Tina for president.

Mette skriver i en anden tråd om en udstilling om danske helte på Koldinghus i 2001, hvor, af alle, Anne-Marie Fucking Helger skulle være en af disse. Man græmmes. Helger står for mig som det allerværste Danmark kan byde på, en karakterløs medløber, som aldrig, aldrig kunne indtage et standpunkt som går imod den godhedsfascistiske dhimmiklike. Arne Hardis havde en fremragende afklædning af dette buldrende tomme fænomen i Weekendavisen for nyligt. Tina, derimod, hun er en af vores rigtige heltinder.

Jeg ville meget, meget gerne vide hvordan der ser ud inde i hovedet på Saudi-Simonsen. Carsten Niebuhr Instituttet blamerede sig jo for ikke så længe siden i forbindelse med “Images of the Middle East”-festivalen, ved at tage mod sponsorstøtte fra Saudiarabien, hvorved Israel blev udelukket for deltagelse. Kan et sådan institut regnes for seriøst?

USAs Simonsen må være John Esposito, hvis institut (på Georgetown University, husker jeg ret) er opført med giganttilskud fra saudierne. Betyder det, at manden taler på egne vegne, eller kun med implicit godkendelse fra Saudiarabien? Kan man tage dette seriøst?

På samme måde kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der “driver” fænomenet Simonsen. Jeg har intet grundlag for at antage, at han er økonomisk i lommen på diktaturstaterne dernede; faktisk hælder jeg mest til at tro at han tilhører gruppen af rigide, blinde Vesthadere, en mand man ikke kan nå. Men ved instituttets accept af saudiarabiske oliepenge med medfølgende vetoret må han acceptere, at tvivlen altid vil være der. Nyttig idiot, eller korrupt? Ikke nogle rare alternativer.

-> Lars Findsen på Crack

Jørgen Bæk Simonsen var stærkt venstreorienteret, og blev som jeg ser det islam-appeaser da Glistrup var på toppen og forargede alle. Samme fejl gjorde det meste af folketinget, men islam bliver ikke godartet fordi danske meningsdannere brugte religionen til at positionere sig i forhold til Glistrup.

Omkring 1990 blev han en slags integrationsforsker, og købte her Minhajernes islamisme ord for ord. Idag er det Det Muslimske Broderskab der lefles for, og som jeg læser hans nyere værker, så er multikulturalisering/afnationalisering blevet et mål i sig selv. Dvs. det handler ikke mere kun om at undgå racisme, men ligeså meget om at vænne danskerne til deres mangler qua deres tilhørselsforhold til den vestlige kulturkreds. Marxismen blev til selvhad så at sige.

Man skal heller ikke glemme at han har været leder for Det danske Institut i Damaskus, hvis nuværende leder følger helt i JBSs spor efter sin glorværdige karriere som nyttig idiot i Birmingham: Jørgen S. Nielsen – helt på linie med Esposito, Karen Armstrong.(http://www.dccd.dk/damaskus/did2.nsf/doc/personale?OpenDocument)

Til “Arbejderen” advarer JBS (om afbrændingen af den danske ambassade i Damaskus) under MoKonf: “Jørgen Bæk Simonsen advarer mod at forholde sig moralsk til de heftige reaktioner i Syrien, Libanon og andre steder”. Videre: ” Vi må koncentrere os om at forsøge at forstå, hvilke årsager, der er til at situationen eskalerer på denne måde”. Videre mener han: “Man skal ikke tage fejl af, at Syrien står i en meget vanskelig situation lige nu”.

Syrien ledes af et morderisk socialistisk/fascistisk parti “Baath” hvilket ikke kommer kommer frem – sørme en flink mand – ham Jørgen Bæk Simonsen.

Typer som Jørgen Bæk Simonsen er langt farligere for det danske demokrati end Abu Laban og de øvrige salafister i ‘Islamisk Samfund’.

I et land som Sverige har typer som JBS haft monpol på menningsdannelsen vedrørende indvandring og islam, og Sverige er følgelig et land som er ved at totalt gå op i limningen.

For nogle år siden købte jeg ”Vikingerne ved Volga” (Wormianum, 1981), der præsenteres som ”ibn Fadlans rejsebeskrivelse resumeret, deloversat og kommenteret af Jørgen Bæk Simonsen”.

Stor var skuffelsen, da det viste sig, at beskrivelsen af vikingerne, som kaldes ruserne, og en supplerende tekst kun udgør ni af bogens 64 sider, og at diskussionen af kildeværdien har frapperende svagheder. Den fylde seks sider, mens resten af bogen handler om arabiske forhold, der ikke har noget med titlen at gøre. Men bogen var også nedsat til ti kroner på udsalg.

Ibn Fadlan var en islamisk retslærd og medlem af en delegation, der var udsendt fra Bagdad af kalifatet for at få en aftale i stand med volgabulgarernes konge, der angiveligt havde ytret interesse for, at islamiske retslærde skulle undervise de muslimske volgabulgarere i islam, desuden ønskede hjælp til opførelsen af moske, og mest af alt ønskede finansiel støtte til opførelse af fæstningsanlæg mod naboerne mod syd, de jødiske khazarer. Delegationen var knap ankommet, førend kongen udbad sig pengene, beretter ibn Fadlan. Der foreligger dog intet om, at kongen fik dem, og ibn Fadlans ønske om at blande sig i volgabulgarernes skik med at mænd og kvinder badede nøgne sammen, blev heller ikke til noget. Faktisk virker det, som om dhimmier i så henseende satte sig op mod kalifatet, men eller hævder Bæk Simonsen, at rejsen stort set var en succes, og fiaskoen må den gang have været til at leve med. Man tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket i dag.

Delegationen ankom i foråret 922, og tilfældigvis døde en rushøvding, der opholdt sig blandt volgabulgarere på dette tidspunkt, så at ibn Fadlan bl.a. fik et indblik i rusernes ritualer ifm. gravfærd. Hvor meget han selv erfarede, og hvor meget en tolk og volgabulgarere fortalte ham, er vanskeligt at afgøre fuldt ud, hvilket efter min mening svækker kilden betragteligt og er særligt uheldigt, fordi dette er den eneste skriftlige kilde, vi har til vikingers menneskeofringer og de dermed forbundne ritualer. Disse fakta forhindrer dog ikke Bæk Simonsen i at erklære på side 51: ”Hvorom alt er, den usikkerhed, der må knyttes til en tolkning af disse ting, forrykker ikke det faktum, at ibn Fadlans beskrivelse som helhed står fuldt til troende”.

Nuvel, beskrivelsen er unægtelig fremmedartet, der er ikke meget islandsk saga over den.

I foråret var jeg som ofte før udsat for debatangreb fra muslimske andengenerationsindvandreres side og fik at vide, at vi som vore vikingeforfældre er nogle umoralske skørlevnere og svin. Den anklage var der ikke noget nyt i, men det var nyt, at ibn Fadlans beskrivelse blev brugt som dokumentation. Ergo gik jeg atter i gang med Bæk Simonsens sært asymmetriske lille bog, og denne gang virkede den pludselig ikke mere som helt ukendt land. For ibn Fadllans beretning om en massevoldtægt forud for menneskeofringen minder om de uhyggelige beretninger, som de fleste af os først i de senere år er blevet bekendt med fra den islamiske verden.

Jørgen Bæk Simonsen er historiker og religionshistoriker med speciale i arabisk og islamisk historie. I 1988 blev han dr.phil. på en afhandling om islamisk beskatning, og det er svært at få øje på nogen interesse for vikinger endsige ekspertise vedr. dem i hans bog. Han hævder at have oversat ibn Fadlans tekst bogstavtro, og i sit forord takker han varmt professor, dr. phil. Frede Løkkegaard (senere samarbejde med “Faklen”, flere tråde kan googles) og lektor, cand. theol. Sv. Maan Søndergaard ”for tålmodig råd og vejledning”. Ingen af de to herrer synes dog at have kunnet vejlede om vikinger, deres speciale er (var?) semitisk filologi. Bæk Simonsen var altså alene om historien.

Ud fra min nuværende viden om Bæk Simonsens sympatier og efter min mening stærkt politiserende ”ekspertvurderinger” tyede jeg til middelalderhistorikeren, professor Else Roesdahls ”Vikingernes verden” i den reviderede udgave (Gyldendal, 1993.) Roesdahl er i modsætning til Bæk Simonsen en kapacitet på vikingetiden, og hvordan har hun det så med beskrivelsen af Ibn Fadlans seksuelt betonede skildring af en vikingekvindes vej til at blive brændt sammen med sin herre, og hvad der forudgående måtte gennemgås af rædsler?

Meget forsigtig behandling af emnet, fremgår det. Else Roesdahl nævner, at der givetvis fandt menneskeofringer sted i vikingetiden, og at både mænd og kvinder blev ofret eller ofrede sig ifm. ligfærd for at følge en anden, men om man skal tage ibn Fadlans beskrivelse af ritualet fuld ud bogstaveligt, stiller hun som andre kapaciteter på området et diskret spørgsmålstegn ved og nøjes med at give et ultrakort referat. Thorkild Ramskou lader i bind 2 af Politikens Danmarkshistorie (1962-66) kilden tale for sig selv, og professor Johs. Brøndsted skriver i ”Vikingerne” (Gyldendal, 1960) at ibn Fadlans bekrivelse tyder på ”begyndende assimilering – på en gliden mod et fremmedartet (tyrkisk) milieu (…) en ejendommelig grov blanding af hird og harem” (s. 228).

Jørgen Bæk Simonsen skriver selv, at ”enkelte forskere har forsøgt generelt at så mistillid til ibn Fadlans skildring af Ruserne ved at henvise til, at han skulle være forudindtaget af sin egen religion og – forgæves iøvrigt – at have forsøgt at omvende Ruserne til Islam. Dette må på det bestemteste afvises som en misfortolkning.” (s. 48). Bæk Simonsen er ganske vidst inde på, at der kan have fundet en assimilering sted, fordi ruserne havde boet i længere tid i området, men dette fader så sært ud i beskrivelsen, det er som om historikeren kun er til stede i detaljen, men forsvinder i det overordnede.

Det samme indtryk får jeg, når jeg hører Bæk Simonsen i dag. Man kan for eksempel med god grund spørge, hvorfor han med sin omfattende viden om den islamiske verden ikke har henvist til nogle af de mere obskure ritualer, som fortsat eksekveres visse steder, og som har lighedspunkter med ibn Fadlans beskrivelse af ruserne. Kendte han ikke til dem, da han skrev bogen? Det virker ellers, som om hans viden om islams verden er stor.

Bæk Simonsen lægger ikke skjul på, at ibn Fadlan udtrykker sig selvhævdende indtil det pralende, og at han sikkert opdramatiserede teksten for at gøre den mere appetitlig for et ”dannet publikum” og stille sig selv bedre karrieremæssigt. Efter gennemlæsning nummer to sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at såvel ibn Fadlan som Bæk Simonsen har fået tilsat vores vikingehistorie rigeligt med 1001 nat substans, og at professor Brøndsteds udtryk ”en grov blanding af hird og harem” er meget dækkende.