19. januar 2021

Senatet (‘Ohio Clock’-korridoren): Qanon-uroligheder (2021) og kommunistisk terrorbombe (1983)

Det første billede jeg så fra Kongressen forrige onsdag, var Qanon-shamanen Jake Angeli og to skæggede fyre i hans følge. Her et billede taget i samme korridor ind til Senatet, midt under optøjerne. Trumpstøtten til højre drikker vand. De står i øvrigt tæt ved Ohio-uret, der siden 1859 har stået i dette lokale. Den blev restaureret efter en kommunistisk terrorbombe tilbage i 1983.

(Optøjer ved Senatskammeret, 6. januar 2021; Foto: KIMT3 News)

(Bombe ved Senatskammeret, 7. november 1983; Foto: Wiki)

“At two minutes before 11 o’clock in the evening on this day in 1983, a thunderous explosion tore through the second floor of the U.S. Capitol’s Senate wing. … Minutes before the bomb went off, a caller claiming to represent the ‘Armed Resistance Unit’ warned a Capitol switchboard operator that a bomb had been placed near the chamber… The blast also punched a hole in a partition that sent a shower of pulverized brick, plaster and glass into the Republican cloakroom behind the chamber.” (Politico)

Oploadet Kl. 04:12 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


18. januar 2021

Human Security-studerende fik kvalme over antiterrorplakat: ‘De spreder en frygt, som er ubegrundet’

På Facebook kalder Line Kofod Bertelsen plakaten for ‘højreradikal propaganda’: “Øget indvandring er ikke lig med terror. Islam er ikke lig med terror.” Hun har en bachelor i antropologi, og er i færd at med at tage en kandidatgrad i ‘Human Security’ på Aarhus Universitet. Grinagtigt, hvis ikke lige det var blodigt alvor. Fra BT.dk – Line var bare på vej hjem, da hun så et gult skilt: ‘Gud, hvor er det klamt at gøre sådan noget’.

“Line Bertelsen havde besluttet sig for at tage letbanen hjem fra Aarhus Midtby fredag middag, men da hun på vej ind på banegården fik øje på et gult skilt, stoppede hun op.

‘Da jeg læste det, fik jeg kvalme. Gud, hvor er det klamt at gøre sådan noget,’ siger hun.

Skiltet, hun stod og så på, var hængt op af Generation Identitær – en ungdomsbevægelse, der er imod masseindvandring og multikulturalisme i Europa. Men på trods af at Line Bertelsen ikke støtter bevægelsens mærkesager, var det ikke det, der fik hende til at få det dårligt.

‘Der stod på skiltet, at der var en øget risiko for terror i området…,’ siger hun. …

De spreder en eller anden form for frygt, som er ubegrundet. Folk tror, det er den danske stat. Så længe folk ved, det ikke er en styrelse, så er jeg i bund og grund ligeglad med, hvad de skriver,’ siger Line Bertelsen.”

(Foto: Identitaer.dk)

“Som konsekvens af masseindvandringens effekter på vores sikkerhed, har vi indrettet vores byer efter truslerne, og terrorsikring er vi nu så vant til, at vi ikke længere lægger mærke til det. Forvoksede plantepotter, betonblokke forklædt som bænke og meget andet er nu blevet ganske normalt for os. Vi tænker ikke længere over den dødelige virkelighed, som disse ting repræsenterer, men færdes som om det ikke er tilfældet, at vi har lukket en masse mennesker ind i vores land, som grundlæggende hader os og at en del af dem har potentialet til at angribe os, som vi har set så mange gange. Derfor minder vi om, at det stadigvæk er tilfældet. Truslen er konstant, med mindre vi vælger, at det skal være anderledes.” (Generation Identitær, 15. januar 2021)



12. januar 2021

DR’s Steffen Kretz: Trumps base er radikaliseret som ‘Islamisk Stat’, “… er nogenlunde det samme”

Jeg ser stort set aldrig nyhedsprogrammer på DR eller TV2, ligesom jeg holder mig væk fra P1. DR-korrespondent Steffen Kretz vil sikkert mene, at jeg så befinder mig i et ekkokammer af radikaliserede Trump-støttere, der minder ham om Islamisk Stat. Det overlever jeg nok. Citat fra 21 Søndag på DR1.

Steffen Kretz, DR: … de planlægger, de syntes det her var en stor sejr, og det her er noget der har opildnet hele den her base omkring Trump. Den politiske base, altså dem der støtter ham, de her militia-grupper, de her ekstremister på højrefløjen. Og de planlægger fra næste weekend og frem til tirsdag, altså om ni dage, hvor den kommende præsident Joe Biden bliver indsat – endnu flere demonstrationer, som de kalder det. De taler om en million march, altså en march hvor der skal komme en million mennesker, det tvivler jeg stærkt på, at de kan samle, men de planlægger en stor march her i Washington, og det har blandt andet betydet at myndighederne her har indkaldt Nationalgarden på forhånd, så fra en uge vil der være 6000 soldater i Washington, som skal passe på bygningen her. Det det viser er jo at der er ekkokamre her, hvor der er folk der er radikaliseret på en måde, som vi jo har set det, hvis vi nu sammenligner med Islamisk Stat. Jeg har dækket Mellemøsten i mange år, og det her er nogenlunde det samme. Folk der er forsvundet ned i ormehuller på internettet, og lever i en fuldstændig parallel virkelighed, hvor alt er vendt på hovedet… hvor de synes at de forsvarer demokratiet, og ikke det omvendte.

(Collage: Steffen Kretz og Islamisk Stat i Washington)

Oploadet Kl. 01:28 af Kim Møller — Direkte link81 kommentarer


18. december 2020

Henvendelse fra ‘et medie’ koster mig en sigtelse efter straffelovens § 264d, ‘freds- og ærekrænkelser’

For et par uger siden blev jeg kontaktet af Østjyllands Politi, der ville have mig ind til samtale om en sag. Jeg forventede det ville være om Marokko-sagen, der har givet andre bloggere store problemer. Mødet blev afholdt i torsdags, og viste sig rigtignok at omhandle et terrorangreb, men det i Nice. Efter nogle minutter fortalte jeg de venlige betjente, at min datter var i Nice dagen forinden, og at jeg godt huskede sagen. Det viste sig ikke at være en post om terrorangrebet i 2016, men en post om efterårets terrorangreb mod Notre Dame-katedralen i Nice. Helt konkret et makabert billede af en myrdet 69-årig kvinde.

De fortalte mig, at ‘et medie’ havde henvendt sig til politiet, for at høre om jeg havde gjort noget ulovligt ved at bringe billedet, og den juridiske enhed havde derfor besluttet at sigte mig efter straffelovens paragraf 264d.

“Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Stk. 2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.”

Betjentene havde aldrig haft en lignende sag, for normalt så behandlede de kun den slags såfremt der forelå en konkret anmeldelse efter henvendelse fra offeret/pårørende. Det gjorde der ikke her, og da berørte parter ikke er bosiddende i Dannmark, var det noget nyt. Kan du ikke bare droppe ‘chokeffekten’, så du ikke risikerede en bøde, lød det udglattende fra den ene. Den dag masseindvandringens agitatorer dropper følelsespornoen, så skal jeg nok pixelere blodet fra terrorofre. Indtil den dag, så går jeg lige til grænsen. Problemet er ikke dokumentationen.

Livet leves forlæns, og der skal mere end en mindre bøde til at ødelægge min nattesøvn. Efter et par travle uger har jeg haft årets sidste arbejdsdag, og julegaverne er netop hjembragt fra Fredericia. Kæresten er ikke gået på ferie endnu, så de kommende dage bliver der rigelig tid til ‘beers, blogs and birds’. Herunder ‘den flyvende snebold’.

(Halemejse, Middelfart, 18. december 2020)

“Der er billeder, som kræver publikation, selv om vores eget verdensbillede og dets etik i teorien bør forhindre det. Debatten om disse ‘ikoniske’ billeder tjener måske mere som en slags selvbeskyttelse. Når de er brutale og viser, at krig faktisk dræber og lemlæster mennesker, bliver mange medier bange for reaktionen. Krigsførende stater censurerer faktisk den slags billeder af egne faldne. Officielt af hensyn til de pårørende, men i høj grad også af politiske grunde. (Lasse Jensen, 2015)

Oploadet Kl. 19:35 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


11. december 2020

Tim Jensen: Politikere intimiderer islamforskere, “… mange er bange for ikke at få forskningsmidler”

Tidligere på ugen hørte jeg i radioen, at medierne var alt for kritiske mod Mette Frederiksen-regeringen. Et bizart standpunkt, når banale nazi-associationer problematiseres over flere dage, hvad (jf. meningsmålinger) trumfer det der ligner et klokkeklart grundlovsbrud. Mette er styrket, og det er ikke på trods af medierne.

Et godt eksempel på den socialdemokratiske partistat er det famøse Martin Rossen-interview på ‘hele Danmarks Radio’. Her portrætteres statsministerens ven og tidligere chefstrateg Martin Rossen over 43 minutter uden kritiske spørgsmål. Journalisten bag, Michael Jeppesen, kender flere centrale socialdemokrater privat, og hans produktionsselskab MUST, står blandt andet for Socialdemokratiets ‘Fællesskabspris’. Rådgiveren på denne pris er Sune Gylling Æbelø (hvis bror er samlever med DR-kendis Abdel Aziz Mahmoud), der i dag er ansat som taleskriver for fødevareministeren. Alt det og meget mere kan man læse i Weekendavisen.

Der er stor forskel på de borgerlige og Socialdemokraterne. Sidstnævnte bruger magten, når de har den. I forhold til Islam er det godt i disse år, og man må rose Mattias Tesfaye for at gøre kort proces mod RUC-forskere der vil normalisere sharia-baseret social kontrol.

Den slags piner naturligvis religionshistoriker Tim Jensen, der til Forskerforum fortæller, at han er bekymret for forskningsfriheden, men i dag er så gammel, at han godt ‘tør sige fra’. For fjorten år siden, sagde han helt det samme, og intet indikerer, at det har haft negativ betydning for hans akademiske karriere. Tværtimod.

Personligt vil jeg gerne gøre forskeraktivisterne helt uafhængig af skattekroner, men det har lange udsigter, og ‘liberal tears’ er for nuværende det mindst ringe. Fra Forskerforum.dk – Religionsforsker: ‘Forskning i islam er betændt og politiseret ud over alle grænser’.

“Der har været forholdsvis stille om Tim Jensen siden Muhammed-krisen i 2006. Han har valgt at holde mund, men sagen om rapporten ‘Magt og (m)ulighed’, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har fjernet fra Integrationsministeriets hjemmeside, får ham nu til at reagere. Rapporten er blevet stemplet som ubrugelig og af videnskabeligt dårlig kvalitet af flere politikere, fordi forskerne angiveligt anbefaler koran- og arabiskundervisning som en måde at bekæmpe social kontrol. Det har forskerne dog selv afvist er tilfældet.

Han ser sagen som en del af en større tendens til, at politikerne, ikke mindst efter Muhammed-krisen, forsøger og delvist er lykkedes med at intimidere forskerne til at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat ved at hænge dem ud i medierne og ved at true dem til tavshed.

Jeg er så gammel nu, at jeg godt tør sige fra, da jeg ikke længere har noget i klemme. Der burde være større protester fra alle forskere, ikke kun islamforskere…’, siger Tim Jensen.

Han mener, at dansk politik i årtier har været drevet af en islamfjendtlig diskurs i en sådan grad, at det nærmer sig islamofobi.

‘Der er et ensidigt politisk fokus på muslimer, og der eksisterer en forudfattet mening om, at kernen i islam og i muslimske fædres børneopdragelse er undertrykkelse. Alle nyere love i Danmark, der begrænser religionsfriheden, er i bund og grund rettet mod muslimer, og politik i Danmark er drevet af en delvis irrationel frygt for islam. Jeg og især islamforskere er utroligt trætte af hele tiden at få at vide, at vi ikke forsker i islam på den måde, som politikerne ønsker’, siger Tim Jensen.

Han tilføjer, at den seneste sag eksemplificerer, at politikerne dybest set ikke ønsker at blive klogere…”

(Lektor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen, 2016)

“Der er altså nogle politikere, åbenbart, der mener at der er nogle forskere der ikke skal sige det, de siger, på baggrund af deres forskning, og på baggrund er deres egen vurdering. Udover det så mener jeg selvfølgelig, at vi har set eksempel på at den frie forskning, men også ytringsfriheden for forskere er truet. Og det synes jeg er meget uheldigt.” (Tim Jensen, 11. december 2006)



30. november 2020

TV2 hylder kommunist: “.. har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”

Jeg hører en del Spotify, og når jeg ikke lige har tid til at skifte mellem favoritalbums, så styres de efterfølgende numre af en algoritme. Når jeg hører et Søren Huss-album, ender jeg efter nogle numre med Anisette og Savage Rose. Der findes ikke dage, hvor jeg gider høre den slags. Lørdag modtog Anisette Danish Music Awards såkaldte ‘ærespris’. Hun benyttede lejligheden til at politisere, og intet indikerer at hun ikke stadig er troende stalinist.

Den slags er naturligvis ikke kontroversielt for TV2, der lader journalist Marie Holm Mathiasen hylde hende i en længere artikel i forbindelse med æresprisen. Hun er blot venstreorienteret, og en aktivist, der ‘kæmpede for en bedre verden’. Hun var mere kompromisløs end pladeselskaberne kunne acceptere, og derfor måtte hun ‘gå på bistand eller tage dagsarbejde’. Hun kunne også have spurgt Anisette om hun stadig var kommunist, men det virker så grimt på skrift, og for skolede journalister er der som bekendt ingen fjende til venstre.

Fra TV2 Online – De takkede nej til pladekontrakt, fordi de skulle spille for amerikanske soldater – nu hædres de.

“The Savage Rose sad over for to agenter på det amerikanske pladeselskab RCA Records. Bandet havde kun eksisteret i få år, men allerede nu havde de unge danskere opnået anerkendelse herhjemme og i det store udland.
De var unge, oprørske og klar til at indtage USA med deres helt særlige lyd og venstreorienterede protestsange. …

… Lørdag aften modtager The Savage Rose DMAs Ærespris – ikke som band, men som fænomen, der har bevæget sig gennem tid og sted. Selvom tiderne har skiftet, og bandmedlemmer er kommet til og fra, har The Savage Rose altid været et band, publikum kan mærke. For The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted.

De spillede for indsatte på forvaringsanstalten i Herstedvester Fængsel, i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og til støttekoncert for den sorte, militante borgerrettighedsbevægelse Black Panther Party. De støttede DKPML, fristaden Christiania og protesterede mod Irakkrigen. …

. – Man kan vælge at stå på sidelinjen eller tage stilling til folks hverdag og liv. Vi syntes ikke, vi kunne se bort fra de problemer, vi så i verden. Vi havde et ønske om at fremme fred og kærlighed i verden, fortæller Annisette Koppel.

hun synger stadig for kærlighed og frihed.”

(Collage: Marie Holm Mathiasen & venstreradikal vold)



29. november 2020

CFDP-rapport: 100+ ikke-voldelige mænd er imod BLM & MeToo, krænker minoriteter… ‘emotionally’

Jeg har tidligere blogget om Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik (CFDP), senest da han til DR Nyheder advarede mod ‘antifeminismen’: “…vi har det retoriske tilløb. Vi mangler bare det ene angreb.” Der er gode stillinger i at forske i postulerede ‘voldelige højreradikale’, og sammen med Cand.psych Stine Helding Rand har han netop udgivet et skattefinansieret rapport for Nordisk Ministerråd. En på alle måder overflødig udgivelse, hvis vage forbeholdne konklusioner, kun giver basis for det forventelige: Behov for yderligere forskning.

Titlen er ‘The angry internet – A threat to gender equality, democracy & well-being’, og formålet er at undersøge den danske og nordiske ‘manosfære’. Der er ikke et eneste dansk eksempel på vold med udspring i antifeminisme, men Breivik er stadig et selvstændigt argument. Der gennemgås kvindehadske miljøer på Twitter, Reddit og 4chan, og begreber såsom Incels (Involuntary celibates), MRAs (Men’s Rights Activists), MGTOWs (Men Going Their Own Way) og PUAs (Pick-Up Artists). Uha, der findes mænd der åbent modarbejder venstreradikale feministers agenda.

Symptomatisk for rapporten, så bruges der to helsider på at beskrive Gab, et mindre censoreret alternativ til Twitter (s. 73-74). Det erkendes, at ‘the lack of open discussion and equal exchange of ideas’ radikaliserer subkulturer, hvad udgør et demokratisk problem, men rapporten anbefaler naturligvis ikke mindre censur på sociale medier. Bemærk tvetydigheden…

“One threat of free speech-platforms like Gab is that if only one political ideology feels a need for free speech, those views will seldom be challenged and it therefore effectively becomes a digital echo chamber. This incentivises a strong us vs. them-narrative, as noted on both Gab, incels. co, 8chan etc. where users talk of ‘normies’, blue- pills, soyboys and more, as a political and societal opponent, though without engaging in discussions with them, as they are on separate platforms.” (s. 74)

Det ville være befriende, hvis rapporten så anbefalede mindre censur på sociale medier, men det er ingenlunde tilfældet. De mange tilknyttede konsulenter er en broget forsamling af ekspert og identitetspolitiske aktivister – i det omfang det overhovedet giver mening at skelne. Det være sig eksempelvis Zetland-skribenten Frederik Kulager, der festede på skrift, da Youtube begyndte at shadowbanne Rasmus Paludan. Listen inkluderer derudover feministen Emma Holten, aktivisten Natasha Al-Hariri og mere ukendte Michael Bang Petersen, Lasse Lindekilde, Lumi Zuleta, Lene Stavngaard, Helena G. Hansen, Rasmus Munksgaard og Esther Chemnitz.

Der er ingen klare definitioner, og alt er således problematisk per definition, men alligevel konkludereres det at de anslåede 100 til 850 nordiske debattører i ‘The Manosphere’ ikke er farlige: “In the data gathered for this report, however, no indications of intentions to act upon misogynistic opinions have been noted.” (s. 30)

Det understreges i slutningen af rapporten, at der i øvrigt heller ikke er mange danskere i de her ikke-voldelige subkulturer, som de statsansatte feminister målretter sit virke imod.

“A quick look on the Nordic search key reveals that the Danish search key is more developed than the Swedish and Norwegian search keys… However, as visible in Table 3, Denmark does not come out as the dominant of the Nordic languages on any of the platforms, even though the Danish part of the search key is more elaborate. On 4chan it even appears that Danish is the second rarest language. (s. 101)

Det skrives ikke ordret, men kan man læse lidt mellem linjerne, så handler det ikke for frygten for vold. Det handler om frygten for ideologisk modstand, camoufleret bag plusord. Den yderste venstrefløj vil gøre dissens illegitim, og da selverklærede demokratiforkæmpere ikke åbent kan bifalde censur, så er der nødt til at være et farligt voldspotentiale et eller andet sted derude. De kommende år vil de formentligt tale om ‘mørketal’.

Frygten er dog også, at tilfældige debattører risikerer at blive ‘desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric’, og det er naturligvis også hæmmende for minoriteters ytringsfrihed, at de møder modstand på sociale medier: “… poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.”

Minoriteters følelser trumfer højrefløjens ytringsfrihed. Racisme er ikke en ytring, men en handling, kan man læse i diverse AFA-skrifter. Her er den akademiske udgave. Jeg har ikke læst rapporten slavisk, og det kommer jeg heller ikke til. Livet er ganske enkelt for kort til den slags.

(Center for Digital Pædagogik, 2020; Mere: The Angry Internet / Dansk resume)

Udpluk

“In this report it is concluded that specific Nordic misogyny is present on all three platforms though the amount varies from platform to platform – from 0.4% on Twitter, over 1.6% on Reddit, to 5.0% on 4chan1. Based on these numbers, it was estimated that a total of up to 850 active Nordic users had posted misogynistic and antifeminist content on the three select forums during the last year. … While the estimated amount of up to 850 Nordic aggressively misogynistic users can seem trivial in a political perspective, it does not take into it does not take into account how many passive consumers of the 850’s rhetoric there is. These passive consumers are at risk of being desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric used by the 850. Through qualitative interviews and field observations the analysis identified spillover effects of misogynistic content, in the form of phrases, neologisms, ideologies, and worldviews, migrating into ‘mainstream social media’. This spillover effect risks establishing a discourse of acceptance toward misogynistic rhetoric, which in turn could deter women (especially young) to refrain from participating in the public online debate.

One important point established in interviews with participants on aggressively misogynistic forums, and through observations on the same forums, was that many of the users had originally sought emotional and social support from the forums. Later these supportive structures had given way to narratives thought to be less ‘un-manly’, dealing less with vulnerability and unhappiness, and more with vengeance, assertiveness and ideas of (taking) power (back). Some of these forums were formulated in perspective of a ‘men vs. women’ idea, and as such had a (male) user base already feeling alienated from the usual intergender socializing. The users often describe themselves as ‘losers’ or (socially) unattractive, but seem to lack pro-social and pro-male communities, outside of these.

In order to deal with the issues of misogyny the following main recommendations are put forth:

– Forming partnerships with the most troubled forums to educate current moderators, or by installing volunteers, to help establish and reaffirm the support systems that these online communities are for many of their users. By mitigating the echochamber effect that these forums can often hold, and by trying to build bridges to the society that the users feel have shunned them, the brunt of the harmful ‘us-and-them’ rhetoric and mindset could be avoided.

– Building literacy and developing a more equal perspective on the possibilities and capabilities of each gender. Such engagement should target both children, youth, adults, and professionals, through a greater focus on gender, gender identity, and gender development. Furthermore, this can lead to changing and expanding gender norms and ideals to become more inclusive and to create room for diversity and standing up against traditional and stereotypical gender roles.

Requiring identity authentication in order to create accounts on social media platforms would diminish the amount of fake accounts considerably. …” (s. 2)

—–

“One often cited solution to any such problems of hate speech or gender- or minority targeted aggressive rhetoric is to close down the platforms. De-platforming the ideas, and hoping that they dissipate. Even if the notion of de-platforming carried any anti-radicalizing merit, it would largely negate the problem initiating the complex situation to begin with…

De-platforming can be viewed as a tool to close down particularly problematic networks, but should not be done without any secondary action, to ‘catch’ the users before they simply migrate from the now closed down forum, to the next – often to an encrypted or more elusive forum. Likewise, banning certain users will either motivate them to move on to other platforms or create new accounts. In the best of worlds, this will solve the democratic problem of these users preventing minorities and women from participating in the democratic processes of discussions online, but will not solve the problem of the wellbeing of the men themselves. Therefore, different strategies should be employed.

Having a place to talk about one’s problems is often a good thing, seeing as this can offer relief, and thereby limiting the probability of the individual needing a physical (or verbal) outlet. On the other hand, the culture on these platforms can also further fuel already budding thoughts, cementing them as peer-qualified political and social opinions. In essence, there is a fine line between having a place to vent, seek boundaries, and develop one’s identity, and fostering societally undesirable beliefs and attitudes. The former is a positive, while the latter poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.

… tackling this issue requires interventions on multiple fronts. Creating a change in culture requires early intervention, but such changes take a long time to take effect. Therefore, more immediate action is required as well. Early intervention could be in the form of educating child caregivers to be less gender stereotypical in their daily interactions and verbal exchanges with the children. Instead of lauding girls for their princess-like appearances and niceness, whilst at the same time complimenting the boys on being tough, fun or assertive, a more gender-neutral approach should be considered.

These small day-to-day interactions are part of a bigger picture, forming the way children see themselves and others in terms of gender, what is expected of each gender, and what each gender is and is not capable of. … The authors of this report see it as evident, when observing in maledominated online communities, that men more easily identify with aggressive emotions and strategies than ‘weak’ and emotional ones. This trait can lead to the problems being re-framed as political and gender-oppressing of men, and a call-to-arms to fight back against perceived evil oppressors, instead of daring to talk about the negative feelings that led the men there in the first place.” (s. 24)

—–

“The Men’s Rights Activists is a reactionary movement, meaning, it has emerged as a reaction to another social movement gaining support and momentum – in this case a reaction to feminism and multiculturalism (e.g. MeToo and Black Lives Matter). MRA’s can, in some instances, divert from past egalitarian movements such as the aforementioned BLM and MeToo, as it is focusing rather on removing rights from others, than gaining some for its own. Many key objectives for MRA’s are to roll back or halt the changes other movements are making.

They are trying to attain this goal by focusing on key feminist issues, such as equal pay, sexual assault, abuse against women, and the representation of women in popular and entertainment media, from a conservative ‘men suffer more than women, and women are actually just trying to blame men for their problems’ point of view. Most rape stories are perceived as false, and campaigns like #metoo are seen as ‘witch hunts’ designed to demonize men. By combating the feminist goals, under guise of them attacking women, they aim to reframe an anti women’s-rights-movement as a Men’s Rights Movement.

Most MRA movements see rights and power as a zero sum-game. Here the notion of women and minorities gaining the same liberties and societal influence as them is a threat to what they have always had. What the others gain, are feared to be lost on their own account. Therefore the feminist movement gaining traction throughout the last decade, becomes extremely threatening to the ipso facto sovereignty of the white man. Furthermore, the MeToo-movement, aiming at protecting women from men, is seen as an attack on the rightful rule over the sexual landscape, and therefore also an attack on said sovereignty.

Thus, Men’s Rights Activists are not only interested in protecting the rights of men, but also in cutting short the rights of women. Interestingly, MRAs and feminists focus on a lot of the same issues; e.g. oppressing gender-based stereotypes, violence and aggression in men, the overlooking and ignoring of assault against men, the skewed division of parental leave and child care, and the lack of openness towards men showing emotions among other issues. However, where feminists see this as being the fault of the patriarchal society and gender-based norms, MRAs see feminism as the root cause. (s. 48)



28. november 2020

Jihadist ville myrde danskere jf. DR: ‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’

‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’, skriver DR.dk, og umiddelbart skulle man tro, at de var blevet angrebet af vilde dyr. Lidt nede i teksten kommer det dog frem, at Helle og Uri Løvevild Golman blev udsat for et ‘mordforsøg’ for tre år siden i Libreville, Gabons hovedstad. Lidt mere ærlig er Journalisten.dk, der sidste år – efter at have associeret mordforsøget med Trump, havde det faktuelle på plads – Døden nær efter knivangreb: ‘Vores livs hårdeste og længste ekspedition’. Via BM.

“Præsident Donald Trump skriver historie den 6. december 2017. Med et tweet udråber han Jerusalem til Israels hovedstad. Men det ænser de danske fotografer Helle og Uri Løvevild Golman ikke. Både de og deres store kameraer har indstillet fokus på en opgave for Strong Production / TV 2 i det centralafrikanske land Gabon.

Men Trumps beslutning kommer imidlertid til at ændre deres liv radikalt. 11 dage senere er Helle og Uri efter tre ugers vellykket mission i landet på markedet for at finde film-location.

… De er på den næstsidste af 26 ekspeditioner, hvor de med 200 rejsedage om året har opsøgt kontinenter og svært tilgængelige og langtfra ufarlige dyr, som de tager sig i agt for og nogle gange flygter fra. Alligevel er det en tobenet homo sapiens, der sender dem til tælling.

‘Jeg står og kigger på en afrikansk maske, da en mand kommer hen og kigger mig direkte i øjnene. Så tager han en kokkekniv frem og stikker mig i maven og løfter den op, så han skærer en centimeter af leveren. Så tager han den ud og stikker mig i hjertet. Derefter vender han kniven i hånden og hugger mig i halsen. …’

… af efterforskningen fremgår det, at den 53-årige nigerianskfødte Arouna Adamou rejste 350 kilometer fra sin landsby til hovedstaden og ventede på potentielle ofre foran den amerikanske ambassade, indtil sikkerhedsvagterne smed ham væk. At han råbte ‘Allahu akbar’ (‘Gud er stor’ på arabisk, red.) under angrebet, og at han samt Gabons forsvarsminister har erklæret, at han handlede i hævn over Trumps beslutning med målet om at dræbe hvide – helst amerikanere.”

(Uri Løvevild Golman, som blev forsøgt myrdet af jihadist; Foto: YouTube)



25. november 2020

Skorini: Kampen for ‘retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold’ undergraves af Strasbourg…

Kronik af adjunkt Heini í Skorini i Berlingske – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør sig til islamismens nyttige idiot.

“29. oktober udsendte paraplyorganisationen for de islamiske stater, Organization of Islamic Cooperation (OIC), en opsigtsvækkende offentlig udtalelse, der påpegede, at blasfemiske ytringer ikke kun er ulovlige i den muslimske verden. De er skam også ulovlige på europæisk jord. Det har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg selv konstateret i flere omgange. Og det betyder, at de europæiske staters kamp for ytringsfriheden og fordømmelse af censur og restriktive blasfemiparagraffer er hykleri og i strid med den retspraksis, som Europas øverste juridiske myndighed i forhold til menneskerettighederne har udviklet.

OICs udtalelse kom på baggrund af genoptrykninger af Muhammed-tegninger og de seneste brutale terrorangreb i Frankrig, som har efterladt landet i højeste alarmberedskab og udløst diplomatiske kriser mellem Frankrig og flere toneangivende muslimske stater. …

OICs diplomater i FN-systemet er ikke skæggede jihadister fra den afghanske ørken, men topakademikere fra de bedste universiteter i USA og Europa. De ved udmærket, hvordan man retfærdiggør autoritær undertrykkelse med blødt, sekulært menneskerettighedssprog, f.eks. ved at hævde, at autoritær censur er et nødvendigt instrument i kampen mod racisme, intolerance, diskrimination og imperialisme.

Samtidig arbejder OIC med en ny islamisk menneskerettighedserklæring, der skal afløse den gamle Cairo-deklaration fra 1990. … Udkastet er ikke offentligt endnu, men da jeg for nylig fik fat i en kopi, stod der således i paragraf 19:

‘Ytringsfriheden må ikke bruges til at krænke helligheder eller værdigheden hos profeter, religioner, religiøse symboler, eller at underminere moral og etiske værdier i samfundet.’

Denne sætning lægger sig tæt op ad den retspraksis, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet. Og det er skæbnens tragiske ironi, at den globale kamp for retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold svækkes af en menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der oprindelige blev etableret som et bolværk imod totalitære idéer. De europæiske demokratier burde forlange mere af kontinentets øverste menneskerettighedsmyndighed.”

(Heini í Skorini, Free Speech, Religion and the United Nations, Routledge, 2019)



11. november 2020

Th. Hoffmann: “Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer…”

‘Ny bog viser Muhammads mange facetter’, kan man læse hos POV International, der lader Jakob Skovgaard-Petersen præsenterer sin nye bog. “Det interessante ved Muhammed, er efter min mening ikke, hvem han oprindelig var…”, men hvordan muslimer og kristne har set på ham historisk. En bekvem vinkel.

Så er der mere kød på professor Thomas Hoffmann, der i en kronik i Politiken giver salonsocialisterne akut behov for lugtesalt – Muslimer må droppe virkelighedsfornægtelsen.

“Lige nu synes en ny jihadistisk terrorkampagne at være i proces: angrebene på de forvekslede Charlie Hebdo-medarbejdere i Paris, Paty, kirkegængerne i Nice og senest en synagoge og cafégæster i Wien. I den muslimske verden myrder og lemlæster muslimske terrorister også løs – i en skala og med en intensitet helt uden for kategori i sammenligning med Europa.

Op gennem 00’erne har vi læst det ene afstandtagende kommuniké, charter, fatwa, tweet og facebookopslag efter det andet. … det sprog, som man almindeligvis møder i kølvandet på endnu et muslimsk udført terrorangreb, er alt for ofte overfladisk, floskuløst, sentimentalt, relativiserende og bortforklarende og derved ude af stand til at identificere og analysere det problem, som såvel muslimer og ikkemuslimer er ofre for i dag.

… For det andet oplever man igen og igen det, jeg kalder pseudotakfir. Takfir er et klassisk islamisk begreb og praksis, hvor man erklærer en muslim for ikkemuslim, altså en slags kætterstempling. Konsekvensen af en sådan takfirstempling er principielt fredløshed og dødsstraf.

Ekstremistiske muslimer benytter sig netop gerne af takfir over for deres trosfæller og fordømmes derfor ofte for det af mere moderate muslimer for deres puritanske dømmesyge. Det ironiske er imidlertid, at de forskellige terrorfordømmelser næsten altid forfalder til en tilsvarende takfirtaktik uden tilsyneladende at erkende overlappet.

Det giver sig til kende i vendinger som ‘de har ingen religion’, ‘det er ikke muslimer’, ‘det er ikke ægte islam’ – eller ‘der findes ikke noget, der hedder islamisk terror’.

Paradokset adresseres aldrig – for det analytiske og selvkritiske blik mangler. Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer – angrebene udføres almindeligvis under lovprisning af Guds storhed, med minikoraner tæt på kroppen og rituelt rensede kroppe. At hævde, at disse terrorister reelt ikke er troende muslimer, er udtryk for en farlig virkelighedsfornægtelse.

For det tredje synes alt for mange af fordømmelserne at mangle historisk-kritisk vilje eller evne. For eksempel når det entydigt slås fast, at den islamiske tradition fordømmer drab på civile. Begrebet civile findes simpelthen ikke i traditionen… Et klassisk eksempel, som man har set mange gange i denne ombæring, er påstanden om, at Koranen forbyder drab, fordi den rummer et vers, hvor det slås fast, at det at slå et menneske ihjel svarer til at dræbe hele menneskeheden.

Problemet er bare, at verset (sura 5, vers 32) næsten altid gengives i amputeret format. Afgørende detaljer undlades belejligt. Verset lyder nemlig i sin fulde ordlyd således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn (Koranens betegnelse for jøderne), at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker’. Her skal man dels lægge mærke til, at verset indfører to vigtige forbehold over for forbud mod drab, dels, at hævndrab er legitimt ligesom drab på dem, der skaber ‘fordærv’ i landet – sidstnævnte er naturligvis en så vag og elastisk term, at enhver kan beskyldes for at skabe ‘fordærv’. …

Indtil videre har jeg desværre ikke observeret nogen problematisere disse forbehold. For slet ikke at tale om verset, der følger lige bagefter, og som lyder: ‘Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det’. Versets kontekst knyttes traditionelt til en historie om Muhammad, hvor han brugte amputationen (samt udprikning af øjne). Ja ja, vil nogle indvende, men det er vel ligegyldigt, hvad Koranen siger? ‘Koranen i sig selv er tavs’ er frasen, der rutinemæssigt luftes.

Det, det handler om, er, hvordan muslimer tolker det. Nuvel, her er et eksempel på en fordømmelse af 11. september-angrebet fra en lang række indflydelsesrige arabiske islamiske lærde og meningsdannere: ‘Alle muslimer bør være forenet imod alle dem, som terroriserer de uskyldige og som begår drab på ikkekombattanter uden en forsvarlig grund’. Denne sidste præciserende detalje, ‘uden en forsvarlig grund’, åbner ligesom det førnævnte koranvers for en afgrund af potentielle voldelige reaktioner.

(Mozambique, hvor IS-associerede militser netop har halshugget 50 personer, 6. november 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper