25. august 2021

Eva Selsing om afghanere: “Vi kan ikke tage flere. Vi skal ikke tage flere. Og vi bør ikke tage flere.”

Jeg illustrerer Selsings skarpe kommentar med et billede af journalist-aktivisten Simi Jan, men skal da ærligt erkende, at jeg kun overfladisk har fulgt de danske mediers dækning af den afghanske normalisering. I seneste udgave af DVTO forklarede Søs Marie Serup, at der var folkelig opbakning til flere afghanske flygtninge, men så godt virker holdningsmassagen altså heller ikke. Det kan godt være at folkevalgte ‘borgerlige’ vil have flere, men har aldrig været folkelig opbakning til flere flygtninge, og det kommer der næppe nogensinde.

Eva Selsing i Berlingske – Vi kan ikke tage mere islam ind – heller ikke fra Afghanistan.

“… Medier, politikere og organisationer er dog allerede begyndt at groome danskerne til at acceptere det, der fremsættes som det eneste moralsk rigtige: at tage flere afghanere hertil. …

Der er ellers god grund til at være kritisk. I tilfældet Afghanistan, hvad er det for en slags tilvandring, vi vil få, hvis migrationslobbyen lykkes med at samvittighedspresse danskerne og de svage politikere til at åbne landet? Pew-tal fra 2013 fortæller os det utvetydigt: vi får tilvandring af mennesker, der er mere islamistiske end nærmest noget andet sted på Jorden. Kun 30 procent af afghanerne mener, at kvinder selv skal bestemme, om de går med tørklæde, og samme lave antal støtter lige arveret mellem kønnene. 94 procent af afghanerne mener, at en hustru altid skal adlyde sin mand. Men det bedste er alligevel støtten til islams brutale sharialovgivning: 99, altså nioghalvfems, procent af afghanerne går ind for sharia!

Der er ikke tale om en ‘moderat’ eller frihedselskende befolkning, der holdes som gidsel af nogle slemme mænd i pyjamas – i modsætning til hvad de mikrofonholder-interviewede kvinder med islamisk baggrund herhjemme påstår. Den afghanske befolkning vil have islam. De er islamister, og det kan ingen migrationsvenlig, Umma-loyal tryllefortælling ændre på. En øget tilstrømning fra Afghanistan vil styrke de farligste og mest ortodokse islamiske kræfter herhjemme.

Men det spørger ingen ind til. … Det er helt åbenlyst, at de i medier, politik og organisationer, der ønsker mere islamisk indvandring, har taget det på sig at præparere danskerne til at åbne landet endnu en gang. Særlovspalæstinensere, syrere og jihadistkvinder den ene dag, afghanere den næste. Det stopper aldrig; verden er et konfliktfyldt sted. Der er krige, der er uretfærdighed og undertrykkelse – men løsningen kan aldrig nogensinde blive at hente konflikterne hertil med alle de fatale konsekvenser for uskyldige danskere, det bevisligt har.

Vi kan ikke tage flere. Vi skal ikke tage flere. Og vi bør ikke tage flere. Vores ansvar er Danmark og vores børns fremtid.”

(‘After the interview, a journalist helped Fatima get inside the airport to safety’; Foto: NW)

Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


23. august 2021

Journalist Jens Malling om tvangsudsendelser: Vores bidrag til Holocaust, Auschwitz, Gestapo, barbari

Journalist Jens Malling har skrevet for de fleste danske aviser, herunder Jyllands-Posten og Dagbladet Arbejderen. Herunder lidt fra en bizar kronik om den danske udlændingepolitik i Politiken – Under Anden Verdenskrig udviste politiet folk til Gestapo. I dag sender politiet dem i døden under navnet ‘tvangsudsendelse’ (kræver login).

“Stenet til døde i Afghanistan i 2015. Halshugget i Berlin i 1943. Tid og sted adskiller de to henrettelser. Alligevel binder noget dem sammen. I begge tilfælde var det dansk politi, der anholdt de uskyldige, udleverede dem og gav deres bødler frit spil.

Eksemplet er med til at vise, at de mange tvangsudsendelser i det 21. århundrede har historisk fortilfælde. Det er ikke første gang, mennesker på flugt, der søger sikkerhed og beskyttelse her i landet, sendes i døden af danske myndigheder. Det skete også under besættelsen. Med Justitsministeriets velsignelse udleverede dansk politi omkring 80 flygtede tyske jøder og tyske kommunister til Gestapo.

Tallet blegner i forhold til den anden bølge af tvangsudsendelser. Den begyndte for alvor at rulle i begyndelsen af 2000’erne. Danske politifolk har ‘ledsaget’ – ordensmagtens pæne ord for udsendelse med tvang – omkring 2.300 udlændinge ud af landet siden 2004. Det viser en gennemgang af Rigspolitiets og Udlændingestyrelsens rapporter.

Det var bølgen af tvangsudsendelser dengang, der muliggjorde Danmarks bidrag til holocaust: 32 ud af de cirka 80 tvangsudsendte tyske jøder og tyske kommunister blev myrdet eller omkom som direkte følge af dansk politis udleveringer. Det er vigtigt at gøre sig denne historiske arv bevidst nu, hvor ekspedering af tvangsudsendelser igen kører på højtryk og endda langt overgår perioden 1940-45.

… Både bølgen under besættelsen og den i det 21. århundrede minder om, hvor nemt barbari sniger sig ind i statsapparatet.”

(Journalist Jens Malling i Politiken, 19. august 2021)

“… så har den første bølge af tvangsudsendelser nu været genstand for omfattende undersøgelser. De enkelte skæbner er nøje beskrevet og dokumenteret. Hvem der blev halshugget i Plötzensee, hvem der blev gasset i Auschwitz, hvem der blev myrdet i Sachsenhausen, efter at dansk politi sendte flygtningene i armene på Gestapo, står dermed klart. Så langt er historikerne endnu ikke nået, når det gælder den anden bølge.” (Jens Malling)



22. august 2021

Om Journalistforbundets MeToo-guide: “… man kan lade være med at tage debattører på hver sin fløj”

Den yderste venstrefløj har altid kæmpet imod dissidens, og det ser ud til at de har fundet en strategi der virker. Med plusord er det muligt at presse politiske modstandere væk fra spalterne, og det undrer ikke at Dansk Journalistforbund er med på ideen. Morten Okkels kommenterer en ny journalistisk MeToo-guide på Kontrast.dk – Kønspolitik forklæder sig som journalistiske dyder.

“Jeg havde ellers lovet mig selv, at der skulle gå længere tid, inden jeg igen skulle kæmpe mod vrøvlet om, at det er en journalistisk dyd at arbejde for identitetspolitiske mærkesager. Men det nyeste indslag af denne type er desværre blåstemplet af Dansk Journalistforbund og skal derfor ikke siddes overhørig.

Det drejer sig om forbundets nye guide til journalistisk dækning af #MeToo og sexisme og dens dækning i fagbladet Journalisten, der har interviewet en af forfatterne, Lotte Rosdahl. Den erklærede målsætning er at sikre en ‘nuanceret’ og ‘kvalificeret’ debat. ‘Vi skal informere,’ lyder det noble budskab om guiden. Sådan en guide kan ingen være imod, vel? …

Som så ofte, når ingen kan være uenig i de fluffy officielle formål, lurer en kerne af identitetspolitik lige under overfladen. En ‘nuanceret’ og ‘kvalificeret’ debat betyder naturligvis en debat, hvor modparter af tidens kønsaktivisme ikke bliver profileret. Vil de ikke holde kæft, kan man i det mindste holde dem ude af spalterne. Fagbladets journalist har forstået budskabet, som hun demonstrerer i rubrikken: ‘Stop sensationsvinkler med Brian Mørk’.

Det havde været prisværdigt ærligt, hvis Rosdahl var lige så direkte, men det går indlysende ikke. …

‘Det handler om at gå ned ad konflikttrappen ved at give mindre plads til ekstremerne, der ikke kan forsones,’ siger Lotte Rosdahl til Journalisten og foreslår, at ‘man kan lade være med at tage debattører på hver sin fløj’.

Nu lyder det mere tilforladeligt, at vi skal lukke for folk som ham Mørk. For ekstreme, må vi forstå. Lad os for diskussionens skyld antage, at det er sandt. Hvem er i givet fald hans modstykke på den anden fløj, som journalisterne ligeledes skal undgå ifølge rapportskribenten?

Det kan næppe være Everyday Sexism Project, Kvinfo eller Dansk Kvindesamfund, for disse kilder har Rosdahl selv citeret i den omtalte rapport. Jamen hvem pokker er så kønsaktivisterne, hvor medierne skal ‘tænke over, hvor meget plads de får’? Det får vi ikke at vide, for fagbladet spørger naturligvis ikke. I de kredse er de farlige ekstremer, der skal begrænses, kun interessante, når de agerer på politisk ukorrekt side.”

(Lene Rimestad og Lotte Rosdahl, 2021, Guide: Bedre dækning af MeToo og sexisme)



18. august 2021

Kvinfo-direktør: “… jeg gider ikke have en overskrift, hvor der står, at Kvinfo er enig med Brian Mørk.”

Brian Mørk jages i skrivende stund af Twitter-feministerne, fordi han skrev at ‘Afghanistans eneste håb er at Taleban kommer til at skrive et tweet der krænker feministerne’. Overdrevet har ingen humor, og det værste er næsten at segmentet i ramme alvor kæmper for ‘en feministisk udenrigspolitik’. Hylende morsomt interview med Kvinfo-direktøren i Weekendavisen – METOO: Mørklagt kvindekamp (af Leny Malacinski)

“Det er ikke kun komikeren Brian Mørk, der mener, at kvinder kan minimere risikoen for krænkelser ved at sige fra. Det mener Henriette Laursen, direktør for Kvinfo, også.

Selvfølgelig kan kvinder selv gøre noget for at forhindre overgreb. Det kan de gøre enten ved at sige fra eller for eksempel ved at gå til selvforsvar, men det gælder selvfølgelig ikke i alle situationer. Men det vigtigste problem er heller ikke, om kvinder siger fra, men at de overhovedet udsættes for overgreb, vold og krænkelser. Det er de handlinger, der skal være fokus på. …,’ siger Henriette Laursen. …

– Men er du enig med Brian Mørk?

‘Jeg synes ikke, han er specielt interessant. Det sker hver dag, at kvinder siger fra, så det tror jeg sådan set er et ret banalt budskab.’

– Hvis det er så banalt, hvorfor udbreder I så ikke den gode nyhed til piger og kvinder?

‘Fordi de allerede siger fra hver dag. Selvfølgelig kan kvinder sige fra, og overgreb forhindres, og det skal man selvfølgelig gøre som enkeltindivid, når man kan. Men som samfund skal vi frem til, at vi ikke bebrejder den enkelte for, hvordan man reagerer i situationen. Det er ikke et valg. Man reagerer instinktivt, og jeg gider ikke have en overskrift, hvor der står, at Kvinfo er enig med Brian Mørk. Han er uinteressant.'”

(Weekendavisen, 13. august 2021)

Oploadet Kl. 00:08 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. august 2021

Politiken-leder (8. juli 2021): ‘Tag ansvar, Taleban’, “Med magt og kontrol følger nødvendigvis ansvar.”

Alt imens danske politikere kæmper for at få Talibans afghanske fjender til Danmark med deres familier, har den islamistiske bevægelse stille og roligt taget kontrol over Helmandprovinsen, som 43 danske soldater døde under forsvaret af. Jeg savner de gode gamle dage, hvor man bekæmpede sine fjender ubønhørligt, illusionsløst.

Her en leder fra Politiken, trykt for blot fem uger siden. Den er underskrevet Anders Jerichow, og vidner om en mand der ikke helt forstår Islam. Fra Politiken.dk – Tag ansvar, Taleban.

“Taleban-bevægelsen har nu entydigt kurs mod Afghanistans hovedstad, Kabul, efter sin lange, seje blodige krig om de afghanske landområder. Men det er ikke nok at fortrænge Afghanistans officielle sikkerhedsstyrker fra det ene distrikt efter det andet. Med magt og kontrol følger nødvendigvis ansvar.

Hidtil har Taleban afvist at tage del i den gryende demokratiske proces i det alt for krigsvante bjergrige samfund, som ikke har kendt til en folkeligt forankret central myndighed. … Den har været underlagt en uigennemskuelig klike af skriftlærde og krigsherrer. De har dyrket forestillingen om et ‘islamisk emirat’, men ladet hånt om demokratisk legitimitet, hensyn til mindretal og kønnenes ligeværd. Bevægelsen har bekæmpet både internationale og afghanske styrker med en brutalitet og ligegyldighed over for civile ofre…

Hvis Afghanistan skal undgå en ny borgerkrig og nye flygtningestrømme, når fundamentalisternes milits igen melder sig i Kabuls gader, er Taleban derfor nødt til at vise, at bevægelsen – ligesom Nato – har indset nytteløsheden af mere krig og nødvendigheden af civil ansvarlighed.”

(Politiken, 8. juli 2021, forside)



7. august 2021

Pind om stenkast: “Kan det være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre..”

Tidligere justitsminister Søren Pind har forladt politik, og kan nu som Danmarks uafhængige liberale fyrtårn, gøre sig dybe overvejelser om rigets problemer, helt uden at lefle for den offentlige opinion. Eller noget. Set på Twitter.

“Tiden er nu gået og svenskerne har ikke kunnet opklare stenkastene mod danske bilister. Der er gået måneder. En bekymring: Kan det være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre og et nært samarbejde mellem to ligesindede lande? I givet fald skal denne problemstilling flyttes op på et helt andet niveau. Så kan skånsk politi ikke klare sagen alene. … (Søren Pind, Twitter, 30. juli 2021)

(Foto: Facebook)

“… heldigvis er vores helt egen Wallander på sagen. På Twitter har tidligere politiker Søren Pind studeret sagens sammenhænge, lagt brikkerne sammen og udtænkt en mulig hypotese: Stenkastene kan være en fremmed magt, der ønsker at destabilisere en hovedfærdselsåre og gøre skade på det nære samarbejde mellem Danmark og Sverige. Sjöwall og Wahlöö har ikke levet forgæves. (Søren K. Villemoes, Weekendavisen, 6. august 2021)

Oploadet Kl. 17:57 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


5. august 2021

Kronik om BLM-dækning udstiller problemet med aktivistisk journalistik, midlet til venstrefløjens mål…

Journalist Ida Trøiborg (Laursen) er freelancer, men har i to omgange været tilknyttet Jyllands-Posten. Hun har en kandidatgrad i journalistik og internationale udviklingsstudier fra RUC, og således godt skolet i aktivistisk journalistik. Hun mener de danske medier var for hårde ved Bwalyas ‘Black Lives Matter’ i 2019, da det kan svække kampen mod racisme. God kommentar af journalist Morten Okkels på Kontrast.dk – Sludder og vrøvl om Black Lives Matter og journalistik.

“‘Medierne fejlede, da Black Lives Matter kom til Danmark,’ skriver den nyuddannede journalist Ida Trøiborg i sin kronik i Politiken, og det er faktisk interessant. Ikke fordi hun har ret, men fordi hun med sin kronik udstiller andre faglige problemer, end hun forestiller sig, og som er et problem for standen langt ud over en enkelt skribent.

Ifølge Trøiborg er denne negative dækning meget problematisk for os som mediefolk, fordi ‘det kan være med til at sætte en kæp i hjulet på kampen mod racisme’. I den forbindelse er det ‘mediernes ansvar at hæve sig over det kaos’. Og her er vi på sporet af den dybere misforståelse bag Trøiborgs holdninger, som desværre rækker langt ind i fagets rækker.

Problemet kommer fra den indstilling, at journalistik grundlæggende skal være midlet til det mål, der hedder et bedre samfund, og at dette i de fleste journalisters opfattelse er et mere venstreorienteret, progressivt samfund.

… De vil have en objektiv fremstilling af BLM’s budskaber, men beklager sig over en objektiv fremstilling af problemerne. De vil have, at medierne afdækker, hvad det hele egentlig handler om, hvilket lyder harmløst og rigtigt, indtil man begriber, at de selv vil definere, hvad det egentlig handler om. Hvor magten virkelig findes.

… I stedet fik vi så et indlæg til støtte for kritisk ensretning under dække af at være imod kritisk ensretning. Det er vel en retorisk bedrift, men rigtigt er det ikke.”

(Race-aktivisten Bwalya Juliet Sørensen, forkvinde for ‘Black Lives Matter’; Foto: UP)


Woke Radio4-vært harcelerer over statistik: Husk at moderere, “… når du lægger sådan noget her ud”

Jeg bloggede om Radio4-værten Amalie Bremer tidligere på året, da hun tog afstand fra Zlatan Ibrahimovic, der offentligt proklamerede, at han var fodboldspiller, og det ikke var hans opgave at bedrive politik. Alt er politik ifølge woke-overdrevet, og lesbiske Bremer er da også mere feminist end de fleste. Sådan da. Her en kommentar til en journalist fra Berlingske, der bringer officiel statistik over gruppevoldtægter fra det tyske ‘Bundeskriminalamt’.

(Amalie Bremer kommenterer Troels Heeger-opdatering på Twitter, 4. august 2021)

“Wir haben kürzlich in der B.Z. exklusiv Zahlen des Bundeskriminalamtes veröffentlicht, die den Schrecken verdeutlichen: Zwei Mal pro Tag wird eine Frau in Deutschland Opfer einer Gruppenvergewaltigung.

Und wir kommen an der Tatsache nicht vorbei, dass die Täter zu einem großen Teil jung und männlich sind und aus Syrien, dem Irak oder Afghanistan stammen. Viele von ihnen begehen die Taten im laufenden Asylverfahren.

Dennoch wird diese Kriminalität nicht öffentlich debattiert. Es gibt keine großen Berichte, keine Talkshows, kaum ein Politiker äußert sich.

Während wir jede Art von Rassismus bis in den letzten Winkel verfolgen, lassen wir die Gruppengewalt gegen Frauen im Grunde doch achselzuckend geschehen.” (Berliner Zeitung, 4. august 2021: Die Gewalt von Männergruppen gegen Frauen nimmt zu)



3. august 2021

Marianne Stidsen om kultursociologi: “Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev.”

Interessant portræt af Marianne Stidsen, som understreger, at det kræver en særlig støbning at stå imod den universitære venstrefløj. De fleste holder kæft, retter ind og reproducerer problemet. Hun er for Dagbladet Information, hvad Mørk er for Twitter-feministerne, og kampen foregår på alle niveauer. Sidste år bragte avisen eksempelvis en ‘brevkasse’, hvor en læser spurgte, hvorvidt det var en borgerpligt at forholde sig til Stidsens idioti. Anna von Sperling beroligede læseren på avisens vegne, at Stidsens ytringer blot var krusninger, der ikke kunne stoppe udviklingen. Hun er datter af journalist Vibeke Sperling, der med henvisning til RAF-terror, pointerede at den danske venstrefløj nu måtte give ’startskuddet til åbning af fronten’. Blodrød ideologi i en ny indpakning.

Interview med lektor Marianne Stidsen i Weekendavisen – Skriget (ved Poul Pilgaard Johnsen).

“Marianne Stidsen forlod Herning med en HF-eksamen… Faget var kultursociologi i København, og det gik galt lige fra begyndelsen.

Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev. Hvis faget sociologi altid havde gået for at være ultrasocialistisk, kunne man snildt lægge 75 procent til, hvis man skulle give en karakteristik af lillesøsterfaget. Jeg havde ikke spor lyst til at blive indrulleret i dette klistrede, altgennemtrængende fællesskab, hvor selv den mindste lille flig af én skulle kværnes igennem den fælles ideologiske gruppemølle.’

Hverken hos sine medstuderende eller lærerne var Marianne Stidsen i kridthuset. Det kulminerede, da de skulle lave deres første større projekt:

Det var ikke, fordi jeg partout ikke ville arbejde sammen med nogen. Der var bare ikke nogen, der ville arbejde sammen med mig om det projekt om punkkultur, jeg havde udtænkt. … ingen af lærerne på faget ville være min vejleder.’

Til sidst var der dog en lærer, der blev tvunget til det, fordi Marianne Stidsen blev ved med at insistere på, at der ikke stod noget i reglerne om, at det var forbudt at lave projekter på egen hånd.

‘Men hvad hjalp det at have reglerne på sin side, når den lærer, der var sat til at vejlede, simpelthen var som sunket i jorden? Som kronen på værket blev jeg kaldt op til den øverstkommanderende på instituttet og fik at vide, at jeg jo måtte forstå, at når vi kom ind ad døren, var mange af os så ideologisk afsporede, at vi først måtte rettes ind, før man kunne ’slække på tøjlerne’. Det var faktisk det udtryk, der blev brugt. Mit første møde med universitetet var kort sagt en afsindig stor skuffelse. Slet ikke som jeg havde forestillet mig og drømt om, med højt til loftet og vigtige diskussioner fra morgen til aften.’ …

Hjemkommet fra USA skiftede Marianne Stidsen fra kultursociologi til litteraturvidenskab, og her gik det bedre:

Også det studie var munkemarxistisk, men…’

Venner, som hun havde haft i 30 år, forsvandt i takt med skærpelsen af hendes tone i den offentlige debat.”

(Dagbladet Information, 23. maj 2020,: Er det en borgerpligt at forstå Marianne Stidsen?)

“Det er også mit eget pædagogiske ideal, for nu ikke at sige min livsfilosofi. Vi kan kalde det unsafetyisme som en omvending af det begreb – safetyisme – der er blevet en samlebetegnelse for alle de woke social justice-bevægelser, der tegner nutidens samfund, og som jeg har sat mig for at kritisere.” (Marianne Stidsen)



27. juli 2021

Norsk ekspert til Jyllands-Posten: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’

Jyllands-Postens hovedkvarter på Skanderborgvej i Viby, lidt syd for Århus, ligner en fæstning, fordi muslimer så sig vrede over karikaturtegninger af deres påståede profet. Det er værd at huske på, når avisens Simone Scheuer-Hansen holder mikrofonen for en norsk journalist, der der med udgangspunkt i tiåret for Utøya, hævder at højreradikalisering kan ‘tilskrives internettet’. Det er ikke muligt at tæske alle der kritiserer indvandringen mere, og derfor kæmper mediebranchen indædt for at lukke modstanden online. Da der ikke er noget håndfast, bliver det vurderinger ala ‘Vi kommer til at se’, og ‘det er muligt’. Alarmisme forankret i alt andet end emperi.

Et par dage efter Utøya blev jeg kontaktet af PET, der frygtede en dansk copycat, og ville høre min vurdering desangående. Jeg pointerede, at nationalkonservative i sagens natur ikke var revolutionære, det som Jyllands-Postenes ekspert bekvemt kalder ‘accelerationisme’. At frygte borgerkrig, er ikke det samme som at ønske det.

Bemærk hvordan samme journalist-ekspert går direkte fra Breivik til jødehad, antifeminisme og modstand mod ‘LGBT-rettigheder’ – alt koblet på vendingen: ‘Enhver mand bag en skærm kan potentielt være en mulig terrorist’. Højrefløjen skal holde kæft, fordi der muligvis kommer højreradikale angreb, og enhver (hvid) mand potentielt kan være en mulig terrorist. Det lyder næsten som fascisme. Måske er antifascisme den nye fascisme.

Fra Jyllands-Posten – Højreekstremismen lever i bedste velgående 10 år efter Utøya (kræver login).

“Et årti efter terrorangrebet på Utøya og regeringskvarteret i Oslo fylder højreekstremisterne mere og mere i trusselsbilledet. Vi kommer til at se flere angreb, lyder vurderingen.

… trods de nationale løfter lever højreekstremismen stadig i bedste velgående – på nogle punkter endda bedre end før – og stadig flere køber ind på de samme tanker, som lå bag angrebet.

I dag vurderer den norske efterretningstjeneste, PST, at et angreb lige så godt kunne komme fra det yderste højre som fra islamister. Og at det er muligt, at højreekstremister vil begå terrorhandlinger i Norge allerede i år.

Ifølge Lasse Josephsen, journalist og ekspert i internetkultur og højreekstremisme, er der tale om et før og efter Breivik.

‘Det er gået fra at være grupperne, der udgør en trussel, til at enhver mand bag en skærm potentielt kan være en mulig terrorist. Og Breivik var manden, der startede det hele – du kan bare se, hvordan terrorister efterfølgende har udpeget ham som deres inspiration,’ siger han.

En stor del af skylden kan ifølge Lasse Josephsen tilskrives internettet.

(Collage: Jyllands-Posten, 22. juli 2021, Sektion 1, s. 14)

“Mens Breivik koncentrerede sig om den islamisering, der ifølge ham foregik i Europa, er listen over accelerationisternes fjender lang og tæller både muslimer, afrikanere, feminister og folk, der kæmper for LGBT-rettigheder. Størst af alle fjender er dog jøderne…” (Jyllands-Posten)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper