22. september 2013

Mere debat om debatten: Peter Brüchmann vs fri onlinedebat (BT, P1 og Deadline på DR2)

I tirsdags tog BT’s Peter Brüchmann et fundamentalt opgør med fri debat, muligvis en måde at Politiken’isere avisen, og skabe lidt luft til fæle Ekstra Bladet, der ligefrem dyrker frie meningsudvekslinger i et forum kaldet ‘Nationen’ (pun intended). I blogindlægget gik han i rette med ‘Dansk Folkepartis vælgere’, og ‘den fremherskende bodega-stil’ når emner som emner som ‘islam, integration og lignende’ behandles journalistisk. Jeg læste klummen, og selvom der er en grad af sandhed i kritikken, så er det reelt efterrationalisering af holdningscensur.

(Peter Brüchmann, blogs.bt.dk, 17. september 2013: Fis ud af min blog)

I fredags var han gæst i Mennesker og medier på P1, og her fik den fuld skrue om ‘kvalitativ redigering’, ‘at slå græsplænen’, ‘tage et ansvar’, ‘dannelsesidealer’, og ud gennem sidebenet fremgik det klart, at barsk formuleret modstand mod multikultur i sig selv var diskvalificerende.

Fredag eftermiddag blev jeg kontaktet af Deadline (DR2), der ville have mig i panelet samme aften med selvsamme Brüchmann. Jeg havde lige hentet børnene, og svarede spontant nej, tak. Det fortrød jeg nogle timer senere, da jeg forstod at Brüchmanns angreb ikke blot var identitetsbaseret territorieafpisning (kan jeg skrive det? Ja, det kan jeg godt!), men et mere generelt angreb på den frie debat.

Med invitationen i mente, er det selvfølgelig svært at brokke sig over sammensætningen af panelet, men DR2 er DR – og angribende Peter Brüchmann blev suppleret af IT-journalist Dorte Toft, der stadig mener det samme. I modsatte ringhjørne var Weekendavisens Søren K. Villemoes, der uden på nogen måde at forsvare Uriasposten eller ‘højreorienterede blogs’, dog anerkendte eksistensgrundlaget.

Hvor Brüchmann mente fri debat var problematisk i forhold til ‘islam, integration og lignende’, så mente Dorte Toft at problemet var koncentreret omkring emner som “Indvandrere, køn og… klimaforandringer”. Selvom Nynne Bjerre Christensen havde en af sine bedre dage, så leverede hun selvfølgelig ikke det næsten banale modspørgsmål: ‘I vil censurere debatten om emner, hvor I og resten af den talende klasse er uenige med den gennemsnitlige dansker. Er problemet så ikke snarere, det der bliver sagt, end måden det bliver sagt på?’

Svaret blæser i vinden. Den gennemsnitlige dansker gider ikke mere indvandring, gider ikke virkelighedsfjern genus-teori, og er dybt skeptisk overfor klima-religiøse fantaster. Nogle formulerer det pænt, andre mindre pænt, og spørgsmålet er i sidste ende om BT og andre aviser vil være en nicheavis for for karrierende salonsocialister eller en omnibusavis for folkedybet. Deres valg, andres fravalg.

Fra Deadline-debatten, der desværre aldrig hævede sig over ‘debat om debatten’-udgangspunktet. ‘Internetpsykolog’, ahh hold nu op.

Søren K. Villemoes, Weekendavisen: Jeg kan sagtens forstå, at Peter for eksempel er dybt frustreret over måden debatten kan foregå på, på blogs, jeg har selv været blogger engang, og uanset hvad man skrev, så vil der komme den her græshoppesværm af islamhadende demagoger som bare vil suge alt næring ud af debatten, og så efterlade et eller andet ubrugeligt tilbage. Så jeg kan sagtens… Det er lige meget hvad det handler om, så vil det altid ende med at ‘Profeten Muhammed højst sandsynlig var pædofil’. Det vil ske, før eller siden vil debatten ende i det. Så jeg kan sådan set sagtens forstå det, så jeg vil ikke komme og sige at BT skal redigere deres blog på den ene eller anden måde, men hele den her proces med at den offentlige debat ryger mere og mere ud i nogle lukkede fora, den er allerede undervejs, og den tror jeg ikke nogen aviser kan ændre ved, ved at ændre deres debatpolitik på siderne. Folk debatterer mindre og mindre i regi af aviserne, de ryger ud på Facebook, og hvis man bliver vist væk fra BT, så ender man bare på Uriasposten eller andre højreorienterede blogs, hvor man så sidder…

Nynne Bjerre Christensen, DR2-vært: – og hvad så?

Søren K. Villemoes: Altså grundlæggende, så tror jeg ikke du kan ændre tonen generelt, du kan ændre tonen på den ene blog eller den anden blog, eller den ene avisside eller…

Nynne Bjerre Christensen: Du siger, meningerne er der stadigvæk.

Søren K. Villemoes: – Meningerne er der stadig.

[…]

Peter Brüchmann, BT: … vi er nødt til at sige, at ‘på det her diskotek, må du komme ind i gummisko og uden slips, alt, men du må bare ikke slå på hinanden på det her diskotek’. Altså vi skal sætte nogle spilleregler for redigering.

[…]

Nynne Bjerre Christensen: Jeg synes der er noget interessant i det Søren Villemoes siger, at hvis ikke de her folk er på aviserne, så er det måske på Uriasposterne eller alle mulige andre steder.

Dorte Toft, IT-journalist: – Uriasposten, der er det jo for de frelste, de frelste.

Nynne Bjerre Christensen: Det det siger os noget om, det er jo noget om hvordan samfundet er skruet sammen. Det er mennesker i det her samfund der er ekstremt vrede, aggressive, føler at de tilhører et segment som ikke bliver hørt. Det giver os jo en ide om hvordan samfundet er skruet sammen for os der arbejder på medier og med mennesker der ikke taler sådan til hinanden, Søren Villemoes.

Søren K. Villemoes: Jamen alt det der med at redigere avisernes hjemmeside og alt det der foregår, hvor man er meget forsigtig hvad man siger, det har man jo for eksempel i Sverige, altid gjort det sådan. Og det har jo ikke nødvendigvis udviklet sig til en bedre offentlig debat. Det har snarere udviklet sig til parallelle debatkulturer, hvor dem som ikke føler de kan komme til orde, de går så over på nogle højreorienterede blogs, hvor de sidder og bekræfter hinanden i at der er en politisk korrekthed, som undertrykker os. Hvilket iøvrigt underbygger, at vi er undertrykte, og det er også indvandrernes skyld i sidste ende – ‘Og Muhammed er også pædofil’. Så ender den alligevel der. Ved at det foregå på sådan nogle steder som på aviserne – aviserne er nogle af de få steder hvor folk stadig mødes i det offentlige rum for at debattere. Vi bliver mere og afkoblet i små ‘gated communities’, på Facebook og så videre. Så jeg vil mene, at det egentligt er meget godt at vi får de her holdninger ud, hvor alle kan se dem, og støde på dem.

Nynne Bjerre Christensen: – og de bliver ikke mindre tossede af, at Peter Brüchmann skriver, at ‘Jeg gider ikke høre på dig – fis ud af min blog’, som du siger. Vi har talt med en internetpsykolog… som har nogle betragtninger om hvorfor folk synes de kan skrive sådan til hinanden på nettet, ting de aldrig vil sige i det virkelige liv.

[…]

Dorte Toft: Anonymiteten i sig selv kan være et problem, men det kan også i visse tilfælde være en fuldstændig nødvendig ting. Men det er jo ikke kun anonyme… Det er jo ikke kun dem som vi normalt ikke lytter til, der sidder og udbreder sig, fylder kloak’en, det er jo også højtplacerede, højtuddannede mennesker, der så nogle gange er så elegante at de gemmer det bag sådan noget fladpandet satire, og siger haha i’.

Nynne Bjerre Christensen: – men det er jo rigtigt, at det kan være enormt bidragydende, hvis folk kan skrive ind fra alle mulige kanter, også anonymt i whistleblower-sammenhænge, for eksempel.

Søren K. Villemoes: Ja, lige præcis. Her de sidste år er der gået mere og mere trend i at man skal problematisere, at folk skriver anonymt på nettet, samtidig med at vi høre flere og flere folk efterlyse whistleblower-ordninger for offentlige ansatte og alt muligt, hvor de netop kan henvende sig anonymt. … Da Berlingske Tidende indførte, at hvis man skulle skrive noget til deres artikler, så skulle man logge ind via deres Facebookprofil med navn og så videre, fordi så tænkte de, at det ville gøre tonen bedre. Her talte jeg i den forbindelse med en dansk-kurdisk kvinde, som var meget ked af det, fordi hun skrev altid anonymt, fordi hvis hun kom ud med sit navn så ville hun bare blive chikaneret og hetzet af tyrkiske nationalistmænd, så nu var hun bare droppet ud af den debat.

[…]

Peter Bruchmann: … Vi medier har et ansvar på sproget… Vi har et stort ansvar… Vi skal den debat hvor vi kan styre den… Der skal være fri adgang for følelser og det hele…

Søren K. Villemoes: … du kan ikke bevare hastigheden, hvis alle kommentarer skal godkendes. Den politik havde venstreorienterede Modkraft, og det betød bare, at så sad der en eller anden socialist, som skulle godkende, og det kunne tage tolv timer før han.. debatten døde jo.

Dorte Toft: Jeg tror nok lidt mere, at man skal have en konstant overvågning af nogle kloge mennesker, livskloge mennesker, der skal sidde konstant at overvåge… Det er masse af ting der stadigvæk bare kan gå igennem… Vi skal styre det lidt…



22. november 2011

Støvring problematiserede multikultur og fik svaret: “.. hvis bare der var milliarder af farver”

Lørdag middag sendte P1 et afsnit af Netværket, et tre kvarter lang samtaleprogram, hvor et lille panel forholder sig til aktuelle problemstillinger. Emnet var racisme, og paneldeltagerne der var sat stævne for at diskutere korte båndede interviews, bestod denne gang af Dorte Toft (journalist), Nikolaj Henningsen (socialrådgiver) og Ann-Elisabeth Knudsen (lektor), der havde helt analoge holdninger.

De indlagte interviews fra personer der talte racisme-problemet op, bragte ikke sindene i kog, men i slutningen af udsendelsen blev der også tid til en kort kommentar fra Ph.d. Kasper Støvring relateret til multikulturalisme. Han fortalte tørt og ukontroversielt om manglende tillid mellem folk og faldende sammenhængskraft, og pludseligt forsvandt den gode stemning.

Studieværten ændrede toneleje, og så gik de ellers i samlet flok angreb på Støvrings konklusion uden på nogen måde at strejfe det han sagde. Dorte Toft, der tidligere havde talt om racistiske blogs og ‘det nye Holocaust’ mod muslimer, blev pludselig den moderate.

Ann-Elisabeth Knudsen, der mest talte om behovet for statsfinansieret modersmålsundervisning problematiserede, ikke Jacob Holdts postulat om at danskerne var mere racistiske end Ku Klux Klan, men Støvrings undersøgelse – “Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?” Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke vil høre svaret, og det ville DPU-lektoren ikke.

Nikolaj Henningsen var dog værst, idet han vævende fablede om at Støvring brugte statistik til at fremføre ’skjulte budskaber’, noget han som en klog mand, burde holde sig for god til. Slutteligt sammenfattede P1-værten panels holdning. Det var vigtigt at tale om tingene, men at det skulle ske på en ‘ordentlig måde’. Uden at problematisere multikulturalisme, forstås.

Delvis transskription af Skrub hjem, hvor du kommer fra!

Lene Juul Bruun, P1-vært: Dorte, er det din opfattelse at det er blevet sværere at være anderledes i Danmark?

Dorte Toft, journalist: Det er ingen tvivl om, at det er blevet langt langt sværere end det var tidligere. Da jeg skulle ind til det her program, så gik jeg lige ud og søgte på nogle af ordene her, og jeg endte på nogle sider der dryppede af foragt, det var fuldstændigt, altså man kan slet ikke forestille sig, hvordan folk kan tage sig selv til at skrive sådan nogle ting. Men det er det der er kommet fuldstændigt frem nu. Noget af det der før lå i ormehullerne, det er nu ude i den offentlige debat.

Lene Juul Bruun: I hvert fald på internettet. …

Lene Juul Bruun: De seneste tal fra Rigspolitiet viser at der de seneste fem år har været 190 sager om overtrædelse af racismeparagraffen, det er muligvis kun toppen af isbjerget. Formanden for Adoption og Samfund Michael Paaske har nemlig spottet en øget tendens til racisme.

Michael Paaske, Adoption og Samfund: Jeg er bekymret over den udvikling vi mener der er sket, de sidste 5-10 år. …

Lene Myong, Adjunkt: Et af de problemer der er med hverdagsracismen

Lene Juul Bruun: Foredragsholder Jacob Holdt mener at den gennemsnitlige dansker er mere racistisk, end den racistiske amerikanske organisation Ku Klux Klan. Det begrunder han med at Ku Klux Klan-medlemmer er ofre for en fattig og barsk barndom…

Lene Myong: Jeg mener det er vigtigt vi anskuer racisme, ikke bare som et individuelt fænomen, men som en mere strukturel problematik, som netop gør, at der kun er hvide modeller på damebladene, fordi det er skønhedsidealet, fordi skønhedsidealet er hvidt, eller at man synes det er i orden at det er brune og sorte mænd man kropsvisiterer i bestemte zoner på Nørrebro for eksempel, og ikke alle mulige andre.

Lene Juul Bruun: … det som nogle kalder den skjulte hverdagsracisme, hvor udbredt tror i den er i dag i Danmark, Dorte. Altså, du været på nettet, og kigget på blogs, der møder du den… Hverdagsracismen, hvor udbredt tror du den er?

Dorte Toft: Jeg tror den er meget stor, jeg har en rem af huden – nogle gange kan jeg blive forfærdeligt irriteret når jeg ser de helt tildækkede kvinder gå ned ad gaden, og tænker hvorfor, hvorfor, hvorfor? Nu har vi kæmpet i så mange år på ligeværdighed, og alt det der andet – altså vi har alle en rem af huden. Men forhåbentligt, det der beviser intelligens, er vel at man er i stand til at beherske den fordom – den rem af huden, som vi har. …

Nikolaj Henningsen, Socialrådgiver: Det er noget med Danmark, sådan nogle børnesygdomme… Vi er bange for det ukendte… Der er noget afmagt og noget angst…

Nikolaj Henningsen: Ja, jeg synes faktisk Jacob Holdt har en pointe. Ja, det er sat på spidsen… Vi skal holde fast i, at racisme er den der uvidenhed… det er en angst for noget ukendt. Det er noget vi ikke forstår, og mennesket reagerer angstfyldt på det nye. .. Det er ikke kun farvebestemt, det er også kulturbestemt, så det er noget vi ikke bare accepterer. …Når man ikke er i angst, så er man faktisk meget tolerant. Det er noget som hedder kultur, og så er der noget som hedder holdningsændring, og noget med noget psykologi vi skal ind og have fat på.

Lene Juul Bruun: Ann, hvad har gjort os bange…

Ann-Elisabeth Knudsen, Lektor: Det er en utrolig kompleks problemstilling… Altså der er en grund til, og vi har selv været med til at skabe problemet, at man kan være bange for at stå i en kø sammen med tosprogede drenge fra, nu står vi midt her i Århus, fra Gellerup, eller at man kan være bange for at lukke en med en anden hudfarve ind på et diskotek i Danmark. Noget af det handler om, at jeg jo mærker på mine skolebesøg, at allerede mens de er mindre så arbejder lærerne meget hårdt på at lave sproglige kodeks for hvordan en anden-etnisk-baggrund dreng på tale til en dansk pige i en 4. klasse. Må han godt kalde hende en luder? Og alt muligt andet. Altså de arbejder rigtigt hårdt med de der sproglige niveauer, og det er der en begrundelse for. Her i Danmark har vi sparet modersmålsundervisningen væk i rigtig rigtig mange områder i Danmark… Vi laver kunstige psykopater. Der er ingen grænser for, hvad man kan sige, når man ikke siger det på sit modersmål. … Vi har selv været med til at skabe nogle af de her problemstillinger, der gør at nogle af vore tosprogede har en grænseoverskridende adfærd rent sprogligt og værdimæssigt, som gør at vi bliver bange for dem.

Lene Juul Bruun: Jeg kunne også godt mig, at vi tager fat i vores egen berøringsangst…

Dorte Toft: … jeg oplevede nogle ældre mennesker, der sagde, at det jo også var fordi han er jøde… Den er jo blevet standset, men vi skal jo nødig ha’ en ny Holocaust for at få folk til at besinde sig. Så hvordan vi så ellers kan standse det, altså hvis vi ser – der er også racisme i Sverige, og alle siger så, at der er ytringsforbud, men hvis vi ser på Sverige, så er to af holdene i top-ligaen i fodbold, såvidt jeg forstår, jeg er lidt på udebane her, det er to hold fra Södertalje, to rene indvandrer-fodboldhold var det oprindeligt, og de klarer sig formidabelt – man har på fodboldbanerne, såvidt jeg kan se, det er min mand der er fodboldinteresseret, ikke mig. Så har de flere med en anden hudfarve, de har flere i deres tv-programmer med en anden hudfarve, sålænge vi gør det til noget helt usædvanligt, eller udelukkende importeret, at der er nogle med en anden hudfarve, så får vi jo ikke bevæget os. … Mit største ønske angående racisme, det er jo egentligt, at vi alle formerer os på kryds og tværs, så vi til sidst ikke har noget at lade hinanden høre. Jeg tror også vi bliver en meget stærkere race af det – i incitationstegn. Ligesom hunde, bastardhunde, de er knap så tossede i hovedet.

Lene Juul Bruun: Vi skal blande os noget mere med hinanden, er det budskab Dorte…

[…]

Kasper Støvring, Ph.D.: Multikulturelle samfund har det med at hæmme tillid mellem mennesker, at tilliden vanskeligt kan vokse frem når folk lever i forskellige kulturer. Multikulturalisme har en tendens til at skabe polarisering, spændinger, konflikter mellem mennesker. Man kan eksempelvis se på en undersøgelse CEPOS har lavet for et par år siden, hvor de spurgte etniske danskere om de havde tillid til hinanden, og der var det 90 procent der svarede, at det havde de. Hvor når de spurgte, om de havde tillid til for eksempel muslimer, så var det kun 55 procent, der svarede at de havde tillid. Det er et markant fald. Det har jo ikke noget at gøre med, at muslimer er notorisk upålidelige, slet ikke, det har noget at gøre med, at når man lever i parallelle samfund, som muslimer har en tendens til i Danmark, så har man vanskeligt ved at opbygge tilliden.

Lene Juul Bruun: – Siger Kasper Støvring, der sidste år skrev en bog om sammenhængskraft. Men måske skulle man kigge over Atlanten for at undgå at det multikulturelle bliver et problem. I hvert fald hvis man spørger Michael Böss, leder af center for canadiske studier på Aarhus Universitet. Han skriver i en kronik i Berlingske, at Canada er et lysende eksempel på, at multikulturelle samfund fungerer glimrende. Et eksempel som vi kunne lære noget af i Danmark. …

Kasper Støvring: … hvis det er en udvikling der fortsætter, så kan det være en trussel mod sammenhængskraften.

Lene Juul Bruun: – Sagde Kasper Støvring… Hvad forstår I ved et multikulturelt samfund?…

Nikolaj Henningsen: Ja, men jeg vil sgu gerne starte et andet sted. Nu skal jeg sige det pænt ik’. Men ham her Kasper Støvring, vær varsom med dit ordvalg, vær varsom, jeg synes faktisk der er en undertone som er problematisk i den måde han snakker på. Nu er vi måske lige inde ved sagens kerne, at der er noget der bevæger sig inde i mig, fordi – det kan godt være I andre ikke hører det, men jeg hører det. Jeg synes han bruger noget statistik til at fremføre noget lidt snerpet og lige lidt skjulte budskaber, som jeg kan mærke, der er noget inde i mig, jeg kan mærke mit hjerte slår lidt hurtigere, jeg ryger ned i maven, hvad er det lige der sker her, hvor er jeg på vej hen. Skal jeg bare lade mig forføre af retorikken… Parallelsamfund som muslimer jo tit vælger at leve i.

[P1-værten rømmer sig]

Nikolaj Henningsen: Vær varsom, Hr Støvring, specielt fordi, og det er jo ikke fordi jeg skal parallelisere til Hr Holdts ægte racisme, men du er netop en mand der har et kæmpestort ansvar, og social kapital – vær lidt inkluderende, vær lidt varsom med hvad det er for nogle ord du vælger. Specielt når det er baseret på tal, jeg ikke aner en fløjtende fis om passer. Så det har jeg bare brug for at sige.

Lene Juul Bruun: Så vil jeg spørge dig om noget andet. Det som han blandt andet siger er, at hans forskning siger at tilliden til hinanden i samfund hvor der lever mange med forskellige kulturer, daler. Hvordan skal vi forholde os til det, når Dorte samtidig siger, at hun ville ønske vi levede i samfund hvor vi blandede os noget mere med hinanden.

Nikolaj Henningsen: Jamen prøv her, jeg ved ikke, jeg kan, ved du hvad, jeg kan være en jubelromantiker, eller optimist, jeg er så skide-enig med Dorte. Jeg tænker, at hvis bare der var milliarder af farver, hvem fanden skulle man skyde hvis man var psykopat, det er derfor jeg elsker at være i New York – fordi, hvem fanden skal man skyde – alle er tossede, alt er åbent, alt er lukket – alt er alting på en gang. Det er jo det der er fantastisk ved den by. Omvendt ved jeg jo godt, at der er enormt meget racisme i New York, man skal være meget varsom med – siger man noget forkert om jøder – den der dobbeltbundethed – jeg aner ikke hvad det simple svar er, og jeg tror at i det rigtige multikulturelle samfund der er der modsatrettede kræfter, det er ikke bare en succes fordi man blander alt ned i en spand, så jeg har ikke svaret, men jeg er i hvert fald nysgerrig på, at når man er mange og der er forskellige farver, så er det svært at sige, at jeg foretrækker dig fremfor en anden, fordi der er sgu talenter alle steder, og der er dejlige mennesker alle steder, og hvis de står foran mig, så må jeg begynde at lede efter noget andet. Der tænker jeg ligesom Dorte – dejligt.

Ann-Elisabeth Knudsen: Jamen jeg reagerer også på Kasper Støvrings undersøgelse, og jeg kan ikke lade være med når han siger det om tilliden mellem mennesker i multikulturelle samfund, og når han så stiller spørgsmålet om du har lige så meget tillid til muslimer, så svarer en lavere procentdel at de har det. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan er det spørgsmål i grunden formuleret ik’, for her skal man passe på med at man ikke i virkeligheden banker en psykologisk mekanisme ind, når spørgsmålet stilles sådan, i forhold til hvordan man faktisk lever i det multikulturelle samfund, når man er i i det. Hvor tilliden godt kan være der, fordi vi skal fungere sammen i det daglige, men når du får stillet spørgsmålet, så tager du stilling til dig selv i forhold til de andre. Og så vil vi svare på det der holder for vores selv – jeg er forskellig fra, for det er en del af vores selvstændige egen identitet. Så når man stiller spørgsmålet på den måde, nu ved jeg ikke præcist hvordan han har gjort det – jeg reagerede også på det der. Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?

Lene Juul Bruun: Hvis jeg nu spørger, hvad er det for en samfund I ønsker, Nikolaj.

Nikolaj Henningsen: Jamen jeg ønsker det multikulturelle, jeg tænker vi skal – det lyder som noget pladder – men vi skal anerkende forskelle, og kigge på anderkendelsen, det der kan virke. Jeg tænker… det er kun starten det her, så vi bliver nødt til at mærke efter hvor de her grænser er… Jeg disser ikke hans kompetencer, jeg tror han er en klog mand, men der er bare nogle konnotationer jeg ikke bryder mig om.

Ann-Elisabeth Knudsen: … Lige præcist Canada…. De er jo et foregangsland for det vi håber der skal ske i Danmark med den sproglige integration. Det er den ene ting. Jeg går også ind for et multikulturelt samfund, ingen tvivl om det, men her kan jeg godt mærke jeg bliver en lille smule reaktionær, for samtidig skal de også stå for danske normer, danske regler, danske værdier, ligesom jeg prøver at indrette mig når jeg tager et andet sted hen, så er vi også nødt til at blive bedre til at stille krav.

Lene Juul Bruun: Hvis man skal forsøge at binde en sløjfe på det her emne… så er det, igen, vigtigt at tale om det, men man skal tale om det på en ordentligt måde, kan man vel konkludere ud fra det i har sagt her.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper