15. november 2015

Krigen mod Islamisk Stat vil nødvendigvis give civile tab, sagde Søren Espersen – og blev politianmeldt

Hvis man vil sikre at de eneste civile tab er vesterlændinge, så er det blot at følge det officielle paradigme. Søren Espersens holdning er ellers helt banal, for som General Patton fortalte til amerikanske tropper under 2. Verdenskrig, så vinder man ikke en krig ved at dø, men ved at lade fjenden dø for det de tror på. Krige vindes ved at besejre fjenden, ikke ved dialog, for nu at kommentere Per Stig Møllers causerier på Radio24syv, tidligere i dag.

Den 22-årige forfatter der anmeldte Søren Espersen for at opfordre til terror er lillebror til Siris Hartkorn, en venstreradikal fra Århus der tidligere på året freelancede for Orientering på P1. Fra Politiko – Søren Espersen politianmeldes for udtalelse.

“Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen (DF), bliver nu politianmeldt for sine udtalelser om, at man også bør bombe i civile områder i Syrien for at komme terrororganisationen Islamisk Stat til livs.

Det er forfatteren Sigurd Hartkorn Plaetner, der står bag anmeldelsen. Han skriver på sin Facebook-profil, at han har anmeldt Søren Espersen for overtrædelse af straffelovens terrorparagraf.

Sigurd Hartkorn Plaetner mener, at Espersen med sine udtalelser ‘opfordrer til terror igennem drab af civile børn og kvinder’.

(TV2.dk opstrammer Søren Espersens udtalelse, 15. november 2015)

“Vi kan ikke længere have en situation, hvor IS fuldstændig frit færdes der, velvidende at de aldrig vil blive bombet. Vi er nødt til at udvide krigen til en reel krig, ellers vil vi tabe.” (Søren Espersen til TV2 Nyhederne, 15. november 2015)

Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte link66 kommentarer


22. april 2015

Religionssociolog kritiserer De Konservative: I sidestiller muslimers “religion med en totalitær ideologi”

Debatten om ‘Naziislamisme’ vil ingen ende tage, for som enhver P1-lytter ved, så er enhver association til den tyske nationalsocialisme malplacerede og underlødig hvis den rammer andre end borgerlige. Det er ikke svært at finde eksempler. Da venstreradikale Josephine Witt sidste onsdag afbrød et ECB-møde, blev hun næsten hyldet i MX, selvom hun i sit manifest betegner happeningen som ‘Papillons’ (sommerfugle), henvisende til flyverblade uddelt af den franske modstandsbevægelse under den nazistiske besættelse.

I fredagens sene Deadline påstod Yahya Hassan, at Søren Espersen “har været medlem af det danske nazistforbund”, et Frede Farmand-postulat der i 2004 gav en injuriedom til et LO-blad. Sådan kan man blive ved.

Flere forskere har været fremme i medierne, for at undsige ‘naziislamisme’-kampagnen, herunder naturligvis Mikael Rothstein i Politiken. Meget sigende for hykleriet valgte DR Nyheder at spørge en religionssociolog, der i sagens natur ikke forsker i associationens historiske evidens, men muslimernes følelser desangående – Forsker: ‘Naziislamisme’ forvrænger en af historiens grummeste forbrydelser.

“De Konservatives seneste kampagne vækker langt fra begejstring hos religionssociolog og adjunkt Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet. Han vil gerne være med til at diskutere totalitære ideologier, men han mener ikke, at De Konservative bidrager konstruktivt til debatten – både på grund af det grafiske udtryk på plakaterne og på på grund af brugen af en af de værste forbrydelser i nyere tid.

– Jeg synes faktisk, det er problematisk, at man trækker det her ‘nazi-kort’. Først og fremmest fordi det forvansker den betydning, som nazisternes forbrydelser havde. Holocaust betød trods alt langt flere millioner, der blev henrettet i gaskamrene, siger Brian Arly Jacobsen. …

Den anden del af problemet med kampagnen er den grafiske opstilling af ordene i plakaten. Her står der fire ord adskilt: STOP NAZI ISLAM ISME. Den måde at opstille ordene på undrer Brian Arly Jacobsen. … Han mener, at det kræver et indgående kendskab til religion og totalitære ideologier, hvis man ikke skal blande det hele sammen.

– Og for de fleste muslimer vil det her selvfølgelig være problematisk, fordi det sidestiller deres religion med en totalitær ideologi, siger Brian Arly Jacobsen.

(Per Lyhne om Søren Espersen på Facebook, 13. april 2015)

“Hassan har blandt andet understreget dette budskab ved at iklæde Liberal Alliances Henrik Dahl nazi-uniform, påstå at Pia Kjærsgaard har givet ham et blowjob samt beskrive forfatter Kristian Ditlev Jensen som et ‘overvægtigt kadaver’, der burde ‘tage sig sammen eller i det mindste tørre sig i røven i stedet for at gå rundt og lugte af lort’.

Det er alt sammen en ny, fænomenal politisk udtryksmåde, forstår jeg. ‘Stjernepoeten Yahya Hassan er en født politiker’, lød det eksempelvis forleden i en leder i Politiken. … han er en mærkelig mand at gæste, når det gælder gode råd om at omgås Muhammed med respekt samt muslimer med konduite. ‘Jeg pisser på Allah og hans sendebud / og på hans alle mulige uduelige disciple’, som det hedder i langdigtet ‘Skuffelsen’.” (Mads Kastrup i Ekstra Bladet, 17. april 2015)



27. februar 2015

Søren Espersen om Islam, islamisme – Søren Pind om bekæmpelse af islamisme med empati, svinehud

Hvis jeg skulle sætte et ministerhold i en eventuel VO-regering, så ville Søren Espersen (DF) og Søren Pind (V) være oplagte kandidater. Ingen er dog fejlfrie. Førstnævnte røg forleden i den klassiske mediefælde, som man kunne kalde ‘Kunsten at sige sandheden om Islam uden at generalisere’. Sidstnævnte er udtryk for almindelig populisme. Der argumenteres med baggrund i ideologiske floskler, lige til den dag alle kan se det ikke er svaret på de problemerne Islam/islamisme giver liberale demokratier.

Søren Espersen om Islam & islamisme (2007 & 2013).

“Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.” (Jyllands-Posten, 26. juni 2007)

Om manglende skelnen mellem islam og islamisme: “Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet.” (Politiken, 1. februar 2015)

Søren Pind om bekæmpelse af islamisme (1. og 14. februar 2015).

“Jeg tror ikke, man kan bekæmpe islamismen med islamisme. Og jeg tror ikke, vi kan bekæmpe den med halshugninger, kidnapninger og terror. Vi kan derimod bekæmpe fanatisme med frimodighed. Undertrykkelse med frihed. … Der er en grænse for, hvad vi skal og kan. Nogen ser den grænse som en hindring for sejr over mørket. Tværtimod tænker jeg, at netop moderation, menneskelighed, empati, omsorg, nysgerrighed og åndsfrihed er gaver for ethvert fællesskab, der i sidste ende ønsker, alle andre deler denne kultur.” (Jyllands-Posten, 1. februar 2015)

“Grrrrr! Nogen gange får man lyst til at gøre alvor af at selv, altså. Det er foregået i MIN kreds på Østerbro. Må I rådne op langsomt og pinefuldt. Krydser fingre for politifolkene. I er os – vi er jer. Gerningsmanden et svin.” (Facebook, 14. februar 2015)

Oploadet Kl. 14:27 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


3. november 2014

Når alle foregøgler at være politisk enige: Basim Moujahid synger Camre-citat i quiz-program på DR2

Selv hvis døgnet havde 36 timer, så ville jeg stadig ikke bruge tiden på at se Quizzen med Signe Molde, men der blev linket i kommentarsporet, og nu hvor skaden er sket, kan jeg jo ligeså godt skrive et par ord om DR2-programmet. I seneste afsnit var gæsterne skuespillerparret Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft, angiveligt kendt for deres medvirken i DR-serien Borgen. Det starter blidt, men kammer så over i rendyrket DF-bashing, i en form der kun lader sig gøre når alle er foregøgler at være politisk enige. Indslag om Mogens Camre og Søren Espersen fra 12. minut.

Signe Molde, vært: Det rigtig rigtig smarte…

Rasmus Botoft, gæst: Åhh, hvor er det godt.

Signe Molde: … ved det hele er, at baglandet jo stadig er glade, for selvom du har trukket din udtalelse tilbage, så mener jo stadig det du sagde. Det er fandme uhyggeligt.”

(Quizzen med Signe Molde, DR2, 30. oktober 2014)



11. november 2013

Søren Espersen: Mosaisk Trossamfund mindes Krystalnatten med Israel-hadende organisationer

At bruge jødiske lig til at åbne grænsen for muslimer, er grotesk på mange niveauer. Søren Espersen kommenterer den yderste venstrefløjs kapring af Krystalnatarrangementerne – Synagogen i samarbejde med Israel-hadere…

“Hvert år den 9. november markeres ‘Krystalnatten’. Her mindes om den aften i Tyskland i 1938, hvor nationalsocialisterne gik til angreb mod jøder, mod jødisk ejendom og forretninger og mod jødiske gravpladser. 200 synagoger og 7.500 forretninger blev nedbrændt, og knapt 100 jøder blev pryglet til døde.

Titusindvis af tyske og østrigske jøder traf efter denne nat den dramatiske, men fornuftige beslutning at emigrere – nu var det bevist, at i Tyskland havde de ikke længere nogen fremtid. Tusindvis af disse jøder satte kursen mod det daværende britiske mandatområde, Palæstina. Disse tyske og østrigske jøder, som altså slap med livet i behold fra Holocaust, kom i høj grad til at danne grundstenen i det Israel, som blev grundlagt 10 år senere.

Israel blev på samme måde selve redningslandet for de i hundredtusindvis af østeuropæiske jøder, som dels var så heldige at slippe ud af det europæiske helvede i tide, og dels for de overlevende fra koncentrationslejrene. Det er alt dette, der hvert år markeres med ‘Krystalnatten’.

Men Krystalnats-markeringen den 9. november i København er forlængst overtaget af en række organisationer, som har det særkende, at de hader Israel. Af den grund kan Dansk Zionistforbund selvfølgelig ikke længere deltage i arrangementet. Det kan til gengæld Synagogen – Det Mosaiske Troessamfund. Lederne herfra står under arrangmentet skulder ved skulder med Israel-hadere, som har den frækhed at stå med fakler på Krystalnatten og se sørgmodige ud – SAMTIDIG med, at de er medlemmer af organisationen ‘Boykot Israel.’

Her er navnene på nogle af disse moralsk anløbne bevægelser:

‘Stilladsarbejdernes Brancheklub’, ‘3F-Rør og Blik’, ‘Demos’, ‘Murernes og murerarbejdsmændenes Fagforening Aarhus’, ‘Dansk El Forbund, Københavnsafdelingen’, ‘Kvinder i Sort’ samt ‘Kvindefredsligaen’.”

Oploadet Kl. 08:27 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


17. februar 2012

Svenske medier må gerne interviewe Pia Kjærsgaard, men ‘kun live’ – “så de ikke kan manipulere”

Interessant interview med Søren Espersen i Journalisten. Her en bid hvor han indirekte redegør for Sverigedemokraterna’s arbejdsbetingelser – »Nye journalister er hundeangste«.

“Selv om Espersen som pressechef stillede betingelser for interviews, rådede han aldrig partimedlemmerne til at kræve citatgodkendelse.

»Jeg har altid sagt, at de ikke skal gøre det, for danske journalister citerer korrekt. Det ved jeg. Det kan så godt være, man ikke kan lide den sammenhæng, man bliver sat i, men det kan man alligevel ikke blande sig i.«

Imidlertid har Søren Espersen og Dansk Folkeparti en anden politik, når det gælder svenske journalister. I et interview i Journalisten har Sydsvenskan-journalisten Claes Fürstenberg fortalt, hvordan svenske journalister konsekvent bliver nægtet interviews med Pia Kjærsgaard. Det bekræfter Søren Espersen.

»Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende.«”

Oploadet Kl. 11:43 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


8. september 2011

Østre Landsrets dom af 24. februar 2004: Søren Espersen v. Tjeck Magazine

Det siges, at røde kandidater flere gange under denne valgkamp har beskyldt Søren Espersen for at have været medlem af nazistpartiet DNSB.

“Resumé af Østre Landsrets dom af 24. februar 2004 – Søren Espersen v. Tjeck Magazine

Landsretsdom ændrer byretsdom: Socialdemokratisk magasin dømt for injurier mod Søren Espersen

Det socialdemokratiske magasin, Tjeck Magazine, er ved Østre Landsrets dom af 24. februar 2004 dømt for usandt at have beskyldt Søren Espersen for at have været medlem af nazistpartiet, DNSB.

… Ved Østre Landsrets enstemmige dom fik Søren Espersen medhold i, at de udsagn, der var trykt i Tjeck Magazine i november 2001, var ubeføjede.

De falske udsagn lød i Tjeck Magazine således:

“Søren Espersen “står … opført som medlem af det danske nazistparti, DNSB (det danske nazistparti, red.). En ære, han blev tildelt for sine fortjenester.”

“Ved udgangen af 1988 tildeler Jørgen Nielsen et såkaldt B-medlemskab af DNSB til Søren Espersen for hans fortjenester.”

“Ved selve ansøgningen erklærer ansøgeren … at han har kendskab til og accepterer DNSB’s politiske program og organisatoriske opbygning.”

Ved Østre Landsrets dom af 24. februar 2004 er Søren Espersen endvidere tilkendt en tortgodtgørelse på 25.000 kroner samt tilkendt 10.000 kroner i omkostninger til offentliggørelse af, at udsagnene er kendt ubeføjede.”

Oploadet Kl. 05:55 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


7. september 2011

SF-kandidat Annika Smith: Fuck Dansk Folkeparti

Blandt de seneste eksempler på valgplakater udsat for politisk motiveret hærværk, jeg har tilføjet den store samling, er en SF-plakat med et ‘F*ck DF’-klistermærke fotograferet på Amager. Det viser sig nu, at den pågældende SF-kandidat selv har sat klistermærkerne på sine plakater.

(Valgplakat for Annika Smith set ved Amagercenteret, 5. september 2011)

Interview med Annika Smith på BT.dk

Annika Smith, SF’s landsledelse: Fuck DF… Ja jeg har været ude og sætte klistermærker på mine valgplakater, hvor der står fuck DF. Jeg ved det er stærke ord, men det er sådan set fordi jeg er vred på Dansk Folkeparti, og den udlændinge- og asylpolitik de har ført de seneste ti år. Det er et opråb til danskerne om at det nu er at vi har chancen ved det her valg, at tage afstand fra Dansk Folkeparti og sætte dem ud af spillet, væk fra magten.

Anders Rune Jansen, BT: Knægtene på Vesterbro, hvor BT-tv mødte Annika Smith, tog godt imod det direkte budskab. ‘Hvad synes I om det drenge, er det fedt nok med det her klistermærke.’

Indvandrerdreng: Ja! (griner)

(BT-tv, 7. september 2011: SF’er: Fuck Dansk Folkeparti)

“DF har forlængst afsløret deres højrenationalistiske dagsorden og har skadet Danmarks forhold til omverdenen, senest med forslaget om øget grænsekontrol, skærpede udvisningsregler og lukning af Danmarks asylcentre. Forleden i Information fik vi så også Søren Espersens hårrejsende vision for Danmark: Kun folk med dansk blod i årerne skal have ret til statsborgerskab. … Internationalt er Danmark stemplet som intolerant, lukket og fremmedfjendtligt. Dansk Folkeparti bærer ansvaret. Godt hjulpet på vej af Venstre og de Konservative har partiet ødelagt integrationen, skabt kløfter mellem danskere og indvandrere og spoleret Danmarks relation til EU og resten af verden.” (Annikasmith.dk, F*ck DF!)

Oploadet Kl. 13:36 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


3. september 2011

Dagbladet Information til angreb på Søren Espersen – tolv dage til folketingsvalget

Mange husker hvorledes det LO-ejede Tjeck kort før folketingsvalget i 2001 ‘afslørede’, at Søren Espersen var nazist. Tre år senere fik han tilkendt erstatning ved Østre Landsret, men historien medvirkede ganske givet til, at han ikke blev valgt.

Således lyder en overskrift i dagens Information, her tolv dage før valget.

(Dagbladet Information, 3. september 2011)

Artiklen er skrevet af Philip Egea Flores og Marchen Neel Gjertsen. Sidstnævnte er tidligere aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og var tilbage i 2005 kandidat for Enhedslisten i Odense.

Fra Danskfolkeparti.dk – Dagbladet Information bringer falsk artikel om indfødsret.

“Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen er rasende og chokeret over dagbladet Informations forsidehistorie i dag, lørdag den 3. september, hvori han citeres for at foreslå, at kun personer, som har “dansk blod” i årerne skal kunne opnå dansk indfødsret.

“Det er en nedrig artikel med rent ud falsk indhold, som Information her bringer til torvs. …” siger Søren Espersen.

“Jeg kunne aldrig nogensinde få de ord i min mund at tale om “dansk blod”, siger Søren Espersen. “Sådan snak er ren nazistisk tankegang og sprogbrug, og det er forfærdeligt, at Information vil synke så dybt, at de lægger sådanne ord i min mund. Det stinker ærligt talt fælt af DF-bashing!”

“I et månedgammelt interview med den norske avis, Verdens Gang, har jeg sagt, at det er min personlige holdning, at loven om dansk indfødsret måske kunne strammes, således at indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger. Nøjagtig den samme formulering fremgår af min hjemmeside – under rubrikken “holdninger”, hvori det ordret hedder: “Der skal strammes yderligere op med hensyn til tildeling af dansk indfødsret. Jeg foretrækker personligt, at loven ændres, således at dansk indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger.”

“Det forholder sig eksempelvis sådan i USA, at man i dag som overordnet princip bliver amerikansk statsborger, hvis enten far eller mor er amerikansk statsborger – men det betyder jo ikke, at man ikke af anden vej kan få amerikansk statsborgerskab. Det kan man få, hvis man ellers lever op til en række stillede krav. Det er det præcist samme princip, jeg personligt som en mulighed kunne se indført i Danmark”, siger Søren Espersen…”



31. juli 2011

Bay Bundegaard: Problemet med DF er ikke ‘tonen’, men modstanden mod multikulturalismen

I de svenske mainstream-medier betragtes modstand og kritik af det multikulturelle samfund, som værende udtryk for ekstremisme, og selv i akademiske udredninger defineres det som anti-demokratisk. Det sjældent formulerede ræsonnement er forestillingen om, at det multikulturelle samfund allerede er et faktum, og modstand mod indvandring anses hermed som udtryk for et ønske om at omgøre udviklingen med deportation, etnisk udrensning, massemord, så at sige.

Tøger Seidenfaden brugte store dele af sit liv på at forsvenske den danske debat, men var aldrig direkte i sin argumentation lige på der her punkt. Han vidste udmærket, at den form for logik er betinget af et udlændingepolitisk mediekoncensus, som vi ikke har, og som selv venstredrejede journalister ikke ønsker.

I tirsdagens sene Deadline på DR2, var Politikens Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard i debat med Dansk Folkepartis Søren Espersen, og han vidste tydeligvis godt, hvor han skulle trykke. Tilsidst gav hun ham ret – tonen i debatten var ikke problemet – problemet var partiets modstand mod det multikulturelle samfund.

Søren Espersen kunne med samme ret, havde bedt Anita Bay Bundegaard om at holde op med at kritisere Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det polariser debatten, og stigmatiserer partiets medlemmer. Hun fangede den aldrig.

(Deadline, 26. juli 2011: Debat…)

Delvis transskription.

Nikolaj Sommer, DR2: Mener du Dansk Folkeparti bærer noget ansvar for den vold vi har set i Norge.

Anita Bay Bundegaard, Politiken: Nej, det mener jeg ikke, og det synes jeg ikke det giver nogen mening at anklage Dansk Folkeparti for. Men de har jo nogle andre ting til fælles, kan man sige, med den med Breivik i Norge. Man kan se, når man læser det meget digre dokument han har lagt ud, sit manifest, så kan man jo se hvad han står for. Og det er jo: Han er mod indvandring. Han er imod Islam. Han er imod det multikulturelle samfund. Og han er imod det han kalder politisk korrekthed, og hele venstrefløjen. Og det er jo lige præcis det Dansk Folkeparti står for.

[…]

Nikolaj Sommer: Søren Espersen – Anita Bay Bundegaard siger altså ikke, at I har noget ansvar for volden, men hvad siger du til den her sammenligning mellem hvad Breivik har ment, og så det I mener?

Søren Espersen: Jeg synes det er infamt, den måde Politiken kører det på. Indpakket, ikke direkte, vi siger det ikke direkte, det er ikke Dansk Folkeparti, og alligevel står det og simrer i luften, Anita Bay Bundegaard, det er vores skyld. Vi har på den ene eller anden måde et medansvar, det har alle de andre aviser jo også kørt med på, i den debat i dag. Det er infamt, for det er i den grad en forvrængning af situationen.

[…]

Anita Bay Bundegaard: … det man er nødt til, det som man hele tiden er nødt til, det er at tage afstand fra meget ekstreme synspunkter.

Søren Espersen: – Hvorfor?

Anita Bay Bundegaard: – Fordi vi er nødt til at imødegå… (afbrydes)

Søren Espersen: – Synspunkter.

Anita Bay Bundegaard: – Ekstreme synspunkter.

Søren Espersen: – og det er dem du ikke bryder dig om.

Anita Bay Bundegaard: Ja, Nej, jeg synes, at ekstreme synspunkter er når man fuldstændigt polariserer debatten, som man har gjort i Danmark. Man udgrænser hele grupper og skærer dem over en kam. Stigmatiserer dem…

Søren Espersen: … Ja, jeg er modstander af EU. Ja, jeg er modstander af Islams fremtræden i Danmark. Ja, jeg er tilhænger af en stram udlændingepolitik. Gør det mig til massemorder i Norge?

[…]

Anita Bay Bundegaard: I har ingen ansvar for det der er sket i Oslo… Men der er nogle ting som er til fælles med det I siger, og det Breivik står for. Fordi de synspunkter du har, og som Breivik har, er synspunkter som fuldstændigt går imod det multikulturelle samfund, som er ved at udvikle sig… (afbrydes)

Søren Espersen: – som du gerne vil have.

Anita Bay Bundegaard: – og som jeg gerne vil ha’.

Søren Espersen: Og det er jo det der er sagen.

Anita Bay Bundegaard: – om den nationalisme du står for, er tilbageskuende og har ikke nogen fremtid.

[…]

Søren Espersen: Tror du dine skriverier i Politiken har betydning for, at Pia Kjærsgaard ikke kan gå uden for en dør, og skal bevogtes 24 timer i døgnet? … føler du dig ansvarlig for det?

Anita Bay Bundegaard: Det passer jo ikke – jeg har ikke hetzet Dansk Folkeparti… Det er helt klart at sige hvad vi mener om Dansk Folkeparti, men det er jo ikke en hetz… Herre Gud, vi har en politisk debat… Det er jo ikke tonen i debatten der er noget i galt med.

Søren Espersen: – Det er synspunktet.

Anita Bay Bundegaard: – Det – Simpelthen!

Apropos.

“De højrenationale partier kan ikke klandres for terror begået med deres ideologi som begrundelse. Men man kan og skal bruge anledningen til at sætte spørgsmålstegn ved ideologien.” (Anita Bay Bundegaard i Politiken, 31. juli 2011: Lars von Trier har ret et stykke hen ad vejen)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper