2. februar 2009

Maja Gildin Kragelund: Skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig

Dansk-israeleren Maja Gildin Kragelund er aktiv i Folkesagen for Værdig Asylpolitik, og som naiv venstreintellektuel et naturligt sandhedsviden for P1. I sidste uge var hun hovedperson i Klubværelset og Dokumentartimen, og så fik Gaza-konflikten også en personlig vinkel.

Klubværelset havde Israels (problematiske) militarisme som emne. Fra programomtalen.

“Maja på 25 er kommet i Israel hele sit liv, og har nu læst der i et halvt år. Det er hårdt for hende at være i Israel, selvom hun også elsker det. Men den konstante politiske og religiøse diskussion i landet går hende på nerverne. Hun har fundet ro i et miljø, som ikke lægger vægt på religiøse og politiske tilhørsforhold, men i højere grad værdsætter individets ret til at udvikle sig kunstnerisk.

Det alternative miljø i et land som Israel er kendetegnet ved en insisteren på ikke at vær e politisk og religiøst, men i stedet fokusere på hinanden som mennesker.”

  • 27/1-09 Klubværelset, P1 – I det hellige lands tjeneste – eller ej….
  • Dokumentartimen omhandlede Majas møde med (den problematiske) fanatiske jødedom. Fra programomtalen.

    “Når jødedommen bliver til fanatisme står Maja af…. Grædemuren i Palæstinas gamle hovedstad Jerusalem samler tusinder af religiøse jøder. Men bare ved synet føler Maja sig rundt på gulvet og ør i bolden! Panden mod muren! Og så endda endnu en mur, som Maja skal forbi, for at kunne besøge Noar i det palæstinensiske område omkring Jerusalem. En beskyttelsesmur, som Israelerne er i gang med at bygge og som skal skille ven fra fjende. Noar – fjenden – er ligesom Maja medlem af organisationen ”Crossing Borders”, som arbejder for dialog mellem unge i Mellemøsten…

    Vi kommer hinanden ved, noterer Maja. Men hun vil også bagom! Lære af bedstefars forfærdelige oplevelser fra krigens tid og i enrum drøfte hans syn på jødedom, skyld og menneskerettigheder. De kommer vidt omkring, de to. Majas skyldfølelse overfor palæstinenserne har svære vilkår…

  • 29/1-09 Dokumentartimen, P1 – Med ryggen mod grædemuren.
  • Et enkelt citat fra førstnævnte udsendelse illustrerer niveauet. Det er skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig.

    Maja Gildin Kragelund: Altså man vænner sig til det her. Man aner ikke hvad der sker i deres hoveder. Altså, det er jo virkeligt mærkeligt. For samtidig er jeg jo jøde, og folk spørger, hvad så, skal du immigrere. Flere jeg har snakke med, taxichauffører, siger sådan – hvad snakker du om, du skal tilbage, du skal da ikke tilbage til Danmark, du er jo jøde, det her er dit land. Og når jeg så sidder i en bus fyldt med soldater, så ved jeg godt, at det her overhovedet ikke er mit land. Jeg føler mig hyperfremmedgjort, og føler slet ikke jeg forstår, hvad det er der får folk til…

    Fordi det her land, der er i krig, og fordi der er fjender omkring – noget af det, er inde i folks hovedet, synes jeg, men altså, som i morges, røg der fem raketter ind fra Libanon, så (fniser), røg der fem raketter ind fra Libanon mod Israel, så det er meget, et land der er i krig, og hvor der er fjender der vil ondt, og meget, som da man legede røver og soldater, da man var barn ik’. Altså der er venner og fjender og så videre, så jov, det sætter gang i en rigtig stærk oplevelse tror jeg, som en 18-19 årig, at stå ansigt til ansigt overfor en der vil dræbe en, og så selv skal dræbe først. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

    Ruth Storm, P1-vært: Vi er i Israel, som er i krig med Gaza. Derfor er vi nødt til at snakke om konflikten. Vi er nødt til det, fordi det er det alle tænker på og taler om, og vi er nødt til det, fordi det er en af de ting, man som ung værnepligtig i Israel altid vil have i baghovedet.

    Maja Gildin Kragelund: – Jeg er meget imod den krig. Lige pludselig går det bare op for mig, at det at befinde sig i et land, de etiske og moralske overvejelser der befinder sig på den her side af grænsen, eller i det her land. Og på den måde er det også en meget indre.. jov det er en indre konflikt, fordi jeg er her, og jeg nyder jo godt af, at jeg ikke behøver at være bange i Jerusalem, men jeg kan simpelthen ikke holde ud hvad der sker – jeg kan ikke holde ud den måde Israel fører krig, og jeg befinder mig i Israel. Og selvom tingene ikke er sort/hvidt, altså hvad jeg gør hænger ikke sammen med en eller anden nation, men derfor er der alligevel nogle moralske og etiske overvejelser, som jeg virkelig skal forholde mig til, og ved jo at jeg skal hjem til Danmark. Ikke fordi jeg føler mig usikker, men bare fordi, jeg simpelthen ikke kan stå inde for det der foregår… Blandt de fleste israelere og blandt, måske også de fleste jøder rundt omkring i verden, så er det at der ryger raketter fra Gaza til Israel, ligesom endnu et bevis på, eller et stærkt tegn på at vi igen er truet og så videre… og jeg tror slet ikke på det kort, man bliver ved med at sige, at palæstinenserne er i bund og grund militante folk, at de ikke vil fred og alt det der. Det kan jeg slet ikke – jeg synes det er så dehumaniserende…

  • 6/5-08 Horisont på P1 – Israel fylder 60 (inkl. Maja Gildin Kragelund).
  • Apropos.

    “People sleep peaceably in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf.” (att. George Orwell)

    

    2. november 2008

    DRs Jakob Illeborg om Danmark: “Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen…”

    Europaklip på P1 havde i sidste uge DRs London-korrespondent Jakob Illeborg i studiet, til en debat om hans nyudgivne Danmark set udefra. Illeborg har talt med tre kendte engelske tænkere om hver sit emne, og her var ingen overraskelser.

  • 25/10-08 Europaklip, P1 – … Danmark set fra Storbritannien (cirka 26 min. inde).
  • Det 17 minutter indslag gik hurtigt hen over første del – interviewet med den konservative miljøforkæmper Zac Goldsmith. Illeborgs pointe var dog klar nok.

    Jakob Illeborg: Han er meget sigende for Storbritannien, hvor miljø ikke længere er en venstrefløjssag, for det handler ikke om du er venstreorienteret eller højreorienteret, men måske bare om du er orienteret.

    Dernæst videre til Anthony Giddens, der beklagede Danmark ikke fortsatte udbygningen af velfærdsstaten.

    Jakob Illeborg: Giddens syn på Danmark, som vi jo også hører i det klip der bliver spillet – er jo en smule ambivalent, som mange andre briter, så ser han på os, med måske, hvad skal man sige, en storebrors velmenende adressering, men han ser også på os med nogen bekymring – han mener, at danskerne er gået i stå. Han mener vi har nået langt… Han siger det har været utroligt lærerigt, at se på danskerne, men her taler han i virkeligheden meget om det Danmark der var. Måske knap så meget om det Danmark der er i dag.

    Jørgen Johansen, P1-vært: Ja, for et af dine udgangspunkter for bogen, det er jo så også, at de to lande på mange måder har nærmet sig hinanden. Altså Storbritannien har udviklet noget vi havde engang, og vi har måske til en vis grad afviklet noget af det.

    […]

    Jakob Illeborg: Jeg synes det er bekymrende, at vi ser et Danmark med en stigende underklasse…

    Slutteligt Timothy Gahrton Ash, der beklagede Danmark ikke accepterede multikulturalismen.

    Jakob Illeborg: Her synes jeg i allerhøjeste grad, at danskerne bør kigge til Storbritannien når vi skal prøve at definere fremtidens samfund… Her (-hjemme) slås vi stadig om vi skal være monokultur eller multikultur, da jeg talte med Timothy Garton Ash… talte vi meget om multikulturens mange facetter… Jeg kigger på Danmark, jeg kigger på den politiske tone i Danmark… Vilkårene for at være ung muslimsk mand i eksempel London er bedre end her – det er meget meget vanskeligt at være ung muslimsk mand i Danmark. Du er voldsomt stigmatiseret. London er verdens mest multikulturelle storby, og derfor er det ikke så bemærkelsesværdigt om du kommer med slør, med anden klædedragt eller med religiøse symboler eller de mener noget særligt… Der er en anden ‘Live and let live’-kultur. Man arbejder meget med ‘common sense’, om at få tingene til at smelte sammen, og her har vi virkeligt meget at lære i Danmark… Hvis man ser en ung etnisk dansker på gaden, så tror man at han vil en noget dårligt. Det er vi selv skyld i – vi har skabt en debattone som er afsindig hård… Der er kommet en tone…

    Jørgen Johansen: Forholder Timothy Gahrton Ash sig også til tonen i den danske debat?

    Jakob Illeborg: Ja, det gør han… Timothy Gahrton Ash siger, at vi skal kunne kapere islam, vi skal kunne kapere Scientology, alle mulige former for kristendom eller for den sags skyld – ateisme… Han siger, det skal vi, og det kan vi. Han siger det er bydende nødvendigt, at de vestlige samfund i det 21. århundrede er i stand til det. Og her har Timothy Gahrton Ash fat i den meget lange ende…

    Han mener, at selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed… men vi skal også stille os selv spørgsmålet – har vi overhovedet været presset på ytringsfriheden. Gahrton Ash var selv med på The Guardian, da man skulle tage stilling til, om man skulle trykke Muhammedtegningerne dengang. Da valgte man altså ikke at gøre det… man mente det var en unødig provokation. Og det er måske meget sigende for den ramme jeg taler om – den der med at man kan sige mange ting, men indenfor en ramme hvor vi alle sammen kan være her. Jeg så iøvrigt i sommers i Politiken, at Inge Eriksen talte om kinesisk vandtortur i forhold til den danske debat, og der synes jeg hun har fat i en god pointe… debatten flyder ud i ekstremerne, og når man ser Danmark udefra, så ser man altså et samfund som i debatten har presset sig selv op på et felt, hvor det er svært at være andet end populistisk. Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen – vi ser SF pludselig begynde på nogle ret rabiate standpunkter om mørkemænd og andet, ting man aldrig ville sige i Storbritannien, fordi det er dybt stigmatiserende, og der tror jeg vi har noget at lære af Storbritannien, og af en meget begavet mand som Gahrton Ash.

    Mere.

  • 22/5-07 The Guardian – Jakob Illeborg: New liberalism, new populism.
  • 4/6-08 The Guardian – Jakob Illeborg: Denmark loses tolerance.
  • 23/10-08 Politiken – Ny bog beskriver Danmark set udefra.
  • 28/10-08 Horisont, P1 – Interview med Jakob Illeborg (dd. ikke online).
  • 1/11-08 Information – Vi kan lære af de britiske paradokser (kræver login).
  • “Labour kiggede længselsfuldt mod det danske velfærdssamfund i 1990’erne, men nu er det os, som har noget at lære af briterne, mener journalist og korrespondent for DR Jakob Illeborg…”

    

    2. juli 2008

    Jørgen Bæk Simonsen: Terrorisme er et problem, “for Hamas”

    Når emner berører Israel/Palæstina, så er der aldrig slinger i valsen på DR. Sæsonens sidste udgave af Horisont på P1 havde Gaza – ét år med Hamas som overskrift, og det blev som forventet en yderst ensidig affære. Fokus for udsendelsen var “selve situationen… som den opleves af de berørte palæstinesere”, og med det i mente, var der ingen mådehold i propagandaen. Som perler på en snor, skiftedes ekspertpanelet til at skamrose Hamas og kritisere Vesten. Terror-organisationen for at have skabt tålelige vilkår for Gaza-palæstinenserne, Vesten for det modsatte.

    Det vil være for omfattende at transkribere 90 minutters radio, så jeg springer let hen over første halvdel, der inkluderer interviews med Kristeligt Dagblads Allan Sørensen, Politichef Kristian Skovhus, og studerende Nidal Abu Arif (Islamonline; Islamisk Trossamfund, Det Muslimske Broderskab).

    Herefter var der afsat tid til akademiske analyser ved Jørgen Bæk Simonsen og Peter Seeberg…

    Jørgen Bæk Simonsen, professor: Jeg tror jo, som jeg plejer at sige til mine studerende, ikke at det er muligt at sætte fingeren et sted. Altså, situationen i den fastlåsthed vi har idag, er jo ikke noget der pludselig er opstået på baggrund af tilfældige hændelser indenfor det sidste halve år. Så det vil sige, vi er nødt til at kigge i et lidt større perspektiv, for ligesom at komme til en forståelse af, hvad det så er, der bringer denne fuldstændige håbløse situation til at være som den er. Og der er ingen som helst tvivl om, at Nidal efter min mening, havde fat i en pointe før. Nemlig den pointe, der siger, at når man er i stand til, med internationale valgobservatører, at afvikle et valg i januar 2006, der bringer et skifte undervejs i Gaza og på Vestbredden, der klart indikerer, at der er en voksende palæstinensisk utilfredshed, med det som det palæstinensiske selvstyre ledet af Fatah og de andre har evnet at levere, så er vi på et eller andet niveau forpligtet på at sikre, at den valgte regering, får lov til – og de valgte medlemmer, får lov til at prøve virkeligheden af. Og der kan man sige – lige præcis på det punkt, der krydses virkeligheden i Gaza jo så af den ulykke, der hedder international terrorisme, og den mulighed som nogle af dem der er engageret i konflikten har af, og får af, at spille terrorisme-kortet ind. Som bevar mig vel også er og har været et problem, for Hamas.

    […]

    Peter Seeberg, lektor: … det som Jørgen er inde på her – spørgsmålet om skyld, hører jo egentligt retteligt hjemme i et moralsk univers. Og problemet med udenrigspolitik, er jo at det nogen gange bliver noget højst ubehageligt noget. Det handler om interesser. Det handler om kold og kynisk interessevaretagelse fra Israels side, og der kan man sige, at det de gør, det er at de i en årrække her, vurderer at det er klogt at prøve at splitte den palæstinensiske modstander så at sige, eller det Palæstina, som de er nødt til at have et eller andet forhold til. Der siger man, at sålænge Hamas er der, sålænge de har den politik som de har, så vurderer Israel at det er klogt at gøre som man gør. Og det kan man så tage afstand fra, udfra moralske kategorier og sådan noget, men hvis Jørgen og jeg skal prøve at analysere det på et mere overordnet niveau, så bliver man nødt til at tale om Israelske interesser, amerikanske interesser…

    […]

    Kim Bildsøe Lassen, P1: Jørgen Bæk Simonsen. Man vil jo måske også kunne hævde, at palæstinenserne selv er ude om det. De har valgt en regering, eller en gruppe til at lede dem, som åbent bekender sig til terrorisme. Er det ikke bare et vilkår når man nu tager et så… konfrontatorisk valg.

    Jørgen Bæk Simonsen: Ej, jeg mener måske, at det er en lidt hoven tilgang, at have til virkeligheden. Mig bekendt, er det rigtigt, at der er nogle lande, og der er også nogle institutioner, der definerer Hamas’ opgør med israel som udtryk for terror og terror-handlinger… Det som Hamas gik til valg på i januar 2006, det var jo et løfte om at bringe en bedre hverdag frem… og så må vi jo stille os selv det spørgsmål, om folk har lov til at vælge dem de mener bedst varetager de interesser vælgerne hver især har.

    […]

    Peter Seeberg: Det er mit indtryk, at Hamas i øjeblikket gennemgår en proces – som, desværre kunne man sige, i udsendelsens perspektiv, peger i retning af en radikalisering… Det er ganske givet at der har været dele af Hamas der har været på vej mod en anerkendelse af Israel, for eksempelvis at bløde op imod nogle af de meget principielle spørgsmål, som man har haft… det drejer sig om at knytte an til de bevægelser indenfor Hamas, der ville være villige til at sluge kameler. Der tror jeg desværre, at det er sådan, at den tilspidsede situation, det udsigtsløse perspektiv i Gaza… gør at man faktisk bliver radikaliseret, der vil være flere der mobiliseres til aktioner…

    Kim Bildsøe Lassen: – men jeg tror for mange danskere der hører det her, så vil de sidde og tænke, at det afgørende for os, er at vide, at Hamas’ grundlæggende ide er, at om 5 år, 10 år, 20 år, 50 år – så eksisterer Israel ikke længere. Hvad er jeres bud på det?

    (tænkepause)

    Jørgen Bæk Simonsen: – altså jeg tror… at det er indlysende klart at Hamas har nogle, hvad skal man sige – alvorlige kameler at skulle sluge ik’. Men jeg tror det er vigtigt, at holde for øje, at den kamel er tidligere slugt af andre palæstinensiske grupperinger. Så derfor er der ikke noget, hvad skal man sige – i sig selv, der skulle forhindre at man skulle letriste en kamel og så få den slugt… Jeg tror også på, at det i et realpolitisk perspektiv vil kunne være muligt, men det er klart, at det kræver en helhjertet indsats (af det internationale samfund; Kim). Uden den, og der vil jeg understrege, at der er jeg nok lidt uenig med Peters analyse. Sådan som jeg kan se det, så har vi haft en udvikling hos Hamas siden begyndelsen af 2000-tallet, hvor større og større dele af bevægelsen bliver mere og mere realpolitisk pragmatisk, og fortsat højtidsmæssigt retorisk opstemt, og den der dobbelthed, den giver forskellige vurderinger af hvordan perspektivet ser ud i fremtiden. Jeg kan se visse Paralleliteter mellem Hamas i gaza og så Hizbollah i Libanon, nemlig en stadig større, set i et historisk konkret realpolitisk perspektiv – vilje til, ikke for alles vedkommende, men for voksende og større grupperingers vedkommende, til at gå ind og tage et – hvad skal man sige, et medborgerligt, eller hvad man nu skal kalde det – ansvar.

  • 16/6-08 Horisont, DR1 – Verdens største fængsel (TV-udgaven, også indslag på P1 Morgen).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper