28. september 2021

Racistisk grønlænder er ‘nationalkonservativ’: Kommunister er folkelige, uafhængige, ’sejeste diktator’

Aviser skriver ikke sig selv. Hver dag sidder journalister, og overvejer hvad de skal kalde personer, politikere og partier. Herunder tre nylige eksempler, fra henholdsvis Grønland, Chile og El Salvador.

Grønland: Pele Broberg, medlem af et parti grundlagt af socialdemokrat, associeres med nationalkonservatisme…

Når en Grønlandsk minister vil fratage danskere stemmeretten, så vælger Berlingske at associere hans parti med ‘nationalkonservatisme’. En besynderlig etiket for et parti, der er blev grundlagt af Hans Enoksen efter 36 års medlemskab af Siumut, Grønlands socialdemokrater.

“Han er kendt for sine hårdtslående ord. Nu er det slået officielt fast, at Pele Broberg ikke længere får lov til at være udenrigsminister efter en netop overstået regeringsrokade i Nuuk. … ‘Det er jo ikke meningen, at de, der koloniserede landet, skal have lov at bestemme, om de vil blive ved med det eller ej,’ sagde Pele Broberg, der er valgt for det nationalkonservative parti Naleraq.” (Berlingske, 27. september 2021)

Chile: Rodrigo Rojas Vade, venstreradikal associeres med folkelighed…

Når venstreradikal aktivist politiserer på baggrund af en løgn i Chile, så har han ingen ideologi, og er blot et ikon imod uretfærdighed, der stiller op på en folkelig liste med ‘uafhængige kandidater’. En liste der inkluderer trotskister og marxister.

“Rodrigo Rojas Vade blev kendt som Skaldede Vade, da han for to år siden førte an i de voldsomme sociale protester, der ganske kom bag på Chile og siden førte til, at landet nu er i gang med at skrive en helt ny og mere demokratisk forfatning. … Vade blev et ikon, som illustrerede uretfærdigheden i Chiles gennemprivatiserede, ultraliberale og meget ulige samfund, et levn fra Augusto Pinochets militærdiktatur, der ovenikøbet er sikret gennem den nuværende forfatning fra 1980. … Skaldede Vade var nærmest selvskreven, da han stillede op for Folkets Liste på linje med en række uafhængige kandidater. … Flovt måtte han erkende, at hans hensigt var at opbygge en heroisk politisk figur med canceren som platform.” (Anne M. Sørensen, Politiken, 26. september 2021

El Salvador: Præsident Nayib Bukele, indtil 2017 medlem af venstreradikale FMLN, sej diktator…

Selvom en præsident fifler med forfatningen, så nævnes det ikke at han indtil 2017 var aktiv i den politiske efterfølger til en kommunistisk oprørsgruppe af samme navn. USA kritiserer ham: ‘den sejeste diktator’.

“El Salvadors leder har udskiftet dommere og kaldt sig selv ‘den sejeste diktator’. … USA frygter, at ‘demokratiet er på tilbagegang’ i El Salvador. Det siger en ledende amerikansk embedsmand i det centralamerikanske land tirsdag ifølge The Guardian. Udmeldingen kommer, efter at USA for nylig satte fem salvadoranske højesteretsdommere på en liste over ‘udemokratiske og korrupte aktører’. Ifølge Jean Manes, der er chargé d’affaires ved den amerikanske ambassade i El Salvador, blev beslutningen taget, fordi de fem dommere tidligere på året vedtog, at El Salvadors præsident, Nayib Bukele, godt må stille op ved næste valg. … Bukeles parti Bukele ‘Nuevas Ideas’ sikrede sig tidligere på året flertallet i landets parlament. Ikke længe efter udskiftede partiet de fem dommere, der tager sig af forfatningsmæssige sager i højesteretten.” (Information via Ritzau, 22. september 2021)

(Nayib Bukele på Twitter, 2021: ‘Verdens sejeste diktator’)



27. april 2008

DR2-dokumentar: Den Kolde Krig endte godt takket være fredsbevægelsen

DR2 sendte igår Jakob Gottschaus Et Afskrækkende Våben – Atombombens Historie, og da han også var manden bag propaganda-serien Indvandringens historie (DR2, 2004 mv.), så var der grund til at frygte det værste, og det var lige akkurat det man fik.

Havde det ikke været for de afsluttende tirader mod Bush-administrationen, så kunne dokumentaren have været produceret af den yderste venstrefløj før Murens fald. Den globale fredsbevægelse banede vejen for afspænding, og det hele endte godt – på trods af farlige Ronald Reagan.

Mere.

  • Express-TV – A Deterrent Weapon (Gottschaus filmselskab).
  • 2/3-08 Radioklassikeren, P1 – Cuba Si! (apologi bl.a. af Anne M. Sørensen, der har et “ambivalent” forhold til Castro).
  • 9/3-08 Radioklassikeren, P1 – Livet og hverdagen i Havana (Klavs Bondebjerg…).
  • 

    3. december 2007

    Politikens Anne M. Sørensen i apologi for Fidel Castro og Che Guevara

    Fra fredagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder to bøger om Fidel Castro, herunder Fidel af Politikens Anne M. Sørensen på Jyllandspostens forlag. Fra Tantesludder og mikrofonholderi om Castro.

    “Så sent som i 1995 var Fidel Castro i København og modtog en storstilet hyldest fra de tilstedeværende under FNs sociale topmøde. »Den cubanske leder, Fidel Castro, fik en overstrømmende modtagelse af 3.000 mennesker i Falconer Center, da han lørdag eftermiddag talte for en fuld sal,« stod der i Politiken. Cuba og Castro var populær, og Mogens Lykketoft drog til øen og fortalte entusiastisk om »samba-socialismen«, uden han dog var klar over, at det slet ikke var samba, man spillede på Cuba. Hvordan kan det være, at denne diktator, der har sendt tusindevis i døden og forarmet sit land, stadig kan være et populært ikon for venstrefløjen?

    Man kaster sig med iver over to nye bøger for at løse mysteriet. Den ene er Politikens journalist Anne M. Sørensen, der blot har kaldt sin bog »Fidel«. Anne M. Sørensen dækker til dagligt Sydamerika for Politiken. Den anden er journalisten Ignacio Ramonet, der har holdt mikrofonen op til næsen for Fidel Castro til en bog med titlen »Mit Liv«, for det er en slags selvbiografi, der hermed udsendes.

    Anne M. Sørensen har leveret en sludrende løs bog… Om Fidels våbenven Che Guevara hedder det: »Han var med på de dristigste planer og blev med tiden afholdt for sin stærke loyalitet og sans for retfærdighed.« Hvad er det for en retfærdighed? vil man som læser gerne vide. Det må da være den revolutionære, der gav ham bemyndigelse til at henrette regimets modstandere. Et andet sted hedder det: »Det var første eksempel på den moralkodeks, som Fidel levede efter. Han krummede aldrig et hår på de senere tilfangetagne soldaters hoveder og behandlede dem med udsøgt respekt.« Det er da en verdensnyhed, for de fleste historikere mener, han stod bag regimets kyniske opgør med alle, der ikke accepterede regimet…

    Anne M. Sørensen er i stand til at fortolke cubanernes følelser. Hun skriver således: »De hang ved hans læber under den tre timer lange, improviserede tale, hvorunder han ikke mistede tråden en eneste gang, og de gik derfra med en følelse af fuldstændig oprejsning, efter hvad de følte som årtiers ydmygelse fra den store nabo mod nord.« Måske de var ved at dø af kedsomhed og kun rædslen fik dem til at blive? Og hvad med denne perle: »Den cubanske revolution samlede alle oprør i èt, som ingen anden politisk bevægelse før havde gjort på grund af Che Guevaras og Fidel Castros moralske autoritet og prestige.«

    Der er mange af den slags tomme fraser, men bogen er ikke blottet for en kritisk distance til Fidel Castro, men aldrig en så fundamental kritik, at man fornemmer, at forfatteren har forstået tragediens dybde.

    Men selvom Anne M. Sørensens bog er temmelig ringe, så er den næsten en fornøjelse at læse i forhold til Ignacio Ramonets kritikløse mikrofonholder-bog »Mit Liv«. Forlaget praler med, at Ramonet har ført over hundrede timers interview med Castro. Ramonet er en af den franske venstrefløjs veteraner, og han har tilsyneladende siddet savlende ved fødderne af diktatoren, der hermed har fået lige nøjagtig den bog, han ønsker. Den fødte julegavebog til enhver gammel venstrerevolutionær…

    Selvom begge de to anmeldte bøger omtaler undertrykkelsen, får vi slet ikke Castros brutale politik afdækket. I sin årlige rapport fra 2006 skrev Human Rights Watch: »Cuba er det eneste land i Latinamerika, som undertrykker næsten alle former for politisk uenighed. Præsident Fidel Castro har i sine 47 år ved magten ikke vist nogen form for villighed til at skabe selv de mindste reformer.« Ifølge »Kommunismens Sortbog« af Stephane Courtois er 15.000-17.000 mennesker blevet henrettet siden 1959. Flere end hundrede tusinde cubanere har siddet i lejre, og homoseksuelle, forfattere og systemkritikere er systematisk blevet arresteret.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper