18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)



18. marts 2018

Søren Pind: Vold og terror starter med fri debat – “Vi har givet landsbytosserne frit løb i Danmark.”

Søren Pind var liberalist af den gamle skole, og fik, da det blev opportunt, også et snert kulturkonservatisme. I dag belærer ministeren danskerne om, at de skal have større tillid til staten, og passe lidt på den der farlige ytringsfrihed. Vold, terror og revolution starter som bekendt med fri debat. Sakset fra Altinget.dk – Pind: Landsbytosserne skal ikke længere have frit løb på internettet.

“En veloplagt Søren Pind (V) var inviteret til Dansk IT’s årlige konference i Aarhus for at belære menigheden om sit syn på digital dannelse. … nAltinget har samlet Søren Pinds mest interessante pointer nedenfor.

‘Vi har givet landsbytosserne frit løb i Danmark. Og det skal vi have en bevidsthed omkring.’

Forsknings- og uddannelsesministeren refererede en undersøgelse forestået af Mogens Høgh Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab, som viser oprørske tendenser blandt debattørerne.

Efter forfatternes opfattelse ligger der hos 10 procent af dem, der deltager i debatten, en voldsparathed. Og i virkeligheden et dybtliggende ønske om at omstyrte vores samfund og starte forfra. Vi, der er vokset op under den kolde krig, er ikke ubekendte med at have sådan tilgang – Blekingegadebanden, kommunister.’

‘Men sagen er, at vi har glemt det i dag. Og derfor står vi helt uden begreber og instrumenter til at imødegå bølgen af – jeg skal være elskværdig – informationer, der vækker en vis forundring, når man kigger på dem.'”

Oploadet Kl. 10:18 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


7. december 2016

Den lange march gennem institutionerne: Faktalink udgives af DBC med Bo Weimann som IT-direktør

I går bloggede jeg Pernille Vermunds indlæg om ‘Faktalink’, der bruger Redox til kilde om For frihed, og i øvrigt intet har om ‘venstreekstremisme’. Faktalink er en akkumuleret samling artikler om samfundsrelevante emner, og omtaler sig selv som værende “et arbejdsredskab for folkeskolens ældste klasser, gymnasielever, lærere og bibliotekarer samt studerende, journalister og researchere”.

Det første der springer i øjnene, er det faktum at sidens to artikler om ‘højreekstremisme’ er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl. Kendt venstreorienteret, der ikke forsøger at sløre sin kærlighed til mellemøstlig kultur, og blandt andet er tilknyttet ‘Forening for Moske og Islamisk Center’ og ‘Center for Integration’.

Faktalink udgives af Dansk BiblioteksCenter, der er et offentligt ejet aktieselskab. Der er lig i lasten, som man kan læse hos Computerworld – Blekingegadebandens ’stemme’ er IT-direktør (17. marts 2009).

“Stemmen i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er Bo Weymann. Nu kan ComON afsløre, at Bo Weymann er IT-direktør i Dansk Bibliotekscenter, der blandt andre er ejet af stat og kommuner. Bo Weymann var med i Blekingegadebandens inderkreds og blev idømt syv års fængsel for sine kriminelle handlinger.

Mogens Brabrand Jensen, der er direktør i Dansk BiblioteksCenter har ingen betænkeligheder ved at have Bo Weymann ansat. …

‘Ingen ansatte har taget afstand fra, at Bo er ansat. De har været lige så intereserede i sagen som alle andre. De har været nysgerrige omkring, om han var stemmen. Men ingen har taget moralsk afstand fra hans handlinger,’ siger Mogens Brabrand Jensen til ComON. …

Bo Weymann ønsker ikke selv at deltage i denne artikel, men bekræfter via sin sekretær, at den nye stavemåde af efternavnet, er det oprindelige slægtsnavn.”

(t/h: Rudi Dutschke, 1968, en af flere der satte ord på den lange march gennem institutionerne)

Meget få faggrupper er så røde som bibliotekarerne, og formanden for Danmarks Biblioteksskole var i 2007 den senere professor Lars Qvortrup, der indledte sin karriere med et bevidsthedssociologisk kampskrift, der problematiserede Danmarks Radio fra et revolutionært klassekamp-perspektiv.

Den lange march gennem institutionerne har gjort venstrefløjen glade for statslige medier.



10. oktober 2016

Blüdnikow: Øvig nedtoner ideologien, tror at BZ’ernes ‘idealisme’, var bedre end ‘fascisternes idealisme’

Selvom Peter Øvig Knudsens BZ-bog kritiseres af venstreradikale, så betyder det ikke, at hans fortælling udgør den fulde sandhed. Kronik af historiker Bent Blüdnikow i Berlingske – Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle.

“Peter Øvig Knudsen har netop udgivet et værk om BZ-bevægelsen, men den mest opsigtsvækkende del af bevægelsens historie bliver kun strejfet med to linjer i bogen.

Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer. Ofrene blev behandlet brutalt, og et angreb mod et rejsebureau i København havde nær medført alvorlige skader på mennesker. Denne aktivitet medførte, at den danske BZ-bevægelses aktion havnede på internationale terrorlister, hvad Blekingegadebandens aktiviteter aldrig gjorde. Denne del af bevægelsens historie undgår Peter Øvig Knudsens at berøre.

I begyndelsen var BZ-bevægelsen optaget af husbesættelser, men omkring 1985 skete en radikalisering, der viste sig i BZernes kampformer, der blev mere militaristiske. I denne periode begyndte folkene i BZ-bevægelsen at fatte interesse for udenrigspolitiske emner og sympati for bl.a. terrorister i Vesttyskland.

… En fraktion af BZ-bevægelsen kaldte sig Antizionistisk Aktionsgruppe, og politiet måtte skærpe bevogtningen af både jødiske og israelske institutioner, hvilket må ses på baggrund af, at synagogen og en jødisk madbutik i 1985 var udsat for et bombeangreb udført af palæstinensere, der var kommet fra Sverige. …

I december 1988 blev Israels turistkontor, Israel Tours, i København smadret efter et meget voldsomt angreb. Godt 40 maskerede aktivister stormede rejsebureauet, og de satte derefter ild på seks containere og spærrede derved gaden, hvor bureauet lå. Indenfor greb aktivisterne fysisk fat i en ansat for at forhindre, at hun trykkede på en alarmknap. Aktivisterne smadrede derefter inventaret, hældte petroleum ud over gulvet og forsøgte at sætte ild på bureauet.

Sagen var så alvorlig, at angrebet blev nævnt på flere internationale lister over terrorangreb…

Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen. Man kan spørge sig hvorfor?

Svaret må vel ligge i, at Peter Øvig Knudsen, der som skribent har udviklet og modnet sig over årene, stadig er fanget af sin fortid i den maoistiske gruppe KAP, hvor Israel og zionismen var hadeobjekter. I Øvigs bog om Blekingegadebanden er der en mangel på forståelse af dæmonien i bandens ekstreme Israel-had, som kammede over i ren antisemitisme, og i den foreliggende bog bunder udeladelsen af det ekstreme Israel-had sandsynligvis i, at Peter Øvig Knudsen aldrig selv har gjort helt op med de holdninger, der prægede ham i hans ungdoms ‘idealisme’. Og problemet er netop i både Peter Øvig Knudsens bøger og i andre tidligere venstrefløjsfolks skriverier om tiden i 1970erne og 1980erne, at de stadig tror, at aktivisterne var besjælet af en ‘idealisme’, som de synes er bedre end fascisternes ‘idealisme’.



2. oktober 2016

Peter Øvig Knudsen om radikalisme-forsker: Han stod i spidsen for ‘en virkelig voldelig radikalisering’

Jeg er ikke ubetinget vild med Peter Øvig Knudsen, for det skriger til himlen at et tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP) bliver manden, der leverer den store brede fortælling om den yderste venstrefløj. Han var dog rigtig god i Ugens gæst på P1, hvor han taler ud om sine problemer med at finde kilder til seneste bog om BZ-bevægelsen.

Herunder et par smagsprøver. Det første citat er svar på kritik fra tidligere BZ’er Lotte Svendsen. Det andet er en kulmination på en længere tvist mellem René Karpantschof og dokumentaristen. Karpantschof, der som sociolog ofte agerer ekspert om højrefløjen i medierne, hudflettes med få velvalgte ord.

Peter Øvig Knudsen: Det er jo et virkeligt morsomt synspunkt ik’. Hvis jeg nu besluttede at lave en bog om Dansk Folkeparti, og Pia Kjærsgaard og resten af ledelsen, så sagde – Nej, Peter Øvig er ikke den rette mand til at skrive en bog om Dansk Folkeparti. Skulle jeg så også trække mig bukkende tilbage, og sige – Nå, ja, Pia Kjærsgaard vil ikke have at jeg skriver om hendes parti, så må jeg da hellere lade være, og så overlade det til en der er mere venligt indstillet overfor Dansk Folkeparti. Altså, sådan er det jo ikke at være dokumentarist.

[…]

Peter Øvig Knudsen, forfatter: Jeg er ikke så overrasket over hvad René Karpantschof mener. Jeg kan bare ikke lade være med at grine lidt. Der er en form for, der er lidt tragikomik i det her ik’, for her sidder René karpantschof, som jeg ved var en af lederne som radikaliserede BZ de sidste år i 80’erne, som gik i spidsen når man skulle finde nye kampformer mod politiet, som senere er blevet gode venner med Blekingegadebanden, kaldt dem politiske fanger, der er uskyldigt dømt. Altså, der sidder en mand her, som præcis har stået i spidsen for en virkelig voldelig radikalisering af unge mennesker, og siger til mig, at det er forkert af mig at beskrive det sådan, at der er en lille gruppe af mennesker der har stået i spidsen for en radikalisering. Så det er nok ikke lige så mærkeligt, at lige René Karpantschof mener det er en historie, der ikke skulle være blevet fortalt.

Mere.

“Det er her, i en sort trætilbygning, han skriver sine bøger, med udsigt til skovbrynet. Her, han efterhånden begyndte at få breve fra BZere, der gerne ville være med i bogen. Her, han har mødtes med mange af dem og drukket øl og lavet bål i haven med dem.

Men det også her, der en dag blev kastet sten ind ad ruderne i arbejdsværelset. Her, en af BZerne sagde, han ville komme og skyde ham med den gun, han havde under puden, hvis Øvig skrev grimt om hans kammerater. Det sidste beklagede den pågældende BZer dog efterfølgende.” (Berlingske, 30. september 2016)



23. marts 2015

TV2 Lorry med Redox & Co. om den ‘yderste højrefløj’, herunder Pegida, og DNSB, DF’s politiske tone…

Tilbage i 2011 gav TV2 Lorry taletid til Modkraft-redaktør Rune Eltard-Sørensen, i et indslag med titlen ‘Højreekstremisme i vækst’. Spørger man revolutionære venstreradikale, så er indvandringsmodstand problematisk per definition, og anti-racisme er efterhånden blevet et parodisk slagord i stil med ‘asyl til alle’. Socialismen er som bekendt grænseløs.

Søndagsmagasinet på TV2 Lorry havde i går ‘racisme som fokus’, og jeg har sjældent set noget lignende. Først et længere indslag med Simon Bünger Paulsen fra Researchkollektivet Redox, herefter analyse ved René Karpantschof, samt et interview med Christine Bergen fra Racismefri by. Alle tre har nære forbindelser til den voldelige venstrefløj.

Simon Bünger Paulsen, der tidligere brugte alias’et ‘Bomberman’, er talsmand for en organisation, der ifølge PET er efterretningsorgan for erklærede militante Antifascistisk Aktion. René Karpantschof er tidligere BZ’er, kendt støtte af Rote Armee Fraktion og Blekingegadebanden, og bedste venner med den nu afdøde tidligere Antifascistisk Aktion-leder Martin Lindblom. Christine Bergen er talskvinde for Racismefri by, der er styret af trotskistiske Internationale Socialister (IS), som hun også er aktiv i. Gruppen samarbejder mere eller åbent med Antifascistisk Aktion, i øvrigt sammen med Børnebørn for Asyl, der også nævnes i udsendelsen.

Det ville være for omfattende, at gå i dybden med de mange postulater, men et hurtigt eksempel. Simon Bünger Paulsen hævder at højreekstremismen i København er i fremgang. Hovedeksemplet, taget fra Redox’ årsrapport 2014, er det faktum at Danmarks Nationale Front demonstrerede på Christiansborg Slotsplads den 10. maj sidste år. Demonstrationen var lovligt anmeldt, og blev som mange nok kan huske angrebet fysisk af maskerede venstreradikale i og omkring Antifascistisk Aktion. TV2 Lorry vælger sågar at vise Redox’ foto af en liggende DNSB-leder, der netop er slået i jorden af angribende venstreradikale. At bruge nationale socialister til at dokumentere problemet med højreradikalisme, understreger den skævvredne diskurs.

At der reelt er tale om venstrerevolutionære der forsøger at italesætte en for dem brugbar virkelighed, fremgår klart, eksempelvis tales der ikke om racisme, men racismeN. Det handler ikke om anti-racisme, men om at gøde jorden for åbne grænser, der eroderer nationalstaten indefra.

Indslaget kan ses online her (11,26 min).

(Simon Bünger Paulsen på TV2 Lorry, 22. marts 2015)

Sascha Yang, TV2 Lorry: FN’s internationale uge for solidaritet med folk der kæmper mod racisme og racediskrimination er netop gået i gang, og derfor stiller Søndagsmagasinet i dag skarpt på personer og organisationer i hovedstadsområdet, der til dagligt kæmper mod racisme. Vi begynder med et indslag om at de højreekstremistiske miljøer vinder frem i hovedstadsområdet. Sådan lyder konklusionen i en helt ny rapport der er udgivet af den venstreorienterede researchgruppe Redox. Researchgruppen forsøger at bekæmpe racistiske og nazistiske miljøer ved at dokumentere deres aktiviteter.

Simon Bünger Paulsen, Redox: De billeder vi ser her, det er fra den 10. maj hvor den nynazistiske gruppe Danmarks Nationale Front demonstrerede på Christiansborg Slotsplads. Demonstrationen var den første nazistiske demonstration i København siden 2. Verdenskrig.

Frank Thøgersen, TV2 Lorry: 26-årige Simon Bünger er redaktør for Redox, en venstreorienteret researchgruppe der går til yderligheder for at for at dokumentere højreradikale aktiviteter i Danmark og Skandinavien.

Simon Bünger Paulsen: Vi får konkrete dødstrusler, og samtidig med at vi er ude og afdække deres demonstrationer, så forsøger de at angribe os.

(TV2 Lorry om ‘Truslen fra højre’, illustreret med nationalsocialist, slået ned af internationale socialister)

Frank Thøgersen: Siden 2005 har Redox fulgt højreekstremistiske miljøer helt tæt på, og blandt andet været med til at infiltrere hårde nazistiske grupper.

Simon Bünger Paulsen: Det vi har her – det er Danish Defence League og gruppen Rightwings, der i forbindelse med at de forsøgte at angribe en anti-racistisk demonstration i 2014, efterfølgende blev anholdt.

Frank Thøgersen: Ved hjælp af foto, video og aktindsigt, forsøger det venstreorienterede researchkollektiv, at tage kampen op mod de højreradikale miljøer.

Simon Bünger Paulsen: Det er vigtigt, at der er nogle der beskæftiger sig med den yderste højrefløj på en kritisk måde, fordi at vi ser, at de konkret udgør en trussel mod minoritetsgrupper i Danmark, og at vi ikke mener at samfundet kan og skal acceptere at bevægelser udgør voldstrusler mod minoritetsgrupper. Vi har blandt andet set at Danish Defence Leagues medlemmer hylder terroristen Anders Behring Breivik.

Frank Thøgersen: 12. marts udgav Redox deres første årsrapport, der gør status på de vigtigste højreradikale tendenser og udviklinger, og hos dem hersker der ingen tvivl – miljøet vinder frem i Danmark.

Simon Bünger Paulsen: Det mener vi er meget skræmmende, og vi frygter derfor, at de folk der står bag det her, at de kunne finde på at lave mere alvorlige voldsforbrydelser. Og det er derfor vi i vores rapport udpeger ensomme ulve, som vi kender fra Norge med Anders Behring Breivik, som en af de største trusler mod samfundet i dag. I hvert fald fra den yderste højrefløj.

Frank Thøgersen: Det er især i hovedstadsområdet, at man ser en øget aktivitet blandt de højreradikale grupper.

Simon Bünger Paulsen: Alene i de første tre måneder i 2015 har der været ikke mindre end 17 anti-muslimske og racistiske demonstrationer i Danmark. Hovedparten af dem har foregået i København. I starten af januar blev den første danske Pegida-demonstration afholdt. Pegida er et tysk demonstrationskoncept som demonstrerer mod fundamentalistisk Islam. Demonstrationerne tiltrækker dog også folk fra den yderste højrefløj, som ikke nødvendigvis kun er imod fundamentalistisk Islam, men som er direkte racister og nazister.

(Pegida associeres med DNSB – billeder sakset direkte fra Redox-propaganda)

Frank Thøgersen: Til Pegida-demonstrationen i København i januar var der op imod 150 på gaden, og det er en skræmmende udvikling, at de anti-muslimske bevægelser kan mønstre så mange tilhængere, siger Simon Bünger.

Simon Bünger Paulsen: Tidligere når sådan nogle demonstrationer blev afholdt, er der dukket et par håndfulde op.

Frank Thøgersen: De højreradikale grupper blev for alvor synligt i Danmark i starten af 90’erne, men siden Muhammedkrisen, hvor antallet af højreradikale aktivister var på sit højeste i Danmark har antallet været støt dalende. Ovenpå terrorangrebet på Charlie Hebdo i Frankrig, Krudttønden og den jødiske synagoge i København, har de højreradikale ifølge Redox, fået endnu mere vind i sejlene.

Simon Bünger Paulsen: – så går den yderste højrefløj ud og siger – ’se vi havde ret’. Og det er brænde på deres bål, derfor får de medvind.

Frank Thøgersen: Men Simon Bünger forudser, at de højreradikale miljøer i endnu højere grad vil vokse i fremtiden og blive langt mere synlige og ekstreme.

Simon Bünger Paulsen: Vi frygter at i forbindelse med den valgkamp der er på vej, at der kommer markant fokus på flygtninge og indvandrer-området, og at den højreradikale bevægelse der vil prøve at tage teten op, og gå ud og markere sig stærkt her. Det er noget vi har set fra andre lande i Skandinavien, blandt andet Sverige, hvor det er meget tydeligt, at når det er valgår, så er der markant forøgelse af aktiviteter på den yderste højrefløj.

(Venstreradikale René Karpantschof og Christine Bergen, anvendt som sandhedsvidner)

Efter Simon Bünger Paulsen havde ageret ekspert udi højreekstremisme, var der et kort interview med sociolog René Karpantschof. Han var ikke enig i Redox’ postulater, men lod det ikke dominere analysen.

Sascha Yang: Velkommen til dig René Karpantschof. Du er phd. og sociolog. I det her indslag kan vi høre at højreradikale ekstemister vinder frem. Hvorfor gør de det i øjeblikket??

René Karpantschof, sociolog: Det der er sket nu, der er nyt i forhold til det vi plejer at se, det er at der har været en række demonstrationer på kort tid, og det er jo overvejende de her Pegida-demonstrationer, der har været også i København, og lidt i provinsen. Ellers er det svært at sige på nuværende tidspunkt, står overfor sådan en nyt skridt i udviklingen i forhold til den politiske højrefløj, for det er stadig relativ få mennesker vi taler om. Og i det store billede, i forhold til hvordan det har været siden starten af 90’erne, der kan man ikke sige, at der er sket sådan en dramatisk forandring.

Herfra videre til et interview med en lidet troværdig tørklædeklædt muslim, der efter eget udsagn ikke kunne gå udenfor en dør uden at blive udsat for racistisk chikane. Hun var derfor blevet aktiv i Racismefri by, hvis talskvinde Christine Bergen, koblede chikanen sammen med tonen i den danske debat. ‘Muslimer vor tids jøder’ brugte Socialistisk Arbejderavis (IS-organet som Christine Bergen skriver for) tidligere som slogan, længe før Dan Uzan blev majet ned af en muslim med maskinpistol.

(Racismefri by-demo inkl. fortrykte plakater af IS-organet Socialistisk Arbejderavis: ‘Asyl til alle’)

Sascha Yang: Vi vender tilbage til dig lige om lidt. Fordi først der skal vi møde 19-årige Eman fra Nørrebro. Hun oplever stort set ikke en uge hvor hun ikke bliver udsat for racisme. Hun er troende muslim, og voldsomt forarget over den måde hun bliver behandlet, blandt andet fordi hun bærer tørklæde. Men nu har hun fået nok, og meldt sig aktivt ind i kampen for at komme racismen til livs.

Oliver Fjalland, TV2 Lorry: Alt for ofte er Eman Ahmad Mouhammad blevet udsat for racisme.

Eman Ahmad Mouhammad, muslim: Det er ikke nogen rar følelse. Det er ikke en følelse som nogen individ, jeg personligt synes skulle have. Det er forfærdeligt. Man får lyst til at græde. Man står med tårer, og prøver at bide det i dig.

Oliver Fjalland: Hun har flere gange oplevet, at blive antastet på gaden, i sin skole, og i bussen, hvor hun som bare 12-årig oplevede at en ældre mand uprovokeret råbte i en meget ubehagelig tone, at hun skulle tage hjem hvor hun kom fra.

Eman Ahmad Mouhammad: Det værste ved det var egentligt, at der var ingen i bussen der reagerede på det. Og jeg valgte så bare at stå af ved næste stop, fordi jeg kunne ikke tage at være i samme bus som den mand. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse.

Oliver Fjalland: Siden er Eman blevet en del mere tykhudet. Desværre fordi hun har mange lignende oplevelser bag sig. Men hun oplever nu hvordan hendes mindre søskende går igennem præcis det samme som hende. En virkelighed hun ikke kan tolerere. Så hun har nu besluttet sig for aktivt at bekæmpe racismen i København.

Eman Ahmad Mouhammad: Det er fordi jeg selv følte mig hjælpeløs, at der var ingen der stod frem for mig. Jeg nægter at lade en anden person føle det jeg følte, da jeg var i den alder. Jeg synes, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Om det så er ved at jeg melder mig ind i en støttedemonstration eller, at jeg siger fra i klassen, der skal bare gøres et eller andet.

Oliver Fjalland: Organisationen Racismefri by, hvor Christine Bergen er talsperson, arrangerer i øjeblikket en lang række aktiviteter der alle har det formål at oplyse om racismen og forsøge at komme den til livs.

Christine Bergen, Racismefri by: Jeg synes det er vigtigt, at vi giver et stærkt modsvar til racismen, fordi ellers vil den blive stærkere og stærkere. I går eftermiddag stod de sammen med en række lignende organisationer, under parolen, flygtninge og muslimer er velkomne. De gik fra Vesterbro Torv og ind til Rådhuspladsen. Godt 500 personer var mødt op.

Christine Bergen: Jeg håber på at bringe organisationen ud, og bringe budskabet ud om, at det faktisk er muligt at organisere sig mod racismen, og der er nogen der prøver at lave et modsvar mod racismen.

Oliver Fjalland: Modsvaret til racismen er, udover at arrangere demonstrationer, også at få sat gang i debatten, så mange steder som muligt.

Christine Bergen: Vi håber på at bringe den her diskussion ud i rigtig mange nye miljøer. Vi håber på at den her diskussion får rodfæste på mange skoler, arbejdspladser og lokalområder, og derfor har vi været ude mange steder og delt løbesedler. Vi har prøvet at være ude på skoler, og snakke med eleverne der.

Oliver Fjalland: Både Christine og Eman oplever at der i øjeblikket er et stigende behov for at svare igen på de racistiske røster.

Eman Ahmad Mouhammad: Lige her for tiden synes jeg, at det er ved at blive rigtigt meget værre.

Oliver Fjalland: – fordi de politiske tone ifølge Christine, har ændret sig markant.

Christine Bergen: Vi står overfor en valgkamp, hvor politikerne meget hellere vil snakke om asylansøgere der er en byrde for den kommunale velfærd, end de vil snakke om deres egne nedskæringer.

Oliver Fjalland: – og fordi at graden af racistiske overgreb ifølge Eman, er blevet voldsommere.

Eman Ahmad Mouhammad: Der er også flere gange, hvor man hører ens veninde som har fået rykket tørklædet af på Indre Nørrebro, hvor det før var et sted hvor det for mig vil være mest sikkert, for mig at gå. At de så får rykket deres tørklæde af, og at ikke er nogen som der reagerer på det.

Oliver Fjalland: Racismefri by reagerer, sammen med organisationer som Børnebørn for Asyl og København for Mangfoldighed. Alle med håbet om at komme racismen til livs.

Det lange indslag afsluttedes fra studiet med René Karpantschof, der trak Dansk Folkeparti ind i debatten. Han så ikke synderligt begejstret ud, men udfyldte ikke desto mindre den rolle som TV2 Lorry havde tildelt ham. Problemet med racisme, synliggjort med demonstrerende nazistser, starter med (pro-jødiske) Dansk Folkeparti.

Sascha Yang: Og René Karpantschof, hvad betyder det at der bliver arrangeret de her modsvar. Hvad betyder det for racismen?

René Karpantschof: Det er svært at sige. Det betyder i hvert fald, som de selv er inde på, arrangørerne, at de rejser debatten, og nu kunne jeg så høre, at de tager ud på skoler, og tager debatten mange steder. Og det tror jeg nu også er en fornuftig ide. Men det vil helt sikkert ikke, hvad skal man sige – overbevise alle, og mens det for nogen vil være en god anledning til at høre nogle andre argumenter, og andre måder at tænke på, Islam på, eller hvad det nu kunne være, så vil det for andre virke provokerende, og få dem til at gå i forsvarsposition. Så det kan have mange forskellige virkninger.

Sascha Yang: Eman som vi mødt her i indslaget, hun siger, at hun føler det er blevet værre efter episoden i Krudttønden. Hvordan påvirker en sådan episode racismen i København?

René Karpantschof: Ja, vi ved, fra PET’s årsopgørelser, at terrorangrebet i USA september 2001, foranledigede en hel bølge af chikaner, også grove overfald og ildspåsættelser mod – hvad nogen mener, enten tilhørte muslimer, eller var muslimer på gaden. Så det er helt sikkert, at sådan nogle episoder, det vil i hvert fald på kort sigt, fremmer chikanen, og den slags. Så det tror jeg gerne, at hun har oplevet.

Sascha Yang: Racismefri by de peger også på, hvordan skal man sige, at den politiske tone, den bliver skærpet. Hvad er det vi kan observere i den politiske tone?

René Karpantschof: Ja, alle der har fulgt den danske udlændingedebat er nok klar over, at der er nogle meget hårde synspunkter, og det har vi haft i et par årtier nu, eller hvis ikke mere. Hvor, vi hører jo ledende politikere, og det er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti især, jeg tænker på, fremstille Islam som en religion eller en kultur der ikke kan forenes med danskhed, og som er skadelig for danskhed, og det danske samfund. Og sågar nogle fra partiet sige, at der ikke skal være plads til den kultur i Europa. Og det er klart, at det er nogle meget uforsonlige billeder der bliver skabt der, som i nogen grad også bliver overtaget af andre. og det får dem til at tænke på, at så er det nok det, der er det værste problem i vores samfund. Men derudover, så er det noglegange svært at sige, hvad betyder den politiske dagsorden, den kan i hvert fald have den negative effekt, at nogle bliver skræmte overfor muslimer generelt.

Sascha Yang: Tak skal du have René Karpantschof, fordi du kom og satte fokus på det her emne.

Indslaget efterfølges at et længere interview med David Boysen, en professionel jødisk fodboldspiller der blev truet på livet af en racistisk tilskuer under en kamp i Lyngby. Det er 2-3 år siden, og det siger sådan set alt, at man skal flere år tilbage for at finde et eksempel på dansk jødehad – et eksempel, der meget sigende, ikke inkluderer vold.

Det er nu i øvrigt ikke fordi TV2 Lorrys tre eksperter om racisme, har et særligt godt forhold til jøder. Det er ikke engang et år siden Simon Bünger Paulsen foto-registrerede deltagere ved Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro. Researchkollektivet Redox er tæt forbundet med Antifascistisk Aktion, der eksempelvis faciliterede Free Gaza Movement.

René Karpantschof var involveret i støttegruppen til fordel for Blekingegadebanden, der støttede PFLP økonomisk, og stod bag den såkaldt ‘Z-file’ – oplysninger om 500 danskere med jødisk oprindelse. Christine Bergen er politisk aktiv i Internationale Socialister, der traditionelt har støttet Israels fjender, herunder PFLP og Hamas.

Efter Nyhederne (som Søndagsmagasinet var en del af), var der debatprogrammet Lounge. De to hovedpersoner i udsendelsen er aktive i pro-palæstinensiske Right to Movement. Johanne Schmidt-Nielsen er som bekendt kommunist i Enhedslisten, med en fortid i revolutionære Socialistisk Ungdomsfront.

“Almindeligvis forbinder man Palæstina med politiske konflikter. Men nu vil Lærke Hein og Signe Fischer vise Palæstina fra en anden side. De er nemlig i gang med at arrangere et internationalt maratonløb. De to kvinder kommer i studiet sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der deltager i Palestine Marathon.” (TV2 Lorry, Lounge, 22. marts 2015)



19. februar 2015

Den myrdede filminstruktør deltog i TFS-arrangementer: Har Redox billeder af Finn Nørgaard i arkivet?

“Ekstremisterne skal mærke vores ånde i nakken”, skrev Berlingske i går om mindehøjtideligheden i København, og illustrerede artiklen med et foto af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Det Radikale Venstres Morten Østergaard, begge synligt berørte. Nøgternt set er ekstremisterne den værdipolitiske venstrefløj de selv tilhører. De har en revolutionær agenda, og repræsenterer kun en brøkdel af befolkningen. Enhedslisten forfølger den kommunistiske utopi, Det Radikale Venstre den multikulturelle. Begge vil ændre radikalt på det Danmark du kender.

Begge partier er ikke bare imod videoovervågning (der hjalp med at opklare Omar Husseins terrorangreb), men har i årtier været garanten for en lempelig udlændingepolitik, og her tænker jeg ikke specifikt på Palæstinenserloven af 1992, hvor radikaliserede politikere uddelte statsborgerskaber i flæng. Det Radikale Venstre har sågar gjort det til en mærkesag, at man ikke vil sortere asylansøgere efter religion. Vi tror på de fremmede, som det så smukt lyder på radikale valgplakater. Politisk idioti på højeste niveau.

Enhedslisten (der ikke vil bekæmpe Islamisk Stat militært), har ligefrem PFLP-støttere centralt placeret i partiet. En terrororganisation der for blot tre måneder siden likviderede fire jøder i en synagoge i Jerusalem. En af Enhedslistens mærkesager de senere år har meget sigende været et ønske om boykot af G4S, da sikkerhedsfirmaet også beskytter jøder mod militante palæstinensere. Da det efter Charlie Hebdo-massakren blev diskuteret i Borgerrepræsentationen i København, hvorvidt man skulle øge sikkerheden og overvågningen ved Det Jødiske Museum, valgte Enhedslisten som eneste parti at stemme imod.

Så vidt hykleriet hos partier, der ofte har udskammet Trykkefrihedsselskabet (TFS) som værende islamofobiske højreorienterede der bærer irrationel antipati for Islam. Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard følte sig formentligt mere hjemme ved Lars Vilks Komitéens arrangementer, men han deltog faktisk ved flere arrangementer i regi af Trykkefrihedsselskabet. Flere husker ham, og en kilde nævner specifikt deltagelse i mødet med Mark Steyn (2010) og et af arrangementerne med Geert Wilders.

(Mulig Finn Nørgaard til TFS-arrangement med Geert Wilders, København, 2010; Foto: Snaphanen)

Jeg har ikke deltaget i mange TFS-arrangementer, men er flere gange blevet foto-registreret af den yderste venstrefløj ved sådanne lejligheder. Første gang i 2008 af et kendt medlem af Researchkollektivet Redox, og sidst af en fyr tilhørende samme segment, da jeg deltog som taler i 2012. De er der altid, ikke kun når Geert Wilders er på besøg, også når herboende jøder demonstrerer for Israel eller retten til at gå med kalot på Nørrebro.

(Simon Bünger til TFS-møde med Wilders, 2014 – Indsat: Wilders/Malmø, 2012; Kalot-demo, 2014)

Fast fotograf ved alt TFS-relateret i 2009-2010 var venstreloonien Carl-Erik Zølck, der eksempelvis foto-registrerede deltagere ved et arrangement med den franske gymnasielærer Robert Redeker, der år forinden var gået under jorden på grund af islamistiske reaktioner på hans islamkritik.

Et af billederne Carl-Erik Zølck tog til et TFS-møde i foråret 2009 endte senere på Redox’ hjemmeside i en udgave han ikke selv havde lagt online. Året efter slog PET til, og blotlagde at Researchkollektivet Redox reelt var identisk med erklærede militante Antifascistisk Aktion. Da Redox genopstod var det med Simon Bünger Paulsen som ansvarshavende chefredaktør, der ofte ses på gaden når islamismens modstandere mødes offentligt. I august sidste år fotograferede han jøder og sympatisører ved Rasmus Jarlovs kalot-vandring, og blot tre måneder senere fotograferede han systematisk alle deltagere ved et arrangement på Christiansborg. Et arrangement der havde Geert Wilders som hovedtaler.

(Carl-Erik Zølck til TFS-møde med Robert Redeker, 2009; Se evt. I, II, III, IV)

Det bliver ikke mig der laver den store diskurs-analyse af Det Radikale Venstre, men som Aia Fog og Morten Uhrskov så rigtigt har skrevet, så har radikale politikere et medansvar. Alt har konsekvenser. Kæmper man for indvandring fra islamiske lande, så gør man livet farligt for herboende jøder. Det er ikke raketvidenskab.

Med hensyn til Enhedslisten og den revolutionære venstrefløj, så er der ingen tvivl – de agiterer for åbne grænser, kæmper offensivt mod jøderne, og danner hermed front med islamisterne. Eksemplerne er mange, og det påvirker også mediedækningen.

Blandt dem der i disse dage kloger sig om Omar Hussein er sociolog René Karpantchof. Han støttede tidligere Blekingegadebanden, en militant PFLP-sympatiserende gruppe, der ligefrem førte arkiv over danske jøder. Karpantchof mener selvfølgelig, at det er højrefløjens ekskluderende retorik der drev Omar Hussein til jødedrab, og sådan kan medietrænede forskere tilpasse virkeligheden egen stålsatte ideologi.

Herunder ses han i udkanten af den store pro-Israel demonstration på Rådhuspladsen tilbage i 2009. Han står lige ved siden af en aggressiv araber (der senere heiler på tv). Karpantchof ser ham ikke. Han kigger på jøder og sympatiserende danskere, nogle af dem med et Dannebrog i hånden.

(Karpantchof ser på jøder og sympatisører til demo for Israel, 2009 – t/h: araber der senere heiler)



20. november 2014

Overskuddet fra Danske Spil er bl.a. gået til revolutionære Internationalt Forum: 750.000 kr. årligt…

Venstreradikale Modkraft fortæller, at Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) på grund af dokumentationsproblemer, har skåret i støtten til Internationalt Forum med hele 750.000 kroner. Der er altså gået trekvart million årligt fra monopol-spillemarkedet til en revolutionær gruppe, dybt integreret i den militante venstrefløj. Vi taler eksempelvis om tidligere og nuværende ledere af Antifascistisk Aktion samt ikke at glemme Blekingegadebandens Torkil Lauesen.

Fra Modkraft.dk – Økonomisk mavepuster til Internationalt Forum: Mister ungdomsstøtte (linker ikke).

“Internationalt Forum må spænde livremmen ind næste år. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) smækkede i begyndelsen af september kassen i og meddelte, at venstrefløjsorganisationen for første gang nogensinde ikke er berettiget til at modtage støttemidler i år.

Venstrefløjsorganisationen har 800 medlemmer fordelt over hele landet, to ansatte og hovedkontor i Solidaritetshuset på Nørrebro, men har ifølge DUF ikke i tilstrækkelig grad kunnet dokumenterer, at deres afdeling i Aalborg har haft nok aktiviteter sidste år.

Konkret betyder det, at Internationalt Forum mister 750.000 kroner.

… Internationalt Forum har været i tæt dialog med DUF omkring sagen og arbejder på at finde en løsning, som fremadrettet sikrer støttemidler.

[…]

Hvis udviklingen skal fortsætte, så er det dog nødvendigt at øge den del af medlemsskaren, der er under 30 år. Det skyldes, at dette er et krav fra Dansk Ungdoms Fællesråd i forbindelse med uddeling af støtte. … Organisationen har derfor indledt en medlemskampagne, der har det mål at skaffe knap 200 nye medlemmer under 30 år inden årsskiftet.

(Fra DUF.dk, Tipsmidler)

“DUF blev stiftet i 1940 for at oplyse, engagere og oplære unge i demokrati som et værn mod nazisme og udemokratiske kræfter.” (DUFs værdier)

Oploadet Kl. 06:05 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


2. juni 2014

JP gav spalteplads til Allan Lindemark: “Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti.”

De trykte aviser er i frit fald, og det tror da pokker. Hvad er det præcist der får en borgerlig avis til at spørge René Karpantschof og Allan Lindemark om deres syn på Dansk Folkeparti. Den første boede for år tilbage i kommunistisk kollektiv og støttede Blekingegadebanden, den anden var aktiv i Minoritetspartiet, og bloggede om hvorledes DR var infiltreret af Dansk Front. Tilsammen repræsenterer de maksimalt 0,1 procent af befolkningen. Hvad rager det en bredere offentlighed, hvad de mener om Dansk Folkeparti og dets vælgere.

Fra Jyllands-Posten – ‘Og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!’

“‘Stuerene – det bliver I aldrig.’

Poul Nyrup Rasmussens karakteristik af Dansk Folkeparti i 1999 er måske den mest herostratisk berømte sætning i nyere dansk politik. …

I søndags blev budskabet så gentaget nok en gang. Ikke af den socialdemokratiske nestor, men på de sociale medier som reaktion på, at Dansk Folkeparti så at sige havde gjort rent stuebord ved Europaparlamentsvalget med 26,6 pct. af stemmerne. Heraf 465.758 personlige stemmer til Morten Messerschmidt, der dermed slog netop Poul Nyrup Rasmussens stemmerekord. …

Men hvorfor reagerer mange fortsat så kraftigt på et helt legitimt parti, der i en meningsmåling forleden sågar stod som landets største parti? For at finde ud af det, har Indblik talt med en af dem, der bestemt ikke synes, at Dansk Folkeparti har plads i stuen. 35-årige Allan Lindemark, cand.mag. og projektleder i en ngo. I søndags var han en af dem, der var aktiv på Twitter, hvor han skrev:

‘DF er ikke blevet stuerent. Det er en fjerdedel af befolkningen, der er begyndt at tisse i hjørnerne.’

Og det var ikke bare ment som en flygtig, virtuel tankestreg.

Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti. Mange mener, at det jo bare er et konservativt socialdemokrati og slår deres horrible udtalelser hen som finker fra panden; de er jo danske, så det er ikke så slemt. Men det er slemt. Det er et parti, som i udlandet sammenlignes med græske fascister, og det er da vildt skræmmende, at vi rent faktisk har givet en racismedømt mand mere end 450.000 stemmer,’ siger han med henvisning til, at Morten Messerschmidt for 12 år siden blev dømt for at overtræde straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.

En anden, der ofte får sin fortid skudt i skoene, er Rene Karpantschof. Han er tidligere bz’er. Men derudover er han også sociolog, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i folkelige protestbølger og demokrati.

‘Dansk Folkeparti er kontroversielt, og det skyldes især deres holdning til det nationale spørgsmål, herunder flygtninge og indvandrere. Når folk får knopper, er det fordi, mange fortsat betragter det som et stort set racistisk parti. Beskyldningen om, at det er et højrenationalistisk parti, der undertrykker visse minoriteter, og som ideologisk har træk til fælles med nazismen,’ siger han.

(Allan Lindemark Hansen anno 2008)

Allan Lindemark er dog ikke helt afvisende for, at Dansk Folkeparti kan blive stuerene – også i hans bog. Men det kræver, at partiet gennemgår en selverkendelsesproces lig den, Fremskrittspartiet i Norge foretog efter terrorangrebet i 2011, hvor partiet angrede sit sprogbrug over for islam og indvandrere. Derudover skal partiet ekskludere adskillige medlemmer, bl.a. Morten Messerschmidt.

‘Men det gør man ikke. Tværtimod opstiller man dem til topposter. Det er fuldstændigt forkasteligt at opstille en dømt racist; der er så mange gale historiske referencer, og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!‘ siger han. …

Spørgsmålet er imidlertid, hvad konsekvensen er ved at sige til en fjerdedel af vælgerne, at de tisser i hjørnerne. Kunne det tænkes, at de frem for at angre deres synder måske tværtimod ville føle sig bekræftet i deres valg, når de på den måde bliver udskammet. Af en cand.mag., der er bosat i Københavnsområdet og gudhjælpemig tidligere har været ansat i Danmarks Radio.

‘Nu stammer jeg fra Vestjylland, og min familie stemmer på Dansk Folkeparti. Så jeg er ikke ukendt for argumenterne. Men jeg tror ikke på, at nogen begynder at stemme på DF, fordi man sviner dem til, eller at nogen holder op, fordi man ikke gør,’ fastholder han.”



17. februar 2014

Åbne grænser: “Da han var seks år gammel, og hans forældre blev skilt, tog hans faster ham til Odense.”

I sidste uge forklarede integrationsminister Manu Sareen, at danskerne skulle ‘tage ansvar’ i forhold til integration af indvandrere. Herunder lidt fra en blogpost af Fatuma Ali, der har travlt med at skabe bedre behandlingstilbud til sindslidende ikke-danskere, herunder somaliske M., der ifølge artiklen ubesværet kunne rejse til Danmark og få statsborgerskab. Fra Dagens Medicin (der i øvrigt har Blekingegadebandens ikke-dømte Nicolai Döllner som chefredaktør) – Somaliere i Danmark har brug for bedre information om psykiatrien.

“Som en del af vores udgående funktion på Burao Mental Health Center besøger vi hver torsdag de såkaldte ’Elajs’. Det er psykiatriske institutioner drevet af mænd og kvinder, der mener at kunne behandle sindslidelser med Koran-oplæsning, elektriske stød på kroppen, urter. Patienterne er som regel lænkede…

Da jeg indledte mit arbejde i Burao havde jeg stor modstand mod disse steder og ville ikke have noget med dem at gøre. De burde lukkes og forbydes. Efterhånden blev jeg klogere og indså, at disse institutioner fylder et tomrum der er i den psykiatriske sektor. …

Forleden dag blev jeg kontaktet af en mor, der ønskede, at jeg tilså hendes søn… M er i begyndelsen af tyverne, han er født i Burao. …

Da han for tre år siden begyndte at ryge hash og blev psykotisk, besluttede fasteren at sende ham retur til Burao. … I det somaliske miljø i Danmark er man af den overbevisning, at man ikke ønsker at behandle de somaliske psykiatriske patienter ordentligt, man giver dem indsprøjtninger, der gør dem mere syge og man gør dette ud fra en racistisk indstilling til somalierne.

Da han var seks år gammel, og hans forældre blev skilt, tog hans faster ham til Odense. Her gik han i skole og blev hurtigt velintegreret. … Han fik et tiltagende hashmisbrug og blev psykotisk. … Fasteren fortalte i telefonen, at M blev mere syg af medicinen, og alle i det somaliske miljø mente, at det var bedst for ham at blive returneret til Burao.

[…]

Med denne case vil jeg gerne belyse, at man i det danske psykiatriske system har et presserende problem med at integrere og nå ud til patienterne med somalisk (og andre etniske minoriteter) baggrund.

Jeg ved, at meget er blevet gjort og fortsat gøres for at uddanne personalet på de psykiatriske institutioner i Danmark, men M’s historie er langt fra enestående. De somaliske familier i Danmark skal have mere oplysning om psykiatriens tilbud og muligheder, de skal kunne trygt tage imod den behandling, der kan gives.”

Oploadet Kl. 07:27 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper