9. november 2009

Johan Olsen på P1 om ‘morderisk forbrydere’ som Bush, Blair, Fogh og Obama

Forsangeren for Magtens Korridorer er overalt på DR, og det er kun undtagelsesvis i forbindelse med musikken. Fra ugens udgave af Kanten på P1 – Terror til folket.

“Det virker ikke usandsynligt at nogen skulle planlægge terroraktioner i Danmark. Og det umiddelbare motiv i denne omgang var Muhammedtegningerne. Men det er meget mere end det. Krigen mod terror er krigen mod muslimsk terror og signalet er en anti-islamisk krig… det er ikke nogen helt almindelig krig. Det er en meningskrig. Vores modstandere skal mene ligesom os – eller bekæmpes med massiv militær intervention…

Det er dømt til at fejle på den virkelig grimme måde. Jeg har sagt det her i Kanten før men det kan ikke siges nok: Man kan ikke få folk til at mene det samme som en selv ved at slå på dem. Man opnår naturligvis kun ekstrem vrede og modstand… Jeg tror ikke på den gavnlige effekt af at bekrige terrorister med vold…

Og selvfølgelig kommer krigene til dansk jord. Hvad havde man regnet med? Kære lytter, når terrorangrebet rammer Danmark og de døde begraves, så husk, at vel er der en sindssyg terrorist der står bag. Men han står på skuldrene af langt mere effektive morderiske forbrydere som George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen – og årets modtager af Nobels Fredspris, Barack Obama.

(Bamyan-dalen i det centrale Afghanistan, 2001)



26. oktober 2009

Antidemokratisk antikunst

Museumsdirektøren for Randers Kunstmuseum kalder det antikunst, men Krigens spøgelse af Peter Carlsen ligner ikke desto mindre en valgplakat for et kommunistisk parti. Hans øvrige værker er ikke uden humor, men har ligesom nedenviste uhyggelige politiske perspektiver. Se evt. PeterCarlsen.dk.

Oploadet Kl. 22:33 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


19. juni 2009

“Udpræget negativ energi” siden 2001

Fra torsdagens Urban – Talenter flygter til udlandet (ikke online).

“Kreative danske hoveder rykker i stigende grad deres talenter til udlandet, især Berlin. Den tyske hovedstad virker som en magnet på danske kunstnere…

»Jeg er stor tilhænger af, at danske kunstnere søger inspiration i udlandet. Men det, vi oplever lige nu, er en flugt, en kunstnerflugt, og det er katastrofalt for miljøet og byerne herhjemme,« siger SF’s kulturordfører Pernille Frahm. Hun peger på de forringede vilkår for danske kunstnere som lige så afgørende for flugten som Berlins mange fordele.

»De har ikke råd til at bo og arbejde med deres kunst, og vi pisker dem i stedet rundt i et dagpengesystem, der slet ikke tager hensyn til kulturens særlige arbejdsmarked. Samtidig er stemningen i Danmark generelt ikke særlig åbensindet og positiv,« siger Pernille Frahm

»God energi giver god energi. Berlins historie inspirerer en masse mennesker, og når folk søger inspiration, afgiver de også en masse energi. Der er en større forståelse for at udforme og udvikle kreativitet. Herhjemme har der været en udpræget negativ energi, siden Anders Fogh-regeringen slagtede det meste kunststøtte og stoppede alle spirerne. Den negative energi gennemsyrer hele Danmark. Der er meget lidt forståelse for, hvordan man bygger noget godt op,« siger Jeppe Hein…”

  • 11/8-08 Uriasposten – Jeppe Hein: ”Det værste… er nok den stigende racisme…”.
  • Oploadet Kl. 04:01 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
    

    3. juni 2009

    Carsten Jensen i Deadline: “Nu er den pædofile onkel så blevet chef for Nato…”

    I forrige udgave af Deadlines 2. Sektion var DR’s Jes Stein Pedersen taget til Ærø for at tale med forfatter Carsten Jensen. Her talte han om mulighederne der lå i det multikulturelle, og angreb flere gange landets tidligere statsminister i et sprogbrug af en anden verden.

    Carsten Jensen, forfatter: … Nu er Obama kommet til magten i USA, og USA betyder meget, og det er en helt helt anden vind, som de fleste danske politikere, jo ville kalde udansk. Det er en helt anden konjunktur der er nu, og vi ligger som i en tidslomme.

    Skal man overfor udlændinge beskrive hvordan der er i Danmark, så bliver man jo næsten ligeså flov, som hvis man skulle indrømme man havde en pædofil onkel i familien. Nu er den pædofile onkel så blevet chef for Nato, det synes jeg ikke gør tingene meget bedre.

    Jes Stein Pedersen, DR2: – Det er…

    Carsten Jensen, forfatter: – Anders Fogh Rasmussen.

    Jes Stein Pedersen, DR2: Det er meget stærke ord – (om) den tidligere statsminister for Danmark. En pædofil onkel.

    Carsten Jensen: Det er en metafor.

  • 24/5-09 DR Online – Danskerne bedøver sig med selvgode løgne (kortfattet referat).
  • “Hvordan kan det være, at det kun er indvandrerne der skal opdrages?” (Carsten Jensen)

    Opdate 5/6-09. Kasper Støvring kommenterer, bl.a. med brug af Botho Strauss – Carsten Jensen – et fortidslevn.

    

    15. april 2009

    “Det er simpelthen bydende nødvendigt, at der tages et opgør med domstolene.”

    Kronik af Kasper Støvring i dagens Jyllandsposten – Behov for ny borgerlig politik.

    “Der er dødvande i dansk politik. Regeringen har været lammet under Anders Fogh Rasmussens langvarige fravær, og imens har oppositionen bragt sig i føring. Regeringen under Lars Løkke Rasmussen har med andre ord behov for at sætte en ny stærk borgerlig dagsorden. Den borgerlige regering må gentage den bedrift, der skabte storsejr ved valget i 2001 og succes især i de første fire år: Den må bringe politikken tilbage…

    Vi oplevede en genopblomstring af de politiske kampe og flere konfrontationer mellem forskellige politiske positioner. Pluralisme kaldes det. Det kom bl.a. til syne i opgøret med smagsdommerne, med Irak-krigen og i rets- og udlændingepolitikken… Opgaven for regeringen under Lars Løkke bliver ligeledes at forny politikken med inspiration fra de første år under Fogh.

    Regeringen må huske på, at et velfungerende demokrati har brug for klare standpunkter, skarpe konflikter og passionerede konfrontationer. Legitimationen af konflikter er netop det, der udmærker den demokratiske kultur frem for den totalitære.

    I sidste instans går politik ikke ud på at skabe kompromis gennem samtale, men på at træffe beslutninger i situationer, hvor man ikke kan nå til enighed…

    Hvis konflikter forsvinder, mister politik sin betydning. Den teknokratiske tilgang baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der hverken er forskel på partierne eller reelle alternativer at vælge imellem…

    VK-regeringen har taget den folkelige mistillid til elitens kosmopolitiske projekt alvorligt. Regeringen har givet folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den globale udvikling, som juridiske og økonomiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Eller rettere: ikke bør have indflydelse på. »Nødvendighedens politik«, blev det kaldt i 1990’erne.

    Det hører vi stadig fra eliten og eksperterne, og derfor er en ny runde opgør med smagsdommerne påkrævet. Den borgerlige regerings forbilledlige indsats har netop bestået i at bryde med den afpolitisering, oppositionen stod for, da den var i regering. Et af de værste træk ved den daværende regering var netop en politisk apati, som den borgerlige regering risikerer at gentage.

    Politisk apati opstår, når politikerne proklamerer, at der ikke findes noget alternativ til globaliseringen, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale sammenhængskraft eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.

    […]

    Der var især to måder, hvorpå den daværende SR-regering lukkede politikken. Den ene måde var at afvise afvigende, kontroversielle synspunkter på islam og multikulturalisme som moralsk forkastelige…

    Den anden måde at neutralisere politik er at skabe et domstolsstyre til erstatning for folkestyret. Denne form for afpolitisering afhænger også af, at man kan gøre politiske problemer til moralske problemer. Også på det punkt står den nuværende regering i fare…

    I et domstolsstyre bliver problemer med indvandringens negative indvirkning på den nationale sammenhængskraft ”løst” gennem henvisninger til konventioner om universelle menneskerettigheder.

    På den måde overlades politiske problemer til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver ikke en sag for folkevalgte politikere i de nationale parlamenter, men for internationale organer og jurister. Jura erstatter demokrati…

    Når oppositionen i dag stadig gemmer sig bag konventioner og juridiske eksperter, bunder det i, at der ikke er noget egentligt politisk lederskab.

    For også indvandring er et politisk område blandt andre. Heller ikke udlændingepolitik er et spørgsmål om have et godt eller ondt menneskesyn eller at underkaste sig et domstolsstyre.

    Men oppositionen træffer nødigt egentlige politiske beslutninger. Også beslutningen om dansk engagement i Irak-krigen blev omdannet til en moralsk kontrovers, der principielt skulle afklares inden for FN-institutionens folkeretlige jura.

    Følgelig finder en af de tydeligste politiske konfrontationer mellem højre og venstre sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer som EU og FN, der fortolker og håndhæver konventionerne om menneskerettigheder.

    Så er vi ved det aktuelle problem for den borgerlige regering. Det er simpelthen bydende nødvendigt, at der tages et opgør med domstolene.

    I dag underminerer EF-Domstolen i kraft af Metock-dommen den udlændingepolitik, der besluttes af folkevalgte politikere.

    Opdate. Senere samme dag kunne Orientering på P1 fortælle, at Danmark var ultra-borgerlig under Foghs regime.

  • 15/4-09 Orientering, P1 – Venstres sejrrige værdikamp (af Thomas Buch-Andersen).
  • 

    10. april 2009

    “Nyrup slår Fogh i ‘politisk samarbejdsevne’, ‘udenrigspolitisk tæft’ og ‘økonomisk styring’…”

    Berlingske har spurgt 28 historikere og fagfolk om deres vurdering af ni statsministre i forhold til Politisk samarbejdsevne, Økonomisk Styring, Udenrigspolitisk tæft, Personlig gennemslagskraft og/eller karisma og Lederevner i forhold til eget parti.

    Resultatet er lattervækkende – Historikere: Nyrup var en bedre statsminister end Fogh

    “undersøgelsen ender Fogh på en samlet sjetteplads med 6,63 point, mens Nyrups 7.00 point ud af 10 mulige er nok til en fjerdeplads.

    Nyrup slår Fogh i “politisk samarbejdsevne”, “udenrigspolitisk tæft” og “økonomisk styring,” hvor Nyrup vinder en førsteplads.

    Fogh har dog krammet på Nyrup i to kategorier: “Personlig gennemslagskraft og karisma” og “lederevner i forhold til eget parti,” hvor Fogh tager en andenplads, mens Nyrup får en næstsidsteplads.”

    Berlingske Tidende lister ekspertudvalget, hvad sammenholdt parametrene fuldt ud forklarer resultatet. Kategoriseringen herunder er min, og kan selvfølgelig diskuteres (opdateres ved nye oplysninger).

    Ville stemme SR, SF/Enhedslisten:

    Flemming Just, historiker og professor ved Syddansk Universitet, Esbjerg – Radikal byrådskandidat?

    Kaare R. Skou, journalist og politisk kommentator på TV2 – formentligt SF

    Tøger Seidenfaden, cand.scient.pol., adjungeret professor og chefredaktør på Politiken – formentligt radikal

    Poul Villaume, historiker, dr.phil. og professor ved Københavns Universitet – tidl. medlem af Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister

    Kurt Jacobsen, historiker og cand.phil fra Copenhagen Business School – tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Kommunistiske Studerende og Danmarks Kommunistiske Parti.

    Mogens Rüdiger, historiker, dr.phil. og lektor ved Aalborg Universitet – tidl. Kommunistisk Arbejderparti

    Johannes Andersen, lektor i politologi ved Aalborg Universitet – tidl. trotskist, men idag mere midtsøgende

    Uffe Østergaard, historiker og ph.d. ved Copenhagen Business School- tidl. medlem af Venstresocialisterne.

    Jørgen Goul Andersen, cand.scient.pol. og professor ved Aalborg Universitet – tidl. Venstresocialisterne, idag SF eller Socialdemokratiet

    Søren Mørch, historiker og forfatter til bogen »25 statsministre« – formentlig socialdemokrat, gift med Ritt Bjerregaard (A, tidl. VS)

    Niels Wium Olesen, historiker, ph.d. og lektor ved Århus Universitet – formentligt socialdemokrat

    Flemming Ibsen, lektor ved Aalborg Universitet – formentligt socialdemokrat

    Niels Finn Christiansen, historiker ved Københavns Universitet – socialdemokrat

    Ove K. Pedersen, cand.scient.pol. og professor ved Copenhagen Business School – Socialdemokrat, medstifter af Cevea

    Asbjørn Sonne Nørgaard, cand.scient.pol. og professor ved Syddanske Universitet – Ml. Enhedslisten og Socialdemokratiet

    Jes Fabricius Møller, historiker, lektor og ph.d. ved Københavns Universitet – næppe borgerlig

    Henning Grelle, historiker på Arbejdermusseet – kan næsten kun være rød

    Carsten Due-Nielsen, historiker og lektor Københavns Universitet – centrum (A, B, Fogh-kritisk)

    Ville stemme VK, Dansk Folkeparti:

    Lars Hovbakke Sørensen, historiker, ph.d. og ekstern lektor ved Århus Universitet – formentligt venstremand

    Knud J. V. Jespersen, historiker og professor eremitus ved Syddanske Universitet – formentligt borgerlig

    Uvist.

    Poul Duedahl, historiker og ph.d. fra Aalborg Universitet

    Mogens N. Pedersen, cand.scient.pol. og professor ved Syddansk Universitet

    Klaus Petersen, historiker og professor ved Syddansk Universitet

    Joachim Lund, historiker og ph.d. ved Copenhagen Business School

    Torsten Borring Olesen, historiker, professor og ph.d. ved Århus Universitet

    Nils Arne Sørensen, historiker og lic. phil. ved Syddansk Universitet

    Kristine Midtgaard, historiker og lektor ved Syddansk Universitet

    Peer Henrik Hansen, historiker ved RUC

    

    8. april 2009

    Morten Bay om Fogh der understøttede DF’s “ulækre, småfascistoide verdenssyn”

    Han kalder sig liberal, men minder om en gennemsnitlig venstreradikal. Morten Bay i en klumme på Mediawatch.dk – Foghs sidste svinestreg.

    “Hvis det virkelig er korrekt, at Fogh har fået posten som NATOs generalsekretær, fordi han blandt andet har lovet lukning af den kurdiske tv-station ROJ-TV, så vil Foghs sidste, ulækre svinestreg være en medie-svinestreg.

    De tyrkiske medier har siden lørdag jublet over sejren: Fogh vil ikke bare sige undskyld for Muhammedtegningerne – hvilket i bedste fald ville være grinagtigt – men han vil også få lukket ROJ-TV, hvis man skal tro Berlingske Tidende…

    Dermed får Fogh ikke bare lige, som sin sidste gerning, smadret pressefriheden een gang for alle i Danmark, han får også lige pisset endnu mere på det kurdiske mindretal i Danmark. Det er også noget, Danmark VIRKELIG har behov for i en tid, hvor indvandrerbanderne hærger. Hvis man bare interesserer sig en lille smule for den konflikt, vil man jo vide, at en meget stor andel af de tyrkiske gæstearbejdere, som Danmark inviterede til landet i tresserne og halvfjerdserne jo var kurdere, ogat det bl.a. er deres socialt udstødte børn og børnebørn, der idag render rundt og skyder uskyldige mennesker i Københavns gader med med metoder, hvis hårdhændethed kun overgås af danskernes flere generationer lange xenofobi og usle opførsel overfor dem. Så pust ENDELIG lidt mere til de gløder, Anders Fogh!

    Det er slet og ret pinligt, at Fogh først giver Jyllands Postens retsskafne, men snotdumme, DF-konsoliderende og usmagelige Muhammedtegning-kampagne det blå regeringsstempel, på baggrund af pressefriheden, og derefter lukker en tv-station, fordi den tillader sig at være politisk orienteret og repræsentere et mindretal. Det vil tilføje “dobbeltmoralsk” og “tvetunget” til mange af de kedelige tillægsord, som Danmark beskrives med i internationale sammenhænge, efter Fogh-regeringens destruktive, intolerante hærgen af landet…

    Det er under Fogh-regeringen, at Danmark i øvrigt mistede sin pressefrihed… Foghs jerngreb om pressen smadrede pressefriheden i Danmark (med mindre, man var fortaler for det ulækre, småfascistoide verdenssyn, som DF står for og dermed kunne sikre Fogh stemmer nok til at blive siddende) – og dermed også det reelle demokrati.

    Jeg modtog nyheden om at Danmark nu slipper af med den formodentlig mest utroværdige og på brandet Danmarks vegne mest destruktive statsminister nogen sinde, lige inden jeg stod på 15.50-flyveren til Seattle…”

    Oploadet Kl. 23:06 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    
    En avis, tre dage, otte læserbreve

    Metroxpress er en af de få gratisaviser der stadig optager læserbreve. I ugens tre udgaver, optog de elleve af slagsen. Otte af dem relaterer til Fogh og Lars Løkke Rasmussen…

    Mandag (4 ud af 4)

    Jens Anton Tingstrøm Klinken: Mere ulighed med Løkke

    “… pengene er blevet spildt på skattelettelser til de rige.”

    Sacir Samo: En tragikomisk Nato-udnævnelse

    “… en mand som Fogh, der står for ufred, krig og racisme… En anden krigsforbryder…”

    Erik Bech Olesen: Fra folkemord til generalsekretær

    “Irak-krigen beregnes at have kostet mellem 700.000 og 1,5 miollioner dræbte irakere… Havde afrikanske ledere været skyldige i sådanne grusomheder, ville Vestens ledere have karakteriseret det som folkemord.”

    Annelise Nisker: Fogh har forsømt Danmark

    “Nu må vi så håbe, at den kommende statsminister kan samle op på alt det, Fogh har forsømt under sine mange jobansøgnings-udflugter.”

    Tirsdag (2 ud af 4)

    Niels Vissing: Hvad vil vi huske Fogh for

    “… løgn efter løgn… han vil blive husket som ‘den omvendte Robin Hood – tager fra de fattige og giver til de rige’… sendte Danmark i angrebskrig på en løgn om masseødelæggelsesvåben i Irak. Og han vil blive husket for at rende efter den mest upopulære præsident i USA’s historie. Så meget, at Bush vist aldrig har haft behov for toiletpapir, når Fogh var i nærheden. Endelig har han hoppet og danset for Dansk Folkeparti – så ligefrem nogen god eller dygtig statsminister kan man ikke sige, at vi har mistet.”

    Ib Jensen: Arrogante Fogh fortsætter kursen

    “… Lars Løkke. Han starter som ventet – arrogancen i Venstre fortsætter.”

    Onsdag (2 ud af 3)

    Søren Riis-Vestergaard: Anders Fogh løj Danmark i krig

    “… den statsminister, som bevidst løj for at trække Danmark med i krigen mod Irak… At have magt og bruge løgn som middel til at gennemtrumfe sin vilje stempler Fogh som en utroværdig statsminister og et utroværdigt menneske.”

    Kent Broe Rasmussen: Helle Thorning slår Lars Løkke

    “… I TV2/Nyhederne samme dag prøvede Løkke ynkeligt at tale sig uden om… Det er pinligt at se Løkke gribe til denne usandhed på sin første dag som statsminister.”

    Opdate. Tomas Oszlar: Straf af børn hjælper jo ikke (16/4-09).

    “Men børn og voksnes menneskerettigheder og viden på dette område ses der åbenbart stort på. De er jo bare i vejen ikke sandt? Så hold da op med den pladderpopulisme der kun er til for at slikke DF’s vælgere bagi. Det er direkte ulækkert Lars Løkke…”

    
    Robert Ellis: Tyrkiet kan blive den muslimske verdens brohoved i Europa

    Sublim kommentar af Robert Ellis i dagens Information – Cirkus Rasmussen kommer til byen (kræver login).

    Nu har EU fået en forsmag på, hvad der kan ske, hvis den nogensinde bliver enig om tyrkisk medlemskab…. baggrunden var alvorlig nok. Forsvarsalliancen fejrede sit 60-års jubilæum, da NATO blev grundlagt den 4. april 1949 med det formål “at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret”. Kort sagt blev alliancen stiftet til forsvar for Vestens værdier, men det nyligt overståede topmøde rejser spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet under den nuværende regering passer ind.

    Siden Tyrkiet tilsluttede sig NATO i 1952, har landet været et loyalt og stabilt medlem, men efter koldkrigens afslutning står forsvarsalliancen over for en ny trussel fra den militante islam i Afghanistan og Iran. Imidlertid har Tyrkiet, siden AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) overtog regeringsmagten i 2002, skabt tvivl om, på hvilken side af skillelinjen landet befinder sig. Man taler tit om Tyrkiet som Vestens brohoved til Mellemøsten, men pilen kan lige så godt pege i modsat retning. Landet kan også være den muslimske verdens brohoved i Europa.

    To grundlæggende forskellige opfattelser kom til skue under sidste weekends optrin, da Tyrkiets hovedindvending mod den danske statsministers kandidatur til posten som ny generalsekretær var hans opførsel under Muhammed-krisen i 2005. Optakten til krisen var overfaldet året før på en lektor fra Carsten Niebuhr-Instituttet… Den umiddelbare anledning var problemerne, forfatter Kåre Bluitgen havde med at finde nogen til at illustrere hans børnebog om profeten Muhammed. Da han endelig fandt nogen, ønskede illustratoren at være anonym. Det var denne episode samt andre eksempler på selvcensur, der fik Jyllands-Posten til at opfordre medlemmer af Danske Bladtegneres forening til at tegne Muhammed, som de opfattede ham. 12 svarede, og så rullede lavinen.

    En af de første reaktioner, efter tegningerne blev udgivet den 30. september, var et brev til statsministeren fra 11 muslimske ambassadører, deriblandt den tyrkiske, der beklagede “den igangværede smædekampagne” mod Islam og muslimer i Danmark og advarede, at tegningerne også kunne skabe reaktioner i muslimske lande og blandt muslimske samfund i Europa. Samtidig opfordrede de statsministeren til at tage retslige skridt mod de ansvarlige og anmodede om et snarligt møde.

    Tre dage senere kom endnu et brev, denne gang fra Ekmeleddin Ihsanoglu, den tyrkiske generalsekretær i OIC, de islamiske landes organisation, som ligeledes beklagede smædekampagnerne mod muslimer og deres religion i Danmark. I enslydende svar på begge henvendelser fremhævede Fogh Rasmussen, at ytringsfriheden var meget vidtrækkende, og at den danske regering ingen mulighed havde for at påvirke pressen.

    Imidlertid kom statsministeren kort efter på et pressemøde med en klar advarsel til Tyrkiet: “Det kunne være en god anledning til at minde om, at et kriterium for at komme i nærheden af et medlemskab af EU er, at et samfund lever fuldt ud op til de demokratiske grundprincipper, herunder ytringsfrihed og pressens uindskrænkede adgang til at rejse kritik af såvel politikere som religiøse autoriteter under lovgivningens rammer.”

    EU’s udvidelseskommissær Olli Rehn gentog i lørdags samme kritik af Tyrkiets modstand mod Fogh Rasmussens udnævnelse. “Set fra et europæisk perspektiv ser det ikke godt ud, fordi ytringsfrihed er sådan en grundlæggende værdi, og imens prøver Tyrkiet at blive EU-medlem.”

    Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har begrundet sin modstand mod Anders Fogh Rasmussens kandidatur med henvendelser fra muslimske lande, som har bedt ham om at nedlægge veto mod udnævnelsen. Og i en tale holdt i London i fredags tilføjede Erdogan: “Hvordan kan jeg forvente, at han bidrager til fred nu, når han ikke gjorde det dengang?”…

    Hvorom alting er, er den islamiske definition af ytringsfrihed, som defineres af Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder af 1990, nemlig at “alle de rettigheder og friheder, som denne erklæring fastsætter, er underlagt den islamiske sharia”, i strid med både FN’s Menneskerettighedserklæring og FN’s Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder…

    Det amerikanske udenrigsministerium, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har vedvarende kritiseret manglen på ytringsfrihed i Tyrkiet, og reformen af den berygtede artikel 301 i straffeloven i 2008 var udelukkende kosmetisk. Sidste år blev 82 personer anklaget under denne lovparagraf for at have fornærmet den tyrkiske stat eller statsinstitutioner, og det er fortsat usikkert, om de 200 personer bag en internet-underskriftindsamling, der undskyldte “den store katastrofe”, der ramte armenierne i 1915, bliver retsforfulgt.

    Ifølge Journalister uden Grænser rangerer Tyrkiet, der i 2008 fejrede 100-års jubilæum for afskaffelsen af pressecensur, som nummer 102 ud af 173 lande med hensyn til pressefrihed.

    Og ifølge BIA, et tyrkisk kommunikationsnetværk, blev 435 journalister, forfattere, forlæggere, menneskerettighedsaktivister, politikere og børn sidste år stillet for en domstol på grund af deres meninger – næsten en fordobling i forhold til 2007.

    Premierminister Erdogan, som er kendt for at være ret nærtagende, har med årene haft en indbringende nebengeschäft, der består i at anlægge sag mod journalister og vittighedstegnere, som han anser for at have fornærmet ham. Allerede for tre år siden havde han tjent omkring 90.000 dollar på den konto, og retssagerne fortsætter.

    For tiden fører Erdogan krig mod Dogan mediegruppen, landets største, som har afsløret omfattende korruption i regeringskredse på både nationalt og lokalt plan. Udover at opfordre til en boykot af deres aviser har premierministeren godkendt, at mediegruppen bliver pålagt en skattebøde på næsten en halv milliard dollar, som i givet fald vil betyde Dogan-gruppens undergang…

    Det forudsigelige ved Obamas besøg i Tyrkiet var hans støtte til Tyrkiets forhåbninger om EU-medlemskab, som imidlertid ikke fik genklang i Europa.

    Som tidligere EU-kommissær Chris Patten bemærkede, dengang George W. Bush kom med en lignende anbefaling: “De fleste af os kan ikke huske, hvor mange gange USA har tilbudt Tyrkiet medlemskab af EU. Sommetider tror jeg, vi burde tilbyde Mexico medlemskab af USA.

    Oploadet Kl. 16:33 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    6. april 2009

    Foghs tale til Erdogan, Tyrkiet og muslimerne (Istanbul, tidligere i dag)

    Fogh blev generalsekretær for NATO, da Tyrkiet i sidste time valgte ikke at nedlægge veto. Den tyrkiske ministerpræsident Recep Erdogan hævdede efterfølgende overfor tyrkiske medier, at han var blevet lovet adskillige indrømmelser – herunder specifikt lukning af kurdiske ROJ tv (der sender fra København), og en undskyldning for Jyllandspostens Muhammedtegninger.

    Fogh skal nu varetage NATO-interesser, og det handler (som det gjorde for Bush tidligere og Obama ligenu), om ikke at mobilisere muslimernes religiøse selvforståelse, og på den måde gøre igangværende NATO-operationer til civilisationskrige. Realpolitik kalder man det vist. På de to væsentlige punkter, der begge omhandler grundlovssikret ytringsfrihed kunne Fogh selvfølgelig ikke give sig, og det eneste Erdogan, Tyrkiet og muslimerne fik var en masse ord – fra ende til ande et opkog af tidligere afklaringer.

    “I respect Islam as one of the worlds major religions. As well as its religious symbols. I respect the religious feelings of other people”

  • Istanbul Forum: Documents (se titler, skræmmende).
  • 5/4-09 TV2 Online – Erdogan: Fogh lukker Roj TV.
  • 6/4-09 TV2 Online – Tyrkiet: Fogh undskylder i dag.
  • 6/4-09 TV2 Online – Fogh: Vil aldrig krænke profeten.
  • 6/4-09 Politiken – Khader: Fogh er for tæt på undskyldning.
  • 6/4-09 Politiken – Tyrkisk presse: Fogh sagde intet nyt.
  • 6/4-09 Politiken – Flemming Rose tilfreds med Fogh-tale.
  • “Jeg føler mig ikke ‘krænket’ eller synes, at Fogh har flyttet sig i forhold til under Muhammedkrisen. Han har ikke givet køb. Han har ikke sået tvivl om vores ret til at trykke de tegninger. Han har heller ikke taget stilling til, om det var rigtigt eller forkert at bringe de tegninger. Han har bare sagt, at han ikke selv ville gøre det. Det sagde han også den gang.” (Flemming Rose, Jyllandsposten)

    Oploadet Kl. 16:39 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper