29. september 2021

Mikkel Andersson: “… politiske holdninger afspejler ikke kun et kryds på en seddel hvert fjerde år”

‘Flygtninge sulter og dør – nu har regeringen sendt pigtrådshegn, der lemlæster og koster liv til Europas ydre grænse for at holde dem ude’, lyder en overskrift på Berlingske.dk. Jeg har et abonnement, men burde nok opsige det, for det er ikke en enlig svale. Sådanne vinkler er desværre mere reglen end undtagelsen, også på Berlingske.

Mikkel Andersson på Kontrast.dk – Mediedanmark, we have a problem.

“Selvfølgelig er der et problem med en massiv politisk overrepræsentation, for politiske holdninger afspejler ikke kun et kryds på en seddel hvert fjerde år, men en prioritering af, hvilke problemer, tematikker og sager der fortjener opmærksomhed og bør dækkes af medierne.

For altså: Er integration og indvandring et større problem end klima? Er en af verdens højeste skattesatser et større problem end angiveligt lave overførselsindkomster eller sygeplejerskers løn? Er det største kønsrelaterede problem i Danmark manglende kvinder i bestyrelser, eller at mænd dør tidligere og massivt overrepræsenterede på samfundets bund? …

Er det det mest væsentlige i forhold til frivillige for Islamisk Stat, at deres børn ikke kan komme til landet, eller derimod at Danmark risikerer at agere taxiselskab for deres forældre, der aktivt har støttet et folkedrabsregime, som – med held – promoverede terrordrab på landets borgere? …

Hvorfor bliver det en sendefladeryddende mediehistorie, som angiveligt illustrerer dybtliggende racistiske strukturer i samfundet, at en kvinde med indvandrerbaggrund i Kastrup havn bliver overfuset af en fuld etnisk dansk mand, mens historier om indvandrerdrenge, der begår ydmygelsesvold og overfalder etniske danskere, ofte unge mænd, i flok, i de fleste medier behandles som simple kriminalhistorier, hvor spørgsmålet om, hvorvidt dette repræsenterer nogen tendens eller bagvedliggende strukturelt problem, ikke berøres. Det ville være svært at forestille sig det tårevædede interview i Aftenshowet, hvor en etnisk dansk dreng fortæller om chikane og trusler fra jævnaldrende indvandrere, mens der med den største selvfølgelighed bliver lavet sådanne med personer, der har oplevet racistisk overfusning.

Problemet er ikke, at journalister vægter emner forskelligt; problemet er, at temmelig mange vægter på præcis samme måde og forsøger at gemme disse vurderinger bag rituelt aflirede mantraer og besværgelser om tilstræbt objektivitet og faglighed.

(Berlingske, 28. september 2021: Flygtninge sulter og dør – nu har regeringen sendt pigtrådshegn…)



28. september 2021

Racistisk grønlænder er ‘nationalkonservativ’: Kommunister er folkelige, uafhængige, ’sejeste diktator’

Aviser skriver ikke sig selv. Hver dag sidder journalister, og overvejer hvad de skal kalde personer, politikere og partier. Herunder tre nylige eksempler, fra henholdsvis Grønland, Chile og El Salvador.

Grønland: Pele Broberg, medlem af et parti grundlagt af socialdemokrat, associeres med nationalkonservatisme…

Når en Grønlandsk minister vil fratage danskere stemmeretten, så vælger Berlingske at associere hans parti med ‘nationalkonservatisme’. En besynderlig etiket for et parti, der er blev grundlagt af Hans Enoksen efter 36 års medlemskab af Siumut, Grønlands socialdemokrater.

“Han er kendt for sine hårdtslående ord. Nu er det slået officielt fast, at Pele Broberg ikke længere får lov til at være udenrigsminister efter en netop overstået regeringsrokade i Nuuk. … ‘Det er jo ikke meningen, at de, der koloniserede landet, skal have lov at bestemme, om de vil blive ved med det eller ej,’ sagde Pele Broberg, der er valgt for det nationalkonservative parti Naleraq.” (Berlingske, 27. september 2021)

Chile: Rodrigo Rojas Vade, venstreradikal associeres med folkelighed…

Når venstreradikal aktivist politiserer på baggrund af en løgn i Chile, så har han ingen ideologi, og er blot et ikon imod uretfærdighed, der stiller op på en folkelig liste med ‘uafhængige kandidater’. En liste der inkluderer trotskister og marxister.

“Rodrigo Rojas Vade blev kendt som Skaldede Vade, da han for to år siden førte an i de voldsomme sociale protester, der ganske kom bag på Chile og siden førte til, at landet nu er i gang med at skrive en helt ny og mere demokratisk forfatning. … Vade blev et ikon, som illustrerede uretfærdigheden i Chiles gennemprivatiserede, ultraliberale og meget ulige samfund, et levn fra Augusto Pinochets militærdiktatur, der ovenikøbet er sikret gennem den nuværende forfatning fra 1980. … Skaldede Vade var nærmest selvskreven, da han stillede op for Folkets Liste på linje med en række uafhængige kandidater. … Flovt måtte han erkende, at hans hensigt var at opbygge en heroisk politisk figur med canceren som platform.” (Anne M. Sørensen, Politiken, 26. september 2021

El Salvador: Præsident Nayib Bukele, indtil 2017 medlem af venstreradikale FMLN, sej diktator…

Selvom en præsident fifler med forfatningen, så nævnes det ikke at han indtil 2017 var aktiv i den politiske efterfølger til en kommunistisk oprørsgruppe af samme navn. USA kritiserer ham: ‘den sejeste diktator’.

“El Salvadors leder har udskiftet dommere og kaldt sig selv ‘den sejeste diktator’. … USA frygter, at ‘demokratiet er på tilbagegang’ i El Salvador. Det siger en ledende amerikansk embedsmand i det centralamerikanske land tirsdag ifølge The Guardian. Udmeldingen kommer, efter at USA for nylig satte fem salvadoranske højesteretsdommere på en liste over ‘udemokratiske og korrupte aktører’. Ifølge Jean Manes, der er chargé d’affaires ved den amerikanske ambassade i El Salvador, blev beslutningen taget, fordi de fem dommere tidligere på året vedtog, at El Salvadors præsident, Nayib Bukele, godt må stille op ved næste valg. … Bukeles parti Bukele ‘Nuevas Ideas’ sikrede sig tidligere på året flertallet i landets parlament. Ikke længe efter udskiftede partiet de fem dommere, der tager sig af forfatningsmæssige sager i højesteretten.” (Information via Ritzau, 22. september 2021)

(Nayib Bukele på Twitter, 2021: ‘Verdens sejeste diktator’)



27. september 2021

Politiken problematiserer ytringsfrihed på Facebook: ‘Et kæmpe problem, og vi er nødt til at fikse det’

Wall Street Journals afsløringer om Facebook inkluderer (det man kunne kalde) ‘øget ytringsfrihed for kendisser’, og den manglende censur blev MSM-vinklen. Herunder lidt fra Politikens opkog, der fokuserer på at Zuckerbergs kamp for at ‘tjene menneskeheden’ ikke er god nok, da meningspluralismen stadig råder eksempelvis i forhold til coronavirus – Interne notater: Zuckerberg har mistet kontrollen (kræver login). Artiklen er i øvrigt skrevet af journalist Jens Bostrup, der tilbage i 2017 fik skridttæsk af Lomborg for tendentiøs klimajournalistik.

“Mark Zuckerberg, Facebooks grundlægger, tog i marts det usædvanlige skridt at engagere sig med åben pande i en politisk kamp og sågar bruge sin magt som chef for verdens største sociale medieplatform til at overbevise sine brugere. Han satte sig som mål, at Facebook skulle omvende 50 millioner amerikanere til at lade sig vaccinere mod corona – et kontroversielt politisk spørgsmål i USA.

Interne dokumenter, som The Wall Street Journal har fået adgang til, viser imidlertid, at hans magt til at styre brugerne er begrænset. Facebooks forskere, der fulgte udviklingen, kunne se, at de opslag, der skulle promovere vaccinerne, blev oversvømmet med kommentarer, der talte i modsat retning.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Unicef, der fik gratis annoncer for at promovere budskabet, var bekymrede for ’sværmen af antivaccinekommentatorer’, der forsøgte at undergrave deres budskaber.

Facebooks egne forskere kunne kun give dem ret. Stikprøver viste, at 41 procent af kommentarfeltet ved engelsksprogede opslag var egnet til at afskrække brugerne fra vaccination. De afskrækkende kommentarer blev set 775 millioner gange om dagen, viser et internt notat.

Facebooks forskere konkluderede, at den store andel af negative kommentarer kunne ændre brugernes opfattelse af vaccinens sikkerhed.

‘Det her er et kæmpe problem, og vi er nødt til at fikse det’, konkluderer notatet.

(Politikens vinkel: Trods gode intentioner, så lader Zuckerberg stadig meningspluralismen råde)

Oploadet Kl. 11:54 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


24. september 2021

Kontrast: Rødt flertal på Journalisthøjskolen, Enhedslisten/Radikale størst, blot 0,7 pct. til DF/NB/SK

Kontrast har i denne uge ‘Skævhed i medierne’ som tema, og har eksempelvis afholdt et debatmøde med Bent Blüdnikow og Asger Juhl. Jeg har bidraget med en kommentar, og selvom jeg personligt er lidt træt af opinion, så er der også mere journalistiske artikler. Fra Kontrast.dk – Enhedslisten er største parti på Journalisthøjskolen.

“Folketinget havde set markant anderledes ud, hvis det var op til de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Her er Enhedslisten det mest populære parti at stemme på med tilslutning fra 24,3 procent af de studerende set over de seneste tre år. Dermed har Enhedslisten erobret førstepladsen fra Radikale Venstre, mens SF har indtaget tredjepladsen.

Den borgerlige lejr er stadig repræsenteret på DMJX, hvor lidt over en femtedel tilkendegiver en stemme på et blåt parti. Men borgerligheden er ikke ligeligt fordelt. Der er nemlig kun symbolsk tilslutning til de mest indvandringskritiske partier, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Det viser data, som løbende er produceret i forbindelse med skolens obligatoriske undervisning i statistik, og som Kontrast har bedt om indsigt i.”

(Grafik: Kontrast.dk)

“… selv når man for de senere år lægger Dansk Folkepartis tilslutning sammen med Nye Borgerlige og Stram Kurs, ligger de mest indvandrings- og islamkritiske partier kun til 0,7 procent. Blandt alle vælgerne fik de 13 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2019.”

Oploadet Kl. 13:09 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


22. september 2021

Ali Aminali: “… kampen mod racisme er blevet hijacket af en privilegeret og veluddannet elite.”

Det er et af de store problemer ved det danske velfærdsstat. Der er ufattelige mange offentlige ansatte, som præger civilsamfundet i venstreorienteret retning. De ser formentligt slet ikke, at minoritetseliten gør fælles front med den yderste venstrefløj. Kommentar af Ali Aminali i Berlingske – Den privilegerede minoriteselite har hijacket racismekampen (kræver login).

… kampen mod racisme er blevet hijacket af en privilegeret og veluddannet elite. En elite, som ikke neutralt kæmper en borgerrettighedsorienteret kamp for minoriteter, men gør det på baggrund af deres egne privilegier og ideologiske forståelser.

Jeg får tit skudt i skoen, at jeg har bygget min karriere op på baggrund af integration og udlændingepolitikken. Den kritik hilser jeg velkommen. For det vigtigt at kigge indad. Men det, som har undret mig, er, at en gruppe af især minoritetsetniske, som turnerer landet rundt med deres flotte PowerPoints med overskrifter såsom strukturel racisme, white supremacy og nyere akademiske racismebegreber importeret fra USA, får frit spil.

Jo, de møder kritik fra det borgerlige og i visse tilfælde det røde segment. Men når stormen har lagt sig, så er de de første, der bliver booket til at holde foredrag, undervise eller give deres råd til uddannelsesinstitutioner, organisationer, kommuner osv. Det er også dem, der bliver inviteret ind i radioen, på tv eller interviewet i aviserne. Kun få gange bliver denne ressourcestærke og veluddannede gruppe mødt med kritiske spørgsmål såsom: ‘Hvis Danmark var underlagt strukturel racisme, hvorfor tager alle store lokaler imod dem med kyshånd? Hvorfor er 90 procent af publikum hvide danskere?

Mens en håndfuld privilegerede minoritetsetniske danskere får taletid og definerer racismekampen med akademiske racismebegreber, få fra bunden forstår, så har minoriteten stadigvæk svært ved at blive indkaldt til samtaler eller en hverdag, som både rummer racisme fra ‘de hvide’, men også i deres eget miljø, hvor det stadig anses som beskidt at indgå i tværkulturelle forhold. …”

(Ph.d. Robin DiAngelo underviser Coca Cola-ansatte i diversitet, 2021; Foto: Twitter)

Oploadet Kl. 00:39 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


18. september 2021

Mens Facebook indskrænker debat for menigmand, vælger MSM at problematisere manglende censur

I sidste uge fik jeg en advarsel (og blev smidt ud af en en pro-palæstinensisk gruppe), fordi jeg i kommentarsporet pointerede, at der blev delt propaganda fra Islamic Jihad (Palæstina) og Hamas. Islamiske terrororganisationer. Fredag blev min profil ‘begrænset’, fordi jeg tidligere på ugen havde lagt noget op, som de ikke kan vise fordi det var fjernet før jeg lagde det op. Cirka. Min 13 år gamle profil blev slettet i foråret, og så sent som sidste måned fik jeg slettet en collage med danske sommerfugle.

Jeg bruger ikke Facebook til Uriasposten, men det er her folk flest er, og her må jeg nødvendigvis være for at have fingeren på pulsen. Vi er forlængst udover ulovlige navne ala ‘Tommy Robinson’, pt. rammer censuren alt fra sober Islamkritik over borgerlig humor til helt almindelig debat om corona og klimapolitik.

Forleden kunne Wall Street Journal afsløre, at Facebook har sat et større antal politikere, journalister og mediepersoner på en såkaldt ‘hvidliste’, der automatisk holder dem væk fra den løbende moderation. Symptomatisk for MSM, så fokuserer afsløringen på at Donald Trump mfl. har kunne undgå restriktioner, ikke på problemet i forhold til den åbne meningsudveksling i frie samfund.

Fra Times omtale af det såkaldte ‘XCheck’ – From Instagram’s Toll on Teens to Unmoderated ‘Elite’ Users, Here’s a Break Down of the Wall Street Journal’s Facebook Revelations.

“Due to an internal program known as ‘cross check’ or ‘XCheck,’ high-profile Facebook users are exempt from some or all of the platform’s rules, according to the debut installment of the ‘Facebook Files.’

Published Monday, the Journal’s inaugural report examines how the program, originally intended to quality-control actions taken against ‘elite’ users like celebrities, politicians and journalists, has actually allowed these users to avoid moderation. Reportedly, those protected are either ‘whitelisted,’ meaning they aren’t subject to enforcement actions from Facebook, or allowed to post rule-violating content pending subsequent review by Facebook employees. However, according to a 2019 internal document reviewed by the Journal, less than 10% of the posts flagged to XCheck were actually reviewed.

The program reportedly protected at least 5.8 million people as of 2020, including former President Donald Trump, Donald Trump Jr., Sen. Elizabeth Warren and Candace Owens, and has allowed misinformation, harassment, calls to violence and revenge porn to remain on the platform.

‘We are not actually doing what we say we do publicly,’a 2019 internal review reportedly read. ‘Unlike the rest of our community, these people can violate our standards without any consequences.’

(Undertegnede får advarsel for et eller andet, som ikke mere er online)

(Facebook-ven deler Lomborg-statistik, og faktatjekkes: ‘unsupported claims’)



17. september 2021

Egander Skov om MeToo-debatten: Man forsøger at “… hegne sine synspunkter ind i uangribelighed’

Sidste år hyldede MSM/venstrefløjen Sofie Linde, fordi hun gav sin personlige historie under TV2 Zulu Awards. En fortælling, der siden er blevet brugt til at mistænkeliggøre mænd en bloc. Årets udgave nævnte ikke Sofie Linde, men her kunne man se Nikolaj Stokholm iført en læder-dildojakke – en slet skjult henvisning til Lindes stunt. Det går naturligvis ikke. Efter optrædener af (brune) Mahamed Habane og ‘Jalal’ (transseksuel muslim), “… kommer så en hvid, heteroseksuel, ciskønnet, mandlig vært iført en masse pikkemænd. Det synes jeg falder lidt fladt.”

Det er et svært emne som Christian Egander Skov skriver om herunder, og kronikken fremstår noget skarpere i sin trykte helhed. Kronik i Weekendavisen – Metro: Jeg føler, ergo har jeg ret (kræver login).

“Da tv-værten Sofie Linde indledte MeToo-debatten herhjemme, var det netop med en personlig beretning. Da enkelte stillede spørgsmål til historien – blandt andet fordi den var uden nogen detaljeringsgrad – faldt modsvaret prompte: ‘Believe all women.’ Man måtte ikke mistænkeliggøre ofrene.

Bekendelsen er altid sand. Problemet blev aktuelt igen med debatten om Naser Khaders påståede overgreb på en række kvinder. Her er der flere konkrete detaljer at knytte anklagerne op på, men alligevel var reaktionen ufortyndet forargelse, da Weekendavisen bragte en artikel, der førte disse detaljer frem i offentligheden. Ved at fokusere på detaljer tog man jo netop ikke de personlige vidnesbyrd på ordet, lød kritikken.

… Hvad gør det ved samtalen, når alt er bekendelse? Bekendelser forudsætter, at der er nogen, der bekender noget til nogen. I bekendelsen reduceres den kritiske offentlighed til denne nogen, der blot skal tage imod.

De personlige vidnesbyrd kræver altså, at vi forholder os til dem på en bestemt måde. Den, der bekender, hævder, at han ikke argumenterer, men derimod ‘deler’. Et af tidens modeord. Et andet modeord er at hylde eller på engelsk ‘celebrate’. … Det sker også herhjemme nu. Hvor man engang blot skulle ‘tolerere’ forskelle, skal man i dag ‘hylde’ dem – eller ‘celebrer’, som nogen sagde i radioen forleden.

Ved at forvandle det politiske til det personlige forsøger man at kuppe samtalen og hegne sine synspunkter ind i uangribelighed. Det bringer samtalen til ophør. Den offentlige debat hviler på en anden kontrakt. Her kan man ikke forvente, at de personlige bekendelser står uimodsagte. Den magt kan vi ikke tillade.

Når det personlige instrumentaliseres politisk, ophæver det intimitetens krav. Vi skal mistænkeliggøre såvel mænd som kvinder. Den gyselige sandhed er jo, at mennesket er svigefuldt og løgnagtigt, også når det fromt går på knæ, deler og bekender. Vi har brug for mistro og mistillid. Derfor må det politiske aldrig blive det personlige.”

Mere

“Jeg har tidligere her på Indblik.net beskrevet den såkaldte motte-and-bailey-doktrin. På dansk kunne vi kalde det for den dobbelte dagsordens teknik. Kort sagt går det ud på, at i medvind, i situationer uden kritisk modspil, arbejder identitetspolitikerne naturligt for deres radikale dagsordener. Når nogen imidlertid kritiserer, slår de over i en defensiv taktik, hvor deres dagsorden forekommer som noget, som nærmest alle er enige i (f.eks. at kvinder, sorte og bøsser også er mennesker og skal have rettigheder).” (Morten Okkels om ‘motte-and-bailey’-doktrinet, 2020)

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer

Fog & Pihl: Retssystemet har ’stærk politisk slagside’, når islamkritikere sigtes, og større medier går fri

Jeg afventer på fjerde uge datoen for den udsatte retssag, men jeg holder ikke vejret – processen er som bekendt en integreret del af straffen. Sagen mod Erik Høgh-Sørensen er måske det bedst tænkelig eksempel på politisering af retssystemet, og personligt har jeg mistet lidt af min tro på retsstaten. “With a little bit of common sense, you can lose a lot of innocence…” (Lemonheads, 2006).

Læserbrev af Trykkefrihedsselskabets Aia Fog og Michael Pihl i Jyllands-Posten – Ulige lynjustits rejser igen spørgsmål om politisering af retssystemet (kræver login).

“‘Der findes intet mere grusomt tyranni end det, som under lovens skjold og i retfærdighedens navn opretholdes,’ sagde Montesquieu. Manden, der i øvrigt prædikede magtens tredeling.

Fredag den 10/ 9 føjede den nordjyske DF-politiker Erik Høgh-Sørensen sig til den efterhånden lange række af islamkritikere, der i hastigt tempo sigtes, tiltales og dømmes efter straffelovens § 264 d om forbud mod offentliggørelse af billeder af personer i ydmygende situationer.

Erik Høgh-Sørensen blev dømt for på Twitter at have delt en video, hvor en muslimsk voldsmand udøver grov dominansvold mod en dreng i Sønderborg. Voldsmanden havde selv offentliggjort videoen af sin forbrydelse, som gik viralt og blev delt vidt og bredt – men tilsyneladende er det kun Erik Høgh-Sørensen, der straffes for det. Ophavsmanden til det tweet, Høgh-Sørensen delte, er hverken blevet afhørt eller sigtet.

… Det er ulighed for loven med stærk politisk slagside, når islamkritikere som Kim Møller, Jaleh Tavakoli, Steen Raaschou og nu Erik Høgh-Sørensen straffes for at offentliggøre billeder, f. eks. fra et muslimsk terrorangreb i Nice, mens statsstøttede medier som TV 2, Berlingske, B. T., Politiken og Ekstra Bladet frit kan bringe billeder af f. eks. George Floyds død eller af en tyrkisk agent, som står med armen sejrrigt i vejret ved siden af liget af Ruslands ambassadør, som han lige har dræbt.

Vi mener ikke, at medierne, små som statsstøttede, gør noget forkert. Tværtimod er det deres opgave at dokumentere virkeligheden, også når den er grum. Naturligvis inden for lovens rammer. Disse rammer skal være klare og forvaltes konsistent. Og det bliver de så langtfra.

For at sætte fokus på denne ulighed indgav Trykkefrihedsselskabet i april en politianmeldelse mod ovennævnte mainstreammedier, der nærmest på daglig basis gør præcis det samme, som Kim Møller og Høgh-Sørensen nu straffes for, men indtil videre har politimyndigheden i Odense afvist Trykkefrihedsselskabets politianmeldelse – uden begrundelse.

Uden begrundelse og demokratisk kontrol ser politi og ordensmagt dermed ud til at kunne fortsætte en politisk tendentiøs, ulige og i et demokratisk perspektiv stærkt problematisk retspraksis.

… Hvor retssystemer reduceres til politiske redskaber mod systemkritikere, skabes en hurtig glidebane mod tyranni og totalitære tilstande: Med politiserede retssystemer følger indgreb i ytringsfriheden og autoritær undertrykkelse af den frie debat. Den slags vil Trykkefrihedsselskabet aldrig ophøre med at bekæmpe.”

(Erik Høgh-Sørensen foran Retten i Hjørring, 10. september 2021: ‘Vi ses i Landsretten’)



7. september 2021

Mikkel Andersson: Nej, afghanske flygtninge er (heller) ingen integrationssucces

Den yderste venstrefløj hader nationalstaten, og har intet imod at smadre den indefra. Den økonomiske højrefløj har interesse i stadig indvandring, for jo flere arbejdsløse, jo lavere løn. Begge fløje forklæder deres særinteresse bag ‘humanisme-kortet’. Mikkel Andersson halalslagter myter på Kontrast.dk – Nej, afghanske flygtninge er (heller) ingen integrationssucces.

“Men hvorfor egentlig se tilbage på den ubegrundede jubeloptimisme fra 2015?

Fordi forestillingen om flygtninge, der let kan integreres på arbejdsmarkedet, er ved at gentage sig, men nu med en ny gruppe i centrum. For som det åbenbart er ved at blive en vane, når der er store asylmigrationsbølger på vej, er der nogle steder ved at brede sig en stemning af, at det skam denne gang nok skal det gå rigtig fint, da de nyankomne i virkeligheden faktisk er meget ressourcestærke.

Lige nu er det afghanere, det drejer sig om, og her er fortællingen, at de faktisk klarer sig godt – ja, at afghanerne ligefrem er ‘en af de flygtningegrupper, der klarer sig bedst’. Det kræver dog lige, at man anlægger det helt rette perspektiv. Det rette perspektiv er så at med nålestikspræcision at sammenligne afghanerne med de få indvandrergrupper, der klarer sig værre.

Derfor fokuserer man ikke på indvandrere generelt eller blot flygtninge som helhed. Det ville give et ganske andet og mindre positivt billede (særlig hvis man ser på eksempelvis tamilier, iranere, vietnamesere, bosniere og marokkanere: alle flygtningegrupper der alle klarer sig bedre end afghanerne) men på specifikt nytilkomne flygtningegrupper, og derudover de nytilkomnede formodede efterkommere – personer, der endnu ikke er født.”

(Annonce i Politiken, 31. juli 2015: ‘Velkommen til flygtninge’)


Detalje, som medierne ignorerer: Danmark har ikke ‘noget formelt juridisk ansvar’ for afghanske tolke

Det danske forsvar har ikke haft ansat tolke i Afghanistan siden 2001, fortalte forsvarsminister Trine Bramsen i sidste måned på et pressemøde. Det er en sandhed med modifikationer, men tankevækkende at lige netop den detalje har været helt fraværende i debatten. Et citat fra Berlingske – Under et pressemøde fortalte Trine Bramsen langt fra hele sandheden om afghanske tolke…

“I Afghanistan benyttede Danmark, hvad soldaterne omtaler som ‘englænderfinten’. … I modsætning til i Irak, hvor Forsvaret altså selv hyrede tolkene, blev det arrangeret sådan i Afghanistan, at de danske styrker hyrede sine lokale tolke gennem sin tætte militære samarbejdspartner Storbritannien og et civilt amerikansk firma.

De dusinvis af afghanske tolke, som assisterede de danske styrker i Afghanistan, havde således ikke juridisk bindende kontrakter med det danske forsvar, men derimod med den britiske regering repræsenteret ved Labour Support Unit (LSU) og det private amerikanske selskab Mission Essential Personnel (MEP).

Dermed havde Danmark ikke som i Irak noget formelt juridisk ansvar for de afghanske tolke.

Oploadet Kl. 10:13 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper