Søndag den 7. juni 2009 var der valg til Europaparlamentet, og valgets topscorer blev socialdemokraternes spidskandidat, Auken-protegen Dan Jørgensen. Han markerede sig kraftigt i debatten om grænseoverskridende kriminalitet, og ni dage før valget lancerede han et forslag der umiddelbart fik opbakning fra flere partier i folketinget – Venstre og Konservative undtaget. Ritzaus Bureau opsummerede…

“- Mange mennesker er bekymrede over, at kriminelle tilsyneladende uden problemer kan komme ind i Danmark. Det er ikke EU’s fejl, men skyldes, at regeringen har udsultet Skat og forsømt politiet, siger Dan Jørgensen.

Socialdemokraterne foreslår, at grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse bliver genindført i en periode. Imens skal politiet og Skat udarbejde en plan for, hvordan en permanent øget kontrol kan foregå inden for Schengen-samarbejdet.“ (BT, 29. maj 2009: S vil genindføre grænsekontrol)

Torsdagen i ugen der fulgte, fremlagde Dan Jørgensen sit forslag i en klumme i Berlingske Tidende. Her blev han mere konkret, og pointerede, at vi skulle “genindføre grænsekontrollen”, der blandt andet inkluderede ’stikprøver’ ved grænsen. Det lød som et brud med Schengen-aftalen, men nej, argumenterede Dan Jørgensen – vi bestemmer selv!

“EU-modstandere forsøger at score billige point ved at skyde skylden på EU og Schengensamarbejdet. Det er imidlertid helt forfejlet. Den øgede indsmugling til Danmark skyldes først og fremmest, at den danske regering på det groveste har forsømt overvågningen af den dansk-tyske grænse… indtil regeringen får styr på sagerne, bør vi genindføre grænsekontrollen og lade politiet og SKAT tage stikprøver ved den dansk-tyske grænse.

Modsat af hvad mange EU-modstandere prøver at bilde befolkningen ind, er det den danske regering, og ikke EU, der bestemmer, hvorvidt der skal være kontrol ved den dansk-tyske grænse. Medlemslandene kan nemlig indføre grænsekontrollen, »når den offentlige orden eller den nationale sikkerhed kræver det«. Og med de nuværende retstilstande i Danmark må det i høj grad siges at være tilfældet.” (Berlingske Tidende, 4. juni 2009: Genindfør midlertidig grænsekontrol

(Berlingske Tidende, 4. juni 2011: Genindfør midlertidig grænsekontrol)

Det var ikke noget der vakte synderlig debat, men det blev alligevel et af emnerne, da Dan Jørgensen og Helle Thorning-Schmidt fredag aften deltog i et program om EP-kandidaterne på DR. Her understregede de, at Socialdemokraterne ikke var splittede i spørgsmålet, og først da DR-værten tvang Dan Jørgensen til at konkretisere sit forslag, kom debatten ud over ‘ansætte flere toldere’.

Kim Bildsøe Lassen, DR: Lad os lige få det slået fast. Er det noget med en bom, hvor vi, sådan som vi i gamle dage, skal holde i kø med bilerne og vise vores pas eller sådan noget lignende. Eller er det lidt flere folk som vi kan se gå rundt?

Dan Jørgensen, S: I nogle tilfælde, men det der er vigtigt… det er ikke så meget at man står der – det skal man gøre en gang i mellem, stikprøver – i dag gør man det slet ikke, og så fanger man jo slet ingen… Så er der ikke noget at sige til, at der kommer folk over grænsen, som har ureelle hensigter…

(Kandidaterne, DR1; 5. juni 2009)

Selvom begge gjorde sig umage for at understrege det midlertidige aspekt, så var det tydeligt, at Dan Jørgensens tanke var det, Niels Krause-Kjær på daværende tidspunkt betegnede som “grænsebomme ved Kruså”. Det fremgik også klart af medierne. Fra Jyllandsposten – Thorning: Den gamle grænsekontrol tilbage.

“Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt afviser, at der skulle være uenighed mellem hende og EU-spidskandidat Dan Jørgensen om grænsekontrollen.

– Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden. Det er vi helt enige om, siger hun til DR Nyheder.

… Hun siger, at hun er fuldstændig enig med spidskandidat Dan Jørgensen i, at Danmark i en periode må forlade det system, der idag gælder ved grænsen, og vende tilbage til den gamle kontrol.”

Det blev søndag, og Dan Jørgensen fik et fantastisk valg med mere end 50.000 personlige stemmer. Siden har ingen hørt ham tale om grænsekontrol, og hans blogpost med overskriften ‘Grænsekontrol’ mangler i dag et foto: Kruså-grænsen.jpg

(Grænsekontrol, Dan Jørgensen, 2009)

Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen ville have permanent grænsekontrol, og illustrerede med et foto af Kruså grænseovergang. Partiformand Helle Thorning-Schmidt var enig, og erklærede, at Socialdemokraterne ville have den gamle grænsekontrol tilbage. Medierne fremlagde det neddæmpet, og efter valget var det glemt.

To år er gået, og nu er tonen en anden. I sidste uge kunne man på TV2 News opleve Morten Bødskov debattere grænsekontrol. Som næstformand for Socialdemokraterne forklarede han, at regeringen og Dansk Folkepartis forslag var udtryk for nationalistisk symbolpolitik. Da han blev spurgt om, hvad han mente der var vigtigst, effektiv grænsekontrol eller Schengen-aftalen, svarede han undvigende flere gange i træk – “vi skal overholde vores internationale forpligtigelser”.

Mere.

P1-værten Niels Krause-Kjær er ekstern lektor på Danmarks Journalisthøjskole, men det er ikke ligefrem journalistiske analyser der præger hans Berlingske blog. Her lidt fra seneste post – Værdipolitik uden indhold.

“Først de ikke-eksisterende problemer, som der er ført værdipolitik om: Her er kampen for hårdere straffe et smukt eksempel. Aldrig har risikoen for at blive pandet ned været mindre end i dag. For at være i risiko skal man enten være ung mand, fuld og opholde sig særlige steder eller også være kvinde og kæreste med en idiot. Alle vi andre kan slappe af…”

Krause-Kjær henviser til Flemming Balvigs seneste rapport om ‘udsathed’. Eneste metode massemedierne tager seriøs, selvom disse interview-baserede undersøgelser, ikke nødvendigvis er tættest på sandheden. Balvigs dagsorden fremgår indirekte med et helt kapitel dedikeret til en analyse af det han kalder ‘Befolkningens angst og bekymring for kriminalitet’ (Kap. 9, s. 99), hvor han blandt andet fortæller, at “11 pct. af dem, der ikke har været udsat for kriminalitet, næsten hele tiden eller ofte tænker på risikoen for at blive udsat herfor” (s. 100).

En politiserende forsker, men stadig en forsker, soder m bliver nødt til at tage udgangspunkt i anmeldelsesstatistikken, og den er ganske klar, selvom materiale fra Danmarks Statistik (en 5-dobling af anmeldelser siden 1947), også pointerer, at man i dag sandsynligvis anmelder flere tilfælde af vold, end man gjorde tidligere (Danmark Statistik, 2008, 60 år i tal, s. 19).

Herunder anmeldelsesstatistikken og ledsagende citat der indleder kapitel 5 i Balvigs rapport.

“Udviklingen i den politiregistrerede vold ligner til forveksling udviklingen i de politiregistrerede tyverier og andre straffelovsovertrædelser under ét frem til midten af 1980erne. Forholdsmæssigt er stigningstaksten også den samme, omkring en firedobling. Fra sidst i 1980erne og frem til 2008 er udviklingen i den politiregistrerede vold unik. Den hverken falder som tyverierne eller stagnerer som hærværkstilfældene, men stiger. I en kort periode, sidste halvdel af 1990erne, ser det ud, som om udviklingen bremses op, men som helhed er der tale om en stigning frem til de allerseneste år…” (s. 39)

(Balvig & Kyvsgaard, Udsathed for vold og andre former for kriminalitet, s. 39)

Mere.

Jeg så Henrik Sass Larsen på TV2 News natten til lørdag, og undrede mig også over hans ringe argumentation. Niels Krause-Kjær uddyber kritikken på Berlingske blog – Sass og Sohn i udbrud.

“En ting er Ole Sohns forsøg på at sammenligne sine egne møder med kammerat Honecker med Poul Schlüters statsbesøg i DDR i 1988. Det har Sohn gjort masser af gange gennem årene uden særlig held. Noget andet er, at det tilsyneladende lykkes Sohn-defensorer at relativere den tidligere DKP-formands venskab med nogle af historiens værste politistater.

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen får foreløbig førsteprisen. Sass Larsen forsøger i et bemærkelsesværdigt spin at sammenligne Ole Sohns tyveårige engagement som topkommunist med en rejse til Sydafrika, som Brian Mikkelsen som KU-formand foretog i 1988. Han forsøger at sammenligne det med en kronik, som en ung Per Stig Møller i 1970 skrev om, at der var noget at lære af Kinas formand Mao. Han prøver at sammenligne det med Lars Løkke Rasmussen, der som VU-formand i 1988 drog til Afghanistan og lod sig fotografere iført en AK-47 sammen med nogle afghanske mujahedin-krigere. Man må beundre Henrik Sass Larsen, at han her udfordrer rækkevidden af manipulation. Lars Løkke Rasmussen rejste gennem minefyldt område i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan for at finde et skoleprojekt og dermed hjælpe drenge og piger til en uddannelse i det ødelagte Afghanistan, alt imens den danske DKP-formand støttede det regime, som udførte forbrydelserne.

Henrik Sass Larsen banker søm i sin argumentation i lørdagens udgave af Jyllands-Posten med følgende bemærkning: “De (altså Mikkelsen, Møller og Rasmussen, nkk) er alle ministre i dag. Kunne de begå den slags politiske manifestationer i deres ungdom, hvorfor skulle Ole Sohn så ikke kunne blive minister?”

Alt tyder på, at vælgerne i almindelighed og SF’s vælgere i særdeleshed har et afslappet forhold til Ole Sohns fortid. Men at sammenligne den med en misforstået ungdomsrejse, en enkelt skæv kronik eller en på alle måder rigtig indsamling til et skoleprojekt er i bedste fald komisk. I værste fald uværdigt.”