11. april 2009

“I virkeligheden har det ikke betydet så forfærdeligt meget, for jeg kom hurtigt i gang igen.”

Fra Mikael Jalvings JP blog – Esmanns bedrageriske verden.

“Hvis du enten ikke kender Frank Esmann – eller bare synes, han er en hyggeonkel iført fiskejakke… så hør her, hvad han har at sige om det faktum, at han for snart fem år siden blev taget med fingrene nede i kagedåsen efter at have skrevet af efter en bog, som han fejlagtigt troede, alle andre havde glemt. 374 gange, for at være helt præcis.

“Det var mit mål med hele diskussionen at få slået fast, at der var en usikkerhed om, hvordan man citerer (…) Vi skulle have en løsning, og den fik vi så ved hjælp af Kulturministeriets pjece om citater.”

374 var det antal gange, som den kulturministerielt udpegede embedsmand nåede frem til under sin undersøgelse af, hvor meget Frank Esmann egentlig havde plagieret en 12 år ældre biografi om Henry Kissinger. 374 afsnit. Ord for ord, hele sætninger, metaforer osv…

Er han så lidt flov over dette – direkte adspurgt i Weekendavisen? Næ, nej, hvorfor skulle han være det? I stedet udtaler han frejdigt: “I virkeligheden har det ikke betydet så forfærdeligt meget, for jeg kom hurtigt i gang igen.”

Bl.a. med radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Og ganske uimodsagt i et mikrofonholderinterview i seneste nummer af selveste Weekendavisen, der burde vide bedre, fordi en stor del af debatten om Esmanns plagiat udfoldede sig der.”

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


13. august 2007

Anti-amerikanisme anno 2007

P1 er et fuldtidsjob for en højreorienteret blogger, for hvis P1-redaktørerne har læst public service-loven, så har de ikke helt forstået betydningen af ‘alsidighed’ og ‘mangfoldighed’ (§ 10).

Orientering og Lars Møller-Rasmussen tager prisen. Den ene dag kritiseres Bush-administrationen for ikke at have gjort nok for at stoppe 9/11-angrebet – den næste dag angriber han samme for at ville indføre for vidtgående antiterror-lovgivning. Guantanamo-lejren og brud på civiles rettigheder har nok været det enkeltstående emne som har fået størst fokus, men i sidste uge kunne man så høre ham kritiserere USA for at ville demokratisere Mellemøsten. I næste uge taler han sikkert med en islamforsker der afviser at islam og demokrati skulle være uforenelige, og revser amerikanerne for at være fyldt med fordomme på det her punkt.

Intet kan overraske mere. Heller ikke at Frank Esmann, trods plagiatsagen i 2004 stadig er lønnet af DR, og i sidste uge filosoferede over hvorvidt USA kan slæbes i retten for at ikke at sikre Bagdads kulturarv under invasionen af Irak. Konstant angribes USA og Bush-administrationen fra nye vinkler.

Modvægten er ikke licensfinansieret, men godt den findes – to eksempler.

Fra fredagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder senste nummer af KritikNår den intellektuelle dovenskab kritiseres.

“Hvis man har været mismodig over de såkaldte intellektuelles enslydende antiamerikanisme, deres pr. automatik »progressive« holdninger og deres manglende selvkritiske reflektioner, så var og er der altid »Kritik« at gå til. Tidsskriftet svigter heller ikke i dette nummer.

En ung litteraturforsker Jesper Gulddal (født 1974) tager fire europæiske forfattere i nøjere eftersyn og beskriver deres antiamerikanisme. Det er nobelpristageren Harold Pinter, krimiforfatteren John Le Carré, tyskeren Franz Schätzing og nobelpristageren Elfriede Jelinek. Han giver gode eksempler fra deres forfatterskaber, der viser, at disse europæiske forfattere besidder et irrationelt had til USA. USA er i disse forfatteres værker grundlæggende »Naziamerika« – en ondsindet og uberegnelig supermagt, som stræber efter at underlægge sig hele verden, skriver Gulddal.

Forfatterne, skriver Gulddal, har ingen interesse i at skildre virkeligheden i f.eks. Irak og Afghanistan neutralt i al dens mangfoldighed og kompleksitet – tværtimod forsimpler de den og skævrider den, så den tjener til at stille USA og amerikanerne i det dårligst tænkelige lys.

Glimrende set og glimrende formidlet. Læg mærke til denne unge litteraturforsker, hvis artikel kun mangler et dansk eksempel for at være lige i øjet. “

Fra seneste udgave af Weekendavisen. Anders Ehlers Dam interviewer Russell A. Berman – Den rød-grønne alliance (kræver login, men kan læses med en Opera browser).

“… han ser europæisk anti-amerikanisme som udtryk for identitetsproblemer i den europæiske lejr og lokaliserer, hvordan handlingslammelse og kraftesløshed afføder ressentiment i forhold til amerikanernes aktivisme. Også antiglobaliseringsbevægelsen – som i øvrigt selv er en globaliseret bevægelse, med Bermans ord »en subkultur, der løber fra Berlin til Berkeley« – ser han som slet skjult anti-amerikanisme.

[…]

»Vores politiske børnelærdom har i det frie, demokratiske Vest efter Anden Verdenskrig sagt, at kommunismen hører til på den yderste venstrefløj, mens fascisme – blandet sammen med nationalsocialisme – hører til på den yderste højrefløj. Somme tider hører man det udsagn, at de to ekstremer møder hinanden, men det er ikke det, jeg er ude efter. Det er derimod dette, at dele af venstrefløjen, som egentlig burde være arvtagere til oplysningstraditionen, ender med at indgå alliancer eller have sympati for politiske formationer, hvis værdier er helt anderledes end oplysningsidealerne. Det er ikke et fænomen, der kun findes i det yderste venstre, for det rækker langt ind i socialdemokratiske kredse.

[…]

Hvad angår min kommentar om Hitler-Stalin-pagten i det korte tidsrum mellem 1939 og 1941, så fremstilles den ofte som en pinlig undtagelse, fordi man mener, at stalinismen og nationalsocialismen hørte til på modsatte fløje – eller pagten forsvares af kommunistisk historieskrivning som et klogt strategisk træk af Stalin. Men måske havde de to strømninger en masse til fælles. Det hævdede filosoffen Hannah Arendt i sin bog Det totalitære samfundssystems oprindelse (1951), hvor hun beskrev en politisk nydannelse, nemlig totalitarismen, der var anderledes end traditionelle diktaturer og politistater, og som byggede på en logik om fundamentalt at ændre den menneskelige natur. Hendes totalitarisme-forståelse blev selvfølgelig kritiseret, især fra venstrefløjen, fordi den nedbrød højre-venstre adskillelsen.

Hitler-Stalin-pagten er et eksempel på overskridelse af højre og venstre inddelingen, hvor den forskel, som vi gerne vil holde fast i som en ledestjerne i vores politiske navigation, forsvinder. Og det er det samme, der sker i dag, når venstrefløjen – på grund af misforstået multikulturalisme, falsk tolerance eller opportunistisk anti-imperialisme – ender med at opgive alle de værdier, generationer har kæmpet for: ytringsfrihed, lighed for kvinder og lighed for loven.«

[…]

Spørgsmålet om, hvad der er venstre, og hvad der er højre, blev meget udvisket i totalitarismens regimer. Den italienske fascisme for eksempel var helt klart en afvigelse inden for venstre snarere end en egentlig højrebevægelse. Det nationalsocialistiske parti i Tyskland havde mange vælgere, der lige så vel kunne stemme på kommunisterne som på nationalsocialisterne.

[…]

Russell A. Berman ser tre årsager til svigtet i forhold til det, han opfatter som de vestlige værdier. For det første kan der være tale om en opportunistisk form for anti-amerikanisme, hvor man i foragt for USA slår pjalterne sammen med enhver anden på den verdenspolitiske scene, der også er imod amerikansk »imperialisme«. For det andet er der den konstant potentielle totalitære fristelse, Berman finder på venstrefløjen:

»Måske er dette venstrefløjens Wahrheitsgehalt. Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven. Dette argument handler ikke om opportunisme, men om en indbygget magnetisk tiltrækning til autoritære ledere, der har karakteriseret venstrefløjen siden 1792. Og det er noget, venstrefløjen bør reflektere over. Hvorfor har man altid haft denne svaghed for autoritære og undertrykkende løsninger?

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

[… om Muhammedsagen …]

Nogle siger, at vi ikke var forstående nok. Give me a break! Det er endnu et eksempel på oplysningens dialektik. Det er liberal flagellantisme. En sofistikeret retorisk tilbagevenden til en religiøs måde at dyrke sin skyldfølelse: alt er vores skyld. Der er ingen ondskab i verden, som ikke er vores skyld.

Her rettes der vold mod vestlige institutioner udefra, og Danmark angribes, fordi nogle journalister har gjort deres job på kreativ vis, og i stedet for at bebrejde dem, der skaber denne vold, bebrejder man sig selv. Det er patologisk. Du lever i Danmark. Du lever ikke i hele verden. Der er bestemte konventioner, traditioner og normer. Hvis argumentet er, at den danske presse skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden, betyder det så også, at danske kvinder skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden?…«”

  • 7/8-07 WSJ – Ion Mihai Pacepa: Propaganda Redux.
  • 

    23. februar 2007

    Når motivanalyserne alle går i samme retning, så ligner det til forveksling propaganda

    Karl Rove var “hjernen bag Bush”. Dick Cheney var “skyggen bag Bush”. Lidt længere bagved står “mørkets fyrste” Richard Perle, og så er der eksempelvis en mand som Tom Delay, “af mange betragtet som den mest indflydelsesrige politiker i USA efter præsidenten”. Derudover er der selvfølgelig folk som Douglas Feith, William Kristol, Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz, men så er listen over folk der i praksis styrer USA vel også nærmest komplet, eller hvad?

    Nej, sagde Frank Esmann højt til sig selv, efter at have læst et nummer af venstreorienterede The New Yorker, som berettede om en David Addington – “the most powerful man you’ve never heard of”. Herefter var det blot at ringe efter en ekspert der kunne bekræfte – lektor Carl Pedersen.

  • 22/2-07 Esmanns Verden – David Addington – den amerikanske torturskandale.
  • Når motivanalyserne alle går i samme retning, så ligner det til forveksling propaganda

    Oploadet Kl. 09:36 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    13. juni 2006

    Information roser P1 for ypperlig Fogh-bashing af Jytte Klausen mfl.

    Hvor meget det end ville være ønskeligt, så er det mig ikke muligt at mandsopdække P1. At det er nødvendigt fremgår klart af gårsdagens Information, som rosende anmelder forrige uges Esmanns Verden på P1. Her det vigtigste fra Hvad de andre tænker.

    På DR’s eftertænksomme journalistiske flagskib P1 kunne man høre en interessant gennemgang af, hvordan man i den store verden ser på Danmark. Der var dumpekarakter til Fogh og tæsk til dansk presse for at være for navlebeskuende.

    Vi ved godt, at såvel den danske statsminister som hans parlamentariske grundlag i DF er ret ligeglade med, hvad man ude omkring i den store verden mener om Danmark. Det er i hvert fald den hilsen, som oftest sendes ud, når der lyder kritiske røster fra udlandet. Alligevel er det tankevækkende at følge den knap halvanden time lange udsendelse på P1 “Anders Fogh Rasmussen set fra udlandet”, hvor en række herboende korrespondenter og udenlandske eksperter i dansk politik giver deres besyv med i opklaringen af, hvordan omverdenen ser på det lille paradis højt mod nord.

    Tysk radios korrespondent for Nordeuropa, Marc-Christoph Wagner, lægger ud med at berette, at nok ser man Fogh som en dygtig kommunikator og administrator, men man er begyndt at undre sig gevaldigt over tonen i dansk politik. Det er indvandrerne som prügelknabe, som korrespondenten henviser til. Samme melding kommer fra al-Jazeeras korrespondent, Osama al-Habahbeh, der kan berette, at man skam lytter med i den arabiske verden – også når Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer ytrer sig på grænsen af det acceptable. Så ved vi det.

    Jytte Klausen fra Brandeis Universitetet i Massachusetts, der underviser i komparative politiske studier, kan fortælle, at man i bredere internationale kredse ser statsministeren som en lidt besynderlig patriotisk figur – en dansk Don Quijote – der af uforklarlige årsager har valgt at sætte landets interesser på spil for et ideologisk korstog. En Bush light, som hun kalder statsministeren, der ifølge hende har påført landet stor skade pga. håndteringen af Muhammed-krisen.

    […]

    Men det er ikke kun den danske statsminister, der får på puklen. Det er også de danske medier, der over en bred kam anklages for at være for navlebeskuende og derfor forsømmer det europæiske integrationsprojekt… Blot fordi den ene eller anden korrespondent bosat i Danmark mener noget, bliver det ikke automatisk til absolutte læresætninger. Men det er da godt at få lidt input, der kan ruske op i ens egen forestillingsverden.”

    Forleden omtalte jeg hvorledes Esmanns Verden i et program dedikeret til motivanalyser af Donald Rumsfeld havde hidkaldt Carl Pedersen. For en måneds tid siden var det Samuel Huntington som var på programmet, og her havde Esmann minsanten kaldt Aarhus Universitets Jan Ifversen.

    Marc-Christoph Wagner, Osama al-Habahbeh og Jytte Klausen er tre af værste kritikere af Fogh, og det siger sig at det var derfor de var invitereret. Hvad gør en en i canada bosiddende sociolog til ekspert i Danmarks anseelse. Absolut ingenting. Da Wagner og al-Hahbahbeh for nogle måneder siden var gæster i Go’ Morgen Danmark på TV2 talte førstnævnte om Brian Mikkelsens nazistiske sprogbrug, mens sidstnævnte talte om apartheid i Danmark.

    

    8. juni 2006

    Esmanns Verden – Carl Pedersen om Donald Rumsfeld i 87 minutter…

    Jeg tændte sidst på formiddagen for P1, og der var ingen overraskelser. Frank Esmann var i Esmanns Verden netop gået i gang med dagens emne – Donald Rumsfeld. Den officielle omtale:

    “Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld har fået store dele af det amerikanske forsvar på nakken på grund af sin planlægning og ledelse af krigen i Irak. USA-eksperten, lektor Carl Pedersen, Københavns Universitet, portrætterer ham i denne Esmanns verden. Fra USA kommenterer de vrede generaler og Professor Joseph Nye fra Harvard.”

    Den blev således 1,5 times hårde motivanalayser, hovedsageligt fra Carl Pedersen der benyttede lejligheden til at agitere imod Vietnamkrigen, Cheney, Wolfowitz, Perle, Bush og ikke mindst Irak-krigen. Det sidste var sådan set et underliggende præmis for udsendelsen.

    Oploadet Kl. 17:52 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper