29. februar 2008

Virkeligheden 2 – Kulturradikalismen 0

Debatten på DR2 havde igår Muhammedkrise II som overskrift, og det blev en livlig debat mellem Ralf Pittelkow og Martin Krasnik på den ene side, og på den anden side kulturradikalismens ypperstepræster George Metz og Tøger Seidenfaden. Pittelkow og Krasnik supplererede hinanden fint, og modparten var reelt chanceløs. Seidenfaden der ellers er en dreven debattør, fik kunne ganske enkelt ikke fremlægge troværdig argumentation for sit standpunkt i sagen. Metz var ingen støtte. Hans argumentation vaklede, og når han blev modsagt gik han som en forurettet skoledreng direkte til det perfide.

Her lidt fra debatten.

Martin Krasnik, Weekedavisen: Dengang… skrev du i en leder…. at den dag at der er nogen der kan overbevis dig… om at der er en reel voldelig konsekvens af de her tegninger – dengang det virkelig brænder på, der kommer den på forsiden… nu kommer du med en sympati-erklæring, og trykker tegningen. Hvad i alverden er forskellen på dengang og nu – der er ingen forskel. Man kan sige du ikke vil sige det, men med dine handlinger viser du at du i virkeligheden har lært noget af situationen.

[…]

George Metz, Information: … Pittelkow viser at han ikke har lært at ytringsfrihed er en nuanceret begreb.

[…]

Ralf Pittelkow, Jyllandsposten: Det her med at vi ikke skal tage en gammel diskussion op igen, det er fuldstændigt hen i vejret. Fordi vi ligger med en uforløst problemstilling. De to herrer der, som står og diskuterer, hvad det er der er sket siden den gamle diskussion, har aldrig nogensinde forholdt sig til kernen i den gamle diskussion. Det ligger som et lig i lasten… Kernen i den gamle diskussion var, at hidtil havde det været sådan at sharia’ens regler for blasfemi og ytringsfrihed gjaldt alene for muslimer og muslimske lande. Det altafgørende skelsættende nye i den her konflikt, var at nu lagde man et kæmpemæssigt pres for at sharia’ens regler om blasfemi og ytringsfrihed også skulle gælde for ikke-muslimer i et ikke-muslimsk land som Danmark.

[…]

Martin Krasnik: Alle i Danmark kender tegningen [afviser at der nu skulle være en journalistisk begrundelse for at trykke dem]… så derfor er der to grunde til at gøre det – Et – I solidaritet – hvilket man også skulle have gjort sidste gang – eller fordi man er kommet på bedre tanker, og gør det med venstre hånd, og det er det der er sket.

[…]

Tøger Seidenfaden, Politiken: Ytringsfriheden har aldrig været til diskussion i Danmark – den har aldrig været truet. Jo flere trusler der kommer imod os, jo stærkere bliver ytringsfriheden – det er indlysende for enhver.

[…]

Martin Krasnik: Tøger, Tøger, Tøger – du taler fuldstændig udenom, igen er det den der provensionalisme. Den eneste grund til at den danske regering der gik rigtigt ind i sagen, men begyndte at krabbe sig ud – meget ynkeligt som Anders Fogh gjorde i en periode – det var jo netop den diplomatisk-økonomiske krise. Tøger du fokuserer igen på den danske diskussion, du taler om din forpligtigelse som dansk avis, som dansk redaktør – det hele handler om den danske tegning, men det du ikke har forstået… Du har simpelthen ikke set at det her er et internationalt spørgsmål, et internationalt problem , som læner sig op ad det som Ralf fuldstændigt præcist talte om, om ytringsfrihedens grænser i forhold til religion. Havde du forholdt dig til det fra starten af, så havde du ikke brugt tiden på at finde den rigtige skurk…

[…]

George Metz: Selvfølgelig tager man hensyn når man anvender sin ytringsfrihed. Det anfægter sådan set ikke ytringsfriheden – alligevel tager man hensyn… Det som jeg ærger mig over, det er at vi ikke får en ordentlig diskussion om for eksempel den ytringsfrihed vi påstår vi har herhjemme. Vi har ikke haft megen ytringsfrihed, slet ikke under denne her regering. Vi har et stort problem med de offentligt ansattes ytringsfrihed…

[…]

Ralf Pittelkow: Når Tøger Seidenfaden siger at ytringsfriheden ikke er truet – Nej, ikke i absolut forstand, ikke sådan at den er ved at forsvinde, men fortæl det til Ayaan Hirsi Ali, fortæl det til Wafa Sultan, fortæl det til den britisk biskop af Rochester, der lige er blevet truet fordi han sagde at der har udviklet sig områder i de britiske byer, hvor ikke-muslimer ikke kan komme. Fortæl det til den franske gymnasielærer Robert Redeker, osv. – et hav af folk der har forsøgt at rejse en kritisk diskussion af aspekter af islam, og som har fået dødstrusler lige i nakken og fået ødelagt deres normale liv af samme årsag. Fortæl dem at ytringsfriheden ikke er truet.

[…]

Tøger Seidenfaden: … Hizb ut-tahrir er en fuldstændig sekterisk gruppe…

[…]

George Metz: … et fuldstændigt åndsvagt dagblad i Danmark laver det stunt…

Ynkeligt, De’herrer.

Opdate.

  • 6/2-08 Jyllandsposten (læserbrev) – Preben Breds: Tonen i debatten (om retorikken).
  • 

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    3. oktober 2006

    Dagens demonstrationer, BUPL historisk set og lidt til perspektiveringen

    DR bringer imorgen en live-debat under overskriften Danmark i oprør, og selvom en avis som Urban ligeledes tager ‘Danmark’ til indtægt for pædagogernes kamp imod VK-regeringen, så bliver det ikke mere rigtigt af det. I København demonstrerede idag 12-14.000, selvom det var spået omkring 50.000 demonstrerende på landsplan og organisationerne bag det hele selv forventede 100.000, så kom der altså i sidste ende langt færre.

    Faktum er at de demonstrerende alt ialt ikke engang udgør antallet af aktive medlemmer i BUPL. Siden VK-regeringen kom til er antallet af pædagoger jo eksploderet – nå, det glemte BUPL måske også at fortælle.

    Blandt initiativtagerne til demonstrationerne var pædagogerne (BUPL), PLS (p-studerende), PMF (p-medhjælperne), DGS (gymnasieeleverne) og lignende sammenslutninger, men demonstrationerne var også noget en forening som Nej til krig kunne slutte op om.

    Måske skulle man bare sige en broget skare af venstreorienterede aktivister samt bekvemmelighedsstrejkende sympatisører…

    Snaphanen har billeder fra demonstrationen…

    En af bannerne på Christiansborg Slotsplads bar teksten “Bertel Haarder er gymnasie-maarder”, og man forstår godt de fælder en hård dom over Haarder. Ingen har som ham udstillet det ideologiske overdrev der trives i visse miljøer… Her lidt fra en illustration han medtog i bogen Midt i en klynketid (1980) – sakset fra en annonce BUPLs forretningsudvalg lod trykke i deres fagblad året forinden (Børn og Unge 6/12-1979). Hvor har man hørt det før…

    Farvel velfærd?
    Den rest af økonomisk velfærd, som er tilbage for befolkningsflertallet i Danmark efter 70’ernes indgreb i overenskomster, nedskæringer og økonomiske stramninger, ser nu ud til helt at forsvinde her ved indgangen til 80’erne…

    BUPL der på daværende tidspunkt var medlem af Dansk-Cubansk Venskabsforening og Landsforeningen Danmark-Sovjet var en af de helt store kritikere af de socialdemokratisk-ledede regeringer, hvad jo nok kan undre – idet ingen siden har sløset med skattekronerne i samme omfang som Anker Jørgensen gjorde i 1970’erne. Det siger sig selv at BUPLaldrig bliver tilfreds sålænge de skal agere i en markedsøkonomisk kontekst, der ikke som idealsamfundene i øst “prioriterer førskolepædagogikken”… [se også Spydpigen: BUPL og Fola i aktion]

    Til slut må jeg medtage denne perspektiverende sag fra dagens Berlingske Tidende [via Snaphanen].

    Se også VU: Flere fakta…, og Throwing Apples’ billeder fra Århus-demoen

    Opdate 6/10-06.
    19/9-06 TV2 Online – Så meget koster det at få passet børn (I Århus blot 3,9 barn per pædagog – Vejle, Ålborg, Esbjerg og Odensen 5,0 eller mere).

    

    30. april 2006

    Sørine Godtfredsen om DRs leflen for islamisk fundamentalisme

    Fra Berlingske Tidende – Sørine Godtfredsen om Adam og Asmma og DR2. Her lidt fra Et farligt råderum:

    “… lad os nu for en gangs skyld kalde tingene ved deres rette navn. Det er islam, der udgør kernen i diskussionen, og ikke religion som helhed. Det ér og bliver muslimer, der bærer deres tro på håndgribelig lovmæssig vis, mens det kun sjældent i dag er muligt udefra at identificere et kristent menneske i Danmark.

    Den afgrundsdybe forskel i religiøs mentalitet blev for alvor aktuel, da DR2 for nogle uger siden gik i luften med debatprogrammet »Adam og Asmaa«, hvor sidstnævnte som bekendt optræder som studievært iført et yderst karakteristisk tørklæde. Endnu en portion uskyld er blevet revet bort fra danskerne, der nu skal finde ud af, hvad den demonstrative religions rolle skal være i medierne. Og vi skal for Guds skyld tænke klart, mens vi gør det.

    At det af og til kan knibe med netop det kom for en dag, da jeg forleden i Weekendavisen kunne læse, at det er et problem, at blandt andre jeg selv optræder i aviser og TV, samtidig med at jeg er præst. Og den slags proportionelle vildfarelser måtte jo komme. Når nogen anfægter, at en muslimsk kvinde med tørklæde optræder som studievært, vil andre hurtigt i en slags noget for noget-tænkning kræve ethvert spor af kristendom fjernet fra medierne, selv om de to ting intet har med hinanden at gøre.

    Ingen er endnu blevet set i et debatprogram iført præstekjole, og sikkert er det også, at ingen ville blive bedt om at træde ind i en studieværtrolle med et synligt kristent kendetegn, der – i stil med tørklædet – totalt stjæler opmærksomheden.

    […]

    I torsdags i »Debatten« (også på DR2) skulle deltagerne tage stilling til et klip, hvor Pia Kjærsgaard optræder på TV med et kors om halsen, og hertil hører to afgørende pointer. For det første er Pia Kjærsgaard ikke studievært og repræsenterer ikke en offentlig institution, og for det andet er et kors om halsen på ingen måde påbudt i Bibelen.

    […]

    Vi begår en stor fejl, hvis vi i denne diskussion sidestiller kristendom og islam, for vi har ikke i Danmark spor af kristne fundamentalister i repræsentative roller i medierne, og intet tyder heller på, at vi får det. Prædikant Moses Hansen ville blive buhet ud, hvis han sad på skærmen klædt i lærred med et reb om livet, men for de bogstavtro muslimer findes et helt andet og farligt råderum. DR2 har reelt skabt plads til religiøs fanatisme og taget hul på en dybt problematisk epoke i dansk mediehistorie.

    Oploadet Kl. 19:31 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    2. marts 2006

    Fogh talte om “brede kredse i erhvervslivet”, såhh glem lige Rushdies manifest

    Medierne skjulte det godt, og det forstår man godt. I månedsvis har en broget flok af meningsdannere fortalt at Muhammedsagen er væsensforskellig fra Rushdie-sagen, og undladt at støtte Jyllandsposten trods en række dødstrusler.

    Fra gårsdagens Jyllandsposten – klar tale fra Salman Rushdie med flere.

    MANIFESTO: Together facing the new totalitarianism

    After having overcome fascism, Nazism, and Stalinism, the world now faces a new totalitarian global threat: Islamism.

    We, writers, journalists, intellectuals, call for resistance to religious totalitarianism and for the promotion of freedom, equal opportunity and secular values for all.

    The recent events, which occurred after the publication of drawings of Muhammed in European newspapers, have revealed the necessity of the struggle for these universal values. This struggle will not be won by arms, but in the ideological field. It is not a clash of civilisations nor an antagonism of West and East that we are witnessing, but a global struggle that confronts democrats and theocrats.

    Like all totalitarianisms, Islamism is nurtured by fears and frustrations. The hate preachers bet on these feelings in order to form battalions destined to impose a liberticidal and unegalitarian world. But we clearly and firmly state: nothing, not even despair, justifies the choice of obscurantism, totalitarianism and hatred. Islamism is a reactionary ideology which kills equality, freedom and secularism wherever it is present. Its success can only lead to a world of domination: man’s domination of woman, the Islamists’ domination of all the others. To counter this, we must assure universal rights to oppressed or discriminated people.

    We reject « cultural relativism », which consists in accepting that men and women of Muslim culture should be deprived of the right to equality, freedom and secular values in the name of respect for cultures and traditions. We refuse to renounce our critical spirit out of fear of being accused of “Islamophobia”, an unfortunate concept which confuses criticism of Islam as a religion with stigmatisation of its believers.

    We plead for the universality of freedom of expression, so that a critical spirit may be exercised on all continents, against all abuses and all dogmas.

    We appeal to democrats and free spirits of all countries that our century should be one of Enlightenment, not of obscurantism.

    Underskrevet: Ayaan Hirsi Ali, Chahla Chafiq, Caroline Fourest, Bernard-Henri Lévy, Irshad Manji, Mehdi Mozaffari, Maryam Namazie, Taslima Nasreen, Salman Rushdie, Antoine Sfeir, Philippe Val og Ibn Warraq.

    Klare pointer. Islamismen er totalitær, anti-demokratisk og skal bekæmpes som sådan. Målet er ikke civilisationskrig, og det her handler ikke om den enkelte muslim. Reaktionerne er skræmmende.

    Det er en grundlæggende fejl i diskussionen, at man prøver at sammenligne de to sager… Avisen har brugt ytringsfriheden til at trampe på andre folks religiøse følelser. Jeg accepterer ikke sammenligningen med Rushdie.” (Uffe Ellemann-Jensen, Jyllandsposten 2/3-06)

    “Manifestet viser, at de radikale kræfter har fået ny energi som følge af Muhammed-krisen. Underskriverne har ikke blot et problem med islamismen, men med religionen islam som sådan. De ønsker civilisationernes sammenstød, selv om de ikke siger det. Nu har de så rottet sig sammen i en lille, ubetydelig gruppe. (Fatih Alev, Jyllandsposten 2/3-06)

    “Manifestet er med til at skabe et fiktivt modsætningsforhold mellem dem og os, mellem religion og demokrati. Islamisme i sig selv er ikke en trussel eller en bestemt helhed, som man kan skære over én kam. Vi skal kunne rumme folk, der anskuer Koranen som politisk idelogi. Gruppens kritik er lige så absolut og unuanceret som den totalitære form for islamisme. (Sherin Khankan, Jyllandsposten 2/3-06)

    “Muslimerne er ofre i denne sag, og i manifestet bliver de også gjort til problemet. Udgangspunktet synes at være, at islam er et onde, og det virker selvfølgelig provokerende på muslimer. Manifestet ligger godt i hænderne på dem, der ønsker en religionskrig, men det forsømmer at omtale tværreligiøse værdier som tolerance.” (Tanwir Ahmed, Jyllandsposten 2/3-06)

    ‘De sataniske vers’ blev ikke skrevet for at provokere nogen. Det var et stort og mangfoldigt digterværk. Man kan sige, at når man skærer det hele væk, handler begge dele om ytringsfrihed. Men den skal behandles med ynde og omhu.” (Mette Winge, Jyllandsposten 2/3-06)

    En religionskritisk handling får en meget forskellig valør afhængig af, hvem den bliver udført af. Jeg ser en afgørende forskel på en religionskritisk ytring, som kommer fra en kulturel majoritet og er rettet mod en minoritet, som i Jyllands-Postens tilfælde, og en roman med et religionskritisk element, der er skrevet af en person som Salman Rushdie, der selv har baggrund i muslimsk kultur. Her kommer det som en kritik indefra. (Oddbjørn Leirvik, Morsø Folkeblad 2/3-06)

    Tre toneangivende muslimer nægter at tage afstand til islamismen, og forholder sig slet ikke til manifestets indhold. Problemet er at islamiske dogmer overhovedet problematiseres. Islamkritik er islamofobi, og kulturrelativisme en måde at islamisere Danmark på nedefra.

    Bemærk iøvrigt at initiativtageren til teksten er den venstreorienterede franske forfatter Caroline Fourest , der sidder i redaktionen for den ligeledes venstreorienterede Charlie Hebdo. Hun har udgivet en kritisk bog om Tariq Ramadan – samme mand, Tøger Seidenfanden smed på forsiden af avisen igår under overskriften “Har Europa mistet sin hukommelse om jøderne?” [Filtrat].

    Rushdies manifest er her torsdag aften så godt som glemt, og hvis DR i sine mange organer har mere end perifært omtalt det, så er det gået mit hoved forbi. TVavisen (18.30) lagde her til aften ud med et tolv minutter langt indslag om ‘erhvervslivets’ kritik af Fogh – og om ti minutter i skrivende stund sender DR Debatten en times debat over emnet Misbruger Fogh Muhammed krisen?

    Hvad er det så Fogh har sagt der er så kontroversielt… ”

    “Jeg må sige, at jeg synes virkelig, at der har været tale om en principløshed over en bred kam – og så er ingen nævnt, ingen glemt. Men det er noget, der har rakt fra brede kredse i erhvervslivet over til brede kredse i kultur- og medielivet. [mere]

    Selvom Fogh tager forbehold, så lykkedes det alligevel TVavisen at finde indtil flere virksomhedsledere der føler sig krænket i sin grundvold. Samtidig forsøges at skabe splittelse internt i regeringen – det hele baseret på følgende citat:

    “»Det må stå for hans regning. Jeg har ingen kommentarer til ham på det område. Der er nogle mennesker, som er ude at drive erhvervsvirksomheder. Det gør de, det er de bedst til. Og så klarer vi det politiske«, sagde Bendt Bendtsen i går til Berlingske Tidende.” [mere]

    Hvad mon de finder på i morgen…

    Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    20. februar 2006

    Jørgen Bæk Simonsen: “Men at islam ikke har fulgt udviklingen – det afviser jeg.”

    Muhammedtegningerne var emnet i seneste udgave af DR Debatten, og mere ensidig kunne den næste ikke have været. Kim fra 37 grader har givet en glimrende karakteristik:

    Af de 4 inviterede var der ikke en eneste advokat for ytringsfriheden. Alvorstunge og skamfulde i kropssproget, ja dybt bekymrede over de intolerante og umodne danskere, var de alle.

    Uffe Ellemann Jensen er i denne sag kendt for at kræve Jyllandspostens chefredaktørs afgang. Diplomatiet og hensynet til det danske omdømme i udlandet er for ham vigtigere end demokratiets grundsten ytringsfriheden. Jens Nauntofte er ikke just kendt for at være pro-vestlig, men var da bedre end Ellemann Jensen. Jørgen Bæk Simonsen er en omvandrende reklamesøjle for islam, se Tina Magaard give ham tæsk JPs kulturweekend… Som Ellemann var han oplagt part i sagen. Ehrenreich skulle så forestille at være vestens ambassadør i debatten, men som chefredaktør for Kristeligt Dagblad havde han ret travlt med at repræsentere den religiøse følelse.

    Vi så altså for vistnok første gang et ensidigt debatpanel vendt mod ytringsfriheden som ambassadører for henholdsvis globaliseret konfliktskyhed og ekspertvælde, islam, antivestlig ”det er vores skyld”-mentalitet og religiøsitet i al almindelighed. Eller kortere: Kaos-kræfter og følelsestyranni versus Vesten 4-0 , hvilket i værdikampens farvekoder bliver et debatpanel på 4 røde mod 0 blå.”

    En enkelt sekvens illustrerer fint niveauet. Studieværten Klaus Bundgård Povlsen læser højt fra en artikel af Gunther Grass i Politiken, og han er selvfølgelig imod tegningerne, som i hans venstreradikale optik bringer minder frem om nazihetz. I den ombæring kommer Grass til at omtale islam som en civilisation der er sakket agterud, og straffen faldt prompte fra apologet Jørgen Bæk Simonsen. 

    Hvorefter han tilføjer: “Men at islam ikke har fulgt udviklingen – den afviser jeg.”

    Herefter giver han Grass standard-behandlingen: karrikerer hans kritik til uigenkendelighed, og håner den med hovedrysten og slet skjult foragt.

    Edward Said meets Michel Foucault, og som socialantropologen R. D. Grillo engang udtrykte det:

    “I den antropologiske analyse bør problemet med at repræsenere gå forud for at repræsentere problemerne.”

    – så hvis vi undlader at kalde islam tilbagestående, såhh løser problemet nok sig selv. Forskning er blevet til aktivisme og debat i ordets egentlige betydning, så godt som ikke-eksisterende.

    Oploadet Kl. 14:14 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    

    27. oktober 2005

    Mediekritik – Kimporatoriet, Punditokraternes Peter Kurrild-Klitgaard og Lars Hvidberg

    Flere ser mere. Tre links til mediekritik på dansk.

    Kimporatoriet – løbende gennemgang af Debatten på DR2 – kategori-link (13/9-05-).

    Punditokraternes Peter Kurrild-Klitgaard – Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme” (13/9-05). Et citat:

    “Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme…”

    Lars HvidbergClement Direkte – i skraldespanden? (22/10-05). Et citat:

    “Ok, jeg ved godt, at de selv gør et stort nummer ud af deres fremmedhed (bare bandets navn), men er der nogen grund til at piske en død hest? Det gjorde Clement desværre, og Outlandish skulle både forholde sig til burkaer, nazister og Jyllandsposten. Hvorfor de skulle være særligt kvalificerede, meldte Clement ikke noget om, men popstjerner plejer selvfølgelig at være orakler om hvad som helst. Men hold da op, hvor er jeg bare træt af, at hver gang man får en mørklødet person i medierne, så skal han absolut have en holdning til Pia K eller integrationspolitikken. Hvornår i alverden får de ‘fremmede’ lov til bare at være mennesker, som er lige så indbyrdes forskellige som danskerne?

    Det var slemt nok, at Clement skulle presse drengene ind i den multikulturelle bås, men endnu værre var – desværre – deres svar: Vi fandt i hvert fald ud af, at Outlandish (specielt én af dem), 1) synes, at burkaer er helt ok og ikke spor kvindeundertrykkende, 2) at nazister ikke burde have ret til at holde offentlige møder, angiveligt fordi de ville ‘gasse andre’, 3) at der var for meget porno i det offentlige rum, og at kvinder burde være tækkeligt klædt, fordi de ellers ville ‘gøre noget ved os mænd’ (friste dem, uha!), 4) at Jyllands-Postens tegn-profeten kampagne var at ligne med de hade-breve og mordtrusler, som Outlandish får fra forskellige idioter, og at man generelt bare ikke må tegne profeten, punktum. Historien meldte ikke noget om, hvorfor ikke-muslimer skal overholde muslimernes bud om ikke at tegne profeten…”

    Oploadet Kl. 13:30 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    13. september 2004

    DR/debatten om Socialdemokratiet – æresgæst Simon Strange, DSU Nørrebro

    Sidste torsdag havde DR Debatten Socialdemokratiet som emne, under overskriften Socialdemokraterne – visionært parti eller fallitbo? – og gæsterne var David Trads (Tidl. Information), Hans Engell (EB) og Erik Meier Carlsen (BT), og tidligere medierådgiver i Socialdemokratiet, Billy Adamsen. Ekstraordinær gæst var desuden en begejstret ung socialdemokrat ved navn Simon Strange.

    Trads og Adamsen mente Lykketoft var en eminent leder af Partiet, sidstnævnte i en grad så det udviklede sig til en lang monolog om SID/LO/Socialdemokratiets herligheder – hvad kun kunne stoppes af elværket. Hans Engell og Erik Meier Carlsen mente Lykketoft havde bestået på kort sigt, men med så store forbehold at det var ødelæggende på lang sigt.

    Hans Engells næsten fornuftige vurdering af Fogh-regeringen stod sjovt nok i skærende kontrast til de vurderinger han giver samme i Ekstra Bladet, og man får næsten det indtryk af, at han dyrker Irak-krigen af økonomiske årsager. ‘Det kan godt være det ikke er sandt’ – men det sælger.

    Erik Meier Carlsen var hård som sædvanlig, og havde kun hån til overs for Billy Adamsen, der fortjente alt han fik. Om et eventuelt regeringsbærende samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kunne den 23-årige DSU’er Simon Strange berolige konservative sjæle. Det blev gjort pompøst, og bragte minder frem om Nyrups 1999-brøler om ‘de ikke-stuerene’.

    “Men når det kommer til at vi sidder i panelet sammen med formanden og næstformanden for Dansk Folkepartis undgdom, så stopper.., så går grænsen ligesom der, og det gør den for alle partier. Der er sådan en klar intolerance, og et helt grotesk menneskesyn og en naivitet over den politik de ligesom prøver at lancere , at det kan vi ligesom ikke arbejde med.”

    Oploadet Kl. 14:03 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper