8. april 2022

Vestlige lande er ‘Least Racist’: ‘White liberals were the only subgroup exhibiting a pro-outgroup bias’

Det kan være svært at måle graden af racisme i et land, men tjekker man ‘Best Countries Report’, og ser på ‘Least Racist Countrie’ (2022), så er de første sytten lande vestlige. Samtlige islamiske lande, bortset fra Indonesien (24. plads) er ringere placeret end konservative Polen eller Orbans Ungarn.

Der er ikke noget specielt lækkert ved racisme, men alle etniciteter har ‘In-group bias’, og det modsatte svækker blot det kulturelle immunforsvar. Anti-racisme fungerer som en spændetrøje i en boksekamp. Jeg har nævnt artiklen tidligere, men den er værd at gengive. Fra Tabletmag – America’s White Saviors (2019).

“As the graph above shows, white liberals—especially the self-identified ‘very liberal’—are significantly more likely to report intense or extremely frequent feelings of tenderheartedness, protectiveness, and sensitivity when considering the circumstances of racial and ethnic out-group members. A related graph below displays the average differences in feelings of warmth (measured along a 0-100 scale) toward whites vs. nonwhites (i.e., Asians, Hispanics, and blacks) across different subgroups.

Remarkably, white liberals were the only subgroup exhibiting a pro-outgroup bias—meaning white liberals were more favorable toward nonwhites and are the only group to show this preference for group other than their own. Indeed, on average, white liberals rated ethnic and racial minority groups 13 points (or half a standard deviation) warmer than whites. As is depicted in the graph below, this disparity in feelings of warmth toward ingroup vs. outgroup is even more pronounced among whites who consider themselves ‘very liberal’ where it widens to just under 20 points. Notably, while white liberals have consistently evinced weaker pro-ingroup biases than conservatives across time, the emergence and growth of a pro-outgroup bias is actually a very recent, and unprecedented, phenomenon.

(Grafik: Tabletmag)

“In the past five years, white liberals have moved so far to the left on questions of race and racism that they are now, on these issues, to the left of even the typical black voter.” (Matthew Yglesias, Vox, 2019)



6. april 2022

Venstrepopulistisk SF’er hænger Bestseller-ejer ud: “… der findes også oligarker i Danmark”

Carl Valentin var bare en teenager tilbage i 2009, da han i forbindelse med en demonstration optrådte som fælles talsmand for tre socialistiske organisationer: Socialistisk Folkeparti Ungdom, Socialistisk Ungdomsfront og Antiautoritære Socialister. Nogle år senere fik han som en blog på venstreradikale Modkraft.dk, i lighed med den mere fremtrædende Trine Pertou Mach, der sidste år meldte sig ind i Enhedslisten. Et ideologisk overdrev.

“Anders Povlsen er ‘Verdens rigeste dansker’ ifølge DR. Okay, måske ikke den flotteste formulering af Danmarks Radio, men alligevel er jeg simpelthen nødt til at sige: Intet enkeltindivid arbejder så hårdt, at de har fortjent disse summer. Det er sygt og uretfærdigt og udtryk for et økonomisk system, der tillader overklassen at blive ekstremt rige på de manges hårde arbejde. Når de siger, at der ikke er penge nok til at bekæmpe sult i verden, til gratis psykologhjælp til dem med angst og depression, til at bekæmpe klimakrisen, eller til at afskaffe børnefattigdom, at så husk det her tal: 92,6 milliarder kroner. Det sidder én mand på.

Ja, der findes også oligarker i Danmark.

(Carl Valentin på Facebook, 5. april 2022)

Ordveksling set på hos BT.dk

Peter Astrup, BT: … du har valgt at kalde Anders Holch Povlsen for en oligark. Derfor vil jeg blot spørge, om du kan beskrive forskellen på, hvordan de russiske oligarker tjente deres penge, og hvordan Anders Holch Povlsen gjorde. Der er en væsentlig forskel, som gør sig gældende? … Du ved det faktisk ikke, gør du?

Carl Valentin, SF: ‘Jeg er ikke dybt inde i det …’


Klimaaktivistiske Oskar droppede uddannelsen: “Fra nu af gælder det om at mobilisere til oprøret…”

I sidste uge tematiserede man i Revolutionen på 24syv, at revolutionære også kunne have ‘angst og depression’. Det kunne gøre det svært at deltage i aktivistiske fællesskaber, men man kunne kæmpe for revolutionen på mange måder. Eksempelvis ved ikke at anerkende det neoliberale samfunds normer, og lytte til kroppens behov: Det kunne også være en revolutionær kamp, blot at ‘passe på sig selv og spise morgenmad’.

Oskar Kluge, der har begået klummen herunder, er aktiv i Extinction Rebellion, og har en direkte linje til Dagbladet Arbejderen. Kommentar af et arbejdssky element i Uniavisen – Universitetet løser ikke klimakrisen – drop ud.

“Jeg har efter et halvt år på KU’s bacheloruddannelse Datalogi-økonomi besluttet mig for at droppe ud. Jeg kan kun gøre den nødvendige forskel uden for universitetet, og nu vil jeg forklare hvorfor. Vi står midt i et klimakollaps…

Universitetets rolle som stedet, der finder løsningerne, er overflødig nu. Der er en masse kloge folk, der har fundet løsningerne til de fleste problemer, vi står i. Vi ved, hvordan man dyrker bæredygtigt landbrug. Vi ved, hvordan man producerer energi, og vi ved, hvordan vi kollektivt kan nedskalere de største forureneres forbrug og udledninger. Løsningerne findes og tak til blandt andet universitetet for det (selvom universitetet også er rodet ind i noget smuds). Problemet er nu, at de relle løsninger ikke bliver implementeret og magthaverne kører videre på dommedagskurs. Derfor er det der, vi skal fokusere vores energi nu. Fra nu af gælder det om at mobilisere til oprøret, og det lærer man ikke om til forelæsningerne.

… så snart jeg havde taget beslutningen, var det befriende ærligt. Nu har jeg tid til både at lave klimaoprør og at hænge ud med mine venner. Man kan være bange for at miste sit fællesskab, men jeg kan forsikre, at der er fællesskab uden for universitetets mure, og jo flere der dropper ud for at deltage i klimakampen, jo nemmere bliver det at skabe de fede fællesskaber og gøre noget ved klimakrisen.

… Lige nu går der 36.897 studerende på Københavns Universitet. Hvis vi bare allesammen én dag blokerede for alle broerne til Slotsholmen, ville det skabe mere forandring, end KU har gjort i lang tid. Prøv at forestille jer en hel uge! – og hvad hvis vi tog vores venner med? Hvis vi står sammen, er det muligt at skabe store forandringer. Kommer du med?”

Oploadet Kl. 09:28 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


5. april 2022

34-årig socialdemokrat i chok: “I torsdags var vi i Hammel alle sammen vidner til det fandt sted…”

Forleden kunne man læse, at 19-årige Nicoline Prehn er blevet blevet folketingskandidat for Socialdemokratiet. Hendes mærkesager er ‘Klimaaktivisme, progressiv omfordeling, international solidaritet og hjælp til verdens fattigste’, og havde hun ikke været datter af fødevareminister Rasmus Prehn (S), så havde hun sikkert valgt at gøre karriere i Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller en venstreorienteret NGO.

Mød 34-årige Maria Degn, byrådsmedlem for Nicolines parti i Favrskov Kommune. Torsdag i sidste uge var hun til Open by night i Hammel arrangereret af den lokale handelsstandsforening. Årets tema var ‘Verdenskortet’, og byens optiker havde fået Senegal – et land med sorte indbyggere. Byensnyt.dk bragte et lille interview med den udklædte indehaver, og så var fanden løs. Maria Degn klagede over ‘hyggeracismen’, Byensnyt.dk tog videoen offline og beklagede, og nu blev det så en historie man kan læse hos TV2 Østjylland – Forarget over ‘blackface’: – Vi skal af med hyggeracisme.

“… I torsdags oplevede hun selv at blive forarget, da hun var til open by night i Hammel. …

I Nyt Syn Brilleriet var det valgte land Senegal. I butikken havde de ansatte og indehaver Lise Reese – som i øvrigt også er formand for den lokale handelsstandsforening Hammel Handel – klædt sig ud i traditionelt senegalesisk tøj og havde desuden malet sig mørke i ansigtet.

… det er netop ansigtsmalingen – eller ‘blackface’, som det også kaldes – som er faldet Maria Degn for brystet.

– Det her er hyggeracisme. Vi kommer det aldrig til livs, hvis man pakker det ind i, at det er sjovt, og noget vi griner af, siger hun.”

(Collage: Socialdemokraten og den Senegal-støttende optiker)

Der var ikke en eneste, som var negativ. Der kom mange ind, og vi tog en snak med flere børn om, hvad det drejede sig om. Nemlig om mennesker i Senegal, som ikke kan se. Dem vil vi gerne hjælpe ved at sende briller til dem. Forældrene blev glade for, at vi tog den snak.” (Lise Reese, optiker)

Mere

Racisme er desværre stadig et problem. Blackface uanset hensigten, er og vil altid være en hyldest til en historie med racisme. Det skal vi komme til livs, også i Hammel. Den kommede uge kommer, jeg derfor til at larme lidt herom. Come on Hammel – det SKAL og kan vi gøre bedre.” (Maria Katharina Degn, 3. april 2022)

“Del del del – RÅB op i hverdagen, så vi kan få gjort op med den kollektive blinde vinkel. Når hyggeracisme pludselig får en platform, selvom hensigten var engagement og gode intentioner. I torsdags var vi i Hammel alle sammen vidner til det fandt sted, og lod det hylde. Hvor var medierne/journalisterne ?? Vi er blevet mere oplyst, vi er blevet klogere – så kom nu Hammel…” (Maria Katharina Degn, 4. april 2022)


Anmelder om radikalfeministisk bog: “… et 96 siders langt frontalangreb mod den moderne mand”

Lørdag havde Deadline inviteret den feministiske forfatter Kristina Nya Glaffey i studiet, til en debat om hendes nye bog To the Modern Man. Bogen er blevet sammenlignet med Valerie Solanas’ SCUM manifest (1967), og sammenligningen gjorde hende intet. Som litteratur var bogen ‘en fantastisk tekst’. At Valerie Solanas forsøgte at myrde mænd med baggrund i hadet, blev forbigået i stilhed. Begge er lesbiske, hvis nogen skulle være i tvivl.

Berlingskes Jakob Genz har anmeldt bogen – 1 stjerne: Militant frontalangreb på den moderne mand er skrevet på feministisk hævnbenzin (21. marts 2022)

Bogen er nemlig et 96 siders langt frontalangreb mod den moderne mand, der ifølge Glaffey er så fuld af møgbeskidt lort, at han ikke engang synes at være værd at lukke op og skide (mere) i. Og kære læser, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte og slutte, når det kommer til indholdet af den omvandrende mødding, som den moderne mand åbenbart er.

.. det, som stemmen i bogen, der må formodes at være Glaffeys, ene og alene er interesseret i, er hævn. Men hvad er der at hævne, hvis du ingen interesse har i den, du hævner dig på? Bliver det ikke bare hævn for hævnens skyld?

… der er noget sært beroligende ved Glaffeys militante meningsfremmarch, der er skrevet, som var der tale om en omgang feministisk poetry slam fremført i en mennesketom fredagsbar på Forfatterskolen.”

(Valerie Solanas, SCUM manifest, 2021 – Kristina Nya Glaffey, To the Modern Man, 2022)

“Gårsdagens Deadline blotlægger to problemer i debatten om køn og ligestilling. Det ene er, at det had til mænd, som findes i feminismen, bagatelliseres. De fleste feminister hader ikke mænd, men nogle gør, og i forståelsen af feminisme som idésystem og politisk og social bevægelse er det nødvendigt at være bevidst om. Der er en grund til, at et Solanas’ hadmanifest stadig læses af feminister i dag, og den grund er ikke, at de er uenige i alt, hvad Solanas skriver. Den er heller ikke, at de læser teksten som en feministisk udgave af Svikmøllen. Hvis vi skal have en sober debat om køn og ligestilling, skal vi forholde os seriøst til også de grimme sider af feminismen. For eksempel ved at spørge feminister, der lovpriser Solanas’ manifest, hvilke af hendes tanker om mænd de er enige i.” (Tobias Petersen, Reel ligestilling, 3. april 2022)

Oploadet Kl. 01:01 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


4. april 2022

Tidl. KU-formand går i brechen for forening, der kæmper for “… et kritisk blik på de bestående normer”

Forleden besluttede Konservativ Ungdom, at man som KU-medlem ikke samtidig kunne være medlem af LGBT+ Danmark. I forlængelse heraf satte tidligere KU-formand sit medlemskab på spil, og meldte sig i protest ind i foreningen. KU omgjorde herefter beslutningen, som Nye Borgerlig Ungdom spontant tog til sig.

Der er mere hund i hundekiks end der er konservatism i Konservativ Ungdom, og alene det at man overhovedet skal debattere emnet, vidner om en presset højrefløj. LGBT+ Danmark er ikke bare forening som bekæmper had mod seksuelle minoriteter, men en aggressiv venstreradikal organisation grundlagt på basis af blodrød normkritik. Her lidt fra hjemmesiden LGBT.dk.

“National pulje under beskæftigelsesministeriet til opkvalificering af arbejdspladsers kompetencer inden for normkritiske tilgange til HR-opgaver. … Læreruddannelsen skal være normkritisk … Ret til at registrere op til 4 forældre. … Sikring af ligebehandling af LGBTI+-flygtninge i forbindelse med familiesammenføring, således at LGBT+ par ikke skal leve op til samlivskravet, hvis samliv mellem disse de facto ikke har været muligt i oprindelseslandet. … Mulighed for juridisk kønsskifte uanset alder. Afskaf kønsbestemmelsen i navneloven. … Opkvalificering af personale i hjemmeplejen og på plejehjem i LGBT+ kompetencer og normkritik. … Giv mulighed for at ofre kan registreres med deres ønskede navn og pronominer i myndigheders IT-systemer. … Obligatoriske kurser i normkritik og LGBT+ kompetencer på specialiseringen almen mediciner. … Bedre adgang til kønsbekræftende behandling… Giv adgang til behandling af børn og unge flere steder i landet. … Et bærende princip i vores arbejde både politisk, socialt og rådgivende er et kritisk blik på de bestående normer for køn og seksualitet. Inden vi kan tale om ligestilling, bør vi se på de strukturer og grundlæggende opfattelser, som har skabt den ulighed, vi ønsker at bekæmpe.” (LGBT+ Danmark, 2022)

(Anders Storgaard på Facebook, 25. marts 2022)

Apropos

“Der er ikke en eller anden woke-bevægelse, der er stukket af med den danske debat. Der er nogle, for hvem det er politisk opportunt at opfinde, at det er tilfældet. Tag for eksempel Konservativ Ungdom og deres beslutning om at udelukke LGBT+-medlemmer fra partiet, som de endte med at omgøre. De har, sammen med andre, en interesse i at opbygge en forestilling om, at det er flertallet, der er under angreb fra en radikaliseret og sindssyg minoritet, som kommer farende med de her dagsordener. Forestillingen om, at der sidder mennesker på medier og skubber en woke-agenda foran sig, er hentet fra USA. Der er vi slet ikke. Personligt leder jeg i hvert fald forgæves efter den lyserøde diktator, der skulle orkestrere det hele.” (A4 Medier-chefredaktør Kristian Madsen Chefredaktør, Politiken, 3. april 2022)

Oploadet Kl. 23:50 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


3. april 2022

Mårtensson: Fascisme/nazisme er ikke højreorienteret, men konkurrerende socialistiske bevægelser

Jeg har blogget en del om bagateliseringen af kommunismen gennem tiden, og hvis man vil udsætte sig selv for ufortyndet historieløshed desangående, så skal man høre 24syv-chefen Simon Andersens forklaring i seneste udgave af Alis fædreland. Det er desværre lykkedes venstrefløjen at sætte sig på den store fortælling.

Kontrast bliver bedre og bedre, og nedenciterede gennemgang burde alle læse i sin helhed. Forfatter Brian Degn Mårtensson ser historisk på fascisme/nazisme, og påpeger, at hvor fænomenerne indtil 1945 blev set som en tredje politisk position, så er det siden af ‘venstreorienterede intellektuelle’ blevet defineret som noget højreorienteret. Knivskarp kommentar på Kontrast.dk – Fascisme og nazisme – hvor skal vi placere dem politisk?

Det italienske fascistparti udsprang af forskellige italienske socialistgrupperinger, herunder Kampforbundet og afhoppere fra andre grupper, og søgte at mobilisere underklassen til (om nødvendigt) voldelig revolution. Dets leder, Benito Mussolini, var tidligere redaktør på en socialistisk partiavis, men forlod denne grundet uenighed om Italiens deltagelse i 1. verdenskrig. Mussolini fastholdt, at han var socialist…

I 1921 stiftede Mussolini det fascistiske parti og havde succes med at vinde tilslutning fra en stor del af Italiens land- og industriarbejdere. Hovedkonkurrenten var de internationale socialister, der appellerede til de samme vælgergrupper, og et intenst had, som internt blandt socialistgrupper har varet op til vor tid, blev intensiveret i den forbindelse. … Ideologisk var fascistpartiet selvsagt et socialistisk arbejderparti, der ønskede en protektionistisk, kollektivistisk mobiliseringsøkonomi, hvor staten regulerede samfundets mekanismer til alles bedste. Dette blev som nævnt kombineret med en nationalistisk, militaristisk profil (som vi i Sovjet også så hos Stalin fra 1942 til 1945 under ‘den store fædrelandskrig’).

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti udsprang fra mindre tyske socialist- og veterangrupper og fik succes under Adolf Hitlers lederskab. Nazisterne kombinerede ligesom fascisterne en kollektivistisk, socialistisk økonomisk politik med nationalisme og militarisme, men føjede hertil en antisemitisk dimension, som havde stor politisk gennemslagskraft. I højere grad end i Italien lykkedes man i Tyskland med en næsten total kollektivisering af økonomien, og til sidst var de oprindelige kapital- og fabriksejere reelt bare statslige kransekragefigurer, der måtte følge den centrale planlægning i et og alt. Ligesom i Italien var nazisternes politiske hovedfjende de konkurrerende socialistiske bevægelser, særligt de Moskva-tro af slagsen, og også her blev intensive forfølgelser gennemført efter magtovertagelsen. …

I det omfang der var behov for yderligere kommentarer, kunne man sige, at Mussolini tog helt fejl, når han kaldte sig selv socialist, og det nationalsocialistiske tyske arbejderparti på en eller anden måde havde glemt at ændre sit navn til noget mere højreorienteret og retvisende. I den helt latterlige ende kunne man henvise til, at socialisterne jo bekæmpede fascisterne, og derfor ideologisk ikke kunne have noget som helst med dem at gøre. Taget i betragtning, hvor intenst socialistiske grupper har bekæmpet hinanden til alle tider, er det bemærkelsesværdigt, at nogen overhovedet har konstrueret dette ‘argument’ i første omgang. Ikke desto mindre er det ofte blevet fremført, bl.a. i undertegnedes skoletid.”

(Titlen på bog af tidl. DNSB-leder Povl H. Riis-Knudsens, 2. udg., 2020)



1. april 2022

PET-rapport negligerer venstreekstremisme: Udgør ingen trussel, har hverken ‘hensigt eller ‘kapacitet

Politiets Efterretningstjeneste har netop udgivet rapporten ‘Vurdering af terrortruslen mod Danmark’ (52 sider), og der er kommet kategorier til, som afspejler et mere broget trusselsniveau. Den ideologiske ubalance er dog på niveau med tidligere udgaver. I en tid hvor venstreradikale miljøaktivister og revolutionære kommunister åbent taler om sabotageaktioner mod kritisk infrastruktur, så vurderer Center for Terroranalyse (CTA) at venstreekstremister ikke udgør en egentlig trussel. Det gør de ikke, da de hverken har ‘hensigt’ eller ‘kapacitet’. I modsætning til højreekstremister, der har ‘kapacitet og/eller hensigt og mulig planlægning’.

De otte sider om højreekstremisme flankeres af en pistolmunding, de tre sider om venstreekstremisme af en mand, der ser ud som om han beskytter sig mod tåregas. Højreekstremisme er rå vold, venstreekstremismen er defensiv. Den officielle definition af højreekstremisme er bred, detaljeret og mangefacetteret, og kunne med lidt god vilje inkludere alt fra medlemmer af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til nazister i Nordfront og DNSB. Venstreekstremisme er omvendt blot personer ‘yderst til venstre’, og har intet med revolution, socialisme, kommunisme, marxisme, anarkisme, syndikalisme eller diverse afarter at gøre. Jeg bemærker, at højreekstremisterne imodsætning til venstreekstremisterne, ikke er politisk organiserede.

“Definition. Højreekstremisme er en fællesbetegnelse for forskellige politiske holdninger, der ligger yderst til højre i det politiske spektrum og som kendetegnes ved kombinationer af nationalistiske, autoritære, anarkistiske, anti-parlamentariske, racistiske, xenofobiske og anti-semitiske standpunkter. Det ideologiske grundlag for højreekstremisme kan stamme fra nazisme og fascisme såvel som nationalkonservatisme. Højreekstremister sætter spørgsmålstegn ved eller afviser demokrati og anser anvendelse af vold som et legitimt middel til at opnå politiske mål.” (s. 27)

“Definition. Venstreekstremisme er en fællesbetegnelse for de forskellige politiske holdninger, der ligger yderst til venstre i det politiske spektrum, og som accepterer anvendelsen af vold for at opnå politiske mål.” (s. 35)

(Illustrationer til højreekstremisme og venstreekstremisme, PET.dk, 2022)

Citater

“De seneste års højreekstremistiske angreb har en række lighedspunkter, herunder at de fortrinsvis er blevet udført af soloterrorister, der har haft begrænset eller slet ingen kontakt eller tilknytning til etablerede fysiske højreekstremistiske organisationer eller grupper. … CTA vurderer, at disse lighedspunkter afspejler en generel udvikling blandt højreekstremister i Vesten, hvor den primære terrortrussel ikke udgår fra etablerede fysiske organisationer og grupper, men derimod fra soloterrorister eller mindre grupper af personer, der er uden tilknytning til højreekstremistiske grupper. Eksempelvis blev 16 ud af 18 gennemførte højreekstremistiske angreb i Vesten i perioden fra januar 2019 til december 2021 udført af soloterrorister, der på angrebstidspunktet hverken handlede på vegne af eller var tilknyttet fysiske høj- reekstremistiske organisationer og grupper.” (s. 28)

“Det mest sandsynlige venstreekstremistiske terrorangreb i Danmark er et angreb, der udføres af en mindre gruppe personer, der er medlemmer af eller har kontakt til en venstreekstremistisk gruppe, fremfor af en soloterrorist.” (s. 36)

“Klimaekstremister betegner enkeltpersoner og grupper, der til forskel fra aktivister er villige til at anvende vold i kampen for én eller flere sager, hvor hensynet til miljøet og det globale klima indgår som et centralt element. Klimaekstremisme omfatter også personer med sympati for højreekstremisme, herunder de såkaldte økofascister. Der er også en mulighed for, at enkeltpersoner med sympati for venstreekstremisme kan agere voldeligt ek- sempelvis ved deltagelse i klimaaktioner.” (s. 44)



31. marts 2022

Siegel:”… journalists are being turned into rent-a-cops whose job is to enforce an official consensus”

Den logiske overbygning af det PET kalder ‘antimyndighedsekstremisme’ er undertrykkelse af det frie ord, og en af de politisk korrekte metoder er faktatjek. Ingen med reelle hensigter kan være imod Sandheden er logikken, men Ministeriet for Sandhed har skiftende ministre. Hvem skal faktatjekke faktatjekkerne?

Herunder en alenlang gennemgang af faktatjek-fænomenet set fra USA.

Jacob Siegel kommenterer hos Tabletmag – Invasion of the Fact-Checkers.

“In the past five years, a cadre of fact-checkers has marched through the institutions of journalism and installed itself in the U.S. media as a privatized, quasi-governmental regulatory agency. What’s wrong with facts, you say? Fueled by a panic over misinformation, the fact-checking industry is shifting the media’s primary obligation away from pursuing the truth and toward upholding vague notions of public safety, which it gets to define. In the course of this transformation, journalists are being turned into rent-a-cops whose job is to enforce an official consensus that is treated as a civic good by those who benefit from—and pay for—its protection.

At Meta—the parent company of Facebook and Instagram—content flagged as false or misleading gets downgraded in the platform’s algorithms so fewer people will see it. Google and Twitter have similar rules to bury posts. In reality, America’s new public-private ‘Ministry of Truth’ mainly serves the interests of the tech platforms and Democratic Party operatives who underwrite and support the fact-checking enterprise. This, in turn, convinces large numbers of normal Americans that the officially sanctioned news product they receive is an ass-covering con job—an attitude that marks many millions of people as potentially dangerous vectors of misinformation, which justifies more censorship, further ratcheting up the public’s cynicism toward the press and the institutional powers it now openly serves. On and on it goes, the distrust and repression feeding off each other, the pressure building up until the system breaks down or explodes.

Has any story ever been more energetically fact-checked than Hunter Biden’s laptop? The news broke just weeks before the 2020 presidential election, and was so effectively buried by accusations of disinformation and social media bans that it became synonymous with the power of the new truth regulating bureaucracy. Shortly after the first reports of the laptop, The New York Times’ Kevin Roose modestly acknowledged the role that misinformation journalists like him had played in pressuring tech companies to take ‘more and faster action to prevent false or misleading information from spreading … in order to prevent a repeat of 2016’s debacle.’

And it worked! Only it turns out, as The New York Times now acknowledges, that the original reporting silenced by the fact-checkers was accurate.

The industrial fact-checking complex is not a debate society or a branch of science pursuing the truth wherever it leads. It’s an institutional fixture with hundreds of millions of dollars in funding behind it, along with battalions of NGOs and formerly broke journalistic authorities who are more than happy to cash fat checks and proclaim that America’s ruling bureaucrats at the FDA, the CDC, the FBI, the CIA, the Fed—and the entire alphabet soup of government agencies—along with the ruling Democratic Party, are never wrong about anything, at least nothing important. …

By putting an official stamp on obvious manipulations of language, the fact-checkers license false and misleading coverage by outlets that playact the quaint 20th-century practice of objective news reporting—calling balls and strikes—while also batting for Team Democrat. The convergence of fact-checking and Democratic Party priorities is not a matter of speculation. The Democratic National Committee calls for establishing a ‘political misinformation policy’ and repeatedly cites the International Fact-Checking Network’s partnerships with tech companies as a model for the party’s national censorship policy. …

The fact-checkers have proved to be crucial compliance officers for the state, filtering out troublesome information before it reaches the public, torturing ‘the facts’ until they conform to officially sanctioned narratives, and smearing dissenters as dangers to the public or stooges of Vladimir Putin. That’s the information ecology we are living in, and as a reporter I can tell you it stinks.

… Snopes, was started in 1994 as an early online community organized around urban myths. FactCheck.org followed in 2003, and PolitiFact—now operated by the Poynter Institute—was established in 2007.

Today’s fact-checkers no longer have time to keep their own publications honest because they’re leading a crusade to hunt down and expose dangerous untruths everywhere else. An example from The New Yorker magazine, once justly famous for the care and quality of its in-house fact-checking department, illustrates the change. In 2018, Talia Lavin, a fact-checker at the magazine, used her personal Twitter account to falsely accuse a disabled U.S. Marine combat veteran working as a U.S. Immigration and Customs Enforcement agent of having a Nazi tattoo because she mistook an insignia used by the unit he served with in Afghanistan for a fascist symbol. After deleting the tweet while criticizing ICE for exposing her error, Lavin resigned from The New Yorker. ‘I just feel like I made a small mistake and it’s destroyed my life,’ she said at the time.

Hardly. Lavin’s mistake became a public audition that launched her career as a new-style ‘fact-checker’ and ‘expert’ on extremism. Weeks after leaving The New Yorker, she was hired by Media Matters as a ‘researcher on far-right extremism.’ In less than a year she had signed a book deal.

(The New Yorker-journalist blev faktatjekker efter hun tweetede løgn om krigsveteran)

Oploadet Kl. 09:30 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


30. marts 2022

Malacinski om nyfeministers angreb på Politiken: “Jo flere indrømmelser de får, jo flere vil de kræve.”

Forleden bragte Politiken et portræt af sangerinden Pernille Rosendahl, som vakte vrede på Twitter, da artiklen angiveligt var sexistisk. Ledende Politiken-chefer undskyldte på skift. Knivskarp kommentar af Leny Malacinski i Weekendavisen – Søstrene Rosendahl skal ikke have en lillefinger (kræver login).

“… Det er dog ikke nok for Christina Rosendahl, der turnerer i medierne som spindoktor for sin søster. Hun accepterer kun den totale kapitulation…

Der er børn, der udviser større proportionssans, når de skriver ønskesedler til jul.

Christina Rosendahl udstiller tydeligt, hvad der ligger i vente, hvis man giver efter for ophidsede kvinder på de sociale medier. Køber man først ind på tidens nyfeministiske præmis om, at vi alle besidder en indre sexist, der må udrenses, er der ingen ende på det. At man ikke selv mener at være sexist, er ifølge nyfeministerne blot et bevis på, at man ikke er klar over sin forudindtagethed. …

Problemet er ikke fødselsdagsportrættet. Det er, at nyfeminister ikke tåler dissens. De sidestiller fejlagtigt kritik – eller blot fraværet af hyldest – med kvindehad. De er narcissistisk optaget af deres egne følelser og ophæver dem som det naturligste til at være symptom på et samfundsproblem.”

“Politikens toning er, at lade alt Pernille har udrettet blive fortalt igennem de mandlige kærester hun har haft. Som om hun intet selvstændigt bidrag eller værdi har bragt selv.” (Christina Rosendahl, Facebook, 21. marts 2022)

“… hvis jeg havde været Christian Jensen, ville jeg sige undskyld, iværksætte et nyt fødselsdagsportræt, og i samme åndedrag meddele nye indsatser på alle fire niveauer af organisationen, nemlig individ-, gruppe-, ledelses-og organisationsniveau, dvs. hos alle fra den enkelte journalist, i redaktionslokalet, hos chefredaktion og i bestyrelsen. Indsatser kunne være alt fra efteruddannelse, biastræning, indsatser for bedre arbejdsmiljø, viden om diversitet, talentprogrammer, til code of conduct, seminardage og så videre. Og meget vigtigt, så bør redaktioner indføre løbende målinger på, hvordan de redaktionelt arbejder med blindspotting. Formålet er at skabe et bedre arbejdsmiljø fri for mobning, grænseoverskridende adfærd og sexisme. Processen burde også inkludere et blik på, hvor tidspressede journalister er i arbejdet.” (Christina Rosendahl, Politiken, 25. marts 2022)

Oploadet Kl. 09:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper