17. oktober 2009

Mona Sheikh om “transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister”

Mona Sheikh røg ud af Det Radikale Venstre i 2001, da der kom fokus på hendes medlemskab af en radikal islamistisk bevægelse, og hun på opfordring ikke ville gå på kompromis med sin religion. Som ph.d-studerende i islamisk radikalisering var hun fredag aften gæst i den sene Deadline, for at give en ekspertanalyse af den pakistansk-afghanske antiterrorkamp.

  • 16/10-09 Deadline, DR2 – Igen bombeangreb i Pakistan (interview med Mona Sheikh).
  • Mona Sheikh, Ph.d.: … man kan lidt forsimplet sige, at der er de her to typer fraktioner. Dem der er blevet talebaniseret efter 2001, fordi de er imod fremmede besættelsestropper i Afghanistan, og de anser kun fremmede besættelsestropper for at være legitime bombemål, og på den anden sige, de her, som du siger – transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister, som har allieret sig med nogle af de her Talebangrupper, som også, altså kæmper mod et mere symbolsk repræsentation af Vesten.

    Mads Brügger, DR2: Du siger aktivister i stedet for terrorister?

    Mona Sheikh: Altså, det kommer jo an på hvordan man ser det. Altså de anvender vold, så på den måde kan man sige, at voldsanvendelse er altid problematisk, og derfor kan det være terroristisk, men.. (afbrydes).

    Mads Brügger: – men hvad er det der foregår i Pakistan nu. Er det en terrorkampagne, eller er det en islamistisk revolution, er det en frihedskamp, hvis du skal sætte ord på det. Hvad er det så, vi er vidne til?

    Mona Sheikh: Jeg tror det vigtigste, er at holde fast i, at Taleban ikke er en enhedsaktør i Pakistan, og faktisk heller ikke i Afghanistan, og der er nogle der kæmper for, blot for at få de her fremmede besættelsestropper ud af Afghanistan, mens der er andre der er involveret i den her lidt større symbolske krig mod Vesten.

    (Deadline, DR2 d. 16. oktober 2009)

    Mere.

  • 27/1-08 Uriasposten – Mona Sheikh, eliteforskeren (250.000 kr. i rejsestipendie).
  • 25/8-09 Uriasposten – … Selvmordsattentater er “et radikalt opgør med klassisk islamisk jura”.
  • 

    25. december 2008

    Phd. Mona Sheikh: Selvmordsattentater er “et radikalt opgør med klassisk islamisk jura”

    Hvis Svikmøllen var et litterært årsskrift, så kunne Mona Sheikhs islam-apologi fint tage midtersiderne. Fra Information (20/12-08) – Selvmordsbombens nye logik.

    “Selvmordsbomber er noget af det, der forfærder os mest i den internationale terrorisme. For de fleste er terroristernes brug af selvmordsbomber det afgørende element, der sætter det moralske skel mellem ‘vores sekulære krig’ og ‘deres religiøse terrorisme’. Selvom brugen af selvmordsattentater som krigsførelsestaktik historisk har været domineret af sekulære oprørsgrupper, og muslimske lande indtil starten af 1990’erne har haft de laveste selvmordsrater i verden, forbindes selvmordsattentater alligevel ofte med ’stærk’ muslimsk religiøsitet.

    Forbindelsen mellem muslimer og selvmordsattentater er dog relativ ny…

    Den Kashmir-orienterede og terrorlistede organisation Lashkar-e Taiba var den første pakistanske bevægelse, der i 1999 begyndte at benytte sig af selvmordsattentater i den indisk administrerede del af Kashmir. Dengang mødte Lashkar-e Taiba massiv kritik for sine metoder, både fra andre jihad-organisationer og religiøse autoriter, der kaldte det for uislamisk krigsførsel…. Selvom den gamle modstandstradition har fået nyt liv i dag, og deobandimadrasserne højlydt støtter Taleban, var holdningen dengang, at legitim jihad kun burde rettes mod ikke-muslimske kombatanter. I øvrigt gik den nye trend imod den klassiske islamiske jura om legitim krigsførsel, der især nævner forbud mod at skade civile, kvinder, børn, dyr, træer og bygninger. Hertil begyndte en diskussion om forskellen mellem ’selvmord,’ der utvetydigt tolkes som værende forbudt i islam, og ’selvopofrelse’ i en højere sags tjeneste. Militante aktivister laver i dag ihærdigt denne distinktion ved at kalde selvmordsangreb for selvopofrende angreb…

    Talebans øgede popularitet gennem de sidste par år skyldes, at de i stigende grad er blevet et symbol på legitim modstand, siden de succesfuldt kan insistere på, at de fører en defensiv krig…

    Når landets Taleban-aktivister og deres religiøse autoriteter skal argumentere for legitimiteten af selvmordsattentater, skal man grave dybt for at få traditionelle religiøse argumenter på bordet. I stedet er de i langt højere grad strategiske og sikkerhedspolitiske og svære at skelne fra den måde, stater normalt fører sikkerhedspolitiske argumenter for voldsanvendelse i en oplevet trusselssituation. Mens udbredelsen af selvmordsattentater som krigsstrategi har krævet et radikalt opgør med klassisk islamisk jura på området, ser det ud til, at en sikkerhedspolitisk retfærdiggørelse af selvmordsangreb som “nødvendighed,” “selvforsvar” og “sidste udvej” opvejer betydningen af denne afvigelse. Den udbredte opfattelse langs Pakistans grænseområde til Afghanistan er, at de aktive jihad-grupperinger er egentlige folkelige modstandsbevægelser uden mange ressourcer, og netop den opfattelse fortsætter med at mobilisere nye potentielle selvmordsbombere.”

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    27. januar 2008

    Mona Sheikh, eliteforskeren

    Fra Videnskabsministeriets Eliteforsk.dk.

    “Videnskabsministerens EliteForsk-rejsestipendier a 250.000 kr. Prisen gives til de dygtigste og mest talentfulde ph.d.-studerende indskrevet på danske universiteter og skal bidrage til, at de kan få mindst et længerevarende studieophold ved et af de allerbedste internationale forskningsmiljøer.”

    Mona Kanwal Sheikh – Københavns Universitet

    Religion og konflikt
    Fagområde

    International Politik og Sikkerhedsstudier

    Populær beskrivelse af ph.d.-projekt
    Jeg vil i mit projekt undersøge forholdet mellem religion, radikalisering og konflikt gennem et fokus på radikal islamisme. Projektet skal bidrage til 1) at udvikle metode og teori til at undersøge sammenhængen mellem religion og konflikt inden for disciplinerne Sikkerhedsstudier og International Politik, 2) at styrke den empiriske viden om religiøse- og sikkerhedsdiskurser, der betinger radikal islamisme, 3) at analysere udsigterne for en potentiel eskalering af en verdenspolitisk konflikt mellem ’Vesten’ og ’radikal islamisme’ og udvikle effektive politisk-strategiske værktøjer til at deeskalere sådanne konfliktdynamikker. Gennem arbejde i tværfaglige miljøer, der har religions-, sikkerheds- og fredsforskning som omdrejningspunkt forventer jeg, at projektet kan bringe klarhed over sammenhængen mellem partikulære religiøse fortolkninger på den ene side og frygt, trusselskonstruktioner og radikal handlen på den anden side.

    Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
    

    19. februar 2021

    “… kunne være som taget ud af et Islamisk Stat-manifest”; “Der er mange, der skriver sådan noget”

    For et par uger siden bragte Berlingske en kronik af ph.d. Tore Refslund Hamming, der anbefalede, at Danmark hjemtog Islamisk Stat-kæmpende fremmedkrigere, da de alternativt udviklede et had til Danmark. Vi måtte huske på at ikke alle jihadister, er terrorister, og de i nogle tilfælde var rejst til Syrien af ‘ganske noble, årsager’. En forskeraktivist, helt på niveau med DR-garden.

    Ugens terrorsag involverer i øvrigt fjorten syrere, og blandt eksperterne er foruden islamisten Mona Sheikh, også apologeten Tore Refslund Hamming. Argumentationen er helt fantastisk. Bare fordi en terrorsigtet syrer udtrykker sig ‘ekstremistisk’, så betyder det ikke, at han har intentioner om terrorangreb i Vesten. Det kan være udtryk for at personen ‘er politisk indigneret’. Overskriften er direkte citater. Forbind selv punkterne – de gør det ikke for dig.

    Fra TV2 Online – Sigtet i terrorsag har skrevet om jihad, IS og had mod Obama på sin Facebook-profil.

    “En af de sigtede i terrorsagen fra Holbæk har på sin Facebook-profil delt indhold, der har karakter af ekstremisme og jihadisme. Det vurderer eksperter i islam og jihadisme, efter at TV 2 har forelagt dem flere eksempler på opslag, som den sigtede har delt.

    – Noget af det, han har skrevet, kunne være som taget ud af et Islamisk Stat-manifest, siger Mona Kanwal Sheikh, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i blandt andet jihadisme og Islamisk Stat, og som har gennemgået tekster fra Islamisk Stat. …

    Den syriske mand, der blev anholdt i Tyskland, har blandt andet skrevet Facebook-opslag, hvor han nævner terrororganisationen Islamisk Stat, og at der er ‘ingen islam uden jihad’. …

    Tore Hamming og Mona Kanwal Sheikh påpeger også, at den sigtedes ekstremistiske opslag ikke nødvendigvis betyder, at han er terrorist.

    Der er mange, der skriver sådan noget, og der er mange, der skriver det, som aldrig nogen sinde kommer til at begå et terrorangreb eller tage til Syrien. Det kan også være udtryk for en person, som er politisk indigneret over USA’s politik i Mellemøsten og bruger religiøse fraser til at italesætte sin frustration, siger Tore Hamming.”

    (Collage: Islam, Apotekerhaven i Holbæk)

    

    12. februar 2013

    Mikael Rothstein: “… det brutale ord kan virke lige så stærkt som den brutale fysiske voldshandling”

    De første terrorsager herhjemme gav troen på, at der ville komme et paradigmeskift i forhold til islamisterne, men som drabsforsøget mod Kurt Westergaard viste, så er fred langt vigtigere end frihed for den talende klasse. Drabsforsøget på Lars Hedegaard har sat helt nye standarder for appeasement. Desværre ikke en fuldstændig liste.

    “Alting er på få sekunder ændret. Hvordan? Jo, Lars Hedegaard er blevet et offer. … i de ytringsfrihedsfascinerede kredse må det føles… en anelse tamt. Kom an! Vi ofrer gerne livet for ytringsfriheden! Men trods alt helst ikke vores eget. … Kan man virkelig forsvare at blande sig i denne afskyelige sag? Kan man ligefrem frit ytre, hvad man egentlig, i al hemmelighed, føler? Afsky, eller rettere sagt (uden forloren dramatik): Afstandtagen. Naturligvis – men så? Måske bedre at holde sin mund? Men så læste jeg et kort læserbrev i min avis, og det konkluderede: »Hvad har deres (islamkritikernes) forkomne begreb om frihed ikke kostet alle danskere i forhøjet trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til efterretningsudgifter? Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et patetisk fjols!«. Sådan. Spot on.” (Birgitte Heltberg i Politiken, 10. februar 2013)

    “Altså, det der er det rigtig ærgerlige,udover at det er forfærdeligt med det her attentat – det er jo, at det på en måde blokerer, altså det bliver sværere, at kritisere islamofoberne, for så bliver det næsten tolket som et udtryk for, at man forsvarer en attentatmand. Men vi bliver nødt til at finde… at debatkulturen, den trænger til en renæscance i Danmark, fordi at sige, altså svinagtigheder som der bliver sagt idag, der er næsten som fysisk at slå folk. Ord kan virke som knytnæver, og derfor så trænger vi simpelthen til at få renskuret debatkulturen i Danmark. (Journalist Pia Fris Laneth i Søndagsfrokosten på P1, 10. februar 2013)

    “Hvordan kan det være med den der mærkelige historie med Lars Hedegaard, at ingen journalist i Danmark eller Sverige har stillet spørgmåltegn ved, om den historie er en avis-and. … Der findes ingen vidner til hændelsen, han påstår at… Han påstår at han som 70 årig har slået en 25-årig araber ned, som så løb fra stedet. Ingen anden har set det. Hvorfor stiller man ikke spørgmål til ting der kommer fra højrefløjen?” (Journalist Katarina Mazetti i Publicistklubben, 11. februar 2013; Snaphanen)

    “… vi kan jo bare have hovedet under armen, og bare bare lade som om, at ting sker af sig selv. De har en årsag og en forklaring. … hvad der sker med et samfund, når de blive ramt af ord. … Selvfølgelig er der da en sammenhæng. Og den har at gøre med hans ord, hans voldelige ord. … Vi må se på kompleksiteten i begivenhederne. … Hans adfærd i samfundet er en del af forklaringen på hvorfor det sker. … Vi kan ikke forstå attentatet løsrevet, fra den sproganvendelse Lars Hedegaard og hans konsortier benytter sig af. Fordi den gør ondt på mennesker. Den gør mennesker ulykkelige, den gør mennesker bange… Vi (må) spørge hinanden om hvordan vi undgår det en anden gang… Hvis vi vil forstå hvad der sker i samfundet, så må vi forstå, at det brutale ord kan virke lige så stærkt som den brutale fysiske voldshandling. Ligeså trist det er, at nogen har prøvet at skyde Lars Hedegaard, ligeså trist er det altså – eller hvad skal vi sige, trist på en anden måde, er det at mange mange borgere i vores samfund, helt almindelige lovlydige borgere nedgøres, forhånes og pisses på, af Lars Hedegaard og hans venner i sproget, og har ondt i den anledning. … Jeg tror gerne at Hedegaard vil have konflikt. Det er derfor han bruger sproget sådan. … Du må dog give mig ret, at vi kan se konsekvenserne af dem (Hedegaards ord, Kim), måske ikke i attentatet, men i den måde mennesker reagerer på når de bliver ramt, bang! – af hans hårde ord.” (Lektor Mikael Rothstein i Deadline, 11. februar 2013)

    (Glimrende pointe af Hans Erling Jensen på Twitter, 10. februar 2013)

    “… selv om overfaldet måtte være politisk eller ideologisk motiveret, gavner det hverken ytringsfriheden eller demokratiet, at debatten handler om ytringsfrihed. … Hvis vi i Danmark har et generelt behov for at markere det så højt og tydeligt, hver gang en politisk eller ideologisk motiveret forbrydelse finder sted, så forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke ser samme kor tage menneskerettighederne eller trosfriheden så markant i forsvar, når vi oplever racistiske eller xenofobiske overfald på almindelige danske medborgere, der blot er ofre for opinionsdannernes, herunder Trykkefrihedsselskabets, skingre værdiretorik og det had, den måtte afføde blandt ekstreme miljøer.” (Post.doc Mona Sheikh i Information, 11. februar 2013)

    “Den seneste tids hurlumhej omkring attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard har for en stund kaldt det gamle udlændingespøgelse til live på Christiansborg. Ingen politiker er så naiv, at man ikke er pinligt bevidst om, at udlændingesagen ikke er død, men kun slumret lidt ind. Og hvis der er én ting, regeringen ikke ønsker at have på dagsordenen oven i alle sine øvrige trængsler, er det en udstilling af dens dybe interne uenighed omkring udlændingepolitikken… man må ligeså ærgre sig over, at denne mand gennem udåden opnår en ny martyrstatus… Pinligt bevidst om, at attentatet kan bruges til at genoplive den uendelige skyggedebat om ytringsfrihed – som reelt er en kodet debat om, hvor hårdt man inden for gængs moral kan kanøfle dem, som er anderledes – gik Hedegaard med vanlig præcision til angreb. Han vidste, at politikerne – selv de som mener, at han er plim (et synspunkt, som er svært ikke at hælde til) – var låst, idet alt andet end entydig opbakning til Hedegaard ville stemple dem som modstandere af ytringsfrihed (kodeord for antidemokrat) og massive tilhængere af islam. Hvilken skæbne der er værst i dansk politik i denne tid, ved jeg ikke, men at der er store potentielle vælgertab i begge, er evident. …

    Alle forholdt sig til, at attentatet havde fundet sted, men ikke til, hvorfor attentatet havde fundet sted? Ingen medier forholdt sig til, om Hedegaards rabiate synspunkter er drivende for, hvad der har overgået ham? Og politikerne kender mediernes reaktionsmønster, hvorfor de alene forholdt sig til at forkaste selve attentatet i mediekommentaren – uden nuancer. Punktum.” (Journalist Peter Mogensen i Politiken, 11. februar 2013)

    

    28. oktober 2009

    Hvis kristne ikke føjer os, “vil vi dræbe dem… og bruge deres koner som sex-slaver”

    Det er vel hvad Mona Sheikh ville kalde et klodset forsøg på dialog. Fra Kristeligt Dagblad – Taleban giver kristne ultimatum.

    “I et brev, Taleban har sendt til kristne ledere i Pakistan, giver bevægelsen det religiøse mindretal et simpelt ultimatum.

    – Konverter til islam, betal den særlige skat, som islam påkræver religiøse mindretal, eller forlad landet, står der i brevet.

    Men brevet omfatter også meget alvorlige trusler mod de kristne, der måtte vælge at ignorere Talebans ultimatum.

    – Hvis de kristne ikke accepterer vores ultimatum, vil vi dræbe dem, brænde deres huse og bruge deres koner som sex-slaver, står der i brevet, som afsluttes med ordene: Nu er de kristne selv ansvarlige for deres egen skæbne.”

    Oploadet Kl. 05:05 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    15. marts 2009

    Eliteforsker Rasmus Glenthøj: “Danskhed er en moderne opfindelse.”

    Når nu Mona Sheikh kan få særlig støtte til at forske i radikalisering, så kan intet overraske. Rasmus Glenthøj er i samme eliteforsker-kategori, og hans fokus fremgår af en artikel på videnskab.dk (også offentlig støttet) – Danskhed er en moderne opfindelse. Observant-Henrik har også læst historie, og uddeler akademiske håndmadder. Fra Rasmus Glenthøj og danskheden – en historie om uklart fokus.

    “Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, “eliten” fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er – folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden… ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:

    Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

    Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:

    Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner – den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.

    […]

    Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,

    Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure – Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod – såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.

    Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.

    Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.

    […]

    Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den “danske” elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.

    Opdate. Ph.d Jesper Rosenløv sønderbomber samme artikel på Nomos Blog med konkrete eksempler fra den danske historie – Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk (13/3-09).

    “Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum].

    I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: “Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst […] for at jeg endog […] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] […] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani].”

    Oploadet Kl. 11:54 af Kim Møller — Direkte link58 kommentarer
    

    1. maj 2008

    Fysiskprofessor Pervez Hoodbhoy om islamiseringen af Pakistan

    Interessant interview med med den pakistanske fysiskprofessor Pervez Hoodbhoy i gårsdagens DR2 Udland, hvor han beretter om konsekvenserne af den bevidste islamisering af Pakistan under ul-Haqq-regimet. En islamisering understøttet af Tahir ul-Qadri, grundlæggeren af Minhaj ul-Quran, der i i Danmark har flere menigheder. En af de bedst kendte medlemmer er ph.d.-studerende Mona Sheikh, der som eliteforsker får statsstøtte til at “at styrke den empiriske viden om religiøse- og sikkerhedsdiskurser, der betinger radikal islamisme”.

    Pervez Hoodbhoy, professor: “Man ser en holdningsændring hos de studerende. De er mindre nysgerrige og ved ikke meget om verden udenfor. De er ikke nysgerrige nok til at ønske at vide noget… Tolerancen for ideer udefra er også blevet svækket meget… Man kan ikke undervise i naturfag, humaniora eller andet uden at tage emner op, der rejser spørgsel og sætter tanker igang. Hvis der er modstand mod tanker, fornuft og logik… så kan vi ikke have ægte universiteter.

  • 14/4-08 Daily Telegraph – ‘Extremism’ fear over Islam studies donations.
  • Oploadet Kl. 15:53 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    15. januar 2008

    Samilla Qureshi markedsfører tørklædet – Kirsten Sarauw om Det Islamiske Broderskab

    DR kæmper hårdt for det islamiske tørklædetvang i disse dage, og hvor frontfiguren tidligere var Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid (Adam & Asmaa), så er det denne gang Samilla Qureishi, byrådskandidat for Socialdemokraterne på Frederiksberg. Det Radikale Venstres Ouafa Rian bar ikke tørklæde, så hun fik som bekendt udenrigspolitikken at lege med (Fredsmissionen, mod Irak-krigen).

  • 6/1/08 – Tro og Eksistens, P1 – Til kamp for tørklæde og frihed.
  • 6, 13, 20/1-08 DR2 – TørklædeXperimentet (I, II, III).
  • Tidligere i dag kunne man i P1 debatten høre Sherin Khankan væve løs over samme tema, som altid væbnet med et højt abstraktionsniveau og en god håndfuld plusord.

    Som modgift mod den licensfinansierede islam-apologi, er Kirsten Sarauws kronik fra lørdagens Kristeligt Dagblad yderst velegnet. Politiken ville ikke optage den – deres læsere har det nok bedst med virkeligheden i små doser. Her på Uriasposten er det ofte langt, men altid koncentreret – ‘Er euroislam fremtidens løsen?’ (fuld længde via Snaphanen).

    “I marts måned 2007 år fandt en konference om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed “en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

    Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, “til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af “shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion. Sker det alligevel, skal man på forhånd gå ind for en “menneskelig anvendelse”.

    Hvad dette sidste så end skal betyde, lades der ellers ikke megen tvivl tilbage om planerne for euro-islam: Islamisk dominans i Europa og indførelse af Shari’a. – i begyndelsen som parallelret, senere som hvad? Dominerende retssystem?

    Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.

    Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han aldeles kuldslået med “de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?

    […]

    Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer, specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne “Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og “Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 “At være europæisk muslim”.

    For at komme på sporet af, hvad denne påvirkning drejer sig om, kan vi jo kigge lidt på indholdet af “At være europæisk muslim”, som er den eneste af Tariq Ramadans bøger, der er oversat til dansk, og som varmt anbefales og sælges ved alle møderne med Ramadan.

    […]

    Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det ødelægger udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men som Paul Berman gør opmærksom på, så er Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold yderst tvetydige. Tariq Ramadan har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.

    Q. er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af Tariq Ramadans morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika ved mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.

    Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet “Projektet”… som er dateret 1982, opridser en langsigtet (formentlig 100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet i foråret. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas. “Projektet” har længe kun været kendt af de vestlige efterretningstjenester og blev først tilgængeligt for offentligheden gennem den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog “Erobringen af vesten: islamisternes hemmelige projekt” (2005), hvor han nøje gennemgår papiret.

    “Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. Samtlige de mentorer og brødre i ånden, som Tariq Ramadan nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til “De muslimske Brødre”…

    Just missionsopgaven vil i flg. Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange, især unge muslimer, savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større “retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener “islamisk retfærdighed”, dvs shari’a. Det aktive medborgerskab er også en af “Projektets” helt centrale strategier for infiltration.

    I en bog, der handler om at være en europæisk muslim, kunne man forvente, at forfatteren opholdt sig lidt ved de positive europæiske værdier og den rige kulturarv, som muslimer kunne have glæde af at tilegne sig. Især, når han selv kalder sig kultur-europæer, der bare har en anden religion. Men det eneste positive signalement af europæisk kultur, som er at finde i hele bogen er flg. passus:”… disse samfund, hvis mest betydningsfulde egenskaber ser ud til at være deres mangfoldighed og deres multireligiøse og multikulturelle dimensioner.” Der ud over indrømmer Tariq Ramadan, at der i Vesten – i modsætning til mange muslimske lande – findes en frihed, som gør det muligt for muslimer at praktisere deres religion – eller dele af den, for Shari’a, som er en guddommeligt begrundet – og derfor absolut, evig og universel – lovgivning for såvel religionsudøvelse som for samfundsforhold, kan ikke tillades i sin helhed, idet samfundsdelen er i modstrid med den sekulære vestlige retstænkning. Således er “retstilstanden ikke perfekt”, som Tariq Ramadan formulerer det, “men den indeholder i det mindste væsentlige garantier for forsvaret af individuelle og organisationsmæssige rettigheder”.

    Hvad Tariq Ramadan anbefaler muslimer er nøje at undersøge de forskellige nationale lovgivninger for at se, hvor langt man kan gå med islamisk ret “inden for lovens rammer”, men, men, men “muslimske borgere har ret og fra et muslimsk synspunkt også pligt til at forvente ægte anerkendelse… og dette kan i fremtiden betyde, at visse loves indhold og omfang må tages op til fornyet overvejelse.” På ægte snyltervis ser Tariq Ramadan udelukkende friheden som et middel for muslimer til at opnå egne religiøse fordele. Angående den europæiske kultur råder Tariq Ramadan muslimer til først og fremmest at forholde sig kritisk.
    Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, “bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større “muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed, og tørklædet er Det muslimske Broderskabs flagskib, som breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Interessant er også i den forbindelse et punkt i “Projektets” manual, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt på vejen til islamiseringen af Vesten. Drømmen om “absolut retfærdighed”, had vendt mod USA og vestlig imperialisme og endelig palæstinensernes frihedskamp kan formentlig være nogle af de fælles kodeord. At “absolut retfærdighed” for politisk islam så er lig med shari’a og begrundet i en transcendent og absolut guddommelig magt, der ikke kan modsiges af mennesker, fatter venstrefløjens religiøse analfabeter åbenbart slet ikke rækkevidden af. Dette ved og udnytter “Muslimbrødrene” aldeles kynisk.

    […]

    Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en islamistisk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Utallige frihedselskende og demokratiske tilvandrere med muslimsk baggrund har længe advaret om den (skjulte) islamofascistiske hensigt. Hvornår ser Europas egen intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.”

    Opdate.

  • 29/1-08 DR2 – Pigen med tørklædet (Suher Othmann).
  • Oploadet Kl. 17:57 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    

    13. november 2006

    De kalder sig forskere, men optræder som politikere – Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen

    Jeg skal ærligt indrømme jeg er ikke er meget for et ugeblad som Fokus, der ret beset blot er en slags Se & hør for mænd tilsat lidt drengerøv, men seneste nummer er altså en postering værd. Det er yderst sjældent medierne retter kritik af egne eksperter, men Naser Khader, der tidligere er blevet interviewet til ugebladet, leverer i seneste nummer (2006/45) en skarp bredside mod Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen.

    Artiklen fylder to dobbeltsider, der nemt kunne kortes ned til 1-2 tekstside.

    Fra hovedartiklen Khader har fået nok.

    “Efter flere udokumenterede påstande om Demokratiske Muslimer har Naser Khader klaget over Tim Jensen til rektor for Syddansk Universitet.

    Det var dråben. Det var langt fra den første negative udtalelse, men påstanden om, at Naser Khaders person står i vejen for tilslutningen til Demokratiske Muslimer var bare en påstand for meget. Det er baggrunden for, at Naser Khader nu har taget det usædvanlige skridt at kræve dokumentation for religionhistoriker Tim Jenses udtalelser om Demokratiske Muslimer.

    […]

    Når det gælder sammenblanding af forskerrollen og rollen som politisk aktør, kan Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet… sagtens konkurrere med Tim Jensen, fremhæver Khader. Men nu er det tilfældigvis Tim Jensen, der er kommeget med de groveste påstande mod Demokratiske Muslimer… jeg er tilhænger af kritisk forskning. Men det har ikke meget med forskning at gøre, når de to såkaldte forskere Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udtaler sig subjektivt og perfidt om Demokratiske Muslimer og mig som person. Som privatpersoner kan de sige om os, hvad de vil. Problemet er bare, at de kalder sig forskere, men optræder som politikere…

    – Tim Jensen og Bæk Simonsen har allerede fra den første start været negative over for Demokratiske Muslimer. For dem er de rigtige muslimer dem, der bekræfter alle fordomme om islam – de muslimer. der overdriver islam. Da Abu Laban ‘truede’ med at forlade Danmark, udtalte Bæk Simonsen, at det ville være et stort tab. Jeg vil gerne have han dokumenterer den påstand.

    – Den eneste undersøgelse, der er lavet på området, viser, at Demokratiske Muslimer har opbakning fra 14 procent af de danske muslimer, mens Abu Laban kun har støtte fra 3 procent. Alligevel bliver de to – som forskere – ved med at bagatellisere opbakningen til Demokratiske Muslimer.

    – Det er derfor, jeg nu har krævet, Tim Jensen dokumenterer sine udtalelser om, at min person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer – og at det var ‘dumt af Anders Fogh at vælge mig som dialogpartner’. Jeg vil gerne se den forskning, der ligger bag de udtalelser.

    […]

    Journalister er kritiske over for politikere, men de samme journalister bliver helt benovede, når de står over for ‘objektive’ forskere som Tim Jensen og Bæk Simonsen.

    I den ledsagende artikel De kalder sig forskere – men optræder som politikere sættes tingene på spidsen. Som blikfang lyder det tillige: “Vi lytter til deres ‘objektive’ meninger – men bliver måske i stedet præsenteret for deres personlige holdninger”.

    “En objektiv ekspertudtalelse til at sætte tingene på plads. Det er en velkendt journalistisk skabelon, når politikerens udtalelser skal sættes i perspektiv. Men hvad nu hvis eksperterne i virkeligheden fungerer som forklædte politiske aktører under forskningens neutrale flag?

    […]

    Er de neutrale – eller repræsenterer de i virkeligheden den absolutte yderfløj i debatten? Og kan forskere i det hele taget været objektive?…”

    Som dokumentation for Khaders kritik, ledsages artiklen af fem citater, og der spørges hvorvidt “det er en forsker eller en politiker, der taler?” – Spørgsmålet må vist siges at være retorisk.

    “Mange vender Demokratiske Muslimer ryggen, fordi Naser Khader igen og igen har talt ned til dem,’ siger Tim Jensen, der mener, at Khaders afgang kan få positiv indflydelse på medlemstallet.” (Nyhedsavisen 7.10 2006)

    “Det er direkte primitivt, at Anders Fogh ikke kunne forestille sig konflikten ville nå så vidt.” (Tim Jensen om Muhammedkrisen, Ekstra Bladet 1.2. 2006)

    “Det er en falliterklæring for Danmark, han rejser. Og det er dybt beklageligt, at han vil lægge sin energi andre steder.” (Jørgen Bæk Simonsen om Abu Laban til tv. Politiken 11.5 2006)

    “Den typiske dansker opfatter jo muslimer som den sabelsvingende tyrk, der bedriver trusler og beder fem gange om dagen, hvor han banker hovedet i jorden. Den typiske danskers opfattelse af muslimer er i bedste fald unuanceret og i værste fald meget, meget negativt ladet.” (Tim Jensen, Information 4.2 2006)

    “Vi er som danskere ikke mentalt parate til at være globale. Vi bør gå i dialog med hinanden som mennesker og intet andet. De seneste tre valg herhjemme har været domineret af temaet os-mod-dem. Hvordan dette lille land forsvarer sig mod den islamiske verden. Det er deprimerende, at 5,1 miollioner indbyggere er fanget i det spørgsmål.” (Jørgen Bæk Simonsen, Berlingske Tidende 11.3 2006)

    Den anden dobbeltside omfatter interviews med Venstres Eyvind Vesselbo og Tim Jensen.

    Fra Eksperten, der blev politiker: De får lov at køre friløb.

    “Han har selv prøvet begge roller. Venstres Eyvind Vesselbo optrådte i mange år i rollen som ekspert, før han i 2001 kom i Folketinget for Venstre. Men selvom Vesselbo blot lavede en statistisk fremskrivning af indvandringen (den såkaldte Ishøj-rapport) fik han i den grad kam til sit hår først i 90’erne. Rapportens fremskrivning viste sig siden at være yderst præcis. Men Vesselbo undrer sig nu kraftigt over, at andre eksperter kan slippe godt fra bastante udtalelser ‘uden videnskabelig dokumentation’:

    – Det, jeg lavede dengang, var fagligt korrekt, men politisk ukorrekt. Folk som Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen forsøger at dække sig ind under, at de står som neutrale forskere, selvom de optræder ekstremt politisk. Men de bliver skånet, fordi de udtaler sig politisk korrekt, siger Vesselbo.

    […]

    Det helt uacceptabelt, de får lov til at køre et friløb, hvor de af politiske grunde tager imamernes parti – og pakker det ind som forskning. Problemet forstærkes af den autoritet, forskere mange steder får forærende, tilføjer Vesselbo.”

    – Når Tim Jensen og Bæk Simonsen fremstiller sig som uvildige forskere, får deres ord meget mere vægt end det, politikerne siger. Men den autoritet er jo falsk, når de i virkeligheden optræder som politikere.

    Fra Tim Jensen: – Jeg trækker ikke min mening i en automat.

    “Såvel Tim Jensen som Jørgen Bæk afviser kritikken – om end med noget forskellig argumentation. Lektor Tim Jensen fra SDU mener, at Khader og Vesselbo forenkler en videnskabelig og mediemæssig kompliceret sag:

    – … Det er selvfølgelig vigtigt for forskerens troværdighed, at man udtaler sig så redeligt som muligt, men det er ikke altid lige let at markere, når man går fra tolkning af fakta til fortolkninger og kvalificerede gæt på baggrund af sin viden. Dertil kommer, at udtalelserne ofte bliver strammet i medierne, tilføjer Tim Jensen.

    […]

    Kan du dokumentere, at Naser Khader som person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer?

    – Det er svært at ‘dokumentere’ sådanne udsagn i gængs forstand. Men jeg kan sandsynliggøre, at en del muslimer – og ikke kun Abu Laban – finder Khaders måde at være muslim på problematisk, og at de mener, han ser ned på dem…”

    Historien blev adopteret af Ritzaus Bureau, og nåede således vidt omkring – selv Politiken gengav ordret. I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at DR der normalt smider Ritzau-notitser direkte på tekst-tv og DR Online valgte at ignorere historien i sin helhed. TV2 Online valgte til sammenligning at bringe et længere referat af originalartiklen med en selvstændigt indhentet kommentar fra rektor Jens Oddersherre fra SDU: Khader klager over islam-forsker.

    Det er indlysende Naser Khader har ret i sin kritik, men han er dog ikke særlig konkret. At Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er kritiske overfor Demokratiske Muslimer giver lidt sig selv. Alene navnet indikerer jo at muslimer af religiøse årsager kunne tænkes at have et udemokratisk sindelag, hvad i deres optik jo næsten tenderer racisme. Bæk Simonsen og Tim Jensen mener islam pr definition er demokratisk og integrerbar, og derfor ser de som meningsdannere, det som deres fornemste opgave at definere islam spiseligt for den danske befolkning. Tidligere kastede Bæk Simonsen sin apologi i retning af Mona Sheikh og Minhaj ul-Quran, i dag er det Abu Laban og Islamisk Trossamfund, men målet er nu som tidligere at italesætte en demokratiske islamisme. Begge forskere ved at islam næppe kan sekulariseres, og når nu muslimer flest ikke bifalder Naser Khaders ikke-tekstnære Koranlæsning, så må han ofres i multikulturens navn.

    Khaders motivation for at udtale sig så bombastisk som han gør, er næppe baseret på forskernes kritik af Demokratiske Muslimer, men nok mere det forhold at begge offentligt har skamrost Abu Laban. Abu Laban har flere gange betegnet Naser Khader som frafalden – en ‘forbrydelse’ der er dødsstraf for blandt islamister. Vi taler om en mand der døgnet rundt lever under politibeskyttelse, og for få måneder siden gik ned med stress.

    Det er således nemt at forstå baggrunden for Khaders kritik af det man kunne kalde islamismens nyttige idioter, og det siger sig selv at når han i samme artikel roser Jakob Skovgaard-Petersen for at være neutral, så er hans kritik ikke er strengt rettet mod det videnskabelige aspekt. Skovgaard-Petersens politiserer er godt nok ikke så udtalt som hos de to øvrige, men fordi han deler Naser Khaders ensidige syn på Israel-Palæstina konflikten gør det det ham altså ikke neutral. Iøvrigt mener jeg slet ikke islamforsker-etiketten giver mening i forhold til Bæk Simonsen og Tim Jensen. Begge udtaler sig sjældent om islam, men ofte blot om problemstillinger relateret til integration – altid med herboende muslimer i offerrollen. Måske er det på tide dansk islamforskning dropper Edward Said, og den medfølgende offerrolle-tænkning.

  • 10/11-06 BT – Leder (Erik Meier Carlsen): Khaders alliance.
  • 13/5-06 Uriasposten – Islamofobi-konference i Bella Centret – Jørgen Bæk Simonsen i godt s….
  • 21/12-04 Uriasposten – Edward Said: Orientalisme (1978/2002) – nogle notater.
  • Uriasposten-arkiv: Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper