25. juni 2022

Berlin: 100 indvandrere i masseslagsmål ved udendørs svømmepool, udløst af leg med vandpistoler…

Mellemøstlig indvandring giver mellemøstlige tilstande, og bynære badefaciliteter såsom Islands Brygge, Århus Ø eller Odense Havnebad virker som et flyvepapir på ghetto-drengene. Det går for meste i dagtimerne, men de trygge timer vil blive færre og færre. Herunder en historie fra Berlin, angiveligt udløst af leg med ‘wasserpistolen’. Fra Remix – Mass migrant brawl in Berlin outdoor pool triggers huge police response.

“The security personnel at an outdoor pool in Berlin struggled to restore order on Sunday after a mass brawl broke out between approximately 100 foreign nationals at the facility, German media reported.

Disturbing amateur footage was captured at the time of the incident and posted to social media channels, which showed an initial altercation between several dozen individuals which soon descended into chaos with young males attacking each other.

A wave of Berlin authorities arrived, including 13 response vehicles, to break up the brawl and disperse those involved. After the incident, they investigated four suspects between the ages of 15 and 23. One of them allegedly hit a security guard at the pool, who was transported to the hospital l for his injuries. A 10-year-old boy who got caught up in the raging crowd was also injured with a blow to the head.

‘According to the current state of knowledge, two groups of four and ten people are said to have sprayed each other with water pistols for fun. Then a verbal and a physical argument is said to have developed,’ the police said in a statement.

It is not the first incident of this kind that has prompted a police response. In recent years, an increased number of sexual assaults have occurred in outdoor pools, so much so that Düsseldorf swimming pool considered it necessary to impose an ID requirement in response to aggressive migrants.”

(Sommerbad am Insulaner, Berlin, 19. juni 2022; Mere: Bild)

Arkiv-nedslag

“I starten var det bare et sted, hvor folk kom for at slappe af og tage lidt sol. Nu kommer der store grupper af personer hertil i biler og fortæller de andre grupper på stedet, at det er deres græsplæne. Det kan de så komme op at toppes over til stor gene for alle andre, som bare gerne vil have lov til at slikke lidt sol eller gå en tur med hunden.” (Jesper Schou Hansen, Berlingske, 2016)

Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


24. maj 2022

St. Pauli: Strauss-koncert i Elbphilharmonien, Sodoma og Gomorra på Reeperbahn – ‘Waffen verboten’

Sidst jeg var i Hamborg blev der tid til lidt sightseeing, men denne gang var det en rigtig herretur med hotel i St. Pauli. Fredagen var brutal, og lørdagens bytur kom ikke rigtigt i gang. Vi, tre mænd i start-50’erne, var ganske enkelt for smadrede. Reeperbahn var pakket med mennesker begge dage, og det virkede som om bydelen kun bestod af bordeller, sexbutikker, stripklubber, barer, diskoteker og Döner Kebabs. Vi holdt os til barene, men fik dog set det meste. Sodoma og Gomorra tilsat venstreradikale floskler, og ligesom sidst forstår jeg ikke hvordan den yderste venstrefløj kan tematisere anti-sexisme, alt imens unge piger åbent prostituerer sig selv.

Fredag aften hørte vi Strauss på højt niveau i Elbphilharmonien, og de der 1352 danske kroner for to gange 40 minutter, var måske lidt i overkanten. Champagnen i pausen var okay, men bestemt heller ikke gratis. Omgivelserne var dog formidable, og det overrasker mig ikke at bydelens stærke venstrefløj også var imod byens nye vartegn.

St. Pauli var multikulturel, men ikke arabiseret som Nørrebro eller vollsmose. Her var der festglade tyskere overalt. Jeg så tilfældigt et par negere blive anholdt, formentligt pushere, og fra en beværtning kunne vi se hvordan en rockertype skubbede en mørklødet pusher væk fra en bordelfacade. Lidt senere parkerede en velklædt udenlandsk fyr sin Mercedes GT foran, og gik ind – velsagtens bagmanden.

(To negere tilbageholdes af politiet, formentligt pushere)

Det var ulovligt at gå med glasflasker på gaden efter kl. 22.00, og det blev håndhævet overfor undertegnede. Lidt komisk, når våbenbutikken stadig var åben, og alle kunne drikke øl af flasken siddende to meter derfra. Drukpunkerne og de hjemløse gad politiet ikke opdrage på.

(Ingen våben eller glasflasker efter kl. 22.00)

Der går nok nogle år før jeg genbesøger St. Pauli. Der er flere europæiske kulturbyer i kørselsafstand, og St. Pauli er vel mest et skræmmebillede på hvor galt det kan gå – med eller uden masseindvandring.

Bylivet…

Venstreradikal propaganda i alle udgaver…

– selv i souvenirbutikker

Oploadet Kl. 01:29 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


7. maj 2022

En weekend i Bremen, april 2022 (Lemonheads, Altstadt, Paulaner Salvator, Beringhuse, Dannevirke)

En byferie i Tyskland kan være nok så interessant, men jeg havde nok ikke valgt Bremen, hvis ikke der var en god grund. Jeg har fulgt Evan Dando og Lemonheads i mere end tyve år, og hvis han så slidt ud for tre år siden i Hamborg, så var det værre denne gang. Han gjorde sit bedste, men var tydeligvis påvirket, og havde svært ved at gennemføre showet. Efter en lille time rykkede han stikket ud og gik akustisk, og her kom der glimt af fordoms storhed. Han sluttede af med 8-10 ekstranumre fra bagkataloget, og det blev trods alt bedre og bedre.

(Evan Dando, Kulturzentrum Lagerhaus, Bremen, 29. april 2022)

Vi boede i Altstadt, og selvom der kun var tyve minutters gang til spillestedet, så var der en verden til forskel. Spillestedet Kulturzentrum Lagerhaus var også et autonomt tilholdssted, og fokus var på ‘Kultur, Ökologie og Migration’. Området var skæmmet af grafitti, og venstreradikal propaganda i utallige varianter: ‘Sozialismus oder Barbarei’, ‘Maske auf nazis raus!’, ‘Yalla Yalla Migrantifa’ etc.

Før koncerten så vi lidt af Werden Bremens 2. bundesliga-kamp med de lokale, og smagte lidt af det lokale bryg. Efter koncerten fortsatte vi i byen, men det blev en lang dag.

Vi gik blandt andet forbi den lokale ‘Klimacamp’, bestående af en usoignerede drukpunkere, inkl. AFA-banner. Kommunisterne hopper på ethvert plusord, der kan smadre det bestående. Klima-kommunisme.

Lørdag skulle vi se lidt af byen i dagslys, og vi fik lidt overfladisk set en del. Den gamle bykerne Altstadt var smuk, og havde et fint leben. Nattevægteren der poserede foran Bremen Rathaus havde held med damerne – blanke våben tiltrækker kvinderne. Hermed noteret.

Vi så naturligvis også Böttcherstrasse, der lå lige bagved hotellet.

Although Roselius and Hoetger paid tribute to Hitler as the ‘Bringer of Light’ on a relief at the entrance, the Führer rejected this variant of völkisch art in a Reichsparteitag speech about cultural matters (‘Kulturtagung im Opernhaus’) on 9 September 1936, in which he dismissively referred to Boettcher-Straßen-Kultur (‘culture in the style of the Böttcherstraße’). … Roselius tried to become a member of the NSDAP twice but his application was rejected twice due to his ‘degenerate art’…” (Wiki)

Bydelen Schnoor var også et besøg værd, lidt ala latinerkvarteret i Århus.

“Pretty little half-timbered houses dating back to the 15th and 16th centuries, with narrow lanes between the rows of buildings. The name of the quarter may allude to the fact that the houses are lined up like pearls on a string, Schnoor being Low German for Schnur (string). Another interpretation of the name is that this part of the old fishermen’s quarter, right by the river Weser, was where the rope makers used to live.'” (Bremen.eu)

Generelt blev alt lidt for moderne, når man kom væk fra Altstadt. Selvfølgelig skal byer udvikle sig, og 2. Verdenskrig var hård ved byen, men man kunne godt ønske lidt mere respekt for den historiske hansastad.

Vi så katedralen St. Petri Dom, og selv indenfor blev der politiseret. PIS er en forkortelse for Prawo i Sprawiedliwość, det nationalkonservative Lov og retfærdighedsparti – Polens største parti. Udenfor propaganderede gammelkommunister for arabisk nationalisme.

Vi drak kaffe ved den ikoniske Kaffeemühle. Hver anden kop kaffe der drikkes i Tyskland kommer fra et af byens mange kafferisterier, og der er bare et eller andet ved gamle bygninger der gør mig i godt humør. De historiske rammer uden filter, ‘wie es eigentlich gewesen ist’. En tid hvor fremmede var gæster, og selv meget venstreorienterede måtte arbejde for føden.

Vi så et par arabere blive anholdt af politiet. En mand med øresnegl råbte, at jeg ikke måtte fotografere, så jeg undlod – kæresten var jo med. En Uwe Max havde nok ikke ladet sig intimidere af ‘Kein photos’-råb.

Senere på aftenen forsamledes masse af tyrkere ved katedralen for at fejre, at Trabzonspor netop havde vundet det tyrkiske meterskab. Da vi kom ud fra beværtningen var de væk igen, måske hjulpet på vej af politiet.

Det multikulturelle islæt var ikke på Nørrebro-niveau, og slet ikke da vi lørdag aften tog ned til promenaden Schlachte ved floden Wesen. Vi spiste på en restaurantbåd, og sad første parket til 1000-vis af fulde tyskere i alle aldre. Her var multikulturen ikke rigtigt slået igennem, men omvendt, også lidt for meget Jomfru Ane-gade til et dansk turistpar.

På ‘Paulaner’s an der Schlachte’ smagte jeg blandt andet dobbeltbocken Paulaner Salvator i det klassiske keramikkrus, og foruden diverse Kellerbier, blev det turens bedste øl. Skal jeg nørde tysk øl vil det nok være smart, at køre lidt længere sydpå (Bamberg, München…). Intet overgår dog Belgien imho.

Søndag skulle vi hjem, og for at udnytte de dyre kilometre besluttede vi os for at køre en tur forbi Beringhuse og Dannevirke, som tyskerne kalder ‘Bergenhusen’ og ‘Dannewerk’. Vi er lidt nord for Ejderen, og området var således dansk indtil 1864.

‘Bergenhusen’ er en ret ordinær landsby, hvis ikke det lige var for storkene. Op imod 25 storkepar huserede i byen, og fra bilen kunne vi se flere storke i og omkring reden. De var alle vegne, og kunne ses i forhaver, hustage, marker og selvfølgelig i luften. En oplagt familietur, blot 60 kilometer syd for den nuværende grænse.

(Flere billeder af storke på Instagram)

Vi kom også forbi Dannevirke, som ikke overraskende lignede sig selv. Museet er under ombygning, men Valdemarsmuren stod stadig. Kæresten tog billeder af Eng-nellikerod, mens jeg overvejede om muren var genanvendelig ift. en eventuel generobring. Yderligere feltstudier er nok nødvendige…

Oploadet Kl. 11:15 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


9. april 2022

Danske ‘nazi-terrorister’: To 15-16 årige drenge i en gruppe ledet af 13-årig, AFA-associeret ekspert…

‘Drenge hvervet af nazi-terrorister’, stod der på forsiden af Ekstra Bladet fredag, og over en dobbeltside kunne man læse at denne her ‘ekstreme nazi-gruppe’ ville omstyrte samfundet med ‘vold, terror og drab’. Billedsiden er blandt andet maskerede militsmedlemmer (USA), våbenfund (Tyskland), hvad ikke rigtigt giver mening, når PET i samme artikel understreger at ’solo-terrorister er de farligste’. De to drenge skulle dog ifølge sigtelsen være tilknyttet ‘Feuerkrieg Division’ (FKD), organiseret under ‘Atomwaffen Division’ (AWD). Det nævnes en passant at lederen af FKD går under navnet ‘Commander FKD’. En pudsig detalje.

Den citerede ekspert er hentet fra Norge, ph.d. Charlie Krautwald. For få år siden var han en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’, og producerede film med Redox-fotografen Rasmus Preston og AFA-leder Andreas Rasmussen. Krautwald var i sine yngre år yderst aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt andet, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt efter en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden. Som en kuriositet kan det oplyses, at han også har været talsmand for Boykot Israel (læs: ‘Kauft nicht bei Juden’).

Her lidt fra artiklen, der er opstrammet efter bedste evne.

“FKD blev stiftet i oktober 2018 i et af de baltiske lande, sandsynligvis Estland, hvor lederen af nynazisterne angiveligt opholder sig.

Lederen er ifølge Estlands efterretningstjeneste en dengang blot 13-årig estisk dreng.

Det er denne lille, men ifølge myndighederne meget farlige, højreekstreme terror-organisation, som to drenge på 15 og 16 år fra Vestsjælland er sigtet for at have tilsluttet sig.

I Retten i Holbæk blev drengene torsdag sigtet efter straffelovens § 114 c om at lade sig hverve til terror, og den 15-årige også for at have fremmet en terror-organisations virke. … Feuerkrieg Division har hidtil været ukendt som gruppering i Danmark.

(Collage: ‘Atomwaffen Division’; Foto: Spiegel)

Apropos

Jeg er blevet anholdt to gange efter terrorparagraffen. Den ene gang, fordi jeg i forbindelse med en happening svingede med et hjemmelavet Islamisk Stat-flag (jeg blev senere frifundet i denne sag og fik erstatning). Den anden gang blev jeg anholdt, fordi jeg klistrede en plakat med Dan Park’s collage Terrorist Welcome – bring your weapons op i gågaden i Aalborg. … I 2015 blev Dan Park, Ibi-Pippi Orup Hedegaard og jeg anmeldt for opfordring til terrorisme. En af Dan Parks Terrorist Welcome-plakater var endt i en postkasse i Silkeborg, og ejeren af postkassen havde meldt forholdet til politiet. Østjyllands Politi vurderede sagen, men det endte med, at der ikke blev rejst sigtelse mod nogen, hverken for terrorisme eller noget andet.” (Uwe Max Jensen, 8. april 2022)



5. marts 2022

Huntington om Ukraines ‘indre skillelinje’ (1996): Sandsynligt, “… at den østlige del indgår i Rusland.”

Selvom vi ikke tænker videre over det i Nordeuropa, så har NATO siden 1997 optaget fjorten nye medlemslande i det østlige Europa. Efter Murens fald har det berømte ‘jerntæppe’ bevæget sig østpå, og NATO er tættere på Rusland end under Den Kolde Krig. Kun afskærmet af Hviderusland og Ukraine. Putin annekterede Krim i 2014, og forleden invaderede Rusland som bekendt resten af Ukraine. Flere har omtalt Samuel Huntingtons analyse desangående, blandt andet end lektor emeritus Søren Riishøj, der i Berlingske påpegede, at Rusland qua NATO-udvidelserne lider af ‘et post-imperialt syndrom’.

Samuel P. Huntington var professor på Harvard, og blev verdenskendt, da han uddybede tankerne fra hans 1993-essay i bogen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996). Værket udkom først på dansk i 2006, og hans analyse er svær at komme udenom i disse dage. Mens liberalisterne jublede over verdenskommunismens endeligt, hævdede Huntington, at fremtidens strid ville blive mellem civilisationer. Rusland var en såret bjørn, og ville man have stabilitet, så måtte man anerkende geopolitiske realiteter. Rusland var kernen i en distinkt kultur, der ikke havde til hensigt at blive en kopi af det liberale Vesten.

Da jeg startede på universitetet i 1997 var Huntington en slem højreorienteret politolog, som man skulle holde sig fra. Weekendavisen revsede ham i en anmeldelse for ‘den rendyrkede kulturvinkel’, og noterede blandt andet: “Det er et fuldkommen uhistorisk og statisk billede af kulturerne, der smækkes op på det Huntingtonske lærred.” (1994). Huntington blev ‘berømt uden at have fortjent det’, lød det i Berlingske et par år senere. Da han i 2004 udgav en bog om den amerikanske identitetskrise, fortsatte udskamningen, blandt andet i Dagbladet Information. Han var talerør for ‘populistisk patriotisme’, en ‘maskeret racist’.

Hitler var en forfærdelig despot, men måske var det ikke endt med verdenskrig, hvis Tyskland ikke fik ydmyget en hel generation med Versailles-freden. Putin er en forfærdelig despot, men måske er det dumt at tirre en såret bjørn med fri adgang til atomvåben. Måske skulle man fokusere mindre på navne, og mere på langsigtede strukturer.

Herunder det meste af afsnittet omhandlende ‘Rusland og dets nære udland’ (s. 230-36).

(Samuel P. Huntington, Civilisationernes sammenstød. Mod en ny verdensorden, 2006, s. 234)

RUSLAND OG DETS NÆRE UDLAND

Arvtageren tii zarens og kommunisternes imperier er en Civilisations-blok, der på mange måder svarer til Vesteuropa. I kernen ligger Rusland, svarende til Frankrig og Tyskland, tæt forbundet med en indercirkel, der rummer de to overvejende slavisk-ortodokse republikker Hviderusland og Moldova samt Kasakhstan, hvor 40 procent af befolkningen er russisk, og Armenien, der historisk set er Ruslands nære allierede. I midten af 1990’erne havde alle disse lande pro-russiske regeringer, som generelt var kommet til magten efter et valg. Tætte, men svagere forbindelser eksisterer mellem Rusland og Georgien, der overvejende er ortodokst, og Ukraine, der i mindre omfang er ortodokst, men de har begge en stærk national identitetsfølelse og bevidsthed om tidligere uafhængighed. På det ortodokse Balkan har Rusland tætte relationer til Bulgarien, Grækenland, Serbien og Cypern og i mindre grad Rumænien. De muslimske republikker fra det tidligere Sovjetunionen er fortsat i høj grad afhængige af Rusland både økonomisk og forsvarsmæssigt i modsætning til de baltiske lande, der orienterede sig mod Europa og effektivt lagde afstand til den russiske indflydelse. Generelt er Rusland ved at danne en blok med et ortodokst centrum under russisk lederskab og en omgivende stødpude af relativt svage islamiske stater, som det i varierende grad vil dominere, mens det forsøger at forhindre andre magter i at få indflydelse.

Rusland forventer, at omverdenen accepterer og godkender dette system. Udenlandske regeringer og internationale organisationer er, som Jeltsin sagde i februar 1993, nødt til at ‘anerkende Ruslands særlige beføjelser som garant for fred og stabilitet i de tidligere sovjetregioner’. Hvor Sovjetunionen var en supermagt med globale interesser, er Rusland nu en stormagt med regionale og civilisationst interesser. De ortodokse lande i det tidligere Sovjetunionen er af central betydning for udviklingen af en sammenhængende russisk blok i eurasisk og international politik. Under Sovjetunionens opløsning gik alle disse fem lande i en stærkt nationalistisk retning, fastslog deres nye uafhængighed og lagde afstand til Moskva. Senere gik den økonomiske, geopolitiske og kulturelle virkelighed op for vælgerne i fire af landene og fik dem til at stemme russiskssindede regeringer til magten og bakke op om russisk orienteret politik. Folk i disse lande søger støtte og beskyttelse i Rusland. I det femte land, Georgien, medførte en russisk militærintervention et lignende skift i regeringens holdning. Armenien har historisk set allieret sig med Rusland, og Rusland har gjort en dyd ud af at optræde som Armeniens beskytter mod dets muslimske naboer. Dette forhold er blevet styrket efter sovjettiden. Armenierne har været afhængige af økonomisk og militær støtte fra Rusland og har tilsluttet sig Rusland i spørgsmål om relationer mellem de tidligere sovjetrepublikker. De to lande har sammenfaldende strategiske interesser.

I modsætning til Armenien har Hviderusland en svag national identitetsfølelse. Og det er også om muligt endnu mere afhængigt af russisk støtte. Mange af dets indbyggere identificerer sig tilsyneladende lige så meget med Rusland som med deres eget land. I januar 1994 erstattede den lovgivende forsamling den moderate nationalist, som var landets daværende leder, med en konservativ russisksindet kandidat. I juli 1994 valgte 80 procent af vælgerne en præsident, somvar ekstremt russisksindet og tæt knyttet til Vladimir Sjirinovslij. Hviderusland kom tidligt med i Commonwealth for indepent Stares (CIS), var medlem af den økonomiske union, der blev oprettet i 1993 sammen med Rusland og Ukraine, indgik i en monetær union med med til at have Rusland, overdrog sine kernevåben til Rusland og gik med til at have russiske soldater på sit territorium det 20. århundrede ud. I 1995 var Hviderusland således en del af Rusland, ikke af navn, men af gavn.

Efter at Moldova blev uafhængigt efter Sovjetunionens sammenbrud, så mange frem til dets endelige genforening med Rumænien. Men frygten for at det skulle ske, udløste en løsrivelsesbevægelse i det russisk orienterede øst, som fik stiltiende støtte fra Moskva og aktiv støtte fra den 14. russiske arme. Det førte til oprettelsen af republikken Trans-Dniestr. Den moldaviske interesse i at danne union med Rumænien faldt dog i takt med begge landes økonomiske problemer og et økonomisk pres fra Rusland. Moldova gik med i Commonwealth, og dets handel med Rusland øgedes. I februar 1994 fik russisksindede partier generelt fremgang ved parlamentsvalget. I disse tre stater blev den offentlige opinion påvirket af en kombination af strategiske og økonomiske interesser, og man valgte regeringer, der lagde sig tæt op ad Rusland. Et lignende mønster opstod også i sidste ende i Ukraine. …

Ud over Rusland er Ukraine den tættest befolkede og vigtigste af de i tidligere sovjetrepublikker. Ukraine har været selvstændigt på forskellige tidspunkter i historien. Men i det meste af vores moderne tidsalder har det været en del af en politisk enhed styret fra Moskva. Den afgørende begivenhed indtraf i 1654, da kosakken Bogdan Khrnelnitskij, som ledte et oprør mod det polske herredømme, svor troskab over for zaren mod til gengæld at få hjælp mod polakkerne. Derfra og indtil 1991, bortset fra en kortvarig selvstændig republik imellem 1917 og 1920, var det, som i dag er Ukraine, politisk styret fra Moskva. Men Ukraine er et kløvet land med to særskilte kulturer.

Den civilisatoriske grænsedragning mellem Vesten og ortodoksien løber lige ned gennem landet og har gjort det i århundreder. Fra tid til anden har det vestlige Ukraine været en del af Polen, Litauen og Østrig-Ungarn. En stor del af dets befolkning har været tilknyttet den unitariske kirke, som praktiserer ortodokse ritualer, men anerkender paven som øverste autoritet. Historisk set har vestlige ukrainere talt ukrainsk og været stærkt nationalistiske. Folk fra det østlige Ukraine har på den anden side været overvejende ortodokse og har for en stor dels vedkommende talt russisk. I de tidlige 1990’ere udgjorde russere 22 procent af befolkningen, og der var 31 procent øvrige grupper med russisk som modersmål. De fleste skolebørn blev undervist på russisk. Krim er overvejende russisk og var en del af den russiske føderation indtil 1954, hvor Krustjov overdrog det til Ukraine, angiveligt i anerkendelse af Khmelnitskijs beslutning 300 år tidligere. Forskellene mellem det østlige og vestlige Ukraine er helt tydelig i befolkningens holdninger. I slutningen af 1992 sagde for eksempel en tredjedel af russerne i det vestlige Ukraine at de led under anti-russisk had, mod bare 10 procent i Kiev. Splittelsen mellem øst og vest blev dramatisk under præsidentvalget i 1994. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, som på trods af tæt samarbejde med Ruslands ledere betragtede sig selv som nationalist, vandt de 13 vestlige provinser i Ukraine med et flertal på op til mere end 90 procent. Hans modstander, Leonid Kutjma, som under valgkampen fik ukrainskundervisning, vandt de 13 østlige provinser med lignende stemmetal. Kutjma vandt med 52 procent af stemmerne. Således bekræftede et spinkelt flertal af det ukrainske folk Khmelnitsldjs valg i 1654. Valget, som en amerikansk ekspert så det, ‘afspejlede – ja, udkrystalliserede splittelsen mellem de europæiserede slaviske folk i det vestlige Ukraine og den russisk-slaviske opfattelse af, hvad Ukraine burde være. Det handler ikke så meget om etnisk polarisering som om forskellige kulturer’.

Som et resultat af denne opdeling kunne forholdet mellem Ukraine og Rusland udvikle sig i en af tre mulige retninger. I de tidlige 1990’ere var der særdeles vigtige emner på dagsordenen mellem de to lande angående kernevåben, Krim, russernes rettigheder i Ukraine, flåden i Sortehavet og økonomiske forbindelser. Mange troede, at en væbnet konflikt var på vej, hvilket fik vestlige analytikere til at argumentere for, at Vesten skulle støtte Ukraines ønske om kernevåben for at afskrække russerne fra en invasion. Men hvis civilisation er det afgørende, er kampe mellem ukrainere og russere utænkeligt. De er to slaviske, primært ortodokse folk, som har haft nære forbindelser i århundreder, og blandede ægteskaber er almindeligt. På trods af svære spørgsmål og presset fra ekstreme nationalister til begge sider arbejdede lederne fra begge lande hårdt og fremgangsrigt på at mægle i disse stridigheder. Valget af en åbenlyst russiskorienteret præsident i Ukraine i midten af 1994 reducerede yderligere muligheden for en skærpet konflikt mellem de to lande. Mens der opstod alvorlige kampe mellem muslimer og kristne andre steder i det tidligere Sovjetunionen og anspændte forhold og stedvise skærmydsler mellem russere og folk fra de baltiske lande, havde der i 1995 så godt som ikke været nogen vold mellem russere og ukrainere.

En anden og mere sandsynlig mulighed er, at Ukraine bliver delt op i to enheder langs sin indre skillelinje, og at den østlige del indgår i Rusland. Snakken om løsrivelse kom første gang op i forbindelse med spørgsmålet om Krim. Befolkningen på Krim, som er 70 procent russisk, støttede kraftigt ukrainsk uafhængighed af Sovjetunionen ved en folkeafstemning i december 1991. I maj 1992 stemte Krims lokale parlament også for en uafhængighedserklæring fra Ukraine, men trak beslutningen tilbage efter ukrainsk pres. Det russiske parlament Dumaen stemte derimod for at ophæve Krims overgang til Ukraine 1954. I januar 1994 valgte man på Krim en præsident, som var gået til valg på ‘enhed med Rusland’. Dette fik nogle til at stille spørgsmålet: ‘Bliver Krim det næste Nagorno-Karakbakh eller Abkhasien?’ Svaret var et rungende ‘Nej!’, da den nye krimske præsident trak sit løfte om en folkeafstemning om uafhængighed tilbage og i stedet forhandlede med regeringen i Kiev. I maj 1994 tilspidsedes situationen igen, da parlamentet på Krim vedtog at genindføre forfatningen fra 1992, der gjorde landet så godt som uafhængigt af Ukraine. Endnu en gang forhindrede pres fra russiske og ukrainske ledere, at spørgsmålet førte til vold, og valget to måneder senere af den russiskvenlige Kutjma som ukrainsk præsident underminerede Krims forsøg på at løsrive sig fra Ukraine. Dette valg vakte ideen om, at den vestlige del af landet kunne løsrive sig fra et Ukraine, der bevægede sig tættere og tættere på Rusland. En del russere ville hilse det velkomment. Som en russisk general sagde: ‘Ukraine, eller rettere det østlige Ukraine, vil komme tilbage om fem, ti eller femten år. Det vestlige Ukraine kan gå ad helvede til!’. En sådan unitarisk og vestligorienteret rest af Ukraine ville dog kun være levedygtig, hvis den fik en stærk og effektiv vestlig støtte. Men en sådan støtte ville formentlig kun kunne mobiliseres, hvis relationerne mellem Vesten og Rusland blev alvorligt forværret og kom til at ligne forholdet under den kolde krig.

Det tredje og mest sandsynlige scenario er, at Ukraine fortsat vil være et forenet, kløvet og uafhængigt land, der generelt samarbejder tæt med Rusland. Når først overgansspørgsmålene om kernevåben og militær styrke er løst, vil de største og mest langsigtede spørgsmål være af økonomisk karakter, og løsningen af dem vil blive fremmet af den delvis fælles kultur og de tætte personlige kontakter. Det russisk-ukrainske forhold er med John Morrisons ord for Østeuropa, hvad det fransk-tyske forhold er for Vesteuropa. Ligesom Frankrig og Tyskland er kernen i EU, er Rusland og Ukraine den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden.”

Oploadet Kl. 12:00 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer


23. februar 2022

Polemik: Sociolog krænket over nazi-sketch på bar, lektor mener ikke, det er ’så morsomt, som de tror’

En iransk sociolog kontakter Politiken efter en tur på Toga Bar, fordi et bord med borgerlige anført af Alex Vanopslagh, højlydt havde lavet en anti-nazistisk sketch, der inkluderer kampråbet ‘Sieg Heil’. I en tid hvor medier holder mikrofonen for kommunistiske aktivister, må borgerlige ikke lave sjov om nazisme på en bar. Jeg ved ikke helt hvad der er værst: Aydin Soei, Politiken eller lektor Karl Christian Lammers. Sidstnævnte tager jo nok prisen: “… det er slet ikke så morsomt, som de tror”. En historie fra Politiken.dk, der aldrig burde være skrevet – ‘Det var superubehageligt’: Partileder råber Sieg Heil på bar.

“Karl Christian Lammers, lektor emeritus i tysk samtidshistorie på Københavns Universitet, slår fast, at ’Sieg Heil’ ‘entydigt’ er forbundet med nazismen. …

Du mener ikke, at man kan forsvare sig med, at en tysk komiker har brugt remsen?

‘Nej, for jeg synes, man med det her forsøger at gøre nazismen mere uskadelig. Det er med til at afdæmonisere nazismen. Det bryder jeg mig ikke om. … Så kan de sige nok så meget, at det var bare for sjov. …’.

Du synes ikke, det er sjovt?

‘Nej, det gør jeg da ikke’, siger Karl Christian Lammers.”

(Johnny Buchardt fremfører sketchen på tysk tv, 1973; Foto: Youtube)

“De der mennesker burde tænke sig om – det er slet ikke så morsomt, som de tror, det er.” (Karl Christian Lammers, lektor)



19. januar 2022

Radio4: Konservativ CDU-politikers asylpolitik minder om Socialdemokratiets – ‘Ist Maassen ein nazi?’

Dansk Folkepartis parlamentariske succes gjorde det umuligt for journalisterne, at udgrænse den danske ‘højrefløj’, men de fleste danskere ved ikke meget om andre landes indenrigspolitik, og så holder de sig ikke tilbage. I tirsdagens udgave af Tysklands-magasinet Genau på Radio4 blev CDU-politikeren Hans-Georg Maassen portrætteret over 25 minutter. Selvom han er tidligere leder af det tyske ‘Verfassungsschutz’, så måtte man forstå at han var en farlig person, som ikke kun havde fjender på venstrefløjen.

Hans-Jørgen Bonnichsen bidrog med lidt rutine-bashing, og overordnet måtte man forstå, at han flirtede med højreradikale, sås åbent med Alternative für Deutschland og fremdeles. Maassen var så langt ude til højre, at hans ‘retorik og asylpolitik’ mindede om Socialdemokraterne i Danmark, lød det. Herefter blev han kædet sammen med nazisme, fordi en kendt nazist deltog i et hans vælgermøder. Informations korrespondent forklarede, at problemet for CDU var, at partiet havde ‘defineret sig selv om et bredt folkeparti, hvor der også er plads til konservative stemmer’. Et borgerligt parti, der tillader ‘konservative stemmer’. Naziiiisme, skreg journalisterne.

Thomas Schumann, Radio4: CDU er jo ikke et parti vi på samme måde har herhjemme kan man sige. Han hører jo også til ude på højrefløjen i CDU. Hvis du skulle placere Hans-Georg Maassen i dansk politik, hvor vil du så sige at han hører hjemme?

Mathias Sonne, Information: For sjov, så ville jeg nok starte med at sige Socialdemokratiet. I forhold til deres asylpolitik og retorik, som de lige er blevet grillet for i Europaparlamentet for et par dage siden. Ej, mere alvorligt, så er det noget i retning af Nye Borgerlige. Men der skal man jo også huske, at der i Tyskland, når man laver de her sammenligninger er en helt anden – I Danmark vil man sige politisk korrekthed, i Tyskland vil man sige borgerlig anstændighed. Generelt, i forhold til hvad man siger i offentlige debatter. Hvilke ytringer man kan slynge om sig… hvilke antisemitistiske antydninger man kan komme med, eller hvordan man kan kategorisere hele befolkningsgrupper. Der er Maassen jo fuldstændig – der har han en retorik der minder om, ja, den yderste højrefløj, selv i Danmark.

Thomas Schumann: … blev interviewet af to børn. Her er det altså en dreng, som stiller ham spørgsmålet: Ist Maassen ein nazi? Altså, er Maassen en nazist? Laschet bliver tydeligt irriteret over det her spørgsmål, og kommer noget i bekneb. … Derudover var der også et indslag fra nyhedsmagasinet Spiegel… Jeg spurgte Ruprecht Polenz, hvad han mente om denne her video. … Det her passer ind i billedet af Hans-Georg Maassen… Han ved godt hvad sådan et møde drejede sig om her. Hans-Georg Maassen gør det for at provokere… Et eller andet sted forstår jeg ikke, at det ikke en større skandale, at han mødtes med en nynazist. Jeg ved ikke hvad du tænker om det?

Mathias Sonne: Selvfølgelig er det en skandale, men efterhånden er vi jo lidt vaccineret over alle de her Hans-Georg Maassen-meldinger… Han er blevet lidt en, som man også griner af… Han er blevet lidt en latterlig figur, også selvom han sidder og er til at styre trådene i Werteunion, ‘Værdiunionen’ i CDU, der ligesom har været dem der har dækket det nationalkonservative spektrum i partiet. … hvor mange vælgere vil så forlade partiet med Maassen, fordi man har defineret sig selv om et bredt folkeparti, hvor der også er plads til konservative stemmer.

(Nationalsocialist deltog i Hans-Georg Maassen-vælgermøde i Crock, 15. september 2021)

(Armin Laschet udspørges om Maassen i Late Night Berlin, 14. September 2021)



16. januar 2022

Politiken er chokeret over ‘den repressive danske migrationspolitik’: “.. flygtninge flygter fra Danmark”

Der Spiegel bragte forleden en reportage om syriske flygtninges flugt fra det racistiske Danmark. Politiken er meget forarget, og har derfor fået oversat indlægget i sin helhed. Tematiseringen er koordineret af ‘Lighthouse Reports’, et aktivistisk site, der blandt andet er støttet af George Soros’ Open Society Foundations. På EB.dk mener hele 73 procent dog, at historien overordnet er god for Danmark. Lad os håbe historien bliver oversat til de store sprog, så omfanget af danskernes ondskab når kloden rundt.

Fra Politiken.dk – Syrisk asylsansøger føler det afstressende at bo i Tyskland. I Danmark var forholdene meget værre (kræver login).

“… Efter flugten fra Syrien havde han opnået beskyttelsesstatus i Danmark. Her ville han bygge et nyt liv op sammen med sin kone, Faten, og deres fire børn. Men så inddrog de danske myndigheder hans midlertidige opholdstilladelse. … Nabil Alkhatib er offer for en asylpolitik, som er uden sidestykke i Europa. I 2019 besluttede Danmark at hjemsende syrere til deres hjemland…

Alligevel fører den repressive danske migrationspolitik til, at mennesker flygter ud af landet. Mindst 400 syriske mænd og kvinder er i det forgangne år flyttet fra Danmark til andre lande i EU, de fleste af dem til Tyskland. Det viser en fælles research udført af Der Spiegel og dets europæiske mediepartnere Trouw, Le Vif, Knack, Sydsvenskan, Rozana og EU-Observer, koordineret af medieplatformen Lighthouse Reports. …

Heller ikke familien Alkhatib følte sig sikker i Danmark længere. Alkhatibs kone, Faten, opholder sig i Niedersachsen i Tyskland med sine børn og har ansøgt om asyl der. … Faten Alkhatib og hendes datter Yara lovpriser Tyskland. Det er ‘afstressende’ at være her, siger Yara. Mindre stressende end i Danmark, hvor hun alene på grund af sit hovedtørklæde blev lagt for had. …”

(Der Spiegel, 11. januar 2022: Wie Dänemark Syrer in die Flucht treibt)

“EU-parlamentet har ret. At flygtninge flygter fra Danmark, er en skamplet på landets renomme og burde få de danske politikere til at gentænke deres uendelige iver efter at stramme udlændingepolitikken og forsegle grænserne så hermetisk som muligt.” (Marcus Rubin, Politiken-leder, 15. januar 2022)



17. december 2021

Leipzig: Venstreradikale hærger moské, opkaldt efter sultan der døde under erobring af Konstantinopel

En del af Vestens mange indvandrere er kurdere, som kæmper for et selvstændigt Kurdistan, og ofte betragter sig selv som kommunister. De fylder ikke meget på yderste venstrefløj i Danmark, men i Tyskland giver de nyt blod, ikke mindst til kampen imod tyrkiske nationalister. På den måde kan man ikke rigtigt sige, at de venstreradikale er imod nationalisme, de er imod ikke-socialistiske nationalstater.

Leipziger Zeitung fortæller, at omkring 200 maskerede venstreradikale i mandags gik hærgende gennem det østlige Leipzig. Datoen var d. 13/12, og ‘1312’ er som bekendt talkode for ‘All Cops Are Bastards’. De nåede den tyrkiske statsmoské sidst på aftenen, angiveligt i protest mod fascistiske Erdogan. Moskéen er opkaldt efter ‘Eyüp Sultan’, en af Muhammeds hjælper, der døde under belejringen af Konstantinopel i år 674. Diyanet-moskéen på Valdemarsgade i København hedder i øvrigt ‘Fatih Camii’, opkaldt efter hærføreren Fatih Sultan Mehmet, der indtog Konstantinopel i 1453. Byen er i dag kendt som Istanbul.

Multikultur er islamisk for erobring, så denne gang på der være fuld opbakning til selverklærede ‘anti-fascister’.

(Collage: Venstreradikale på Hermann-Liebmann-Straße, tæt på moskéen; Mere: LZ)



9. december 2021

Kansler Scholz’ vision: ‘massiv øget indvandring’, ‘flere hundrede tusinder ekstra indvandrere om året’

Onsdag blev Socialdemokraten Olaf Scholz taget i ed som Tysklands nye kansler, leder af den såkaldte ‘ampel’-koalition. Som ung var han aktiv i Jusos, SPD’s venstreradikale ungdomsgrupper, og som dedikeret marxist mødte han i 1984 DDR-leder Egon Krentz i DDR. I 1987 var han som Jusos-næstformand atter i DDR, og demonstrerede her med Freie Deutsche Jugend. Samme kommunistiske organisation, som Merkel var en del af nogle år tidligere.

Med Olaf Scholz ved roret er der ‘lagt op til en revolution’, lød det fra Weekendavisens Jesper Vind i seneste udgave af Genau (Radio4). Han henviste til bogen ‘Hoffnungsland: Eine neue deutsche Wirklichkeit’ (2017), hvori Scholz fremlagde hans vision for fremtidens Tyskland. En fremtid med ‘massiv øget indvandring’, og ‘flere hundrede tusinder ekstra indvandrere om året’.

Mere fart på befolkningsudskiftningen, fri hash og stemmeret til 16-årige. Mere om fremtidens Tyskland hos The Local – Climate, weed and citizenship : The new German government’s roadmap.

“The centre-left-led alliance forming Germany’s next government has declared ambitions to make the Bundesrepublik greener and fairer. In their coalition agreement, the Social Democrats (SPD), the Greens and the liberal FDP addressed issues from climate protection to foreign policy to cannabis.

As the German parliament gets ready to formally elect the SPD’s Olaf Scholz as chancellor on Wednesday, here are the main points of the new coalition’s roadmap.

The three-party combo also agreed to lower the voting age to 16 – something likely to favour the Greens and FDP which have younger supporters than Angela Merkel’s conservatives (CDU/CSU), who are largely backed by Germany’s army of pensioners. …

Germany’s incoming coalition is much more immigration friendly than the outgoing government led by Merkel’s conservatives. The coalition parties want to overhaul and modernise the immigration system, with promises to ’simplify the path to German citizenship’.

In their initial agreement, they said the plans are to allow for ‘multiple citizenships’ – which is music to the ears of many foreigners in the Bundesrepublik. The existing rules require that most non-EU citizens have to give up their other citizenship if they want to become German. …

Recreational use of cannabis will be legalised under the new government.”

(Collage: Olaf Scholz, ny revolutionerende kansler)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper