5. oktober 2007

Niels Westy Munch-Holbek: Hvad valg af helte siger om en selv

Skøn klumme af Niels Westy Munch-Holbek på 180 Grader – Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv.

“Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde sidste år, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.

Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande – også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.”

Læs det hele.

  • 22/9-07 DR Online – Fidel Castro i nyt tv-interview (“Cubas sygdomsramte leder”).
  • 4/10-07 DR Online – Hele familien Pinochet skal anholdes (“den afdøde diktator”).
  • Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. januar 2007

    DR-værten Peter Kær: Må Castro leve evigt – for diversitetens skyld…

    Frank Esmann sammenligner i seneste udgave af Esmanns Verden Castro og Pinochet, og pointerer i introduktionen at de hver især har været “diktatorer med stor indflydelse på verdenhistorien”. Nuvel, selv en blind høne kan finde korn.

    Fra DRs nye satsning Aftenshowet onsdag i forrige uge, hvor femte spørgsmål i nytårsquiz’en præsenteres [via Mediekritik.eu].

    Intro: Fidel Castro har styret Cuba i snart 38 år [jublende cubanere i baggrunden], men hans helbred har skrantet på det seneste. Får Cuba en ny præsident i 2007?

    Fra den efterfølgende dialog mellem de to værter.

    Peter Kær: Jaah, jeg ved såmænd ikke. Jeg håber på at han holder i al evighed – fordi jeg syntes det er godt for verdens diversitet at han er der.

    Louise Wolff: Ja, han er en sej en, det tror jeg…

    Jeg har bedt Peter Kær uddybe ovenstående på sin blog.

    Oploadet Kl. 00:28 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
    

    28. december 2006

    TV-avisen om demokratiske Cuba – gensvar

    Den 2. december siden stillede jeg TV-avisens Mette Walsted Vestergaard følgende spørgsmål på hendes blog.

    Hvad er det der gør Fidel Castro til ‘leder’/’statsleder’/’førstemand’, hvorimod Batista og Pinochet konsekvent omtales som diktatorer. Mener DR ikke at Cuba er et diktatur?

    Et par dage efter svarede hun…

    “… Kim, dit relevante spørgsmål har jeg bedt min redaktør og eventuelt udlandsredaktør om at forholde sig til, det er dem, der lægger policy for så vidt angår despoter, diktatorer, statsledere, premierministre osv.”

    Hun har siden fjernet ovenstående ordlyd, og onsdag i sidste uge kom så det endelige svar.

    “Som jeg skrev for længe siden, har jeg konsulteret mine kolleger på udland for at få et begavet svar på, hvorfor vi kalder Fidel Castro for statsleder og Batista og Pinochet for diktatorer. Jeg vil gerne i den sammenhæng gøre opmærksom på, at vi som værter selvfølgelig har frihed til at benævne statsledere – og alle mulige andre – med de betegnelser, vi finder mest korrekt. Og at vi til enhver tid søger at vælge den mest saglige, præcise og forståelige betegnelse som muligt. Når det er sagt, så har mine kolleger på udland selvsagt et enormt overblik og en lang erfaring med netop udlandsstoffet. Større og længere end min er og formentlig nogensinde bliver. Derfor konsulterer jeg dem – ligesom jeg konsulterer vores Christiansborg-redaktion for at få input fra de stofområdeansvarlige på politik, Penge for at blive klogere på erhvervsliv osv. Og det er egentlig det, jeg mener, når jeg skriver, at jeg vil kontakte nogen for at høre, hvad “policy” er: Nemlig at der findes kompetente mennesker, der har gjort sig nogle tanker om dette her, og at jeg naturligvis søger input fra dem, inden jeg vælger min betegnelse.

    Det er ikke svært at se etiketter afspejler redaktionelle beslutninger, men den nye vært har tydeligvis fortrudt at hun brugte ordet ‘policy’. Alt andet i hendes kommentar er kulørt indpakning, og det interessante er selvfølgelig svaret fra Udlandsredaktionen der i sin helhed lyder…

    “Det tilkommer ikke TV Avisen at give forskellige styrer karakterer for hvor demokratiske de er. Cuba er rigtig nok ikke et demokrati i vestlig forstand, men Castro er blevet valgt flere gange som præsident ved valg, der er mere demokratiske i vestlig forstand, end valgene i Sovjetunionen eller Jugoslavien var. Og vi omtalte ikke for eksempel Krustjov, Gorbatjov eller Tito som diktatorer. Desuden er den cubanske regering anerkendt internationalt med sæde i FN og en lang række andre internationale forsamlinger. Landet har diplomatiske forbindelser med det meste af resten af Verden, bortset fra Israel og USA. Så derfor mener vi godt, at vi kan sige, at Castro kan kaldes statsleder/førstemand eller præsident.

    Dermed følger vi også retningslinjerne på andre nationale radio og tv-stationer i Europa.
    Batista var i første omgang folkevalgt præsident, men undlod at udskrive valg, da han tog magten ved et kup.
    Da Pinochet udskrev valg, tabte han som bekendt.
    Under både Batista og Pinochet fandt der systematiske forfølgelser af anderledes tænkende sted, der blev fængslet uden rettergang, mange blev henrettet ved arbitrære standretter og dødspatruljer var aktive.
    Dette er ikke tilfældet i Cuba, hvor den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende er overladt til politi og domstole, der inden for rammerne af den cubanske forfatning dømmes for handlinger, der i et vestligt demokrati er almindelige borgerlige rettigheder. Men arbitrære forfølgelser, henrettelser uden rettergang og dødspatruljer findes ikke i Cuba.”

    Når man konfronterer DR plejer de normalt at svare kort og upræcist, så det er sådan set fint Udlandsredaktionen forsøger at argumentere for at Cuba ikke er et diktatur og Fidel Castro ikke er diktator. Det er ikke en nem opgave de har givet sig selv, men de skal selvfølgelig tages på ordet. Herunder kommenteret sætning for sætning.

  • “Det tilkommer ikke TV Avisen at give forskellige styrer karakterer for hvor demokratiske de er.”
  • Ord og etiketter er bedømmelser i sig selv, så det skal selvfølgelig være konsekvens og sammenhæng i brugen, ikke mindst for DR og TVavisen, der jo jvf. loven om public service skal tilstræbe objektivitet. Jeg argumenterer for at Pinochets Chile og Castros Cuba begge hører til i diktator/diktatur-kategorien, men når nu I er uenig, så må I argumentere for jeres holdning. Neutrale etiketter findes ikke.

  • “Cuba er rigtig nok ikke et demokrati i vestlig forstand, men Castro er blevet valgt flere gange som præsident ved valg, der er mere demokratiske i vestlig forstand, end valgene i Sovjetunionen eller Jugoslavien var.”
  • Vås, intet mindre. Sovjetunionen og Jugoslavien var, og Cuba er stadig etparti-regimer – diktaturer. I den cubanske nationalforsamling er der 609 sæder, og sidst der var valg, den 19. januar 2003 var der alt inklusiv 609 kandidater på valg. Kristendemokratiske, liberale såvel som konkurrerende socialistiske partier var og er forbudt ved lov.

  • “… Og vi omtalte ikke for eksempel Krustjov, Gorbatjov eller Tito som diktatorer.”
  • At tidligere tiders venstredrejning i DR udmøntedes i upræcise betegnelser for tre kommunistiske diktatorer, er ikke en brugbar forklaring. Muren er faldet. Festen er slut.

  • “Desuden er den cubanske regering anerkendt internationalt med sæde i FN og en lang række andre internationale forsamlinger…”
  • Det har diktaturer altid haft, og det siger intet om etiketten, men en hel del om problemet med FN. Chile, Cuba og Danmark har alle haft sæde i FN siden oprettelsen d. 24. oktober 1945. Selv Nordkorea er medlem af FN.

  • “Landet har diplomatiske forbindelser med det meste af resten af Verden, bortset fra Israel og USA. Så derfor mener vi godt, at vi kan sige, at Castro kan kaldes statsleder/førstemand eller præsident.”
  • Det har de fleste diktaturer alle dage haft, men spørgsmålet om hvorvidt et land er et diktatur eller et demokrati handler nu engang om regeringsformen (se evt. en ordbog). Et demokrati er kendetegnet ved flerparti-styre, adskillelse af parti og stat, og frie valg. Et diktatur er kendetegnet ved det modsatte.

    Cuba har kun et lovligt parti – Partido Comunista de Cuba. Partiet er i praksis staten, og Fidel Castro er præsident på livstid.

  • “Dermed følger vi også retningslinjerne på andre nationale radio og tv-stationer i Europa.”
  • Så hvis venstredrejede BBC mener Cuba ikke er et diktatur, så har demokrati intet med frie valg at gøre. Besynderligt argument.

  • “Batista var i første omgang folkevalgt præsident, men undlod at udskrive valg, da han tog magten ved et kup.”
  • Der blev afholdt valg i november 1954, hvor oppositionen til at starte med deltog, men i sidste ende valgte at boykotte, idet de frygtede valgsvindel. 52-53 pct. af de stemmeberettigede stemte på dagen, hovedsageligt på Batista der valgtes af 47,5% af af alle stemmeberettigede. Der var tillige valg til senatet, repræsentanternes hus og byråd. I Senatet fik oppositionens på trods af sit lave stemmetal 18 ud af 54 pladser, præcis som den cubanske grundlov foreskrev.

    I Juni 1956 tilbød Batista oppositionen frie valg til lokale, regionale og visse nationale poster, hvad blev afvist. Mexico-pagten (Castro mfl.) proklamerede istedet, at deltagelse i frie valg ville være at betragte som forræderi mod opstanden. Dette var før Castro overhovedet var gået i land på Cuba, og altså før der var nogen opstand. Stillet over for en afvisning af tilbuddet om valg og en begyndende opstand i starten af 1957 blev valgene – planlagt til november 1957 – aflyst i marts 1957.

    Der blev afholdt præsidentvalg igen i november 1958, få måneder før Batista blev væltet. Kommunisterne havde en kandidat opstillet, Castro valgte ikke at deltage, men udstedte istedet sin ‘Lov nr. 2’, der truede folk der deltog i valget med dødsstraf, eller ved formildende omstændigheder, 30 års fængsel.

    Det første han gjorde da han fik magten, var at udrense Batista-fjendtlige demokrater, og samle magten omkring sig selv. Forfatningen af 1940 blev ophævet , og Castro (Lider Máximo, ‘Den øverste Leder’) kunne herefter regere per dekret. Det brugte han blandt andet til at aflyse de valg, han før revolutionen havde stillet cubanerne i udsigt.

    Cuba var ikke et demokrati under Batista og er det ikke under Castro, og absolut intet i historien indikerer at sidstnævnte var mere demokratisk end førstnævnte.

  • “Da Pinochet udskrev valg, tabte han som bekendt.”
  • Pinochet udskrev frie valg, tabte og gik af. Loven der indførte demokratiske valg blev vedtaget i 1980, syv år efter kuppet. Castro har nu i snart 50 år undladt at undskrive frie valg. Det kræver vist særlige briller at bruge Pinochets demokratiske endeligt, som argument for at han i modsætning til Castro skal kaldes diktator.

  • “Under både Batista og Pinochet fandt der systematiske forfølgelser af anderledes tænkende sted, der blev fængslet uden rettergang, mange blev henrettet ved arbitrære standretter og dødspatruljer var aktive. Dette er ikke tilfældet i Cuba…”
  • Dette har betydning for menneskeretssituationen, som isoleret set intet siger om hvorvidt et lands leder er diktator eller ikke. Mexico var eksempelvis demokratisk ledet i 1990erne, selvom politisk vold og forfølgelse var noget nær institutionaliseret.

    Fidels folkedomstole fungerer i praksis som ‘arbitrære standretter’. Enhver politisk opposition straffes skønsmæssigt af domstole der var og er en integreret del af parti- og statsapparatet. Fidels folkedomstole er ikke en uafhængig retsinstans, men Partiets forlængede arm. Uafhængige domstole er en grundpille i ethvert demokrati.

    Fælles for regimerne under Batista, Pinochet og Castro er at de alle tog magten og konsoliderede den med vilkårlig magtanvendelse imod politiske fjender. Pinochet indledte ifølge ’sandhedskommissionen’ sit regime i dagene efter 11. september 1973 med henrettelse af “Several hundred political prisoners”. Castros magtkonsolidering gjorde politiske fjender til jaget vildt fra midten af 1960. Alene i La Loma de los Coches blev der henrettet mere end 1000 ‘kontrarevolutionære’. Castro dannede tilmed en sikkerhedstjeneste til formålet (DDS), som med stor brutalitet forfulgte kampfæller fra revolutionen der ikke så lyset i hans stalinistisk-inspirerede kommunisme. Oprørsbevægelsen holdt ud i fem år, og Castro fik blandt andet henrettet demokraten Jesús Carreras Zayas, der selv var med til at vælte Batista.

  • “[Dette er ikke tilfældet i Cuba]… hvor den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende er overladt til politi og domstole, der inden for rammerne af den cubanske forfatning dømmes for handlinger, der i et vestligt demokrati er almindelige borgerlige rettigheder.”
  • Når Castros folkedomstole på grund af domstolenes afhængighed i praksis fungerer som arbitrære standretter, så kan det i sagens natur ikke bruges som argument for at Castros Cuba ikke et et diktatur. Hvis regeringschefen for et demokrati lader politiske fjender forfølge, så kan man med udgangspunkt i menneskerettighedsovertrædelser stille spørgsmålet om hvorvidt landet reelt er demokratisk. Hvis et lands ledelse har institutionaliseret sig selv til det fuldfede totalitære, så er alt andet end diktatur en upræcis betegnelse.

  • “Men arbitrære forfølgelser, henrettelser uden rettergang og dødspatruljer findes ikke i Cuba.”
  • Historien om Castros Cuba ligner til forveksling historien om Pinochets Chile. De tog magten, og gjorde i kuppets indledende fase hvad der krævedes for at stabilisere det nye regime. Pinochet valgte efter pres at udskrive valg. Castro har gjort hvad der passer ham i snart 50 år, og nyder idag den store fordel at politiske fjender har forladt landet. 78.000 er foreløbigt døde under flugten til demokratiet. Under Batista var der 11 fængsler i Cuba. Idag er der mere end 300, og politiske dissidenter der ikke er fængslet må holde mund for ikke at blive genstand for det der kaldes actos de repudio – eller ‘arbitrære forfølgelser’. Se evt. TheRealCuba for mere info.

    Ovenstående er selvfølgelig overkill, alt den stund DR selvfølgelig kun skal forholde sig til regeringsformen. Demokrati og diktatur er veldefinerede modsætninger, og uanset hvordan man drejer begreberne så er det en sørgelig kendsgerning at Fidel Castro er diktator og Cuba et diktatur.

    Opdate 31/12-06.

  • 31/12-06 DR Online – Optimistisk nytårstale fra Castro.
  • Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    12. december 2006

    Pinochet er død, Castro leve! – nogle borgerlige ord til “dem, der lægger policy”

    I søndags døde Augusto Pinochet, der tog magten i Chile ved et militærkup i 1973, og sad som diktator helt frem til 1990. Man anslår han var ansvarlig for 3.000 mord, og op imod 100.000 flygtede fra regimet, herunder en del til Danmark, eksempelvis TVavisens Paula Larrain. En død diktator gør ikke verden demokratisk, men det er et skridt i den rigtige retning, og denne postering skriver jeg ikke for at beklage det faktum at Pinochet konsekvent bliver betegnet som eks-diktator i medierne, men for at rette fokus på det åbenlyse misforhold der hersker i mediedækningen. Eksemplet ligger lige for.

    Længe inden Pinochet tog magten, havde Fidel Castro etableret et kommunistisk diktatur i Cuba, og han kunne forleden fejre 50-årsdagen for den revolution der lovede frihed og demokrati, men gav alt andet. Det anslås at han er ansvarlig for 10-15.000 mord, og mellem 1-2 millioner er fordrevet, herunder 77.000 der ikke overlevede flugtforsøget. Castro beskrives konsekvent som leder, statsmand, og aldrig som den diktator han vitterlig er. Det har længe undret mig, og derfor spurgte jeg i forrige uge TVavisens nye værtinde Mette Walsted Vestergaard hvorfor det kunne være at Batista og Pinochet får denne etikette på sig, men ikke Castro. Det direkte spørgsmål lød “Mener DR ikke at Cuba er et diktatur?”, og sidste mandag fik jeg så følgende kommentar

    “… Kim, dit relevante spørgsmål har jeg bedt min redaktør og eventuelt udlandsredaktør om at forholde sig til, det er dem, der lægger policy for så vidt angår despoter, diktatorer, statsledere, premierministre osv.”

    Jeg venter stadig på svaret, men det holder mig ikke vågen om natten. Fidel Castro er diktator, uanset hvad de end må finde på af undskyldning for ikke bruge ordet.

    Tilbage til Pinochet. Han styrtede et socialistisk styre med hjælp fra USA, og nyder derved den samlede venstrefløjs foragt, og tag ikke fejl, de sidder stadig tungt på definitionerne. Det har en række naturlige følgevirkninger i forhold til nuancerne. Vi hører selvfølgelig han var diktator, vi hører om ofrene, men Chiles nyere historien kan selvfølgelig ikke reduceres til en ond general i hvid kappe og hans grædende ofre.

    Observant-Henrik kan i en email fortælle at en tidligere udenrigskorrespondent igår på TV2 Norge kaldte Pinochet for “Latinamerikas værste” , og det illustrerer i mine øjne fint hvor galt det står til.

  • 29/11-06 DR Online – Castro lever: “… tusinder af fødselsdagsgæster [var] forsamlet… for at fejre…”
  • 11/12-06 DR Online – Pinochet døde: “Mange dansede i gaderne…”
  • En af de sjældne artikler.
    11/12-06 Expressen – Pinochet räddade Chiles ekonomi.

    “Till att börja med var diktaturen hård och skoningslös. Under de följande åren dödades ungefär 3 000 personer… Att det – både i och utanför Chile – finns ett stort antal människor som hatar och förbannar Pinochet är inte svårt att förstå. Svårare att förklara är det faktum att Pinochet för många chilenare framstått – och framstår – som mannen som räddade Chile i dess ödesstund. För att i någon mån förklara detta faktum måste man dels se med kritisk blick på Allendes år vid makten, dels göra en bedömning av utvecklingen under Pinochets era.

    Allende förde under sina två år vid makten en ohämmat expansiv ekonomisk politik. Till att börja med tycktes allt gå bra med stigande jordbruksproduktion och stigande priser på koppar, landets i särklass mest betydelsefulla exportprodukt. Ganska snart började dock krissymptom att inställa sig, med inflation, köer och ransonering. Redan sommaren 1973 var Chiles ekonomi i djup kris, med köer och varubrist som tydliga tecken på att allt inte gick så bra. När militärkuppen kom i september 1973 var den därför knappast helt oväntad…

    Den ekonomiska politiken lades helt om: Märkligt nog kom den ekonomiska politik som fördes under Pinochets tid vid makten att karaktäriseras av en utpräglad liberalism… Utvecklingen hade flera positiva sidor; det ensidiga beroendet av kopparn som dominerande exportvara minskade och skog, trävaror och fiskprodukter ökade sina exportandelar.

    Suppler evt. med…

  • 29/11-98 Sunday Telegraph – Mark Steyn: If Pinochet is guilty then so is HM the Queen.
  • 21/07-03 Chicagoboyz – Vladimor Dorta: The Allende Myth.
  • 11/12-06 Die Welt – Pinochet und die Dialektik des Bösen.
  • 11/12-06 NationalReview – A. Daniels: Of All the Dictators. Why the Left singles out Pinochet.
  • 12/12-06 Washinton Post (leder) – A Dictator’s Double Standard. Augusto Pinochet tortured….
  • 

    17. august 2006

    Pinochet, manden der frelste sit land iklædt solbriller og hvide uniformsjakker”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Peter Kurrild-Klitgaard om DRs leflen for Fidel Castro.

    Castro I

    Vi bemærkede her på stedet for nylig, at en række danske medier altid refererer til Fidel Castro som Cubas »leder« eller »præsident«, mens de normalt ville referere til en række andre diktatorer som, ja, diktatorer. Om Danmarks Radio læser Groft sagt skal vi ikke kunne sige, men da DR2 Tema forleden fejrede mandens runde fødselsdag på samme måde, som kanalen så tit gør, når totalitære kommunistiske diktatorer ligger for døden, var der balance i tingene. Her hed det i markedsføringen af programmet igen og igen, at »For nogen er han en folkehelt, for andre en brutal diktator«. Og det er jo sådan set sandt nok. Begge dele. Og på den måde er der ligesom fair behandling af alle synspunkter. Og det er jo godt. Vi ser nu frem til fængende programpræsentationer som disse: Adolf Hitler: Nogle kaldte ham en sindssyg massemorder, andre kaldte ham en lovende maler, som blev en folkehelt. Augusto Pinochet: For nogle er han en brutal militærdiktator for andre manden, der frelste sit land iklædt solbriller og hvide uniformsjakker. Benito Mussolini: Manden hvis navn og udseende fik mennesker til at gyse eller grine. Så er der da ikke nogen, der kan brokke sig, vel?

    Jeg fik desværre ikke båndet DR2s tema-aften om Castro, men så er det jo godt at The Hairpin Bend har lavet en kritisk gennemgang af de værste postulater. 

    Apropos.

    Oploadet Kl. 12:21 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    

    28. april 2006

    “Et højreorienteret svin” om venstrefløjens sekteriske selvforståelse

    En af grundene til venstrefløjens politiske fallit herhjemme, er det forhold at den ustandseligt definerer sig selv som en anti-bevægelse, og der tales derfor med en indforståethed der ikke just fremmer selvkritikken. To eksempler på denne sekteriske indspisthed.

    I tirsdags modtog jeg (i IFF-regi) en email fra en Helene T. Kai, der præsenterer sig som “aktiv i Aktions og Mobiliseringssekretariatet i Det Humanistiske Parti”. Hun inviterede Initiativ Fred og Frihed til at støtte op omkring den Chilenske venstrefløjskoalition, hvis præsidentkandidat Tomás Hirsh imorgen gæster Nørrebro. Helene T. Kai mener således at en organisation der arbejder for at fremme demokrati skal støtte en præsident der får en stor del af sine vælgere fra den yderste venstrefløj – inkl. kommunisterne. Et eksempel på lyrikken…

    “Alle interesserede er mere end velkomne til at komme og høre om de erfaringer som masser af folk i Chile, under sidste valg, har gjort sig, med henblik på at fremme en tydelig ny ideologisk menneskeliggørende retning, som et klart nyt forslag i forhold til den nyliberalistiske mentalitet som hærger og spreder og skaber adskillige dybt alvorlige problemer og konflikter for millioner af mennesker i hele verden. Også i vores eget land: Kig blot på Irak-krigen og Muhammedtegningerne, og fremmedfjendskheden herhjemme i Danmark.”

    Det siger sig selv at demokrati ikke fremmes med støtte til kommunister, bekæmpelse af liberalisme, fredning af Saddam Hussein, accept af islamiske dogmer, undertrykkelse af den frie debat og fremdeles.

    Det andet eksempel er en email som igår aftes blev rundsendt på en mailingsliste for praktiksøgende på Danmarks Journalisthøjskole (tak til rette vedkommende). En Anders Holt Petersen skriver…

    Hej,Der var engang et ord, der hed “solidaritet”.

    Det forsvandt og blev erstattet af “friværdi”.Anyways… vi er nogle stykker, der fejrer det mandag 1. maj i Fælledparken. Kig forbi og tjek evt. vores arrangement på

    www.genstartdanmark.dk

    Vi plejer at være ret mange. Sidst omkring 35.000.Hvis du er et højreorienteret svin, er du også velkommen. Så kan vi enten give dig en hyggelig dag, hvis du er åben over for det… eller vi kan smadre dit hoved med flasker og blive kørt derfra i hollændervognene… Viva la REVOLUTION! Anders H

    Politisk set udgør venstrefløjen reelt ikke et alternativ i Danmark, der er simpelthen ikke nok der stemmer på dem. Mentalt kører de ikke desto mindre uantastet videre i den tro at de alene besidder den moralske sandhed, og at revolutionen er lige henne om hjørnet. – Kom dog ind i kampen, og her tænker jeg ikke på vold mod politiske modpoler.

    

    24. januar 2006

    Lidt om diktatoren Pinochet, helten Edelstam og den cubanske leder Fidel Castro

    Der findes næppe en latinamerikansk diktator der har fået mere spalteplads i de danske medier end Augusto Pinochet, der styrede Chiles militærjunta fra 1973 til 1990, men stadig den dag i dag kan trække overskrifter på grund af menneskerettighedsovertrædelser og efterfølgende retsopgør.

  • 20/1-06 DR Online – Chile: Pinochet frataget sin immunitet.  
  • Idag kunne man i Orientering på P1 høre et 24 minutter langt Niels Lindvig-indslag om hvorledes den svenske Chile-ambassadør Harald Edelstam i 1973 reddede tusindvis af mennesker fra Pinochets tropper, i anledning af indspilningen til Sorte nelliker – en dansk-svensk filmatisering af Edelstams heltemodige indsats.

    Filmen har et budget på 24 mio. kroner, og er blandt andet støttet af den danske afdeling af Amnesty International. Edelstam var ganske givet en helt, men det er altså absurd at høre Lindvig fortælle om hvorledes Edelstam reddede den cubanske ambassadør i Santiago – og senere blev modtaget som helt i Cuba.

    Fidel Castro tog ved et kup magten i Cuba i januar 1959, og sidder i januar 2006 stadig som enevældig diktator – mon Amnesty International, Niels Lindvig og DR Online nogensinde fortæller den historie…

    

    24. november 2005

    DR kører rutine – Diktator Augusto Pinochet & leder Fidel Castro

    Kommentarer overflødige…

  • 24/11-05 (05.30) DR Nyheder – Chile: Pinochet sat i husarrest.
  • “Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet er blevet sigtet for skattesvindel…”

  • 24/11-05 (16.45) P1 Eftermiddag – Cuba efter Castro (11,24 min).
  • “Cubas leder er efterhånden blevet 79 år…”

    Oploadet Kl. 22:39 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    4. oktober 2005

    Venstrefløjens koryfæer falder på stribe – lidt om Allende & Che Guevara

    En artikel fra Der Spiegel som for nogle måneder siden afslørede Allende som anti-semit. Et citat fra Was Salvador Allende a Racist?

    “Next to this poison cabinet, there’s a door, secured with a padlock. Stored there is a yellowed and tattered book collection, which contains the 1933 dissertation of the medical doctor and future president of Chile Salvador Allende Gossens. The work is “public and open to everyone.”

    But apparently the scientist Victor Farias, 65, was the first person ever to closely read the dissertation. In his newly published book, Farias claims that Allende, known as an icon of the left in South America and Europe, was actually quite different than the legend. The proof, Farias writes, is all right here, in Allende’s own dissertation. The scientist says the dissertation exposes Allende as a racist and anti-Semite, and as a proponent of eugenics and forced sterilizations.

    Et passende citat fra Daniel James’ formidable Che Guevara-biografi:

    “‘Che Lives!’
    Does he? For whom?
    Half the World is singularly unmoved by Ché… in death as in life. That half consists of the Communist world whose ideology he so loyally and ferventlig served until the end. It virtually ignores him. No ‘Ché Lives!’ posters are carried in the streets of Moscow, Warsaw, Sofia, East Berlin… nor yet in the capitals of Red Asia with which Ché was even more in tune: Peking, Hanoi, Pyongyang… Ché ‘lives’ in the West almost exclusively. His appeal is confined largely to the hated capitalist lands, principally the affluent ones lacking a ‘countryside’ suitable for guerrilla action… Even in the West, where he has wider appeal, Ché ‘lives’ principally for small minority groups: the extremist students, the New Left and som Old left retreads, the incurably romantic liberals who cannot live without caudillo-type symbols, the rebellious adolescents and the frustrated Strangler, and any antihero whose trademark is violence as they are of Ché.

    Kilde: : Daniel James: Ché Guevara – a biography. New York, 1969. S. 304f.

    Oploadet Kl. 19:41 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    22. august 2005

    Che-udstillingen åbner om ni dage – P1 fokuserer på ofre for Pinochets diktatur

    Der findes to slags diktaturer i Latinamerika – det højreorienterede, og den virkeliggjorte socialisme. Den højreorienterede variant er der ofte fokus på. Senest i P1 Eftermiddag, hvor den chilenske flygtning Waldo Salomon gennem et ni-ti minutters indslag berettede om den manglende retsforfølgelse af Augusto Pinochets bødler. Pinochets militærdiktatur regerede i 17 år fra 1973 til 1990. Fra programomtalen:

    Politiske fanger lægger sag an mod Chile
    En beslutning om udelukkende at give erstatning til et begrænset antal af de politiske fanger der blev krænket under militærdiktaturet i Chile, har fået en gruppe af tidligere fanger til at lægge sag an mod den chilenske stat. Interview med Waldo Salomon, fmd. for den danske afdeling af Foreningen af tidligere politiske fanger.”

    Waldo Salomon havde en god sag lød det til, men sagen er ikke helt så simpel. Her et par citater fra et interview han gav til Salt-Online for et par år siden:

    “»Allendes program var enestående. Derfor husker man stadig den proces, han prøvede at sætte i gang«, siger Waldo. »Vi skulle lave en socialistisk revolution. Men vores eksperiment skulle ske i respekt for grundloven. Det første vi gjorde, var at nationalisere olieraffinaderierne, kobberet, de største multinationale. Der skulle regeres ved hjælp af folket… »Godsejerne råbte og skreg, men det var love, der var demokratisk vedtaget i parlamentet. De kunne intet gøre. Vi var unge, måske lidt for naïve, vi ville opleve socialismen. Vi gik måske for hurtigt frem, vi forstod ikke, hvad Allende sagde om at være tålmodige. Vi troede ikke, at vores militær var i stand til at lave et kup. Det ved vi nu, at de er. Alligevel fortryder jeg ikke en pind. Det var vores drøm«, fortæller Waldo.”

    »… I dag har fagforeninger og politiske organisationer glemt den solidariske indsats over for den 3. verden. I dag laver man i stedet love mod den tredje verden. Det er ved lov forbudt at støtte en række af de organisationer i den tredje verden, der vil ændre samfundet,« siger Waldo. »Venstrefløjen er også en anden nu. Dengang kæmpede vi mod den samme fjende. Socialdemokartiet, SF og VS ville alle på hver deres måde indføre et bedre samfund med større lighed, med bedre muligheder for alle. Derfor var vores erfaringer relevante i arbejderbevægelsen. Kun Enhedslisten har stadig en relevant politik, mens Socialdemokratiet og SF mere kæmper for at tilpasse sig samfundet end at forandre det.«”

    Vi har således en revolutionær chilensk socialist som beklager sig over at Chile nu har et demokrati, ligesom han beklager lovgivningen gør det ulovligt for han at støtte marxistiske terrororganisationer.

    Hvad så med totalitære venstreorienterede regimer i Latinamerika. Jov, Fidel Castro har siddet som diktator i Cuba siden 2. januar 1959… Jeg henviser til che-aalborg.dk.

    Oploadet Kl. 18:41 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper