7. juli 2017

Trump i Warszawa: “Our values will prevail. Our people will thrive. And our civilization will triumph.”

Torsdag talte præsident Donald Trump for en større forsamling i Polens hovedstad Warszawa, og ganske symptomatisk for Trump-dækningen er medier helt tavse om antallet af tilhørere. En 36 minutter lang storladen tale, der bevidner at Trump er mere og andet end hurtige Twitter-opdateringer. En tale der giver håb. Lidt i stil med Winston Churchills berømte tale efter slaget ved El-Alamain, hvor han konkretiserede, at han ikke var blevet premierminister for at præsidere over emperiets sammenbrud.

“Let me, however, make this clear: we mean to hold our own. I have not become the King’s First Minister in order to preside over the liquidation of the British Empire.” (Winston Churchill, 11. november 1942)

(Donald Trump i Warszawa, 6. juli 2017)

Transskript fra CNN.

“The signs of this friendship stand in our nation’s capital. Just steps from the White House, we’ve raised statues of men with names like Pułaski and Kościuszko. … The same is true in Warsaw, where street signs carry the name of George Washington, and a monument stands to one of the world’s greatest heroes, Ronald Reagan. …

And so I am here today not just to visit an old ally, but to hold it up as an example for others who seek freedom and who wish to summon the courage and the will to defend our civilization. … The story of Poland is the story of a people who have never lost hope, who have never been broken, and who have never, ever forgotten who they are.

Under a double occupation the Polish people endured evils beyond description: the Katyn forest massacre, the occupations, the Holocaust, the Warsaw Ghetto and the Warsaw Ghetto Uprising, the destruction of this beautiful capital city, and the deaths of nearly one in five Polish people. A vibrant Jewish population — the largest in Europe — was reduced to almost nothing after the Nazis systematically murdered millions of Poland’s Jewish citizens, along with countless others, during that brutal occupation.

In the summer of 1944, the Nazi and Soviet armies were preparing for a terrible and bloody battle right here in Warsaw. Amid that hell on earth, the citizens of Poland rose up to defend their homeland. I am deeply honored to be joined on stage today by veterans and heroes of the Warsaw Uprising. …

What great spirit. We salute your noble sacrifice and we pledge to always remember your fight for Poland and for freedom. Thank you. Thank you. …

… there is a courage and a strength deep in the Polish character that no one could destroy. The Polish martyr, Bishop Michael Kozal, said it well: ‘More horrifying than a defeat of arms is a collapse of the human spirit.’

Through four decades of communist rule, Poland and the other captive nations of Europe endured a brutal campaign to demolish freedom, your faith, your laws, your history, your identity — indeed the very essence of your culture and your humanity. Yet, through it all, you never lost that spirit. … Your oppressors tried to break you, but Poland could not be broken.

A million Polish people did not ask for wealth. They did not ask for privilege. Instead, one million Poles sang three simple words: ‘We Want God.’ … In those words, the Polish people recalled the promise of a better future. They found new courage to face down their oppressors, and they found the words to declare that Poland would be Poland once again.

As I stand here today before this incredible crowd, this faithful nation, we can still hear those voices that echo through history. Their message is as true today as ever. The people of Poland, the people of America, and the people of Europe still cry out ‘We want God.’ …

This continent no longer confronts the specter of communism. But today we’re in the West, and we have to say there are dire threats to our security and to our way of life. You see what’s happening out there. They are threats. We will confront them. We will win. But they are threats. …

We are confronted by another oppressive ideology — one that seeks to export terrorism and extremism all around the globe. America and Europe have suffered one terror attack after another. We’re going to get it to stop. …

During a historic gathering in Saudi Arabia, I called on the leaders of more than 50 Muslim nations to join together to drive out this menace which threatens all of humanity. We must stand united against these shared enemies to strip them of their territory and their funding, and their networks, and any form of ideological support that they may have. While we will always welcome new citizens who share our values and love our people, our borders will always be closed to terrorism and extremism of any kind. …

We are fighting hard against radical Islamic terrorism, and we will prevail. We cannot accept those who reject our values and who use hatred to justify violence against the innocent.


Today, the West is also confronted by the powers that seek to test our will, undermine our confidence, and challenge our interests. To meet new forms of aggression, including propaganda, financial crimes, and cyberwarfare, we must adapt our alliance to compete effectively in new ways and on all new battlefields.

We urge Russia to cease its destabilizing activities in Ukraine and elsewhere, and its support for hostile regimes — including Syria and Iran — and to instead join the community of responsible nations in our fight against common enemies and in defense of civilization itself. …

Americans, Poles, and the nations of Europe value individual freedom and sovereignty. We must work together to confront forces, whether they come from inside or out, from the South or the East, that threaten over time to undermine these values and to erase the bonds of culture, faith and tradition that make us who we are. … If left unchecked, these forces will undermine our courage, sap our spirit, and weaken our will to defend ourselves and our societies.

But just as our adversaries and enemies of the past learned here in Poland, we know that these forces, too, are doomed to fail if we want them to fail. And we do, indeed, want them to fail. … They are doomed not only because our alliance is strong, our countries are resilient, and our power is unmatched. … Our adversaries, however, are doomed because we will never forget who we are. And if we don’t forget who are, we just can’t be beaten. Americans will never forget. The nations of Europe will never forget. …

We write symphonies. We pursue innovation. We celebrate our ancient heroes, embrace our timeless traditions and customs, and always seek to explore and discover brand-new frontiers.
We reward brilliance. We strive for excellence, and cherish inspiring works of art that honor God. We treasure the rule of law and protect the right to free speech and free expression. …

We empower women as pillars of our society and of our success. We put faith and family, not government and bureaucracy, at the center of our lives. And we debate everything. We challenge everything. We seek to know everything so that we can better know ourselves. …

And above all, we value the dignity of every human life, protect the rights of every person, and share the hope of every soul to live in freedom. That is who we are. Those are the priceless ties that bind us together as nations, as allies, and as a civilization.

What we have, what we inherited from our — and you know this better than anybody, and you see it today with this incredible group of people — what we’ve inherited from our ancestors has never existed to this extent before. And if we fail to preserve it, it will never, ever exist again. So we cannot fail.

This great community of nations has something else in common: In every one of them, it is the people, not the powerful, who have always formed the foundation of freedom and the cornerstone of our defense. The people have been that foundation here in Poland — as they were right here in Warsaw — and they were the foundation from the very, very beginning in America.

Our citizens did not win freedom together, did not survive horrors together, did not face down evil together, only to lose our freedom to a lack of pride and confidence in our values. We did not and we will not. We will never back down.

We can have the largest economies and the most lethal weapons anywhere on Earth, but if we do not have strong families and strong values, then we will be weak and we will not survive. … If anyone forgets the critical importance of these things, let them come to one country that never has. Let them come to Poland. And let them come here, to Warsaw, and learn the story of the Warsaw Uprising. …

Our own fight for the West does not begin on the battlefield — it begins with our minds, our wills, and our souls. Today, the ties that unite our civilization are no less vital, and demand no less defense, than that bare shred of land on which the hope of Poland once totally rested. Our freedom, our civilization, and our survival depend on these bonds of history, culture, and memory.

And today as ever, Poland is in our heart, and its people are in that fight. … Just as Poland could not be broken, I declare today for the world to hear that the West will never, ever be broken. Our values will prevail. Our people will thrive. And our civilization will triumph.

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer

23. december 2016

Driving home for christmas, på polsk: ‘Fuck Islam!! R.I.P. Polen fahrer’

Den politiske korrekthed er ikke altdominerende i Østeuropa. Herunder et par billeder sakset fra en hollandsk og en polsk indsamling til fordel for den 37-årige polske lastbilchauffør Lukasz Urban, der blev Berliner-angrebets første offer.

“Den 37-årige polske chauffør, der blev dræbt i forbindelse med angrebet på et julemarked i Berlin mandag aften, skulle til Danmark én af de kommende dage. Det skriver det polske medie TVN 24. Ifølge mediet har ejeren af fragtfirmaet, Ariel Zurawski, der også er fætter til chaufføren, fortalt, at chaufføren blot manglede en sidste tur til Danmark i arbejdsmæssig sammenhæng, inden han skulle hjem til Polen og holde jul.” (BT, 20. december 2016)

Oploadet Kl. 10:47 af Kim Møller — Direkte link65 kommentarer
Arkiveret under:

27. juli 2016

Reutlingen: Syrisk flygtning chikanerede polsk alenemor til fire, dræbte hende med machete i raseri…

Jeg har tidligere omtalt machetedrabet i Reutlingen, og kom i går til at nævne, at mordet kunne være æresrelateret. Her et referat af en artikel om det gravide polske offer Jolenta K.

“Den dræbte polske kvinde var alenemor og efterlader sig fire børn, hvoraf den yngste er 8 år gammel. Modsat hvad der er påstået i pressedækningen indtil nu, havde hun aldrig haft et forhold til gerningsmanden. Han havde heller aldrig arbejdet i den kebabbod, hvor mordet fandt sted.

Hun begyndte at arbejde i boden, som køkkenhjælp, for tre måneder siden, for at kunne sende penge hjem til sine børn. I søndags var hun netop vendt hjem fra et familiebesøg i Polen. Den syriske gerningsmand besøgte boden regelmæssigt, for at komme i kontakt med landsmænd. Han chikanerede den polske kvinde hyppigt og blev derfor gentagne gange smidt ud af hendes kolleger. I søndags kl. 16.30 kom syreren ind gennem bagdøren til boden, medbringende en kæmpemachete, og angreb Jolanda i blindt raseri.

Lørdag finder der en sørgemarch sted i Reutlingen, som den dræbtes børn fra Polen vil deltage i.” (Oversat af Dani Nowicki, Tomas Kierstein)

(45-årige Jolanta K., myrdet af 21-årige Mohamed)

Oploadet Kl. 11:14 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:

18. september 2015

Anti-kommunistiske (TV2: ’småfascistiske’) Legia Warszawa-fans gæstede Herning: ‘Europe wake up!’

Der er ikke langt til Polen, men mentaliteten er helt anderledes i Østeuropa. Det ser man blandt andet på tilskuertribunerne under større fodboldkampe. Der er masser af eksempler, og så sent som i går boycottede Lech Poznan sågar deres lokale heltes Europa League-kamp mod portugesiske Belenenses, fordi UEFA havde besluttet at 1 Euro for hver billet skulle gå til flygtninge. Ugen før, havde Poznan-fans fremvist et banner med påskriften: ‘This is obvious and simple for us. We do not want refugees in Poland’. Legia Warszawas kamp mod FC Midtjylland i Herning blev markeret med dette banner: ‘Europe wake up!’. En klar henvisning til den igangværende masseindvandring til Europa. Bemærk det anti-kommunistiske symbol.

(Legia Warszawa-fans i Herning, 17. september 2015: ‘Europe wake up!’; Youtube, Gettyimages)

“Legia Warszawas fans, som er berygtet for at være småfascistiske, var mødt op med banneret ‘Europe wake up!’ med henvisning til flygtningestrømmen i Europa. Det blev pillet ned i pausen.” (TV2 Sporten, 17. september 2015)

Oploadet Kl. 05:51 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

12. september 2015

Polen: Legia Warszawa-fans hylder Sobieski -“Vi i Legia står sammen: Nej til den islamiske ørken”

Slaget ved Wien fandt sted den 12. september 1683, og dagen er værd at huske. Kong Johan 3. Sobieski af Polen besejrede Osmannerne, og reddede således Europa fra de islamiske styrker. I går spillede Legia Warszawa på hjemmebane mod Zaglebie Lubin, og årsdagen blev mindet med flere anti-islamiske bannere. Herunder denne: “Stop Hijra! Cała Legia głośno krzyczy, Nie dla tej islamskiej dziczy”, der løseligt kan oversættes til: “Stop den islamiske indvandring! Vi i Legia står sammen: Nej til den islamiske ørken”. Video af tribunen med de højstemte fans kan ses på Youtube. Klubben spiller i øvrigt Europa League mod FC Midtjylland i Herning torsdag aften.

(Stadion Wojska Polskiego, 11. september 2015; Foto: Stadionowioprawcy.net)

“Efter tolv timers kamp indtog polakkerne højdedraget på slagmarkens højre side. Langsomt dukkede det polske kavaleri frem på flankerne fra skoven og blev mødt med hurraråb fra infanteriet, der havde afventet deres ankomst. Omkring klokken 17 beordrede den polske konge alliancens kavaleri til angreb. Kavaleriangrebet bestod af en gruppe fra det tysk-romersk rige og tre polske grupper, i alt 20.000 ryttere, der angreb ned ad bakkerne i historiens største kavaleriangreb. Johan 3. Sobieski anførte angrebet i spidsen for 3.000 polske tunge lansenerer, de berømte ‘Bevingede Husarer’. … Angrebet brød de osmanniske linjer, som var trætte efter det lange slag på to fronter. I forvirringen, der opstod, styrede Sobieski kavaleriet direkte mod de osmanniske lejre, mens resterne af Wien-garnison stormede ud af forsvarsværkerne og sluttede sig til angrebet.

De osmanniske tropper var trætte og modløse, dels efter den mislykkede tunnelsprængning, dels de direkte angreb på byen. Med kavaleriangrebet var slaget vendt, og osmannerne måtte flygte i tilbagetog mod syd og øst. På under tre timer efter kavaleriets angreb havde de kristne styrker vundet slaget og reddet Wien.” (Wikipedia)

Oploadet Kl. 22:49 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Arkiveret under:

6. september 2015

Polak: “Hvordan skal denne vilde horde assimilere sig i Tyskland? Jeg troede et øjeblik, at vi var i krig..”

Gates of Vienna bringer en interessant førstehåndsberetning fra polske Kamil Bulonis, der rapporterer fra grænsen mellem Italien og Østrig. Forfatteren beskriver sig selv som journalist, globetrotter og verdensborger, arbejder som rejseleder, og er i øvrigt homoseksuel. Oversat til dansk af ‘Nemo’.

“For halvanden time siden, ved grænsen mellem Italien og Østrig, så jeg med mine egne øjne en meget voldsom hændelse, der involverede nogle immigranter… uanset al min solidaritet med folk, der befinder sig i en vanskelig situation, må jeg indrømme, at det, jeg så, gjorde mig bange…

Denne store folkemængde – jeg beklager at måtte skrive det, men det var virkelig en horde. Vulgære udtryk, flaskekast, høje ‘vi vil til Tyskland’ -råb – er Tyskland en eller anden form for paradis? Jeg så, hvordan de omringede en ældre italiensk dames bil og trak hende ud af bilen med et greb i håret for at køre afsted i bilen. Den turistbus, som jeg var i sammen med en gruppe rejsende, forsøgte de at vælte. Der blev kastet afføring mod bussen, de hamrede på dørene for at få chaufføren til at lukke op, og spyttede på vinduerne … hvorfor? Hvordan skal denne vilde horde assimilere sig i Tyskland? Jeg troede et øjeblik, at vi var i krig

Jeg har virkelig ondt af disse mennesker, men hvis de skulle nå frem til os [i Polen] – så tror jeg ikke, vi ville udvise meget forståelse … Vi ventede ved grænsen i tre timer og kom i sidste ende ikke over. Hele gruppen blev eskorteret tilbage til Italien med politibeskyttelse. Bussen ser helt ødelagt ud, dækket af afføring, og med ridser og knuste ruder. Er det virkelig sådan, vi skal løse de demografiske problemer? Med disse store mængder af barbarer? Der var næsten ingen kvinder eller børn iblandt dem – det overvældende flertal var unge, aggressive mænd …

I går da jeg læste nyhederne på internettet, følte jeg stadig en ubevidst omsorg og bekymring for deres skæbne, men i dag, efter det jeg har set, er jeg ganske enkelt bange, men samtidig glad for at de ikke vælger vores land som bestemmelsessted. Vi polakker er simpelthen ikke parat til at acceptere disse mennesker, hverken kulturelt eller økonomisk. Jeg ved ikke, om nogen er parat. Der er noget sygeligt på vej ind i EU, som vi aldrig har set før. Jeg undskylder på forhånd over for dem, jeg måske har krænket med denne opdatering.

Til sidst vil jeg tilføje, at der ankom vogne med nødhjælp – det var først og fremmest mad og vand, men de vogne blev ganske enkelt væltet …

Østrigerne bekendtgjorde over en megafon, at de havde indvilget i at lade dem krydse grænsen – så ville de registrere dem og lade dem rejse videre – men [migranterne] forstod ikke disse meddelelser. De forstod ingenting. Og midt i det hele var det næsten det mest skræmmende … Der var nogle få tusind mennesker, men ingen af dem forstod italiensk, engelsk, tysk, russisk eller spansk. Det eneste, der betød noget, var nævens magt … de kæmpede for retten til at fortsætte, og den ret havde de fået, men de forstod det ikke!

Der var en fransk turistbus, hvor de åbnede bagagerummet – i løbet af et øjeblik var alt derinde stjålet og nogle få ting smidt rundt omkring …

Jeg har aldrig i mit korte liv været vidne til noget lignende, og jeg har på fornemmelsen, at det kun er begyndelsen. Som en sidste ting vil jeg gerne sige, at det er godt at hjælpe – men ikke for enhver pris.”

(Kamil Bulonis på Facebook, 4. september 2015)

15. juli 2015

3F-succeshistorie: Polsk håndværker der modtager børnepenge, er på dagpenge fra november til april

Lang afslørende artikel om polske håndværkere på Lolland i Information. Vinklen er både EU og fagforeningens, men humlen er i detaljen. Det fortælles at danskere ikke gider arbejde til 160 kroner i timen, og suceshistorien er en polsk håndværker der ikke går op i børnepenge, men kun er her for lønnens skyld, og i øvrigt er på dagpenge hver vinter, sidst fra november til april. Fra ‘Hvad er det bedste ved Danmark?’ ‘Lønnen’.

“Klokken er 9.30. Hylden blomstrer, fuglene triller og blæsten får kornet til at bølge. I det bakkede landskab syd for Nykøbing Sjælland dukker mænd i gult, selvlysende sikkerhedstøj pludselig frem i det grønne. De er jævnt fordelt langs vejene i landsbyen Egebjerg, hvor de lægger fiberkabler til internet.

Arbejdet udføres af KF Enterprise – et lollandsk firma med 40 ansatte, som lægger fjernvarme og graver kabler over hele Sjælland. 23 af firmaets ansatte er polakker. En af dem er Mariusz Feldman…

‘Den nye regering taler om, at de vil have mindre udenlandsk arbejdskraft. Nogle mener, vi stjæler deres arbejde. Men hvis vi tog hjem – oh la la. Meget arbejde ville ikke blive lavet her i Danmark,’ siger Mariusz Kunkel.

Flere af polakkerne har arbejdet i Danmark i mange år. De har opholdstilladelse og er medlem af 3F på Lolland, og de får 160 overenskomstfastsatte kroner i timen. Mariusz Kunkel har været i Danmark siden 2002 og har også arbejdet på en grisefarm og inden for rengøring. Efter nogle år flyttede hans kone også hertil med børnene. De har tre på 7, 17 og 20 år.

‘Vi udfører det arbejde, som danskerne ikke kan eller vil. Børnepenge? Det er ikke ydelser, der trækker polakkerne til, det er arbejde,’ siger han.


– Hvad er det bedste ved Danmark?

Zorro gnider pege- og tommelfinger mellem hinanden.

‘Lønnen.’ Stanislaw Stanislawski nikker.

Her kan man tjene 15.000 for det samme arbejde, der giver 5.000 i Polen. …

Inden vi er kørt på motorvejen ved Køge, har han vist billeder af kone, børn og ikke mindst sit hus: Stuen med fladskærmsfjernsyn. Udsigten fra altanen. Køkkenet. Det hele ser nyt og flot ud. Det er det, lønnen går til. …

Zorro ville gerne lære dansk, men han har ikke tid, for han arbejder jo, og han er kun sammen med polakker. Måske til vinter. Så går de på dagpenge og venter på, at frosten går af jorden. Keder sig. Søger arbejde. Sidste år stoppede de i november. Arbejdet begyndte igen i april. De skal blive i Danmark for at beholde retten til dagpenge.

Oploadet Kl. 18:33 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer

6. februar 2015

Fængsler betragtes som ‘ren ferie’, kriminelle får ’skiture’, polske tyve får 200 euro i ‘transportpenge’

Jeg har været fan af Sherif Joe Arpaio, siden Orientering på P1 for nogle år siden brugte et indslag på at beskrive omfanget af hans ondskab. Fra BT – Politioprør over luksus-afsoning breder sig: Vi skulle give tyvene penge.

“BT har… fået flere henvendelser fra andre betjente, som støtter op om deres kollegas opråb. En af dem er politiassistent Martin Lund…

‘Jeg har siddet som efterforsker i større sager, hvor en sigtet til en afhøring virkede fuldstændig ligeglad med, at han uden tvivl ville få en ubetinget fængselsstraf. ‘Det er jo alligevel ren ferie at afsone’ har jeg hørt fra flere,’ lyder det fra den erfarne betjent.

BT har de seneste uger afdækket, hvordan kriminelle under afsoning kan komme på skiture og få dykkercertifikat. Senest er det kommet frem, at unge drabsmænd får julegaver på skatteborgernes regning. Og det er særligt overfor de unge, at indsatsen er forfejlet, forklarer Martin Lund.

‘Specielt dem under 18 bliver behandlet helt vildt godt og har forbrugsvarer, de aldrig selv ville have adgang til i dagligdagen,’ siger han.

En af de ting, der har chokeret ham mest, er at betjentene skal give skattekroner til tyve.

‘En særlig oplevelse, jeg aldrig glemmer, var da en patrulje fra Nordjylland kørte til København, hvor de skulle sende tre polske tyve hjem med færgen til Polen. De tre var kommet hertil med en stjålen bil og havde været på noget af en turné rundt for at stjæle. Da jeg som vagthavende skulle give dem deres effekter retur, og udskrive dem fra stationens venterum, fik de af patruljen fra Jylland udleveret 200 euro hver.’

Det svarer til ca. 1.500 danske kroner.

‘Noget forbløffet spurgte jeg hvorfor, da jeg ikke havde hørt om det før. Svaret var, at nyeste tiltag var, at man gav dem transportpenge med hjem. Jeg glemmer aldrig den ene polaks smørrede grin…,’ lyder det fra den chokerede betjent.

‘De penge var mere, end han kunne tjene på en månedsløn i Polen, og ville da uden tvivl blive brugt til en ny billet retur til Danmark! …'”

(Stemningsbilleder fra Sherif Joe Arpaios ‘Tent City’, Maricopa County, Arizona)

Oploadet Kl. 23:03 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:

14. december 2014

Morale i DR-serier: Conny, Jimmy, Pia og Rikke er dovne, ‘udlændinge’ er arbejdsomme og uundværlige

Jeg skal være den første til at kritisere Dovne-Robert og Fattig-Carina, men der var noget helt skævt ved DR-serierne Blok på bistand og Den dag de fremmede forsvandt, sendt på DR1 de senere uger.

I Blok på bistand fulgte man over fire afsnit 8-9 kontanthjælpsmodtagere fra Vangkvarteret i Holbæk. Selvom 60 procent af beboerne i de pågældende boligblokke er indvandrere eller efterkommere, og 84 procent af gruppen er på overførselsindkomst, så var navnene: Anita, Jimmy, Jimmy, Lasse, Patrick, Pia, Michael, Rikke og Svend. Pæredanske, og således ikke repræsentativt, hverken for kvarterets arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere i et nationalt perspektiv.

I Den dag de fremmede forsvandt følger man lidt på samme måde 11 arbejdsløse danskere, der skulle prøve at arbejde i jobs som i dag typisk varetages af ‘udlændinge’. Atter meget danske navne: Connie, Daniel, Erik, Henriette, Henrik, Jes, Klaus, Lena, Louise, Ole og Tina. Det lykkedes enkelte at finde beskæftigelse, herunder sidstnævnte, der meget sigende fandt en fuldtidsstilling på “… et asylcenter på Fyn”.

Udlændingene var i DR serien ensbetydende med østeuropæere og asiater, og på den måde kunne man diskret associere danskere med dovenskab og udlændinge med arbejdsomhed. Halve sandheder, som enhver der har beskæftiget sig med kæde-indvandringen vil vide.

(Blok på bistand, 19. nov. – 10. dec. 2014 – Den dag de fremmede forsvandt, 24. nov. – 1. dec. 2014)

I søndagens Jyllands-Posten kunne man meget apropos læse, at 56.229 østeuropæere arbejder i Danmark, alt imens 54.803 ikke-vestlig indvandrere og efterkommere er på kontanthjælp eller dagpenge. Hertil ikke inkluderet indvandrere/efterkommere på sygedagpenge eller førtidspension.

Arbejdsgivere vil hellere ansætte polske Zygmund Jaskula end syriske Aras Khalid Omeri. Ikke fem sider om indvandrere uden en ’succeshistorie’ – Arbejdsgiver: Tag chancen med ikke-vestlige indvandrere. Bemærk det fremhævede.

“Ghoul Garang Gatwech går på flere måder i ét med sin arbejdsplads. … Den nu 31-årige flygtning fra Sydsudan kom til Danmark i 2001 og blev sat i gang med et treårigt integrationsforløb. … Han arbejder sammen med 10-12 polakker og har lagt mærke til, at det kan være svært for ikke-vestlige indvandrere som ham selv at komme i arbejde, når der hele tiden står ivrige østeuropæere, der gerne vil i job. …

Han bor på et værelse på 12 kvadratmeter i en ungdomsbolig og har endnu ikke fundet sig en kone, men familien er i gang med at lede for ham i hjemlandet, Sydsudan.”

6. juli 2013

Auschwitz-Birkenau, 5. juli 2013

Hvor mellemstationen i Berlin var ren hygge, så var turen til Polen anderledes dyster. Vi skulle se KZ-lejren i Auschwitz, og lagde ud med en overnatning i Krakow samt et besøg på museet for Oscar Schindler, den nationalsocialistiske fabriksejer, der ene mand reddede 1200 jøder fra døden i Auschwitz-lejrene (Oświęcim).

Næppe var grænsen krydset til Polen, før man meget konkret erfarede, at vi var i et tidligere østland. De første 100 kilometer foregik på en ujævn og hullet motorvej, hvor det var umuligt at køre mere end 70 km/timen. Det lignede lidt ingenmandsland, og denne lidet beboede del af Polen bar tydeligt præg af det kommunistiske arv. Trøstesløshed, kilometer efter kilometer.

Da vi kom længere ind i Polen var det hele mere moderne, og Krakow viste sig at være en skøn storby uden al den multikultur der har gjort Berlin til en blandet fornøjelse. Jeg så enkelte med islamiske tørklæder, men Polen er katolsk, og vil formentligt også være det om 200 år. Butikscenteret Galeria Krakowska og området omkring var trygt, også om aftenen, men landet har heller ingen velfærdsstat der belønner kulturimperialister.

Oscar Schindlers emaljefabrik er i dag også en slags besættelsestids-museum for Krakow-området, og her blev historien fortalt uden omsvøb. Her sås eksempler på nationalsocialistisk propaganda, hundredvis af billeder og dokumenter fra krigsårene, herunder billeder af en polsk ‘bondehær’ samt forsider fra diverse undergrunds-udgivelser, de fleste kommunistiske. Bemærk trepile-logoet – samme bruges i dag af venstreradikale anti-demokrater.

Museet lå i et industrikvarter, og flere museer var anlagt i nærheden. På Museum of Contemporary Art, fik vi en kop kaffe inden den videre færd, og her så jeg for første og eneste gang i Polen studerende med fine Macs og det helt rigtige universitære look. De følte sig sikkert hjemme ved siden af Guantanamo-værket ‘Honour bound to defend freedom’. Jeg gjorde ikke.

Dagen efter kørte vi til Oświęcim, og den tidligere kaserne som Hitler gjorde til en af historiens største udryddelseslejre.

Mere end 1.300.000 blev myrdet under krigen, hovedsageligt jøder, men også Jehovas vidner, modstandskæmpere, russiske krigsfanger, sigøjnere, homoseksuelle, handikappede og dværge (!). ‘Arbeit macht frei’-skiltet tronede over indgangen, og så var der ellers blok efter blok med minder om krigens gru. Ikke ved almindelige krigshandlinger, men ved regulær udryddelse, de fleste i dertil indrettede gaskamre. Ikke alt var bevaret, men historien blev fortalt dokumentarisk på en sober måde. Historiefortælling med respekt for ofrene.

Set herfra er det interessant, at polske venstreorienterede så vidt jeg kunne forstå, ikke brugte lejren politisk mod højrefløjen. Polakkerne husker også Øst-blokken, og Stalin er ikke glemt. Jeg så en enkelt fyr der kunne ligne en autonom, men ellers var de fleste vestlige turister, herunder et kontingent israelske soldater af begge køn, der var på en slags dannelsesrejse.

Umiddelbart skulle man tro de mange besøgende gik rundt med tårevædede øjne, men selvom det gjorde ondt at se enorme bunker af afklippet hår, og tusindvis af ofre-portrætter med tomme blikke, så fik man uværgeligt en mærkelig distance til tingene.

Dansk Kurt Hansen, en af de få der overlevede Auschwitz.

Auschwitz’ mange blokke med menneskeskæbner, herunder Josef Mengeles eksperimentelle blok, gjorde selvfølgelig indtryk, men det var mere helheden der satte sig spor. Man slår ikke en mio. ihjel uden for en form for logistik, og med krematorierne og træ-barakkerne i Birkenau var ondskaben sat i system i en grad det er svært at sætte ord på.

Det lykkedes enkelte at flygte, men skydetårne, elektriske hegn, og flere rækker af pigtrådshegn, gjorde det til en næsten umulig opgave. Udryddelsen gik hurtigst i Birkenau, og selvom der boede 300 i hver barak, så ville det tage mere end en time at gå nonstop langs yderste pigtrådshegn. Hvor internerede i Auschwitz typisk fik lov at leve i nogle måneder, så gik det anderledes stærkt i Birkenau.

Fra hele Europa ankom jøder med tog direkte ind i lejren, og mange uarbejdsdygtige blev ledt direkte til gaskamrene. Ved det ene krematorie stod kvinder og børn og ventede på sin skæbne mellem træerne. Alene tanken.

Selvom lejrene velsagtens er Polens største turistattraktion, og mange i dag ernærede sig af museet, så var der forbavsende lidt kommercielt over det hele. Lejrene er en del af Polens historie, og den skal selvfølgelig fortælles – men civile polakker der bor i området har ikke behov for at høre om den dagligt. De fleste ældre i Krakow-området, har på den ene eller andet måde haft historiens gru tæt inde på livet.

Artikler på Uriasposten bør ikke have mere end 30 billeder, men denne post bliver en undtagelse.

Fra Auschwitz.

Tre kilometer fra Auschwitz lå Birkenau-lejren, og det var her udryddelsen kulminerede. Bemærk størrelsesforholdet.

Fra Birkenau.

Ved et af vagttårnene nær Birkenau’s ‘Canada’-afdeling, langt fra turisterne ved hovedindgangen, så jeg et par rastende hvide storke. De dannede en mærkelig kontrast til bygningernes iboende uhygge. Vi kørte direkte til Danmark, mange oplevelser rigere.

Oploadet Kl. 19:18 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


« Forrige sideNæste side »


Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0