23. marts 2018

Sørine Gotfredsen: Landegrænsen repræsenterer ‘kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme’

“Det at være dansker er nu en sand landeplage”, sang CV Jørgensen i 1980, men der er intet forkert i at være nationalsindet, blot fordi tidsånden idealiserer grænseløshed. Gode nationalborgerlige ord om grænsekontrol af Sørine Gotfredsen sakset fra B.dk – Landegrænsens renæssance.

“Politikens Peter Wivel berørte forleden dette. Med henvisning til to udenlandske forfatteres analyse af tidens identitetsdebat skrev han, at nationen er et ‘kunstprodukt’. … Wivel skriver om den flydende identitet, hvor intet længere er selvfølgeligt, og hævder, at ‘de fleste vil meget have sig frabedt at få deres identitet dikteret.’ Her dyrkes en klassisk moderne forestilling om det autonome individ, der tilbagelægger tidligere idéer om menneskenaturen og blot nyder at definere sig selv. Men møder denne tanke ikke en del modsigelse? Er den nationale besindelse i Vesten ikke netop tegn på, at mange faktisk ønsker at være defineret af noget mere end blot sig selv? Når Wivel frembærer det synspunkt, at ‘den aggressive identitet finder udtryk i symbolpolitik på laveste plan,’ må man spørge, om ikke en del af det, han ser som aggressivitet, også kan forstås som en længsel efter en dybere fælles identitet, hvor man ikke nærer trang til at bekæmpe nogen. Men først og fremmest vil leve i fred og orden.

Drømmen om den flydende identitet lægger ikke blot et stort pres på hver enkelt, der forventes at kunne sætte alle de afgørende ord på sig selv. Den forsømmer også at anerkende menneskets basale frygt for simpelthen at gå til i grænseløst kaos, og hvis man ikke selv mærker denne frygt, bør man stadig have øje for, at den eksisterer. Når landegrænsen for tiden oplever en renæssance, må det ses som billedet på noget større. For mens det for nogen er udtryk for aggressiv hævdelse af identitet, repræsenterer det for andre kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme til sikring af mest mulig tryghed på jorden. Og inde i én selv.”



2. juni 2014

Politiken kalder araber-jihadist for ‘franskmand’ – Peter Wivel tørrer jødedrab af på blogs, frisprog og DF

“Franskmand anholdt efter drab på gæster på jødisk museum”, skrev Politiken i går. Manden der i lørdags myrdede løs i Bruxelles’ Jødiske Museum med en Kalasjnikov og en pistol hedder ifølge Snaphanen Mehdi Nemmouche, og er araber – med fransk pas. Nyd Peter Wivels hjerneblødning under fotoet.

“The man arrested in Marseille, one of the sources told AFP, is believed to have participated in the civil war in Syria in 2013 as a jihadist.” (JTA)

(Mehdi Nemmouche, arabisk jihadist)

“Dagen før valget til Europaparlamentet brugte en adræt ung mand mindre end 30 sekunder til at myrde tre mennesker og tilføje et fjerde offer et livstruende skudsår. De tre myrdede og den hårdt sårede unge mand blev skudt, fordi de tilfældigvis opholdt sig i forhallen til et jødisk museum. Det jødiske var det afgørende. … Uanset morderens personlige motiver, uanset om han måtte være muslim eller kristen eller en wannabe Anders Behring Breivik, skyldes en så forfærdelig forbrydelse ikke et spontant indfald. … Nogle eller noget har overbevist morderen om, at han gjorde det rigtige. Den slags taler man om forinden i kredse, hvor ordet er frit. Har man ingen nære venner, har man bloguniverset. Her mætter mordere sig. …Racisme behøver kun få opmuntringer for igen at gå til det yderste, som vi senest har set det i Bruxelles’ Jødiske Museum. … Populistiske partier giver ordet frit. Frisprog smitter, og snart er alle synspunkter igen stuerene og respektable.Hvornår kommer Dansk Folkeparti i regering? (Peter Wivel i Politiken, 1. juni 2014: Europas populistiske partier har vind i sejlene)



12. december 2009

Informations Peter Wivel og Mexikanersagen, 1977

Interessant historie set på Henrik Gade Jensens JP blog – Fra terror til indvandring (20/11-09).

“Bent Blüdnikow behandler også den såkaldte mexikanersag i 1977. Mexikaneren Jaime Martinez skulle udvises på grund af fare for statens sikkerhed og udvisningen udløste et ramaskrig på den danske venstrefløj. Der var stor solidaritetsfest i Nørrebrohallen med flere tusinder sympatisanter orkestreret af Informations daværende hovedskribent Peter Wivel. Justitsminister Orla Møller og den socialdemokratiske regering kom under hårdt pres, også fra deres egne partifæller, for at ændre udvisningen. Regeringen kunne af gode grunde ikke begrunde udvisningen, da den byggede på hemmelige efterretninger, så kritikken var nem at føre frem.

Blüdnikow dokumenterer i bogen, at Martinez ikke uden grund blev udvist af Danmark, men at han sandsynligvis indgik i terrornetværk med tyske terrorister, var involveret i Rote Armee Fraktions aktioner og senere også et kidnapningsforsøg på en svensk minister. Blüdnikow vurderer, at Martinez efter alt at dømme var agent for Cubas hemmelige politi.

Efter den offentlige kritik blev udvisningen indklaget til ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, der imidlertid ligesom regeringen mente, at Martinez var til skade for landets sikkerhed p.g.a. af deltagelse i international terrorvirksomhed. Justitsminister Orla Møller lod også den europæiske menneskerettighedskommission tage stilling til sagen, der ikke havde noget at indvende mod udvisningen.

Imens kørte især avisen Information under Peter Wivels ledelse kampagnejournalistik til fordel for Martinez: “Mexicanersagen har vist, at begrebet “statens sikkerhed” har vide rammer for nu at sige det mildt, og selve behandlingen af mexicaneren er næsten en generalprøve på de tilstande også danske borgere kan vente sig” (cit. fra Blüdnikow s. 393).



21. marts 2008

Tina Magaard: Islamisterne bruger islamofobi-begrebet til at afvise religionskritik

Når det regner på Søvndal, så drypper det på P1, eller hvordan er det nu det er. Sjælden fornuftig Søndagsorientering – Den anden Profet-krise. Fra programomtalen.

“Anden runde af Muhammed-krisen, Profetkrisen eller karikaturkrisen blev indledt for en måned siden, da Politiets Efterretningstjeneste opdagede et planlagt mordforsøg mod tegneren Kurt Westergaard. Ham der har tegnet den efterhånden famøse tegning af profeten Muhammed med en håndgranat i turbanen.

17 danske aviser valgte at bringe tegningen, også aviser, der under den første Profet-krise havde undladt at bringe de oprindelige karikatur-tegninger fra Jyllands-Posten i september 2005.

Er der tale om ytringsfrihed i et vestligt demokrati overfor religiøs intolerance i den muslimske verden. Eller er der andre kræfter på spil. Kræfter som på et par uger har gjort SF’s formand til noget der ligner en ny Holger Danske, fordi han har fordømt de formørkede og højreorienterede islamistiske kræfter i Hizb ut-Tahrir, som han mener bør ’gå ad helvede til’.

Er det vi oplever en kulturkrise – et civilisationsopgør, en radikalisering af en lille gruppe muslimer, der bl.a. støtter terrorens retorik og mål? Eller er det noget helt andet? Medvirkende, Ph-d Tina Magaard fra Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet, Peter Wivel, Politikens Tysklandskorrespondent og Jens Nauntofte, DRs mangeårige Mellemøsten medarbejder.”

Peter Wivel var optimist på multikulturens vegn, for som han sagde “det bliver man nødt til at være”, og kunne han tale demokratisk islam frem, så var det nok sket nu. Jens Nauntofte var mindre virkelighedsfjern, men begge kom til kort når Tina Magaard foldede sig ud.

Tina Magaard, ph.d.: … der kan jo spille rigtig mange ting ind, men jeg tror det religiøse kan spille ind som en baggrundsfaktor for nogle, i den forstand at hvis man kommer i miljøer hvor der bliver udtrykt foragt for for eksempel de demokratiske systemer, for de demokratiske institutioner, så er der i hvert fald ikke nogen stopklods mod at sætte ild til, hvad ved jeg – rådhuset eller skoler eller den slags ting. Det er måske mere derigennem at det religiøse kan have en indflydelse, altså indirekte i forhold til holdningsprægningen… (om opstande i Frankrig 2005)

[…]

Tina Magaard: Ahh… der vil jeg nu sige, at under den første Muhammedkrise, der vil jeg nu nok sige, at jeg blev meget overrasket over faktisk en del personer fra den progressive elite, som synes jeg – det var altså min fortolkning af det, at de var så forblændet af det indenrigspolitiske ven/fjendebilleder, at de fuldstændigt mistede det internationale udsyn, og derfor faktisk lod sig selv blive brikker i islamisternes spil… og jeg synes også nogle gange, at netop når man talte om tonen i debatten, om moral og menneskerettigheder, så syntes jeg bare det kom til at klinge rigtigt hult, fordi det tit blev kombineret med ligegyldighed overfor de mennesker i den islamiske verden, der blev udsat for overgreb af samme islamistiske grupperinger, som dem der satte gang i Muhammedkrisen, og her havde vi altså med mennesker at gøre som ikke havde mulighed for at forsvare sig selv – og dem var man ligesom ligegyldige overfor for, for de passede ikke ind i det indenrigspolitiske spil…

[…]

Tina Magaard: … for det første så er der jo stor forskel på et historisk faktum – udryddelsen, en planlagt udryddelse af en menneskegruppe, og satire af en religiøs figur, som formentligt har levet for 1400 år siden. Det er to helt forskellige registre – det skal vi først slå fast. Desuden så er det også meget vigtigt, det der også tit bliver blandet ind her, det er jo islamofobi-begrebet, som tit misbruges, også til at sige, til ligesom at sætte lighedstegn mellem muslimer og islam, og det er jo netop noget islamistiske grupperinger benytter sig af, for at afvise religionskritik.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper