25. oktober 2021

Jens-Peter Brask, kurator: Det går ikke med ‘nøgne damer’ i Nordvest, “… et forkert signal at sende”

Berlingske har talt med Jens-Peter Brask, der har kurateret mere end 50 gavlmalerier rundt omkring i landet. Her lidt fra interviewet, hvor han blandt andet hylder AFA-sympatiserende ‘Elmgreen & Dragset’ – Han har skabt 48 kæmpeværker på Københavns gavle…. Det af multikulturen korrigerede gavlmaleri kan ses hos Kunsten.nu.

“‘… Jeg er godt klar over, at jeg har et kæmpe ansvar i det offentlige rum. Så naturligvis må der ikke være reklamer, og det må ikke være politisk, stødende eller provokerende.’ …

Er det provokerende og politiske ikke en del af samtidskunstens grundstamme?

‘Jo, men når det er kunst i det offentlige rum, skal du tænke på en anden måde. Vi har for eksempel lavet en gavl i Nordvest med den russiske kunstner Roman Manikhin, som ville have en masse nøgne damer. Men i Nordvest, hvor der bor mange nationaliteter, synes jeg, det var et forkert signal at sende, og vi gav dem i stedet bh og trusser på.‘”

(Jens Galschiøts ‘Survival of the Fattest’, Ringkøbing Havn; Foto: Maps)

Oploadet Kl. 12:56 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


20. oktober 2021

Spanien: Feminister i chok – Prisvindende kvindelig forfatter, var i virkeligheden et alias for tre mænd

Det er altid godt når feminister gør sig selv til grin, og den her historie er en af de bedre. Tre mænd skriver en bog under aliasset Carmen Mola, der skamroses af feminister, indtil de står frem og modtager en tung litterær pris. Fra Huffpost.com – Carmen Mola, Popular Spanish Female Thriller Author, Revealed To Be 3 Men.

“A female Spanish thriller writer has been revealed to be three men. TV scriptwriters Agustín Martínez, Jorge Díaz and Antonio Mercero dropped the bombshell that they were actually behind the pseudonym Carmen Mola while accepting the prestigious $1.2 million Planeta literary prize in front of King Felipe VI of Spain in Barcelona on Friday.

‘Carmen Mola is not, like all the lies we’ve been telling, a university professor,’ Díaz said after accepting the prize, per the Financial Times. ‘We are three friends who one day four years ago decided to combine our talent to tell a story.’ …

Critics accused the men of using their fake female persona for marketing purposes. Beatriz Gimeno, former director of Spain’s Women’s Institute, slammed the trio as ’scammers’ for using the faux profile ‘to take in readers and journalists.’ …

‘We didn’t hide behind a woman, we hid behind a name,’ Mercero told El País.”

(‘Carmen Mola’ modtager ‘Premio Planeta de Novela-prisen 2021; Foto: Youtube)

“Den aktivistiske organisation The Women’s Institute anbefalede ifølge mediet sidste år et af Carmen Molas værker som del af et større udvalg af bøger med kvindelige forfattere, herunder Margaret Atwood, som kan ‘hjælpe os med at forstå realiteterne og erfaringerne hos kvinder, som har levet i forskellige tidsperioder i historien, og som bidrager til at skabe opmærksomhed omkring rettigheder og frihed’.” (Berlingske, 17. oktober 2021)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


19. oktober 2021

Om Oprør på akademiet: ‘Lytter andægtigt til rendyrket racisme’, ikke ‘et eneste kritisk modspørgsmål’

Jeg har set første afsnit af DR-serien ‘Oprør på akademiet’, og var målløs over den ukritiske tilgang til det identitetspolitiske overdrev, der hersker på Kunstakademiet. Der findes idioter alle vegne, men der er vel ingen grund til at en DR-produktion om fantasterne, 1:1 tager udgangspunkt i deres virkelighed. De fire udsendelser kan ses på DR.dk, men skal man have lidt fornøjelse af det, så må man som Kontrasts Mikkel Andersson, se det som velgennemtænkt satire. Underholdningsværdien ændrer dog ikke på, at venstreradikale (uanset hudfarve) bruger dine og mine skattekroner til deres ideologiske opgør med det system, der har givet dem alt.

(Negerkongen Uwe Max Jensen vs kunststuderende venstreradikale, Kunstakademiet, 2021; Foto: FB)

Udvalgte citater

“Man kan nu dårligt sige, at Anna Martensen fortsætter den kritiske linje. Der er selvfølgelig også forskel på kritisk journalistik og en dokumentar, som søger at forstå et bestemt miljø på dets egne præmisser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan Anna Martensen tager de identitetspolitiske påstande alvorligt og lytter andægtigt til rendyrket racisme. Hun går på listefødder over for de radikale elementer og repeterer talen om privilegieblindhed og hudfarve som et bedømmelseskriterium for mennesker og kunst.” (Jesper Bacher, Kristeligt Dagblad, 13. oktober 2021)

“Men før vi følger dem, deklarerer dokumentaristen sig selv som hvid og med en privilegeret Hellerup-baggrund, hvilket giver hende indlysende problemer, må vi forstå. For kan en hvid forstå en brun? Kan en hvid kvinde forstå en brun mand, og kan én med mange privilegier forstå én med historisk færre, eller tynger historiens byrde simpelthen for meget? Jeg har til dato aldrig set en dokumentar, som kredser så hysterisk omkring hudfarve og kategorisk dømmer alle på, hvor meget pigmentering deres hud indeholder. Men jeg er selvfølgelig også en hvid, halvgammel, privilegeret cis-dame, dvs. én, der identifi-cerer mig med det køn, jeg er født med, og ifølge programmets logik ude af stand til at forstå dem, der ikke ligner mig selv. Jeg troede ellers, at det var kunstens ærinde at udvide meningsrummet. Ikke at indskrænke det.” (Anne Sophia Hermandsen, Berlingske, 13. oktober 2021)

“På samme vis er der en iboende selvmodsigelse i at opstille regler for den kunst, der i sin natur er fri. Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd, men den visner, når den udsættes for forbud. … Det er slående, at ingen tager så meget argumentationsmæssigt udgangspunkt i etnicitet, køn og seksualitet som dem, der søger at forhindre, at den finder sted. (Lasse Marker, Berlingske, 15. oktober 2021)

“De fire af de medvirkende, som forholder sig skeptisk eller decideret afvisende over for forestillingen om kunstnerisk frihed, og som er optaget af at gøre op med racistiske udtryk og strukturer, bliver ikke stillet et eneste kritisk modspørgsmål. … De to medvirkende Jens Martensen og Jo Hedegaard, der står på mål for idealet om kunstnerisk frihed, får og besvarer adskillige kritiske spørgsmål, mens kunstnerne Dina El Kaisy Friemuth og Nadia Tehran ikke behøver at forklare, hvorfor de henholdsvis har droppet at se på hvide menneskers kunst og at præsentere sin kunst til ‘folk, der tydeligvis ikke har værktøjer til at forstå den’. Begge er i tvivl, om de vil være med til en værkgennemgang for rullende kamera, men har samtidig som deres erklærede mål at skabe mere plads til minoriteter som dem selv.” (‘Loni’, Dagbladet Information, 16. oktober 2021)

“Netop den underspillede fortællerstemme, der serverer skamredne klichéer som dybt originale indsigter (‘jeg har nok altid opfattet mig selv som neutral, men det er der jo ikke nogen, der er!’), fungerer godt. Med perfekt indigneret levering fortæller speakeren salvelsesfuldt, at den danske kunstverden faktisk ‘er en meget hvid verden’, inden der klippes til en kunstner, der med Glyptoteket som baggrund (frækt!) erklærer ‘Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere’. Ligesom hun fortæller, at hun ikke vil medvirke i et bestemt segment af ‘dokumentaren’, hvis kameramanden er en hvid mand.” (Mikkel Andersson, Kontrast, 16. oktober 2021)

Man kan ikke bruge ekskludering som en måde at blive inkluderet på. Det hænger ikke sammen. Det kan jeg ikke se er kunstens væsen. Det er heller ikke særligt charmerende: Så er vi i hver vores rockerklub og slår alle dem, der er uenige med os, ihjel.” (Michael Kvium, Berlingske, 18. oktober 2021)



15. oktober 2021

Venstreradikale Esben Weile Kjær, er nu en 29-årig kunststuderende: Hammer og segl bøjet i neon…

Jeg har skrevet om Esben Weile Kjær flere gange. En venstreradikal fra Århus, der allerede som næsepiercet 19-årig blev headhuntet som rådgiver for kulturminister Uffe Elbæk. Ti år er gået, og i læser han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han har udstillet på Kunsthal Charlottenborg og Kunsthal Århus, og forleden stødte en bekendt på et af hans ‘værker’ i Amager Centret. Hammer og Segl bøjet i neon…

“De otte symboler er nemlig hentet fra Kjærs teenagetid, nærmere betegnet fra den læderjakke, som Kjær gik med, da han var punker.” (Vinkkbh.dk om Weile Kjærs ‘Advertise, hypnotise, traumatise’)

(Amager Centret, 14. oktober 2021; Foto: Tobias Petersen)

“‘… at vi har et andet økonomisk system end kapitalisme. Det ville være det vildeste. Det er nemmere for folk at forestille sig, at jorden går under end en verden uden kapitalisme.’ … ‘jeg håber, at vi har fundet nogle måder at leve her på jorden, som handler mindre om overproduktion og arbejde og mere om at kigge på kunst og kultur.'” (Hearthbeats.dk, 27. august 2021)

Oploadet Kl. 01:44 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


12. oktober 2021

Skønlitterær forfatter i Politiken: ‘Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant’

Politiken hænger stadig fast i 1990’erne, og nogle gange bliver det lidt komisk. Her lidt fra et debatinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky, en kristen Afghanistan-veteran, der gerne vil fortælle om den sande moderate Koran-frie Islam. Hun vil gerne sælge bogen som en historisk roman, men skønlitteratur lyder til at dække bedre. Bogen portrætterer en ‘moderat’ muslimsk borgherre, der trues af en ‘kristen invasion’, der nærmer sig fra nord. Fra Politiken.dk – Anm: Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant (kræver login).

“‘Men min erfaring er, at folk gerne vil lære noget, når de læser en god historie. … Det er fedt at lære noget’. Og det, man kan lære noget om i ‘ Vindens port’, er middelalderhistorie og måske vigtigere endnu: muslimsk kultur. For forfatteren vil gerne rette op på manges manglende forståelse af verdens næststørste religion i en tid, hvor nyhedsstrømmen har mere fokus på islamisme end islam.

‘Vi holder tit islam ud i strakt arm og tror, vi ved noget. Men det gør vi ikke altid. At læse den her roman kan være en nem måde at blive en lillebitte smule bedre klædt på’. …

‘Vindens port’ tegner et modbillede til den lukkede form for Islam, som hun selv mødte hos Taleban i Afghanistan. Og direkte adspurgt har det været et mål med bogen.

‘Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant’, understreger hun. …

‘Romanen er et forsøg på at rejse ind i en anden tid, hvor islam var noget andet end det, det er kendt for i dag. Og vise noget af det, islam godt kunne trænge til at blive kendt for igen‘.

Hvilke fordomme ønsker du konkret at aflive om islam med romanen?

‘At islam til alle tider har været en lukket religion… I middelalderen ledte muslimerne efter de nye stjerner og planeter. Det var en videnssøgende kultur, som vendte sig udad’. Hun sætter det op mod nutidens muslimske fundamentalister, der dikterer, at det kun er det, der står i Koranen, man kan bruge til noget.”

(Lindhardt og Ringhof på Youtube, 2021: Vindens port af Anne-Cathrine Riebnitzsky)

“Jeg er troende kristen, så det er ikke, fordi jeg vil propagandere for islam. Men…” (Anne-Cathrine Riebnitzsky)



11. oktober 2021

Sif, ‘anti-autoritær’ statskunstner, der ikke kan acceptere et samfund, ’så racistisk’ som det danske…

Venstreradikale Sif Itona Westerberg blev et navn via en DR-serie, og nu har hun så fået 855.000 kroner fra Statens Kunstfond. I skrivende stund udstiller hun på AROS, et stenkast fra min gamle handelsskole. Hun nævner påvirkningen fra hendes kunstner-kæreste i interviewet, en mand ved navn Asbjørn Skou. Hans profil er et venstreradikalt rædselskabinet med slagord ala ‘Antifa’, ‘Global Antifa’ ‘Dead of all countries unite!’, ‘Refugees welcome’ etc. Under hans profilbillede noteres ikke overraskende: ‘Foto af Rasmus Preston’. Preston fra Redox/AFA.

Hun dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014, som tydeligvis blevet en venstreradikal højborg. Jeg skal nok blogge om den nye DR-serie ‘Oprør på akademiet’, når jeg har set alle afsnit.

Fra DR Online – Som teenager besatte Sif huse – i dag gør hun kometkarriere med skalpel og skærejern.

“Sif Itona Westerberg ligner ikke nødvendigvis typen, der har en fortid som punker. Men kigger man lidt bedre efter, får man et par indikationer. På tommelfingeren har hun tatoveret tallet 69, og i øreflipperne er der stadig store huller, hvor hendes stretch-ørenringe engang har siddet.

Begge dele er levn fra en fortid i det miljø, der omgærdede Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Her tilbragte hun sine teenageår med alt, hvad det indebar af demonstrationer, punkfestivaler og husbesættelser. Hun var for eksempel involveret i besættelserne af det såkaldte ‘lyserøde hus’ i København i 2003.

– Jeg er blevet anholdt utrolig mange gange. Jeg har aldrig siddet i fængsel, men jeg har været i detentionen en del, siger nu 35-årige Sif Itona Westerberg med et grin.

I 2020 fik hun et eftertragtet arbejdslegat på 855.000 kroner fra Statens Kunstfond. Og nu har kunstneren, der også er kendt fra DR-programmet ‘Kunstnerkolonien’, som du kan se på DRTV her, fået sin hidtil største soloudstilling – på ARoS i Aarhus.

… Dengang var hun drevet af en social indignation og et ønske om at skubbe verden i en bedre retning. Det er hun stadig, men hendes fremgangsmåde har ændret sig. … selvom Sif Itona Westerbergs udtryksform er gået fra kaotisk og tilstræbt grim til stringent og æstetisk, er hun stadig anti-autoritær til benet.

– Jeg har stadig svært ved at respektere politikere, der tænker på profit frem for bæredygtighed. Jeg har svært ved at respektere, at vores politikere ikke gider tage klimaspørgsmål alvorligt, fordi de hellere vil genvælges til næste valg. Og jeg har svært ved at acceptere, at vi lever i så racistisk et samfund, som vi gør.

(Sif Itona Westerberg, modtager af 855.000 skattekroner fra Statens Kunstfond)



18. september 2021

Normløshed & pædofili: ‘SF’eren Ebba Strange foreslog i 1975, at man fjernede den seksuelle lavalder’

Selvom man er en ond højrefløjser, kan man nogle gang blive overrasket over venstrefløjens dominans. Ebba Strange har siddet 21 år i Folketinget for Socialistisk Folkeparti, og jeg vidste ikke, at hun åbent har forsvaret pædofili. Jeg vidste heller ikke at Suzanne Brøgger for år tilbage betragtede ‘incest-tabuet’ for ‘roden til patriarkatets dominans’. Venstrefløjen skriver selv historien, og man er villige til at glemme vennernes belastende holdninger. Det er derfor Anne Grete Holmegaard kan være med til at dømme Støjberg, Brøgger fik sin egen DR-serie, og SF kan opkalde en pris efter Ebba Strange.

Her lidt fra en ældre artikel i Politiken – Overgreb forklædt som frisind: Skal vi omskrive historien om 70′ erne? (24. mart 2018; kræver login).

“I 1970′ erne var det i visse toneangivende kredse progressivt at mene, at børn kunne have glæde af seksuelle forhold til voksne. Sågar til deres forældre. Børneporno var udbredt, og kritik blev typisk affejet som småborgerlig, kropsfornægtende og reaktionær.

… Tidligere har Weekendavisen fortalt, at en flok pædofile i 1975 upåagtet deltog i det danske homomiljøs fejring af sig selv i Fælledparken – under navnet Børnelokkernes Befrielsesfront i følgeskab med letpåklædte drenge. Der skulle jo være plads til alle seksuelle minoriteter.

Læg hertil, at venstrefløjstidsskriftet Seksualpolitik i 1975 ligefrem udgav et temanummer om pædofili, hvor tre pædofile, to af dem pædagoger, i et interview fortalte om seksuelle forhold til drenge på 11 år. At Pædofilgruppen først i 1980 endegyldigt blev erklæret uvelkomne i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Og at man i flere københavnske butikker i en årrække kunne købe børneporno. I en avisannonce fra Hawaii Bio i København blev der ligefrem lokket med teksten: ‘Børnesex – kun 10 år’. I sin bog ‘Fri os fra kærligheden’ fra 1973 kaldte Suzanne Brøgger incest-tabuet for roden til patriarkatets dominans.

I denne avis kunne man læse den anerkendte kriminolog Berl Kutchinskys forsvar for blodskam, og i et radioprogram i 1985 sagde filminstruktøren Christian Braad Thomsen, at der selvfølgelig findes lykkelige blodskamsforhold. …

Også på Christiansborg kneb det med at tage entydigt afstand fra pædofili. SF’eren Ebba Strange foreslog i 1975, at man fjernede den seksuelle lavalder, og fem år senere modsatte venstresocialisten Preben Wilhjelm sig en lov, der skulle forhindre børneporno. I hvert fald skulle allerede produceret porno tillades…”

(Politiken, 24. marts 2018, Sektion 3, s. 7, udsnit)



9. september 2021

Bonnichsen tog fejl: Bataclan-terrorister kom til Frankrig med flygtningestrøm, 130 døde, 400+ sårede

Den 13. november 2015 kl. 20.01 bragte BT.dk et interview med den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der påpegede at Islamisk Stat-sympatisører næppe ville gemme sig i flygtningestrømmen. Han afviste samtidig, ‘at det skulle være et problem’. Godt en time senere indledte Islamisk Stat-jihadister en række terrorangreb i Paris, herunder terrorangrebet på spillestedet Bataclan. 130 døde, flere end 400 såredes. (ht: Mikkel Andersson)

Gennemgang af den igangværende retssag i Politiken – ‘Vi er klar. Nu begynder det’: Eagles of Death Metal var ved at gå i gang med nummeret ‘Kiss the Devil’, da terroristerne begyndte at skyde (kræver login).

“Kun 1 af 10 terrorister fra 13. november 2015 overlevede. … den eneste overlevende, som var til stede i Paris under angrebene, sidde på anklagebænken sammen med 13 andre. Det drejer sig om Salah Abdeslam, der spillede en vigtig rolle før og under den tragiske aften. …

Efterforskningen har vist, at Salah Abdeslam havde en helt central rolle i forberedelsen af aktionerne. Optagelser fra kameraer på motorveje viser, at han i Budapest hentede to af de fremtidige terrorister, som var kommet ind i Europa med flygtningestrømmen i 2015. Det står fast, at han havde købt våben, og han havde lejet to af de biler, som bragte terroristerne til Paris, og som blev brugt under massakrerne ved cafeerne.

Det var også ham, som kørte tre terrorister til nationalstadionet Stade de France, hvor de under en landskamp mellem Frankrig og Tyskland skulle udføre et selvmordsangreb. De tre nåede at dræbe en person uden for stadion, inden de begik selvmord. Salah Abdeslam, som muligvis skulle have forsøgt at trænge ind på stadion, forlod dem. Han kørte til det sydlige Paris, hvor han smed sit bombebælte, som politiet senere fandt i en affaldskurv.

… efter udleveringen til Frankrig har han nægtet at udtale sig til efterforskerne bortset fra et enkelt tilfælde, hvor han holdt en hyldesttale til Islamisk Stat og fordømte Frankrig.”

(Michael Schøt griner af Marie Krarups ‘Vi aner ikke om der er terrorister iblandt?’, 2016; Foto: YT)

Oploadet Kl. 01:57 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


2. september 2021

“The army set a goal of 10 percent female participation, which might make sense in a Marvel movie…”

Ingen er mere kulturimperialistiske end den universitære venstrefløj, der vil sprede egne idealer… ‘fordi menneskerettigheder’. Feminismen har trange kår i et land som Afghanistan, og måske er ‘gender studies’ og kurser i toksisk maskulitet ikke det de har mest brug for. Ja, selv Duchamps signede pissoir, et af dadaismens hovedværker, går hen over hovedet på dem. Velskrevet kommentar af ‘Cockburn’ hos Spectatorworld – Did ‘gender studies’ lose Afghanistan?.

“Traditionally, nations have waged war by mustering armies, defeating their enemies in battle, and despoiling their lands and cities. Only after total victory is the process of remaking a society feasible.

But America in Afghanistan sought a shortcut, and by ’shortcut’ Cockburn means ’something that takes 10 times as long but doesn’t look as nasty for TV cameras’. America hoped that with enough half-baked social engineering in the half of Afghanistan it controlled, it would eventually be rewarded with victory, and Afghanistan would become the Holland of the Hindu Kush. On Ivy League campuses, students are taught to decry ‘colonialism’, but the Ivy League diplomats who sought to remake Afghanistan in Harvard’s image were among the most ambitious practitioners of it in world history.

So, alongside the billions for bombs went hundreds of millions for gender studies in Afghanistan. According to US government reports, $787 million was spent on gender programs in Afghanistan, but that substantially understates the actual total, since gender goals were folded into practically every undertaking America made in the country.

… Under the US’s guidance, Afghanistan’s 2004 constitution set a 27 percent quota for women in the lower house — higher than the actual figure in America! A strategy that sometimes required having women represent provinces they had never actually been to. Remarkably, this experiment in ‘democracy’ created a government few were willing to fight for, let alone die for.

The initiatives piled up one after another. Do-gooders established a ‘National Masculinity Alliance’, so a few hundred Afghan men could talk about their ‘gender roles’ and ‘examine male attitudes that are harmful to women’.

Police facilities included childcare facilities for working mothers, as though Afghanistan’s medieval culture had the same needs as 1980s Minneapolis. The army set a goal of 10 percent female participation, which might make sense in a Marvel movie, but didn’t to devout Muslims. Even as America built an Afghan army that ended up collapsing in days, and a police force whose members frequently became highwaymen, it always made sure to execute its gender goals.

… According to an USAID observer, the gender ideology included in American aid routinely caused rebellions out in the provinces, directly causing the instability America was supposedly fighting. To get Afghanistan’s parliament to endorse the women’s rights measures it wanted, America resorted to bribing them. Soon, bribery became the norm for getting anything done in the parliament.

Instead of rattling off anecdotes, perhaps a single video clip will do the job. Dadaism and conceptual art are of dubious value even in the West, but at some point some person who is not in prison for fraud decided that Afghan women would be uplifted by teaching them about Marcel Duchamp…”

(Afghanske kvinder ser med vantro på et billede af Marcel Duchamps 1917-urinal); Collage: YT)

Oploadet Kl. 10:28 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


27. august 2021

Sztuka polityczna: Uwe Max Jensens ‘Globo.omo’-flag udstillet på slot i Warsawa, Polen

Uwe Max Jensen udstiller i skrivende stund på slot i Warsawa, som en del af en større udstilling om politisk kunst. Foruden Kristian von Hornsleth kan man også se værker af den svenske kunstner Dan Park. Herunder tre af de udstillede værker.

(‘Globo.omo’-flag, fire sammensyede Progress Pride-flag, forbudt på Facebook; Foto: FS)

‘Труд есть дело чести, дело славы, дело доблести и геройства’ (‘Arbejde er et spørgsmål om ære, et spørgsmål om et godt rygte, et spørgsmål om mod og heroisme’; Skilt ved arbejdslejre under Stalins kommunistiske regime)

‘Arbeit Macht Frei’ (Skilt ved arbejdslejre under Hitlers nationalsocialistiske regime)

(Neon-opsætninger med totalitært tema; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 10:48 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper