10. maj 2022

Mikael Jalving om befrielsesdagsarrangement med Zelenskyj: “… rendyrket journalistisk aktivisme”

Mediebranchen løber alle i samme retning, og enhver nuance udslettedes med de skiftende kampagner. Der er efterhånden ikke noget der hedder begavet uenighed mere, det er sandt eller falsk, godt eller ondt. Mikael Jalving kommenterer på JP.dk – Nej tak til JP’s journalistiske aktivisme.

“Hvad sker der, når landets største mediehus, JP/Politikens Hus, med hjælp fra TV 2 News bruger befrielsesdagen den 4. maj til at fejre en ukrainsk præsident via storskærme på Rådhuspladsen og Bispetorv i Aarhus? Ja, der sker flere ting.

For det første er det tyveri af befrielsesdagen.

Det kan man måske leve med – med tanke på det ukrainske folks lidelser under den forsvarskrig, de heroisk fører, og som jeg håber, de vinder på en eller anden måde, men det er stadig tyveri.

For det andet gør de tre erklæret uafhængige medier – Jyllands-Posten, Politiken og TV 2 News – sig med deres Zelenskyj-stunt til aktører for et andet lands præsident. Mediehuset havde angiveligt selv kontaktet den ukrainske ambassade og foreslået, at Volodymyr Zelenskyj talte netop den 4. maj, hvor danskerne markerer befrielsen i 1945.

Det er rendyrket journalistisk aktivisme, uanset om de ansvarlige vil stå ved det eller ej. Nyheder? Det er da noget, vi selv laver!

… det er ikke noget med, at jeg holder med russerne eller Putin og Kreml. Jeg stoler bare ikke på medier, der hepper på den ene part i en konflikt eller krig, og det bliver ikke bedre af, at man dækker sig ind under, at man skam kæmper for det gode, for demokrati eller FN’s 917 verdensmål.

(Rådhuspladsen, København, 4. maj 2022; Foto: Twitter)

“I år har et mediehus – Politikens Hus med hjælp fra TV 2 News, der transmitterede fra begivenheden – gjort den danske 4. maj til et andet lands forlængede arm, og Zelenskyj har siden den russiske invasion den 24. februar sat en ny standard for global krigskommunikation. Dette har altså nu ført til, at to danske aviser har ryddet forsiden samt både Rådhuspladsen i København og Bispetorv i Aarhus, og det er journalistisk aktivisme i reneste form. Kan vi leve med det? Stoler vi stadig på journalisters evne til at dække virkeligheden nogenlunde objektivt? (Sørine Gotfredsen, Kristeligt Dagblad, 6. maj 2022)



24. september 2020

Tidligere nyhedsvært til Gotfredsen: ‘Håbløst umoderne’ at kræve balance, modige Linde baner vejen…

Sexisme-debatten raser, og som en debattør pointerede på Radio4 i går, så er ‘alle’ kvinder udsat for sexisme i ‘en eller anden grad’. Patriarkatet undertrykte kvinder, og alle mænd er klamme svin… i en eller anden grad. Samme pointe har journalist Lotte Thor Høgsberg (tidligere Thor-Jensen) i en kommentar, hvor hun går i rette med Sørine Gotfredsens afbalancerede indlæg.

Lotte Thor et bedst kendt som tv-journalist, men er også ‘kandidat i minoritetsstudier & diskursanalyse’. Som tidligere forside-model for diverse mandeblade har hun tiltrukket sig en del opmærksomhed, men jeg husker nu bedst hendes 2006-interview om de ’10-12 gange’ hun er stødt på fartbøller i trafikken, der tilfældigvis havde ‘anden etnisk baggrund end dansk’. Herunder BMW-ejeren, der truede hende med tæsk og tilføjede: “Prøv lige at hør her, din luder.” Kommentar fra Berlingske.dk – Sørine Gotfredsen, du er håbløst umoderne (kræver login).

Sørine Gotfredsen, hvad vil du dog med din kommentar i søndags i Berlingske? Illustrere at du er håbløst umoderne? Beklager, men at hævde, som du gør, og jeg citerer dig, at ‘diskussionen er også kendetegnet ved, at de fleste reelt ikke ved, hvad den egentlig rummer, da den i høj grad næres af medvind og ren stemning,’ er forkert og umoderne. Diskussionen rummer alt det, vi godt ved, desværre er ægte. Tiden er til modige kvinder, og det kræver mod at sige fra over for underlødige bemærkninger og skadende handlinger.

Mod til at ændre adfærd! Du forsøger at skabe en diskussion om mod, men det lykkes ikke. For mod er det, Sofie Linde viste. Hun baner vejen for nye, bedre tider…

Handlinger kan få konsekvenser. Det er vores børns fremtid, vi former nu.

(Lotte Thor Høgsberg, tidligere Thor-Jensen, som 21-årig nyhedsvært i 1992; Foto: Youtube)

“Den proportionsforvrængede debat har ikke blot på malplaceret vis genoplivet udenrigsminister Jeppe Kofods 12 år gamle sag om seksuelt samvær med en 15-årig pige. Diskussionen er også kendetegnet ved, at de fleste reelt ikke ved, hvad den egentlig rummer, da den i høj grad næres af medvind og ren stemning. Derfor er det en misforståelse at opfatte Sofie Lindes opførsel som udtryk for mod. Snarere illustrerer den vor tids magtfulde medløberi. En ting er nemlig, at Sofie Lindes ord faldt i et selskab af komikere, skuespillere og mediefolk, der på rygraden ved, hvordan man bliver på den progressive banehalvdel, hvor krænkede kvinder for tiden står højt i hierarkiet. Noget andet er, at Linde stort set ingenting sagde. Vi fik en anekdote fra en julefrokost, som ingen kan kontrollere, og da hun ikke vil sætte navn på den, hun anklager, har Linde primært lært os, hvordan det medieeksponerede individ uden at tage et reelt ansvar for egne ord med stor effekt kan koble sig på dyrkelsen af det såkaldt ’strukturelle problem’. Tanken om dette – altså, at visse magtforhold eksisterer, uden at vi nødvendigvis tænker over det – præger tidens diskussioner om racisme, kønsdiskriminering og minoriteter og giver den enkelte mulighed for omkostningsfrit at skyde efter en slags usynlig fjende. … De gør sig selv til en front af upersonlig bitterhed, der lægger en dyne af splid og offermentalitet hen over landet her, og som naturligvis i urimelig grad mistænkeliggør mandekønnet som sådan.” (Sørine Gotfredsen, Berlingske, 20. september)



23. marts 2018

Sørine Gotfredsen: Landegrænsen repræsenterer ‘kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme’

“Det at være dansker er nu en sand landeplage”, sang CV Jørgensen i 1980, men der er intet forkert i at være nationalsindet, blot fordi tidsånden idealiserer grænseløshed. Gode nationalborgerlige ord om grænsekontrol af Sørine Gotfredsen sakset fra B.dk – Landegrænsens renæssance.

“Politikens Peter Wivel berørte forleden dette. Med henvisning til to udenlandske forfatteres analyse af tidens identitetsdebat skrev han, at nationen er et ‘kunstprodukt’. … Wivel skriver om den flydende identitet, hvor intet længere er selvfølgeligt, og hævder, at ‘de fleste vil meget have sig frabedt at få deres identitet dikteret.’ Her dyrkes en klassisk moderne forestilling om det autonome individ, der tilbagelægger tidligere idéer om menneskenaturen og blot nyder at definere sig selv. Men møder denne tanke ikke en del modsigelse? Er den nationale besindelse i Vesten ikke netop tegn på, at mange faktisk ønsker at være defineret af noget mere end blot sig selv? Når Wivel frembærer det synspunkt, at ‘den aggressive identitet finder udtryk i symbolpolitik på laveste plan,’ må man spørge, om ikke en del af det, han ser som aggressivitet, også kan forstås som en længsel efter en dybere fælles identitet, hvor man ikke nærer trang til at bekæmpe nogen. Men først og fremmest vil leve i fred og orden.

Drømmen om den flydende identitet lægger ikke blot et stort pres på hver enkelt, der forventes at kunne sætte alle de afgørende ord på sig selv. Den forsømmer også at anerkende menneskets basale frygt for simpelthen at gå til i grænseløst kaos, og hvis man ikke selv mærker denne frygt, bør man stadig have øje for, at den eksisterer. Når landegrænsen for tiden oplever en renæssance, må det ses som billedet på noget større. For mens det for nogen er udtryk for aggressiv hævdelse af identitet, repræsenterer det for andre kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme til sikring af mest mulig tryghed på jorden. Og inde i én selv.”



13. juni 2016

Sørine Gotfredsen blev krænket af imam, men ingen beder imamer opføre sig ordentligt

Glimrende iagttagelse af Sørine Gotfredsen. Hvis danskere skal lade være med at bruge ordet
‘neger’, fordi negere føler sig krænket, hvorfor skal muslimske mænd så ikke give kvinder hånden, hvis kvinder føler sig krænket. Kommentar i Berlingske – Mødet med imam-tricket

“Jeg skulle deltage i et debatprogram sammen med en af landets imamer, og da vi stod over for hinanden, og jeg lagde an til at række hånden frem, undslog han sig og sagde fiffigt: ‘Jeg laver lige imam-tricket’.

Dette viste sig at være kodeord for ikke at give kvinder hånden, og da en mand straks efter ankom, hvorpå imamen gav ham hånden, stod jeg lidt paf tilbage. Ikke fordi fænomenet var mig ukendt, men fordi det er besynderligt selv at udsættes for det. Pludselig står man i et rum, hvor kvinder er åbenlyst mindreværdige, og mens imamen sikkert vil hævde, at det ikke skal opfattes på den måde, er det præcis sådan, det føles.

… Idet imamen afviser en kvindes hånd, presser han et muslimsk normsæt ned over alle i lokalet, der rykkes ud af en fælles grundfæstet tradition og tvinges ind i en anden. Og alle finder sig i det. Alle vi, der ellers er opdraget til at identificere selv mikroskopiske tegn på forskelsbehandling, står bare der og ser til, mens en mand kontant rangordner kønnene for øjnene af os. Vi er nemlig formet af en moderne rummelig og også temmelig passiv mentalitet, hvor man accepterer andres normer, nærmest uanset hvor malplacerede de er. … I den efterfølgende debat beklagede imamen sig over altid at blive forbundet med en religiøs minoritet fremfor at blive opfattet som fuldgyldigt dansk. Først hæver han sig op over en forankret dansk norm ved ikke at give kvinder hånden, og øjeblikket efter beder han om selv at blive favnet ubetinget. Han fører et kulturelt dobbelt bogholderi og synes ikke selv at kunne se det problematiske ved det.

Oploadet Kl. 18:28 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


6. februar 2015

Mette Bock, Liberal Alliance: “Jeg er ikke bekymret for islam. Men jeg er rædselsslagen for terror…”

Islam som kultur og religion er et langt større problem end enkeltstående terroraktioner, og den evige relativeren man hører fra naivisterne bider sig selv i halen. Nationalsocialisme uden Holocaust vil stadig være totalitær, på samme måde som Islam selv i den mest moderate udgave udgør et frontalangreb på liberale værdier. Fra torsdagens udgave af Kristeligt Dagblad. Liberal Alliances Mette Bock for fuld idioti – Islamofobi og naivisme. Vigtige strejf af nuancer (ikke online).

“Sørine Godtfredsen har ved flere lejligheder påpeget, at man i dag gør sig sårbar ved at udtrykke bekymring for islam og let risikerer at få udtrykket ‘islamofob’ klistret i panden. Derfor skjules bekymringen.

Tværtimod mærker vi i hele Europa en øget polarisering, en hastigt voksende nationalkonservatisme og unuanceret islamfordømmelse, der gør den liberale sårbar. Udtrykker man ikke bekymring for islam, får man mærkatet ‘naivist’ klistret i panden. Jeg vover det alligevel: Jeg er ikke bekymret for islam. Men jeg er rædselsslagen for terror. Uanset om terroristerne anvender islamisme, socialisme, fascisme eller nazisme som skjold.

Jeg er også tiltagende bekymret for de tiltagende unuancerede og forenklede modsætninger…”

(Mette Bock i Kristeligt Dagblad, 5. februar 2015; Via Kulturradikalismen smadrer Danmark)

Oploadet Kl. 20:15 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


2. november 2014

Sørine Godtfredsen: Vi er stadig styret af nazismen, antiracismen er blevet til en ny hadefuld ideologi

“Det er jo det rene apartheid”, kommenterede en Henriette K. i går, om den manglende særbehandling af Özlem Cekic i Bella Centret, og sådan udvandes sproget stille og roligt. Glimrende kommentar af Sørine Godtfredsen i Berlingske – I skyggen af rendyrket racisme.

“Filosoffen Peter Tudvad har netop udgivet en ny bog. Den handler om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der i nazitidens Tyskland kæmpede mod den tyske kirke, der i samklang med Hitlers magtovertagelse mere og mere dyrkede tanken om blod og race. Bonhoeffer blev henrettet i 1945, og han står i dag som en slags moderne kristen martyr. … med Peter Tudvads bog understreges det klart, at racetænkningen ikke er langt væk. Hverken i tid eller bevidsthed.

Og sagen er da også, at den konstant lurer under overfladen, og muligvis er vi mere styret af nazismens rædsler, end vi er klar over. For når det antiracistiske i så høj grad gennemsyrer tiden, kan det jo tolkes som en slags omvendt underlæggen sig en grusom ideologi.

Vi kender det fra Sverige, hvor samfundsforskere er begyndt at påpege, hvordan politikerne i deres stædige dyrkelse af antiracisme har svigtet indsatsen for integration. Men også her i landet kender vi til den følsomhed, der er forbundet med at diskutere kultur, folk og nationalitet. En del bemærkede nok, hvordan filminstruktør Ole Bornedal onsdag aften hos Clement Kjersgaard udfoldede netop den vrede, der ikke blot kommer af almindelig politisk uenighed. Den kommer af den dybtfølte foragt for modparten, der kan opstå, når man anser denne for at have et racistisk og beskidt menneskesyn. Bornedal afslørede ikke blot her for åbent tæppe, at hadet til Dansk Folkeparti kan gennemsyre et kunstnerisk virke ikke så lidt. Men også at man kan komme til at se sig selv som den, der bekæmper selve ondskaben.

… jo mere man ser dén overalt, desto hurtigere når man hen til punktet, hvor et andet menneske kan dømmes som beskidt. Det ligger som en skygge over mange af tidens temaer, og jeg forstår bedre og bedre, hvorfor folk så ofte siger til mig, at de slet ikke orker at tage diskussionen om kultur og nationalitet. Man kan alt for nemt blive ramt af den perfide form for vrede, der forleden karakteriserede Ole Bornedals optræden. Og som fremstår så dum og malplaceret.

Særligt når man lige med Dietrich Bonhoeffer har genopfrisket det nazistiske racevanvid, der får én til at bøje sig i støvet for den, der dengang risikerede alt for at bekæmpe det onde. Vi lever i dag i en underlig forkrampet afglans af den kamp, hvor antiracismen næsten er blevet til en ny hadefuld ideologi. Og hvor faren er, at vi kommer til at banalisere racismen som den modbydelighed, den i sandhed er.”

(Dan Park ironiserer over selverklærede antifascister; Galleri Svinestien)

Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


12. maj 2014

Sørine Gotfredsen om minoritetsdyrkelse og mangfoldighedens tyranni under Melodi Grand Prix 2014

Sørine Gotfredsen er lidt for religiøs for undertegnede, men i det her tilfælde har hun helt ret. Melodi Grand Prix er blevet et freakshow for seksuelle minoriteter, og hetzen mod tilfældige russiske aktører viser jo tydeligt, at det handler om alt andet end musik. Fra hendes blog på Berlingske – Mangfoldighedens tyranni.

“Melodi Grand Prix er et fænomen, der har forandret sig voldsomt gennem årene. Både tøjet, musikstilen, støjniveauet og adfærden på scenen har gennemgået en markant udvikling, men ét bestemt træk træder særligt frem. Nemlig den dominans, som det homoseksuelle miljø efterhånden har tilkæmpet sig. Melodi Grand Prix`et fremstår i høj grad i dag som en manifestation af denne minoritets kamp for berettigelse og udfoldelse, hvilket i de forgangne dage er blevet understreget i København. Ikke kun i kraft af de mange homoseksuelle, der strømmede til byen, men også gennem den massive markedsføring af Danmark som et land af mangfoldighed og tolerance, hvor rettighedstænkning og dyrkelse af minoriteter og i dén grad har slået rod.

Tag nu ikke fejl at mit ærinde. Der er stor grund til at glæde sig over muligheden for her til lands at kunne være sig selv i fred, og tolerancen skal naturligvis forsvares. Men vi må ikke blive blinde for, at minoritetsideologien kan udvikle sig til en ny undertrykkende kraft. …

En lignende usympatisk mentalitet afslørede sig på pudsig vis i den første Grand Prix-semifinale, hvor værtinde Lise Rønne udbrød, at her er enhver velkommen, præcis som man er. Hvorpå publikum buhede de russiske sangerinder ned fra scenen, idet nogen åbenbart er mere velkommen end andre. Både LGTB-bevægelsen og Melodi Grand Prix`et repræsenterer i dag tendenser til en nådesløs politisk korrekt tænkning og deraf følgende fordømmelse. Du har nemlig ikke ubetinget lov til at være her, præcis som du er. Du har først og fremmest lov til at være her præcis som den, mangfoldighedens tyranni mener, at du skal være.

Om det var Ruslands rolle i Ukraine eller landets syn på homoseksuelle, der skabte vrede blandt MGP-tilskuerne er uvist. Men sikkert er det til gengæld, at ikke alle russere bryder sig om det Melodi Grand Prix, der nemlig også kan ses som billedet på et vist europæisk forfald. …

Der er noget galt i en kultur, der mere og mere ophøjer den enkeltes ret til at skrige sit følelsesliv og sin seksualitet så højlydt ud i verden, at det fejer alt andet til side. Og der er noget helt galt, når nye fordømmende kræfter fortæller os, at friheden til at være netop den man er, i virkeligheden kun gælder dem, der er det på den rigtige måde.”

(Johnny Logan, Eurovision Song Contest, 1980; Youtube)

Oploadet Kl. 14:15 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


2. august 2011

“Hvor kommer alt det had dog fra?”, spurgte Politiken, uden dog at ville forholde sig til svaret

“Sådan begyndte hans had til muslimer”, skrev BT forrige søndag, men læser man uddragene fra Breiviks manifest, så er sagen mere nuanceret end overskriften umiddelbart antyder. Han havde i sin barndom flere muslimske venner, der i teenageårene blev sendt på opdragelsesrejse til forældrenes hjemlande, og efterfølgende udviklede antipati, ikke bare for Breivik, men det norske samfund og alt vestligt. I manifestet beskriver han otte episoder, der selvfølgelig inkluderer røveri, trusler og vold, men først og fremmest fortæller om intimidering langs etniske linjer.

“Som 17-årig (tidspunkt: 23.30). Overfald og røveriforsøg: Vi var 10, de var 12 marokanere. Sted: Tåsen, Oslo. De røvede og tæskede lokale norske unger ved Tåsen Centret. De havde gjort det mange gange før. De boede der ikke, men rejste til Tåsen fra en muslimsk enklave i Øst-Oslo. Jeg var til en fest på Tåsen, da vi hørte, at de lige havde tævet en af mine venners lillebror. Vi tog derned for at jage dem ud af kvarteret. De havde våben, vi havde våben. Jeg blev ramt med en billard-kø i hovedet.”

“- 20 år (tidspunkt: 22.00) Trusler og forsøg på overgreb. Vi var tre, de var fire. Mig og to venner skulle til at bestille på Burger Kind, da en norsk pige gik igennem køen. Da hun gik forbi mig, sagde hun ‘flyt dig, din lort’. Jeg var selvfølgelig meget overrasket, og jeg formåede at fremstamme ordene ’sut min pik, kælling’, mens jeg var helt perpleks. Hun løb over til sine venner, fire marokkanere, der sad på et hjørne og bare ventede på at komme op af slås. De nærmede sig mig (jeg var alene på det tidspunkt) og fortalte mig, at de ville smadre mig, så snart jeg forlod Burger King. Jeg havde tåregas på mig, som altid når jeg går ud sent. Men jeg besluttede mig for afskrækkelses-strategien, så jeg ringede til mine to venner, Erling, en relativt lille adopteret columbianer, og hans ven, en relativt stor kristen fra Uganda. Da jeg havde etableret mit forsvar og tydeligvis ikke var interesseret i at slås med disse vilde (hvilket altid er min politik med alle muslimske bøller under normale omstændigheder). Jeg begyndte at forhandle…”

“21 år (tidspunkt: 01.30). Forsøg på overfald og røveri. Vi var fire, de var fire. Jeg og mine bedste venner, Peter, Marius og Martin var ude for at gå på klub og drikke. Det var faktisk den første gang, jeg røg (normale cigaretter), og jeg besvimede i nogle sekunder udenfor en butik ikke så langt fra klubben… Tilsyneladende så fire albanere det og tænkte, at jeg ville være et nemt offer. Alle fire kom imod mig og forsøgte at røve mig. På det tidspunkt ankom mine venner, og de begyndte at true dem og trak en kniv. Selvfølgelig havde vi ikke lyst til at slås med disse vilde, så vi lovede dem at hæve nogle kontakter i en hæveautomat i en Burger King tæt derpå.

(Journalisten.dk, 1. august 2011: Berlingske-læsere raser over forståelse for Breiviks had)

Sørine Godtfredsen var nok for tidligt ude med sin kronik i fredagens Berlingske Tidende, men den er intet mindre end fremragende, og det er selvfølgelig også derfor det bedre borgerskab har gang i lugtesaltet. Fra Lad os bruge Anders Breivik rigtigt.

“De multikulturelle tilhængere har… hævdet, at det er de nationalt sindede på den borgerlige fløj, der med deres sprogbrug og kritik af islam er med til at skabe en mand som Breivik. Og samtidig afsløres fra samme side en forbløffende mangel på indsigt, når man i en leder i Politiken kan læse følgende: »I fortvivlelse og afmagt må vi stille spørgsmålet: Hvor kommer alt det had dog fra?« Et meget afslørende spørgsmål, der med få ord udstiller et af de helt store problemer i tilgangen til den muslimske indvandring. Nemlig at visse toneangivende stemmer aldrig for alvor har erkendt, hvor vanskeligt det er at blande kulturer, hvorpå de efter et angreb som forleden ser forbløffede op og spørger: Hvorfor gør mennesker sådan noget? Sagen er, at vi udmærket godt ved hvorfor, og vi har vidst det længe. Så når hele den pæne fløj, der drømmer om en multikulturel fremtid, hævder, at hadet fremprovokeres af retorikken og de grove generaliseringer, understreger det blot, hvilken enorm uvilje de stadig nærer imod at forstå det sande omfang af problematikken. …

Sammenstødet skaber spændinger og åben kamp, og når pæne mennesker fra Politiken og omegn nu forvirret efterspørger en forklaring på hadet, må man blot minde dem om, at de har fået den for længst. Men de har ikke villet lytte. Hadet stammer fra de samfund, vi selv i disse år skaber. Ekstremismen skabes gennem følelsen af på grund af indvandring at være truet på eksistensen, og det kan man godt affeje som primitivt og hysterisk, men det er virkeligheden, og den skal tages alvorligt. Da Anders Breivik havde opgivet det politiske system, besluttede han at gribe til mere kontante midler, og han vil sandsynligvis blive efterfulgt af andre med samme følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed. I lejren, hvor man hylder det multikulturelle, har man uendeligt svært ved i alvor at overveje, om udviklingen i dag mon er den rigtige, og i stedet griber man til de velkendte midler. Fordømmelse af tonen samt efterlysning af mere tolerance.

Naturligvis skal man formulere sig med omtanke, men et had som det, der har udfoldet sig i Norge, skabes næppe gennem sprogbrug. Det næres af en langt dybere følelsesmæssig kilde, der driver et individ til at ville udrydde ideologien om mennesket som et abstrakt væsen, der ikke er afgørende forbundet med kulturelle og religiøse rødder. Det er en teori, der står i klar kontrast til selve menneskenaturen… Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden. Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af, fordi han afskyr tanken om det kulturløse menneske og i ren trods selv bliver helt overordentlig konkret. Både i tanke og handling. Han bliver til det menneske, der vil bremse den evige relativering af det, vi selv kommer af, og som derfor begynder at slås. Dermed illustrerer han, at det for det første er livsfarligt at manipulere med menneskenes kulturelle identitet, og for det andet at visse mønstre i verdenshistorien gentager sig.

[…]

Det er den åndelige, kulturelle, folkelige og dannende oprustning, der skal udgøre den grundvold, som kan holde de mest voldsomme kræfter i skak, og politikerne skal i meget højere grad tage menneskers bekymring alvorligt. Et flertal i Norge vil have begrænset indvandringen, dansk politik har i ti år været bygget på et folkeligt ønske om samme opbremsning, og i både England, Frankrig og Tyskland vakler man i troen på det multikulturelle samfund. Utopien er under pres.

Derfor er det ret beset chokerende, at vi med vores mange erfaringer med det multikulturelle stadig skal høre det hjertegribende naive spørgsmål: Hvor stammer hadet fra? Vi ved godt, hvorfor Breivik hader, hvilket jo i øvrigt er blevet udførligt forklaret af manden selv. Han hader i protest mod forvandlingen af det norske og vesteuropæiske samfund, han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage. Og vi er i årtier blevet advaret om det af dem, der i respekt for historiens tidløse tale har mindet os om, at volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen. Opfindelsen af det gode multikulturelle menneske er som formel for en hel nation en farlig fantasi, der kan fremprovokere frygtelige kræfter, fordi den negligerer den enkeltes behov for at føle sig tryg i sin egen kultur. Anders Breivik har understreget alt det, vi vidste i forvejen…

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper