22. november 2011

Støvring problematiserede multikultur og fik svaret: “.. hvis bare der var milliarder af farver”

Lørdag middag sendte P1 et afsnit af Netværket, et tre kvarter lang samtaleprogram, hvor et lille panel forholder sig til aktuelle problemstillinger. Emnet var racisme, og paneldeltagerne der var sat stævne for at diskutere korte båndede interviews, bestod denne gang af Dorte Toft (journalist), Nikolaj Henningsen (socialrådgiver) og Ann-Elisabeth Knudsen (lektor), der havde helt analoge holdninger.

De indlagte interviews fra personer der talte racisme-problemet op, bragte ikke sindene i kog, men i slutningen af udsendelsen blev der også tid til en kort kommentar fra Ph.d. Kasper Støvring relateret til multikulturalisme. Han fortalte tørt og ukontroversielt om manglende tillid mellem folk og faldende sammenhængskraft, og pludseligt forsvandt den gode stemning.

Studieværten ændrede toneleje, og så gik de ellers i samlet flok angreb på Støvrings konklusion uden på nogen måde at strejfe det han sagde. Dorte Toft, der tidligere havde talt om racistiske blogs og ‘det nye Holocaust’ mod muslimer, blev pludselig den moderate.

Ann-Elisabeth Knudsen, der mest talte om behovet for statsfinansieret modersmålsundervisning problematiserede, ikke Jacob Holdts postulat om at danskerne var mere racistiske end Ku Klux Klan, men Støvrings undersøgelse – “Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?” Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke vil høre svaret, og det ville DPU-lektoren ikke.

Nikolaj Henningsen var dog værst, idet han vævende fablede om at Støvring brugte statistik til at fremføre ’skjulte budskaber’, noget han som en klog mand, burde holde sig for god til. Slutteligt sammenfattede P1-værten panels holdning. Det var vigtigt at tale om tingene, men at det skulle ske på en ‘ordentlig måde’. Uden at problematisere multikulturalisme, forstås.

Delvis transskription af Skrub hjem, hvor du kommer fra!

Lene Juul Bruun, P1-vært: Dorte, er det din opfattelse at det er blevet sværere at være anderledes i Danmark?

Dorte Toft, journalist: Det er ingen tvivl om, at det er blevet langt langt sværere end det var tidligere. Da jeg skulle ind til det her program, så gik jeg lige ud og søgte på nogle af ordene her, og jeg endte på nogle sider der dryppede af foragt, det var fuldstændigt, altså man kan slet ikke forestille sig, hvordan folk kan tage sig selv til at skrive sådan nogle ting. Men det er det der er kommet fuldstændigt frem nu. Noget af det der før lå i ormehullerne, det er nu ude i den offentlige debat.

Lene Juul Bruun: I hvert fald på internettet. …

Lene Juul Bruun: De seneste tal fra Rigspolitiet viser at der de seneste fem år har været 190 sager om overtrædelse af racismeparagraffen, det er muligvis kun toppen af isbjerget. Formanden for Adoption og Samfund Michael Paaske har nemlig spottet en øget tendens til racisme.

Michael Paaske, Adoption og Samfund: Jeg er bekymret over den udvikling vi mener der er sket, de sidste 5-10 år. …

Lene Myong, Adjunkt: Et af de problemer der er med hverdagsracismen

Lene Juul Bruun: Foredragsholder Jacob Holdt mener at den gennemsnitlige dansker er mere racistisk, end den racistiske amerikanske organisation Ku Klux Klan. Det begrunder han med at Ku Klux Klan-medlemmer er ofre for en fattig og barsk barndom…

Lene Myong: Jeg mener det er vigtigt vi anskuer racisme, ikke bare som et individuelt fænomen, men som en mere strukturel problematik, som netop gør, at der kun er hvide modeller på damebladene, fordi det er skønhedsidealet, fordi skønhedsidealet er hvidt, eller at man synes det er i orden at det er brune og sorte mænd man kropsvisiterer i bestemte zoner på Nørrebro for eksempel, og ikke alle mulige andre.

Lene Juul Bruun: … det som nogle kalder den skjulte hverdagsracisme, hvor udbredt tror i den er i dag i Danmark, Dorte. Altså, du været på nettet, og kigget på blogs, der møder du den… Hverdagsracismen, hvor udbredt tror du den er?

Dorte Toft: Jeg tror den er meget stor, jeg har en rem af huden – nogle gange kan jeg blive forfærdeligt irriteret når jeg ser de helt tildækkede kvinder gå ned ad gaden, og tænker hvorfor, hvorfor, hvorfor? Nu har vi kæmpet i så mange år på ligeværdighed, og alt det der andet – altså vi har alle en rem af huden. Men forhåbentligt, det der beviser intelligens, er vel at man er i stand til at beherske den fordom – den rem af huden, som vi har. …

Nikolaj Henningsen, Socialrådgiver: Det er noget med Danmark, sådan nogle børnesygdomme… Vi er bange for det ukendte… Der er noget afmagt og noget angst…

Nikolaj Henningsen: Ja, jeg synes faktisk Jacob Holdt har en pointe. Ja, det er sat på spidsen… Vi skal holde fast i, at racisme er den der uvidenhed… det er en angst for noget ukendt. Det er noget vi ikke forstår, og mennesket reagerer angstfyldt på det nye. .. Det er ikke kun farvebestemt, det er også kulturbestemt, så det er noget vi ikke bare accepterer. …Når man ikke er i angst, så er man faktisk meget tolerant. Det er noget som hedder kultur, og så er der noget som hedder holdningsændring, og noget med noget psykologi vi skal ind og have fat på.

Lene Juul Bruun: Ann, hvad har gjort os bange…

Ann-Elisabeth Knudsen, Lektor: Det er en utrolig kompleks problemstilling… Altså der er en grund til, og vi har selv været med til at skabe problemet, at man kan være bange for at stå i en kø sammen med tosprogede drenge fra, nu står vi midt her i Århus, fra Gellerup, eller at man kan være bange for at lukke en med en anden hudfarve ind på et diskotek i Danmark. Noget af det handler om, at jeg jo mærker på mine skolebesøg, at allerede mens de er mindre så arbejder lærerne meget hårdt på at lave sproglige kodeks for hvordan en anden-etnisk-baggrund dreng på tale til en dansk pige i en 4. klasse. Må han godt kalde hende en luder? Og alt muligt andet. Altså de arbejder rigtigt hårdt med de der sproglige niveauer, og det er der en begrundelse for. Her i Danmark har vi sparet modersmålsundervisningen væk i rigtig rigtig mange områder i Danmark… Vi laver kunstige psykopater. Der er ingen grænser for, hvad man kan sige, når man ikke siger det på sit modersmål. … Vi har selv været med til at skabe nogle af de her problemstillinger, der gør at nogle af vore tosprogede har en grænseoverskridende adfærd rent sprogligt og værdimæssigt, som gør at vi bliver bange for dem.

Lene Juul Bruun: Jeg kunne også godt mig, at vi tager fat i vores egen berøringsangst…

Dorte Toft: … jeg oplevede nogle ældre mennesker, der sagde, at det jo også var fordi han er jøde… Den er jo blevet standset, men vi skal jo nødig ha’ en ny Holocaust for at få folk til at besinde sig. Så hvordan vi så ellers kan standse det, altså hvis vi ser – der er også racisme i Sverige, og alle siger så, at der er ytringsforbud, men hvis vi ser på Sverige, så er to af holdene i top-ligaen i fodbold, såvidt jeg forstår, jeg er lidt på udebane her, det er to hold fra Södertalje, to rene indvandrer-fodboldhold var det oprindeligt, og de klarer sig formidabelt – man har på fodboldbanerne, såvidt jeg kan se, det er min mand der er fodboldinteresseret, ikke mig. Så har de flere med en anden hudfarve, de har flere i deres tv-programmer med en anden hudfarve, sålænge vi gør det til noget helt usædvanligt, eller udelukkende importeret, at der er nogle med en anden hudfarve, så får vi jo ikke bevæget os. … Mit største ønske angående racisme, det er jo egentligt, at vi alle formerer os på kryds og tværs, så vi til sidst ikke har noget at lade hinanden høre. Jeg tror også vi bliver en meget stærkere race af det – i incitationstegn. Ligesom hunde, bastardhunde, de er knap så tossede i hovedet.

Lene Juul Bruun: Vi skal blande os noget mere med hinanden, er det budskab Dorte…

[…]

Kasper Støvring, Ph.D.: Multikulturelle samfund har det med at hæmme tillid mellem mennesker, at tilliden vanskeligt kan vokse frem når folk lever i forskellige kulturer. Multikulturalisme har en tendens til at skabe polarisering, spændinger, konflikter mellem mennesker. Man kan eksempelvis se på en undersøgelse CEPOS har lavet for et par år siden, hvor de spurgte etniske danskere om de havde tillid til hinanden, og der var det 90 procent der svarede, at det havde de. Hvor når de spurgte, om de havde tillid til for eksempel muslimer, så var det kun 55 procent, der svarede at de havde tillid. Det er et markant fald. Det har jo ikke noget at gøre med, at muslimer er notorisk upålidelige, slet ikke, det har noget at gøre med, at når man lever i parallelle samfund, som muslimer har en tendens til i Danmark, så har man vanskeligt ved at opbygge tilliden.

Lene Juul Bruun: – Siger Kasper Støvring, der sidste år skrev en bog om sammenhængskraft. Men måske skulle man kigge over Atlanten for at undgå at det multikulturelle bliver et problem. I hvert fald hvis man spørger Michael Böss, leder af center for canadiske studier på Aarhus Universitet. Han skriver i en kronik i Berlingske, at Canada er et lysende eksempel på, at multikulturelle samfund fungerer glimrende. Et eksempel som vi kunne lære noget af i Danmark. …

Kasper Støvring: … hvis det er en udvikling der fortsætter, så kan det være en trussel mod sammenhængskraften.

Lene Juul Bruun: – Sagde Kasper Støvring… Hvad forstår I ved et multikulturelt samfund?…

Nikolaj Henningsen: Ja, men jeg vil sgu gerne starte et andet sted. Nu skal jeg sige det pænt ik’. Men ham her Kasper Støvring, vær varsom med dit ordvalg, vær varsom, jeg synes faktisk der er en undertone som er problematisk i den måde han snakker på. Nu er vi måske lige inde ved sagens kerne, at der er noget der bevæger sig inde i mig, fordi – det kan godt være I andre ikke hører det, men jeg hører det. Jeg synes han bruger noget statistik til at fremføre noget lidt snerpet og lige lidt skjulte budskaber, som jeg kan mærke, der er noget inde i mig, jeg kan mærke mit hjerte slår lidt hurtigere, jeg ryger ned i maven, hvad er det lige der sker her, hvor er jeg på vej hen. Skal jeg bare lade mig forføre af retorikken… Parallelsamfund som muslimer jo tit vælger at leve i.

[P1-værten rømmer sig]

Nikolaj Henningsen: Vær varsom, Hr Støvring, specielt fordi, og det er jo ikke fordi jeg skal parallelisere til Hr Holdts ægte racisme, men du er netop en mand der har et kæmpestort ansvar, og social kapital – vær lidt inkluderende, vær lidt varsom med hvad det er for nogle ord du vælger. Specielt når det er baseret på tal, jeg ikke aner en fløjtende fis om passer. Så det har jeg bare brug for at sige.

Lene Juul Bruun: Så vil jeg spørge dig om noget andet. Det som han blandt andet siger er, at hans forskning siger at tilliden til hinanden i samfund hvor der lever mange med forskellige kulturer, daler. Hvordan skal vi forholde os til det, når Dorte samtidig siger, at hun ville ønske vi levede i samfund hvor vi blandede os noget mere med hinanden.

Nikolaj Henningsen: Jamen prøv her, jeg ved ikke, jeg kan, ved du hvad, jeg kan være en jubelromantiker, eller optimist, jeg er så skide-enig med Dorte. Jeg tænker, at hvis bare der var milliarder af farver, hvem fanden skulle man skyde hvis man var psykopat, det er derfor jeg elsker at være i New York – fordi, hvem fanden skal man skyde – alle er tossede, alt er åbent, alt er lukket – alt er alting på en gang. Det er jo det der er fantastisk ved den by. Omvendt ved jeg jo godt, at der er enormt meget racisme i New York, man skal være meget varsom med – siger man noget forkert om jøder – den der dobbeltbundethed – jeg aner ikke hvad det simple svar er, og jeg tror at i det rigtige multikulturelle samfund der er der modsatrettede kræfter, det er ikke bare en succes fordi man blander alt ned i en spand, så jeg har ikke svaret, men jeg er i hvert fald nysgerrig på, at når man er mange og der er forskellige farver, så er det svært at sige, at jeg foretrækker dig fremfor en anden, fordi der er sgu talenter alle steder, og der er dejlige mennesker alle steder, og hvis de står foran mig, så må jeg begynde at lede efter noget andet. Der tænker jeg ligesom Dorte – dejligt.

Ann-Elisabeth Knudsen: Jamen jeg reagerer også på Kasper Støvrings undersøgelse, og jeg kan ikke lade være med når han siger det om tilliden mellem mennesker i multikulturelle samfund, og når han så stiller spørgsmålet om du har lige så meget tillid til muslimer, så svarer en lavere procentdel at de har det. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan er det spørgsmål i grunden formuleret ik’, for her skal man passe på med at man ikke i virkeligheden banker en psykologisk mekanisme ind, når spørgsmålet stilles sådan, i forhold til hvordan man faktisk lever i det multikulturelle samfund, når man er i i det. Hvor tilliden godt kan være der, fordi vi skal fungere sammen i det daglige, men når du får stillet spørgsmålet, så tager du stilling til dig selv i forhold til de andre. Og så vil vi svare på det der holder for vores selv – jeg er forskellig fra, for det er en del af vores selvstændige egen identitet. Så når man stiller spørgsmålet på den måde, nu ved jeg ikke præcist hvordan han har gjort det – jeg reagerede også på det der. Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?

Lene Juul Bruun: Hvis jeg nu spørger, hvad er det for en samfund I ønsker, Nikolaj.

Nikolaj Henningsen: Jamen jeg ønsker det multikulturelle, jeg tænker vi skal – det lyder som noget pladder – men vi skal anerkende forskelle, og kigge på anderkendelsen, det der kan virke. Jeg tænker… det er kun starten det her, så vi bliver nødt til at mærke efter hvor de her grænser er… Jeg disser ikke hans kompetencer, jeg tror han er en klog mand, men der er bare nogle konnotationer jeg ikke bryder mig om.

Ann-Elisabeth Knudsen: … Lige præcist Canada…. De er jo et foregangsland for det vi håber der skal ske i Danmark med den sproglige integration. Det er den ene ting. Jeg går også ind for et multikulturelt samfund, ingen tvivl om det, men her kan jeg godt mærke jeg bliver en lille smule reaktionær, for samtidig skal de også stå for danske normer, danske regler, danske værdier, ligesom jeg prøver at indrette mig når jeg tager et andet sted hen, så er vi også nødt til at blive bedre til at stille krav.

Lene Juul Bruun: Hvis man skal forsøge at binde en sløjfe på det her emne… så er det, igen, vigtigt at tale om det, men man skal tale om det på en ordentligt måde, kan man vel konkludere ud fra det i har sagt her.



20. november 2010

“Ideen er hentet fra Canada… Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til.”

For to år siden bragte Politiken en kronik underskrevet ti medlemmer af SF’s Asylpolitiske Netværk, der gik i rette med den nuværende udlændingepolitik. Danmark var en racistisk paria-stat, i decideret modsætning til et land som Canada.

Hvorfor skulle den højtuddannede på Green Card vælge et racistisk land, hvor hun ikke kan få sin familie med? Det bliver da lande som Canada og Sverige, der har sørget for en løbende tilførsel af flygtninge og familiesammenførte, som om få år sidder inde med al ekspertisen og arbejdskraften!” (Den danske virus, 5. juli 2008)

Kamal Qureshi, der forleden var en af de første folketings-SF’ere, der af humanistiske årsager ikke kunne acceptere et pointsystem der tog udgangspunkt i samfundsmæssig nytteværdi, har været fremme med lignende udmeldinger. Her fra et læserbrev i Politiken fra 2005.

Nogle af de lande, der er bedre end Danmark til at inddrage indvandrere er Norge og Canada. F.eks. er arbejdsløsheden blandt mennesker, der har ophold sig i Canada i 1-5 år kun på 12,7 procent. For fødte canadiere er den på 7,4 procent.” (Indvandring: Helle er på katastrofekurs, 28. maj 2005)

Det eneste gode der er kommet fra Canada er Mark Steyn, og Danmark skal selvfølgelig ikke lade sig kolonisere, blot fordi et andet land, med en væsensforskellig historie, gør en dyd ud af multikulturen. Hvor man kan og bør kritisere Liberal Alliance for at stikke blår i øjnene med et slogan som ‘Åbne grænser, lukkede kasser’, så er de i det mindste mere ærlige end velfærdsfetischisterne i Socialistisk Folkeparti, der idealiserer en indvandringsmodel, der er betinget af en socialpolitik, de vil bekæmpe herfra og til dommedag.

Canada-ekspert Michael Böss i dagens Berlingske Tidende – VKOs point-system er stærkt fejlbefængt.

“Rundt omkring i Europa er man begyndt at indse, at familiesammenføringer er en form for indvandring, som må reguleres og styres på linje med al anden indvandring. Nogle af de alvorligste problemer med mislykket integration skyldes faktisk familiesammenføring af familiemedlemmer, der ikke kan eller ikke vil bidrage aktivt til det samfund, de flytter til.

Endnu har intet andet land end Danmark dog forsøgt sig med et pointsystem på det område. Men det er ikke unikt, at regeringen vil sætte tal på kvalifikationer. Ideen er hentet i Canada. Canada bruger dog ikke sit pointsystem i ansøgninger om familiesammenføring. Det gælder andre former for indvandring. I Canada har man altid været meget kontant i de krav, der stilles til indvandrere; for indvandring er en simpel økonomisk nødvendighed for samfundet. Man ønsker derfor ikke i dag at åbne landet for ufaglært arbejdskraft. Man ønsker indvandrere, der med det samme kan gå ind på arbejdsmarkedet. Ud af de 67 point, man skal opnå, lægges der derfor vægt på uddannelse (25%), erhvervserfaringer (24%) og evne til at tale enten engelsk eller fransk (21%). Derefter følger alder (10%), jobtilbud (10%) og skønnet tilpasningsevne på grundlag af gennemført skoleuddannelse og familietilhørsforhold til en anden indvandrer (10%).

Indvandring gennem senere familiesammenføring er altså ikke berørt af systemet. Her gælder det udelukkende om at kunne klare sig selv, enten ved at få et familiemedlem eller andre til at forsørge sig, dvs. ved at skaffe sig en »sponsor«, som det hedder. Og sponsoren skal kunne dokumentere, at det indrejste familiemedlem ikke vil ligge samfundet til last. Går det økonomisk galt for sponsoren, går det derfor også ud over familiemedlemmet: Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til. Systemet minder således meget om forslaget fra Liberal Alliance. Men det kræver et barskere samfund end det danske, som vi kender det.

Apropos.

  • 20/11-10 Jyllandsposten – Katrine Winkel Holm: Dørmænd og åbne grænser.
  • 

    19. november 2010

    Professor: “Det er ikke rart at sætte ord på… Men vi skal have et sorteringssamfund”

    For fem år siden rapporterede Orientering på P1 om den harmoniske multikultur i Canada, og siden har Canada ofte været fremhævet som et ideal til efterfølgelse. Her var et land, der i modsætning til Danmark ikke var ‘nationalchauvinistisk’, men forstod at integrere indvandrere.

    Havde venstrefløjen ikke samtidig brugt den amerikanske minimalstatsmodel, som velfærdsmæssig skrækeksempel, så ville USA nok have være markedsført som idealet. At begge lande sorterer groft ved grænserne, for ikke at blive socialkontor for den 3. Verden, taler man ikke om. Humanisterne får flakkende øjne, når man beder dem prioritere, men der er ingen genveje.

    Ligesom venstrefløjen må lære at prioritere, så må liberale fortalere for en multikulturel minimalstat erkende, at det i praksis ikke hedder ‘Åbne grænser, lukkede kasser’ – men ‘LUKKEDE kasser, åbne grænser’ – i DEN rækkefølge. Her citerer jeg paradoksalt nok Torben Mark Pedersen, formand for Liberal Alliance i København (Facbook, 18. november 2010).

    Fra Kristeligt Dagblad – Eksperter: Selvfølgelig må vi sortere i udlændinge.

    “Nogle debattører mener, at det repræsenterer et brud med Danmarks kristne og humanitære arv, at udlændinge i fremtiden skal præstere en vis uddannelse, indkomst og formue for at kunne blive forenet med en ægtefælle her i landet.

    Andre fremhæver, at sorteringen er nødvendig, ikke mindst af hensyn til samfundets svageste. Til dem, der argumenterer sådan, hører tidligere overvismand, professor Niels Kærgård fra Københavns Universitet.

    “Et etisk argument for en stram indvandrerpolitik er hensynet til velfærdsstaten og vore svage medborgere. Vi er et lille land og kan ikke ubegrænset vælge at være rare. Så bliver vi tossegode. Der må være grænser for godheden,” siger han…

    “En velfærdsstat som den danske tiltrækker indvandrere, som er dårligt uddannede eller har helbredsproblemer… Men der er grænser for, hvad vi kan klare som et lille land med fem millioner indbyggere,” siger han.

    Historiker, professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School, CBS, i København, anslår de samme toner:

    “… Det er ikke rart at sætte ord på, og det er ikke med begejstring, jeg siger det. Men vi skal have et sorteringssamfund, for ellers kommer den store danske mellemklasse til at betale for en ikke-gennemtænkt praksis over skatten,” siger Uffe Østergaard.

    

    15. juni 2006

    Salim Mansur, canadisk muslim: “We have inherited a culture of denial…”

    Fra Toronto Sun, en kommentar med en sjælden pointe fra en Salim Mansur – We muslims have work to do.

    “But whose fault is this? Let us, Muslims, be brutally honest.

    We have inherited a culture of denial, of too often refusing to acknowledge our own responsibility for the widespread malaise that has left most of the Arab-Muslim countries in economic, political and social disrepair.

    Statistics and intergovernmental reports over the past several decades have documented a gap, perhaps now unbridgeable, between Muslim countries and the advanced industrial democracies in the West.

    In a recent “failed states index” published in the journal Foreign Policy (May/June 2006), Pakistan, for instance, is ranked among the top 10 failed states in the world — ahead of Afghanistan. Pakistan is a Muslim country, a nuclear military power, but it can barely feed, clothe, educate and shelter its population.

    The reports on the Arab countries are a dismal catalogue of entrenched tyrannies, failing economies, squandered wealth, gender oppression, persecution of minorities and endemic violence. The cleric-led regime in Iran seeks nuclear weapons and threatens to obliterate Israel, repress domestic opposition, and seek confrontation with the West.

    Instead of acknowledging the reality of the Arab-Muslim world as a broken civilization, we Muslims tend to indulge instead in blaming others for our ills; deflecting our responsibilities for failures that have become breeding grounds of violence and terrorism.”

    Ordene er foranlediget af en større terrorsag i Canada, hvor 17 “velintegrerede” muslimer er sigtet for blandt andet at have planlagt at bombe parlamentet i Ottawa.

    Eramus på Minut har en god pointe, som falder fint i tråd med Salim Mansurs kommentar.

    På forsiden af Berlingske Tidende den 7. juni kan man læse at næsten halvdelen af alle danskere ikke har kontakt med muslimer iflg. en Gallup undersøgelse. Ville det ikke have været mere relevant at undersøge hvor mange muslimer der har kontakt med danskere? Det er vel ikke os der skal integreres?

    Oploadet Kl. 19:01 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    8. maj 2006

    Canada og Frankrig – intolerancens højborge…

    Fra Bloomberg – lidt fra Turkey Recalls Envoys to rance, Canada Over Genocide Dispute.

    Turkey recalled its envoys to France and Canada because of disagreements with both countries over whether the killings of Armenians by Ottoman Turks last century constitute genocide.

    Turkey’s ambassador to Paris Osman Koruturk and ambassador to Ottawa Aydemir Erman have returned to the capital Ankara for “consultations” following “baseless claims of genocide of Armenians,” Turkish foreign ministry spokesman Namik Tan said in an e-mailed statement today.”

    Tyrkiet trækker ambassadører hjem fra Canada og Frankrig, og selvom ingen ambassader endnu er brændt, så kommer man uværgeligt til at spekulere på hvor længe der går før Canada og Frankrig siger undskyld. Det skader landenes renomme, og selvom begge lande har ytringsfrihed, så betyder det jo ikke at man kan frasige sig dømmekraften endsige ansvaret for sine handlinger.

    Canada og Frankrig må se indad – var det gavnligt?

    Oploadet Kl. 09:41 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    15. december 2005

    Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

    Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    

    10. oktober 2005

    Michael Pihl om Brian Mikkelsens kanon & multikulturalismens sammenbrud

    Fra fredagens Berlingske Tidende, et godt læserbrev af lektor Michael Pihl. Et citat fra Brian eller kaos:

    “Tager man nu udgangspunkt i, hvad kulturministeren rent faktisk sagde i sin tale ved det konservative landsråd, forstår man vanskeligt kanonpingernes selvsving. Intetsteds fremhæver Mikkelsen en kulturkanon som våben i en kulturkamp imod islam. Han fremhæver den som et samlende middel til at styrke det efterhånden skrøbelige kulturelle fundament, som samfundets solidaritet og demokratiske orden hviler på: »… en national kulturkanon … skal være en gave til alle borgere her i landet – også til indvandrere, der får en adgang til de fælles referencerammer, den danske kultur bygger på«. Det, Brian Mikkelsen gjorde, var at se multikulturalismens polarisering i øjnene: »Midt i vores land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange«. Det er svært at se det tvivlsomme i dette udsagn, medmindre kanonudvalgets fløjlsklædte akademikere da ligefrem er tilhængere af muslimske parallelsamfund.

    Snarere skal den egentlige grund til kanonhyænernes hylen søges i Brian Mikkelsens modige opgør med den multikulturalisme, som er en integreret del af venstrefløjselitens selvforståelse, og som f.eks. kommer til udtryk i det absurde forslag om en dansk kulturkanon på urdu. Interessant nok falder Brian Mikkelsens opgør sammen med multikulturalismens sammenbrud i det land, hvor dens tilhængere hævder, at den skulle have været mest velfungerende.

    SFs integrationsordfører Kamal Qureshi fremhæver således Canada som multikulturelt forbillede. Siden retssystemet i Ontario sidste år fortolkede en lov, den såkaldte Arbitration Act fra 1991, i ekstrem multikulturel retning, har Ontario tilladt sharia-domstole. I et religiøst baseret parallelretssystem, der bl.a. skulle afgøre familieretslige spørgsmål. Efter pres fra diverse kvindeorganisationer har statschef Dalton McGuinty imidlertid nu fået kolde fødder og skrider ind over for Ontarios sharia-parallelretssystem. »Der skal ikke være sharia-lov i Ontario. Der skal være én lov for alle borgere i Ontario,« udtalte McGuinty til Associated Press for et par uger siden. Sharia-domstole findes i Saudi-Arabien, Iran, Sudan, Libyen og i Nigerias nordlige provinser. Og muntre multikulturalister var altså nær ved at få Canada med i dette selskab.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper