17. januar 2014

Ny forskning fra Indvandrermedicinsk klinik: Uansvarligt at stressede flygtninge skal lære dansk

Den nuværende regering sænker kravene til flygtninge, men intet vil kunne gøre P1-castede forskere tilfredse. Fra introduktionen til et indslag i gårsdagens P1 Morgen, der gengiver pointerne i seneste udgave af Sproglaboratoriet på samme kanal.

Professor: Sprogkrav til flygtninge med posttraumatisk stress syndrom er meningsløse
De sprogkrav som dansk lovgivning stiller til flygtninge med posttraumatisk stresssyndrom er meningsløse og lægeligt uforsvarlige! Det siger overlæge og professor Morten Sodemann, der har undersøgt og fulgt 920 flygtninge. Hans konklusion er, at vi stopper sprog ned i halsen på mennesker, som endnu ikke er klar til læring. Morten Sodemann fortæller, hvad det er for en sproglig virkelighed, mennesker, der har været udsat for tortur og krig, befinder sig i.. Medvirkende: Morten Sodemann, overlæge og professor

Oploadet Kl. 07:55 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


29. januar 2013

Rasmus Bjerre, militant venstreradikal – Gæst på P1 til samtale om ‘humanisme’, Ekstern lektor på KU

I forbindelse med EU-topmødet i Amsterdam, juni 1997 blev flere hundrede venstreradikale fra hele Europa anholdt. Herunder 27 danskere, der havde taget turen til Holland med erklærede militante Antifascistisk Aktion. De søgte efterfølgende erstatning for politiets håndtering, og fik det. Det gælder foruden Pernille Rosenkrantz-Theill (daværende Enhedslisten, nu Socialdemokraterne), også Pelle Dragsted (AFA, senere Enhedslisten) og den mere ukendte Rasmus Bjerre (daværende Enhedslisten).

Rasmus Bjerre blev senere talsmand for danske autonome under Göteborg-urolighederne i 2001, og var blandt andet gæst i Profilen på DR1, hvor han forklarede, under hvilken omstændigheder det var “i orden at smadre McDonald’s” (ref. i BT, 27/7-01). Som aktivist i Globale Rødder, var udgangspunktet at politiet skulle konfronteres, så det gik op for flere og flere borger at det kapitalistiske samfund undertrykte fredelige dissidenter. Det lykkedes ikke helt, måske fordi de fleste godt kunne gennemskue at volden var en integreret del af den ‘civile ulydighed’. Fra et interview i Information, 12. juni 2001 – Ikke et spørgsmål om pædagogik.

Hvordan kan du dog sympatisere med vold?

»Der er flere forskellige svar. Det ene angår international politik, og dér tror jeg, at vold under specifikke omstændigheder faktisk virker. De omstændigheder var ikke tilstede i Gøteborg, hvorfor det egentlige svar er, at den vold, som jeg mener kan forsvares, er en måde at forsvare nogle civilt ulydige aktioner, som ikke i sig selv involverer vold. I Gøteborg afholdtes f.eks en uanmeldt gadefest fredag aften, som politiet valgte at rydde, og det forsvarede folk sig imod.«

»Dermed er volden hverken et politisk budskab eller et middel til et mål, som er et politisk budskab. Den er et helt konkret svar på en beslutning fra politiets side.«

Du er altså enig i, at vold som strategi er kontraproduktiv?

»I øjeblikket, i den vestlige verden, ja. Men man skal passe på med ønsketænkning her. Jeg tror ikke, at hverken palæstinenserne eller indianerne i Chiapas var kommet så langt, som de er, hvis ikke de havde brugt vold. Vi kunne ønske os en verden, hvor vold ikke var et virksomt, politisk middel, men det er ikke tilfældet.«

»Jeg kender dog ingen, der antager, at befolkningen slutter op om anti-demokratisk eller system-nedbrydende vold som sådan.«
»Det, der skete i Gøteborg, var, at folk forsøgte at forsvare deres selvbestemmelse. Når politiet vælger at skride ind over for en ganske vist ulovlig, men fuldstændig fredelig gadefest, så forsvarer folk sig, og det synes jeg er okay.«

[…]

I debatten på Informations hjemmeside har mange indlæg handlet om, at ATTAC skal tage utvetydigt afstand fra vold. Det gør du ikke?

– »Der har været en intern debat i ATTAC om, hvordan de skal forholde sig til andres brug af vold, og det er deres interne diskussion. Men det ville være en god idé med et fælles møde, hvor vi kan diskutere den måde, volden opstår og bruges på. Min egen fornemmelse er, at det behøver de ikke have det store problem med. Men det er selvfølgelig to forskellige opfattelser.«

Nogle år senere involverede han sig i Piratgruppen, og ydede rådgivning i kriminelle handlinger. Der var dog også tid til offentlige foredrag , blandt i Antifascistisk Aktions Kafa-X – om transnationale selskaber, og det problem der lå i, at kapitalismen ikke som Marx forudså blev efterfulgt af revolutionære tilstande.

Tilbage i 2009 var Rasmus Bjerre involveret bag kulisserne i Borgerinitiativet Kirkeasyl, og som det næsten er blevet kutyme for militante venstreradikale, så endte han som gæst i P1 til en samtale med ‘humanisme’ som overordnet stikord. Da han som jurastuderende blev interviewet til Politiken i 2004 (30/8), forklarede han, at han trods sine politiske aktiviteter, ikke var bange for sit ’sit renomme som kommende jurist’.

Hans vurdering viste sig at være korrekt. Året efter blev han cand.jur., fik ansættelse i Fødevarestyrelsen (2006), senere Europaparlamentet (2007) og har siden 2008 været praktiserende advokat hos Gorrissen Federspiel. I 2011 var han sågar Ekstern Lektor ved Københavns Universitet. Et uproblematisk karriereforløb.

(P1 Sproglaboratoriet, 27. januar 2011: Jordnær jura og højtflyvende humanisme; CV)



15. oktober 2009

DR-chef: Det er ikke nødvendigvis interessant, “hvad Tøger mener om Dansk Folkeparti”

Politisk skævvridning er et af de helt store tabuer i de danske medier, og derfor blev søndagens Presselogen på TV2news, en yderst seværdig undsendelse. Under overskriften Har pressen været fair overfor Pia og DF? var der lagt op til den helt store selvransagelse, og selvom debatten mestendel af tiden kom til at handle om Informations aggressive forsvar for det jeg vil kalde ‘DRs venstreorienterede uafhængighed’, så blev der sagt nogle ting under debatten, der ikke tidligere er formuleret så uforbeholden.

Gæsterne var gamle kendinge, men hvor Bent Falbert (Ekstra Bladet) og Flemming Rose (Jyllandsposten) var gode på hver sin måde, så fik debatten mellem DRs nyhedschef Ulrik Haagerup og Politikens Tøger Seidenfaden en næsten historisk karakter. Haagerup talte om journalisters antipati mod bestemte holdninger, og henviste til journalistiske idealer. Det kom som et chok for Seidenfaden, der dog hurtigt genfandt rytmen og gav en monolog om Dansk Folkepartis ekstremisme.

Herunder transkription af det væsentligste.

Ulrik Haagerup, DR Nyheder: … nej, det er jo ikke et problem, at folk har holdninger, hvis de bare lader være med at tage dem med på arbejde, og jeg tror at, vi kan fortsætte skriftestolen et øjeblik, og så sige, at det der har været det store problem for dansk presse, har været, at der har været mere end en snert, af det vi har oplevet på skammeligste vis i Frankrig, og i Sverige – har vi også oplevet i Danmark. I forbindelse med dækningen af flygtninge- og indvandrerpolitik, og det parti der havde det især som deres politiske projekt. I Sverige og i Frankrig har man bevidst, næsten kollektivt i pressen, besluttet sig for, at der er nogle politiske holdninger, som man ikke ønsker at fremme, og derfor næsten ignorerer Le Pen, eller Sveriges-demokraterne i Sverige. Det er ikke journalistik – det er meningsmageri, og det er uprofessionelt.

Lotte Mejlhede, TV2: Gør vi det samme herhjemme?

Ulrik Haagerup: Hvis jeg skal være hudløst ærlig, så har der været en tendens til det i dansk presse også. At der har været nogle, som synes de skulle være smagsdommere for hvad der er god og dårlig politik, og det er ikke journalistik. Jeg mener, at det er et meget meget skammeligt kapitel for dansk presse, at se på. Jeg mener, at det er blevet betydeligt bedre, og det kan vi så vende tilbage til, men jeg synes, at hvis vi skal skrifte, så må jeg sige, at, det har ikke været kønt at se på. Der har været alt for meget politisk korrekthed.

Lotte Mejlhede: – Er du enig Falbert?

Bent Falbert, Ekstra Bladet: Jeg tror Søren Espersen har ret et langt stykke – ja, ærlig talt, når man tænker på hvordan de er blevet behandlet gennem tiden… Jeg synes han har ret i, at de er blevet beskrevet på en måde, som man ikke ville gøre med nogen andre… jeg tror han har ret i, at meget få journalister er tilhænger af det parti – rigtig mange journalister bryder sig meget lidt om Dansk Folkeparti… Politiken har jo konsekvent fremstillet Pia Kjærsgaard som en del af et læs møg på en hestevogn, eller den allerværste jeg kan huske, en tegning, hvor hun kommer ud som en bændelorm af enden på en ræv. Ja, altså, undskyld, det er jo ikke nogen måde, man ville fremstille nogen som helst anden på.

Lotte Mejlhede: – Seidenfaden.

Tøger Seidenfaden: Søren Espersen har en pointe, men han overser jo så og sige forklaringen, der er ganske enkelt, og helt normalt, ikke bare for Danmark, men for alle europæiske lande, og det er, at partier der starter ude på fløjene, de bliver behandlet på en anden måde, end partier der starter på midten, det var det eksempel han (Søren Espersen) brugte, med kontrasten til Ny Alliance, og det er jo ikke spor underligt.

Lotte Mejlhede: – hvorfor egentligt ikke?

Tøger Seidenfaden: – Ekstremistiske holdninger, dem vil der altid være, en meget stor del af befolkningen, og også i en stor del af mediekorpset, en vis skepsis for, som udgangspunkt, og så er det klart, at hvis et ekstremistisk parti bliver indflydelsesrigt, får magt, så bliver det journalistisk ekstremt relevant at behandle det, og det er også sket med Dansk Folkeparti, og det er den udvikling vi har set. Men at der er i udgangspunktet er, overfor et parti som Dansk Folkeparti, ligesom der i historisk i gamle dage var for kommunismen eller overfor VS, en anden tilgang til dem, fordi deres holdninger faldt udenfor, hvad man betragtede som noget der kunne komme i regeringsposition, som man betragtede som noget der kunne være regeringsbærende, enten for en centrum/højre, eller en centrum/venstreregering – det er helt normalt, og undskyld, må jeg sige til Ulrik Haagerup – fordi jeg blev lidt chokeret over at høre det fra en professionel journalist. Altså, du mener altså nu, at det man gør, ikke bare i Frankrig og i Sverige, men det man gør i Belgien, som man gør i Storbritannien, som man faktisk gør i det meste af Europa, som man gør i Tyskland i meget meget høj grad, nemlig at man siger, at der findes altså partier, som har nogle holdninger, som gør, ikke at de ikke skal have ytringsfrihed, men at der ses på dem med betydelig skepsis, for der er tale om værdier, der ligger på kanten af, hvad man synes er rummet af det demokratiske fællesskab. Det er europæisk standard, det er Danmark der er undtagelsen, så når du siger det du siger, så gør du dig til et ekko af Søren Espersens egen propaganda, om at den danske undtagelse skal blive til den europæiske norm i fremtiden. Det ville da være en katastrofe for Europa, hvis ekstremistiske fremmedfjendske holdninger bliver gangbare overalt.

Lotte Mejlhede: – Lad os lige høre Ulrik Haagerups kommentar til det, og så er det Flemming Rose.

Ulrik Haagerup: Det er så forskellen. Det kan du så sagtens tillade dig at mene, som chefredaktør på en menighedsavis. Jeg, mener i den position jeg har, og det vi skal i Danmarks Radio, der skal vi på ingen måde tage stilling til, om vi kan lide bestemte politiske holdninger eller ej – det må du gerne, det er din sag, men vi kan ikke, og jeg mener heller ikke, som stand vi kan. Og at man er politisk korrekt i hele Europa, det gør det altså ikke mere journalistisk relevant. Jeg er enig, hvis det handler om ulovlige politiske bevægelser, der vil omstyrte demokratiet og den slags, men her taler vi altså om et lovligt politisk parti, som har nogle synspunkter, som du kan være uenig i, og jeg kan have holdninger til, men for mig er det ikke relevant. Det relevante er, hvordan kan vi fortælle danskerne om det her på en måde, så de selv kan tage stilling til, hvad de mener.

Lotte Mejlhede: – Flemming Rose.

Ulrik Haagerup: Du kan skrive din leder, og redigere din avis som du vil, men det er ikke den måde, som er – efter min mening, er professionelt journalistisk, hvis man ikke ønsker bare at være en menighedsavis.

Lotte Mejlhede: – Flemming Rose. Seidenfaden siger de ligger som de har redt, fordi det er et ekstremistisk parti og skal behandles som sådan.

Flemming Rose: Jamen, jeg synes, at Ulrik er inde på noget af det rigtige, fordi der er jo to sider af det her. En ting er hvad Tøger mener på lederplads om Dansk Folkeparti, som opinionsmager. Noget andet er hvordan de journalister han sender ud i marken, dækker denne her sag, og der blander Tøger tingene lidt sammen… Jeg er fuldstændig enig med Ulrik, at det handler om professionalisme. Som journalister må vi lære at lægge vores holdninger til side, når vi går ud og dækker en historie. Og så vil jeg sige, at Tøger henviser så – nu taler jeg så, som opinionsredaktør, og ikke som kulturredaktør, at – Når Tøger siger, at det er et ekstremistisk parti, Hvis vi taler om det, som handler om – at være kritisk overfor indvandring. Det er der altså stor opbakning til i de fleste europæiske lande, det er ikke længere en ekstremistisk holdning…

[…]

Ulrik Haagerup: Det er i hvert fald noget vrøvl. jeg skal ikke udtale mig om Kanten, som jeg ikke har ansvaret for – jeg kender ikke sagen, men jeg kunne bare godt tænke mig, at hæve debatten op over en diskussion om Politikens tegninger, fordi, jeg tror man bliver nødt til at skelne mellem det der er ledere og opinionsstof, og det der i øvrigt er journalistik. Det det er interessant i denne her sammenhæng, det er ikke hvordan, nødvendigvis, hvad Tøger mener om Dansk Folkeparti, men hvordan dansk presse gennem årene og journalistikken, har været præget af en misforstået opfattelse, af hvad der er journalistikkens rolle. Altså jeg har deltaget på utallige redaktionsmøder på mine tidligere arbejdspladser, Jyllandsposten og Nordjyske, hvor man på et tidspunkt bliver nødt til at sige – nu holder i kæft! – I sidder og diskuterer ideologi og meningsmageri, lad os nu snakke journalistik. Jeg er fuldstændig ligeglad med at du synes det er et dårligt forslag, eller de burde ikke høres, eller hvad det kan være. Der er bare for meget af det der slappe-duppa-delle, og det har der været.

[…]

Ulrik Haagerup: Jeg vil heller ikke udtale mig om den sag, aom som jeg heller ikke kender til i detaljer eller har ansvaret for. Jeg vil gerne forholde mig til nyhedsprogrammer, og den journalistiske dækning, vi har i DR Nyheder.

Lotte Mejlhede: – men er der noget i den her kritik, som også præger (afbrydes).

Ulrik Haagerup: – Man skal bare lige prøve og forholde sig. Altså, journalistik skal også være fair, og det skal man være overfor alle, som bliver angrebet. De skal have mulighed for at forsvare sig. Sådan siger man. Pointen er bare – det gælder også medlemmer af Dansk Folkeparti, og så er det jo ikke sådan, at fordi man forsøger, at være fair overfor nogen, at så lige pludselig, så ligger man under for, at man er bange for dem – fordi man pludselig begynder at behandle folk fair. Jeg håber det er sådan, alle steder i Danmarks Radio, at det er sådan, at man behandler alle som Tøger Seidenfaden og Ole Sohn og Søren Espersen, på en fair og ordentlig måde. Det håber jeg.

Mere.

  • 20/4-09 Uriasposten – Lektor Isak Winkel Holm om Pia Kjærsgaard, skadedyr...
  • 9/6-09 Uriasposten – DR fjerner løgn, og Lasse Jensen udtrykker bekymring...
  • 7/10-09 Kanten, P1 – Røde lejesvende (Claus Flygare om Søren Espersen og DR).
  • 11/10-09 2. Sektion, Deadline, DR2 – Når samvittigheden vejer tungest (eks. skæv debat: 3-0).
  • 

    9. juni 2009

    DR fjerner løgn, og Lasse Jensen udtrykker bekymring: “… det begynder at ligne et mønster.”

    Alting var givetvis nemmere for DR i de gode gamle dage, men hvis det at korrigere fejl krænker deres journalistiske integritet, så må der vel opstå en stærk kerne i DR der ønsker privatisering. På den måde kunne den øvrige venstrefløj også slippe for at betale til alt den der højreorienterede propaganda. Fra Information – Er DR Dansk Folkepartis lejesvende?

    “Et fejlcitat i radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1 har udviklet sig til en farce.

    Den 17. april er litteraturforskeren Isak Winkel Holm gæst hos værten Christoffer Emil Bruun for at diskutere Franz Kafkas novelle “Forvandlingen”, som han har oversat fra tysk. I løbet af programmet påpeger Isak Winkel Holm, at skadedyrsmetaforer ofte er blevet brugt i en politisk kontekst, hvorefter han hævder, at Pia Kjærsgaard skulle have sagt, at indvandrere “formerer sig som rotter”.

    Pia Kjærsgaard har imidlertid aldrig sagt sådan…

    Da Dansk Folkepartis repræsentant i DR’s bestyrelse, næstformand Ole Hyltoft, hører om fejlen, reagerer han straks: “Jeg kontakter Kenneth Plummer (generaldirektøren i DR, red.) og fortæller, at vi i Danmarks Radio har bragt en løgnagtig meddelelse om en af vores ledende politikere. ‘Vil du ikke hurtigst muligt få det dementeret? Og så skal du sende Pia Kjærsgaard en undskyldning’, siger jeg til ham.”

    […]

    Spørger man Jakob Mollerup, der er lytterne og seernes redaktør i DR, er det ikke standardproceduren.

    “Det sker ret sjældent – og typisk i sager, hvor nogen virkelig er blevet omtalt urimeligt,” siger han.

    Desuden vælger DR at fjerne programmet om Franz Kafka fra deres hjemmeside, og Mads Baastrup beder Christoffer Emil Bruun lave en ny version, hvor den fejlagtige udtalelse er redigeret ud.

    Ifølge Jakob Mollerup er det heller ikke helt normalt.

    “Der er fortilfælde, men det sker ikke særlig tit. Nu vil jeg ikke kommentere den konkrete sag, men det bør stå klart for lytterne, hvad der er blevet ændret,” siger han.

    Endelig vælger DR at bringe en berigtigelse i Sproglaboratoriet. Det sker i en udsendelse den 15. maj.

    […]

    Sagsforløbet kommer bag på freelance-mediejournalist Lasse Jensen, der blandt andet er redaktør for P1-magasinet Mennesker og Medier.

    Jeg synes, sagen er ualmindelig besynderlig og foruroligende. For det første involverer generaldirektøren og toppen af DR, inklusive kommunikationsdirektøren, sig helt usædvanligt aktivt og voldsomt omkring en fejl begået af en interviewgæst i et forholdsvist upåagtet program. For det andet, fordi det begynder at ligne et mønster…””

  • 20/4-09 Uriasposten – Lektor Isak Winkel Holm om Pia Kjærsgaard, skadedyrsmetaforer og jødeudryddelsen.
  • Oploadet Kl. 16:09 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
    

    20. april 2009

    Lektor Isak Winkel Holm om Pia Kjærsgaard, skadedyrsmetaforer og jødeudryddelsen

    Under opvasken søndag eftermiddag gav jeg P1 endnu en chance. Sproglaboratoriet var lige gået i gang, og emnet var skadedyr med konkret udgangspunkt i Franz Kafkas Forvandlingen. Gæst var lektor Isak Winkel Holm, der netop har oversat Kafkas samlede værker.

  • 17/4-09 Sproglaboratoriet, P1 – Skadedyr og Kafka (ikke officiel titel).
  • Christoffer Emil Bruun, P1: Det kribler og krabler i dagens udsendelse. For Sproglaboratoriet har besøgt sin onde tvilling – skadedyrslaboratoriet, og hvorfor nu det – hvad skal et sprogprogram med skadedyr? Ja, det er en længere historie som vil udspille sig i den her udsendelse. Men det handler om at give kryb menneskestemme.

    Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme fandt han sig i sin seng, forvandlet til et uhyre, kryb. Sådan starter en af verdens allermest berømte noveller, Franz kafkas Forvandlingen. Novellen er fra 1912, og handler altså om en mand der bliver forvandlet fra et menneske til et kryb. Sproglaboratoriet vil over de næste to udsendelser gøre et forsøg på det omvendte – at skabe en forvandling, fra utøj til menneske. Vi vil så at sige udføre anden del af Kafkas eksperiment Forvandlingen, ved at forvandle skadedyr til menneske – ved at give krybet menneskesprog. I første del af sproglaboratoriets udgave af Forvandlingen skal vi som sagt på besøg hos Statens Skadedyrslaboratorium. De stiller kryb til rådighed for vores eksperiment, som i al enkelthed går ud på at lade nogle biller gå rundt i noget blæk, og så bagefter på et stykke hvidt papir, hvor billerne så vil sætte deres aftryk. Men først skal vi lige derop – til Sorgenfri, hvor skadedyrslaboratoriet ligger, og med os i bilen har vi litterat og Kafka-oversætter Isak Winkel Holm.

    Hvis man skulle beskrive i korte træk hvad der sker i novellen Forvandlingen…

    Isak Winkel Holm, lektor: – Så er det en historie om en ung handelsrejsende Gregor Samsa, som lever et ret stresset og anstrengt liv, men den starter den dag han vågner i sin seng og finder ud af, at han er forvandlet til en slags bille. Et stort kæmpekryb af en art, og det er jo en mystisk begivenhed, men det fantastiske ved historien er at den ikke håndteres som en særlig mystisk begivenhed – den håndteres meget konkret, og vi hører om hvordan familien konkret håndterer det her. Altså hvilken noget mad han skal have, hvilke døre der skal holdes lukkede, hvordan man ordner det økonomisk og hvordan man ligesom familiemæssigt griber det her an. Så vi hører ligesom om en familie, der på et meget meget afklaret nede på jorden-agtig måde, håndterer at leve sammen med en bille.

    Christoffer Emil Bruun: – og hvordan håndterer han det selv?

    Isak Winkel Holm: Han håndterer det på den måde, at han bliver forbløffende lidt forskrækket, og han fortæller det nærmest i starten som en forbigående ildebefindende, som skal overstås, så han kan komme hurtigt tilbage på arbejde. Det er noget af den fantastiske komik der er i historien, at vi har et menneske der er blevet forvandlet til et stort uhyggeligt bille-monster, på den ene side, og på den anden side har vi en lille småborger der tænker over hvordan han hurtigst muligt kan komme på arbejde, og være en god dreng for familien. Så vi har den her sammenblanding af to forskellige verdener, som er meget morsom.

    Christoffer Emil Bruun: Hvorfor bliver hovedpersonen Gregors Samsa forvandlet fra et menneske til et skadedyr?

    Isak Winkel Holm: Ja, det er et godt spørgsmål. Det er der mange grunde til, men jeg tror en af de vigtigste er, at ordet skadedyr, eller forestillingen om skadedyr spillede en meget central rolle i sproget på Kafkas tid, og det gør det jo ikke i dag. Det var et skældsord, og det er et skældsord – man kan være et kryb, man kan være en lus, man kan være en orm og så videre, en rotte, og det er den metaforik, som Kafka formentligt tager op og arbejder med. Vi ved at han havde en ven fra det, en jødisk ven fra Polen, som hans far ikke brød sig om, og faren ville ikke have at han kom sammen med sådan en – de var jo jødiske – Kafka-familien, Kafka var jøde, men de ville ikke mænge sig, faren ville ikke mænge sig med de der øst-jøder fra Polen, så han sagde til en ven, at hvis man sover sammen med hunde, så vågner man med utøj. Så vågner man med skadedyr, og det var et skældsord som faren brugte om Kafkas egen gode ven, Isaac Löwy hed han, og det var kort tid før han skrev Forvandlingen. Så i en vis forstand kan man sige, at her tager Kafka et skældsord op som ligger i tiden, og siger – hvad nu hvis det blev rigtigt. Hvad nu hvis vi simpelthen siger, at han bliver forvandlet til et skadedyr. Det der er specielt ved det, det er jo det, at det er det skældsord som faren Herman Kafka brugte, var på den tid et anti-semitisk skældsord. Altså Kafka voksede op parallelt med anti-semitismen, som blev meget stærk i Prag i den her periode her, og en af de centrale figurer for anti-semitismen var at jøderne var skadedyr, de var rotter, de var kryb, de var lus og så videre. Så i en vis forstand, det at kalde andre mennesker for krybdyr, det var en fast bestanddel i den chauvinistiske anti-semitisme forestillingsverden, der var på den tid, og det er det i en vis forstand stadig i dag. Vi oplever stadig folk der omtaler andre befolkningsgrupper som skadedyr ik’- det er ikke så lang tid siden, at Pia Kjærsgaard talte om indvandrere, og sagde at de ‘formerede sig som rotter’, og det er den samme type metaforiske struktur, og det er den som Kafka kunne mærke, og på den ene eller anden måde forvandle til en historie…

    Vi taler om de første år i 1900-tallet… men det han ligesom kunne se, var hvad der kommer til at ske med den metaforik siden hen, i en vis forstand bliver den her metaforik, altså jøderne som skadedyr, jo styrende for hvordan jøderne blev behandlet siden hen… Jødeudryddelsen byggede i høj grad på skadedyrsmetaforikken.

    Den gode lektor påstår, at Pia Kjærsgaard for “ikke så lang tid siden” har anvendt rotte-metatoren, og refererer hende for sætningen ‘formerer sig som rotter’. Det er som de fleste vil vide ukorrekt, omvendt er hun blevet portrætteret som orm, grib, slange, øgle, heks, gris… og rotte.

    (Kamptegnet, 1943 & BT, 1996; fra Geoffrey Cain, Ondskabens ikon, 2006)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper