20. august 2021

Ankara: Tyrkere angreb syriske flygtninge efter drab, ‘Police had used buses to evacuate some Syrians’

‘Vi kommer snart til at havde en islamisk stat over alt I verden’, skrev en Mohammed til mig på Instagram, få sekunder efter han havde pralet med sit danske pas, og forklaret at Danmark ikke var mit land. Jeg forstår godt, at Koran-tro arabere blot bruger Tyrkiet som mellemstation, for den attitude kommer man ikke langt med i Ankara. Her en historie fra Russia Today – Collective punishment: Rioters in Turkish capital target Syrian refugees after teen is stabbed to death.

“Shops, apartments and vehicles belonging to Syrian refugees living in Altindag, a suburb of the Turkish capital, were targeted by a mob of rioters incensed over the death of an 18-year-old Turk blamed on two Syrians.

Emirhan Yalcin, 18, was killed in an altercation between Turks and Syrians in the neighborhood on Wednesday afternoon. As night fell on Ankara, an angry mob descended on Altindag, targeting the Syrian refugee community: smashing and looting shops, overturning cars, and throwing bricks and rocks through windows of homes.

At one point, items looted from shops were thrown into a pile on the street and set on fire.

Turkish media reported that police had used buses to evacuate some Syrians from the neighborhood. Ankara police said they arrested 76 people…

They came and shouted ‘Go to Syria’ and then stoned the windows,’ one woman, wearing a full niqab, told a local outlet. She said her husband was a martyr – someone who died in the holy war – and showed the shattered glass and the brick that landed in the middle of their dinner.”

(Ankara, august 2021)

Oploadet Kl. 00:24 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


19. juli 2021

The Economist associerer Italien med racisme efter EM-guld: “Only some of the Italian players knelt…”

The Economist har forlængst bekendt kulør, men den her artikel om de italienske europamesters manglende sorthed er lige en tand for bizar. Selv hvis monokultur gav et dårligt fodboldlandshold, så ville jeg foretrække at bo i et land hvor man ikke tildeler ‘indfødsret’ til kulturfremmede. Fra The Economist – Italy’s government basks in the glow of footballing success (kræver login, se evt. her).

“To the extent that any sporting event can have an impact on politics, this one unquestionably favoured the right—and not just the League, but the even harder-right Brothers of Italy party, which is in opposition. The most striking aspect of Italy’s 26-man squad before it took to the pitch was that, alone among the main contenders,it did not include a single player considered as being of colour (Although three were born in Brazil, they are of Italian descent). The publication of the team photograph prompted a slew of criticism on social media, particularly in France. And there was further criticism of the squad’s ambivalent approach to ‘taking a knee’ as a gesture of opposition to racism. Only some of the Italian players knelt before the game against Wales. They subsequently took the odd decision that they should all do so, but only if the opposing team did too.

Almost every country has learned that, in sport, diversity brings dividends—and indeed medals and cups. Italy, although it has a smaller and more recently acquired immigrant population than either France or Britain, is no exception. Fiona May, a British-born long-jumper of Jamaican extraction who became Italian by marriage, twice won gold for Italy in the world athletics championships. Mario Balotelli, born in Italy of Ghanaian parents, won 36 caps as a striker in the national football squad between 2010 and 2018.

But one reason why talented young sports people of colour in Italy are not nurtured through junior national teams in the early parts of their careers is that they are not Italians. And that is the way that Mr Salvini and the Brothers of Italy’s leader, Giorgia Meloni, want it to stay.

Italy’s citizenship law is a modified form of jus sanguinis, whereby the right to nationality is inherited. Children born in Italy to immigrant parents cannot usually apply to become Italian until they reach the age of 18, and only then if they have lived in Italy continuously since birth. Some never do. Around 5m people who speak Italian as their dominant language, often with the accents and inflections typical of Italian regions, continue to be considered foreigners.”

(The Economist på Twitter, 14. juli 2021)

“The most striking aspect of Italy’s 26-man squad before it took to the pitch was that, alone among the main contenders, it did not include a single player considered as being of colour (The Economist)



6. juli 2021

Set i Politiken: ‘Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed’

Jeg bloggede om venstreradikale Harald Toksværd sidste år. En ung forfatterspire, der som søn af skuespiller Andrea Vagn Jensen indirekte har levet af statens filmstøtte. Det gør ham dog ikke venligt stemt overfor nationalstaten, og det gør næsten ondt på ham, at danskerne i disse dage giver den som stolte nationalister. Rød-hvide farver i det offentlige rum redder ikke Danmark, men en følelse af nationalt sammenhold blandt unge danskere, er ikke desto mindre en start. ‘Vi er danskerne – Vi er danskerne!’, lød det taktfast på torvet i Middelfart, lørdag aften. Det kunne være meget værre.

Venstreloonistisk kommentar af Harald Toksværd i Politiken – Ung forfatter: Dannebrog er et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi.

Der lader til at florere en mere eller mindre alment accepteret tese om, at nationalismens spøgelse opløses, når der er landskamp. Det er det ene tidspunkt, hvor der ingen grænser eksisterer for, hvor brændende intenst man kan identificere sig med et æterisk nationalgespenst i stedet for sig selv som menneske i verden, for nu handler det sgu om vores drenge.

Det er dog ikke kun til EM, man skal møde den dagligdags, banale nationalisme. I Danmark er vi glade for vores magiske stykke farvet sejldug i en sådan grad, at end ikke hyperpatriotiske forbilleder som USA kan følge med. Vi plastrer det på fødselsdagskager, studenterfester, nytårsfejringer og juletræer. Det rød-hvide korsmotiv er ætset ind i vores kranier fra den dag, vi lærer at kende ét billede fra et andet.

Det er definitionen på Noam Chomskys konstruerede samtykke – ingen fejring, ingen mærkedag kan slippe fra at skulle legitimere nationalstaten med al den bagage, der dertil hører. Fra fødslen indskrives man ufrivilligt i det kunstige, reaktionære fællesskab, man så kan bruge resten af livet på at kæmpe sig fri af.

Og nu går diskussionen så igen på, om ikke danerfanen kan vristes ud af den spirende etnonationalismes (læs: nyfascismes) slimede kløer. Om ikke det kan blive et fælles pejlemærke i stedet for endnu en splittende faktor i vort håbløst polariserede samfund. Er der dog intet, vi kan være sammen om længere? Svaret er jo, måske. Det bliver bare aldrig Dannebrog.

et symbol kan aldrig endegyldigt renses, hverken fra dets kontekst eller historie. … Det repræsenterer stagnering og entropi, og for stadig flere den afsky og umenneskelighed, der altid vil være indlejret i nationalismens dna. Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed.

(Danmark-Tjekkiet på storskærm, Middelfart, 2. juli 2021)

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


17. maj 2021

Århus: Politiet om palæstinensisk demo: ‘Bevidst valg ikke at skride ind’ – ‘Man skal vælge sine kampe’

Det tager Hamas nogle år at mobilisere efter israelske angreb, og nu er vi ved den tid igen. Herboende arabere demonstrerer rundt omkring i landet, med alt hvad følger af uønskede problemer for den helt almindelige danske skatteyder. Uvist af hvilken årsag sympatiserer den yderste venstrefløj med palæstinensiske nationalister, og de har lagt en masse på Youtube om fredagens demonstration i København. Se evt. KP-net og Kaostvdk. Presse-fotos har gode billeder af flere demonstrationer, blandt andet af optøjer søndag i Gellerup. Venstrefløjen klynker rutinemæssigt om politibrutalitet, men set ovenfra er virkeligheden noget anderledes.

Fra Lokalavisen, der har talt med vagtchef Rene Ludvig ved Østjyllands Politi – Politiet lod ulovlig Gellerup-demonstration være: ‘Man skal vælge sine kampe’.

“Ifølge Østjyllands Politi deltog over 100 gående personer og omtrent 40 biler, som dyttede, flagede med palæstinensiske flag og ikke overholdt færdselsloven. Bilerne kørte rundt i det vestlige Aarhus og Brabrand, men forsamlingen blev på et tidspunkt centreret i Gellerupparken. …

‘Der var ingen sigtelser i forbindelse med de to demonstrationer, og det var et bevidst valg ikke at skride ind, selvom demonstrationen var ulovlig. Man skal vælge sine kampe. Vi vurderede, at det ikke ville være formålstjenstligt, og der var ingen fare på færde. Det havde været konfliktoptrappende,’ forklarer vagtchefen.”

(Billede lagt online af ‘Demo Aarhus Palæstina’/’Ali Demo Aarhus Falastin’, 14. maj 2021)

“Jeg havde ikke regnet med, at der ville komme så mange. Alt skal stoppe. Vi gider ikke at se flere døde. Hvert land har deres land. (Ali Kayed cit. på Stiften.dk, 14. maj 2021)



6. april 2021

Historiker om NSDAP-partiprogram: Har ‘et socialistisk element’, “… brugte anti-kapitalistiske slagord”

Det er sjældent den historiske nationalesocialisme udsættes for helt almindelig historisk metode, men når det en sjælden gang sker, så bliver det nemmere for alle at samle det store puslespil. Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterparteis første program fra grundlæggelsen i 1920 vidner om, at partiet i sit udgangspunkt er både nationalistisk og socialistisk. Adskillige punkter i 25 punksprogrammet er anti-kapitalistiske, og individet skal helt underordnes den stærke stat. Et nationalt alternativ til datidens truende kommunisme.

Her lidt fra en samtale med historiker Michael Klos, der tidigere på året medvirkede i en Genau-udsendelse om mellemkrigstidens Tyskland. Indslaget kan høres her (43 min.-).

Thomas Schumann, vært: Hvem er det der stemmer på nazistpartiet efter børskrakket, og hvad er det i den nazistiske retorik, hvad er det de slår på, som gør at de får så stor tilslutning?

Michael Klos, historiker: Jeg vil sige, at der er to ting der gør sig gældende. Det ene det er, at man i kølvandet på den økonomiske krise ser en radikalisering. Kommunisterne går frem, og nazisterne går frem, og det de har til fælles det er at de er anti-demokratiske, og de vil en samfundsorden der er væsensforskellig fra det eksisterende.

Hvem er så vælgergruppen? Vi kan se, at nazisterne henvender sig bredt. Det hedder ikke uden grund det nationalsocialistiske tyske arbejderparti. Vi har et klart nationalistisk element, men vi har også et socialistisk element. Og det socialistiske kommer typisk til udtryk, hvis man ser tilbage på det 25 punktsprogram, fra dengang de etablerede partiet, at de faktisk brugte anti-kapitalistiske slagord. Kapitalens magt skal brydes, dem der har tjent mange penge på 1. Verdenskrig, de skal straffes, at udnytte samfundet til personlig fordel, det skal retsforfølges, og staten skal overtage langt flere produktionsmidler. Og på den anden har vi den der stærke nationalistiske, og også anti-semitiske retorik. Så de har en dobbelt strategi. Du kan også se det på flaget. Det er både rødt, som jo appellerer til de mere socialistiske, og så har vi hagekorset, solkorset, der har historiske rødder. Så det er et parti der prøver at henvende sig til arbejderklassen, og til middelklassen. Fordi arbejderklassen er den største vælgergruppe. Og Hitler er ikke bange for at kalde, i hvert fald i nogle af de taler jeg har hørt, at kalde tilhørende for ‘kammerater’.

Socialisterne på den anden side. De har haft et problem med at de i forbindelse med 1. Verdenskrig blev kaldt ‘fædrelandsløse karle’, altså, de var internationalt orienterede. Så får de godt nok etableret et fællesskab med de andre kræfter efter 1. Verdenskrig, det der hedder Borgfreden. Men når vi så går tilbage til mellemkrigstiden, så var de stadig internationalt orienteret. Og nu tilbyder han et nationalt ståsted for dem. Så han siger til arbejderne – kom til mig. Jeg skal sørge for at vi faktisk får gennemført noget af den her drøm om at skabe en revolution, og så er vi tilbage til det vi talte om lidt tidligere. Panik for hyperinflationen…

(Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, 25-punkts program, 24. februar 1920)

Oploadet Kl. 23:53 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


1. april 2021

Merle Haggard (1970): “They love our milk and honey. But they preach about some other way of livin'”

I min vandring gennem country-genren hører jeg for tiden Merle Haggard. Han sad fængslet i San Quentin, da Johnny Cash gæstede Folson State Prison i 1958, og hans historie er helt fantastisk. Hans far døde da han var ni, og den unge Merle tog det ikke pænt. “She tried to raise me right, but I refused”, synger han i Mama tried (1968), men da han strammede op blev han hurtigt en af de helt store. ‘Okie from Muskogee’ (1969) er måske det største hit, men personligt foretrækker jeg ‘Fighten Side of Me’ (1970). Senere i karrieren undsagde han de kompromisløse tekster, men bordet fanger. Han døde i 2016, for snart fem år siden.

“I hear people talkin’ bad about the way
We have to live here in this country
Harpin’ on the wars we fight
And gripin’ ‘bout the way things oughta be

And I don’t mind ‘em switchin’ sides
And standin’ up for things they believe in
When they’re runnin’ down my country, man
They’re walkin’ on the fightin’ side of me

Yeah, walkin’ on the fightin’ side of me
Runnin’ down the way of life
Our fightin’ men have fought and died to keep
If you don’t love it, leave it
Let this song I’m singin’ be a warnin’

When you’re runnin’ down my country, man
You’re walkin’ on the fightin’ side of me

I read about some squirrely guy
Who claims, he just don’t believe in fightin’
And I wonder just how long
The rest of us can count on bein’ free

They love our milk and honey
But they preach about some other way of livin’

When they’re runnin’ down my country, hoss
They’re walkin’ on the fightin’ side of me”

(Merle Haggard, Fighten Side of Me, 1970)

Oploadet Kl. 21:16 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


12. marts 2021

Professor: Statsministeren ‘insisterende påpegning af danskhed’ er udtryk for ‘hverdagsnationalisme’

For visse universitære faggrupper tilhører socialdemokraterne det yderste højre. Retorikprofessor Lisa Storm Villadsen er ikke vild med ordet ’samfundssind’, og mener statsminister Mette Frederiksen taler for meget om danskere og for lidt om ‘mennesker’ og ‘borgere’. Hendes ‘insisterende påpegning af danskhed’ er udtryk for ‘hverdagsnationalisme’, der efterlader ‘non-native inhabitants of the country ignored’.

En meget typisk Videnskab.dk-artikel – Forsker: Mette Frederiksens hverdagsnationalisme svækkede debatten om COVID-19.

“… hvad er det så for en ideologi, der smugles med, når Mette Frederiksen appellerer til vores samfundssind? …

Læg mærke til, hvordan ordet ‘Danmark’ bruges, ikke mindre end tre gange, og ikke bare som fællesbetegnelse for regeringen og borgerne, men også for en særlig indstilling til problemløsning: at stå sammen for at beskytte samfundsmodellen, for ‘i Danmark skal en virus ikke bestemme’. …

Den engelske samfundsforsker Michael Billig lancerede i 1995 begrebet ‘banal nationalisme’ til at beskrive praksisser, som understøtter og markerer et nationalt tilhørsforhold, men som er ubevidste og så indgroede, at man ikke lægger mærke til dem. … Når Billig kalder fænomenet ‘banalt’, er det ikke, fordi det er betydningsløst, men fordi det indgår så umærkeligt i samfundslivet, at det går upåagtet hen og dermed heller ikke bliver genstand for refleksion – eller kritik. ….

I Mette Frederiksens tidlige coronataler går ordene ‘Danmark’, ‘dansk’ og ‘danskere’ igen. Og igen. Flere end 60 gange i de 8 taler, hun holdt i den første coronatid.

ofte kunne ord som ‘mennesker’, ‘borgere’ eller ‘hinanden’ lige så godt være blevet brugt, som eksempelvis når hun siger, at ‘rigtig mange danskere tager hver dag offentlig transport’ eller: ‘vi må hjælpe hinanden. Og det er, hvad danskerne gør.’

I endnu andre sammenhænge er påpegningen af det danske decideret overflødigt – som i omtalen af ‘danske virksomheder’, ‘danske lønmodtagere’ og at ‘danskere kan gå på indkøb’, og hvor stolt hun er over ‘danske børn og unge’.

Specielt eksempler som de sidste er udtryk for en insisterende påpegning af danskhed, som ikke har nogen indholdsmæssig funktion, men som passerer, uden at man opdager, at appellerne til ’samfundssind’ rækker videre end til hjælpsomhed og sammenhold i en svær tid.

De knytter sig til en hverdagsnationalisme, som får det til at lyde, som om der er en særlig dansk folkekarakter, som gør den danske coronastrategi til noget enestående og befolkningens efterlevelse af regeringens anvisninger til bevis for deres sande danske sindelag.”

(Københavns Universitet, Lisa Villadsen, 2020)

“With proper corona safe behavior presented as an instantiation of a truly Danish ethos, this left non-native inhabitants of the country ignored and conceptualized the national reaction to the pandemic as that, a national, issue with a nationalist solution, rather than a local, political instantiation of international medical expertise of epidemiology. framing the crisis in nationalist terms risked de-incentivizing a more collective, international effort and left the difficulties of affected countries less materially and organizationally privileged than Denmark out of sight.” (Lisa Villadsen)



22. december 2020

Sverige: Nationale socialister dyrker venstreradikal tænker: ‘högerextrem ekofascism i digitala miljöer’

For snart ti år siden nævnte jeg henkastet den finske Pentti Linkola. En radikal teoretiker, der ville løse problemet med overbefolkning ved massemord. I en bog fra 1979 betegnede han Rote Armé Fraktions Andreas Baader og Ulrike Meinhof, som værende vejvisere, ‘not Jesus of Nazareth or Albert Schweitzer’. I 2004 støttede han islamiske terrorister mord på 193 tilfældige i Madrid, da han så det som en nødvendig ‘disruption’. Efter Linkolas død tidligere på året, blev han hyldet af to politikere for sin tænkning, begge fra den finske miljøparti.

En ny svensk rapport udgivet af ‘Totalförsvarets forskningsinstitut’ beskriver ‘högerextrem ekofascism i digitala miljöer’, og her kan man læse at de her moderne højreekstremister har tre helte. Foruden omtalte Pentti Linkola (6 hits), er det Una-bomberen Ted Kaczynski (5 hits), samt den erklærede nationalsocialist Savitri Devi (3 hits). Øko-fascister er sjovt nok ikke fascistoide miljøaktivister, men højreradikale og nazister der bruger miljøet i deres propaganda. Der findes selvfølgelig konservative tradionalister i og omkring prepperne, men det er nu alligevel bizart, at nationale socialister der dyrker højrefløjens modsætning ender med at blive en historie om højreekstremisme på nettet. Forskere kan virkelig definere sig ud af alt. Fra rapportens indledning.

“Begreppet ekofascism har cirkulerat i internationell media de senaste åren… Vad som menas med begreppet är ofta oklart. Dels framgår det inte ur begreppet om det syftar på miljöaktivister som vill använda totalitära metoder för att rädda miljön eller om det syftar på fascister som även värnar om miljön. Oftast syftar dock begreppet på det sistnämnda, det vill säga att fascismen är den primära ideologin och milj öengagemanget vävs in i en fascistisk ideologi. Det finns det ingen sammanhållen ekofascistisk rörelse eller ideologi utan snarare spridda individer och grupper som kombinerar mer eller mindre våldsbejakande radikalnationalism med en miljöpolitisk retorik utan att nödvändigtvis beteckna sig själva som ekofascister.

Traditionellt har miljöfrågor i första hand kopplats till grupperingar och personer som uppfattas som politisk vänster.‘ Politiker och grupperingar som uppfattats som högerkonservativa eller reaktionära har snarare associerats med klimatförnekelse och ointresse för miljöfrågor. Under senare tid har dock grön retorik, till exempel inom delar av den så kallade alternativhögern, sammanvävts med kulturkonservativa och etnonationalistiska tankegångar. Alternativhögern har tidigare gjort sig känd för att vinna anhängare genom ett populariserat och samtidsanpassat uttryckssätt, samtidigt som de ohämmat hämtat inspiration från 1900-talets fascism och nationalsocialism.

Historiskt har extrema grupper ofta inkorporerat aktuella teman i sina ideologier för att vinna fler anhängare och sympatier, så i en tid av ökande klimatoro kan det vara ett opportunistiskt drag att inkorporera miljöengagemang i en radikalnationalistisk ideologi. Ett drag som ekofascimen delar med många av de nyare radikalnationalistiska rörelserna…” (s. 3)

(Pentti Linkola, finsk øko-fascist, ornitolog…)



18. november 2020

Højreorienterede har ikke tiltro til mainstream-medier, men der er alternativer: Atterdag, Kontrast…

‘De meget højreorienterede stoler mindst på nyhedsmedierne’, skriver Journalisten.dk. RUC-professor Kim Schrøder, der har udarbejdet en ny rapport, forklarer at grunden til at meget højreorienterede såsom folk der stemmer ‘Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke stoler på medierne, skyldes at de ‘føler sig marginaliseret i samfundet’. Meget højreorienterede giver lave karakterer i målingen ‘uanset om der er tale om traditionelt mere venstreorienterede eller højreorienterede medier’. Folk der betragter sig selv som ‘meget venstreorienterede’ føler sig omvendt fornuftigt dækket ‘især hos DR, Politiken og Information’.

Højrefløjen er mediemæssig hjemløs, men der er håb igen. Eksempel har fire nationalkonservative med Morten Uhrskov i front, netop lanceret Atterdag (Folk Tradition Pligt). Min første Kontrast-kommentar, der tager udgangspunktSaul D. Alinskys Rules for Radicals kom online tidligere i dag – Usynlige strukturer’ og ‘antiracisme’ skal mødes med en mur af uforsonlighed.

Det er nødvendigt at forstå den yderste venstrefløjs raison d’être, så borgerligheden ikke blot bliver en fartdæmpende foranstaltning. De løbende kampagner, der skubber den politiske midte i retning af den yderste venstrefløj, bør derfor mødes med en mur af uforsonlighed. Man kan ikke diskutere racisme med folk, der taler om ‘hvide privilegier’, eller diskutere den rette udlændingepolitik med folk, der ikke anerkender nationalstatens legitimitet. Der findes ikke altid et spiseligt kompromis. Vinder de, så taber vi.”

(Saul D. Alinsky, forfatter til Rules for Radicals, 1971)

Oploadet Kl. 01:15 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


17. november 2020

Dannebrog provokerer: “Vi er mange, der er danske uden at skilte med det. Det er da en provokation.”

Globalisterne taler ofte om bedre integration, men som eksemplet herunder viser, så vil de ikke udvikle, men afvikle nationalstaten. Hvis integrationsminister Tesfaye var lidt ringere klædt, og talte flydende arabisk, så ville samme segment knuselske ham. Man kan ikke sætte alt på formel, men mener man det modsatte af Stine Bosse, så er man sjældent galt på den. En historie fra BT – Minister undrer sig: Lille detalje på billede vækker stor opsigt.

‘En socialist med et nationalt flag. Det har en uhyggelig klang.’

Sådan lyder en af mange kommentarer, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fik, efter han søndag aften havde et lille dannebrogsflag på en såkaldt reversnål på jakken. …

‘Jeg tog det lille flag på, fordi dannebrog ikke må blive et kontroversielt symbol i Danmark. Det er det desværre blevet i nogle kredse,’ sagde Mattias Tesfaye, da han onsdag gæstede B.T. Live. …

‘Det tilhører slet ikke nogen politiske partier eller nogle bestemte landsdele. Derfor tænkte jeg som minister, selv om det ikke er noget, man ser hver dag, at det ville være et skridt i den rigtige retning at have det på i fjerneren.’

Efter tv-programmet kom der et par spydige kommentarer på hans Facebook-side.

Vi er mange, der er danske uden at skilte med det. Det er da en provokation,’ skrev en bruger, mens en anden kun mente, at det var folk fra Dansk Folkeparti, der kunne bære nationalflaget.”

(Stine Bosse på Twitter, 8. november 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper