1. marts 2011

McHangama: ‘Menneskerettighedsbegrebet “må afgrænses” i forhold til almindelig politik

For nogle år siden valgte FN efter en hemmelige afstemning, at tildele Libyen formandskabet for Menneskerettigheds-kommissionen. USA var imod, men med hjælp fra Sydafrika og Nelson Mandela lykkedes det Gaddaffi at vinde afstemningen. FN har forlængst mistet sin legitimitet.

God klumme af Jacob McHangama på Berlingske Blogs – Menneskerettigheder kræver national forankring.

“Sagen om de ulovlige afslag på statsborgerskab synes ingen ende at tage. Det er klart, at integrationsministeriet i den konkrete sag naturligvis bør følge gældende ret i henhold til en konvention som Danmark frivilligt har tiltrådt. Men sagen bør også føre til en debat om i hvor høj grad og i hvilke tilfælde Danmark bør ratificere internationale konventioner.

Oprindeligt har tanken givetvis været at disse konventioner i vidt omfang alene udgjorde politiske hensigtserklæringer som Danmark uden større risiko kunne tiltræde for dermed ikke at underminere sin rolle som fortaler for en international retsorden og kampen for menneskerettigheder. Men som det ses af både statsløsesagen og eksempelvis udvidelsen af racismeparagraffen i 1971 som følge af ratificering af racekonventionen, kan FN-konventioner medføre konsekvenser for national ret. …

Umiddelbart kunne det således virke som om, at Danmark i vidt omfang overtræder grundlæggende menneskerettigheder. … Lad os eksempelvis tage anbefalingerne til Danmark fra FNs Komité om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. I en anbefaling til Danmark skriver Komiteen:

“The Committee recommends that the State party continue taking measures for the effective implementation of programmes to prevent the consumption of illicit substances, tobacco smoking and alcohol abuse”. Det vil altså styrke menneskerettighederne hvis Danmark slå hårdere ned på danskernes frihed til at nyde tobak og alkohol.

Komiteen der er ansvarlig for Kvindekonvention anbefaler, at Danmark indfører positive særbehandling I form af kvinde-kvoter i relation til folketings- og kommunalbestyrelsesmedlemmer, samt i forhold til universitetsansatte og ledere i erhvervslivet.

Komiteen der er ansvarlig for racekonventionen kritiserer Danmark for ikke at tiltale flere personer for overtrædelse af racismeparagraffen (herunder Jyllands-Posten for publicering af Muhammed-tegningerne), samt for at skoler og kulturlivet generelt ikke giver indvandrere og minoriteter tilstrækkelig information om deres kultur og den kulturelle diversitet i Danmark. …

Dette er blot et lille udpluk af anbefalinger som FN komiteer mener Danmark burde indføre for i højere grad at efterleve internationale menneskerettigheder. Det er dog også klart, at langt de fleste af disse anbefalinger vedrører emner der har meget lidt at gøre med en traditionel opfattelse af grundlæggende menneskerettigheder og afspejler, hvad vi i Danmark ville betegne som politiske opfattelser af ret og vrang. En række af anbefalingerne er endog direkte i konflikt med andre menneskerettigheder såsom ytringsfrihed og lighed for loven.

Både menneskerettighedsdomstolens aktivistiske fortolkning… og den knopskydning af menneskerettighederne som stadigt flere FN konventioner og FN komiteers fortolkning heraf har medført resulterer i en udvanding af selve menneskerettighedsbegrebet. Hvis en nedsættelse af sociale ydelser til børnefamilier er en menneskerettighedskrænkelse på linje med at fængsle politiske modstandere bliver relativiseringen total.

Menneskerettigheder har netop værdi fordi de fungerer som en slags trumf, der betyder at selv demokratiske flertal ikke kan gribe ind visse grundlæggende områder af det menneskelige liv, med mindre der foreligger meget stærke grunde. Denne status betyder, at menneskerettigheder må afgrænses i forhold til mere almindelige politiske emner, der må afgøres i henhold til demokratiets uperfekte flertalsmekanisme. I takt med menneskerettighedernes relativisering vil appelleren til grundlæggende menneskerettigheder i stigende omfang blive mødt med ligegyldighed…

Er det… primært internationale organer og domstole der udvikler menneskerettigheder ”fra oven” ud fra abstrakte principper og i strid med de grundlæggende rammer som menneskerettighedernes legitimitet er snævert knyttet til mister menneskerettighedsbegrebet både sin moralske værdi og praktiske betydning.”

Oploadet Kl. 19:28 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


24. februar 2011

Mattias Gardell anno 1992: Gadaffis ’syndikalistiske revolution’ er et ideal til efterfølgelse

Mattias Gardell er måske nok værre end gennemsnittet, men det er også i Danmark næsten umuligt at finde en samfundsforsker, der ikke er ideologisk hæmmet af marxistisk teori. Johan Lundberg om den svenske pendant til Jørgen Bæk Simonsen i Expressen – Johan Lundberg: Så tystnade snacket om “broder” Khadaffi.

“Med tanke på att Mattias Gardell i medierna åberopas som en auktoritet när revolterna i Nordafrika diskuteras kan det vara intressant att ta del av hur han tidigare förhållit sig till diktaturerna i regionen. När det gäller just Libyen skrev han redan 1992 i Anarkistisk tidskrift om “allas vår broder” Khadaffi.

Huvudtesen i hans text är att den libyska revolutionen inte har genomförts fullt så konsekvent som man kunde önska: “Problemet är att systemet inte är infört överallt”, heter det till exempel apropå bland annat förstatligandet (av till exempel oljeindustrin). Men, konstaterar Gardell, “en viss tröghet i reformarbetet kan vara det pris som man får betala för samstämmighet”.

I fråga om just samstämmighet och demokrati återfinner Gardell hos den libyske diktatorn, som “förefaller omåttligt populär”, samma slags “demokratimodell som förfäktas av de svenska syndikalisterna”, det vill säga ett slags “direktdemokrati”, där den stora utmaningen är att få alla medborgare delaktiga:

“Ponera att en syndikalistisk revolution trots sin osannolikhet ändå skulle bli verklighet i Sverige. Dagens organiserade syndikalister skulle då få en ställning motsvarande de libyska revolutionskommittéerna. Skolningen i syndikalismens idéhistoria och organisationsstruktur, förtrogenhet med mötesordning och debatteknik skulle ge kärnan av gamla syndikalister samma informella övertag som dess libyska motsvarighet. En problematik väl värd att begrunda.”

Vidare beröms Libyens hårdnackade motstånd mot “ondskans imperium”, med vilket avses “fem samverkande krafter: reaktionärer, imperialism, zionism, rasism och fascism”. Gardell fortsätter:

“Den enda möjligheten att vinna detta krig om världens framtid är samverkan. Om alla små nationer och befrielserörelser samarbetar skulle USA kunna besegras. (—) Vad som behövs är (…) en federation av befrielserörelser och progressiva revolutionärer i världen. För att klara det målet måste man bortse från ideologiska skillnader (…) och enas om en plattform som minsta gemensamma nämnare: motståndet mot reaktionära krafter, imperialism, zionism, rasism och fascism.”

Här finner vi själva kärnan i Gardells världsbild, och det som är styrande för hans ställningstaganden rörande islamism, anarkism, antisemitism och så vidare. Mattias Gardell är kort sagt en person vars livsuppgift tycks vara att uppmuntra och organisera motståndet mot den liberala, demokratiska världen, varhelst och i vilken skepnad detta motstånd än uppträder.

Mot denna bakgrund säger det sig självt att Gardell på sistone intagit en mindre entusiastisk hållning gentemot Khadaffi. När Khadaffi efter 11 september fick kalla fötter och började göra eftergifter åt väst svalnade de svenska revolutionsromantikernas intresse för diktatorn. Deras världsbild är nämligen heltigenom kalibrerad utifrån en till hat gränsande misstänksamhet mot de liberala demokratierna i Väst.

Kanske är det därför som Gardell likt en målsökande robot hela tiden i sin forskning sökt sig till allehanda extremister…

(revolutionsleder Muammar Abu Minyar al-Gaddafi)

Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


23. februar 2011

Gadaffis menneskerettighedspris er gået til trofaste venner: Castro, Ortega, Chavez, Morales

Når islamiske lande pludselig bliver forhadte diktaturer, så må diktatorerne alt andet lige have et nært forhold til Berlusconi. Fra seneste Berlusconi-diktatur-association, set på DR Online (via Reuters/Ritzau) – Berlusconi kritiserer nu også Libyen.

“… Libyens brutale fremfærd over for demonstranterne har stillet Berlusconi i en pinlig situation, hvor han har skullet vælge mellem at angribe sin olieproducerende allierede eller forholde sig tavs og give kritikere mulighed for at kritisere ham for at vende det blinde øje til volden i Libyen… Berlusconis regering har aktivt dyrket Gaddafi og hans oliedollar og rullet den røde løber ud for Gaddafi under hans besøg i Italien.”

Hvor vestlige ledere kritiseres, for at udtrykke sig tvetydigt, så er der anderledes kød på denne historie fra Foxnews – Nicaragua’s Daniel Ortega and Cuba’s Fidel Castro Stand-By Qaddafi.

“Despite almost global condemnation of the violence against demonstrators in Libya, some prominent Latin Americans are standing-by Libya’s Muammar al-Qaddafi, even as he declares that he’ll keep fighting and will die as a ‘martyr.’

Nicaragua’s leftist President Daniel Ortega says he has telephoned Libyan leader Moammar Qaddafi on Monday to express his solidarity. Cuba’s former leader Fidel Castro also weighed in on developments in the middle eastern nation on Tuesday. Castro said that unrest in Libya may be a pretext for a NATO invasion.

Ortega said he had kept in communication with Qaddafi and expressed solidarity due to the “moments of tension” Libya is experiencing…

Leftist leaders in the Americas have long embraced Qaddafi and he has responded over the years by awarding the Muammar Qaddafi International Human Rights Prize to Castro and Ortega, as well as to Presidents Hugo Chávez of Venezuela and Evo Morales of Bolivia.

Morales also has said nothing. Fidel Castro, in the meantime, has tried to shift attention to the United States.”

(Morales & Gaddafi, 2008: “Morales praised Gaddafi’s philosophy of Islamic socialism…”)

Oploadet Kl. 14:24 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


21. august 2009

“Som gode kristne har vi en forpligtigelse til at vise barmhjertighed”

Abdel Basset al-Megrahi, terroristen dømt for terrorbombningen af Pan Am-flyet der i 1988 styrtede ned over Lockerbie i Skotland, blev løsladt tidligere på ugen, da han er dødelig syg af kræft. 270 uskyldige civile døde ved terrorangrebet.

Meningerne er delte om løsladelsen, men der er ifølge 24 timer stor forståelse for beslutningen i England, hvor moderen til et af ofrene bifalder beslutningen med ordene: “som gode kristne har vi en forpligtigelse til at vise barmhjertighed.”.

Her ankommer Abdel Basset al-Megrahi til den militære lufthavn i Tripoli, Libyen.

Oploadet Kl. 17:11 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


31. august 2008

FNs Menneskerettighedsråd kuppet af islamiske lande

Fra Kristeligt Dagblad – Slyngelstater bag initiativ mod religions­kritik i FN.

“En række muslimske lande er trukket i førertrøjen i planlægningen af næste års racismekonference, der skal holdes i Geneve…

Konferencen holdes af FN’s Menneskerettighedsråd, men…. Det er lykkedes OIC, Organisationen af Islamiske Lande, at gøre et forbud mod ”krænkelse af religioner” til konferencens centrale emne. Libyen er blevet tildelt formandsposten for planlægningskomiteen, der også omfatter lande som Pakistan og Egypten.

Herudover har Libyen sørget for, at Iran er blandt de lande, der skal skrive et udkast til det manifest, som konferencen forventes at vedtage, og som på et senere tidspunkt kan blive til en reel FN-resolution mod krænkelse af religioner.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper