, at vi skal lukke for folk som ham Mørk. For ekstreme, må vi forstå. Lad os for diskussionens skyld antage, at det er sandt. Hvem er i givet fald hans modstykke på den anden fløj, som journalisterne ligeledes skal undgå ifølge rapportskribenten?

Det kan næppe være Everyday Sexism Project, Kvinfo eller Dansk Kvindesamfund, for disse kilder har Rosdahl selv citeret i den omtalte rapport. Jamen hvem pokker er så kønsaktivisterne, hvor medierne skal ‘tænke over, hvor meget plads de får’? Det får vi ikke at vide, for fagbladet spørger naturligvis ikke. I de kredse er de farlige ekstremer, der skal begrænses, kun interessante, når de agerer på politisk ukorrekt side.”

(Lene Rimestad og Lotte Rosdahl, 2021, Guide: Bedre dækning af MeToo og sexisme)



18. august 2021

Kvinfo-direktør: “… jeg gider ikke have en overskrift, hvor der står, at Kvinfo er enig med Brian Mørk.”

Brian Mørk jages i skrivende stund af Twitter-feministerne, fordi han skrev at ‘Afghanistans eneste håb er at Taleban kommer til at skrive et tweet der krænker feministerne’. Overdrevet har ingen humor, og det værste er næsten at segmentet i ramme alvor kæmper for ‘en feministisk udenrigspolitik’. Hylende morsomt interview med Kvinfo-direktøren i Weekendavisen – METOO: Mørklagt kvindekamp (af Leny Malacinski)

“Det er ikke kun komikeren Brian Mørk, der mener, at kvinder kan minimere risikoen for krænkelser ved at sige fra. Det mener Henriette Laursen, direktør for Kvinfo, også.

Selvfølgelig kan kvinder selv gøre noget for at forhindre overgreb. Det kan de gøre enten ved at sige fra eller for eksempel ved at gå til selvforsvar, men det gælder selvfølgelig ikke i alle situationer. Men det vigtigste problem er heller ikke, om kvinder siger fra, men at de overhovedet udsættes for overgreb, vold og krænkelser. Det er de handlinger, der skal være fokus på. …,’ siger Henriette Laursen. …

– Men er du enig med Brian Mørk?

‘Jeg synes ikke, han er specielt interessant. Det sker hver dag, at kvinder siger fra, så det tror jeg sådan set er et ret banalt budskab.’

– Hvis det er så banalt, hvorfor udbreder I så ikke den gode nyhed til piger og kvinder?

‘Fordi de allerede siger fra hver dag. Selvfølgelig kan kvinder sige fra, og overgreb forhindres, og det skal man selvfølgelig gøre som enkeltindivid, når man kan. Men som samfund skal vi frem til, at vi ikke bebrejder den enkelte for, hvordan man reagerer i situationen. Det er ikke et valg. Man reagerer instinktivt, og jeg gider ikke have en overskrift, hvor der står, at Kvinfo er enig med Brian Mørk. Han er uinteressant.'”

(Weekendavisen, 13. august 2021)

Oploadet Kl. 00:08 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. august 2021

Politiken-leder (8. juli 2021): ‘Tag ansvar, Taleban’, “Med magt og kontrol følger nødvendigvis ansvar.”

Alt imens danske politikere kæmper for at få Talibans afghanske fjender til Danmark med deres familier, har den islamistiske bevægelse stille og roligt taget kontrol over Helmandprovinsen, som 43 danske soldater døde under forsvaret af. Jeg savner de gode gamle dage, hvor man bekæmpede sine fjender ubønhørligt, illusionsløst.

Her en leder fra Politiken, trykt for blot fem uger siden. Den er underskrevet Anders Jerichow, og vidner om en mand der ikke helt forstår Islam. Fra Politiken.dk – Tag ansvar, Taleban.

“Taleban-bevægelsen har nu entydigt kurs mod Afghanistans hovedstad, Kabul, efter sin lange, seje blodige krig om de afghanske landområder. Men det er ikke nok at fortrænge Afghanistans officielle sikkerhedsstyrker fra det ene distrikt efter det andet. Med magt og kontrol følger nødvendigvis ansvar.

Hidtil har Taleban afvist at tage del i den gryende demokratiske proces i det alt for krigsvante bjergrige samfund, som ikke har kendt til en folkeligt forankret central myndighed. … Den har været underlagt en uigennemskuelig klike af skriftlærde og krigsherrer. De har dyrket forestillingen om et ‘islamisk emirat’, men ladet hånt om demokratisk legitimitet, hensyn til mindretal og kønnenes ligeværd. Bevægelsen har bekæmpet både internationale og afghanske styrker med en brutalitet og ligegyldighed over for civile ofre…

Hvis Afghanistan skal undgå en ny borgerkrig og nye flygtningestrømme, når fundamentalisternes milits igen melder sig i Kabuls gader, er Taleban derfor nødt til at vise, at bevægelsen – ligesom Nato – har indset nytteløsheden af mere krig og nødvendigheden af civil ansvarlighed.”

(Politiken, 8. juli 2021, forside)



7. august 2021

Pind om stenkast: “Kan det være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre..”

Tidligere justitsminister Søren Pind har forladt politik, og kan nu som Danmarks uafhængige liberale fyrtårn, gøre sig dybe overvejelser om rigets problemer, helt uden at lefle for den offentlige opinion. Eller noget. Set på Twitter.

“Tiden er nu gået og svenskerne har ikke kunnet opklare stenkastene mod danske bilister. Der er gået måneder. En bekymring: Kan det være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre og et nært samarbejde mellem to ligesindede lande? I givet fald skal denne problemstilling flyttes op på et helt andet niveau. Så kan skånsk politi ikke klare sagen alene. … (Søren Pind, Twitter, 30. juli 2021)

(Foto: Facebook)

“… heldigvis er vores helt egen Wallander på sagen. På Twitter har tidligere politiker Søren Pind studeret sagens sammenhænge, lagt brikkerne sammen og udtænkt en mulig hypotese: Stenkastene kan være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre og gøre skade på det nære samarbejde mellem Danmark og Sverige. Sjöwall og Wahlöö har ikke levet forgæves. (Søren K. Villemoes, Weekendavisen, 6. august 2021)

Oploadet Kl. 17:57 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


5. august 2021

Kronik om BLM-dækning udstiller problemet med aktivistisk journalistik, midlet til venstrefløjens mål…

Journalist Ida Trøiborg (Laursen) er freelancer, men har i to omgange været tilknyttet Jyllands-Posten. Hun har en kandidatgrad i journalistik og internationale udviklingsstudier fra RUC, og således godt skolet i aktivistisk journalistik. Hun mener de danske medier var for hårde ved Bwalyas ‘Black Lives Matter’ i 2019, da det kan svække kampen mod racisme. God kommentar af journalist Morten Okkels på Kontrast.dk – Sludder og vrøvl om Black Lives Matter og journalistik.

“‘Medierne fejlede, da Black Lives Matter kom til Danmark,’ skriver den nyuddannede journalist Ida Trøiborg i sin kronik i Politiken, og det er faktisk interessant. Ikke fordi hun har ret, men fordi hun med sin kronik udstiller andre faglige problemer, end hun forestiller sig, og som er et problem for standen langt ud over en enkelt skribent.

Ifølge Trøiborg er denne negative dækning meget problematisk for os som mediefolk, fordi ‘det kan være med til at sætte en kæp i hjulet på kampen mod racisme’. I den forbindelse er det ‘mediernes ansvar at hæve sig over det kaos’. Og her er vi på sporet af den dybere misforståelse bag Trøiborgs holdninger, som desværre rækker langt ind i fagets rækker.

Problemet kommer fra den indstilling, at journalistik grundlæggende skal være midlet til det mål, der hedder et bedre samfund, og at dette i de fleste journalisters opfattelse er et mere venstreorienteret, progressivt samfund.

… De vil have en objektiv fremstilling af BLM’s budskaber, men beklager sig over en objektiv fremstilling af problemerne. De vil have, at medierne afdækker, hvad det hele egentlig handler om, hvilket lyder harmløst og rigtigt, indtil man begriber, at de selv vil definere, hvad det egentlig handler om. Hvor magten virkelig findes.

… I stedet fik vi så et indlæg til støtte for kritisk ensretning under dække af at være imod kritisk ensretning. Det er vel en retorisk bedrift, men rigtigt er det ikke.”

(Race-aktivisten Bwalya Juliet Sørensen, forkvinde for ‘Black Lives Matter’; Foto: UP)


Woke Radio4-vært harcelerer over statistik: Husk at moderere, “… når du lægger sådan noget her ud”

Jeg bloggede om Radio4-værten Amalie Bremer tidligere på året, da hun tog afstand fra Zlatan Ibrahimovic, der offentligt proklamerede, at han var fodboldspiller, og det ikke var hans opgave at bedrive politik. Alt er politik ifølge woke-overdrevet, og lesbiske Bremer er da også mere feminist end de fleste. Sådan da. Her en kommentar til en journalist fra Berlingske, der bringer officiel statistik over gruppevoldtægter fra det tyske ‘Bundeskriminalamt’.

(Amalie Bremer kommenterer Troels Heeger-opdatering på Twitter, 4. august 2021)

“Wir haben kürzlich in der B.Z. exklusiv Zahlen des Bundeskriminalamtes veröffentlicht, die den Schrecken verdeutlichen: Zwei Mal pro Tag wird eine Frau in Deutschland Opfer einer Gruppenvergewaltigung.

Und wir kommen an der Tatsache nicht vorbei, dass die Täter zu einem großen Teil jung und männlich sind und aus Syrien, dem Irak oder Afghanistan stammen. Viele von ihnen begehen die Taten im laufenden Asylverfahren.

Dennoch wird diese Kriminalität nicht öffentlich debattiert. Es gibt keine großen Berichte, keine Talkshows, kaum ein Politiker äußert sich.

Während wir jede Art von Rassismus bis in den letzten Winkel verfolgen, lassen wir die Gruppengewalt gegen Frauen im Grunde doch achselzuckend geschehen.” (Berliner Zeitung, 4. august 2021: Die Gewalt von Männergruppen gegen Frauen nimmt zu)



3. august 2021

Marianne Stidsen om kultursociologi: “Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev.”

Interessant portræt af Marianne Stidsen, som understreger, at det kræver en særlig støbning at stå imod den universitære venstrefløj. De fleste holder kæft, retter ind og reproducerer problemet. Hun er for Dagbladet Information, hvad Mørk er for Twitter-feministerne, og kampen foregår på alle niveauer. Sidste år bragte avisen eksempelvis en ‘brevkasse’, hvor en læser spurgte, hvorvidt det var en borgerpligt at forholde sig til Stidsens idioti. Anna von Sperling beroligede læseren på avisens vegne, at Stidsens ytringer blot var krusninger, der ikke kunne stoppe udviklingen. Hun er datter af journalist Vibeke Sperling, der med henvisning til RAF-terror, pointerede at den danske venstrefløj nu måtte give ’startskuddet til åbning af fronten’. Blodrød ideologi i en ny indpakning.

Interview med lektor Marianne Stidsen i Weekendavisen – Skriget (ved Poul Pilgaard Johnsen).

“Marianne Stidsen forlod Herning med en HF-eksamen… Faget var kultursociologi i København, og det gik galt lige fra begyndelsen.

Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev. Hvis faget sociologi altid havde gået for at være ultrasocialistisk, kunne man snildt lægge 75 procent til, hvis man skulle give en karakteristik af lillesøsterfaget. Jeg havde ikke spor lyst til at blive indrulleret i dette klistrede, altgennemtrængende fællesskab, hvor selv den mindste lille flig af én skulle kværnes igennem den fælles ideologiske gruppemølle.’

Hverken hos sine medstuderende eller lærerne var Marianne Stidsen i kridthuset. Det kulminerede, da de skulle lave deres første større projekt:

Det var ikke, fordi jeg partout ikke ville arbejde sammen med nogen. Der var bare ikke nogen, der ville arbejde sammen med mig om det projekt om punkkultur, jeg havde udtænkt. … ingen af lærerne på faget ville være min vejleder.’

Til sidst var der dog en lærer, der blev tvunget til det, fordi Marianne Stidsen blev ved med at insistere på, at der ikke stod noget i reglerne om, at det var forbudt at lave projekter på egen hånd.

‘Men hvad hjalp det at have reglerne på sin side, når den lærer, der var sat til at vejlede, simpelthen var som sunket i jorden? Som kronen på værket blev jeg kaldt op til den øverstkommanderende på instituttet og fik at vide, at jeg jo måtte forstå, at når vi kom ind ad døren, var mange af os så ideologisk afsporede, at vi først måtte rettes ind, før man kunne ’slække på tøjlerne’. Det var faktisk det udtryk, der blev brugt. Mit første møde med universitetet var kort sagt en afsindig stor skuffelse. Slet ikke som jeg havde forestillet mig og drømt om, med højt til loftet og vigtige diskussioner fra morgen til aften.’ …

Hjemkommet fra USA skiftede Marianne Stidsen fra kultursociologi til litteraturvidenskab, og her gik det bedre:

Også det studie var munkemarxistisk, men…’

Venner, som hun havde haft i 30 år, forsvandt i takt med skærpelsen af hendes tone i den offentlige debat.”

(Dagbladet Information, 23. maj 2020,: Er det en borgerpligt at forstå Marianne Stidsen?)

“Det er også mit eget pædagogiske ideal, for nu ikke at sige min livsfilosofi. Vi kan kalde det unsafetyisme som en omvending af det begreb – safetyisme – der er blevet en samlebetegnelse for alle de woke social justice-bevægelser, der tegner nutidens samfund, og som jeg har sat mig for at kritisere.” (Marianne Stidsen)



28. juli 2021

Portugal: Død kommunistisk terrorist dør hyldes i MSM – “… var med til at knuse knap 50 års diktatur”

Både Ekstra Bladets lange Ritzau-artikel og DR Nyheders opkog om Otelo Saraiva de Carvalho udelader væsentlige detaljer. Det er ikke småting der bortredigeres, for at gøre ham til symbol for demokratiet.

Efter et valg til en grundlovgivende forsamling i 1975 fik han ringe tilslutning, og året efter stod han bag et kommunistisk kupforsøg. Det slog fejl, og han blev fængslet. Ved de efterfølgende præsidentvalg i 1976 og 1980 stillede hanop for kommunistpartier, og fik henholdsvis 16 og 1 pct. af stemmerne. Herefter blev han leder af den kommunistiske terrorgruppe FP-25, der nåede at myrde 23, før den blev nedkæmpet.

Hverken Ekstra Bladet (Ritzau) eller DR Nyheder omtaler hans kupforsøg, bortredigerer den kommunistiske terror, og begge citerer lederen af de portugisiske socialister, for at han var symbol for ‘revolutionen, som afsluttede det længste diktatur i det 20. århundrede i Europa’. Historien skrives af vinderne.

Fra DR.dk – Otelo – manden bag Nellikerevolutionen i Portugal er død (ved Ida Meesenburg).

“Navnet Otelo Saraiva de Carvalho får måske ikke en klokke til at ringe, men det er navnet på en officer, der var med til at knuse knap 50 års diktatur i Portugal.

… Carvalho ledte den gruppe officerer, som i april 1974 gennemførte det kup, der blev startskuddet til demokrati og store sociale og økonomiske reformer. …

– Han blev med fuld ret et af symbolerne for revolutionen, som afsluttede det længste diktatur i det 20. århundrede i Europa, sagde den portugisiske premierminister, Antonio Costa, tidligere i dag.”

(Otelo Saraiva de Carvalho, leder den kommunistiske terrorgruppe FP-25; Collage: Twitter)

“Han blev i 1987 idømt 15 års fængsel for at være en del af den yderliggående venstreorienterede gruppe FP-25, der stod bag flere blodige attentater i 1980’erne. Han blev benådet i 1996.” (EB.dk, 25. juli 2021, udeladt af DR Nyheder)

(Foto: Twitter)



27. juli 2021

Norsk ekspert til Jyllands-Posten: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’

Jyllands-Postens hovedkvarter på Skanderborgvej i Viby, lidt syd for Århus, ligner en fæstning, fordi muslimer så sig vrede over karikaturtegninger af deres påståede profet. Det er værd at huske på, når avisens Simone Scheuer-Hansen holder mikrofonen for en norsk journalist, der der med udgangspunkt i tiåret for Utøya, hævder at højreradikalisering kan ‘tilskrives internettet’. Det er ikke muligt at tæske alle der kritiserer indvandringen mere, og derfor kæmper mediebranchen indædt for at lukke modstanden online. Da der ikke er noget håndfast, bliver det vurderinger ala ‘Vi kommer til at se’, og ‘det er muligt’. Alarmisme forankret i alt andet end emperi.

Et par dage efter Utøya blev jeg kontaktet af PET, der frygtede en dansk copycat, og ville høre min vurdering desangående. Jeg pointerede, at nationalkonservative i sagens natur ikke var revolutionære, det som Jyllands-Postenes ekspert bekvemt kalder ‘accelerationisme’. At frygte borgerkrig, er ikke det samme som at ønske det.

Bemærk hvordan samme journalist-ekspert går direkte fra Breivik til jødehad, antifeminisme og modstand mod ‘LGBT-rettigheder’ – alt koblet på vendingen: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’. Højrefløjen skal holde kæft, fordi der muligvis kommer højreradikale angreb, og enhver (hvid) mand potentielt kan være en mulig terrorist. Det lyder næsten som fascisme. Måske er antifascisme den nye fascisme.

Fra Jyllands-Posten – Højreekstremismen lever i bedste velgående 10 år efter Utøya (kræver login).

“Et årti efter terrorangrebet på Utøya og regeringskvarteret i Oslo fylder højreekstremisterne mere og mere i trusselsbilledet. Vi kommer til at se flere angreb, lyder vurderingen.

… trods de nationale løfter lever højreekstremismen stadig i bedste velgående – på nogle punkter endda bedre end før – og stadig flere køber ind på de samme tanker, som lå bag angrebet.

I dag vurderer den norske efterretningstjeneste, PST, at et angreb lige så godt kunne komme fra det yderste højre som fra islamister. Og at det er muligt, at højreekstremister vil begå terrorhandlinger i Norge allerede i år.

Ifølge Lasse Josephsen, journalist og ekspert i internetkultur og højreekstremisme, er der tale om et før og efter Breivik.

‘Det er gået fra at være grupperne, der udgør en trussel, til at enhver mand bag en skærm potentielt kan være en mulig terrorist. Og Breivik var manden, der startede det hele – du kan bare se, hvordan terrorister efterfølgende har udpeget ham som deres inspiration,’ siger han.

En stor del af skylden kan ifølge Lasse Josephsen tilskrives internettet.

(Collage: Jyllands-Posten, 22. juli 2021, Sektion 1, s. 14)

“Mens Breivik koncentrerede sig om den islamisering, der ifølge ham foregik i Europa, er listen over accelerationisternes fjender lang og tæller både muslimer, afrikanere, feminister og folk, der kæmper for LGBT-rettigheder. Størst af alle fjender er dog jøderne…” (Jyllands-Posten)



22. juli 2021

Bent Blüdnikow om Sune Haugbølle mfl.: ‘RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning’

Adskillige statslige institutioner fungerer som kamporganer for den yderste venstrefløj, og i de her år, hvor den højreorienterede fjende inkluderer Socialdemokraterne, er Mette Frederiksen-regeringen måske mere lydhør. Man finder næppe flertal for at ‘defunde’ RUC og DR, men alene debatten har en positiv effekt. Fremtidens Haugbøller er måske nok glade for marxisme, Hamas og Palæstina, men de er formentligt mere glade for deres gode faste løn.

Kronik af Bent Blüdnikow på B.dk – RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning (kræver login).

“Sune Haugbølle lagde erklæringen fra Politiken på RUCs hjemmeside og udtalte til Berlingske, at det var fra RUCs mellemøstforskere, at initiativet til erklæringen kom. …

Sune Haugbølle fik i 2019 cirka seks millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt med titlen ‘Entangled Histories of Palestine and the Global New Left’, som kan oversættes med ‘Den indviklede historie om Palæstina og den globale nye venstrefløj’. På Sune Haugbølles side på universitetets hjemmeside optræder følgende projektbeskrivelse: ‘Det er afgørende for at evaluere, hvorfor det Nye Venstre gik fra at være en revolutionær bevægelse med stor opbakning til at blive marginaliseret mange steder. Muligheden for global politisk aktivisme bliver aktualiseret af protestbevægelser i nutiden, der har været med til at genoplive historikernes interesse i ungdomsoprør og revolution.’

Bemærk, at projektbeskrivelsen definerer projektet som ‘muligheden’ for global politisk aktivisme. Ved at bruge ordet ‘muligheden’ vedkender Sune Haugbølle sig til en aktivistisk forskning. Det understøttes af et interview, Sune Haugbølle gav i 2019 til RUC-bladet Tæt på Videnskaben efter at have fået de seks millioner kroner:

‘Jeg synes ikke, vi hidtil har været i dybden med det, der skete i den periode. Det er nok fordi, vi har være så fokuserede på Blekingegadebanden, men det er jo kun en lille del af historien. Alle vidste, hvem de var, men hele ideen om, at de skulle repræsentere hele venstrefløjen, er enormt skadelig, for der var en stor principiel diskussion af, hvor langt man skulle gå.’ Og Haugbølle citeres videre: ‘Hvor langt vil vi gå for at støtte revolutionære bevægelser, hvornår er det nødvendigt, og hvornår er det kriminelt, som det for eksempel er blevet for danske frivillige i Kurdistan?’ Sune Haugbølle gør fælles sag med den danske venstrefløj ved at bruge ordet ‘vi’. Det er vel ikke en forskers opgave at tale om et aktivistisk ‘vi’.

På Sune Haugbølles webside om projektet kan man læse de første artikler, som en af hans medarbejdere, ph.d. Sorcha Thomson, har skrevet: ‘A Cosmovisión of Solidarity: Anticolonial Worldmaking in Havana, Palestine and the Politics of Possibility’ Altså noget i retning af ‘En kosmopolitisk vision af solidaritet: Antikolonial verdensskabelse i Havana, Palæstina og mulighedernes politik’.

Artiklen beskriver det nære samarbejde mellem palæstinensiske aktivister og Cubas kommunister fra 1960erne (min oversættelse): ‘For palæstinenserne var det et sted, hvor forbindelser blev skabt, forbindelser der støttede bevægelsens vej til den globale scene og fortsatte som en vedvarende model for solidaritet mellem antiimperialistiske kampe (…) Udforskningen af denne historie, at genfinde dets tradition og spore dens efterliv af samarbejde, venskab og gensidige forbindelser, giver en lektie for betydningen af verdensskabelse (worldmaking) i dag, som en kollektiv praksis for en forandringssolidaritet, der har rødder i en fælles tro på muligheden af en alternativ fremtid.’

Artiklen lægger ikke skjul på forfatterens aktivisme og håbet om en revolutionær aktivisme.

(Professor Sune Haugbølle i debat om syriske flygtninge på tyrkiske TRT, 2021; Foto: YT)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper