19. september 2007

Anonyme kilder refereret af journalist der opdigtede interviews… også på dansk

Det er nu kommet frem at Alexis Debat, fransk journalist og terrorforsker, har opdigtet interviews med flere kendisser, herunder Bill Clinton og Kofi Annan. Interessant, for som 180 Grader skriver, så har han også…

“… været leveringsdygtig i flere markante historier, som oftest fra “anonyme kilder i efterretningstjeneste” i lande som Pakistan, Frankrig og USA. Debat var også manden bag Sunday Times´historie om Bush-administrationens hemmelige planer om at bombe Iran.

Ærgeligt der ikke foreligger søgbare transkriptioner af Lars Møller-Rasmussens indslag i Orientering. Blotlæggelsen ignoreres iøvrigt af MSM. Foruden 180 Grader, valgte kun Jyllandsposten at bringe historien.

  • 3/9-07 Information – Slaget om Iran. USA håndterer atom-slyngler vidt forskelligt.
  • 3/9-07 Ekstra Bladet – Sådan vil Bush knuse Iran.
  • 

    5. juni 2007

    Orientering på P1: Fattigdomsgrænsen i USA burde være dobbelt så høj

    Orientering på P1 fungerer på mange måder som en venstreorienteret audio-blog. Næppe har borgerlige forsøgt at nuancere den danske debat om USA før de tager til genmæle. Igår blev det til små 24 minutter om Fattigdom i USA, i en klassisk opbygget indslag.

    Man finder nogle kilder som siger det man gerne vil høre. I indslaget havde journalist Lasse Engelbrecht Jensen (freelance, Information) fundet tre.

    1) Cynthia Osbourne, University of Austin (eksperten).

    2) Beth Atherton, Caritas Austin (NGO’en).

    3) Center for American Progress (organisationen).

    Eksperten gav først en historisk analyse, som roste tre præsidenter (John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Bill Clinton – demokratiske), og kritiserede to (Ronald Reagan, George W. Bush – republikanske). Herefter gav hun udtryk for at der var håb igen, og nævnte så tre præsidentkandidater som satte fattigdommen på dagsordenen (Barack Obama, Hillary Clinton, John Edwards – demokratiske).

    Herefter videre til NGO’en, der talte om lange køer af sultne borgere. Fattigdommen var overalt, og fattigdomsgrænsen burde efter hendes mening være dobbelt så høj. (fattigdomsgrænsen er reelt en ulighedskvotient, men lad nu det ligge). Dvs. USA har efter hendes mening ikke 37 mio. fattige, men langt flere.

    Organisationen kunne så supplere med sine anbefalinger. Først skulle dens autoritet dog opbygges. Center for American Progress var “ikke tilknyttet noget bestemt parti” lød det, selvom alle ved den er stærkt venstreorienteret. Grundlæggeren John D. Podesta er demokrat, har været stabschef for Bill Clinton, og organisationen er blandt Bush-haderen Georg Soros’ mange meta-politiske kamporganer.

    Her lidt fra det lange indslag.

    … antallet er siden 2000 steget så hurtigt, at mere end 37 mio. amerikanere idag lever under fattigdomsgrænsen…

    Selv med 7,25 dollars i timen, det er cirka 15.000 dollars om året, hvis man regner det sammen med det fradrag for lav-indkomstarbejdere med børn, så vil de tjene 20.000 om året. Men det vil kun lige med nød og næppe placere dem på fattigdomsgrænsen… [refererer Cynthia Osbourne]

    Beth Atherton er med i Caritas Austin, og viser rundt i køkkenet. Der er travlt for køen udenfor bliver længere og længere… Beth Aslerton er bekymret fordi Caritas ikke har kunnet imødekomme det stadigt stigende behov for økonomisk støtte…

    Det stigende behov eksisterer ikke kun for dem under den økonomiske fattigdomsgrænse. Den hedder 20.000 dollars om året for en familie på fire. Erfaringen fra hendes dagligdag er at selv med en fordobling af beløbet for eksempel i form af to forældre, så har mange stadigvæk svært ved at få mad på bordet og betale regningerne.

    ‘But absolutely the poverty level is at, is not at a place, which make sense for this country. It cost much more than that to live. I think that we have many more people who live in poverty, very hard working population, who are doing the best that they can to keep their families together, and stay housed, and pay their bills, and meet their responsabilities. Absolutely a much greater number… [Beth Atherton , Caritas Austin]

    Fattigdomsraten er ikke på et niveau hvor det giver mening i dette land. Vi har mange flere mennesker der lever i fattigdom. En befolkningsgruppe der arbejder hårdt, som gør det bedste de kan for at holde deres familier sammen, holde fast på en bolig, betale regninger, og leve op til deres ansvar. Absolut et langt større antal…

    Atherton er ikke alene med min kritik af den officielle fattigdomsgrænse. Mange har på det seneste fremhævet hvordan en fordobling vil være mere korrekt, hvis den skal afspejle den del af befolkningen som kæmper en daglig kamp med helt basale ting som mad og husleje. Dermed bliver det reelle antal fattige i USA altså sat langt højere end de 37 mio. som den officielle grænse angiver…

    … Cynthia Osbournes forslag til forbedring af livet for USA’s mange fattige stemmer overens med en rapport fra Center of American Progress, der udkom i slutningen af april. Centeret er ikke tilknyttet noget bestemt parti, men foreslår økonomiske sociale og politiske reformer til en årlig sum af 90 mia. dollars…

    Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre [Bush-tale ind som underlægningsmusik], Center for American Progress vurderer at den amerikanske økonomi er stærk nok, men spørgsmålet er nok snarere om der er politisk vilje

    Bush-administrationens mest fremtrædende initiativ imod fattigdom har været rettet imod at forbedre forholdene for de svageste børn… [initiativerne] har Cynthia Osbourne ikke meget til overs for:

    ‘Impossible to talk about without laughing… Ill Try…’ [svært at høre hvad hun sagde, griner imens]

    Tankevækkende…

    “USA døjer… med en række sociale problemer fra racediskriminationens tid, men det smager useriøst, når kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jacob Holdt fortsat kan vinde hæder på at fremstille det amerikanske samfund som racistisk og undertrykkende mere end 40 år efter, at de sidste rester af racelovene i Sydstaterne blev ophævet.” (Henrik Fogh Rasmussen, Berlingske Tidende, 3/6-07)

    (P1 Orientering, 4/6-07)

  • 29/5-07 Washington Post- Rob Haskins: How to Build on the Gains Of Welfare Reform.
  • 8/6-07 Punditokraterne – Christian Bjørnskov: Myten om USA’s sociale tilstand.
  • Opdate 3/7-07. Henrik Fogh Rasmussens bog om USA fik Orientering til at mobilisere, og de kan tilsyneladende ikke stoppe igen.

  • 2/7-07 Orientering – Hjørnet: Det amerikanske sundhedssystem (35 min. langt indslag).
  • 

    3. juni 2007

    Carl Pedersen, Kim Bildsøe Lassen og Peter Kurrild-Klitgaard om mediernes dækning af USA

    Ligeledes fra dagens Berlingske Tidende. En længere artikel om vores syn på USA – En god amerikaner er en død amrikaner.

    “Men hvordan er egentlig de amerikanske billeder, vi får præsenteret i de danske medier? Er de troværdige? Afbalancerede? Dækkende?

    Nej, mener Carl Pedersen…

    »Mit korte svar er nej, selv om det er et broget billede med enkelte gode journalister. Jeg synes, at stereotyper om det primitive amerikanske samfund går igen gang på gang. USA bliver fremstillet i et dårligt lys og har til formål at få den danske offentlighed til at ryste på hovedet over de skøre amerikanere. Derfor ser vi atter og atter billeder og artikler om skydegale amerikanere eller religiøse fanatikere. Der er en journalistisk mangel på forståelse af pluralismen i det amerikanske samfund.«

    Hvordan er billedet af Demokrater og Republikanere?

    »Generelt er der en tendens til, at Republikanerne bliver fuldkommen dæmoniseret. Du ved, at jeg ikke ligefrem er nogen tilhænger af det republikanske parti, men jeg synes, at der er en skævhed, som også ytrer sig i en ukritisk beskrivelse af demokratiske kandidater. Bill Clinton er et udmærket eksempel. Han skildres jo som nærmest en rockstjerne i danske medier, men han gik jo ind for dødsstraf og havde store skandaler i sin præsidenttid. Det er ikke et nuanceret billede, vi får.«

    Skyldes skildringen blot almindelige fordomme, eller er der tale om skævhed i bestemte medier?

    »Begge dele, vil jeg tro. Journalisterne slæber ofte deres egne fordomme med sig, men der er gode journalister, der rejser rundt i USA og ikke kun henholder sig til Østkystpressen. De gode journalister findes jo, så billedet er broget. Men når det er sagt, så er det rigtigt, at Republikanerne pr. definition er skurke i dansk presse, mens Demokraterne er »the good guys«. Selvfølgelig kan disse holdninger kun forstærkes, hvis man holder sig til New York Times eller Washington Post.«

    Tror du, at denne dæmonisering af Republikanerne har noget at gøre med europæernes ønske om at finde deres egen identitet?

    »Så absolut, ja. Europa fremstår for mange som ikke-Amerika. Dansk identitet skabes i modsætning til USA. Det behøver ikke altid at være bevidst fra journalisternes side, men det er klart, at jo mere usympatisk og primitivt USA fremstilles, jo bedre og mere raffineret fremstår europæerne og danskerne. Derfor fremhæves skydegladheden, dødsstraffen og den sociale ulighed hele tiden. Jeg er selv kritisk overfor de ting, men der er en overfokusering på dem, der går ud over det nuancerede billede. Der skabes en modsætning af europæiske medier mellem USA og Europa, hvor Europa fremstår i et bedre lys end USA.«

    […]

    Kim Bildsøe Lassen har været USA-korrespondent for Danmarks Radio i en årrække. I de seneste par år har han været studievært i DRs udenrigspolitiske program Horisont. Hvad mener han om den danske USA-dækning?

    »Der er i meget dansk og europæisk dækning af USA megen ønsketænkning. Den handler om, hvad vi selv forestiller os, hvad der vil være godt for USA. Vi befinder os i den vildfarelse, at vi kender dem, og at de er lidt ligesom os. Det præger vor dækning, fordi perspektivet bliver vores eget. Vi har svært ved at forstå og beskrive amerikanernes grundlæggende vilkår. Det er meget tydeligt i tilfældet med den nuværende præsident. Ideen er, at amerikanerne da må se på ham, ligesom vi gør. Men de ser altså anderledes på ham.«

    Hvordan anderledes?

    »Tag bare det sidste præsidentvalg. Der blev skrevet et hav af artikler om, at Bush ikke havde en chance, og at han var en forsimplet type. For mig, der boede der, var der ingen tvivl om, at han ville blive genvalgt. Men der var i Danmark en grundlæggende ønsketænkning om, at amerikanerne dog måtte komme til fornuft og vælge en anden. Amerikanerne tænker anderledes og ville gerne have Bush. Meget af vor USA-journalistik bunder i en mangel på forståelse af, hvad USA egentlig er.«

    Hvad skyldes det?

    »Jeg tror, at de redaktører, der bor i Europa og styrer korrespondenterne, er ledet af ønsketænkningen. Et af de store problemer af at bo i Danmark og dække USA er, at man bl.a. ikke kan se Fox TV eller høre de konservative radioværter. Ikke fordi Fox News er god og værterne strålende, men de giver en ekstrem god skildring af det andet USA, som ikke kan læses i New York Times.«

    Kan det skyldes, at det er New York Times og derefter den anden oppositionsavis Washington Post, som udenlandske journalister typisk refererer til?

    »Jo, det er rigtigt nok, men meget af det handler om, at redaktørerne ønsker at bekræfte det billede, som de kender i forvejen. Ofte giver det et ensidigt billede. En af de vigtigste opgaver, man har som korrespondent, burde være at udfordre folks fordomme. Men det var typisk, at når jeg var i USA og lavede kritiske Bush-reportager, så fik jeg en masse positive henvendelser fra seere. Lavede jeg derimod noget, der viste noget positivt om Bush og afviste vanetænkning, så lå der lige så sikkert negative reaktioner i min mailbox. Så skrev de noget i retning af: »Hvis du er så vild med USA, så rejs derover«.

    Er der tale om et billede, hvor Republianerne er skurke, mens Demokraterne er helte?

    »Ja, fordi Demokraterne ligner europæerne mere. Vi har nemmere ved at forstå dem. Republikanernes religiøsitet kan vi f.eks. ikke forstå. Når jeg holder foredrag, så er der folk, der siger, at Irak-krigen aldrig var opstået, hvis det havde været en demokrat, der var blevet præsident. Men det er jo ikke rigtigt, for vi havde helt sikkert også fået krigen med en demokratisk præsident.«

    USA-ekspert Peter Kurrild-Klitgaard bekræfter, at de danske medier tegner et sløret billede af det amerikanske samfund…

    »Der foregår en systematisk skævvridning af dækningen af USA, som har at gøre med, at det hovedsagelig er oppositionspressen, som man bruger i Danmark. Det er ikke mindst New York Times og Washington Post, der begge er i opposition, der anvendes. Nok er der mange andre aviser og medier, men de anvendes meget lidt. Det er sørgeligt, for de to østkystaviser er kun en lille del af den amerikanske mangfoldighed, og dermed får vi ikke et dækkende billede af det amerikanske samfund.«

    Er der ligefrem en politisk slagside?

    »Ja, det kommer der automatisk, fordi det overvejende er venstrefløjens synspunkter, der refereres. Der er ganske vist også borgerlige kommentatorer på New York Times og Washington Post, men den redaktionelle linje er klar, og ikke mindst i NYT er den stærkt Bush-kritisk og venstreorienteret…«

    Vil du sige, at slagsiden bunder i helt generelle forhold hos europæiske og danske korrespondenter?

    »Ja, i den betydning, at de slæber deres antagelser med sig, som er udbredte i Europa. De antagelser bliver så bekræftet af amerikanske medier påøstkysten, så vi ikke får fordommene korrigeret eller blot nuanceret. Der foregår en intens politisk kamp mellem grupper i det amerikanske samfund, og hvis vi kun får oppositionens synspunkter, så kan enhver tænke sig til, at billedet ikke bliver korrekt. Det ville svare til, at Danmark blev dækket i udlandet med artikler fra Politiken og give indtryk af et skandaleramt samfund.«

    Kan du give eksempler på skævvridningen?

    »Der er ikke andet end gode eksempler. Men vi kan da tage dækningen i Danmark af den skandale, der ramte George Bush, da det viste sig at den republikanske lobbyist Jack Abramoff havde været korrupt og uddelt penge til politikere fra begge amerikanske partier. Det gav 107 danske avisartikler om dennes betydning for Bush og en meget ophidset stemning i dansk presse. Men korruptionssager er jo ikke blot en sag for Republikanerne; Demokraterne også har været med. F.eks. var de amerikanske medier under valgkampen i 1996 fyldt med korruptionsanklager mod præsidentkandidat Al Gore, fordi han havde modtaget nogle penge til valgkampagnen i et buddhistisk tempel. Det viste sig, og Al Gore indrømmede det selv senere, at disse penge stammede fra Kina. Pengene havnede i sidste ende i Demokraternes valgkasse. Sagen var vigtig og stor i USA, men den gav kun tre artikler i danske medier, og den dukkede ikke op igen i danske aviser, da Gore stillede op som præsident.«

    Så du påstår altså, at danske læsere simpelthen ikke får en reel pluralistisk behandling af amerikansk samfundsliv?

    »Det er lige, hvad jeg påstår. Demokraterne får plusord som miljøansvarlighed og omsorg for de svage hæftet på sig. En ny præsidentkandidat som Obama bliver behandlet som en frelser, mens Republikanernes kandidater får en anderledes hårdhændet behandling. Et illustrativt historisk eksempel er Ronald Reagan, som i levende live blev skældt ud på samme måde som nu George Bush. Først da han var død, blev han positivt behandlet. Det er karakteristisk, ligesom i den politiske debat herhjemme, at venstrefløjen bliver bedømt på intentionerne, og de er jo altid gode, mens de borgerlige bliver bedømt på deres konkrete gerninger og opførsel. Det giver et skævt billede. At mene det er ikke det samme som at sige, at man ikke skal gå hårdt til Bush eller Republikanerne – det er bare at bede om en smule nuancer i dækningen.«

    

    19. oktober 2006

    Kender vi sandheden om 11. september 2001, spurgte Nyhedsavisen og gav Bush skylden

    Gratisaviserne kæmper hårdt for læserne, og det er ikke et kønt syn. I dag bringer Nyhedsavisen en helsides artikel om 9/11-konspirationerne, og det er noget af det mest underlødige journalistik jeg til dato har set. Avisen legitimerer sig selv med at de vil fortælle “teorierne på deres egne præmisser og lader skeptikernes modargumenter blive uden for døren”, men den forklaring rækker som en skrædder i helvedet. Virkeligheden er ikke rollespil.

    Artiklen, der er skrevet af Rasmus Karkov har fået overskriften Kender vi sandheden?, og den variant er set tidligere. Rolling Stone kaldte eksempelvis sit temanummer om det amerikanske præsidentvalg for Was the 2004 Election Stolen?, og mange vil nok huske Mathilde Walter Clarks groteske klumme om samme for små tre uger siden i MetroXpress (Det stjålne valg, 29/9-06).

    Bemærk underoverskriften…

    Flot og stort opsat artikel, men hvad med sandheden…

    Antydningens kunst i billedteksten, under det markante foto: “Røg i store mængder i New York 11. september 2001. Men holder den officielle forklaring om, hvad der skete den dag…?.

    Her de værste passager i artiklen, men da det hele er ukritisk afliring af venstreradikal lyrik, så burde den faktisk læses i sin helhed – her.

    “Den 11. september 2001 styrtede verden, som vi kendte den, i grus. Siden har kloden været delt i terror og krig. Ødelæggelserne har været omfattende i både nationer og sind. Præcis som bagmændene ønskede. Uanset om disse bagmænd er Osama bin Laden og hans terrorregime – eller andre.

    Konspirationsteoretikere mener, at tvillingetårnene enten faldt som et led i en flere hundrede år gammel plan eller for at fylde præsidentens lommer. Alle er de dog enige om, at USA selv stod bag sammenstyrtningerne i New York.

    Både fakta og spekulationer er for omfattende til at komme fyldestgørende ind på her. Men det er helt centralt, at både vicepræsident Dick Cheney og præsident George Bush Jr. har interesser i amerikanske olievirksomheder, og at der kan skabes astronomiske formuer fra energiressourcerne i det Kaspiske Hav.

    Om man tror på konspirationsteorierne eller ej, er blandt andet betinget af, hvilken vægt man tillægger disse interesser.

    […]

    I slutningen af 70’erne stiftede George Bush Jr. olieselskabet Arbusto, der talte bin Laden-familien blandt indskudsgiverne. I 90’erne stod bin Laden bag en række terrorangreb mod amerikanske interesser, og USA havde et væld af muligheder for at fange ham. Blandt andet under de møder, som konspirationsteoretikere hævder, at bin Laden holdt med CIA-agenter, eller via en udlevering fra Sudan, hvor bin Laden opholdt sig i midt 90’erne, men som Clinton-administrationen afslog. Samme periode vrimlede med efterretninger om et forestående angreb mod Washington og New York. Blandt andre tryglede John O’Neil, der var FBI’s chef for kontraterrorisme, sine chefer om, at truslen blev taget alvorligt. Men ingen lyttede. John O’Neil forlod FBI i vrede i 2001 og er efter sigende citeret for at sige, at »den største hurdle i kampen mod islamistisk terror er amerikanske virksomheders olieinteresser«

    I samme periode kæmpede amerikanske energifirmaer for at få kontrakten på at føre enorme energiressourcer fra det Kaspiske Hav gennem Afghanistan via en olie- og gasledning, som firmaet Halliburton skulle bygge. Halliburtons chef var vicepræsident Dick Cheney, som stadig ejer ansélige mængder aktier i firmaet.

    […]

    Dagen før attentatet blev planerne om en amerikansk invasion af Afghanistan lagt ind på præsidentens bord i Det Ovale Værelse, klar til underskrift. Samtidig havde FBI’s tidligere kontraterrorisme-chef John O’Neil første arbejdsdag i sit nye job som sikkerhedschef i World Trade Center. Firmaet, der hyrede ham, og som stod for sikkerheden i World Trade Center, havde i mange år haft George Bushs lillebror Marvin Bush i bestyrelsen. Samme aften satte George Bush Sr. sig til bords med en af Osama bin Ladens brødre. De deltog som henholdsvis bestyrelsemedlem og investor i en konference, som Carlyle Group, der er storinvestor i den amerikanske militærindustri, afholdt.

    […]

    Om morgenen den 11. september stod en lille gruppe israelere, der opholdt sig ulovligt i USA, på taget af en bygning med udsigt til World Trade Center og filmede. Da det første fly ramte, heppede de højlydt…

    […]

    11. september er den direkte årsag til konflikterne i Afghanistan og Irak. Der er bygget en olieledning fra det Kaspiske Hav til Tyrkiet, men ledningen, der skal føre energireserverne i det Kaspiske Hav gennem Afghanistan til Karachi i Pakistan er ikke bygget endnu. En mere direkte vej ville dog også være via Iran, som netop nu er under voldsomt pres fra FN og USA. I Irak er der også enorme oliereserver. Samtlige politikere nævnt i denne artikel er frimurere, og mange ser 11. september og krigen mod terror som et led i Illuminatis store plan.

    Denne artikel beskriver en brøkdel af de fakta og indicier, som konspirationsteoretikere bygger deres teorier om 11. september på.”

    For gendrivning af artiklens mange postulater, så henviser jeg til min postering om Morten Løkkegaards konspirationsklumme trykt i MetroXpress (Sandheden er der ude et sted, 1/8-06). Herunder selvfølgelig først og fremmest Popular Mechanics temanummer Debunking the 9/11-Myths (march 2005).

    Oploadet Kl. 11:01 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer
    

    25. september 2006

    Breaking news: Chamberlains ultimatum til Hitler 3. september 1939 forøgede risikoen…

    Alt hvad der kan bruges i kampagnen mod Bush og Irak-krigen er pr definition en stor nyhed, og igår kunne man i DRs mange organer høre og læse historien om hvorledes “Irak-krigen har forøget terror-truslen”. Det hele baseret på en lækket rapport, der netop er offentliggjort i New York Times.

    Når man skærer ind til benet er det lidt af en pseudo-nyhed. 

    I 1936 tog Hitler Rhinlandet, i 1938 Sudeterlandet, d. 1. september 1939 invaderede han Polen. To dage senere gav Englands premierminister Neville Chamberlain Hitler et ultimatum… Dette forøgede selvfølgelig risikoen for krig, men hvad var alternativet.

    Op igennem 1990erne stod islamistiske terrorister bag adskillige terrorangreb, visse celler forsøgte sågar at få WMD-våben, og denne mobiliseringen er foreløbigt kulmineret med angrebet på Washington og New York d. 11. september 2001. Der er basalt set intet alternativ til krig mod terror, med mindre man mener Osama bin Laden og islamistiske terrorceller har konkrete nemt-opfyldelige krav hvorom det er muligt at gå på kompromis.

    Det handler således hverken om Bush eller Irak-krigen – kampen var indledt længe inden, og var lige fra første færd religiøst motiveret. Den første fatwa rettet imod USA blev udstedt i 1996 – problemet var her Bill Clinton, og som det lyder i et kommuniké fra Den Islamiske Verdensfront (/ObL) fra denne tid…

    “Clinton nærer foragt for mere end en millard muslimer.” (Jacquard, Roland: I Osama Bin Ladens navn – En dokumentation. 2001, s. 300f.)

    Sådan lød det om Clinton der spildte vigtige år ved ikke at ville tage konsekvensen af krigen der forlængst var blevet proklameret af modparten. Omstændighederne tvang Bush til at tage konsekvensen, og selvfølgelig kan islamisterne bruge det i mobiliseringen – men igen – hvad er alternativet.

    Det afgørende er ikke altid hvor mange fjender man skaber, men hvad fjenden samlet set har af muligheder for at angribe. Uanset hvad, så må man konstatere at krigen ikke kan vindes før der er konsensus om dens eksistens.

    Oploadet Kl. 09:03 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    14. september 2006

    Fra off. rapport: “Does al Qaeda have to attack the Pentagon to get their attention?”

    Fra Frontpage Mag. Joseph Klein om Bill Clintons manglende lyst til at konfrontere al Qaeda. Et citat fra The ABCs of Defeating the Islamic-Fascists

    “Clinton’s failure to respond to the unprovoked attack on our military simply emboldened al Qaeda to up the ante — to strike civilians in America’s homeland on 9/11. This is not the fictional conclusion of some ABC script writer out to embarrass the Clinton Administration.  The 9/11 Commission, discussing Bin Laden’s anticipation of a U.S. military retaliation, paraphrased a source as saying that “Bin Ladin wanted the United States to attack, and if it did not he would launch something bigger.”  The Commission also pointed out how the “attack on the USS Cole galvanized al Qaeda’s recruitment efforts.”  As one member of the State Department who was disappointed that no military action was taken at the time sadly prophesized “Does al Qaeda have to attack the Pentagon to get their attention?”.  (The 9/11 Commission Report, Chapter 6, pp. 191, 196).   

    Here we have the most dramatic illustration of why the ‘law enforcement’ approach to fighting the Islamic-fascists does not work. The enemy laughs at us and exploits our weaknesses to kill more of us. Yet the liberal opponents of an aggressive war against the Islamic-fascists are still hung up on following all legal formalities, which they regard as more important than saving innocent lives.”

    Oploadet Kl. 07:47 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    12. maj 2006

    DRs Torsten S. Jansen om Hillary Clinton 2008: “Gå aldrig tilbage til en fuser…”

    Et emne der sjældent er fokus på, og derfor skal DRs Torsten S. Jansen have tak. Fra dagens Berlingske Tidende, her lidt fra Få et realistisk billede af Cirkus Clinton.

    “… Bill Clinton er ikke en hvilken som helst eks-præsident – i hvert fald ikke i Danmark. Han er en »feel good«-amerikaner, som minder mange danskere om, at de i virkeligheden jo godt kan lide USA – det er bare George Bush, der ødelægger det hele. Vi husker alle, da Bill stod på Nytorv, langt tid før den grimme 11. september, og vi allerede dengang følte os som Le Mondes senere så berømte forside: »We are all Americans«. Bill Clinton er en af os. Hans privatfly rejser rundt i verden om kap med Bonos og spreder positive budskaber om bekæmpelsen af AIDS og global fattigdom.

    […]

    Jeg synes måske bare, at det vil være på sin plads, hvis danskerne fik et mere realistisk billede af Bill Clinton. Som DRs korrespondent i Washington fulgte jeg manden fra hans anden valgkamp i 1996 og til den dag, han forlod Det Hvide Hus i 2001. Og jeg vil påstå, at jeg kender ham bedre end de fleste i dette land. Jeg har brugt fem år af mit liv på at formidle både hans politiske budskaber og – for i hvert fald et års vedkommende – hans mest intime sfærer. Det sidste er jeg ikke sikker på, at jeg har tilgivet ham endnu.

    […]

    … jeg mener også, at Bill Clinton – af samme grund måske – repræsenterer det mest kyniske og beregnende i den moderne politiske verden. Det var manden, der »lejede« gæsteværelser ud i Det Hvide Hus for 100.000 dollars; det var manden, der tog på sommerferie til Wyoming på hesteryg, fordi hans spindoktor havde lavet en meningsmåling, som fortalte dem, at der var, hvad vælgerne ønskede; det var manden, der slog alle hidtidige rekorder i den uskønne sammenblanding af politik og økonomiske interesser. Og det er ham, der i går var festtaler for Baugur i Tivoli.

    Men uanset hvordan han vælger at tjene sine penge i dag, har Bill Clinton skaffet sig sin velfortjente plads i historiebøgerne. Det hverken kan eller vil jeg tage fra ham. Men hans besøg giver anledning til at spekulere lidt i, hvem der skal følge efter George Bush i 2008 som USAs næste præsident. Her er hustruen Hillary Clinton jo en person, som spøger som det mest celebre alternativ til Republikanernes faste greb om magten.

    Man skal ikke glemme, at Hillary og Bill er to alen af ét stykke – og det er sikkert også derfor, så mange europæere i dag drømmer om hendes kandidatur til det næste præsidentvalg. 

    […]

    Jeg må bare skuffe de danske Hillary- og Bill-fans i Danmark med min påstand: Hvis Demokraterne nominerer hende i 2008, vil det være den største politiske katastrofe, Demokraterne har oplevet i nyere tid – og en sikker genvej til endnu fire år med en republikaner ved magten. Ikke fordi USA mangler mod til at vælge en kvinde som præsident. Det tror jeg sådan set godt kan lade sig gøre, hvis vi har at gøre med den rigtige person. Men den person er ikke Hillary Clinton. Og USAs kommende førstemand hedder ikke Bill.

    USA har prøvet den kombination i Det Hvide Hus, og selv om økonomien boomede, har de ikke glemt den moralske bagside. Og nej, det handler ikke om Monica Lewinsky, denne gang. Det handler om, hvad politik er for en størrelse. Og her har Clinton-familien for længst afsløret deres beregnende vej til magt og penge. De indførte en kynisme i politik, som i realiteten globaliserede begrebet spindoktorer, som mange af deres selv samme danske fans ellers elsker at hade, når den milde afart rammer Christiansborg. Det var Clinton-familien, der i Washington perfektionerede kombinationen af magt og økonomiske interesser, så det nærmest kom til at se ideologisk ud.

    Gå aldrig tilbage til en fuser…

    Oploadet Kl. 21:18 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    19. april 2006

    Mark Steyn om iranske atomvåben (Steyn-free, do without me)

    En af konens veninder fortalte mig for et par dage siden at Iran vel havde ret til at få atomvåben, nu hvor USA allerede havde dem. Det gør hun ikke igen… Men måske skulle jeg istedet spamme hendes indboks med Mark Steyn. Her lidt fra Policy on Iran nukes seems to be off-target [via Punditokraterne]:

    “You know what’s great fun to do if you’re on, say, a flight from Chicago to New York and you’re getting a little bored? Why not play being President Ahmadinejad? Stand up and yell in a loud voice, “I’ve got a bomb!” Next thing you know the air marshal will be telling people, “It’s OK, folks. Nothing to worry about. He hasn’t got a bomb.” And then the second marshal would say, “And even if he did have a bomb it’s highly unlikely he’d ever use it.” And then you threaten to kill the two Jews in row 12 and the stewardess says, “Relax, everyone. That’s just a harmless rhetorical flourish.” And then a group of passengers in rows 4 to 7 point out, “Yes, but it’s entirely reasonable of him to have a bomb given the threatening behavior of the marshals and the cabin crew.”

    That’s how it goes with the Iranians. The more they claim they’ve gone nuclear, the more U.S. intelligence experts — oops, where are my quote marks? — the more U.S. intelligence “experts” insist no, no, it won’t be for another 10 years yet. The more they conclusively demonstrate their non-compliance with the IAEA, the more the international community warns sternly that, if it were proved that Iran were in non-compliance, that could have very grave consequences. But, fortunately, no matter how thoroughly the Iranians non-comply it’s never quite non-compliant enough to rise to the level of grave consequences. You can’t blame Ahmadinejad for thinking “our enemies cannot do a damned thing.”

    […]

    Bill Clinton, the Sultan of Swing, gave an interesting speech last week, apropos foreign policy: “Anytime somebody said in my presidency, ‘If you don’t do this, people will think you’re weak,’ I always asked the same question for eight years: ‘Can we kill ‘em tomorrow?’ If we can kill ‘em tomorrow, then we’re not weak, and we might be wise enough to try to find an alternative way.”

    The trouble was tomorrow never came — from the first World Trade Center attack to Khobar Towers to the African Embassy bombings to the USS Cole. Manana is not a policy. The Iranians are merely the latest to understand that.

    Oploadet Kl. 22:29 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    26. januar 2006

    Lars Hedegaard om europæernes hykleriske anti-amerikanisme

    Skøn kommentar af Lars Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.

    Brasso til glorien…
    Brasso til glorien Europarådets foreløbige rapport om de meget omtalte amerikanske fangetransporter over europæisk luftrum, der blev offentliggjort tirsdag, hævder, at de europæiske regeringer – eller i det mindste deres efterretningstjenester – må have kendt til programmet. Og det er jo ikke så godt, når de selv samme regeringer gennem flere måneder har pudset deres dobbeltmoralske glorie, mens de lod pressens Bush-hadere og diverse menneskeretsorganisationer larme op om den amerikanske regerings ubeskrivelige ondskab.Europarådets rapportør bestyrker således nogle af de oplysninger, som den tidligere CIA-mand Michael Scheuer 29. november 2005 gav det tyske ugeblad Die Zeit. De har mærkeligt nok ikke vakt den store opsigt i Europa. Scheuer må være en mand lige efter europæernes hoved: Han forlod CIA i november 2005 efter 22 års tjeneste. Mellem 1995 og 1999 var han chef for den enhed i CIA, der skulle opspore Osama bin Laden. Nu er han en af Bushs skarpeste kritikere, idet han mener, at præsidentens forfejlede Irak-politik har været med til at sabotere indsatsen mod terror. Men han mener altså også, at europæerne er en flok hyklere.

    Arrestationerne og transporterne af formodede terrorister har ifølge Scheuer været CIAs mest succesrige antiterrorprogram de sidste ti år. Det er i øvrigt ikke opfundet af onde Bush, men – hold nu fast i bordkanten – af alle bløde europæeres yndlingspræsident, Bill Clinton, som i slutningen af 1995 gav CIA ordre til at ødelægge al-Qaeda og ikke tage det så tungt med metoderne.Men det bliver værre: Ikke bare har de europæiske lande kendt til CIAs fangetransporter i ti år. De har selv draget nytte af, at CIA har kunnet eliminere terrormistænkte, som deres egne regeringer har givet ophold, statsborgerskab og handlefrihed i Europa, siger Michael Scheuer til Die Zeit.

    Hermed har vi også fået forklaringen på, at de europæiske regeringer og deres villige presse utvivlsomt vil gå stille med dørene i disse ømfindtlige tider. Det er nok bedst at ligge lavt i nogle uger, og så genoptage den antiamerikanske kampagne, når folk har glemt, hvad sagen drejede sig om.

    

    9. januar 2006

    ‘Den lange fredsproces’ – endnu en ensidig BBC-dokumentar om Israel-palæstina-konflikten

    DR sendte igår første afsnit af BBC-trilogien Den lange fredsproces (Israel and the Arabs: Elusive Peace, Norma Percy for Brook Lapping, 2005) omhandlende udviklingen i Israel-palæstina konflikten de senere år. Jeg orker ikke debunking af tre timers pseudo-dokumentar, men der er ellers rigeligt at gå igang med.

    Clinton, 1999-2000
    Det lykkedes den israelske premierminister Ehud Barak at overtale den amerikanske præsident Clinton til at hellige det sidste halvandet år af sin anden embedsperiode til forsøget på at skabe fred i Mellemøsten. Men Barak fik kolde fødder, hele to gange. Og midt i det hele valgte Ariel Sharon at spadsere en tur rundt om Klippemoskeen i Jerusalem – og så var det slut med den fred. Præsident Clinton, Ehud Barak og Yassir Arafat, deres generaler, ministre og rådgivere fortæller åbenhjertigt om, hvad der skete bag de lukkede døre, da fredsprocessen sandede til og intifadaen eksploderede på ny.

    Sharon er jøde, og nytårsbesøget på det meste centrale sted i jødedommen kan naturligvis ikke betragtes som en provokation blot fordi en selvbestaltet profet mener han fløj dertil på en bevinget hest en sen nattetime. DRs Lars Ringgaard har tidligere været ind på det samme, og minsanten om ikke Radioavisen gentog succes’en idag (18.00) i forbindelse med historien om Sharons helbred.

    Arafat, 2001-2002
    Da Ariel Sharon overtog regeringsmagten i Israel, intensiveredes volden i de besatte områder, og regeringen besluttede at myrde de palæstinensiske guerilla-ledere én efter én. Forslaget om at myrde Arafat selv, blev afvist af Shimon Peres med ordene “Vi ønsker ikke at få endnu en Jesus-historie på vores kappe”. I USA afløste Præsident Bush Clinton, og overtog også bestræbelsen på at skabe fred i Mellemøsten, men kun halvhjertet. Udenrigsminister Colin Powells fredsforsøg blev forpurret af høgene i hans eget bagland og af Arafat selv, der til sidst var ved at drive Colin Powell til vanvid. Præsidenter og premierministre, deres generaler og rådgivere og nogle af selvmordsbombernes bagmænd fortæller åbenhjertigt om, hvad der skete bag de lukkede døre, da fredsprocessen endnu en gang fortonede sig i det fjerne.

    At afværge terrorangreb ved definitivt at uskadeliggøre terrorledere, kan i sagens natur ikke betragtes som mord eller noget der ligner. Men ellers den sædvanlige motivanalyse af USA.

    Ariel Sharon, 2003-2005
    Præsident Bush var fast besluttet på at holde sig helt uden for fredsforhandlingerne i Mellemøsten, men krigen i Irak tvang ham til at finde allierede i den arabiske verden. Det blev derfor nødvendigt at tvinge Ariel Sharon tilbage på fredssporet. Men det varede ikke længe, før freden blev mere end en politisk nødvendighed for den amerikanske præsident. Sådan forklarede Bush sin fredsplan for den noget forbløffede palæstinensiske premierminister Abu Mazen og hans udenrigsminister Nabil Shatth: “Jeg er på en mission for Gud. Han sagde, ‘George, bekæmp terroristerne i Afghanistan’. Og jeg gjorde det. ‘George, stop tyranniet i Irak’. Og det gjorde jeg. Og nu føler jeg, at Gud taler til mig igen: ‘Skaf palæstinenserne deres stat og israelerne deres sikkerhed’. Og ved Gud. Det vil jeg gøre.” Det fremgår også, hvad der lå bag Sharons beslutning om ensidig tilbagetrækning fra Gaza – og hvad han fik til gengæld.

    Bushs har aldrig sagt det citerede – her et dementi fra WhiteHouseGov refereret af BBC. Men ellers er der lagt op til hård motivanalyse af Sharon, og da en dokumentar af denne type er stærkt kildebaseret, så er det naturligvis altafgørende hvilke kilder der bruges. I omtalen til første del fortælles af producenten har talt med Arafat, Barak og Clinton – og man må hermed gå ud fra at Bush og Sharon kun repræsenteres af footage. Det er et kendt trick i genren. I omtalen forlyder det endvidere om kilderne…

    “Seriens producer, Norma Percy, fortæller om ideen bag projektet: ”Seeren er praktisk talt med på en lytter til alle de samtaler, der har haft betydning, det være sig premierminister Sharons regering, der diskuterer, om de skal belejre Arafats hovedkvarter, eller en Hamas aktivist, der instruerer en selvmordsbomber i at spænde bæltet med sprængstoffer. Disse samtaler er ofte så hemmelige, at det tager ugers research bare at finde ud af, at de har fundet sted. Og man ville aldrig få lov til at filme dem. Men vi interviewer alle deltagerne og med deres hjælp kan vi rekonstruere, hvad der skete.””

    Aktivister hænger plakater op. Terrorister myrder civile, forskellen burde ikke være svær at se.

  • 21/10-05 Jerusalem post – David Horowitz: On elusive peace. (kort kommentar)
  • 19/12-05 Camera – Alex Safian: Yet another skewed anti-Israel documentary from the BBC. (lang solid debunking)
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper