19. oktober 2021

Om Oprør på akademiet: ‘Lytter andægtigt til rendyrket racisme’, ikke ‘et eneste kritisk modspørgsmål’

Jeg har set første afsnit af DR-serien ‘Oprør på akademiet’, og var målløs over den ukritiske tilgang til det identitetspolitiske overdrev, der hersker på Kunstakademiet. Der findes idioter alle vegne, men der er vel ingen grund til at en DR-produktion om fantasterne, 1:1 tager udgangspunkt i deres virkelighed. De fire udsendelser kan ses på DR.dk, men skal man have lidt fornøjelse af det, så må man som Kontrasts Mikkel Andersson, se det som velgennemtænkt satire. Underholdningsværdien ændrer dog ikke på, at venstreradikale (uanset hudfarve) bruger dine og mine skattekroner til deres ideologiske opgør med det system, der har givet dem alt.

(Negerkongen Uwe Max Jensen vs kunststuderende venstreradikale, Kunstakademiet, 2021; Foto: FB)

Udvalgte citater

“Man kan nu dårligt sige, at Anna Martensen fortsætter den kritiske linje. Der er selvfølgelig også forskel på kritisk journalistik og en dokumentar, som søger at forstå et bestemt miljø på dets egne præmisser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan Anna Martensen tager de identitetspolitiske påstande alvorligt og lytter andægtigt til rendyrket racisme. Hun går på listefødder over for de radikale elementer og repeterer talen om privilegieblindhed og hudfarve som et bedømmelseskriterium for mennesker og kunst.” (Jesper Bacher, Kristeligt Dagblad, 13. oktober 2021)

“Men før vi følger dem, deklarerer dokumentaristen sig selv som hvid og med en privilegeret Hellerup-baggrund, hvilket giver hende indlysende problemer, må vi forstå. For kan en hvid forstå en brun? Kan en hvid kvinde forstå en brun mand, og kan én med mange privilegier forstå én med historisk færre, eller tynger historiens byrde simpelthen for meget? Jeg har til dato aldrig set en dokumentar, som kredser så hysterisk omkring hudfarve og kategorisk dømmer alle på, hvor meget pigmentering deres hud indeholder. Men jeg er selvfølgelig også en hvid, halvgammel, privilegeret cis-dame, dvs. én, der identifi-cerer mig med det køn, jeg er født med, og ifølge programmets logik ude af stand til at forstå dem, der ikke ligner mig selv. Jeg troede ellers, at det var kunstens ærinde at udvide meningsrummet. Ikke at indskrænke det.” (Anne Sophia Hermandsen, Berlingske, 13. oktober 2021)

“På samme vis er der en iboende selvmodsigelse i at opstille regler for den kunst, der i sin natur er fri. Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd, men den visner, når den udsættes for forbud. … Det er slående, at ingen tager så meget argumentationsmæssigt udgangspunkt i etnicitet, køn og seksualitet som dem, der søger at forhindre, at den finder sted. (Lasse Marker, Berlingske, 15. oktober 2021)

“De fire af de medvirkende, som forholder sig skeptisk eller decideret afvisende over for forestillingen om kunstnerisk frihed, og som er optaget af at gøre op med racistiske udtryk og strukturer, bliver ikke stillet et eneste kritisk modspørgsmål. … De to medvirkende Jens Martensen og Jo Hedegaard, der står på mål for idealet om kunstnerisk frihed, får og besvarer adskillige kritiske spørgsmål, mens kunstnerne Dina El Kaisy Friemuth og Nadia Tehran ikke behøver at forklare, hvorfor de henholdsvis har droppet at se på hvide menneskers kunst og at præsentere sin kunst til ‘folk, der tydeligvis ikke har værktøjer til at forstå den’. Begge er i tvivl, om de vil være med til en værkgennemgang for rullende kamera, men har samtidig som deres erklærede mål at skabe mere plads til minoriteter som dem selv.” (‘Loni’, Dagbladet Information, 16. oktober 2021)

“Netop den underspillede fortællerstemme, der serverer skamredne klichéer som dybt originale indsigter (‘jeg har nok altid opfattet mig selv som neutral, men det er der jo ikke nogen, der er!’), fungerer godt. Med perfekt indigneret levering fortæller speakeren salvelsesfuldt, at den danske kunstverden faktisk ‘er en meget hvid verden’, inden der klippes til en kunstner, der med Glyptoteket som baggrund (frækt!) erklærer ‘Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere’. Ligesom hun fortæller, at hun ikke vil medvirke i et bestemt segment af ‘dokumentaren’, hvis kameramanden er en hvid mand.” (Mikkel Andersson, Kontrast, 16. oktober 2021)

Man kan ikke bruge ekskludering som en måde at blive inkluderet på. Det hænger ikke sammen. Det kan jeg ikke se er kunstens væsen. Det er heller ikke særligt charmerende: Så er vi i hver vores rockerklub og slår alle dem, der er uenige med os, ihjel.” (Michael Kvium, Berlingske, 18. oktober 2021)


Bog: Der var konkret terrortrussel mod højreorienteret demo (’14), vi fik ordre om ‘aflive’ bombemand

Flere medier har skrevet om ‘Store Bjarne – Mennesket bag gadegeneralen’, en bog af den tidligere betjent Bjarne Christensen. Bogen er fyldt med interessante historier, og ‘Kampen mod Pusher street var spildt’ (Berlingske) var ikke nødvendigvis den mest relevante historie.

Store Bjarne fortæller eksempelvis, at han hjalp en herboende iraker med at få familien til Danmark, og mere eller mindre direkte understøttede deres illegale ophold. Han fortæller også, at der i i forbindelse med en højreorienteret demonstration på Christiansborg Slotsplads i 2014 var en konkret terrortrussel. Hvis manden med bombebæltet dukkede op, skulle han skydes på stedet. Ordren kom fra PET. Den omtalte demonstration kan kun være Danmarks Nationale Fronts demonstration imod moskéer den 10. maj, den der blev angrebet af bissende venstreradikale.

En dag fik vi en orientering om en meget konkret trussel. En person ville gå ind i en højreorienteret demonstration på Christiansborg Slotsplads med et bombebælte på og sprænge sig selv i luften. AKS’erne var på jagt efter manden, mens jeg kørte civil anholdelse med mine folk fra Beredskabsstyrelsen tæt ved deltagerne i demonstrationen. …

Jeg fik nu at vide, at smuttede bombemanden fra AKS’erne og kom ind til os tæt ved demonstrationen, så var opgaven vores. Og det var den sværest af alle opgaver. Ordren fra PET lød nemlig sådan her: ‘Hvis I ser ham her, så skal I aflive ham.’

Jeg fik udleveret et billede af den formodede selvmordsbomber og skulle beslutte mig for, hvem jeg ville bede om at udføre opgaven, hvis jeg ikke selv var den første på stedet. Hvem af mine drenge kunne slå ihjel…

Demonstrationen på Slotspladsen var en meget spids situation, og vi lagde en plan. Hvis vi så manden, skulle vi holde afstand, og så skulle jeg forsøge at komme op bagfra og skyde ham i nakken. Selvom jeg er en gammel herregårdsskytte, er jeg ikke verdens bedste med en pistol. Men på klos hold kan jeg godt ramme. Du går helt op bagved og sætter mundingen direkte på. Ingen afstand. Bang.

Lige inden demonstrationen vidste jeg billedet til de udvalgte skytter. Bare dette lille billede. Og så skulle de ellers holde hovedet koldt, hvis de så manden. Var de sikre på, at det var ham og ikke hans tvillingebror? Kunne de skelne ham fra en onkel eller fætter? Vil de kunne se på ham, om han havde det bombebælte på?

Der følger frygtelige dilemmaer med sådan en situation. Det eneste gode den dag var, at den farlige gerningsmand ikke dukkede op. Mere ved jeg faktisk ikke om den sag, for den forblev en af PET’s mange velbevarede hemmeligheder. (s. 230ff)

(Store Bjarne – Mennesket bag gadegeneralen, Impact Press, 2021, s. 230, redigeret)

“En dag besøgte Tino også mig, og jeg hørte hele hans livshistorie. Det viste sig, at Tino, hans kone og hans lillebror som kristne irakere var blevet nødt til at flygte fra landet. … Men Tinos far og søster opholdt sig stadig i landet. Faren var ulykkeligvis ved at miste synet, så søsteren var blevet i Irak for at passe den ældre mand. Da Tinos mor var død, var hun den eneste tilbage til at passe på ham. Det snakkede vi meget om. Tino fortalte, hvordan hans familie netop var flygtet sydpå mod sikrere områder. Deres hus var blevet brændt ned. Det bekymrede ham meget, hvad der ville ske, hvis de blev fanget. Måske havde jeg nogle ideer til, hvordan han kunne hjælpe dem?

Det påvirkede mig at se, hvordan Tino var mærket og tynget af sin families situation. Det var synd for ham. Det var synd for hele familien. De var ikke skyld i det kaos, der herskede i deres hjemland. Det var vel nærmest lige så meget Vestens skyld, som det var deres – og de havde brug for hjælp. Så jeg besluttede mig for at se, hvad jeg kunne gøre. Jeg kendte nogle ansatte i Udlændingestyrelsen, som jeg kontaktede. De mente ikke umiddelbart, de kunne gøre noget. Men en person i styrelsen foreslog, at jeg kunne forsøge at få Tinos far, mor og søster til landet på besøg, og så var det en anden situation. Hvordan jeg skulle lykkes med det, var et åbent spørgsmål. Men en fornuftig besked, Tino kunne sende afsted i retning af sine familiemedlemmer var, at de skulle søge tryghed i Tyrkiet. Det lykkedes dem efter mange besværligheder og i Tyrkiet fik de et besøgsvisum til et tremåneders ophold i Danmark hos Tino, hans familie og hans lillebror. Det var meget rørende og lykkeligt, at se den irakiske familie genforenet og høre, hvor meget det betød for dem. … jeg var glad for at jeg kunne hjælpe dem.

Efter at de tre måneders turistophold var gået i Næstved, kunne ingen finde faren, moren og søsteren. De var gået under jorden og opholdt sig nu ulovligt i Danmark. Jeg vidste godt, hvor de var, og jeg hjalp dem med at søge asyl i Danmark. Det fik de heldigvis… (s. 228ff)

Oploadet Kl. 02:03 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


18. oktober 2021

Jylland-Posten holder mikrofonen for 27-årig studerende, der forarges over identitære budskaber…

I JP.dk kan man læse om 27-årige Alexander Louw fra Viborg, der er chokeret over ‘indvandrerkritisk propaganda’i det offentlige rum, og derfor har ‘fjernet tæt på 100 klistermærker’ fra Generation Identitær. Avisen holder gladeligt mikrofonen for ham, og leverer flere billeder taget af ham med budskaber såsom ‘Byg Fort Europa’.

I en tid hvor Socialdemokraterne så småt begynder at forstå nødvendigheden af ‘Fort Europa’, er det mærkeligt at borgerlige Jyllands-Posten angriber fra venstre. God kommentar af Identitær – Metapolitik virker: nu vil alle pludselig forsvare Europas grænser.

“Da presset begyndte at vokse på blandt andet Grækenlands, Kroatiens, Litauens og Polens grænser var Mattias Tesfaye hurtigt ude og indrømme, at Orban havde ret, og der gik ikke længe før han talte om pigtråd til Litauen. Grunden til dette er ikke fordi Tesfaye er en idealist, men som kynisk politiker er han udmærket klar over, at der ikke er andre muligheder nu, end at bygge et Fort Europa, hvis ikke vi skal ende i et nyt 2015. Et alternativ, som blandt andet Generation Identitær har talt varmt for i flere år. …

At politikerne taler om Fort Europa er et vigtigt skridt, men naturligvis ikke nok. Der skal handling til, og lidt pigtråd i Litauen batter bare ikke. Det er ikke med deres gode vilje, at politikerne er begyndt at tale om Fort Europa, og det bliver heller ikke noget de indfører frivilligt. Der skal pres til, og det pres er vi naturligvis med til at lægge. Vi må og skal have et sikkert Europa.

Os på højrefløjen er reelt set de eneste, der kan komme med løsningerne på de udfordringer som Europa står overfor i forhold til masseindvandringen. Derfor vil vi i de kommende år også se, hvordan politikere modvilligt vil tage vores tanker til sig, når deres egen humanisme igen og igen fejler. Således tør vi godt spå om, at også remigration vil være noget, som man i stigende grad vil se politikere tale om. For det eneste alternativ til remigration er at lade andelen af migranter og efterkommere vokse og vokse, med et kollaps af vores samfund til følge.

Som Rasmus Stoklund allerede har vist, så behøver der ikke at gå mange måneder før man skifter mening. Det skal naturligvis bare være opportunt. Derfor fortsætter vi også ihærdigt vores arbejde for at sikre Danmarks og Europas fremtid, ligesom vi fortsætter med at sørge for at emner som Fort Europa, remigration, demografiske forandringer og andet bliver bragt til torvs i den offentlige debat.”

Oploadet Kl. 12:06 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


16. oktober 2021

Historiker fra Rigsarkivet om gruppe bag kolonitidsmusum: ‘Aktivisterne styrer arbejdet i dette udvalg’

Folketinget bevilligede 1 mio. til at undersøge muligheden for etablering af et nyt kolonitidsmuseum i Vestindisk Pakhus. I referencegruppen er blandt andet Nationalmuseet og Rigsarkivet, der hurtigt røg i clinch. Weekendavisens Arne Hardis har gennemgået korrespondence mellem aktørerne, og fremlægger historien i seneste udgave af Weekendavisen.

Det viser sig at Nationalmuseet mfl. har en woke-tilgang til emnet, og er mere interesseret i hvid bodsgang, end den faktiske historie – den der lader sig dokumentere. Fra Weekendavisen, der har lagt den online i fuld længde – Slaver af historien. Læs det hele!

Kogt ned er uenighedens kerne, om et udstillingssted alene skal lade sig styre af kendsgerninger, der kan dokumenteres skriftligt, eller om viljen til at gå en form for dialogisk bodsgang for kolonitiden og sige undskyld til efterkommere af dengangs slaver også kan være en ledestjerne for et videnskabeligt baseret museum. Rigsarkivet står for det første standpunkt. Nationalmuseet, som leder arbejdet i referencegruppen, har ladet bodsgangen erobre dagsordenen.

Det er i hvert fald vurderingen fra Rigsarkivet, som de facto har truet med at forlade arbejdet med henvisning til, at ‘aktivisterne styrer arbejdet i dette udvalg (referencegruppen, red.), og der er behov for et fagligt fokus i det videre arbejde’, som seniorforsker, historiker Steen Andersen skriver i en mail til referencegruppens formand, Jakob Høgel, chef ved Nationalmuseets afdeling Indholdsudvikling og Samskabelse.

Rigsarkivets mand betegner det ligeledes som ‘et kæmpe problem’, at to navngivne medlemmer af referencegruppen ‘ikke har fagpersonens tilgang til historien, men derimod aktivismens’. Den ene angivelige aktivist er museumsinspektør Henrik Holm fra Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling, som i øvrigt holder til i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade i København. Den anden er formand Anders Juhl fra foreningen Kolonihistorisk Center, en privat organisation…”

(Vestindisk Pakhus, Toldbodgade, København K; Foto: Wikipedia)



15. oktober 2021

Venstreradikale Esben Weile Kjær, er nu en 29-årig kunststuderende: Hammer og segl bøjet i neon…

Jeg har skrevet om Esben Weile Kjær flere gange. En venstreradikal fra Århus, der allerede som næsepiercet 19-årig blev headhuntet som rådgiver for kulturminister Uffe Elbæk. Ti år er gået, og i læser han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han har udstillet på Kunsthal Charlottenborg og Kunsthal Århus, og forleden stødte en bekendt på et af hans ‘værker’ i Amager Centret. Hammer og Segl bøjet i neon…

“De otte symboler er nemlig hentet fra Kjærs teenagetid, nærmere betegnet fra den læderjakke, som Kjær gik med, da han var punker.” (Vinkkbh.dk om Weile Kjærs ‘Advertise, hypnotise, traumatise’)

(Amager Centret, 14. oktober 2021; Foto: Tobias Petersen)

“‘… at vi har et andet økonomisk system end kapitalisme. Det ville være det vildeste. Det er nemmere for folk at forestille sig, at jorden går under end en verden uden kapitalisme.’ … ‘jeg håber, at vi har fundet nogle måder at leve her på jorden, som handler mindre om overproduktion og arbejde og mere om at kigge på kunst og kultur.'” (Hearthbeats.dk, 27. august 2021)

Oploadet Kl. 01:44 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


12. oktober 2021

H-J Schanz: I 70’erne samlede Vietnamkrigen modstanden – “I dag er det den globale klimakrise.”

Professor emeritus Hans-Jørgen Schanz kommenterer neomarxismens opblomstring i Berlingske. Han siger meget rigtigt, men det fremgår klart, at han stadig lider af marxisme. Eksempelvis omtaler han Søren Mau og lignende som henholdsvis ‘politisk naive’, ‘naive idealister’. Det ville man aldrig kalde unge nationalsocialister, og det synes jeg heller ikke man bør kalde neomarxisterne. Fra Berlingske.dk – Han skrev marxistisk ‘kultbog’: Nu hudfletter Hans-Jørgen Schanz ny bølge af ’selvhøjtidelige’ marxister (kræver login).

“I deres iver efter at gøre op med kapitalismen risikerer de ikke desto mindre at gentage de værste fejltagelser fra 1970ernes dogmatiske marxisme, mener han.

Jeg er bange for, at de overhovedet ikke har sans for, at der er noget at miste. Hvis man bor i Skandinavien eller Tyskland, er der noget at miste. Derfor skal vi passe lidt på. Det betyder ikke, at vi ikke skal kritisere. Men jeg er skeptisk over for de her patentmagere.’ …

‘De kan ikke pege på noget organ. FN er lammet i den sammenhæng. Vi er nødt til at arbejde nationalt og få de store nationer med på den. Anden vej er der ikke. Man kan ikke henvise til Kina, Cuba, Nordkorea eller Sovjetunionen. Alle de steder med såkaldt kommunistiske styrer er de største klimasvin overhovedet. Ligesom DDR var det i sin tid.‘ …

Alle de steder i historien, hvor regimer har påberåbt sig Marx, er det jo gået ad helvede til. Du har ikke ét eneste modeksempel. Så kan man jo godt sige, at det er, fordi de ikke rigtigt forstod Marx. Det er også rigtigt. Men alligevel er der en rest tilbage,’ siger Hans-Jørgen Schanz med henvisning til, at Marx pegede på en planøkonomisk løsning, men ikke gjorde det klart, at det skulle være under ekstremt demokratisk styring.”

“… Så kan de indgå en eventuel alliance med andre grupper af ungdommen, hvor der som dengang er et fælles hadeobjekt eller kritikobjekt. Dengang var det Vietnamkrigen, der kunne forbinde alt i ungdommen. I dag er det den globale klimakrise. (Hans-Jørgen Schanz)



11. oktober 2021

Sif, ‘anti-autoritær’ statskunstner, der ikke kan acceptere et samfund, ’så racistisk’ som det danske…

Venstreradikale Sif Itona Westerberg blev et navn via en DR-serie, og nu har hun så fået 855.000 kroner fra Statens Kunstfond. I skrivende stund udstiller hun på AROS, et stenkast fra min gamle handelsskole. Hun nævner påvirkningen fra hendes kunstner-kæreste i interviewet, en mand ved navn Asbjørn Skou. Hans profil er et venstreradikalt rædselskabinet med slagord ala ‘Antifa’, ‘Global Antifa’ ‘Dead of all countries unite!’, ‘Refugees welcome’ etc. Under hans profilbillede noteres ikke overraskende: ‘Foto af Rasmus Preston’. Preston fra Redox/AFA.

Hun dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014, som tydeligvis blevet en venstreradikal højborg. Jeg skal nok blogge om den nye DR-serie ‘Oprør på akademiet’, når jeg har set alle afsnit.

Fra DR Online – Som teenager besatte Sif huse – i dag gør hun kometkarriere med skalpel og skærejern.

“Sif Itona Westerberg ligner ikke nødvendigvis typen, der har en fortid som punker. Men kigger man lidt bedre efter, får man et par indikationer. På tommelfingeren har hun tatoveret tallet 69, og i øreflipperne er der stadig store huller, hvor hendes stretch-ørenringe engang har siddet.

Begge dele er levn fra en fortid i det miljø, der omgærdede Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Her tilbragte hun sine teenageår med alt, hvad det indebar af demonstrationer, punkfestivaler og husbesættelser. Hun var for eksempel involveret i besættelserne af det såkaldte ‘lyserøde hus’ i København i 2003.

– Jeg er blevet anholdt utrolig mange gange. Jeg har aldrig siddet i fængsel, men jeg har været i detentionen en del, siger nu 35-årige Sif Itona Westerberg med et grin.

I 2020 fik hun et eftertragtet arbejdslegat på 855.000 kroner fra Statens Kunstfond. Og nu har kunstneren, der også er kendt fra DR-programmet ‘Kunstnerkolonien’, som du kan se på DRTV her, fået sin hidtil største soloudstilling – på ARoS i Aarhus.

… Dengang var hun drevet af en social indignation og et ønske om at skubbe verden i en bedre retning. Det er hun stadig, men hendes fremgangsmåde har ændret sig. … selvom Sif Itona Westerbergs udtryksform er gået fra kaotisk og tilstræbt grim til stringent og æstetisk, er hun stadig anti-autoritær til benet.

– Jeg har stadig svært ved at respektere politikere, der tænker på profit frem for bæredygtighed. Jeg har svært ved at respektere, at vores politikere ikke gider tage klimaspørgsmål alvorligt, fordi de hellere vil genvælges til næste valg. Og jeg har svært ved at acceptere, at vi lever i så racistisk et samfund, som vi gør.

(Sif Itona Westerberg, modtager af 855.000 skattekroner fra Statens Kunstfond)



10. oktober 2021

Tidligere politichef: Autonom konfronterede mig i stillekupeen – ‘Du skal dø i dag, jeg slår dig ihjel’

Medierne har for vane at ignorere venstreradikal vold, når den rammer højreorinterede. Denne her historie havde heller ikke nået medierne, hvis ikke ‘Bjarne Benlås’ havde en biografi at sælge. Det drejer sig ikke bare om den konkrete hændelse, men om personlig forfølgelse, og mistænkelig mobilisering nær hans privatadresse. Selvom der næppe er noget konkret i bogen, så skal jeg nok få nærlæst den. Fra BT.dk – Manden, de kaldte ‘Bjarne Benlås’, blev truet af autonome: Tog pistol med hjem.

“Manden i toget har kort hår, sort tøj og hængerøv i bukserne. En typisk autonom. Han åbner døren til stillekupeen og går truende hen mod Bjarne Christensen, der sidder med ryggen mod endevæggen. …

‘Hans blik er stift, og da jeg holder øjenkontakten med ham, begynder han at tale vredt ud i luften, mens han fægter med armene,’ fortæller Bjarne Christensen i bogen. …

‘Du skal dø i dag, jeg slår dig ihjel,’ råber han mod den over to meter høje politichef. …

Episoden i toget førte til, at en lang række sikkerhedstiltag blev installeret i Bjarne Christensens hus. Alligevel oplevede han mere chikane fra de venstreradikale miljøer.

I bogen fortæller han, hvordan der blev kastet sten ind gennem vinduerne, og hvordan hans blå Peugeot 508 blev spraymalet med sloganet ‘Husk 69’.

(Arkivfoto)

Oploadet Kl. 18:22 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


7. oktober 2021

Helle Thorning-Schmidt: Mit barn er non-binær, “… hun og hendes venner flyder frit mellem kønnene”

‘Hvorfor er det, vi selv i moderne tid har så stort behov for at blive opdelt i så binære kasser?'”, spørger tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt retorisk i et interview med Alt for Damerne. For hendes datter vågner skiftevis op som dreng eller pige, og hun og hendes venner ‘flyder frit mellem kønnene’. Datteren ligner en gennemsnitlig ungdomshusaktivist, men bor jo nok i den store Vesterbro-lejlighed, som hun købte af sin mor til halv pris sidste år. Venstrefløjens overklasse har aldrig fået et ‘NEJ!’, og bliver uregerlige normknusere.

Helle Thorning-Schmidt går fuld retard. Fra Alt.dk – Helle Thorning-Schmidt: Mit barn definerer sig hverken som dreng eller pige – og det har jeg lært af.

“‘Mine døtre – eller børn, jeg skal øve mig i at sige børn – var blevet store, og de udfordrede mig på nogle af de ting, jeg gik og syntes.’

… hun har ikke længere en datter, der hedder Camilla, men et barn, der har skiftet navn til Milo.

‘Hun definerer sig hverken som dreng eller pige. Nogle dage vågner hun op og føler sig som en dreng og andre gange som pige. Det må jeg jo bare respektere, fordi jeg elsker hende.’ …

‘Men jeg var også stolt af, at hun føler, at hun kan leve det liv, hun gerne vil…

Milo bruger stadig pronomenet hun, men hun og hendes venner flyder frit mellem kønnene, og Helle Thorning-Schmidt føler, at hun hele tiden lærer noget nyt ved at tilbringe tid sammen med dem.”

(Educational Posters Male Female Reproductive System; Foto: Kimhung)

Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer

Kronprins Frederik overrækker kulturpris til Superflex: ‘En gruppe af kunstnere, der vil ændre verden’

For hvert minut jeg hører Kronprins Frederik skamrose kunstnergruppen Superflex, mister jeg lidt opbakning til den danske kongehus. Fra Kongehuset – Kronprinsparrets Kulturpris.

“Da H.K.H. Kronprinsen overrakte prisen til Superflex fremhævede Kronprinsen deres evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer. I sin motivation til kunstnergruppen sagde Hans Kongelige Højhed blandt andet: ‘De er toneangivende inden for det kunstneriske felt og sætter gennem kunsten vigtige emner som bæredygtighed, andre arters liv og klimaudfordringer til debat både her i landet og internationalt. De er et sandt eksempel på en gruppe af kunstnere, der vil ændre verden gennem deres kunstneriske virke.

Superflex, der består af kunstnerne Jakob Fenger, Rasmus Rosengren Nielsen og Bjørnstjerne Reuter Christiansen blev dannet i 1993. …”

(‘Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone With The Danes’, 2002; Foto: Superflex.net)

“I 2002 satte de plakater op med teksten: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes!’ som en kommentar til vindstyrken i den herskende danske udlændingedebat. I 2007 lavede de en video med titlen ‘ Rebranding Denmark’, hvor man ser en animeret udgave af dannebrog blive fortæret af flammer på få sekunder. Det var, efter at Muhammedtegningerne havde sat sindene i kog i 2006.” (Politiken, 8. juli 2013)

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper