6. december 2005

Sociologi-professor: Danskerne skal lære at betragte sløret som et æstetisk objekt

Når P1 lader en mandlig sociolog kritisere feminismen, så ved man godt hvor der bære hen ad. Fra Samfundstanker, hvor sociologi-professor Henning Bech med en strøm af tåbeligheder illustrerer hvor galt det kan gå akademikere uden jordforbindelse. Det transkriperede starter sådan set rimeligt, men intet tyder altså på at manden ved noget som helst om islam, integration eller den danske virkelighed anno 2005.

Henning Bech, KU: Tilsvarende med muslimske indvandrere de kan hele tiden blive bestyrket i, overtage den opfattelse at de bliver undertrykte uanset hvad danskerne gør, fordi indvandrerforskerne siger at danskerne er racistiske og fremmedhadske, og altid vil undertrykke dem, hvor danskerne har moralsk paranoia osv.

Ole Gibskov, DR: Er der indvandrerforskere der direkte siger at danskerne er racistiske?

Henning Bech, KU: Ja det er der, der er masser af indvandrerforskere der direkte siger det.

Ole Gibskov, DR: Også nogle du kan nævne navne på?

Henning Bech, KU: Ja, altså man kan jo nævne en som, men jeg skal lige til at sige – er der nogen som ikke siger det, men man kan jo altså nævne Peter Hervik fra Antropologi ved Københavns Universitet, jeg kan nævne Ulf Hedetoft, som er professor oppe ved Aalborg Universitet. Jeg kan nævne en ellers meget nuanceret indvandrerforsker, som Flemming Røggild, som har tilknytning her til institutet. Det er ikke svært at nævne navne – spørgsmålet er hvad man opnår at nævne navne. Hvis man siger noget i den akademiske verden, så skal man altid gøre sig klart ikke bare om det er sandt, om det har noget på sig, nej man skal også overveje om det tjener noget formål at sige det, og i virkeligheden vil jeg jo hellere forsøge at pege på nogle alternative måder at tænke på, som kunne supplere de måder andre forskere arbejder på. Frem for at oparbejde modsætninger og konfrontation, og det gør man jo hvis man begynder at nævne bestemte navne.

Ole Gibskov, DR: Og hvad er det så for alternative forskningsmetoder du hellere vil tage i anvendelse?

Henning Bech, KU: Hvad angår kvinder og kønsforhold, så vil jeg jo sige at vi må se på nogen af de blinde pletter i kønsforskningen. Og en af de blinde pletter, det er altså den om kvindernes magt i hjemmet…

Ole Gibskov, DR: Og hvis man tager racismen som du talte om lige før, hvor du altså siger at en hel del af forskerne simpelthen kalder danskeren for racister, hvad skal man så gøre der istedet for?

Henning Bech, KU: … for det første kan man påpege at det store flertal af danskerne formentligt slet ikke er racister. Og man kan også påpege at ganske mange af danskene egentligt har fornuftige synspunkter i forhold til indvandrerne. For dem der repræsenterer indvandrere en fare for at vi får undergravet den grad af lighed vi har mellem kønnene. Den grad af frihed vi har mellem kønnene, fordi kvinderne jo ikke skal gå derhjemme og være tilslørede, og i mange tilfælde være underlagt mandens magt, og døtrene må ikke gifte sig med hvem de har lyst til. De må ikke gå til fester og sådan noget. Så der er på mange måder, en vis fornuft i at have en skepsis overfor nogen typer indvandrere, om de ikke undergraver nogen forbedringer, udviklinger som vi har opnået i det danske samfund. Også med hensyn til velfærden, hvis en betydelig del af indvandrerne ikke har, eller skaffer sig de kvalifikationer, den motivation der skal til for at komme i arbejde, jamen så er det en belastning for velfærdsstaten. I mange henseender, frem for bare at sige at danskerne er racistiske og fremmedfjendske, så synes jeg man må sige to ting. Det ene det er altså, at der er da i en vis henseende god grund, der en vis folkelig fornuft, og når et parti som Dansk Folkeparti kan slå sig op på det her, så kan de jo kun gøre det fordi (efter min mening), fordi der er en vis folkelig fornuft i det Dansk Folkeparti siger. Men det er blevet tabuiseret, det er noget man ikke må tale om. En anden ting man så kan gøre, hvis man forskningsmæssigt vil arbejde på at ændre de dominerende tendenser i forskningen om indvandring – det er at forsøge at fortælle nogle andre historier. Altså at skifte det paradigme ud der siger, at indvandrerne er nogen der har trængt ind på vores fællesskab. Hvis man har det paradigme, hvis man ser på indvandrere som fremmede der er trængt ind på vores fællesskab, så kan man sige, I skal være hjertelig velkommen, når I er bedre end os og kan lære os en hel masse. Det er der nogen der siger. Eller man kan sige, ih nej, de undergraver det hele, de ødelægger fællesskabet, og så kan det blive ved med at være den der pingpong, men nogle gange kan det være fornuftigt at skifte paradigmet ud, altså den grundlæggende forståelsesramme. Og det er det jeg selv i øjeblikket er beskæftiget med i et forskningsprojekt, som netop handler om de fremmede, men som handler om en anden opfattelse af de fremmede. De fremmede er jo altså ikke bare nogen som kommer ind, i et allerede etableret fællesskab, vi kender også ordet fremmede fra andre sammenhænge, nemlig fra bymæssige sammenhænge, fordi når vi går på gaden ik’, så er det fremmede mennesker vi møder, og vi er selv fremmede på dem, og alligevel går vi jo ikke og slår dem ihjel eller er særligt kritiske overfor dem. Vi finder ud af måder at leve med hinanden på, og hvis man ser hvad bykultur-forskningen og bysociologi har fundet frem til hvordan mennesker bærer sig ad med at leve med hinanden, at nyde at leve med hinanden, og at lære at leve med hinanden i byverdener, så tager man udgangspunkt i et andet begreb om de fremmede. Så kommer man måske til andre resultater, og kan opfordre danskerne til at de forholder sig til de fremmede på en anden måde, end som nogen der bare forsøger at trænge ind i et fællesskab.

Ole Gibskov, DR: Hvad er det så for en måde man istedet skal forholde sig til dem på?

Henning Bech, KU: Jeg ved ikke om jeg kan illustrere det med et eksempel. Hvis man på gaden ser en tilsløret kvinde, eller ihvertfald en kvinde med tørklæde, jamen altså så kan man jo sådan rygmarvsreagere, og måske sige at det er en af dem, der kommer her til landet, og som snylter på vores velfærd, og som i sin påklædning viser hvordan kvinderne er undertrykte i den kultur – det kan vi ikke acceptere, og vi vil ikke have at deres normer skal komme ind og overtage vores. Men man kan også forholde sig til dem på en anden måde. Man kan forholde sig til dem som nogen der pynter sig, man kan se nærmere på sløret, man kan se hvilke former for farver har det slør, har det tørklæde i forhold til resten af det tøj de går med. Hvordan gør de sig selv til æstetiske objektekter. Når folk går på gaden, så gør de sig for det meste til æstetiske objekter – det er kun det man kan se, det er kun deres overflade, og det ved man, og man tager ikke hvilket som helst slags tøj på når man går i byen. Så det er den ene ting – fremfor at punke danskerne for, som indvandrerforskningen gør hele tiden, at danskerne er racistiske og xenofobiske, så kan man istedet for forsøge at lære danskerne kunsten at lære at værdsætte andres farver. Kunsten at værdsætte andres æstetik, at lære at lægge mærke til hvor smukt det i mange tilfælde lykkedes for folk fra forskellige lande og kulturer og med forskellige hudfarver, at sammensætte deres klædedragt i forhold til deres hudfarve. En anden ting i den sammenhæng. Det er at man også kan se på den tilslørede, eller den indvandrerkvinde som går med sjal, på den måde, at man siger hendes sjal er udtryk for et religiøst tilhørselsforhold, og nu ved vi jo godt herhjemme, at sådan fundamentalistisk Kristendom, at det her står i Bibelen, at man ikke må spise rejer, og kvinder må ikke tale i forsamlinger og så noget altså – det tager vi ikke alvorligt. Istedet for forsøger vi at tolke Kristendom eksistensorienteret, og det har vi jo en lang tradition herfor i landet, ikke mindst med store teologer i Århus fra 50’erne og 60’erne i Løgstrup og Lindhardt, og Sløk netop ik’. Som jo gjorde sådan nogle eksistentialiserende synspunkter gældende. Det mener jeg de altså forsøgte, at se på hvad der står i Bibelen, som noget som kan være oplysende for hvordan mennesker nu om dage kan leve deres liv, altså for eksistensudfoldelse. Sådan kan man jo også forholde sig til andre religioner. Man kan se den muslimske kvinde med tørklædet som symboliserer at hun er muslim, man kan se hende som en der forsøger at forholde sig til religion, som godt nok nogle mennesker tolker meget dogmatisk, som siger ‘det her står i Koranen og det skal man gøre’, som mange muslimer har et ganske anderledes forhold til. De forsøger at forholde sig til hvordan vi kan leve i den her verden, i hvilket lys, kan de her tekster kaste over det. Og der er det vel sådan at for mange danskere er Kristendommen er måske – siger ligeså meget vrøvl som fornuftige, meningsfulde og smukke ting, og tilsvarende gælder jo også andre religioner og deres grundskrifter.



14. august 2005

Jan Øberg om ‘krigens etik’ – kristendommen er kim’en til ufred

Mennesker og tro på P1 havde i sidste uge Gud efter Hiroshima som overskrift, og emnet var således ‘krigens etik’ på 60-årsdagen for Hiroshima. Hvem mon P1 så vælger at basere programmet det 56 minutter lange program på:

Fra programomtalen:

Fredsforsker Jan Øberg forklarer i en samtale med Anders Laugesen, hvorfor Hiroshima efter hans opfattelse ikke har sat sig spor i menneskets forhold til dets egen eksistens.

Med atombomben har mennesket fået en magt, der er almægtig i sin ødelæggende kraft. Jan Øberg fortæller i samtalen, hvordan den kraft i kombination med troen på muligheden for at udrydde det onde er en livstruende cocktail.

Efter Jan Øbergs opfattelse ligger der i kristendommens tro på én sandhed kim til ufred, og det gør at samfund med rod i en kristen kultur i særlig grad må være på vagt over for egen argumentation, når man legaliserer brugen af vold i den gode sags tjeneste.

Ingen citater – der er trods alt vigtigere ting end Øberg’ske tvangstanker.

Opdate 16/8-05: Propagandaen udbygges i Samfundstanker – som i denne uge har følgende emne:

“‘Det er muligt at løse de fleste af verdens konflikter gennem mægling, og det kan få kolossal betydning, hvis den erkendelse bliver meget mere udbredt’ Samtale med Vibeke Vindeløv, der er ansat på Københavns Universitet som Nordens første professor i konfliktmægling.”

Vibeke Vindeløv er tilknyttet Jan Øbergs lallepacifist-NGO – The Transnational Foundation for Peace and Future Reseach… (Naturligvis er hun også positivt stemt overfor blodpengebegrebets indførelse på Nørrebro, JP 12/805)



5. marts 2005

Syrisk besættelse af Libanon ifl. P1 & Gade Jensen – Wøhlers Olsen definerer sin tro

Henrik Gade Jensen i gårsdagens Berlingske Tidende, om den demokratiske dominoeffekt i Mellemøsten. Her blot en smagsprøve Demokratiet marcherer:

‘Muligheden for, at friheden overlever i vort land, afhænger i stigende grad af, hvor stor succes friheden har i andre lande … Alle, der lever under tyranni og i håbløshed, bør vide, at USA ikke vil ignorere undertrykkelse eller undskylde dem, der undertrykker. Når I rejser jer for frihed, vil vi stå ved jeres side’. Sådan sagde George W. Bush i sin indsættelsestale 21. januar i år, og klarere kan et lys ikke tændes blandt mennesker i ufrihed. Når mennesker i Libanon hører det budskab, vækkes modet til at gå på gaden. Og friheden marcherer ikke kun ude i den store verden. I vore egne hoveder i Danmark må vi pludselig tale anderledes om verden. Nu tales der pludselig om de syriske ‘besættelsesstyrker’ i Libanon. Hidtil betegnede medierne de titusinder syriske soldater som fredsskabende tropper eller sikkerhedsstyrker, der var sat ind for at stabilisere regionen. Sådan lød remsen fra danske journalister og eksperter i årtier.

For siden 1982 var det i mediebilledet kun Israel, der besatte Libanon. Reportager fra Beirut var i mange år præget af fjendtlighed over for de kristne, forståelse for palæstinensernes militser og nærmest hadefulde over for USA og Israel. Det er grundigt dokumenteret i Flemming Kofoed-Svendsens bog: »Sandheden det første offer. Om Danmarks Radio og Libanonkrigen« fra 1984.

Politikens Hanne Foighel, som P1 Morgen i tirsdags bragte et interview med – forklarede helt i tråd med ovennævnte læserbrev situationen således: “… der hersker en meget underlig symbiose mellem Libanon og Syrien.”

Nu er det jo ikke sådan at ordet ‘besættelse’ ikke bruges flittigt af P1s eksperter, det er så blot helt andre lande og ikke-lande der tales om. Hør eksempelvis følgende to programmer:

31/7-04 SynsfeltetSyrien i fokus. Med Ole Wøhlers Olsen, dansk ambassadør i Syrien, Libanon og Jordan og Jørgen Bæk Simonsen, leder af det danske institut i Damaskus. Iøvrigt redigeret af vor alle sammens Birgitte Rahbek Pedersen.

5/10-04 Samfundstanker Ole Wøhlers Olsen (om demokrati og islam).

Ole Wøhlers Olsen konverterede til islam for 35 år siden, og ser intet problem mellem islam og demokrati. Fine ord, men hvad er det så en form for islam han bekender sig til. Adspurgt: “Tror du på at de love og bestemmelser, og iøvrigt alt hvad der ellers står i Koranen er Guds ord?”, svarer han:

Wohlers Olsen: Nej. Jeg tror meget er kommet ind undervejs også, indenfor sharia-lovgivningen – at det hele ikke er kommet via Muhammeds åbenbaringer. Det sker jo tit med religiøse tekster, at de ændrer sig efterhånden de blive reproduceret, og man lægger nye og andre ting ind undervejs. På sharia-lovgivningens vedkommende, så skal man tage højde for at det var en lovgivning, som måske var meget passende for et nomadesamfund for 1500 år siden, men i et moderne samfund er der selvsagt en lang række ting som der ikke er taget højde for i sharia-lovgivningen. Øhm, det kan være noget så basalt som færdselsreglerne…”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper