3. august 2021

Marianne Stidsen om kultursociologi: “Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev.”

Interessant portræt af Marianne Stidsen, som understreger, at det kræver en særlig støbning at stå imod den universitære venstrefløj. De fleste holder kæft, retter ind og reproducerer problemet. Hun er for Dagbladet Information, hvad Mørk er for Twitter-feministerne, og kampen foregår på alle niveauer. Sidste år bragte avisen eksempelvis en ‘brevkasse’, hvor en læser spurgte, hvorvidt det var en borgerpligt at forholde sig til Stidsens idioti. Anna von Sperling beroligede læseren på avisens vegne, at Stidsens ytringer blot var krusninger, der ikke kunne stoppe udviklingen. Hun er datter af journalist Vibeke Sperling, der med henvisning til RAF-terror, pointerede at den danske venstrefløj nu måtte give ’startskuddet til åbning af fronten’. Blodrød ideologi i en ny indpakning.

Interview med lektor Marianne Stidsen i Weekendavisen – Skriget (ved Poul Pilgaard Johnsen).

“Marianne Stidsen forlod Herning med en HF-eksamen… Faget var kultursociologi i København, og det gik galt lige fra begyndelsen.

Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev. Hvis faget sociologi altid havde gået for at være ultrasocialistisk, kunne man snildt lægge 75 procent til, hvis man skulle give en karakteristik af lillesøsterfaget. Jeg havde ikke spor lyst til at blive indrulleret i dette klistrede, altgennemtrængende fællesskab, hvor selv den mindste lille flig af én skulle kværnes igennem den fælles ideologiske gruppemølle.’

Hverken hos sine medstuderende eller lærerne var Marianne Stidsen i kridthuset. Det kulminerede, da de skulle lave deres første større projekt:

Det var ikke, fordi jeg partout ikke ville arbejde sammen med nogen. Der var bare ikke nogen, der ville arbejde sammen med mig om det projekt om punkkultur, jeg havde udtænkt. … ingen af lærerne på faget ville være min vejleder.’

Til sidst var der dog en lærer, der blev tvunget til det, fordi Marianne Stidsen blev ved med at insistere på, at der ikke stod noget i reglerne om, at det var forbudt at lave projekter på egen hånd.

‘Men hvad hjalp det at have reglerne på sin side, når den lærer, der var sat til at vejlede, simpelthen var som sunket i jorden? Som kronen på værket blev jeg kaldt op til den øverstkommanderende på instituttet og fik at vide, at jeg jo måtte forstå, at når vi kom ind ad døren, var mange af os så ideologisk afsporede, at vi først måtte rettes ind, før man kunne ’slække på tøjlerne’. Det var faktisk det udtryk, der blev brugt. Mit første møde med universitetet var kort sagt en afsindig stor skuffelse. Slet ikke som jeg havde forestillet mig og drømt om, med højt til loftet og vigtige diskussioner fra morgen til aften.’ …

Hjemkommet fra USA skiftede Marianne Stidsen fra kultursociologi til litteraturvidenskab, og her gik det bedre:

Også det studie var munkemarxistisk, men…’

Venner, som hun havde haft i 30 år, forsvandt i takt med skærpelsen af hendes tone i den offentlige debat.”

(Dagbladet Information, 23. maj 2020,: Er det en borgerpligt at forstå Marianne Stidsen?)

“Det er også mit eget pædagogiske ideal, for nu ikke at sige min livsfilosofi. Vi kan kalde det unsafetyisme som en omvending af det begreb – safetyisme – der er blevet en samlebetegnelse for alle de woke social justice-bevægelser, der tegner nutidens samfund, og som jeg har sat mig for at kritisere.” (Marianne Stidsen)



25. februar 2017

Information: Trump er et dumt svin, ikke syg – “… en stigmatiserende fornærmelse af de psykisk syge”

Trump-bashingen fortsætter med uændret kraft, og jeg bliver nødt til at filtrere det rutinemæssige antipati fra. I torsdags bragte BT historien om at Trump ville gå af på grund af en rigsretssag, da “han kommer til at udføre handlinger, der sætter den nationale sikkerhed i fare” eller begår svindel, noget der “gavner hans egen pengepung”. En artikel om forbrydelser Trump vil begå i fremtiden, er afgjort nævneværdig.

Gårsdagens bashing ved Anna von Sperling i Information tager dog prisen. Hun fortæller, at det er fristende at kalde Trump for psykisk syg, men afviser det, med henvisning til en forsker, der mener det stigmatiserer psykisk syge at blive slået i hartkorn med præsidenten. Fra Information.dk – De fleste dumme svin er helt raske i hovedet.

“… Trump er ikke helt normal… Men betyder det nu også, at han i klinisk forstand har en sindslidelse? … Fristende er det da, men det går ikke. Psykisk sygdom er et kompliceret fænomen, og det kræver personlige samtaler, observation, indsigt i hele personens medicinske historie, samtale med pårørende osv. at stille en solid diagnose. …

Og hvad skal vi så stille op med en diagnose? Lad os antage, at Trump er psykisk syg. Betyder det, at han så automatisk er uegnet? … Et studie udført af medicinhistoriker Jonathan Davidson estimerer, at 18 ud af de 37 første præsidenter personligt baksede med en sindslidelse.

Fordi: Man kan være psykisk syg og god til sit job, og man kan være rask som få og stinkende dårlig til det. Og mennesker klarer ganske udmærket at være dumme svin uden at være syge, ligesom langt de fleste onde gerninger begås af helt raske mennesker. …

Dr. Allen Frances, professor i psykiatri ved Duke University, fastlagde kriterierne for diagnosen ‘narcissistisk personligheds forstyrrelse’. Han afviser, at Trump lever op til disse kriterier, da han ikke selv synes at lide under sin opførsel.

‘Hr. Trump er skyld i lidelse frem for at opleve den, han er blevet rigeligt belønnet, ikke straffet, for sit storhedsvanvid, sin selvoptagethed, sin mangel på empati. Det er en stigmatiserende fornærmelse af de psykisk syge (der for størstedelens vedkommende opfører sig ordentligt og har gode hensigter) at blive slået i hartkorn med hr. Trump (om hvem man ikke kan sige det samme).‘”

(Jodie Foster basher Trump i forbindelse med Oscar-arrangementet 2017; Foto: Dumbarton Reporter)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper