Personligt kan jeg ikke forholde mig seriøst til den slags. Psykoterapeut Lise Winther-Jensen var gæst i onsdagens Vita, til en samtale om Muhammedsagen i gestaltterapeutisk optik.

Lise Winther-Jensen, Psykoterapeut: … det der har interesseret mig, det er selve det at kunne beherske sig. Vi skal kunne beherske os for at leve i et samfund, og i sådan et samfund som vores, så skal vi kunne beherske os temmeligt meget, for ikke at lave ulykker for sig selv. Faktisk. Og det er så også baggrunden for at jeg på et tidspunkt for i blækhuset og skrev en titel som hed at ‘Selvbeherskelse er ikke det samme som selvcensur’. Vores samfund er helt afhængig af, at vi kan beherske os. Hvis jeg bliver vred, så nytter det ikke noget jeg pander min modpart en, så han eller hun får et blåt øje… Men vi er også nødt til at beherske os på en masse andre planer… Der er nogle hensyn at tage, og det er slet ikke skidt… Vi ønsker os det for eksempel i klasseværelserne, at eleverne forholder sig nogenlunde i ro, så læreren kan komme igennem med en kollektiv besked, og det vi forlanger af eleverne er den selvbeherskelse, at de klapper i, af det de måtte være optaget af, mens der foregår noget andet. Det er simpelthen noget vi bliver nødt til at lære i løbet af vores opvækst.

Mette Starch, P1: Da du for i blækhuset, det var i forbindelse med den nok så omtalte tegningesag, altså Jyllandspostens tegninger af Profeten.

Lise Winther-Jensen: Ja, det var den, fordi jeg kan ikke se den sag, som om den har særligt meget med ytringsfrihed at gøre… Jeg kan faktisk ikke se, det her handler om ytringsfrihed. Ytringsfriheden den var vigtig dengang borgerskabet væltede adelens og kongens magt, der var ytringsfrihed vigtig for at kunne gøre op med statsmagten. For at borgerne så at sige kunne ytre sig i samlet flok over for den politiske magt. Det har aldrig været tænkt sådan, at ytringsfriheden skulle bruges af forskellige befolkningsgrupper til at banke hinanden oven i hovedet med… Det er ikke forbudt at tænke sig om. Det hedder selvbeherskelse. Det hedder slet ikke selvcensur…

[…]

Lise Winther-Jensen: Vi har et samfund som er meget mere kompleks, og det har vi haft lige siden der gik kludder i det med stænderne. Altså lige siden det for alvor begyndte at blive muligt, at arbejde sig op ad i samfundet ved at tjene penge. Så var det nødvendigt at komme til at ligne et ordentligt menneske, og det her med at være et ordentligt menneske, det var blandt andet noget om at kunne begå sig. Og det med at begå sig det kræver selvbeherskelse.

[…]

Lise Winther-Jensen: … det med at kunne opføre sig ordentligt, som en meget meget lang proces, som måske strækker sig over i hvert fald 6-800 år. Hvor den er tydeligvis i europæiske skrifter i hvert fald. Hvor den begynder med, at man ikke måtte spytte hen over bordet, som forskrift i bøger om god opførsel. Det ved vi godt nu.

[…]

Mette Starch: Hvis vi tager netop den der civilisationsproces, der går ind og man skal have en selvbeherskelse…

Lise Winther-Jensen: … der er en sammenhæng mellem hvor komplekst et samfund er, og hvor meget selvbeherskelse den enkelte må kunne udholde. Jo mere komplekst et samfund er, jo mere ønskeligt er det at borgerne kan overskue deres handlinger et stykke frem. Sådan så de ikke lige knalder ud på hinanden, på en fuldstændig tåbelig måde. Vi er mægtige afhængige af, at andre kan beherske sig. Hver gang vi går ind på et restaurant, der er vi for eksempel ufattelig afhængig af, at kokken har vasket sine hænder… Det er det som man også kan kalde omtanke.

[…]

Lise Winther-Jensen: Vores ytringer og handlinger har længere og længere rækkevidde. Det bliver vi nødt til at vænne os til… Det gik verden rundt, men det var også en provokation. Det var lagt op som en provokation… Det skulle være en provokation. Og det var det, der selvbeherskelsen passende kunne have sat ind… Det er det der er hele pointen. Jo mere komplekst vores samfund bliver, jo større rækkevidde vores kommunikationsmidler har, jo mere må vi tænke os om. Og det er ikke selvcensur.

Ellen Wulff er semitisk filolog, og i en tid hvor islamforskning er blevet erstattet af en form for religionssociologi, er hun i akademisk henseende sendt i ingenmandsland. Godt det samme – islam har ikke brug for flere dansktalende spindoktorer. Herunder en række citater fra Vita på P1 i forrige uge, hvor hun blandt andet talte om sin koran-oversættelse.

Mette Starch, P1: Ellen Wulff, for cirka halvandet år siden udkom der en nyoversættelse af Koranen på dansk, og den stod du for. Hvorfor oversætte Koranen overhovedet, hvordan kom du på den tanke.

Ellen Wulff, Ph.d.: Det var ikke nogen ny tanke. Det er noget jeg har tænkt over i årevis, faktisk. Fordi vi har forfærdeligt stort behov for en ny Koran-oversættelse. Nogen mennesker har sagt til mig, at vi har jo en Koran på dansk, men folk tager fejl. Det har vi faktisk ikke. Vi har en oversættelse af Koranen på dansk, men den er sekterisk. Den er fremstillet af en bevægelse, der hedder Ahmadiya-bevægelsen, Abdel Salam Madsen har lavet den, og for det første bliver den ikke anerkendt af herboende muslimer, eller muslimer i det hele taget, og for det andet så er sproget så forfærdeligt dårligt, at den ikke yder Koranen retfærdighed. Det er forkert, og giver en ligefrem en vildledende fremstilling af Koranen, som det er sket dengang i 60’erne.

[…]

Ellen Wulff: … på en eller anden måde måtte jeg vælge (studieretning), og så ville jeg vælge noget der var temmelig langt væk fra min egen kultur. Også for at få mulighed for at anskue min egen kultur udefra, og der var som sagt de her to områder på tapetet, hvor det ene var kinesisk og det andet var arabisk. Jeg valgte så arabisk, fordi det er så umådeligt smukt. Nu om dage kender vi alle sammen det arabiske alfabet, for vi ser det, om ikke andet, så som graffitti rundt omkring på murene. Men dengang i 1973 der var det nyt for mig, en ny sanseoplevelse. Og så må jeg sige, at jeg også hører til de danskere, der syntes at det talte arabisk er ekstremt smukt… jeg holder meget meget meget af det talte sprog…

[…]

Ellen Wulff: … hvis man går ind på et eller andet museum, bare på vores eget Davids samling herhjemme, hvor de har en fin samling, og kigger på nogle af de gamle koraner man har der, så vil man opdage, at det er rene malerier, det er rene skønhedsåbenbaringer…

[…]

Mette Starch: … så ligger der jo i Koranen en masse budskaber i ordets bogstaveligste forstand, og leveregler, og hvad man må og ikke må og så videre. Hvordan kan du forholde dig til det? Hvis man ikke, sådan er helt inde i religionen.

Ellen Wulff: Jeg vil jo altid kunne forholde mig til en tekst. Og det er jo en tekst jeg sidder med… Det som muslimer i dag forholder sig til – det er på sin vis næppe den tekst, fordi man skal ikke tro islam er det samme som Koranen. Der er andre kilder, og en kilde der er, ikke helt så respekteret som Koranen, men som i praksis har meget større indflydelse, det er den kilde der hedder hadith. Og der findes uendelige mængder hadiths, og det er i sidste ende det der bestemmer hvordan en muslim tænker.

[…]

Ellen Wulff: Koranen er i og for sig, ikke en bog man kan bruge til at grundlægge en religion på… det er meget poetisk, og det er – jeg vil ikke sige højtravende, for det lyder lidt negativt, og det er det ikke – det er meget smukt, med et forholdsvis højt indhold, og meget malende. Der er ikke ret meget lovstof i Koranen, der står ikke ret meget om hvad man må og ikke må…

[…]

Ellen Wulff: … det resulterede altså i at vi i dag sidder med seks store hadith-samlinger som man anser for at være rimelig, og så har man givet dem prædikater. Nogle er helt sikkert rigtige og sande, nogle er rimelige gode, nogle ved man ikke rigtigt – de er neutrale, så er der nogen – ja, hvad får de – et syvtal efter den gamle karakterskala, og så er der nogle som virkelig ikke er rare, altså de må næsten være løgn, og så er der dem som fuldstændig er løgn, men er kommet med alligevel.

[…]

Ellen Wulff: … gør vi her i Vesten overhovedet noget (for at bygge bro), og det gør vi – ikke så meget som vi burde gøre måske…

[…]

Mette starch: Nu kan man jo sige lige for øjeblikket der har Danmark og tildels Holland jo ikke et alt for godt omdømme i Mellemøsten, og vi kan da sige at vores – såkaldte kamp for ytringsfrihed, ved tegne Profeten i alle mulige underlige skikkelser…

Ellen Wulff: Nej, der er vrede, der er vrede, og jeg synes jo på sin vis også der er berettiget vrede tilstede blandt mange, fordi man taler meget om ytringsfrihed, men jeg synes nu ikke at ytringsfrihed er det samme som friheden til at såre, krænke andre mennesker.

[…]

Mette Starch: … netop hvor vi havde markeret os med den der holdning ude i verdenen… (om det at tegne Muhammed).

[…]

Mette Starch: Hvad var deres (arabisk filmhold) indtryk så af de danskere de mødte?

Ellen Wulff: De var egentligt temmelig overraskede over hvor venligt de blev modtaget… man kan jo igen sige, at de kommer jo kun i de kredse hvor man tager åbent imod dem. Så hvor ægte billedet er, som de nu bringer med hjem, altså at vi egentligt er gode nok, men at der bare er nogle rabiate brushoveder imellem os – jeg ved ikke om det holder.

Et citat fra den smukke bog, sakset fra Prophet of Doom,

“I shall terrorize the infidels. So wound their bodies and incapacitate them because they oppose Allah and His Apostle.” (Sura 8:12)